Et Paradoks
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. oktober 2013

For et stykke tid siden modtog jeg en mail fra en bekendt. Hun skrev, at hun først nu flere uger efter modtagelsen havde set min mail. Begrundelsen var, at hun var på besøg hos sin datter, der studerer i Paris. I almindelighed burde det være en plausibel begrundelse. Jeg godtog den også på minuttet – og alligevel ikke helt. Efter et par dage satte efterfølgende sætning sig fast og spærrede: ”Ja – og hvad så? Man kan læse mails over hele jorden – hver dag, hvert minut, hvert sekund”! Begrundelsen blev fundet for let.

Hvad var det, jeg havde fået at vide? At min mail var blevet overset, og at det skyldtes opholdet i Paris hos en studerende datter. Havde vedkommende i stedet skrevet, at hun ikke havde set min mail, fordi hun var på besøg hos sin familie i Assens, havde den ikke nær haft samme begrundelsesværdi. Man kan jo allerhøjst studere til landbrugsmedhjælper der.

Middelklassens dominans
Hændelsen fik mig til endnu engang at fundere over middelklassen – eller: middelklasserne, deres livsverden, deres værdidominans og rolle som transmissionsbælte for tidsånden ud i de yderste porer af samfundet og forædling af klassemodsætningerne. Lige meget hvad hulen de griber og gør i, lægger selv de mest progressive lag deres middelklasselevevis og forståelsesramme ned over det. De er simpelthen dømt til altid at være ”in the middle”. Når de ledende lag skal stille sig i spidsen for noget nye værdier, modstand mod det, der sker, eller kampagner for ”det rigtige og fornuftige” henvender de sig - helt naturligt som dem, der ved bedst - til arbejderklassen og andre undertrykte samfundsgrupper. Og når de søger anerkendelse eller vil forlene sig selv med lidt autoritet eller status, skæver de opad mod de herskende klasser eller mod de ledende klassers professionelle fortolkere af Verdensåndens fornuft. De herskende klasser har for travlt med at tjene penge til at tænke på ånd og fornuft. Legitimeringen af dette vilkår overlader de til deres intellektuelle repræsentanter.

På den måde varetager middelklassen og især dens øvre lag - uden i øvrigt at gøre sig det klart - den herskende klasses hegemoni over de andre samfundsklasser. Middelklassen udgør en så multifacetteret skare, at den på flere niveauer kan dække alle hjørner af de værdier og den verdensforståelse, der som en omfattende socialpsykologisk sivebrønd sikrer kapitalismens eksistens og arbejderklassens fortsatte accept af den; også i perioder med samfundsmæssig opløsning, hvor de herskende klasser selv er i vildrede om, hvilke strategier der skal formuleres og forfølges for at genoprette samfundsstabiliteten og magtbalancen på verdensmarkedet.

Eller sagt på en anden måde: Det er en illusion at tro, at middelklassen for alvor kan stå i spidsen for noget som helst - andet end at kæmpe for at bevare sin historiske stilling som det kapitalistiske samfunds formidler og forsoner af den moderne kapitalismes inderste modsætningsforhold.

Marx og Engels så utroligt klart, da de i diskussion med stort set alle på den daværende venstrefløj og med arven fra oplysningsfilosofferne skrev, at ”arbejderklassens frigørelse er arbejderklassens eget værk”. Historisk kan den ikke lade sig lede af andre. Tværtimod må den lede andre, hvis den vil redde sig selv og gøre op med livsvilkårenes kroniske ustabilitet og vilkårlighed. For der er ikke andre klasser, som - når det kommer til stykket - har brug for det totale opgør med den kapitalistiske samfundsformations grundvilkår.

