Borgerdeltagelse ja - men hvorfor?
Af Carsten Jensen

Offentliggjort: 15. oktober 2013

Deltagelse i politik uden for partier og offentlige organer er en nødvendig dimension af udvikling af alternativer til nyliberal institutionel politik. Men borgerdeltagelse kan ikke stå alene. Den skal forbindes med et samlende projekt, der kan fastholde perspektiv og mobilisering i forhold til nyliberalismen.

Denne artikel er en reaktion på et par i øvrigt gode artikler, der for nylig er blevet bragt af Kritisk debat. Thomas Medoms artikel ’Borgerbudgetterne er på’ vej rejste en nyttig diskussion om deltagelse, men manglede lidt distance til potentialerne i at inddrage borgere i budgetlægning. Der er næppe tvivl om det positive potentiale i borgerdeltagelse i lokal økonomisk planlægning. På den anden side er der også risiko for, at deltagelsen bliver legitimering, hvor selve det, at der har været deltagelse, bliver et argument for, at resultatet så er ok.

Den vigtigste kanal i Danmark til politisk indflydelse går gennem partier. Borgere har i dem sådan set allerede en åben mulighed. At den ikke bruges så meget mere, og at mange hellere vil være aktiv på delområder, giver de ressourcerige en ekstra mulighed, men det får dem med færre ressourcer ikke nødvendigvis mere indflydelse af.

I Curt Sørensens store artikel om demokrati var der et stort historisk vue over udviklingen i store dele af den demokratiske tænknings historie. Der var dog ingen direkte fremstilling af ideerne omkring det radikale demokrati og det hegemoniteoretiske syn på deltagelse i de nye sociale bevægelser. Det har ellers været et tema i europæisk venstretænkning siden slutningen af 1968. Her kommer denne artikel ind som et supplement, der knytter ideer om deltagelse, bevægelser og politiske projekter sammen i et liberaldemokratisk perspektiv.

Mellem et rent nyttebaseret syn på liberalt demokrati, der blot ser valg som en metode at finde stærke ledere på, og et rent deltagelsesperspektiv, der kun anerkender de aktives ret til at træffe beslutninger, findes det pluralistiske syn. Et sådant står Chantal Mouffe for. Hun udgav sidste år en lille bog med interviews (The Space of Agonism), der hver på deres måde kredser om politisk deltagelse og de udfordringer, som den udbredte nyliberalisme i europæisk politik har stillet liberale demokrater og socialister over for.

I bogen diskuterede Mouffe blandt andet det, der på dansk kaldes borgerdeltagelse. Enhver politisk aktivitet i Vesteuropa er fra et vist synspunkt ’borgerdeltagelse’, for så vidt som vi alle er borgere i et demokrati.[1] Borgerdeltagelse er imidlertid her en form for aktivitet, hvor man ikke er valgt til at tage beslutninger på andres vegne, men mere eller mindre frivilligt alligevel bruger muligheder i fladen mellem det civile samfund og der offentlige for at få indflydelse på politikeres og myndigheders beslutninger.

Chantal Mouffe distancerer sig fra det synspunkt, at deltagelse automatisk fører til mere frihed og demokrati. Hun mener, at en forsimplet læsning af fx Hannah Arendt eller Carole Pateman kunne pege i den retning. I forskellige venstrefløjssammenhænge gives ’participation’ ofte en ekstra magisk værdi, der oven i købet kan sættes over eller i modsætning til repræsentativt demokrati. ”Almindeligvis indebærer ideen om deltagelse, at hvis alle var omfattet og ville deltage kunne man nå en konsensus og realisere fuldt demokrati. Der rejser sig ofte en modsætning mellem ideer om deltagelse og repræsentativt demokrati..”, hvor “..repræsentativt demokrati normalt virker I elitens interesse, mens deltagelse er mere progressiv. Derfor forudsætter det en bestemt forståelse af det politiske, som netop er, hvad jeg har udfordret i mit arbejde.” (Mouffe 2012; 27).

Mouffe opfatter i stedet direkte deltagelse og repræsentativt demokrati som to forskellige former for politiske aktivitet, der kan gives forskelligt indhold. Hun mener selv, at progressive bevægelser er nødvendige rammer om deltagelse. Deres vigtigste rolle er at diskutere, formulere og rejse krav, der efterfølgende kan forbindes med partiers politik. Via partierne kan kravene så formidles til de repræsentative politiske organer, så de der kan danne en samlet og styrket udfordring til fx det nyliberale hegemoni. Hvis alt går vel, kan det også ske via venstrefløjens eventuelle deltagelse i regeringer. I dette tilfælde er deltagelse på græsrodsplan et både positivt og nødvendigt bidrag til en ny politik i Mouffes verdensbillede.

