Billeder … af magtesløshed
Af Jan Mølgaard

Offentliggjort: 15. oktober 2013

Billeder … af magtesløshed

Denne tekst er er forsøg. Et forsøg på at tegne billeder af typiske skæbner med udgangspunkt i et begreb. Her er begrebet magtesløshed. Men det kunne også være grådighed eller angst eller oprør. Eller noget helt femte. Hensigten er at sætte ansigter, liv og skæbne på begrebet. I stedet for flere begreber, forklaringer og analyser. Og teksten er skrevet for at minde mig selv om det, som alle vores begreber refererer til – den levede og levende virkelighed. For at fange de glimt af liv, som verden er fuld af.

1
Det regner. Det regner ikke altid, men det føles sådan. Det føles, som om det kolde vand hele tiden driver ned over vinduerne og lukker mig inde her. Som om jeg bor i et akvarium næsten. Det er også mørkt. Grå og sorte skyer danner et fast dække, som hænger lavt over tagene derude. De bevæger sig ikke, skyerne. Eller det føles i hvert fald ikke, som om de bevæger sig. De hænger der bare og lader regnen strømme ned mod jorden og ned over vinduerne. Jeg ved ikke, om jeg kan tage mig sammen til at gå tre etager ned for at hente posten. Også fordi det er mere end tvivlsomt, om der er andet end reklamer og regninger. Det slår mig, at det nu vist er over fjorten dage siden, at telefonen ringede. Og det var forkert nummer. En dame, der spurgte efter Søren. Og som bare lagde på, da jeg sagde, at jeg ikke hedder Søren og at der ikke bor nogen Søren her. Aldrig har boet nogen Søren her. Jeg blev ved med at snakke et godt stykke tid efter, at hun  havde afbrudt. Måske skulle jeg forsøge bare at trykke et tilfældigt nummer og sige, at jeg nu tror, jeg ved hvem Søren er. At jeg tror, jeg ved, hvor han bor. Selvom jeg ikke kender hans telefonnummer. Måske skulle man det. For så gik der jo tid med det. Jeg kigger hen på kaffemaskinen og overvejer, om jeg har lyst til en kop kaffe. Jeg kan ikke finde ud af det. Hentede en pose kaffe i forgårs. Den skal holde mindst en uge. Og at jeg købte den betød, at jeg kom hjem uden smør. Men margarine kan godt bruges. Eller også kan jeg spise det halvtørre brød uden noget. Jo, en kop kaffe kunne måske være godt. Og måske skulle jeg også gå de tre etager ned og tømme postkassen. Det kunne jo være, at der var noget andet i den end reklamer og regninger. Måske. Men det regner stadigvæk. Stædigt og vedholdende siver regnen ned over de beskidte vinduesruder. Fra en grå lavthængende himmel. Hele tiden. Jeg tror, jeg glemmer den kaffe. Og gemmer den til i morgen i stedet. Hvem ved, måske skinner solen i morgen. Og måske kommer der post. Eller også ringer telefonen.

”Kort sagt er der en konflikt mellem vores behov for at kontrollere og det faktum at denne kontrol ofte vil blive udfordret. Og hvad gør man så? En strategi er at byde magtesløsheden velkommen. Det er noget de færreste mennesker finder behageligt. Ikke desto mindre er du tvunget til at forholde dig til magtesløsheden hvis en nær person dør. Her kan du intet kontrollere. Heldigvis er det for de fleste mennesker ikke almindeligt at forholde sig til komplet magtesløshed i dagligdagen. Det giver dog en ny udfordring. For skal man vælge kontrollen eller magtesløsheden? Og hvornår skal man erklære sig magtesløs i stedet for at kæmpe? Det er min opfattelse af det at byde magtesløsheden velkommen lidt oftere vil kunne lette presset. Jeg vil faktisk anbefale at du prøver at overveje nogle af dagligdagens komplicerede situationer og overvejer muligheden for at være magtesløs. Fordelen ved denne strategi er at kontrollen efter min mening kan være en illusion. Hvad hjælper det at du tror du kontrollerer nogle andre mennesker, hvis de i virkeligheden ignorerer den kontrol du tror du udøver.” [1]

