Det tyske valg: 17,6 mio. sofavælgere
Af Klaus Krogsbæk

Offentliggjort: 15. oktober 2013

Valget til Forbundsdagen den 22. september blev en sejr for CDU/CSU med næsten 20 mio. stemmer. Det næststørste ’parti’ blev sofavælgerne med 17,6 mio. Den sociale ulighed er en væsentlig årsag til dette, og resultatet er færre stemmer til venstrefløjen og større samfundsmæssig polarisering.

Valget til den tyske Forbundsdag den 22. september 2013 blev en sejr for CDU/CSU-blokken. SPD fik en mindre fremgang, mens det liberale FDP for første gang i Forbundsrepublikkens historie ikke opnåede repræsentation i Forbundsdagen, der nu kun består af fire partier. Die Linke blev det tredjestørste parti og henviste således Die Grüne til fjerdepladsen. Den yderste højrefløj gik frem men opnåede ikke valg.

Helt præcist fik Unionen (CDU/CSU) 41,5 pct. af stemmerne mod 33,7 pct. ved sidste valg i 2009. SPD fik 25,7 pct. mod 23,0 pct. i 2009, Die Linke 8,6 pct. (11,9 pct.) og Grüne 8,4 pct. (10,7 pct.). FDP fik kun 4,8 pct. (14,6 pct.) og faldt dermed for spærregrænsen på 5 pct.

Spærregrænsen på 5 pct. forhindrede ikke blot FDP men også det nye parti AfD (Alternative für Deutschland) at komme i Forbundsdagen. Partiet blev grundlagt i februar og er på rekordtid blevet etableret i alle seksten forbundslande. Det har især rekrutteret tilhængere fra FDP og CDU men finder opbakning i brede dele af den tyske befolkning til kritikken af politikernes forvaltning af finanskrisen og af Euroen.

AfD opnåede 4,7 pct. af stemmerne og blev dermed Tysklands syvende største parti. Partiet har dermed indtaget pladsen både som det største ’protestparti’ og som et ’stuerent’ højrenationalt parti. På trods af tilbagegang for det højreradikale NPD (Nationaldemokratische Partei Deutschlands) fik partierne til højre for Unionen og FDP samlet set over 6 pct. af stemmerne. Højrepartierne står stærkest i de østlige valgkredse, hvor AfD mange steder fik over 5 pct. af stemmerne, i nogle valgkredse helt op til 8,2 pct. Også NPD står stærkest i Østtyskland – men scorer dog højest mellem 4 og 5,1 pct. i enkelte valgkredse.

25 mio. vælgere uden repræsentation
Alt imens medier, politikere og vælgere har opmærksomheden rettet mod forhandlingerne om dannelse af en ny regering kunne det ud fra et demokratisk socialistisk perspektiv være på sin plads at fokusere på et aspekt, som desværre ikke er nyt men derfor måske også noget overset ved dette Forbundsdagsvalg, nemlig den lave valgdeltagelse.

Bare 71,5 pct. af vælgerne gjorde brug af deres stemmeret - næsten 20 procentpoint lavere end i 1973, da vælgerdeltagelsen nåede et foreløbigt højdepunkt på 91,1 pct. Deltagelsen i år var det næstlaveste ved noget valg til Forbundsdagen og kun en anelse højere end ved sidste valg i 2009, som med 70,8 pct. repræsenterer et foreløbigt lavpunkt. Blandt de 61,8 mio. stemmeberettigede ved dette års valg blev 17,6 mio. hjemme på sofaen, mens ca. 578.000 stemte ugyldigt.

Efter som næsten 7 mio. vælgere satte kryds ved partier, der ikke kom over spærregrænsen (heraf over 4 mio. på AfD eller FDP) repræsenterer den nyvalgte Forbundsdag mindre end to tredjedele af de tyske vælgere. Alt i alt er 25 mio. stemmeberettigede vælgere således uden politisk repræsentation i Forbundsdagen. Det er en stigning på ca. 50 pct. i forhold til valget i 2005 og ca. 17 pct. i forhold til valget i 2009.

