Bomber og okkulte hændelser i Syrien
Af Steffen Hahnemann

Offentliggjort: 15. oktober 2013

Udviklingen i Syrien under og efter afslutningen af 1. verdenskrig
Mens det osmanniske imperium eksisterede, omfattede den daværende arabiske provins Syrien både Libanon og Palæstina. Da imperiet brød sammen under 1. verdenskrig blev Syrien genstand for magtkampe mellem briter, franskmænd og arabere. Sharifen Husain af Hedjatz var af briterne i 1916 blevet lovet et selvstændigt arabisk kongedømme og kalifat mod tilslutning til briterne og oprør mod Konstantinopel.  Samtidig havde briterne i 1916 imidlertid indgået en aftale med Frankrig om en opdeling af området nord for den arabiske ørken i interesseområder: I den hemmeligholdte Sykes-Picot-aftale havde Frankrig fået lovning på Libanon som fransk kontrol-område og resten af Syrien (minus Palæstina) som "indflydelsesområde".

Det blev briterne, der erobrede Syrien (inklusive Palæstina og Libanon) fra osmannerne i 1917-18 og med i kølvandet fulgte Sharif Husains søn Feisal (og hans britiske medkæmper Lawrence), som den britiske militære ledelse prøvede at etablere i Damascus som Syriens rette hersker imod stærke franske protester. Sluttelig måtte den britiske militære ledelse vige overfor beslutninger på højeste politisk niveau mellem London og Paris og overlade kamppladsen til arabere og franskmænd.[1] Inden da havde araberne med Feisal dog sat sig i besiddelse af Beirut, hvor franskmændene gjorde sig klar til kamp, men den britiske militære ledelse intervenerede og overtalte Feisal til at trække sig tilbage og overlade Libanon til franskmændene - dog under vedvarende syrisk protest. 

Derefter tilspidsedes konflikten mellem de syriske arabere og franskmændene, som fastholdt deres krav på overhøjhed. I marts 1920 proklamerede en ny konstitueret syrisk kongres Feisal indsat som konge, men få måneder senere rykkede franskmændene - efter et ultimatum til Feisal og den arabiske ledelse - ind i Syrien fra Libanon efter uden større besvær at have nedkæmpet en i hast sammenflikket syrisk hær. Den 25. juli 1920 rykkede de ind i Damaskus, afsatte Feisal og tvang ham i eksil.[2]

Syrien under fransk mandat
Siden var Syrien under fransk overhøjhed, et forhold, som blev bekræftet formelt af Folkeforbundet den 29. september 1923, da det tildelte Frankrig mandatmyndighed over Syrien (inklusive Libanon).

Franskmændene opdelte det syriske mandat i 6 underområder:

1. Libanon, 2. Alawitterne - Kystområdet nord for Libanon, 3. Jabal Druze - et område mod syd, ned mod Palæstina, hvor druzerne var i flertal. 4. Damascus - mod syd, 5. Aleppo - mod nordvest og 6.  Alexandretta (nord for Aleppo - op mod grænsen til Tyrkiet (blev under 2. verdenskrig af Frankrig afgivet til Tyrkiet – se nedenfor). Hvert område med delvis autonomi.

I 1926 udskilte Frankrig et Storlibanon (identisk med det nuværende Libanon) med eget parlament.

Der var i Syrien to betydelige mindretal: Alawitterne og Druserne. De kom til at spille en væsentlig rolle for det franske mandatstyres politik. Alawitterne var en afspaltning fra den shiitiske religion, og stod i et fjendtligt forhold til den i Syrien dominerende Sunni-version af Islam.[3] De var centreret i bjergegnene nord for Libanon.  Druserne, en anden tidlig afspaltning fra Shia- retningen havde på et tidspunkt slået sig ned i et område grænsende mod Libanon og Palæstina.  Fra de sidste udgik oprøret mod den franske besættelse. Det brød ud i 1925 og var først endelig nedkæmpet af de franske besættelsestropper to år senere.        

Oprøret bredte sig til Damaskus, og de midler, franskmændene tog i brug for at nedkæmpe det, var uhørt brutale. "The military government of the French mandate, sworn to foster the development, rights, and interests of the population under mandate, used means of repression and mechanized warfare never before unleashed on civilians.......  "The revolt ....... helped to entrench the huge internal security apparatus that would become an enduring feature of mandate and post independence government."[4]

"The revolt drew its leaders from the ranks of rural shaykhs, demobilized military officers, and village and quarter leaders and not from the great landowning notable families who sought before and especially after the uprising to become national leaders in a negotiated process with the French."[5] Det blev så frem til 2. verdenskrig denne alliance mellem de syriske notabiliteter og den franske mandatmyndighed, som stabiliserede den politiske situation i landet.

