Kan socialister gøre en forskel i kommunerne i en nedskæringstid?
Af Søren Kolstrup

Offentliggjort: 15. oktober 2013

Kommunerne har udviklet sig fra selvstændige bystater til agenter for nedskæring. Spørgsmålet er, om socialister overhovedet kan gøre en forskel i de kommunale byråd under de nuværende forhold? Svaret er et betinget ja!

I begyndelsen af 1900-tallet fungerede kommunerne som en form for bystater. De kunne opkræve skat efter behov, de kunne investere i skoler, sygehuse, forebyggende sundhed, i nogen grad boliger og infrastruktur, og de kunne (i alle tilfælde frem til 1920erne) uhindret igangsætte offentlig produktion. Det danske gårdmandslag krævede netop selvstyrende kommuner, så de kunne få hånd i hanke med udbetaling af alderdomsunderstøttelse og fattighjælp. Gårdmændenes politiske parti, Venstre, havde imidlertid ikke medtænkt, at morgendagens byparti, Socialdemokratiet, fremlagde en politisk strategi for den kommunale indsats. Partiet talte om kommunesocialismen. I byer, hvor Socialdemokratiet fik absolut flertal, igangsatte man undertiden betydelige velfærdsreformer. I Esbjerg, hvor Socialdemokratiet allerede fik absolut flertal i 1905, indførte partiet gratis skoletandpleje for alle i 1907, på landsplan blev gratis skoletandpleje først lovfæstet i 1971. Her og andre steder blev skolegangen gjort gratis, nye sygehuse, en generøs ældrepleje og forebyggende sundhedsinitiativer så dagens lys, og til sidst igangsatte man storstilede boligprojekter!

I dag er billedet det stik modsatte. Det kommunale selvstyre er for længst ophævet, selv om det er lovfæstet i grundloven. Kommunerne er lagt i et jerngreb af staten. Den sidst vedtagne kommuneaftale indebærer, at kommunerne skal skære i velfærdsydelser, mens der lempes for anlægsinvesteringer. Samlet set kræves fyringer. Det er budskabet fra den socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon, som kræver en restriktiv finanspolitik, selv om den økonomiske krises efterdønninger langt fra er slut. Kommunerne er i sidste instans agenter for en EU-bestemt nedskæringslinje, som Corydon-socialdemokraterne ønsker at gennemføre uden forbehold. Resultatet er en social nedrustning.

Den her opridsede situation dækker imidlertid over modsatrettede tendenser i det kommunale landskab. Krisen har i årene efter 2008 uddybet de sociale klasseskel og den geografiske ulighed. Nogle kommuner har stigende skattegrundlag og en voksende befolkning af velbjærgede, andre kommuner har vigende skattegrundlag og affolkning – især af velaflagte pensionister og unge. De fattige kommuner påtager sig en forholdsvis stor samfundsforpligtelse i form at voksende udgifter til personer på overførselsindkomst, mens de rige kommuners andel af folk på overførselsindkomst er dalende. Situation i Københavns Kommune og i Lolland Kommune er således vidt forskellige. I den først nævnte kommune er der et vist overskud til investering i velfærd, i den sidst nævnte kommune er der for længst skåret ind til benet. Nu skæres der i benet.

Flere tusinde borger i de fattige kommuner er revisiteret til nedsat hjemmehjælp, ofte har demente ikke længere fast ledsager under buskørsel, og i mange tilfælde er forebyggende træning og aktivitet skåret ned til et nulpunkt. Den offentlige sektor, der kunne gøre en forskel, fyrer folk på livet løs. Det er kernevelfærden, der står for skud. Fattige kommuner gisper efter vejret. De kommende kommunalbestyrelser skal fordele elendigheden - sådan tegner billedet sig i de fleste kommuner.

Situationen skærpes yderligere, når man betænker, at den nuværende socialdemokratisk ledede regering har vedtaget en stribe af sociale nedskæringer, som i den kommende tid skal føres ud i livet af kommunerne. Unge under 30 år uden forsørgerpligt og uddannelse skal leve for 5.700 kr. svarende til SU-beløbet, personer under 40 år kan kun få tidsbegrænset fleksjobs, og unge under 40 år skal som udgangspunkt slet ikke kunne tildeles førtidspension.