Mellemkrigstidens tyske Naziparti hvilede i høj grad på deltagelse. Deltagelse kan imidlertid også være aktivisme i højrepopulistiske bevægelser som fx USA's Tea Party bevægelse. I disse tilfælde er græsrodsdeltagelsen en støtte til den partipolitiske højrefløj. I dag betyder det en støtte til den organiserede højrepopulisme eller nyliberalismen. I Danmark er der mange eksempler på denne form for højrefløjsaktivisme. I 1970’erne blev Erhard Jacobsens lytterkomiteer kendte. De hørte intensivt med på Danmarks Radios udsendelser for at finde eksempler på ’venstreorienteret propaganda’. Eksemplerne kunne så tages op med DR’s bestyrelse med henblik på at få ændret programindhold. Et senere eksempel kunne være deltagelse i Den danske forenings aktiviteter. Også forskellige islamistiske bevægelser som Hitzb ut Tahrir er blevet opfattet som højreorienterede og autoritære rammer for deltagelse i det civile samfund.

I atter andre tilfælde kan deltagelse være midlertidig aktivitet i forskellige anti-nyliberale bevægelser som Attack eller Occupy eller som i tilfældet spanske De Vrede. Hos de sidste er deltagelsen især negativt betinget: den udtrykker modstand mod resultaterne af den aktuelle kapitalisme. Den forbindes dermed ikke med langsigtet organisatorisk arbejde eller for den sags skyld specifikke ’her-og nu krav’: ”Nogle aktivister er oveni købet mod selve ideen om at formulere krav.” (Mouffe, 2013; 114).

Uden krav er ’deltagelse’ nærmest ren symbolpolitik, selvom den indeholder en konkret fysisk involvering af den deltagelses krop i fx de besættelser af centrale pladser, som ’De vrede’ har brugt som aktionsform i Spanien’. Den kan være vigtig for den enkelte deltagers selvforståelse og – realisering, men er ikke en egentlig udfordring af det nyliberale hegemoni. Måske er den nærmere en ekstrem handling inden for en nyliberal forståelseshorisont af individets ret til fuld udfoldelse uden tanke for samfundsmæssige konsekvenser.

På den måde er ’deltagelse’ i Mouffes univers et fænomen, der dybest set ikke har politisk retning eller værdi i sig selv. Det er simpelthen en måde at gøre sig gældende på og et potentiale i liberaldemokratiske samfund, der skal gives politisk retning, før der opnås en meningsfuld effekt. Denne skal på sin side vurderes i forhold til de overordnede politiske projekter i det givne politiske fællesskab, men ikke på egne præmisseer.

Deltagelse og pluralisme
Mouffe uddyber sine synspunkter med, at den principielt positive vurdering af deltagelse hænger sammen med et syn på politik som noget grundlæggende positivt ladet, som hun finder hos fx Hannah Arendt. Over for dette syn stiller Mouffe en tilgang, der anerkender antagonisme (som i denne forbindelse kan oversættes med fjendtlighed) som potentiale i politik. Hvis man mener, at alle politiske spørgsmål kan blive gjort til antagonismer, bliver deltagelse ikke nødvendigvis noget positivt. Deltagelse på den racistiske side af en konflikt om apartheid skal ikke gives en positiv værdi i Mouffes univers. Men det skal deltagelse på den liberaldemokratiske side i samme konflikt. Det er det anti-racistiske indhold og ikke deltagelsesformen, der tæller i dét politiske regnskab.

I et videre perspektiv mener Mouffe også, at hendes position skal forbindes med den grundlæggende idé om pluralisme i et demokratisk samfund. Hvis pluralismen er ægte, og ikke bare er ’pluralisme’ i valg mellem fænomener, der dybest set er ens, anerkender den, at der altid er et potentiale for antagonisme. Hvis man ikke accepterer, at der kan findes egentligt forskellige opfattelser af politiske mål og midler, og at en modstander virkelig kan være uenig og ikke bare uforstående eller dårligt informeret, forbliver ens pluralisme overfladisk. Den bliver som ’pluralisme’ i valget mellem forskellige sodavand, som Mouffe sagde i forbindelse med et fransk præsidentvalg: ”… forskellen mellem Chirac og Jospin er cirka lige så stor ... som forskellen på Coca Cola og Pepsi.”  (Mouffe, 2013; 140)