Alawitterne og også til en vis grad senere hen druserne benyttede franskmændene sig af ved opbygningen af den syriske hær. Det skete ud fra forestillingen om, at de to regionale mindretal, som endog nu var udstyret med delvis autonomi, ville være mindre nationalistiske end det sunni-muslimske flertal.

"By French design, the army developed a strong rural and minority complexion, in which the Alawite community [min kursivering] featured prominently. This was especially true of the army’s rank and file and its non-commissioned officer corps. By the end of the Mandate, several infantry battalions in the Troupes Spéciales were composed almost entirely of Alawites........  Alawites only came to dominate the Syrian officer corps in the 1960s, after successive purges had cleared the upper ranks of the army of Sunni officers. ......  To express their aims and aspirations, ascendant junior officers from the Alawite and Druze communities and from rural Sunni districts required an ideology. Ba’thism provided a framework of ideas which was sufficiently flexible for their purposes. Its program stressed land reform and other more egalitarian economic measures and it inveighed against religious sectarianism. By the 1950s, these officers began to penetrate the Ba’ath Party through its base in the Syrian army and each institution reinforced the other’s radicalism. Together, they broke apart the economic and social foundations of the old regime’s power and replaced the political expertise of the veteran nationalists with a new and ultimately, more effective way of playing politics."[6]

Det var således det franske mandatstyre, som skabte grundlaget for, at det syriske militærs officerskorps sluttelig blev domineret af alawitter og for opbygningen af det omfattende syriske sikkerhed- og overvågningsapparat, som dog også er blevet stærkt inspireret af senere hændelser.

Under 2. verdenskrig, i 1941, var Syrien blevet besat af England, som en udløber af britisk militær intervention i Irak med afsættelse af den irakiske tyskorienterede regering. Da Syrien med den franske Vichy-regering var kommet under tysk indflydelse med opbygningen af tyske militære luftbaser, fortsatte de britiske tropper vestover og indtog sammen med "de frie franske" Syrien uden at støde på nævneværdig modstand.

Efter krigens afslutning havde briterne og USA overtalt general de Gaulle og den nye franske regering til at stile mod syrisk selvstændighed i erkendelse af, at alternativet ville være tiltagende arabisk fjendtlighed. De Gaulle havde dog ikke travlt med at imødekomme et mere og mere klart artikuleret syrisk ønske i samme retning, og da der udbrød et syrisk oprør med krav om afvikling af det franske mandat, valgte de Gaulle at bombardere Damascus, inklusive parlamentsbygningen i maj 1945, for at tvinge oprørerne i knæ. Under pres fra briterne og fra verdensopinionen besluttede den franske regering dog at resignere, og den 15. april 1946 forlod de sidste franske tropper Syrien. Dermed havde Libanon og Syrien opnået selvstændighed.[7]

Syrisk selvstændighed – præget af vestligt inspirerede militærkup
Militærkuppene i 1949
Briterne var altså tilhængere af syrisk selvstændighed. Men ikke ubegrænset. Derom var de enige med USA. Så da det nyetablerede syriske folkevalgte styre kunne mistænkes for at hælde til den gale side i den kolde krig, gik briterne og CIA samt den amerikanske ambassadør i Damascus i gang med at korrigere.  

Den gang hed ambassadøren James Keeley, siden hed han James Moose Omkring sig ved spisebordet havde de i ambassaden berømmelige CIA-agenter som Kermit Roosevelt (som vi nu kender fra Mossadeq-affæren i Iran og som også var uhyre aktiv omkring kong Faruks afsættelse og Abdel Nassers magtovertagelse i Egypten I 1952), Stephen Meade og Miles Copeland Jr., som 20 år senere afslørede lidt om kuppet og de ellers hemmeligholdte intriger samt Wilbur Crane Eveland, som i sine erindringer i Ropes of Sand[8]  har fortalt om de bekymringer, ambassadøren og CIA delte om den sovjetiske indflydelse i det syriske politiske establishment, og om hvordan man kunne komme den til livs.

