Drop New Public Management – Slip demokrati og fællesskab løs
Af Rasmus Prehn & Simon Pihl Sørensen

Offentliggjort: 15. oktober 2013

Vi har brug for mere – ikke mindre demokrati. For mere – ikke mindre velfærd. For mere – ikke mindre fællesskab. Vi tror på, at tilfredsheden og engagementet stiger i takt med det ansvar, man har. Og vi tror mere på at løse problemer i demokratiske fællesskaber, end på at overlade det hele til markedet. Vi ønsker kort fortalt at få mere frihed til at løse ting i fællesskab. Det emne belyser vi i vores debatbog Frihed til fællesskab – vejen til mere demokrati, som netop er udkommet.

Kommunalreformen i 1970 ændrede det kommunale danmarkskort markant. Før reformen var landet inddelt i 86 købstæder og hele 1.300 sognekommuner fordelt på 25 amtsrådskredse. Efter kommunalreformen var antallet af kommuner bragt helt ned på 275, mens der blev oprettet 14 nye amter. Kommunalreformen medførte, at de nye kommuner kom til at tælle mindst femtusinde indbyggere. Arbejdet i kommunerne blev professionaliseret, hvilket særligt kom til udtryk i borgmesterembedet, som blev et fuldtidsjob. Også forvaltningsapparatet i kommunerne blev udbygget skridt for skridt, i takt med at opgaverne blev lagt ud i kommunerne og øgede arbejdspresset.

Kommunalbestyrelsesmedlem i den gamle Bramsnæs Kommune igennem en menneskealder, Venstre-manden Flemming Damgaard Larsen, der i dag er folketingsmedlem og næstformand for Folketingets Transportudvalg, beretter, hvordan han som medlem af kommunens skole- og kulturudvalg i de tidlige 1970’ere oplevede, at hele kommunens skolevæsen og øvrige kulturarbejde blev drevet af en »halv dame«, som han formulerer det. Som formand for kommunens fritidsnævn måtte Flemming Damgaard Larsen sidde ved køkkenbordet hjemme og formulere og skrive dagsordenstekster, afslag eller tilsagn på ansøgninger m.v.

Men siden 70’ernes køkkenbordsforvaltning er mængden af lovkrav og bureaukrati vokset, så en forvaltning i dag er en hel hær af ansatte. Flemming Damgaard beskriver udviklingen fra sognerådenes tid til i dag som rivende – på godt og ondt – med øget ansvar, flere arbejdsopgaver og mere indflydelse decentralt. Men, forklarer Flemming Damgaard, situationen har også ændret sig med den seneste strukturreform, hvor de folkevalgtes indflydelse er minimeret, og embedsmændene har fået større politisk magt.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor man i de seneste årtier har søgt at føre mere magt tilbage til Christiansborg. Hvorfor slog man ind på det centraliserende spor, som kulminerede med strukturreformen i 2007?

Som vi ser det, blev strukturreformen længe før dens vedtagelse i 2007 spændt for en ideologisk vogn. Der lå ikke noget reelt demokratisk hensyn til grund for reformiveren. Det handlede i stedet om, at velfærden skulle tilpasses markedsprincipper. De kommunale kroner, som var møntet på velfærdsydelser, skulle kanaliseres igennem udliciteringer til de såkaldte private aktører. Og det kunne ikke gå hurtigt nok. Der var i sandhed tale om iver.

Markedsgørelsen var et angreb på den danske velfærdsmodel. Over for befolkningen blev projektet solgt i et sprog, der var forsøgt renset for ideologi, men fyldt med frihed og garantier – som om danskerne indtil nu havde været vant til tvang og svigt. Internt i den offentlige sektor blev det blå projekt sat på formel med New Public Management, et forvaltningsregimente, som blandt andet blev rullet ud i Storbritannien under Thatcher. Målet er kort sagt at slanke den offentlige sektor ved effektivisering, rationalisering og stram styring af udgifterne – det er groft sagt en spareøvelse efter markedsprincipper, men indført i en sektor, som ikke er et marked. Der holder således ikke op med at være syge mennesker i et område, fordi man sammenligner hospitalerne og giver patienterne frit valg.

