En socialdemokratisk epoke i zenit – fem udfordringer til venstrefløjen
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. oktober 2013

Temaet for denne leder er den sidste runde af valg i Europa og socialdemokratiernes tilbagegang. Man er nødt til at spørge sig selv, hvilken betydning,  socialdemokratierne egentlig vil få i fremtiden. Og svarene på det spørgsmål formulerer samtidig fem store udfordringer, som den socialistiske venstrefløj står overfor i en meget håndgribelig form.

Valget i Tyskland
Angela Merkels Union vandt valget i Tyskland på en social-konservativ stabilitetspolitik. Ingen ændringer i indenrigspolitikken og ingen ændringer i EU politikken. Tyskerne blev garanteret mod yderligere finansielle forpligtelser overfor resten af Europa. Conrad Adenaurs valgslogan, ”Keine experimente”, gik igen i Merkels taler. Store dele af arbejderklassen – i arbejde og i ordentlige jobs – og middelklassen skulle føle sig trygge.

Angela Merkels Union vandt på en politik uden visioner og uden fremtid. Tysk økonomi er mindre sund, end den syner. I den afsluttede regeringsperiode er investeringerne i Tyskland faldet til 2003 niveau. Forbruget målt i forhold til BNP er ligeledes faldet. Væksten i produktiviteten er den laveste i 10 år, og den hårdt pumpede lavtløns- og eksportstrategi nærmer sig sine egne grænser. Den har uddybet og skærpet krisen i EU og gjort tysk økonomi afhængig af høje vækstrater i ”emerging markets”. Her falder vækstraterne ifølge World Banks seneste prognoser.

SPD tabte valget, selv om partiet havde sat alt ind på at reducere CDU/CSU’s enorme forspring. Anstrengelserne lykkedes ikke, og der er i Tyskland som i de andre lande (inklusive Danmark) ved at tegne sig et billede af et socialdemokratisk parti, der har mistet sin stabile vælgertilslutning.

Der er gode grunde til, at SPD tabte valget. SPD har ikke lagt afstand til den socialdemokratiske Schröders Agenda 2020 politik, og Angela Merkel har kun videreført den politik. SPD fremførte på de fleste områder ikke en politisk kurs, der adskilte sig stort fra Unionens. Det gælder i det store og hele også den europæiske politik. SPD adskilte sig kun på tre væsentlige punkter. Man krævede højere skatter til de rige, en mindsteløn på 8,5 euro i timen og lavere satser på flere velfærdsgoder som eksempelvis daginstitutioner.

SPD førte også valgkamp på ikke at ville basere sig på et parlamentarisk grundlag, hvor Die Linke indgik eller at danne regering med Die Linke og de Grønne. Dermed stod det klart, at SPD ville ikke vinde valget.

I sin kursomlægning ofrede Merkel sin koalitionspartner FDP. I den socialkonservative stabilitetspolitik er der ikke længere plads til en superliberalistisk strømning. Det er der efterhånden ikke ret mange steder i de europæiske EU-medlemslande. Ikke engang i de tyske arbejdsgiverforsamlinger var man villige til at komme FDP til undsætning. FDP blev mere end halveret og røg ud af Bundestag. Stabilitet er kodeordet overalt i Europa i disse dage.

De Grønne gik tilbage, fordi færre tyskere kan finde ud af, hvor partiet vil hen. De Grønne svinger mellem socialliberalisme, som tidligere var FDP’s politiske profil under Genscher, og en form for centrum-venstre politik baseret på ”social retfærdighed” og miljøvenlighed. Ingen ved, hvor partiet ender med at placere sig i fremtiden, især fordi man efter valget er i gang med en radikal ommøblering af partiledelsen, hvor flertallet i den nye ledelse er parate til at gå i regering med Unionen.

Die Linke holdt skansen, men heller ikke mere. Gennem hele valgkampen har det været uklart, hvordan man forholdt sig til SPD. Skulle man danne parlamentarisk grundlag, og hvilke politiske krav skulle der stilles til SPD. Die Linke er tillige handicappet af et ambivalent forhold til EU – Eurozonen – og europapolitikken og således også til, kampen mod den europæiske kapitalisme skal føres.