Den første aktive CIA-agent i Syrien hed dog Stephen Meade. Han var, sammen med Miles Copeland, hovedaktøren bag det militærkup i 1949, som afsatte Syriens første demokratisk valgte regering. Meade havde siden efteråret 1948 gentagne møder med den syriske hærchef Husni Zaim, hvor de diskuterede muligheden for et af hæren støttet diktatur. Tidligt i 1949 havde Meade og Husni Zaim de endelige kupplaner klar. Den 14. marts anmodede Zaim de amerikanske agenter om at provokere indre uroligheder i landet som en væsentlig forudsætning for et militærkup. Alternativt at forstrække ham med økonomiske midler til deres iværksættelse. Få dage senere meddelte han Meade, at kuppet kunne finde sted når som helst på betingelse af, at Meade kunne sikre amerikansk hjælp. Kort efter kom den amerikanske viceudenrigsminister George McGhee til Damaskus. Officielt havde hans besøg et andet formål, men dets egentlige hensigt har antagelig været at markere USAs støtte til Zaims kupplaner. Det kom i de følgende dage til uroligheder i Damaskus op til kuppet, som fandt sted den 30. marts med efterfølgende arrestation af ministerpræsidenten samt over 400 kommunister.

Da Miles Copeland 20 år senere afslørede, at han og Meade havde stået bag kuppet i 1949, antog de fleste observatører det for en skrøne. Først deklassificerede akter dokumenterede efter yderligere knap 20 år sandhedsværdien af Copelands beretning.   

Husni Zaim viste sig ikke overraskende at være USA og Israel en god mand. Ud over at fortsætte arrestationer af kommunister genoptog han fredsforhandlinger med Israel blandt andet med forslag om genbosættelse af 250.000 palæstinensiske flygtninge i Syrien. Som en ikke uvæsentlig ting godkendte han det arabisk-amerikanske oliefirma ARAMCO's pipe-line gennem Syrien. Det var en betydningsfuld handling, for tidligere var dette amerikanske projekt, indledt i 1945, som skulle føre olie fra saudiarabiske oliefelter til Middelhavet, blevet blokeret i det syriske parlament efter at være godtaget af Saudi Arabien, Jordan og Libanon. Desuden var der udsigt til betydelig amerikansk økonomisk og militær hjælp til Syrien. Udsigter, hvis realisering led foreløbigt skibbrud, da Zaim den 14. august samme år (1949) blev væltet og henrettet ved et nyt militærkup, som påstodes at  være iscenesat af briterne. En folkevalgt regering gik nu ind for en tættere forbindelse med probritiske Irak med henblik på en union under det hashimitiske dynasti (den endnu umyndige Feisal II i Irak og Abdullah i Jordan). Der kom imidlertid på ny gnidninger i forholdet til USA, så den 19. december kom det tredie militærkup det år. Denne gang ved oberst Adib Shishakli - ifølge USA "one of the strongest anti-Communist forces in the country." Shishakli havde en længere samtale med CIA?'s Miles Copeland i den amerikanske ambassade få dage før kuppet.

Der blev udskrevet valg til en ny syrisk regering, men da den nyvalgte ministerpræsident Dawalibi imidlertid af USA var anset for at være sovjetvenlig, opløste Shishakli parlamentet og etablerede et militærdiktatur.  Et kup den amerikanske ambassade var velinformeret om og bød velkommen. Og så gik det stærkt - i hurtig rækkefølge indledte Syrien samtaler med Tyrkiet om en gensidig fredsaftale, fornyede godkendelsen af ARAMCO's pipeline, gjorde anstalter til en fredsaftale med Israel og repatriering af palæstinensiske flygtninge - alt under forudsætning af omfattende amerikansk økonomisk og militær hjælp. I 1952 pressede Truman Verdensbanken til at imødekomme en syrisk anmodning om et lån på 200 millioner dollars.

Det mislykkede kup i 1957
Så vidt, så godt; men den 25. februar 1954 blev Shishakli væltet ved et nyt militærkup, og ved et påfølgende valg overtog Ba'ath-partiet og andre venstrefløjs-grupperinger regeringsmagten. Så gik det igen den gale vej, og CIA og ambassadør Moose måtte atter overveje mulige løsninger.  Det blev endnu mere presserende, da den syriske regering i 1955, støttet af militærets "stærke mand" oberst Adnan Malki, medlem af Ba'ath partiet, sagde nej til at deltage i oprettelsen af den af Storbritanien og Irak planlagde Baghdadpagt, oprettet med henblik på at holde Sovjet ude af Mellemøsten.