(kilde: de.statista.com).

Stemmedeltagelsen er størst i de gamle delstater, som målt separat har en valgdeltagelse på 72,5 eller 1 procentpoint over landsgennemsnittet (inkl. Vestberlin). Baden-Württemberg topper med 74,3 eller næsten 3 procentpoint over landsgennemsnittet, og kun bystaten Bremen har under 70 procents deltagelse. Derimod når valgdeltagelsen ikke op på 70 pct. i de nye delstater i det østlige Tyskland, hvor gennemsnittet kun er på 67,6 pct. (inkl. Østberlin). Sachsen-Anhalt er den absolutte bundskraber med bare 62,1 pct. Der er således en forskel på mere end 12 procentpoint imellem den højeste og den laveste stemmedeltagelse målt på delstatsniveau.

Den langvarige trend er, at valgdeltagelsen er højere jo højere aldersgruppe. Tal fra de senere valg til Forbundsdagen viser, at aldersgruppen fra 60 til 70 år har den højeste stemmedeltagelse med ca. 80 pct., mens denne ikke overstiger 63 pct. for gruppen under 30 år.

Årsager til den lave valgdeltagelse
Der er uenighed om årsagerne til og betydningen af den faldende valgdeltagelse. Nogle ser den som et udtryk for generel tilfredshed, og opfatter faldet som en ”normalisering” efter den usædvanligt høje valgdeltagelse tilbage i 1970’erne. Andre stiller spørgsmål ved, om en høj valgdeltagelse overhovedet er attråværdig og henviser til de sidste valg i Weimarrepublikken, hvor nazistpartiet i stort omfang mobiliserede sofavælgere. Er en moderat valgdeltagelse ikke snarere udtryk for en moden politisk kultur, der stabiliserer demokratiet – som i fx USA og Schweiz med en lavere deltagelse end Tyskland, spørger de.

Armin Schäfer, der er forsker ved det DGB-støttede Max-Planck-Institut für Gesellschaftsforschung i Köln, afviser dette. I artiklen ’Politische Parallelwelten. Wo die Nichtwähler wohnen’ peger han på forhold med særlig betydning for de senere års lave valgdeltagelse i Tyskland (bl.a. på baggrund af valget i 2010 til Landdagen i Nordrhein-Westfalen, hvor mere end 40 pct. af vælgerne blev væk fra stemmeurnerne. Nordrhein-Westfalen er Tysklands folkerigeste delstat med en fjerdedel af tyskerne - lige så mange som i hele Skandinavien).

Demokratiet bygger på idealet om politisk lighed. Alle sociale lag må have samme mulighed for at få varetaget deres interesser. Men ser man på sofavælgernes sociale og geografiske koncentration, vokser tvivlen om, hvorvidt dette ideal bliver efterlevet i Tyskland. I hvert fald er der sket et skifte de seneste 30 år, mener Armin Schäfer.

I slutningen af 70’erne viste en undersøgelse, at der stort set var overensstemmelse mellem de lavt lønnede og de højt lønnede, når det gjaldt valgdeltagelse: mere end 90 pct. af begge grupper angav, at de ”sandsynligt” eller ”højst sandsynligt” ville stemme, hvis der var valg næste søndag.

Siden da har kun lidt ændret sig for gruppen af højtlønnede. Ganske anderledes for de lavt lønnede, hvor viljen til at afgive sin stemme har været på konstant retur. Kløften imellem de to grupper er dermed vokset.

Det samme mønster viser sig i sammenligningen mellem personer med kort og lang uddannelse. Spørgeundersøgelser har vist, at i alle aldersgrupper angiver de højere uddannede i højere grad at have afgivet deres stemme. Dette gælder især for de yngre årgange; universitetsstuderende viser således en højere vilje til at stemme end unge uden uddannelse.

