Finansloven: Hvor vil Enhedslistens ledelse egentlig hen?
Af Niels Frølich & Jakob Lausch Krogh

Offentliggjort: 15. oktober 2013

"I sin kerne kræver EL blot, at SRSF-regeringen lever op til sine egne hensigtserklæringer i forhold til offentlig forbrugsvækst, grøn omstilling og social lighed. Det er aldrig tidligere set, at den yderste venstrefløj ikke alene bygger sine forslag på de konservative økonomiske vismænd, men nu også nøjes med at kræve den politik gennemført, som allerede står indskrevet i regeringsgrundlaget." (Informations Lars Trier Mogensen om udspillet til finanslovsforhandlingerne fra Enhedslistens folketingsgruppe i kommentaren ”Regeringen fanget i egen vækstfælde”, d.24.august).

Udspillet indeholder isoleret set en række gode, praktiske forslag, men savner i lighed med beretningerne og Johanne Schmidt-Nielsens tale på Enhedslistens årsmøde en klar, anti-kapitalistisk retning og en overordnet analyse af den moderne kapitalisme. Noget der ville vise omverdenen, at EL er et socialistisk parti med en dagsorden for en fundamental ændring af magtforholdene i samfundet og i sidste instans en anden type samfund. Denne mangel præger også sproget i udspillet, der i høj grad er mainstream - selve overskriften "Fællesskab fungerer" smager af Obamas "Yes, we can!" og "Change!". Uden at fortælle hvilket fælleskab, der menes, ender man let i samme magttilslørende sprogbrug, der har fostret det christiansborgske ”danskerne”, der også sammen med ”almindelige danskere” indgår i udspillets tekst.

Når man i udspillet bruger udtryk som ”udviklingen kan stadig vendes” eller ”regeringen skal genfinde troen” på trods af, at man i samme åndedrag skriver ”regeringen har…forringet vilkårene”, ”den førte politik har givet højrefløjen vind i sejlene” eller omtaler regeringens politik som asocial og ulighedsskabende tyder det ikke på, at man er kommet videre, efter at Enhedslistens strategi med at trække regeringen til venstre så tydeligt er kollapset. At udråbe lunserne til de, der var på vej til at falde ud af dagpengesystemet, som et brud med den asociale politik, regeringen har ført, tyder ikke på stor virkelighedsfornemmelse, når der i virkeligheden var tale om et holdkæftbolsje, der skulle lukke munden på Enhedslisten og dæmpe uroen i S’s og SF’s bagland.

Grundlæggende har Enhedslisten ikke været i stand til at rokke regeringen fra sit regeringsgrundlag, hvor der højt og tydeligt står, at man vil videreføre den økonomiske politik, den tidligere regering har ført i bred forstand. Yderligere bejlen eller appeller til regeringen kan derfor meget vel risikere at svække Enhedslistens troværdighed: Der er grænser for hvor mange gange man kan sige nej og så alligevel til sidst sige ja eller hvor mange gange partiets politiske ordfører kan springe op som en løve og falde ned som et lam.

Finanslovsudspillet bærer præg af at være frembragt i det christiansborgske miljø uden alt for megen indblanding fra partiets basis – en tendens, der er blevet mere fremherskende gennem de sidste år og som tenderer til at erstatte de 10.000 medlemmers guldgrube af viden og erfaring med ansatte eksperter og rådgivere. I stedet for at skabe en frugtbar vekselvirkning mellem ”particentral” og afdelinger er trenden nærmere, at centralt udformede kampagneplaner sendes ’ned’ til afdelingerne til udførelse. Indblanding nedefra opfattes ofte som irriterende og forstyrrende.

Set i lyset af at Enhedslistens årsmøde besluttede, at partiet ikke ville stemme for en finanslov, som ”ikke indeholder markante forbedringer” og “som opsummerer et års nedskæringspolitik, gennemført sammen med partier til højre i salen”, virker det bemærkelsesværdigt, at EL ikke engang i sit eget forslag til finanslov kræver, at de nedskæringer regeringen i løbet af året har gennemført rulles tilbage.