Et paradoks
Marx og Engels så klart men efterlod samtidig et uløst paradoks: Qua sin funktion og position som formidler af klassemodsætningerne mellem kapital og arbejde og forædler af de herskende klassers interesser og verdensforståelse i den moderne kapitalisme har middelklassen tanke- og værdimæssigt historisk domineret arbejderklassen og gør det fortsat - dog langt mere subtilt end tidligere. Hvordan forestiller man sig så, at arbejderklassen kan hoppe ud af suppedasen og lede sig selv og frigøre sig fra den herskende klasses hegemoni? Spørgsmålet skærpes yderligere, når det tages i betragtning, at arbejderklassen ikke kan gennemføre sit frigørelsesoprør uden alliance med store dele af den middelklasse, hvis centrale mission jo netop er at sikre kapitalismens funktionsmåde, fortsatte reproduktion og sin egen status.

Som nævnt løste Marx og Engels kun delvist paradokset ved - som Marx med dramatisk elan - at udråbe Pariserkommunen som den endeligt opdagede form for arbejderklassens herredømme. Men den indre kerne i Marx’s analyse gik hurtigt tabt i den efterfølgende socialistiske bevægelse (først og fremmest i det tyske SPD). Kommunen blev kanoniseret og overtaget som institutionelt koncept for den politiske magtovertagelse, hvorimod det sociale frigørelsesperspektiv og dynamiske ansats til samfundsorganisering blev skrevet ud af horisonten. Desværre fik hverken Marx eller Engels senere den fornødne tid til at udfolde de indsigter, som de havde opbygget på ruinerne af revolutionerne i 1848 og 1871.[i]

Lenin forsøgte sig i en anden historisk situation og under andre sociale vilkår med en anden tilgang til paradokset. I sin ”Hvad må der gøres” (som i øvrigt er blevet bevidst misforstået i Vesten), stillede han partiet som omdrejningspunkt både i kampen mod spontanisterne og økonomisterne og som murbrækker og kollektiv organisator til sikring af arbejderklassens historiske lederskab og politiske uafhængighed. Gramsci, der seriøst diskuterede problemerne i Lenins tankegang, forsøgte sig med en videre udbygning af problemstillingen og kom frem til begrebet om ”de organiske intellektuelle”. Men i al væsentligt er bestræbelserne på at løse paradokset først og fremmest blevet udfoldet i form af diverse spontanitetsteorier i mange forskellige varianter, mekaniske sammenbrudsteorier, historisk determinisme eller velfærdsteoretisk social ingeniørkunst – hvor historiens gang gør arbejdet for arbejderklassen og dens politiske repræsentanter.

For tiden eksisterer paradokset knapt nok som problematik, hvilket kan tilskrives, at arbejderklassen ikke som klasse har gjort meget væsen af sig i de sidste 20 år. Og i samfundsdebatten, journalistikken og i den samfundsvidenskabelige litteratur er det blevet mode enten at skrive arbejderklassen helt ud af historien (bl.a. ved at opløse den ind i middelklassen) eller omvendt – som dele af venstrefløjen har gjort - at identificere store dele af middelklassen med arbejderklassen, og så rykke en underklasse ind på arbejderklassens plads – dem, der hænger i en tyd tråd ude i samfundets sociale og geografiske periferi, og som der ikke er plads til andre steder. Nu bruger vi af bornerte historiske grunde ikke begrebet underklasse – vi er jo alle pr. definition lige – i stedet har vi opfundet begrebet ”de svage grupper”. Og hvem vil være svag? Det vil ingen, så de dele af arbejderklassen, der overhovedet kan, har overgivet sig til middelklassens livsformer, for det er jo her definitionsmagten ligger – også hvad angår de sociale demarkeringer. Efter den manøvre skulle paradoksproblemet været løst.

Den klasse, der skal lede men ikke har format til det, er smeltet sammen med den klasse, der har formatet men ikke styrken.

Ingen har interesse i, at der sker noget. Tilbage står at få det nuværende samfund til at køre – men det er i al væsentligt et teknisk-politisk problem og i hvert fald ikke noget klasseproblem. Modsætningerne kan koges ned til gini-koefficienternes bevægelser.