Facit: SPD, de Grønne og Die Linke vandt valget numerisk, men tabte politisk og moralsk til Angela Merkels socialkonservative stabilitetspolitik. (lyder historien bekendt?)

Unionen står nu i en position, hvor man enten kan vælge en regeringskoalition med de Grønne eller med SPD. Merkels favorit er en koalition med et SPD, der ikke har styrken til at stå hårdt på en selvstændig politik. Allerede nu har SPD fraveget kravet om højere skatter til de rige. Faktisk har man kun kravet om en mindsteløn tilbage, som Unionen så småt er ved at indstille sig på at imødekomme. Men uenigheden om regeringsdeltagelse rækker dybt i SPD, så for at gardere sig overvejer partiledelsen at gøre regeringsdeltagelse til et urafstemningstema i partiet.

Mest markant har premierministeren i Nordrhein-Westphalen, Hannelore Kraft, gjort sig til talsmand for modstanden mod SPD’s regeringsdeltagelse. Men endnu har ingen strømning i partiet formuleret en politik og en strategi for SPD i opposition. Går SPD i opposition bliver et samarbejde med Die Linke nødvendigt. Hannelore Kraft er fortaler for et sådant samarbejde – men grundlaget og perspektivet er ikke formuleret.

De Grønne har også droppet deres skattekrav. Begge partiledelser frygter for den situation, hvor Merkel opgiver at danne regering, og præsidenten vælger at udskrive nyvalg. De to partier står til at blive yderligere straffet og risikerer, at Merkels Union opnår absolut flertal. Hele 58% procent af SPD’s vælgere mener, at partiet skal gå i regering med Unionen – som det mindste onde. Dertil er det kommet.

Die Linke forsøger at puste til uenighederne i SPD ved i et åbent brev til SPD’s ledelse – Die Chance nutzen – at forslå at bruge det parlamentariske flertal til at vedtage et lovforslag om en mindstløn uanset udfaldet af regeringsforhandlingerne. Det minder mere om parlamentarisk taktik end om et forsøg på at give oppositionen i SPD et politisk perspektiv. Måske skyldes det, at Die Linke  ikke selv er videre klar på, hvilken politik, man vil føre, hvis SPD går i regering med Unionen.

Valget i Norge
I Norge tabte centrum-venstre regeringen stort til den forenede højrefløj ved Stortingsvalget. Arbejderpartiet, SV og Centerpartiet tabte valget, fordi man som regering var løbet fra flere af de løfter, man vandt det forrige valg på, og fordi bl.a. velfærdspolitikken og privatiseringspolitikken ikke længere har noget med venstreorienteret politik at gøre. Og den mobilisering i bl.a. fagbevægelsen, der førte centrum-venstrekoalitionen til sejr ved forrige valg, er stort set døet hen. Tilbage står den individuelle forhåbning om, at et nyt parlamentarisk flertal kan løse problemerne.

Det sidste er det vigtigste. De store bevægelser, fagbevægelsen og partirødderne i Arbejderpartiet og SV har i løbet af regeringsperioden mistet initiativet. Man har mistet troen på, at demokratisk mobilisering udenfor de parlamentariske rum kan fastholde det politiske initiativ og udgøre det dynamiske grundlag for den parlamentariske magt. Hermed var der åbnet for, at højrefløjen kunne mobilisere og vinde valget stort uden overhovedet at præsentere en sammenhængende politik.

Portugal
I Portugal har Højesteret stoppet flere af højre-regeringens krisepolitiske indgreb på arbejdsmarkedet, og højrefløjen led et stort nederlag ved kommunalvalgene. Socialdemokraterne (Socialistpartiet) gik frem, men partiet har ingen politik, der afgørende adskiller sig fra regeringens. Man har ikke en politik for mobilisering af de portugisiske fagforeninger mod den samfundsødelæggende krisepolitik, der dikteres af EU kommissionen, ECB og IMF.