Vi står i en situation, hvor Robin Hood er begravet og Matthæus effekten nyder fremme: De, der har, skal mere gives. Solidariteten er begravet.

Nej tak til Corydons åleruse
Situationen maner til eftertanke. Hvorfor skal socialister, der vil udvide den fælles velfærd og give den et offensivt og forbyggende sigte, ja som arbejder for at bryde kapitalismens herredømme, overhovedet bruge tid og energi på et kommunalvalg, hvor den politiske dagsorden er orkestreret af den nuværende regering, der vil føje EU, finansmarkederne og de internationale firmaer, som stiller umættelige krav til bedre konkurrenceevne? Kan socialister overhovedet gøre en forskel i de kommunale byråd under de nuværende forhold?

Mit svar er et betinget ja!

Lad det være sagt straks: Hvis man bruger tid på at medvirke til en fordeling af elendigheder gennem det ene nedskæringsforlig efter det andet, også selv om man skulle få (små) grønne og røde indrømmelser, risikerer man at bevæge sig ind i Corydons åleruse. Man påtager sig let et ansvar for den snigende afmontering af velfærdsstaten og den herskende ideologi. ( I princippet kan man selvfølgelig godt deltage i nedskæringsforlig under henvisning til ikke uvæsentlige indrømmelser og samtidig fra dag ét kalde til modstand mod statens jerngreb over for kommunerne, men en sådan to-bensstrategi forudsætter et ufattelig stærkt og politisk afklaret bagland).

Men der er også andre, langt mere offensive veje at betræde for de betrængte kommuner. Man kan bidrage til et kommunalt oprør, hvor solidariteten med alle dem, der trædes under fode, står lysende klart. Man kan også bidrage til en offensiv beskæftigelsespolitik, hvor kommunen tager førertrøjen med hensyn til anlægsinvesteringer i grøn omstilling, ja sågar tager skridt til en offentlig, deltagerstyret produktion – et emne der uhyggelig forsømt på venstrefløjen. Anlægsloftet er lempet, og kommunale forsyningsselskaber er under alle omstændigheder unddraget det statslige anlægsloft.

Endelig findes der enkelte, lykkelige kommuner, hvor et stigende skattegrundlag skaber grundlag for en offensiv og forebyggende velfærdspolitik, der kan fremstå som et modsvar til nedskæringslinjen.

Kommunalt oprør
Der er på de store linjer oplæg til social nedrustning i kommunerne. Selv om Ældresagen og Enhedslisten under de kommende finanslovsforhandlinger skulle have held til at mildne luften for de klippede får, vil de fattige kommuners strukturelle problemer bestå i lang tid. Under sådanne vilkår må det være en hovedopgave for solidarisk tænkende byrådsmedlemmer at opmuntre til et kommunalt oprør, som kan sikre stabile finansieringskilder til den fælles velfærd. Alle kræfter må sættes ind på at udstille nedskæringslinjens omsiggribende skyggesider og mane til kommunalt oprør. Målet må være at sikre stabile finansieringskilder til den fælles velfærd.

Et sådant oprør kan tage udgangspunkt i de dybe modsætninger, som er indbygget i Thorning-Schmidt-regeringens sociale love. Udadtil hævdes, at de nye love giver nye muligheder. De nedsatte ydelser og fravær af hjælp skal hindre klienterne i at anbringe sig på varig forsørgelse, lyder det i optakten til ”amok-reformerne”. Men virkeligheden i kommunerne er såre konkret. Her er der mulighed for at konfrontere nedskæringslinjens ansvarlige partier med de faktiske forhold. Offentlige høringer med fagfolk, berørte og ansvarlige er ét instrument, tydeliggørelse af problemerne på iøjnefaldende lokaliteter uge efter uge er et andet greb. Og endnu vigtigere. De lokale afsløringer kan inspirere til et landsdækkende oprør, hvor kommuner med de samme strukturelle problemer i fællesskab nægter at føre regeringens nedskæringslinje ud i livet – under henvisning til den sociale lovgivnings ofte smukke hensigtserklæringer.