Klassespørgsmålet der ikke vil forsvinde
Nu er denne udvikling selvfølgelig ikke sket fra den ene dag til den anden. Forud er gået sammenbruddet for velfærdsstatens sociale ingeniørkunst i slutningen af 70’erne, ”de store fortællingers” sterilisering og postmodernismens berettigede og ætsende kritik af stalinismens og socialdemokratismens tab af historisk dynamik og tiltrækningskraft. På den anden side havde de franske strukturalister banet vejen ved mere eller mindre at ophæve det historiske subjekt – strukturen ville bryde sammen som offer for sine egne indre spændinger, og arbejderklassen skulle fremstå som en objektiv kraft.

Men hvis paradokset blot kan tilskrives teoretisk eller arkæologisk betydning, hvorfor så overhovedet beskæftige sig med det? Der findes jo mange forskellige klassifikationsmetoder, der på tilfredsstillende vis har givet et grundlag for den praktiske politik på det nuværende samfunds grund.

Problemet er, at klassebegrebet ikke er en sociologisk klassifikationskategori til analyse af de givne socialstrukturers indbyrdes relationer og reproduktion. Klassebegrebet er derimod et historisk begreb til at beskrive forandrings- og formationskræfterne i historien. Når det gælder arbejderklassen, er den alene historisk interessant, fordi den - for at komme ud af sin egen misere, der ikke forsvinder uanset hvor meget den identificerer sig med middelklassen - må ”sætte betingelserne” på ny og drive historien videre over i en ny samfundsformation. Degraderet til ”underklasse” eller vedhæng til middelklassen - sådan som det delvist er lykkedes for de herskende klassers ”organiske intellektuelle” at fremstille og naturalisere som social bevidsthed og sociologisk teori - er arbejderklassen ganske uinteressant. Det har til følge, at når vi taler om klasseperspektiv refererer dette begreb til klassen i historisk perspektiv - men ikke til en konkret arbejderklasses umiddelbare sociale fysiognomi, økonomiske eller politiske interesser eller horisont.

Men hvor meget man end forsøger at tale arbejderklassen ud af historien, vende produktionen ryggen og elevere markedet til samfundets omdrejningspunkt, sker der det tilbagevendende, at markedet bryder sammen, og den erkendelse genopstår, at for at noget kan sælges, skal det produceres. Af samme grund begynder paradoksproblemet at røre på sig endnu engang.

Diskurs uden synligt subjekt
På trods heraf beherskes den offentlige mening indtil videre af middelklassens både professionelle meningsdannere og udøvende lag. Når man taler om fattigdom, ulighed, uddannelse, finanskrise, kvindeundertrykkelse i Indien, forfejlede stater i Afrika eller Mellemøsten, gadebørn, fedme, sygdom og sundhed mv. betragtes det immervæk næsten udelukkende gennem den elitære del af middelklassens linser – og her optræder der ikke noget historisk subjekt, der hverken kan eller vil forandre vilkårene. Kun de undertrykte klasser opløst i de mange isolerede subjekter, som skæbner (objekter), der skal hjælpes.