Man har brug for pluralisme, når der ikke findes rationelle løsninger på konflikter, siger Mouffe. Det vil sige, når der er reel uenighed om mål. Samtale eller sammenlægning af interesser hjælper ikke i sådanne tilfælde. Der skal tages egentlige politiske beslutninger, og der kan man deltage på forskellige sider. Det vil også sige, at fx forestillingen om ét folk, der ville kunne komme til enighed (og lade sin enighed komme til udtryk gennem ’deltagelse’) er misvisende. Som oftest er det ideelle folk delt i flere forskellige ’folk’ inden for samme politiske fællesskabs institutionelle rammer. Disse folks eller politiske linjers aktive deltagelse vil blive vurderet forskelligt, alt efter hvem man er. Thomas Højrups store pointe i bogen ’Det glemte folk’, om fjordfiskerne ved Limfjorden, var, at Danmark reelt ikke består af andet end ’glemte folk’. Kun ved særligt festlige lejligheder vækkes ideen om et samlet dansk folk.

Mouffe sammenfatter: “Når vi lægger alle disse forskellige dimensioner sammen, - det antagonistiske syn på det politiske, det konfliktorienterede syn på pluralisme og delingen af folket, kommer vi til at forstå deltagelse på en meget anderledes måde.” (Mouffe 2012; 30), Det er, underforstået, en måde, der er forskellig fra fx Hannah Arendts. Man skal af-romantisere deltagelse!

De nye produktionsprocesser og deltagelse
Chantal Mouffe har også diskuteret nogle nye træk af kapitalismens udvikling efter 1968 i forbindelse med spørgsmålene om deltagelse og demokrati. Hun henviser især til Luc Boltanskis og Eve Chiapellos bog The New Spirit of Capitalism. Heri hævdes det, at kapitalismen blev presset i 1960’erne og 1970’erne til at udvikle nye måder at organisere arbejdet på til afløsning af de gamle bureaukratiske og autoritære strukturer, der havde vært gældende indtil da. ”De viser, at det de kalder modkulturens ’kunstnerisk kritiske’ strategier, så som jagten på det autentiske, idealet om selvstyre og de antihierarkiske krav – blev brugt til at fremme en ny form for kapitalistisk regulering, der erstattede den fordistiske periodes disciplinære ramme.” (Mouffe, 2012; 38).

På den måde er der blevet udviklet en kapitalisme på arbejdspladsniveau, der bedre er i stand til at fastholde, udvikle og udnytte arbejdskraften. Gennem de ansattes eget engagement i arbejdet øges produktiviteten samtidig med at deres kvalifikationer bruges som styringsredskab. Selvstyre og deltagelse i beslutninger sættes i firmaets tjeneste.

Dette kan ses som en fordel for de ansatte, men det kan også ses som en måde at bevare tilslutningen til kapitalismen som økonomisk system på. Set fra det sidste synspunkt bliver det en slags revolution fra oven, hvor forandringer indføres for at bevare de principielle elementer af det gamle system. Som i dette tilfælde er privat ejendomsret og markedsrelationer.

Om det så er en sejr for de ansatte eller for virksomhedsejerne kommer an på, hvilket perspektiv man anlægger. Mouffe anlægger især det politiske perspektiv, at det har været en måde at integrere arbejdskraften på, der har gjort kapitalismen mere effektiv og nedsat antallet af åbne konflikter på arbejdspladserne. Mouffe bruger det franske ord détournement (bortledning) om denne udvikling set som ejerstrategi, fordi den har taget nogle forestillinger om autonomi fra modkulturen og drejet dem over i en ny ramme, der er forenelig med en fortsat reproduktion af de grundlæggende ejendoms- og magtforhold.

På baggrund af diskussionerne om politisk og produktionsmæssig deltagelse kan Mouffe sammenfatte at: ”I der er der tydeligvis en hegemonisk kamp involveret i spørgsmålet om deltagelse. Nogle forståelser kan være undergravende, mens andre I realiteten er fuldstændig forenelige med kapitalismen, fordi de resulterer i, at folk deltager i deres egen udbytning. Derfor skal vi være meget omhyggelige i denne diskussion og erkende, at deltagelse kan bruges på modsatrettede måder. Vi skal ikke afvise den, for den kan formuleres på en radikal måde, men den kan også være udtryk for en passiv revolution (læs: topstyrede forandringer, CJ).” (Mouffe 2012; 40).