Det virker også bemærkelsesværdigt, at forslagene i udspillet er så moderate, at man kan stille spørgsmålstegn ved, om der, selv hvis man fik alle sine forslag igennem, ville være tale om markante forbedringer i årsmødebeslutningens forstand – eller samlet set blot forbedringer.

En pudsig detalje er, at udspillet indeholder mindre forslag, hvis indhold ikke adskiller sig fra liberal beskæftigelsespolitik. Enhedslisten ønsker bl.a., at der i forbindelse med finanslov 2014 sker en ”Etablering af regionale iværksætterhuse, hvor der kan gives hjælp til styring, regnskab, bogholderi, udvikling af forretningsmodel, webbutik m.m.” Begrundelsen for dette forslag er, at samfundet skal sikre ”Gode rammebetingelser for de små virksomheder og for iværksætterne.” Enhedslisten er altså også begyndt at synge med på Lars Løkkes og DA’s melodi om, at bedre betingelser for iværksættere er afgørende for at få et godt samfund.

Op til klimatopmødet i København mødtes 650 topledere i Bella Centeret. Mødet, der kalder sig World Business Summit, foreslog, bl.a. at ”…skubbe udviklingen af ny teknologi i gang med offentlige fonde...”. Der var dengang ikke mange i Enhedslisten, der havde andet en hovedrysten til overs for erhvervsledernes forslag til løsning. Enhedslisten opfattede erhvervslivet som en del af problemet, ikke som en del af løsningen, fordi konkurrencen før eller siden ville tvinge firmaerne til at prioritere profit over miljø.

For at understrege denne pointe inviterede Enhedslisten bl.a. Ian Terry, til at tale på et møde arrangeret af Enhedslisten på modtopmødet i DGI-byen. Han havde på det tidspunkt lige været med til at besætte vindmøllefabrikken på Isle of Wight, som Vestas havde lukket for at øge profitten på trods af det enorme behov for vindmøller som en del af løsningen på klimakrisen.

På bare fire år har Enhedslisten rykket sig fra at samarbejde med arbejdere, der besatte lukningstruede fabrikker, til at dets finanslovsforslag begrundes med ord som ”produktinnovation” ”forretningsudvikling” og ”joint ventures”. I stedet burde man stille fundamentale spørgsmålstegn ved hele den kapitalistiske vækstfilosofien også selvom den kalder sig bæredygtig.

Kigger man på afsnittet "En socialt retfærdig skattereform", stikker det i øjnene, at man overhovedet ikke kommer ind på ejendomsbeskatningen, når der fremsættes forslag til skattereform. Her er partiets ledelse og folketingsgruppe mærkværdig stille, selvom om det må stå klart, at en uændret ejendomsbeskatning blot lægger grunden til den næste boble. Grunden til tavsheden er formentligt en angst for at skræmme ’danskerne’ eller den ’almindelige dansker’, hvoraf lidt under halvdelen sidder i egen bolig. Måske går der også en linje herfra til, at udspillet ikke indeholder noget, der blot med lidt velvilje kan kaldes for forsøg på at angribe den private ejendomsret til produktionsmidlerne, hvis man ser bort fra forslagene om en regulering af finanssektoren og de vage ønsker om mere demokrati på arbejdspladserne.

Og netop forståelsen af at det borgerlige demokrati stopper foran fabriksporten, var baggrunden for en ophedet diskussion på årsmødet. Partiets ledelse advarede indtrængende de delgerede mod at ændre så meget som et komma i en resolution om demokrati. Den blev opfattet som så central, at den næsten havde karakter af en trosartikel. Ikke desto mindre besluttede flertallet af de delegerede mod de ledende folks ønske at tilføje et afsnit om udvidelsen af det borgerlige demokrati. Det oprindelige forslag uden den vedtagne tilføjelse er nu er politisk grundlag for den strømning i Enhedslisten, der kalder sig ’Progressiv Politik’.