Det bestemmende subjekt – narrationens projektmagere – fremstiller ikke sig selv som sådan; det mangehovedede subjekt optræder i skikkelse af teknokrater, professionelle problemfortolkere og bærere af rationaliteten. Dvs. som de lag i samfundet for hvem, det er legitimt at handle på andres vegne, fordi de ved bedst. Den samme sociale ingeniørtænkning og dominansform går igen helt ind i kernen af arbejderbevægelsen, når f.eks. en fagforening udgiver en rapport om øget vold over for sygeplejersker eller andre frontmedarbejdere i statssystemet. Ikke en eneste, der er noget ved musikken, stiller sig frem og siger: ”Ja, selvfølgelig udsættes de for voldelige overgreb. Ingen kan da med rimelighed forvente, at den almindelige forråelse – objektiveringens og fremmedgørelsens moderne fremtrædelsesform – ikke også rammer bl.a. sygeplejerskerne på et eller andet tidspunkt”. Nej, i stedet taler man om det individuelle kompetenceløft og om at udstyre ”ofrene” med nye gennemtænkte ”værktøjer” (techne), hvorved man blot øger forråelsen i og med den yderligere objektivering af relationerne af de mennesker, der indgår i dem. Den tiltagende inhumanitet ahistoriseres, og den gemene profitmaksimering opløftes og usynliggøres i vendingen: ”det er udviklingen”. Derved gøres ”udviklingen” til subjekt og dem, der skaber den, til objekt.

Middelklassens rolle
Indvendingen mod ovennævnte beskrivelse kan være, at den alene tegner et billede af middelklassen, sådan som den tager sig ud nu i en ganske begrænset historisk periode. Beskrivelsens generaliseringsværdi vil således være stærkt begrænset.

Men lad os gøre et ophold og besvare det principielle spørgsmål: hvad er det nu lige en stor del af middeklassen lever af? Den har enten sit udkomme fra funktioner i statssystemet (den offentlige sektor), fra stillinger i cirkulationssfæren (handel og service) eller fra kommando- og stabsposter i produktionen. For alle tre funktionsområder gælder det, at de er afledte af lønarbejde-kapitalforholdet og knyttet enten til markedet, til regulering af tvangsforholdet i produktionen eller til reguleringen af den kapitalistiske totalproces og reproduktionen af denne.

For de respektive middelklassegrupper gælder også, at de kun ville have marginal betydning, for så vidt de fleste af samfundets opgaver og problemer blev løst via forskellige kollektivformer. Hvis man eksempelvis satte sig ud over den metodiske individualisme og angreb mange forskellige sygdomme og sundhedsproblemer som sociale variable og satte ind herefter, kunne det indebære, at både lægen og sygeplejersken ville komme til at spille en anden og mindre dominant rolle. Hvis vi antog, der kun skulle være funktionsbestemte forsikringsselskaber, og at disse i deres operationer var bundet til eget funktionsområde, ville der sandsynligvis ikke være brug for de mange jurister og assurandører. Og sådan kunne man blive ved. Det afgørende er, at middelklassen som formidler vokser i betydning i samme omfang, som kollektivformerne erstattes af individualitetsformer.

Kort sagt indtager store grupper i middelklassen nøglepositioner i vedligeholdelse af samfundsformationen og de strukturbestemte individualiserede livsformer og lever i det store og hele godt og trygt under og med kapitalismen; i hele deres selvforståelse og oplevelse af betydning er de bundet til den. Selv under kriser, hvor deres levebrød og funktioner i den grad trues, og hvor de om nogen frygter fattigdom, social deroute eller bare almindelig statusmarginalisering, står der først og fremmest en ting klart i deres hoveder: ”Vi må kæmpe for at genoprette det, der er sunket i grus – blot skal det denne gang være lidt bedre”. Men det skal stadig være det samme, ”for ellers går det afgørende ud over vores samfundsmæssige stilling – som dem der formidler, fortolker og forliger de kræfter i samfundet, der uden os ville ryge i totterne på hinanden i ren ufornuft”. Eller sagt med Gramsci: ”Sammenblandingen af klasse-stat og reguleret samfund er karakteristisk for middelklasserne og de mindre intellektuelle, som ville være glade for en hvilken som helst regulering, som kunne forhindre katastroferne og de skærpede konflikter: det er en typisk reaktionær og regressiv opfattelse”.[ii]