Holland
I Holland er der udbrudt åben konflikt mellem socialdemokraterne og de liberale. Regeringen kan ikke overholde stabilitetskravene fra EU. Man tør ikke for alvor  skære ned på de offentlige udgifter. Tricket består nu i politisk at råbe med David Cameron om mindre magt til EU og repatriering af vitale beslutninger til de nationale parlamenter – krisepolitikken strammer.

Frankrig
I Frankrig har Hollandes centrum-venstreregering stort set forladt alle væsentlige mærkesager fra valgkampen. Præsidenten kritiseres i lighed med den danske statsminister for løftebrud, arrogance over for fagforeningerne og svaghed over for Merkels krisepolitik. Kritikken af den høje arbejdsløshed, kritikken af den ”EU dikterede krisepolitik” og frygten for tyske tilstande på det franske arbejdsmarked udnyttes nu dygtigt af Front Nationales nye leder Marie Le Pen. I lighed med de fleste andre højreradikale partier har hun nedtonet det racistiske kort og udviklet en social- og kulturprofil, der appellerer til de voksende samfundsgrupper, der på den ene side er blevet krisens største ofre, og på den anden side føler sig svigtet af de nye teknokratiske ledere i socialdemokratierne/socialistpartierne. Det drejer sig ikke alene om forbedrede leveforhold – det drejer sig nok så meget om en plads og en stemme i samfundet for disse samfundsgrupper.

Valget i Østrig
I Østrig beholdt regeringskoalitionen mellem SPÖ (socialdemokrater) og center-højrepartiet ÖVP lige akkurat flertallet med 50.9%. Det, der foruroliger alle – også i de højere beslutningsetager i EU og diverse arbejdsgiversammenslutninger, er, at den EU fjendtlige populistiske højrefløj gik markant frem på en politik, der i sin inderste kerne ikke adskiller sig væsentligt fra Marie Le Pens politik. Kritikken af magtarrogancen i statsbureaukratierne og i de herskende partiledelser, marginaliseringen af alt og alle, der ikke passer ind i det ”dydige politiske centrum” og frygten for EU krisepolitikkens konsekvenser tiltrækker store grupper i arbejderklassen og den lavere middelklasse, der føler sig udgrænset af det politiske liv.

Historisk set ikke noget nyt fænomen. Det skal tages alvorligt, fordi det appellerer til de vælgergrupper, der rettelig burde stemme socialdemokratisk, men som afskriver socialdemokratierne og centrum-venstre, fordi de for det første hverken fører social eller demokratisk reformpolitik og for det andet optræder politisk arrogant overfor alle samfundslag, der ikke har indløst billet til den politiske-økonomiske og kulturelle elite. Tendensen bliver ikke mindre farlig af, at venstrefløjen ikke har fået tag i disse vælgere, og at de reaktionære højrepartier kan opnå en tilslutning og en parlamentarisk styrke, der gør det nemmere at stemme på dem ved de kommende valg og overtage deres synspunkter – også i dagligdagen.

Hvad kan vi lære?
Det tyske valg var uden sammenligning det vigtigste af nyligt afholdte valg. Men de andre valg bidrager til et samlet pendulbillede af den politiske situation i Europa.  Regeringsmagten skifter fra centrum-højre til centrum-venstre og tilbage igen, uden at nogen løsning af de sociale og økonomiske problemer er i sigte. Eneste sikre tendens er den gradvise nedslidning af velfærdsstaten, kompromitteringen af de socialdemokratiske partier, svækkelsen af fagforeningerne og opretholdelse af balancegangen mellem erhvervslivets og finanssektorens interesser og bevarelse af samfundsstabiliteten – der efterhånden er blevet skrøbelig.