Adnan Malki blev 22. april 1955 myrdet af en pistolmand fra det syriske Social Nationalist Party (SSNP), et højreorienteret parti, som støttede Shishakli og hævdedes at have nær tilknytning til CIA.

Nu gik CIA og ambassadør Moose i gang for alvor og denne gang i samspil med briterne og med det anførte højreorienterede syriske parti SSNP. Man indledte "Operation Straggle". Chefen for CIA, Allen Dulles, og Kermit Roosevelt udarbejdede sammen med det britiske efterretningsvæsen detaljerede retningslinjer for operationen. (Hvor briterne og amerikanerne tidligere havde modarbejdet hinanden, var de nu blevet enige om at samarbejde)  

"The original plan appears to have called for Turkey to stage border incidents, British operatives to stir up the desert tribes, and U.S. agents to mobilize SSNP guerillas, all of which would trigger a pro-Western coup by "indigenous anticommunist elements within Syria" supported, if necessary, by Iraqi troops."[9]  

Briterne var meget opsatte på det militære bidrag fra Irak, som de betragtede som en usvigelig sikker allieret med det stærkt probritiske kongehus og den stærkt probritiske politiske frontfigur gennem mange år Nuri al- Said. USA foretrak dog længe at arbejde på de indre syriske linjer suppleret med den tyrkiske forbindelse.

Alt var velforberedt til næste kup i Syrien, men så nationaliserede Nasser Suezkanalen, og det gav for en tid briterne andet at tænke på.  Operation Straggle blev på britisk foranledning udsat (det planlagte angreb på Egypten var hemmeligholdt for amerikanerne). Da havde USA allerede besluttet at stille 150.000 dollars til disposition for de medsammensvorne i Syrien. Mod slutningen af 1956 havde CIA imidlertid fået mistanke om, at syrisk kontraspionage havde fået færten af Operation Straggle, og planen blev skrinlagt. For dog at blive genfødt under navnet "Operation Wappen" året efter. Hensigten var at bringe den eksilerede afsatte militærdiktator Shishakly tilbage fra sit eksil til Damaskus, parat til at overtage ledelsen, når kuppet var gennemført, centrale prosovjetiske nøglepersoner likvideret, og vejen banet for et provestligt regime.

Imidlertid var en del af bestikkelserne af syriske officerer ikke forløbet, som de burde. De bestukne havde vel modtaget pengene, men var derefter gået til deres overordnede, havde afleveret pengene og berettet om de hændelser, de havde været udsat for. Kuppet var afsløret og flere kupmagere grebet på fersk gerning.[10]

Afsløringen resulterede i ophidsede demonstrationer foran den amerikanske ambassade og udvisning af flere ambassadefunktionærer. Det lykkedes Shishakly at flygte, men adskillige syriske politikere og militærpersoner indblandet i kuppet blev arresteret.

USA's regering benægtede ethvert kendskab til kuppet, hjemkaldte ambassadør Moose og udviste den syriske ambassadør i Washington. Præsident Eisenhower afviste få dage senere Syriens “slanderous campaign” og erklærede dets ambassadør for “persona non grata”.  USA opmuntrede Tyrkiet og Irak til at mobilisere langs grænsen til Syrien for at imødegå "syriske aggressioner." Skibsladninger af våben ville blive sendt til Mellemøsten; den 6. flåde blev beordret til den østlige del af Middelhavet og USA krigsfly sendt til en NATO-base i Tyrkiet.[11] Eisenhower nedtrappede dog siden gradvis mobiliseringen.

Samtidige vestlige observatører afviste episoden som et bizart eksempel på syrisk paranoia.

Den Forenede Arabiske Republik (UAR)
De afslørede kupplaner resulterede i stærke antivestlige stemninger i Syrien og accentuerede panarabiske holdninger og udtalt folkelig sympati for Egyptens præsident Gamal Abdel Nasser.  Det resulterede i en tilnærmelse, og i februar 1958 underskrev præsident Naser og den syriske præsident Shukri al-Quvatli en erklæring om sammenslutning af de to lande i en union: Den Forende Arabiske Republik med Nasser som præsident.

Det syriske Ba'ath-parti havde spillet en fremtrædende rolle i denne udvikling. Partiet var stiftet i 1943 på et program af panarabisme, socialisme og antivestlige holdninger. Det havde opnået betydelig folkelig opbakning i slutningen af 1950. Det var overvejende sekulært og stod i et spændingsforhold til sunni-muslimerne, der var den talrigeste religiøse gruppering i Syrien. Dets synspunkter lå i visse henseender tæt på det kommunistiske parti og bejlede til omtrentlig de samme vælgergrupper.