Selv om ovennævnte forståelsesramme har til følge, at middelklassen ikke historisk kan karakteriseres som en selvstændig klasse med styrke til at sætte sine egne interesser igennem, fordi dens interesser dybest set ikke afviger fra reproduktionen af det bestående, betyder det ikke, at denne - eller i hvert fald nogle af middelklassegrupperne - ikke i perioder kan kæmpe indædt og militant for deres specifikke interesser. Det betyder blot, at de på trods af militante midler vil kæmpe for beskedne mål. Skolelærerne vil gå på barrikaderne og kæmpe for en bedre skole, der også kan rumme de svage og marginaliserede eller bryde den sociale arv. De vil kæmpe for fagligheden - en instans uden for historien, som kun professionerne kan fortolke og herigennem forlenes med legitimitet. Men lærerne vil aldrig af sig selv finde på at kæmpe for, at folkeskolen virkelig kom under folkelig kontrol, eller at de mange forskellige fagforeninger og andre sociale organiseringer som kollektive agenter/subjekter skulle have direkte indflydelse på folkeskolens indhold og udvikling – selv om alle kalder skolen et samfundsanliggende. Det samme kunne siges om sygeplejersken, pædagogen hvad angår deres position, indstilling osv.

Modstand uden form
På den anden side har arbejderklassen ikke i lang tid villet kæmpe for noget som helst, og de gange, det er sket, er det ofte blevet en klodset affære uden egentligt perspektiv, der rakte ud over løsningen af et lokalt problem. Arbejderne inden for den private sektor og deres faglige organisationer har end ikke villet engagere sig i kampen for bevarelse af velfærdsgoderne. Den kamp er blevet overladt til de offentligt ansatte, der efter et årtis forsvarskamp i dag handler, som om de er under permanent belejring. Ikke så sært at de forskellige arbejdsgiverforeninger offentligt og uden moderation er begyndt at håne fagforeningerne og arbejderne og i lige linje promovere en næsten vulgær dyrkelse af lederbegrebet. Og her får de følgeskab af toplederne i hele statssystemet (Finansministeriet, KL og Danske Regioner). Alt hvad der sker i virksomhederne (offentlige som private) tilskrives ledelsesinitiativer. Alle andre ansatte er skrevet ind på den loyale udøvers plads og frataget reel indflydelse på udviklingen – moralen og det gode og rigtige liv.

Dette skift er kommet snigende over en lang periode på 20 år. Tidligere var det socialingeniørerne, der planlagde samfundsudviklingen, men det var trods alt inden for velfærdsstatens rammer og på grundlag af klassekompromiset. Nu har teknokraterne taget over i dannelsen af det, en ledende socialdemokrat definerer som ”konkurrencestaten” – den stat, hvis vigtigste særkende er organiseringen af samfundet i det skærpede ræs for at bevare positionen på verdensmarkedet.

Den tilstand, som selvfølgelig er blevet skærpet under den nuværende samfundskrise, kalder på modstand. Men hvordan forvente af de sociale grupper eller klasser, at de som alternativ til den herskende uorden skal lægge planer frem, hvis de ikke er vant til at planlægge, ikke vant til at lede, og ikke regner deres egne forestillinger og projekter for noget af værdi? Når man tror og dagligt bekræftes i, at Hegel og Einstein blev til det, de blev, fordi de var lavet af et ganske særligt stof, som ikke kan vokse ud af en massebevægelse. Hvad der også gælder for lederne i dag, hvor ledelse er blevet en særskilt profession. Så når det for de herskende klasser - bag middelklassens essentialisme, ahistoricitet og elitedyrkelse - er lykkedes at gøre egne tanker og verdensforståelse til praktisk hegemoni og sætte modstanden skak, hvad er der så tilbage at gøre i den eksisterende arbejderbevægelse andet end at dyrke følelsen af håbløshed, den sociale indignation over den uretfærdige ulighed, ikonerne i ledelserne, de groftskårne skulpturer, de sødladne og patetiske sange og håbet om at kunne leve lidt lige som middelklassen eller i hvert fald som før 2008?