2
De laver om hele tiden. Der kommer folk ned og holder møder med os. Og de siger, at vi skal være omstillingsparate. At vi skal være indstillet på, at ændringer er en nødvendighed. Hver gang de indkalder til at nyt møde, så får jeg ondt i maven. Så sidder jeg der og venter på, at det skal holde op – på at de skal holde op med at tale. Jeg kigger på deres slides, hvor teksterne flyder sammen, og hvor der er så mange mærkelige ord og modeller, at jeg ikke ved, om det er mig der er dum. Men jeg ved jo godt, hvad det egentlig er, de siger, dem fra personaleafdelingen. De unge mænd og kvinder med deres fine ord, deres moderigtige tøj og deres professionelle smil. Det de egentlig siger er, at enten laver vi mere uden at mukke, eller også så ved de godt, hvem der skal ud, næste gang de foretager en tilpasning, trimmer udgifterne, forbedrer effektiviteten. Der er allerede forsvundet mange, som var her, da jeg startede. Gode arbejdskammerater, der en dag pludselig måtte tømme skabet, aflevere id-kortet for derefter at gå hjem for sidste gang. Og lige om lidt kan det blive mig. Jeg sidder dernede sammen med de andre og håber, at smerterne i ryggen snart går over – at jeg ikke længere vil have mavepine og ondt i hovedet hver eneste gang, når det er fyraften. De laver om hele tiden. Nye ord, nye ordninger, nye arbejdsskemaer. Jeg ved snart ikke om jeg kan holde til mere. Men jeg smiler og nikker. For jeg er bestemt omstillingsparat. Hvis jeg ikke er det, så ar jeg arbejdsløs. Og hvem vil ansætte én i min alder, som ingen uddannelse har?

3
Mor har fået et grimt brev. Det sagde hun her til morgen, lige før vi skulle i børnehaven. Hun satte sig i sofaen og stirrede på brevet. Vi sad på gulvet. Vi havde fået tøj på, men vi kom ikke af sted. Mor sad bare og stirrede på brevet. Vi sad og stirrede på mor. I lang tid. Så sagde hun, at vi skulle gå ind til os selv. Jeg tog lillebror i hånden. Og så går vi ind og sætter os derinde. Jeg tager hans vindjakke af. Jeg tager også min egen vindjakke af. Og imens kan vi høre, at mor græder. Jeg bliver bange, da jeg hører det. Jeg bliver også bange, da jeg hører, hvordan hun tager noget fra sofabordet og smider det ind mod væggen. Jeg får lillebror til at lege med Lego. Jeg prøver også selv at lege med Lego. Men kan ikke finde på noget at lave. Lytter hele tiden efter mor, der er gået ud i køkkenet. Mor siger, at hun lige går lidt. Og at jeg skal passe på lillebror. Jeg ved, hvad der sker nu. Jeg ved det. Jeg har bare lyst til at være henne i børnehaven. Ikke her. Mor kommer tilbage efter lang tid. Nu kan jeg høre klirren inde fra stuen. Klirren af flasker. Jeg kan også høre, at en flaske bliver åbnet. Og at mor skælder ud. På dem. Dem der har sendt det grimme brev. Mere klirren. Og så lugter der af røg. Mor ryger ellers ikke, men nu gør hun. Mor drikker ellers ikke øl. Men nu gør hun. Jeg ved godt, at det er fordi hun er ked af det, men det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg kigger frem i døren og siger, at vi er sultne og at lillebror skal skiftes. Mor råber af mig. Siger at jeg skal lukke døren. Og så tænder hun for fjernsynet og drikker mere øl. Hvis vi sidder helt stille herinde, så slår hun os ikke. Så nøjes hun med at drikke øl. Og så falder hun i søvn, når der ikke er flere øl. Så vi sidder helt stille. Helt, helt stille. Og håber at hun snart bliver træt, så jeg kan liste ud i køkkenet og finde nogen kiks. Vi er sultne, lillebror og mig. Men vi er mere bange end sultne.