Det syriske kommunistparti var siden slutningen af 2. verdenskrig det største og mest betydningsfulde i Mellemøsten. Det havde, efter at CIA-kupplanerne var blevet offentlig kendte, fået øget tilslutning, men efter oprettelsen af unionen blev partiet forbudt både i Egypten og Syrien og dets ledere fjernet fra den politiske forsamling.

Vesten følte sig truet på vegne af sine proselytter, de to hashemitiske kongedømmer Jordan og Irak, som derfor besluttede sig (efter kraftig vestlig opfordring) for en sammenslutning i1958, et forbund der dog kun fik en kort levetid på grund af omvæltningen senere samme år i Irak.

Unionen mellem Syrien og Egypten holdt i tre år, men led under stigende utilfredshed i Syrien med egyptisk dominans og samtidig målrettet benarbejde fra USA og Vesteuropa. I september 1961 resulterede utilfredsheden i et militærkup som førte til opløsningen af unionen. Dermed sluttede det mest helhjertede forsøg på at realisere en panarabisk enhed.  ”A small army unit, manipulated by the US and European powers, was able to crush the dream of Arab unity....”[12] 

Udviklingen efter UAR frem til Hafez Asad
Det var kupledernes hensigt at genindføre demokratiet. Men det lykkedes ikke at skabe ro omkring en stabil regering. I 1963 tog en gruppe officerer med rod i Ba'ath-partiet magten. Derefter fulgte en periode med gentagne opgør indenfor ledelsen af det nu regerende Ba'ath-partis, og det var et svækket og ustabilt Syrien som blev ydmyget i 6-dages krigen i 1967 og det efterfølgende tilbageslag i Jordan i september 1970 (”Sorte September”), men derefter afløstes de indre stridigheder i Baath-partiet af en samling af magten på en gruppe officerer omkring lederskikkelsen Hafez Asad. Det indebar en dominans af den befolkningsgruppe, alavitterne, som Hafez Assad tilhørte. Alavitterne var, som tidligere omtalt, knyttet til bjergegnene i det nordvestlige Syrien og deres religion var en særlig og stærkt afvigende udformning af Shia religionen. I opgøret indenfor det regerende militær lykkedes det dem at fortrænge sunnierne, som hidtil havde domineret partiet og som tilhørte den største af Syriens talrige religiøse grupperinger

Syrien under Hafez Asad
Dermed var de gentagne forsøg på at etablere en demokratisk styreform afløst af et autokratisk styre centreret omkring Hafez Asad og en inderkreds bestående af hans familie og et mindre antal fortrolige. Det eneste tilladte parti var Baath-partiet, og der var udviklet et effektivt sikkerhedsapparat, som med meget fast hånd har søgt at bringe de mange brudlinier i det syriske samfund under observation og kontrol.

Baggrunden for denne udvikling skitserer den syriske forfatter og sociolog Samir Aita således: ”.. the experience of the 1950s has marked the Syrian peoples's subconsciousness, in the sense that foreign powers, and especially Europe and the US, have played a determinant role in crushing its democratic expectations, as well as their dream of Arab unity.” Og Aita fortsætter: ”This feeling has long contributed to the internal legitimisation of Asad's authoritarianism, as long as it holds the country united, stands up to the superpowers, and gives Syria a regional and international role.”[13] Det samme synspunkt giver Jeremy Salt udtryk for i en artikel i Mathaba Net News fra 15/10 2011. Han nævner her, at Syrien har været en overvågningsstat siden 1950-erne, og at ”The authoritarian state which developed from the time Hafez al-Assad took power in 1970 has crushed all dissidents ruthlessly.” Han finder, at overvågningen er et ubehageligt træk ved det syriske samfund, men at det skal ses på baggrund af, at ”Syria is a central target for assassination and subversion by Israel and western intelligence agencies, …....and as its enemies are forever looking for opportunities to bring it down,” kan man ikke påstå, at overvågningen er overflødig eller ubegrundet.[14]

I det lys skal man givetvis se en stor del af den politiske uro i landet de efterfølgende 30-40 år, og det syriske regimes håndtering af uroen og dets forhold til Israel og Vesten. Vestens forhold til Syrien i den samme periode har ikke bidraget til at mindske et paranoidt beredskab i den syriske ”subconsciousness.”