New Public Management regimet kombineret med en centralistisk styring har sat det levende demokrati tilbage. Op gennem 00’erne satte man turbo på udviklingen. En udvikling som betyder, at vi i mindre grad bliver medborgere og i større grad bliver forbrugere. Resultatet så vi blandt andet ved seneste kommunalvalg, hvor kun 65 pct. af danskerne stemte. Og for de unge var det endnu værre, hvor under halvdelen stemte. For hvorfor stemme, hvis det ikke gør nogen forskel? Sådan tænker mange i hvert fald.

Det repræsentative demokrati og borgernes mulighed for at stille deres valgte byrådsmedlemmer til ansvar for politiske beslutninger udfordres flere steder af den øgede markedsstyring. Selv om enhver kritik og skepsis over for udbud og udlicitering i mange år blev tilbagevist med argumentet om, at det var dumt at sige nej til en lavere pris, når nu ansvar, serviceniveau og den øvrige prioritering af et område stadig blev defineret politisk af de valgte politikere, ser vi i dag eksempler på, at kommuner og forvaltninger og dermed også politikere bruger udliciteringer som undskyldning for at løbe fra ansvaret, når problemer og utilfredshed opstår. I sommeren 2013 kunne man for eksempel læse om ødelagte biler og cykler, øget støj og andre gener som følge af ny vejbelægning på visse strækninger i Aalborg Kommune. Det private asfaltfirma Colas, der har vundet en licitation udbudt af kommunen, har valgt at dække vejene med noget, der ligner en blanding af sten, grus og tjære. Resultatet blev en sand læserstorm på den lokale avis, Nordjyske Stiftstidende. Men det er ikke kommunens ansvar, fortæller den tekniske forvaltning under Venstre-rådmanden Mariann Nørgaard.

Tilbage står borgerne, avisen og alle læserne med en følelse af afmagt. Kan kommunen – og dermed politikerne – bare løbe fra deres politiske ansvar og tørre det af på et privat firma? Nej - borgerne skal vide helt præcist, hvor de skal henvende sig, hvis noget er galt. Og kommunens politikere bør holdes fast på, at de har det overordnede ansvar, hvis den demokratiske afmagt skal undgås.

Velfærd bygger man ikke ovenfra og ned. Velfærd i Danmark er i høj grad bygget nedefra og op. De socialdemokratiske pionerkommuner gik forrest i kampen for velfærdsstaten og gennemførte langt tidligere end alle andre steder, velfærd som i dag gælder i hele landet. Esbjerg Kommune indførte gratis tandpleje til børn mere end 60 år før, det blev indført ved lov. Nakskov lagde ud med den gratis skole i begyndelsen af det tyvende århundrede, og var den første kommune med et kommunalt gymnasium. Og sådan kan man blive ved. Derfor skal vi have pionerkommunerne tilbage. Vil en kommune stille gratis tandbehandling til rådighed for alle ældre, skal det være muligt – og også at finde finansieringen. Vil en kommune mindske forureningen og løfte den kollektive trafik ved at indføre gratis bybusser, finansieret af forhøjede parkeringsafgifter, skal det være muligt. Vil en kommune sælge sine byggegrunde under markedsprisen for at tiltrække bestemte grupper eller for at sikre byggeri, hvor lokalplanen stiller krav om nulenergi- eller plushuse med solceller på taget, skal det være muligt.

Den politiske tendens har alt for længe trukket i den stik modsatte retning med en centralistisk, benhård styring af kommunerne og et sandt regimente af kontroller, evalueringer og indrapporteringer. Men her står både borgere, medarbejdere og lokalpolitikere af. 

I vores bog foreslår vi at gå en anden vej med mere tillid og lokal indflydelse. Der skal være plads og rum til lokale løsninger, som man i fællesskab bliver enige om, og der skal være mere plads til debat. I bogen tager vi læseren med tilbage til det danske velfærdssamfunds begyndelse. Vi vil gerne illustrere, hvordan velfærden og borgernes lige muligheder i samfundet blev større, da stærke lokale fællesskaber tog ansvaret for det. Og vi vil vise, hvordan de seneste årtier med øget centralisme og New Public Management har afmonteret den folkelige ansvarsfølelse og lyst og vilje til at deltage. Vi spørger os selv: Hvorfor ikke overlade mere ansvar til nære og mere vedkommende fællesskaber, hvor det falder folk fuldkommen naturligt at udvise ansvar og solidaritet?