2. Kor. 12.9-10: Min nåde er dig nok, thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt (ikke halvt). Langt hellere vil jeg rose mig af min magtesløshed, for at Kristi kraft kan tage bolig i mig. Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, i nød, under forfølgelser, under ængstede kår for Kristi skyld, for når jeg er magtesløs, da er jeg stærk." Magtesløshed!  Hvorfor nu tage et tema op, som er stik imod tidens trend, hvor du skal være stærk, slank og smuk. Åh, jo, magtesløshed er et af kristendommens kerneord og kristendommens store hemmelighed. I magtesløshed møder vi Gud. Tænk på det lille fodertrug i Bethlehems stald. Her lå Himlens kongesøn. Eller tænk på Golgatas kors. Her blev Jesus, Guds søn, naglet til korset i magtesløshed. Godt, at vi kan møde Gud i magtesløshed, så kan vi alle sammen være med i det vigtige møde med Gud.”[2]

4
Jeg ville gerne råbe til dem. Jeg ville gerne kalde dem herind, men jeg kan ikke. Jeg ligger her i et værelse, som er næsten blottet for særtræk, neutralt og hvidt, antiseptisk, med rør og slanger alle vegne. Som lå jeg i en teknologisk ormegrav. Som om jeg ikke blev holdt i live af, men fortæret af teknologien. Med mellemrum kommer der mennesker ind og taler med hinanden hen over mig. Ikke med mig. De ved ikke, at jeg kan høre dem. Vil ikke vide det. Jeg ville gerne råbe til dem, at jeg aldrig har ønsket det her, aldrig har villet det. Jeg ville gerne bede dem om at gøre en ende på det. Men de holder mig i live, fordi de kan. Og de ved ikke, at jeg ligger herinde i min egen krop og hører dem, mærker dem, mærker dem bakse omkring med mig, stikke nåle i mig, give mig mad gennem en sonde ned gennem halsen. Her ligger jeg. Dette er det sidste, jeg vil huske fra livet. Det sidste verden vil huske om mig. Det jeg var engang, er jeg ikke mere. Bare en klump kød, der ligger passivt hen og lader mig behandle. Lader mig handle med. En klump kød, der ikke kan dele sine tanker og ord med nogen. Der bliver talt om men ikke til. Der er dage, hvor jeg ler lidt eller smiler lidt inde bag den urørlige facade. Fordi det her er akkurat det, jeg i så mange år har snakket om, at alle på en eller anden måde er på vej til at blive reduceret til. Men heller ikke det kan jeg dele med nogen. Jeg er død, men stadigvæk i live.

Hvis du vil tilbageerobre din energi, dit initiativ og kunne se nye muligheder, så er du velkommen til at kontakte mig for en coach- eller terapisession. Terapi er ikke kun symptombehandling, men egentlig problemløsning. Samtidig sikres det, at du forebygger lignende problemer i fremtiden. Hypnoterapi er en dybdegående behandlingsform, hvor du i trance kan bearbejde traumer og begrænsende overbevisninger fra sikker afstand. Coaching er en velegnet og gennemprøvet teknik, til at få set på en problemstilling eller udfordring fra nye vinkler.” [3] (rettelser af stavefejl står for min regning)

5
Hvorfor lige mig? Hvorfor skulle det lige akkurat være mig, der blev fyret i dag? Jeg er nødt til at pakke mine ting sammen, tømme mit skab, gå den vante vej ud til bilen på parkeringspladsen og køre hjem. Men jeg ved, at det er sidste gang, jeg gør det. Sidste gang nok, at jeg gør det nogensinde. De sagde, at det gjorde dem ondt, men at der var et fald i ordretilgangen. At de var nødt til at indskrænke. Men det var mig, der blev indskrænket. De sad bare der og passede det job, som de også ville have efter i dag. Måske skulle de sige det samme til en anden i morgen. For derefter at gå ned i kantinen og spise deres frokost, akkurat som de havde gjort det i går. Og akkurat som de vil gøre det i morgen. Hvorfor lige mig? Kan de da ikke forstå, at jeg ikke kan leve uden et job? At mit arbejde er mig? Hvorfor tager de meningen fra mig? Fordi der er problemer med at få ordrer hjem til virksomheden. Hvorfor gør de ikke noget ved det, i stedet for at sende mig væk? Jeg forstår det ikke. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal sige til hende, når jeg kommer hjem og hun giver mig det sædvanlige lille knus og spørger, hvordan dagen har været. Jeg ved det ikke. Jeg ved slet ikke, om jeg kan sige det i det hele taget. Det føles, som om bunden er ved at gå ud af mit liv, som om jeg helt er holdt op med at være til. Og ingen kan jeg sige det til. Ingen vil føle andet end en form for lettelse over, at det ikke der dem, det er gået ud over. Jeg har altid stemt på dem, der nu svigter mig. Jeg ved, at jeg vil kunne få dagpenge. Men kun i to år. Og så er det slut. Så hænger det ikke sammen mere. Huset. Huset kan vi ikke betale på den måde. Og ingen vil købe det. Alt holder op nu. Måske skulle jeg også gøre det. Holde op. Fordi jeg ikke længere er noget eller nogen. Måske.