Det muslimske broderskab. Massakren i Hama i februar 1982 og dens baggrund.
Den syriske regerings voldsomme angreb på byen Hama i det vestlige Syrien i februar 1982, som kostede cirka 10.000 af byens indbyggere livet, var rettet mod Det Muslimske Broderskab. 

Den episode havde sin forhistorie. Det muslimske broderskab i Syrien var stiftet i 1935 som en aflægger af moderpartiet i Egypten. Dets medlemsskare voksede betydeligt i 1950-erne, da Nasser slog hårdt ned på og forbød det Muslimske Broderskab i Egypten, hvorefter mange flygtede til og slog sig ned i Syrien. At den Forenede Arabiske Republik dannedes i 1958 med Præsident Nasser som leder blev ikke hilst velkommen af de syriske brødre, men en langt alvorligere udfordring for dem kom, da Ba'ath-partiet ved et kup overtog magten i Syrien i 1963 og definerede sig som den politiske magt på et sekulært og socialistisk grundlag. Det fik Det Muslimske Broderskab til at engagere sig i opstande i flere syriske byer i 1964 under parolen ”Islam eller Ba'ath” og efter det syriske nederlag i 6-dageskrigen i 1967 erklærede brødrene jihad mod regeringen. Fra midten af 1970-erne, i takt med borgerkrigen i Libanon, hvor Syrien i en periode allierede sig med de kristne Maronitter, erklærede de muslimske brødre et totalopgør med regeringen og gennemførte gennem de næste år snigmord og terrorattentater mod Ba'ath medlemmer og Ba'ath institutioner i flere syriske byer. De anklagede regeringen for at bestå af ”falske muslimer” (en ikke utypisk sunni muslimsk karakteristik af alavit-sekten) og gjorde den igen til genstand for en jihad. En maskeret militær arm af broderskabet foretog snigmord mod regeringsmedlemmer og ledende alavitter samt sikkerhedsagenter, informanter og sovjetiske rådgivere.  

Mod slutningen af 1970-erne eskalerede uroen gradvis og udmøntede sig i voldsomme demonstrationer og strejker. I 1979 angreb Broderskabet en syrisk kadetskole i Aleppo og dræbte 83[15] kadetter. Umiddelbart efter stod brødrene bag et mislykket snigmordsforsøg mod Hafez Assad. I 1981 udløste kraftige bilbomber i Damascus 200 dræbte. Der var flere grupper end Det Muslimske broderskab involveret i de mange uroligheder, som i årene 1979-1982 udmøntedes i strejker og protestdemonstrationer mod regimet, men regimet så på brødrene som de hovedansvarlige og slog hårdt og brutalt ned på oppositionen.

En journalist ved den amerikanske avis Newsweek skriver 14. december 1981, at ”Over the past five years the Brotherhood has assassinated hundreds of Alawite members of Assad's ruling Baath Party, along with their relatives, Assad's personal doctor, and a number of Soviet advisers."[16]

Talcott Williams Seelye, som var amerikansk ambassadør i Syrien fra 1979-81 angiver, at det var et falsk rygte om afsættelse af Hafez Assad, som satte uroen i gang i byen, og som skulle have fået det i Hama dominerende sunni muslimske broderskab til at opsøge og dræbe alle byens Ba'ath-embedsmænd.”[17]

Robert Dreyfuss fremlægger i sin bog dokumentation for, at Jordan og Den Kristne Phalanx i Sydlibanon – antagelig med støtte fra Israel - stod bag det Muslimske broderskabs oprør med træningslejre samt økonomisk og materiel støtte. 

Som politisk parti var Det Muslimske Broderskab allerede blevet forbudt i 1958 (efter 1963 var eneste tilladte parti i Syrien Ba'ath-partiet), men efter 1982 blev det under dødsstraf forbudt at være medlem af parttiet eller organisationen, som siden da har etableret sig i eksil i vestlige hovedstæder først og fremmest London.

I det oprør mod regimet, som brød ud i 2011, er broderskabet involveret som et sunni muslimsk oprør mod Bashar al-Assad og hans regering, og det er antagelig også udtryk for en sunni muslimsk protest mod det regerende alavitiske mindretal, som Bashar al-Assad også tilhører, der har fået et overvældende flertal af Den Arabiske Ligas medlemmer til at tage stilling imod den syriske regering og kræve dens afgang.