Modstand uden vision
Selv de mest udviklede lag i den organiserede arbejderklasse er i dag - blandt andet som resultat af de herskende klassers massive offensiv og nedbrydning af arbejderklassens kollektive styrke - meget langt fra at gøre sig forestillinger om et samfund, hvor de ikke er arbejdere, og hvor de ikke skal forstå sig selv og betragte sig selv gennem middelklassens linser.  

Det er en kendt sag, at venstrefløjen op gennem historien har kritiseret de faglige ledere og arbejderne for produktivisme. For at være lige glade med, hvad de producerer, blot der er arbejde og allerbedst inden for deres fag. Men hvordan skulle arbejderne kunne være andet end produktivister, når de er arbejdere? Det er jo netop det, der definerer en arbejder: en person der kan udføre forskelsløst arbejde, alle andre karakteristika ufortalt. Nærmere bestemt kan sætte sin evne til at arbejde i bevægelse for profitskabelsen – altså abstrakt pengeværdi. Det gælder ikke for en professionsudøver. Denne karakteriseres ved den specielle brugsværdi, som vedkommende frembringer. Derfor opfatter middelklassen også det at synke ned i arbejderklassen - eller opleve arbejderlignende arbejdsvilkår (”konkurrenceudsættelse”) - som helvedes forgård, for der er man jo ikke noget særligt. Derfor forsvarer de også først og fremmest deres fag og deres ”faglighed”, som er bundet til en bestemt produktion.

Men hvad sker der nu, hvor denne produktivistiske arbejderklasse mister mange jobs, og der opstår stor arbejdsløshed i dens rækker? Den og dens faglige organisationer råber op om jobs – ligegyldigt hvilke! Og den overgiver sig til de herskende klassers protagonister ud i økonomien, der kalder på øget forbrug. Bare man kan få arbejde og lavtlønsarbejderne fra Østeuropa kan holdes ude.

Sådan ligger landet netop nu.

Hverken arbejderklassen, dens mest udviklede lag eller dens politiske ledere og teoretikere stopper op midt i den politiske tomgang, som præger Europa, og stiller spørgsmålet: ”Er forskelsløst arbejde egentlig målet? Er det overhovedet menneskeligt værdigt i al fremtid at producere noget, som dybest set er ligegyldigt eller samfundsmæssigt irrationelt og skadeligt?” Selv for den politiske venstrefløj kniber det med at rejse denne problematik i en situation med massearbejdsløshed i Europa. I stedet kritiseres kapitalisterne for at handle som kapitalister og kun skabe de jobs, som afkaster tilstrækkelig profit. Det er perspektivløst og fastholder arbejderne, klassen og dens organisationer i både et politisk, ideologisk og socialt afhængighedsforhold til kapitalen, hvor kapitalen og de herskende klasser monopoliserer deres rolle som det historiske subjekt og overlader objektrollen til arbejderklassen. Denne er nu ved at få følgeskab af de laveste lag i middelklassen, der med afviklingen af velfærdsstaten område for område mister myndighed og degraderes til udøvere af beslutninger, andre har taget.

Den radikale kritik af kapitalismen
Hverken den politiske venstrefløj eller de mest udviklede lag i arbejderklassen kan stille meget op over for den omfattende og forfinede undertrykkelse og moralske fornedrelse, før man seriøst begynder at interessere sig for fremmedgørelsen og den inhumane genstandsgørelse af større og større samfundsgrupper som et eksistensvilkår under kapitalismen – akut krise eller ej. Eller sagt med en historisk vinkel: ophævelse af grænseløs systemisk irrationalitet, gentagne kriser, snyd og bedrag, krige og ødelæggelse osv. er ikke muligt, uden at arbejderklassen og dens politiske ledere kommer til begreb om, at alternativet til produktivisme, endeløst forbrug og gældsætning ikke er forsvaret af en velfærdsstat og rehabilitering af keynesianismen, der allerede er tømt for indhold, men derimod formulering af en vision og en strategi for ophævelse af historiens hidtil største absurditet: at vi arbejder for at arbejde, og vi skaber værdier for at skabe flere værdier, uden at de kan bruges til noget. Det er artikuleringen, formidlingen og organiseringen af denne indsigt, de herskende klasser frygter mere end noget andet, og det er denne indsigt, som middelklassen har vanskeligt ved at nå frem til, fordi den jo i egen selvforståelse per definition leverer samfundsnyttigt arbejde og håndgribelige værdier, der mætter et behov. Kritikken af kapitalismen går således over kritikken af middelklassens verdensforståelse.