Vores bud er, at vi skal slippe kommunerne mere fri og styrke det regionale demokrati. At vi skal forny samarbejdet med medarbejdere og borgere i brugerbestyrelser. For hvis lokaldemokratiet skal på skinner igen, skal det naturligvis være muligt at imødekomme lokale behov. Det kræver et opgør med millimeterretfærdigheden og med tanken om, at alle – uanset lokale behov – skal tilbydes samme ydelser. Den firkantede standardtækning er hæmmende for det, vi i dag kalder innovation. Vil en kommune have 13 års obligatorisk uddannelsespligt, skal der være mulighed for det. Vil en kommune tilbyde alle 9. klasses elever et highschool ophold, skal der være mulighed for det. Vi skal med andre ord skabe nye pionerkommuner præcis som i velfærdstatens barndom.

Som en naturlig konsekvens af dette bør vi lave ”et soltag” i skattestoppet, så det er muligt at lave disse lokale prioriteringer. Hvis borgerne skal engagere sig i sin kommune skal de vide, at de kan være med til at bestemme, om de vil have mere velfærd og højere skat eller lavere skat. Der skal mere lokalt demokratisk ansvar.

Det bør selvsagt også føre til et opgør med de udemokratiske kommuneaftaler, hvor rammebetingelserne for den fremtidige velfærd i den enkelte kommune drøftes mellem regering og KL i lukkede rum frem for med livlig debat i folketingssalen og rundt omkring i byrådene. Selvfølgelig skal kommunernes økonomi styres, men det kan gøres langt mere fleksibelt, og det er en myte, at kommunerne ikke kan tage ansvar for samfundsøkonomien. Det kan og vil de, og med øget ansvar for tilrettelæggelsen af opgaverne kommer et naturlig øget ansvarsfølelse for økonomien. Og så skal man jo ikke glemme, at de lokale politikere står til ansvar over for vælgerne – ødselhed og udygtighed vil blive straffet.

Til sidst, er det helt afgørende, at vi får skabt et partnerskab med vores medarbejdere ude i kommunerne. Kommuner og medarbejdere skal trække samme vej – ikke i hver sin retning. Mange offentligt ansatte opfatter deres job som noget helt særligt. De er med rette stolte af deres stilling og ansvar. De oplever, at de har et stort ansvar for fællesskabet. Andre mennesker er afhængige af den hjælp eller uddannelse, de offentligt ansatte leverer. Der er ingen tvivl om, at mange offentligt ansatte yder en særlig indsats og tager et langt større ansvar end krævet – fordi de føler stolthed og ansvar, og fordi de føler et MEDansvar som MEDarbejdere.

Derfor må vi politikere forstå, at det er vores ansvar at sikre, at de offentligt ansatte ikke ender som ansatte uden ansvar. Vi ønsker MEDarbejdere. Der kommer ikke meget engagement og ejerskab ud af kontrol og måle-regimet. Vi skal som politikere udstikke rammerne og lade medarbejderne udfylde dem. Vi foreslår bl.a. at droppe de eksterne konsulenter. Tag selv ansvar, og vis ledelse i stedet for at bruge milliarder på eksterne konsulenter, medmindre helt ekstraordinære grunde taler for det.

Samlet set må vi slå ind på en ny vej. En vej, hvor styring og kontrol viger for foretagsomhed og innovation. En vej, hvor centralisme viger for deltagelse. Hvor systemet viger for medborgerne. Flere skal engageres og mere skal besluttes i kommunerne. Vi ønsker mere frihed til fællesskab. Vi ønsker et stærkere demokrati med følgende pejlemærker:

-          Færre professionelle
-          Skab nye pionerkommuner
-          Drop det kommunale skattestop
-          Demokratiser kommuneaftalerne
-          Styrk det regionale demokrati
-          Medarbejderskab og rum til ledelse
-          En grøn vindernation med kommunerne i centrum
-          Obligatorisk fællesskabspligt – en ny social værnepligt
-          Vi har brug for hele Danmark
-          Fra hus til halsen til øget almengørelse af private boliger