6
Hvem jeg stemmer på? Jeg stemmer sku’ ikke på nogen. Hvorfor skulle jeg stemme? De er jo ligeglade med mig. Lige så snart de er valgt, så gør de det, de har lyst til. Så gider de ikke snakke med mig. Hvorfor skulle jeg så stemme på dem? De taler hele tiden om konkurrenceevnen. Jeg er ikke konkurrenceevnen. Jeg er bare mig. De taler om at være ansvarlige og fornuftige. De skulle bare prøve en kort tid at have det ligesom mig. De skulle prøve at leve for de småpenge, man får på socialkontoret. Eller sidde overfor en dame med smykker og lakerede negle, der dufter at blomster og høre, at jeg snart ikke kan få mere, fordi jeg efter hendes mening ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Fordi jeg ikke vil tage på det syvende kursus i ingenting. En dame, der siger, at derfor kan vi vel godt tale om det som civiliserede mennesker. Om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Jamen, siger jeg, arbejdsmarkedet står jo ikke til rådighed for mig. Hvorfor er det så ikke arbejdsmarkedet, der skal straffes? Det synes hun ikke er morsomt, siger hun. Jeg siger, at jeg heller ikke synes, at hun er morsom. Så jeg stemmer ikke. Hvad skulle det gøre godt for? Hvordan ville det ændre mit liv? Vil det få hende damen med smykkerne og parfumen til at lave om på sig selv? Nej. Jeg stemmer altså ikke. Afstemninger og valg er ikke for sådan nogen som mig.

Det er påfaldende og stærkt bekymrende at opleve, at temaet i flere og flere debatindlæg fra almindelige borgere er magtesløshed. Denne avis’ debatsider er præget af helt almindelige menneskers frustrationer over politikerne/magthaverne. I et velfungerende demokrati er debat og dialog altafgørende for udviklingen i samfundet. Politikerne er valgt til også at være folkets tjenere, hvad der i sagens natur indebærer, at man lytter og tager borgerne alvorligt. Men sådan er det tilsyneladende ikke i Aarhus i disse år.” [4]

7
Han slår mig. Det ved jeg. Han slår mig, når han kommer hjem. For det gør han altid. Han er vred på alle mulige, men det er mig, han slår. Han rammer næsten altid de samme steder. Og det er på en måde godt, for så får jeg ikke nye mærker. Og desuden virker det, som om det ikke gør helt så ondt mere. Jeg ville gerne tale med nogen om det. Tror jeg. Selvom jeg skammer mig over, at han slår mig. Men der er ikke rigtigt nogen at tale med. Det skal i hvert fald ikke gå ud over børnene, selvom de godt kan høre det, når det sker. Og selvom de er kede af det. Slår han mig, så slår han i det mindste ikke dem. Ikke så meget i hvert fald. Jeg ved godt, at han kun gør det, når han har drukket. Egentlig er han et godt menneske. Det siger jeg også til min mor, når hun får øje på de blå mærker, selvom jeg altid tager en langærmet bluse på, når vi besøger hende. Egentlig er han et godt menneske, men når han har drukket, så er det, som om han bliver en helt anden. Flytte fra ham? Hvor skulle jeg flytte hen? Og hvad skulle vi så leve af? Jeg har ingen uddannelse, intet job og ingen indtægt. Nu har jeg i det mindste et sted at bo. Nu kommer han i det mindste hjem med noget af sin løn. Skulle jeg flytte, så ville jeg ingenting have. Ingen mand, ingen penge og intet sted at bo. Så selvom han slår mig, så får vi det til at gå. Og når han ikke drikker, så er han egentlig sød nok. Engang imellem. Og mange gange er det jo min egen skyld. Jeg kunne bare lade ham være i fred. Lade være med at råbe af ham. Måske skal jeg holde op med det.