Den nuværende situation peger frem mod at slås for dels en solidarisk finansiering af de sociale udgifter, hvor staten påtager sig en langt større andel af disse, kommunerne en tilsvarende vigende andel, dels en ophævelse af statens jerngreb over for kommunerne.

En deltagerstyret, offentlig produktion
Under og efter den økonomiske krises gennemslag i 2008 skabte de private koncerner store opsparinger, som langtfra blev investeret i lokale arbejdspladser. En overakkumulationskrise tog form. Fattige kommuner blev ramt af investeringsafmatning og forstærket udflagning. Hvis de private ikke vil investere, er der imidlertid en ekstra god grund til at kommunen sætter sig i spidsen for klimavenlige, fælles anlægsinvesteringer med blik for offentlig produktion. Det er her socialister for alvor kan gøre en forskel - hvad enten de slås for velfærd og jobs i fattige eller rige kommuner.

Offentlig produktion udspringer af de offentlige institutioners viden, erfaringer og eksperimenter. Det er levende mennesker, der skaber det konkrete grundlag for en offentlig og deltagerstyret produktion, ikke politikerne. Det er derfor afgørende både at give rum for kommunal vidensopsamling gennem indlicitering af offentlige opgaver og sikre de ansatte udfoldelsesmuligheder.

En kommune, der selv lader sine forsyningsselskaber investere i kommunale møller, kommunale solcelleanlæg, kommunalt organiserede brintlandsbyer, geotermianlæg som Sønderborg Kommune og udnytter et evt. vindoverskud til at igangsætte el- og brintbilforsøg - en sådan kommune tilvejebringer samfundsnyttige erfaringer, ja kan evt. tage patent på en enestående viden, som udgør et brohoved til en kommunal produktion. Det samme gælder oprettelse af en kommunal håndværksafdeling, som står i spidsen for en stadig mere ambitiøs energirenovering af offentlig ejendom.  Har kommunen selv landbrugsjord, kan en sådan danne grundlag for økologisk drift med dertil hørende forarbejdningsindustri.

Man kan undertiden høre den påstand, at offentlig produktion ikke er tilladt i henhold til kommunalfuldmagten. Det er forkert. Mulighederne eksisterer, men der er samtidig klare restriktioner, som løbende bør udfordres. Lad os slå fast med syvtommer søm: Kommunerne må allerede i dag igangsætte produktion møntet på egne institutioner og virksomheder. Kommunen kan også gå sammen med andre kommuner om at oprette offentlige selskaber og sætte gang i en større skalaproduktion. Også i dette tilfælde er der en hovedregel om, at der ikke må sælges til private, men gerne til kommunale institutioner - og undtagelsesvist til det åbne marked. Hertil kommer, at det er tilladt frit at sælge viden og erfaringer inden for energisektoren, der udspringer af kommunale forsyningsselskaber. Det er ligeledes tilladt uden nærmere begrænsninger at igangsætte offentlig produktion i henhold til lov om social service.

Privatkapitalens monopol på produktion bør netop udfordres af det kommunale fællesskab, som altid skal betale regningen, når den private koncern drejer nøglen om.

En offensiv og forebyggende velfærdspolitik
Ikke mindst i kommuner med et skattegrundlag i opdrift er der et andet grænseoverskridende perspektiv: Offentlig produktion kan kædes sammen med en offensiv jobpolitik, der baner vejen for et rummeligt arbejdsmarked og en resocialiseringsindsats med udgangspunkt i revalideringsloven (som endnu ikke er ophævet men i praksis henvist til at indtage en perifer rolle).

Store grupper af personer på overførselsindkomst kan tilbydes mulighed for omskoling, jobtræning, vederlagsfri tandpleje og et sikkert forsørgelsesgrundlag med RET til et ordinært, overenskomstdækket arbejde. Ret og pligt parolens tvangsaktivering vises i så fald vintervejen til fordel for målrettet revalidering og sikkerhed for ordinære jobs – bragt frem gennem en kommunal, behovsstyret produktion.

I så fald har man i sandhed udfordret det skelsættende socialpolitiske skifte i 1993, hvor kravet om lige muligheder for alle blev erstattet af aktiveringens bornerte pligtetik – man skal yde for at nyde.