Forholdet til Vesten under og efter Hafez Asad
Syriens forhold til Vesten har gennem det allermeste af den tid, der er forløbet siden Hafez Assad tog magten i 1971, været køligt. Til dels betinget af det spændte forhold mellem Syrien og Israel, men også på grund af en vis sovjetisk indflydelse – nu erstattet af en russisk. I 1979 satte USA Syrien på listen over ”state sponsors of terrorism” på grund af dets værtskab for palæstinensiske oprørsbevægelser som eksempelvis Hamas, som USA havde sat på sin liste over terrorbevægelser.  At Syrien blev anbragt på den liste indebar en række amerikanske sanktioner mod landet. Sanktioner der blev fastholdt frem til den nye situation efter 2001. Umiddelbart i kølvandet på 9/11 mildnedes forholdet mellem de to lande, og et forsøg fra den amerikanske kongres' side på, at formå regeringen til at pålægge Syrien yderligere sanktioner blev i første omgang afvist. Men efter 2001 fik USA's ”krig mod terror” en tiltagende negativ indflydelse, og helt galt blev det efter den USA-ledede invasion af  Irak i 2003, hvor Syrien som det eneste arabiske land var imod. Der var angreb af både USA og Israel ind på syrisk territorium i løbet af 2003 under forskelligt påskud.

Så kom i februar 2005 drabet på den tidligere libanesiske premierminister Hariri, som Syrien umiddelbart blev gjort ansvarlig for, og som udløste store demonstrationer i Beirut af den med udgangspunkt i Hariri-drabet dannede 14. marts koalition. Demonstrationer rettet mod Syrien med krav, om at det trak sig ud af Libanon. Hvad Syrien da også sluttelig gjorde. 14. marts bevægelsen blev uforbeholdent støttet af USA og Frankrig. Siden blev Syrien frikendt for drabet og søgelyset i stedet rettet mod Hizbullah, den libanesiske, shiitiske gruppering (som også befinder sig på USA's liste over syrisk støttede terroristbevægelser).  Imidlertid havde den amerikanske regering 11maj 2004 besluttet at indføre skærpede sanktioner mod Syrien med et forbud mod al eksport til landet bortset fra levnedsmidler og medicin.[18] Forud havde USA stillet Syrien følgende betingelser: At Syrien ophørte med at støtte internationale terroristgrupper (herunder nu først og fremmest Hizbullah), at det trak sig ud af Libanon, og standsede en påstået produktion af masseødelæggelsesvåben. Da Syriens reaktion var afvisende kom så sanktionerne (og siden kom så godt et halvt år senere drabet på Hariri, som USA og verdensopinionen og FNs undersøgelses-kommission med urette tillagde Syrien). Og, skriver International Crisis Group: ”Invoking Section 311 of the ”USA Patriot” Act in March 2006, the [U.S.] administration ordered domestic financial institutions to sever correspondent accounts handling transactions on behalf of the state-owned Commercial Bank of Syria. The decision had far reaching implications.”[19] Sanktionspolitiken fik følelige konsekvenser for Syrien – ikke mindst fordi ikke-amerikanske firmaer, først og fremmest europæiske, besluttede at følge trop, for ikke at komme i et fjendtligt forhold til USA.[20] 

Dertil kom så ønsket om at tvinge Syrien ud af Libanon:
”...the U.S. assembled an impressive multilateral coalition to pressure Damascus and lessen its interference in it's neighbour's affairs, It produced significanr results, particularly in the wake of Hariri's assassination.”.... ”Led by the U.S. and France, the UN security Council passed several resolutions designed to end Syria's hegemony in Lebanon and eventually disarm its key ally, Hizbollah.”.....”The trigger for the intensive international effort was the...assassination of Hariri,” som Sikkerhedsrådet både i oktober og i december 2005 tillagde Syrien. I maj 2007 etablerede Sikkerhedsrådet et særligt tribunal vedrørende Hariri-drabet for Libanon. ”The combined effect of these various developments could be felt acutely in Damascus, Days before release of the initial UN report, Syria's long dormant opposition drafted a united political platform for the first time in 40 years.”[21]

Den videre udvikling i Syrien under Bashir al-Asad
I oktober 2008 foretog USA så igen et angreb, denne gang helikopterbåret, ind på syrisk territorium med drab på 8 syrere angiveligt implicerede i smugling af våben til irakiske oprørere. I september 2007 foretog Israel et flyangreb mod et mål dybt inde i Syrien med bombardement af et anlæg, som Israel hævdede stod for oparbejdning af uranium til kernevåben. I 2005 havde USA trukket sin ambassadør hjem fra Syrien (genindsat i januar 2011 – med umiddelbar god kontakt til oprørsbevægelserne).