Valgdeltagelsen falder ujævnt. I attraktive forstæder og bydele som fx Hamburg-Blankenese eller Köln-Marienburg stemmer mere end 80 pct. af vælgerne. Helt anderledes ser det ud i områder med høj arbejdsløshed og lavere indtægter. Her finder man de negative rekorder. I Köln-Chorweiler eller Berlin-Neukölln deltager til valgene til Forbundsdagen kun hver anden, ved kommunalvalg hver tredje og ved valg til Europaparlamentet kun hver fjerde. Andelen af sofavælgere kan i disse kvarterer komme op på 75 pct.

Men forskellene i valgdeltagelsen følger ikke bare forskellene mellem de rige og fattige bydele. Der er også forskelle på tværs: Overalt hvor arbejdsløshedskvoten og andelen af modtagere af Arbeitslosengeld-II er høj, er valgdeltagelsen lav.

Tallene viser, at det ikke altid har været sådan. I 1972 var forskellen 10 procentpoint mellem den højeste og den laveste stemmedeltagelse i Bremen. Siden er afstanden blevet stadig større, og ved Forbundsdagsvalget i 2009 var den på 35 procentpoint.

Et lignende mønster er gældende i så forskellige storbyer som Köln, Dortmund, Dresden, Frankfurt, Hamburg, Leipzig og Nürnberg.

Levevilkårene er meget forskellige imellem kvarterer med høj og lav valgdeltagelse. Tager vi Köln og sammenligner de 10 bydele med den højeste valgdeltagelse med de 10 med den laveste deltagelse, viser det sig, at i de sidste er andelen af enlige mødre dobbelt så høj, indvandrerandelen tre gange så høj, arbejdsløshedskvoten fire gange så høj, andelen af husholdninger med kun én indtægt (’Bedarfsgemeinschaften’) fem gange så høj, og andelen af socialt boligbyggeri ti gange så høj. Mens det kun er hver femte unge i de fattigste bydele, der går på gymnasiet, er det i de rigeste bydele mere end fire ud af fem.

Politiske konsekvenser
Vi ved også noget om, hvilke partipolitiske konsekvenser denne udvikling har haft. Ved Forbundsdagsvalget i 2009 opnåede både CDU og især Grüne og FDP deres bedste resultater i bydele med høj valgdeltagelse. Die Linke og SPD stod derimod godt i de bydele, hvor valgdeltagelsen var lav. Går vi ud fra, at sofavælgerne har samme partipræferencer som vælgerne fra samme bydel betyder det, at det især er venstrefløjen, der har mistet kontakt til sine vælgere.

Ifølge Armin Schäfer stiller denne udvikling spørgsmål ved, hvordan demokratiet fungerer: Hvem repræsenterer borgerne fra bydele med mange sofavælgere? Bliver politisk deltagelse i højere grad et privilegium for de bedre stillede? Han peger på, at der er en risiko for, at politikken orienterer sig i retning af de valgrelevante og ressourcestærke grupper, mens anliggender for de dårligere stillede skubbes i baggrunden.

Armin Schäfer mener, at den dalende valgdeltagelse hænger sammen med den sociale ulighed: Når mennesker er perspektiv- og chanceløse, lægger de afstand til det politiske liv og bliver dermed lettere sofavælgere. Utilfredshed fører nemlig ofte ikke til protest men derimod til apati og isolation.

Kilder:

Statistisches Bundesamt, Bundeswahlleiter - www.bundeswahlleiter.de

de.wikipedia.org/wiki/Bundestagswahl_2013

Bundeszentrale für politische Bildung - www.bpb.de

Armin Schäfer: 'Politische Parallelwelten. Wo die Nichtwähler wohnen’, Magazin Mitbestimmung, Ausgabe 06/2010, Hans-Böckler-Stiftung.