Denne komplicerede situation drøftede Marx og Engels igen og igen – anskuet fra mange vinkler – i hele deres politiske virke. Men af gode grunde nåede de ikke at udfolde paradokset og formulere svaret på, hvordan socialister overvinder de undertrykte og dominerede klassers naturlige bornerthed – når nu vi ikke har mange andre kendetegn end evnen til at arbejde. Og når nu alverdens visdom, kultur og udsyn ligger i hovedet og på skuldrene af dem, der vil bevare samfundsformationen, som den er – de dannede og de egnede, der sætter kapitalismens kategorier, begreber og moral som eviggyldig sandhed.

Lenin var nok den af de socialistiske teoretikere, der - i den interne fraktionskamp i det russiske socialdemokrati - mest præcist tangerede en løsning af paradokset med det ofte citerede afsnit fra ”Hvad må der gøres”: ”Arbejderklassens bevidsthed kan ikke være virkelig politisk bevidsthed, hvis arbejderne ikke har lært at reagere på alle mulige tilfælde af vilkårlighed og undertrykkelse, vold og magtmisbrug, ligegyldigt hvilke klasser disse tilfælde rammer – og reagere netop ud fra et socialdemokratisk og ikke ud fra noget som helst andet synspunkt”.[iii] Eller i sin essens formuleret af Gramsci i hans Fængselsskrifter: De intellektuelle, arbejderklassen skal skabe, kommer delvis fra klassen selv og rekrutteres delvist fra middelklassen, men det afgørende er, at disse organiske intellektuelle udvikler sig inden for klassens kollektive rammer, uanset graden af tilbageståenhed, og at de samtidig deltager i klassens udvikling også selv om det ind imellem vil ske i modsætning til denne klasses meget snævre interesser. Kort sagt et spændingsforhold mellem opdragelsens/udviklingens rammer og dem, der handler her indenfor.

Lenin formulerede ikke et skema eller en bestemt procedure. Tværtimod gjorde han både teoretisk og praktisk op med en hver form for organisationsfetishisme i revolutionsåret 1917.[iv] Han formulerede alene et handlingsprincip for at løse det opstillede paradoks, men måtte under historiens pres opgive formuleringen af en praktisk politik for arbejderklassens sociale frigørelse som den logiske videreførelse af den politiske magterobring.

Den efterfølgende bolsjevisering af dels af den kommunistiske bevægelse og dels den internationale debat om socialistisk strategi medførte en total sterilisering af den indre dynamik i Lenins forsøg på at løse paradokset; og de teoretikere, der gjorde forsøget på at komme videre enten ved at kritisere Lenin for ”elitisme” eller ved at videreudvikle hans tænkning, blev udmanøvreret til glemsel. Men paradokset eksisterer stadig og udgør den dag i dag et af det socialistiske venstres mest komplekse problemer: enten dannelsen af arbejderklassen som historiens ledende subjekt eller forkastelsen af paradokset, fordi arbejderklassen og klassekampen afskrives som historiens dynamo – som et tankefantom – eller erstattes af andre samfundsbevægelser som historiens drivkraft – f.eks. kampen for den etiske fordring om det gode samfund, solidariteten og den demokratiske stat.