Oven i alt det lancerede Bush-regeringen i 2005 i et nyetableret samarbejde med syriske oppositionsgrupper et fremstød om ”demokrati og menneskerettigheder” i Syrien.

En særlig torn i øjet på USA blev den aftale som Syrien og Rusland har indgået om, at stille to syriske havne på middelhavskysten til rådighed for russerne (Tartus og Latakia) specielt med adgang til at udbygge en russisk flådebase med henblik på atombevæbnede krigsskibe i Tartus. Dermed har Rusland fået adgang til det hav, som NATO hidtil har betragtet som sit ”mare nostrum.” Tidligere havde Sovjetunionen dog også flådebase i Tartus.

International Crisis Group konkluderer i 2009: ”At first glance, the perception that the U.S, had undermined the regime was not entirely without merit, From mid-2007 onwards, several developments suggested greater internal turmoil and uncertainty than customary...... intense speculations that double agents had penetrated the regime. The September 2007 Israeli attack on an alleged nuclear facility also pointed to vulnerabilities and to the possibility that insiders were providing information to outside parties. ----- Men sluttelig er konklusionen dog, at skønt der er ringe tvivl om at USA har tvunget regimet i defensiven – er der dog tegn på, at det ikke er lykkedes at destabilisere det.  - [ Endnu i 2009] …

”It will not have escaped the Syrian leadership's notice that neither President Obama, nor Secretary of State Clinton nor George Mitchell mentioned their country when the Special Envoy [for the Middle East] was introduced, By the same token Mitchell skipped Damascus in his first, wideranging regional tour....”[22]

Et post Scriptum
Den foregående skildring af forholdet mellem Frankrig, England, USA og Syrien siden 1. verdenskrig er en rekapitulation af veldokumenterede forhold. De er fremdraget her for at sætte de aktuelle relationer mellem Syrien og Vesten ind i en historisk sammenhæng. Helt uden betydning for det, der hænder omkring Syrien nu, er fortidens hændelser næppe. Det er derfor skønnet relevant i en meget nutidsorienteret vestlig verden at minde om dem. 



[1]    Elie Kedourie;:England and the Middle East. The destruction of the Ottoman Empire 1914-1921. Harvester Press Ltd. Sussex. 2nd edition 1978, s. 166-167

[2]    Samme, s. 173

[3]    En udredning af den alavitiske religion og dens forhold til Sunni-Islam kan findes hos Daniel Pipes: The Alawi Capture of Power in Syria. Middle Eastern Studies, 1989, http://www.danielpipes.org/191/

[4]    Samme, s. 153

[5]    Michael Provence: The Great Syrian Revolt and the Rise of Arab Nationalism, 2005, s. 149

[6]    Philip S.Khoury: Syria and the French Mandate. The Politics of Arab Nationalism. 1920-1945. Princeton University Press. 1987, s. 629-630

[7]    Philip S.Khoury 1987, s. 607

[8]    Wilbur Crane Eveland: Ropes of Sand. America's Failure in the Middle East.. New York 1980, s. 114-154.

[9]    Douglas Little: The United States and Syria, 1945 – 1958. Middle East Journal, vol. 44, no. 1 Winter 1990, s. 66

[10]  Wilbur Crane Eveland, 1980, s. 254

[11]  Douglas Little, 1990, s.  51 og s. 72

[12]  Samir Aita: Do Europe and the USA really want democratic reforms in Syria? I: Democratisation in the Middle East. Dilemmas and Perspectives, red. Birgitte Rahbek, ?rhus universitetsforlag 2005, s. 62

[13]  Samir Aita, 2005. s. 64

[14]  Jeremy Salt: Truth and Falsehood in Syria. Mathaba net news 15/10 2011

[15]  Robert Dreyfus, 2005, s, 200. Andre kilder melder om 32 dræbte og 54 sårede.

[16]  Citeret af Robert dreyfus, 20055, s. 202

[17]  Citeret af Robert dreyfuss, 2005, s. 205

[18]  Sanktionerne bar betegnelsen SALSA, som stod for ”Syria Accoutability and Lebanese Sovereignty Restoration Act.” Den rummede også et flyveforbud for syriske fly i amerikansk luftrum.

[19]  International Crisis Group. Middle East Report No 83, 11 February 2009, s. 8

[20]  International Crisis Group, 2009, s. 6-7, 10

[21]  International Crisis Group, s. 10-11

[22]  International Crisis Group. Middle East Report, 2009, s. 21-22 og s. 29