8
Lær dansk. De siger til mig, at jeg bare skal lære dansk for at blive borger i det danske samfund. At jeg skal lære dansk, før de kan bruge mig til noget. Men de siger ikke noget om, hvad de vil bruge mig til. Og imens sidder jeg så bare i en lejr og venter. Og de siger ikke andet, end at hvis jeg vil være sammen med dem, så skal jeg være ligesom dem. Jamen, jeg er jo akkurat ikke som dem. Jeg er ikke dansker. Jeg er flygtet. Jeg er langt væk fra mit hjem og dem, der er som jeg. Langt væk fra min familie. Langt væk fra mit arbejde, der ikke var et dansk hjem eller et dansk arbejde. Jeg begyndte at drømme disse drømme, før jeg flygtede. Og siden jeg flygtede drømmer jeg altid om det samme. Om de soldater, der trængte ind i min landsby. Ind i mit hjem. Ind i min landsby. Om soldater, der dræbte alle. Jeg ville ønske, at de også havde dræbt mig, men det gjorde de ikke. Derfor flygtede jeg. Derfor forsøgte jeg også at flygte fra mine drømme. Men forlod bare mit liv og tog mine drømme med. Og nu sidder jeg så her og venter på at blive dansker, på måske at få danske drømme. Men når jeg går på gaden, så ser folk mærkeligt på mig. Som om de ikke kan lide mig, selvom de slet ikke kender mig og jeg ikke kender dem.  Som om de enten er vrede på mig eller ligeglade med mig. Som om de tror, at jeg kun er her for at bruge deres penge, deres veje og deres skoler. Men det vil jeg ikke. Jeg vil bare kunne sove i fred. Jeg ønsker bare at glemme alt det, jeg er flygtet fra. Glemme mine drømme først og fremmest. Jeg vil bare være helt almindelig. Bare være mig. Men måske skal jeg starte med at drømme de danske drømme. Uden soldater og ild og angst og lange veje uden mål. Måske. Måske. Om Allah vil det, så vil jeg lære at drømme danske drømme.

9
Vores drivkraft er kærligheden til det fællesskab, vi kender som Danmark, og respekten for dem, der yder det, de kan, til fællesskabet. Men også respekten for skolelæreren, der hjælper Mohammed med at knække læsekoden og giver ham appetit på at blive dygtigere. SOSU-assistenten, der er ugens lyspunkt for den ensomme enkemand. Salgsdirektøren, der handler en kontrakt hjem for næsen af den udenlandske konkurrent og sikrer danske arbejdspladser. Den arbejdsløse akademiker, der tager en merituddannelse for i stedet at blive lærer i den danske folkeskole. Efterlønsmodtageren, der giver en hånd med i den lokale fodboldklub og samtidig giver en ny generation glæden ved både sport og dansk foreningsliv. Kort sagt: Alle dem, der yder det, de kan. Alle dem der derved holder Danmark i gang og får samfundets hjul til at snurre. Dem har vi respekt for. Venstre tager deres – danskernes – parti. Venstre er danskernes parti! Derfor vægter vi gamle dyder som sparsommelighed og mådehold. Fordi vi ved, at orden i økonomien har stor betydning for danskernes hverdag. For renten. For skatterne. Og ikke mindst for arbejdspladserne. Derfor vægter vi valgfrihed højt. Fordi vi ved, at danskerne er bedst til at træffe valg for dem selv og at stive systemer ofte spænder ben. Vi går ikke op i, om lægen, der opererer hoften, er privat eller offentligt ansat. Vi går ikke op i, om der står ”Horsens Kommune” eller ”Hansens hjemmeservice” på uniformen, når vores ældre skal have praktisk hjælp. Vi går op i, at tingene virker! Derfor siger vi tingene, som de er. Fordi danskerne er bedst tjent med at høre sandheden. [Lars Løkke Rasmussen – tale til Venstres landsmøde 2012]