Men hvor vigtigt og komplekst problemet end er, udgør det ikke toppen af poppen i diskussionerne på den politiske venstrefløj. Den økonomiske krise og det posttraumatiske stress syndrom fra Murens fald har henvist diskussionen til afdelingen for teoretisk ligegyldighed, al den stund mere presserende problemer af nutidig karakter banker på. Ikke desto mindre pågår diskussionen for fuld udblæsning og meget praktisk inden for de store sociale massebevægelser i Latinamerika – nærmere bestemt i Venezuela, Bolivia, Chile, Ecuador – formuleret som den dynamiske spænding mellem kravet om direkte demokrati og social masseorganisering og repræsentativt parlamentarisk demokrati som magterobringens umiddelbare politiske form.

I den diskussion indgår også problematikken med, at de sociale bevægelser hurtigt degenererer til hjælpetropper for den parlamentariske politiske magt, hvis ikke de meget konkret og praktisk udvikles til centrale aktører i den sociale transformationsproces og formulerer visioner om, hvordan samfundsgrupperne som producenter, reproducenter og konsumenter skal stå i forhold til hinanden. Det er i disse diskussioner, at opgøret med fremmedgørelsen – kapitalismens inderste kerne – skal finde sit praktiske afsæt og udformning.

De praktiske og teoretiske problemstillinger formuleres allerede i dag i diskussionerne i Latinamerika, men historien vil ikke være deres videre udvikling nådig, hvis ikke det politiske venstre i de ”udviklede lande” tager tråden op og viderefører diskussionerne af de teoretiske problemstillinger, der er formuleret som praktisk nødvendighed blandt de folkelige bevægelser i Latinamerika.

De herskende klasser og regeringerne i USA, Europa og bureaukratiet i EU udfolder allerede store bestræbelser for at obstruere den etablerede forbindelsen mellem ledelse og masse i eksempelvis Bolivia og Ecuador ved under trusler om sanktioner og international retsforfølgelse at tvinge de politiske ledere og regeringer til at bøje sig for de transnationale koncerners pres og transformere det ned i de bevægelser, der bragte dem til magten. Praktisk har det betydet, at spændingerne mellem massebevægelserne og regeringslederne øges, og meget tyder på, at den organiske forbindelse mellem den parlamentariske repræsentation og de mange massebevægelser kan blive sprængt.

Men de vestlige landes politiske pres på de progressive regeringer i Latinamerika, og de transnationale selskabers økonomisk pres tjener ikke kun kortsigtede økonomiske interesser. Det gælder nok så meget om forhindre, at de positive erfaringer og nye interessante organisationsformer skal brede sig både på det Latinamerikanske kontinent og øve indflydelse på de antikapitalistiske bevægelser i selve USA og Europa. Endvidere har interventionerne også som mål at destabilisere samfundene, skabe usikkerhed i middelklasserne og spærre for en økonomisk udvikling, der bl.a. gennem samhandel med Kina og Afrikanske lande går uden om Vestens dominans.

Kort sagt er de mange temaer om parti-masse, direkte demokrati-repræsentativt demokrati, demokratisk organisering af økonomien, erobring af statsmagten og ændring af denne, herunder forfatningen, opbygningen af en folkelig pluralistisk kultur osv., der foregår og diskuteres på den socialistiske venstrefløj i Latinamerika af stor betydning for den videre principielle og praktiske diskussion af det paradoks, som denne artikel har beskæftiget sig med – også i Vesten.


[i] Karl Marx: Borgerkrigen i Frankrig – Adresse fra Generalrådet om Borgerkrigen i Frankrig 1871

[ii] Antonio Gramsci: Fængselsoptegnelser 1, udvalg ved Gert Sørensen 1991

[iii] Lenin, Hvad må der gøres, 1902. Lenin udvalgte værker bind 2, Tidens forlag 1949

[iv] Leon Trotsky, History of the Russian Revolution 1932 (Maymarkets books 2008).