Også udspillets forhold til den eksisterende velfærdsstat er problematisk al den stund, at velfærdsstaten nu er et udvandet begreb, der samler tilslutning fra hele det politiske spektrum og samtidigt har udviklet sig til et kontrol- og disciplineringsmonster. Mere stat er ikke lig med mere socialisme og der er intet formål i at udbygge en klientstat. Velfærdsstaten er nemlig ikke et mål i sig selv, men en konkret politisk konstruktion opstået under bestemte, konkrete magtforhold - historien ender ikke med velfærdsstaten og slet ikke nu, hvor regeringen har udnævnt konkurrencestaten til velfærdsstaten 2.0.

EL’s udspil er endnu et led i den mainstreaming af partiet, som flertallet i folketingsgruppen og HB styrer frem i mod, og som sigter mod at udfylde det tomrum, S og SF’s forladte politiske positioner har skabt. En udfyldning, der består i at trække partiets politik ind mod midten for derved at gøre sig attraktiv for de utilfredse S- og SF-vælgere. Man glemmer, at prisen for dette ønske om kvantitativ vækst let bliver, at partiets politiske kvaliteter prisgives eller nedtones: Dets indre demokrati og det socialistiske perspektiv.

Der ville være langt mere perspektiv i, at Enhedslistens politik klart og tydeligt fremstod som et socialistisk alternativ til den neoliberale kapitalisme, som S’s og SF’s ledelser administrerer. En sådan tydelighed ville med stor sandsynlighed også være en hjælp til de kræfter – og de findes – der forsøger at ændre S og SF indefra. Forestillingerne, partiets ledelse i sin tid havde, om at kunne spille rollen som en slags venstreorienteret Dansk Folkeparti, er endegyldigt døde og forestillingerne om at kunne påvirke regeringen ved appeller til dens bedre jeg har ingen gang på jord. Det har derimod en klar og utvetydig afstandtagen fra regeringens politik, der fortæller den og vælgerne, at forsætter den sin hidtidige politik, er det på eget ansvar. Først når Enhedslisten er i stand til at behandle regeringen og socialdemokratiet som alle andre regeringer og partier og med den fornødne kølige og forretningsmæssige afstand, kan man – måske – handle med den eller - lade være.

Nu er det svært at spå om fremtiden, men det rammer vel ikke helt ved siden af, hvis man antager, at den siddende regerings dage med stor sandsynlighed er talte, hvad enten Enhedslisten hopper eller danser. Det gælder derfor om at sigte videre, nemlig på de 4, 8 eller 12 års politisk istid, der venter forude efter en forventet borgerlig valgsejr ved folketingsvalget, hvor EL også kan forventes at få en pæn fremgang. Til den tid vil man stå med mandater, der parlamentarisk ikke kan bruges til ret meget. Så meget desto vigtigere er det at forberede partiet og dets organisation på de ændrede vilkår for politisk arbejde, der kan forventes og hvor vægten vil ligge på arbejdet udenfor folketinget - ikke mindst i en revitalisering af fagbevægelsen, fordi fagbevægelsen er den sidste demokratiske massorganisation af betydning. Men en sådan ændring i Enhedslistens politik forudsætter, at den nuværende centralisering af politikudviklingen og topstyring med fokus på folketinget ændres til fokus på medlemsdemokratiet og på det ikke-parlamentariske arbejde – med andre ord med en omskrivning af sloganet for en (mislykket) EL-kampagne ”Enhedslisten tilbage på sporet!”.

Finansloven vil atter i år sætte Enhedslisten under pres og trække de uenigheder, der længe har simret i partiet, og som kom frem under årsmødet, yderligere op. De uenigheder må vi så tage forfra og få dem drøftet i god ro og orden og i hvert fald i god tid inden næste valg.