10
Jeg siger, at jeg ikke har tid. Det siger jeg tit. Selvom tiden nok er der, men bare må bruges på noget andet. De spørger om jeg ikke kan hjælpe med lektierne. Eller cyklen der er punkteret. Eller med opvasken eller med at lægge vasketøj sammen. Men jeg svarer, at jeg ikke har tid til det. Ikke lige nu. Jeg skal have det regnskab lavet færdigt. Og indberetningerne. Og jeg skal tænke over, hvad jeg siger til mødet i banken  i morgen. Eller til ham, som jeg er nødt til at fyre i morgen, fordi der ikke er penge til at beholde ham. Det skal jeg have tid til. Det er jeg nødt til at have tid til. Som selvstændig. Nogen gange er jeg ved at komme til at grine over det ord. For jeg er jo ikke selvstændig. Jeg kan ikke engang bestemme, hvad jeg vil bruge min tid til. Og slet ikke bestemme, hvad jeg skal bruge mine penge til. Måske skulle man bare droppe det hele. Glemme de regnskaber. Glemme den momsindberetning. Lade være med at tage til det møde med banken. Låse døren og smide nøglen væk. Smide den ad helvede til. Jeg er jo ikke selvstændig. Jeg arbejder for banken og for skattevæsenet og for kreditforeningen og for Hassan og hans fætre og alle de tilslørede kællinger, som bor lidt længere ned ad vejen og hver dag bruger mine penge på deres mærkelige mad og deres sære tøj. Som hænger uden for butikken og bare venter på, at jeg skal vende ryggen til, så de kan stjæle fra frugtkasserne. Så jeg kan gå fallit, og så endnu en Hassan kan overtage butikken og sælge kebab i metermål. Men jeg har ikke tid til at glemme alt det der. Jeg har ikke tid til at lappe min datters cykel eller til at hjælpe min kone med vasketøjet. Jeg skal arbejde for staten. Og Hassan og alle hans fætre og hans dovne kone og for deres tusindvis af børn.

Enhver integrationsindsats sigter på at fremme indvandreres position i danskernes land. Det er positiv særbehandling af de fremmede og dermed diskrimination af os danskere. En diskrimination, som med omvendt fortegn var blevet kaldt racisme. Men når racismen er rettet mod danskere og det er indvandrere, der drager fordele af den, så bruger gammelpolitikerne og pressen meget bekvemt betegnelsen ”integration”. Al erfaring viser, at integration i det store hele er virkningsløst. Milliarder spildt på integration i folkeskolerne har ikke fået hverken 2. eller 3. generationsindvandrerne op på danskernes niveau. Milliarder spildt på ”ghettoindsater” i form af bl.a. boligforskønnelser og ferieophold til kriminelle har ikke ændret på, at det kan være farligt at færdes i ghettoer, hvis man er politi, brandvæsen eller bare almindelig dansker.” [5]

11
Videre …

Vi, der et kort øjeblik
lå ned,
lad os rejse os.

Vi, der et kort øjeblik
var lammede,
lad os bevæge os.

Vi, der bare er en dråbe
i havet,
lad os være rede
til at blive den dråbe,
der får bægeret til at flyde over.

Giv aldrig magten over dig
til mennesker
der ønsker magt.

Giv magten til de magtesløse
så de kan kaste den bort
og gengive mennesket
dets værdighed.

Carl Scharnberg (1930-95)



[1] Erik Sigård: Lev lykkeligt

[2] Dagens Ord : Bibelland

[3] Anne K. Tvilling: Terapist.dk

[4] Leder fra Jyllandsposten: Om magtesløshed

[5] Læserbrev af Daniel Carlsen, byrådskandidat i Århus. Danskernesparti.