Nogle politiske strømninger, som fx Tony Blairs 3. vej, søgte ifølge Mouffe at bruge ’deltagelse’ som politisk instrument til at skabe opbakning til et projekt, der dybest set er nyliberalt. Denne taktik modsvarer ’brugen af de ansattes kvalifikationer i ledelsesprocessen’ på arbejdsplads og firmaniveau på nationale og lokale institutionelle niveauer. Blairs udgave af det britiske Labour ville gerne have folk til at deltage og til at diskutere. Men hvad skulle der egentlig diskuteres? De havde flertal i parlamentet, og de sad på regeringsmagten. Der sagde de, at der intet alternativ fandtes til deres og de konservatives nyliberalisme. Hvis der ikke er noget at vælge imellem, det vil sige hvis både regering og opposition er nyliberal, så bliver borgernes deltagelse i fx budgetlægning udsigtsløs.

I forhold til sådanne politiske bevægelser konkluderer Mouffe, at de bruger den positive værdi, som ’deltagelse’ har fået som både ideologi og praksis, til at legitimere deres egen politik. De skaber ikke en åben og fordomsfri folkelig debat om, hvilken retning et givet land eller politisk fællesskab skal udvikles efter, for de har allerede selv taget stilling for det, de opfatter som den nødvendige tilpasning til globaliseringen. Tilstedeværelsen af sådanne politiske strategier er endnu en af grundene til, at Mouffe mener, at man skal være på vagt over for deltagelse, og vurdere dens værdi i hvert enkelt tilfælde.

Deltagelse ja, - men i hvilken retning?
Sammenfattende mener Mouffe, at et ideelt venstrefløjsprojekt både har en dimension af direkte deltagelse og repræsentativ politik, der kan give et alternativ til nyliberalismen baseret på en kæde af krav, der forenelig med ’frihed og lighed for alle’ (Mouffe, 2000; p.1). Det forudsætter, at der bliver truffet nogle valg på de forskellige niveauer om, hvad der skal deltages i og hvilken politik, der skal repræsenteres.

Man kan sige det på den måde, at ’deltagelse’ i dag er en flydende og lidt indholdstom forestilling, der skifter betydning alt efter, hvilket politisk projekt den bliver knyttet til. I tilknytning til en nyliberal politik bliver den en betegnelse for medvirken til organisering af arbejde eller institutioner inden for de givne rammer. Iet pluralistisk demokratisk perspektiv bliver deltagelse til en aktivitet, der potentielt undergraver og eventuelt udvider rammerne, fordi den ikke tager dem for givne, men tvært i mod går ud fra, at de som det meste andet kan sættes til debat.

Hvis man kan fastholde den sidste betydning, der indebærer åbenhed overfor fremtidige forhold, kan debatten om politisk og arbejdsmæssig deltagelse være en løftestang for et opgør med nyliberalismen. Under alle omstændigheder kan ’deltagelse/medindflydelse’ som minimum være med til at gøre hverdagen lidt mere behagelig for de ansatte, og måske oven i købet give bedre kvalitet til brugere, hvis vi taler om den offentlige sektor.

Til eventuel blok:

Forfatteren er langt fra modstander af borgerdeltagelse. Han har selv over årene brugt deltagelse som aktivist, bruger, embedsmand og ikke mindst borger siden midten af 1970’erne, men er mildt skeptisk. Derfor denne artikel.

Litteratur:

Luc Boltanski og Eve Chiapello (2006) The New Spirit of Capitalism. London, Verso.

Vaclav Havel (1991) De magtesløses magt. København, Gyldendal.

Thomas Højrup (1983) Det glemte folk. København, Museum Tusculanums Forlag.

Thomas Medom (2013) ’Borgerbudgetter er på vej’, Kritisk Debat, offentliggjort 15. august.

Chantal Mouffe (2000) The Democratic Paradox. London, Verso

Chantal Mouffe (2012) The space of Agonism, Berlin, Sternberg.

Chantal Mouffe (2013) Agonistics. London, Verso.

Christian Rostbøl: Hannah Arendt. København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Curt Sørensen (2013) ’Demokratibegrebets mangfoldighed og foranderlighed’. Kritisk Debat, 15. August.



[1] Forfatteren og den senere politikker Vaclav Havel gik som såkaldt dissident i det kommunistiske Tjekkoslovakiet så langt i retning af at tilslutte sig borgerrollen, at han hævdede, at han var en fri borger i et frit land. Hvis myndighederne havde et problem med, at han opførte sig som en fri borger med ytringsfrihed og demokratiske rettigheder, kunne de jo fængsle ham. Og det gjorde de så.