Politisk bevæger begge fløje sig fra den ene redningsaktion til den anden både nationalt og i EU, uden at nogen for alvor præsenterer et definitivt opgør med Schröders Agenda 2010. I alle regeringerne og socialdemokratierne er hovedbudskabet, at Europa skal eksportere sig ud af krisen, selv om både IMF, OECD, World Bank og UNCTAD advarer om lav vækst på verdensmarkedet i både 2013, 2014 og ind i 2015. Industriinvesteringerne falder. Det samme gør vækstraterne i Østasien, Kina, Brasilien og Indien, som indtil nu har været de markeder, der har gearet Tysklands eksporteventyr.

Regeringerne – både centrum højre og centrum venstre – kunne i 2009 enes om at redde bankerne og socialisere deres gæld. Men de kan ikke blive enige om en potent bankunion eller om en konsistent økonomisk politik i EU. De kan heller nå til enighed om at begrænse den grænseoverskridende skatteunddragelse. Tværtimod går pilen mod national socialkonservatisme og støtte til det nationale erhvervsliv i håb om at erobre markedsandele på verdensmarkedet og afværge de transnationale virksomheders skånselsløse outsourcing af hele virksomheder til lande, hvor det kan betale sig at investere. End ikke euro’ens videre skæbne er der enighed om trods det, at alle har erkendt, at konstruktionen fortsat er ustabil og kan vælte hvert øjeblik det skal være, så længe den ikke er grundfæstet i en politisk overbygning og en positiv strategi for Europas samling.

Man skal udenfor den politisk parlamentariske arena for at finde strategiske  diskussioner af fremtidens politiske kurs.

De herskende klassers frontaktører diskuterer på livet løs i de forskellige erhvervs- og arbejdsgiversammenslutninger rundt om i Europa. Men selv dér er resultaterne  ikke prangende. Hertil er interesse modsætningerne mellem de forskellige erhvervsgrupper og finanssektoren for store. Den ene tænketank efter den anden skyder op på højre og venstre fløj. Mængden af analyserapporter og fremtidsvisioner vokser år for år. Men hovedindtrykket er, at de ikke eller i hvert fald meget sjældent udpeger de politiske og sociale kræfter, der skal gennemføre de politiske reformer, som de hver især fremhæver som uomgængelige. Den samme tendens folder sig ud i de nationale fagbevægelser.

I mellemtiden holder alle vejret og spejder efter begyndelsen til et varigt opsving, der dels kan retfærdiggøre den førte politik og dels normalisere de spændte forhold indenfor nationalstaternes rammer. Socialdemokratierne håber på denne udvikling. Det håb og en ny velfærdsstrategi diskuteres intenst på den socialdemokratiske venstrefløj i flere transeuropæiske tænketanke og tidsskrifter. De socialkonservative partier håber på, at deres stabilitetspolitik kan fortsættes, nu hvor det er lykkedes at tæmme socialdemokratierne og fagforeningerne.

Men meget andet end håb er det ikke. Og optimismen, der blev talt op i løbet af sommeren, er ved at løbe tør for brændstof, fordi hverken Kina, USA eller Tyskland, som de globale vækstlokomotiver, kan holde dampen. Især nu, hvor USA’s økonomi for det første lider under den efterhånden permanente politiske krise og for det andet ikke kan vedblive med at være på global overførselsindkomst finansieret af hovedsageligt Japan og Kina.

Hvad så med venstrefløjen?
Spørgsmålet stiller sig så. Hvor står den socialistiske venstrefløj i en historisk situation, hvor de europæiske stater og forskellige politiske centrum-højre og centrum-venstre koalitioner befinder sig i et politisk limbo?

Hvor de sociale og politiske protester er legio, men de kommer sjældent videre end til masseprotester og skaber i hvert fald ikke så meget som en følelse af, at et nyt handlekraftigt subjekt er ved at forme sig.

I stedet kommer de reaktionære partier og bevægelser længere frem på den politiske scene som de kræfter, der artikulerer den politiske utilfredshed med den politiske elite, de stadigt ringere sociale vilkår og ikke mindst den udbredte oplevelse af, at den misrable samfundstilstand ikke har nogen ende.

For os at se, står den socialistiske venstrefløj ved et skæringspunkt, hvor den ikke længere kan fortsætte som socialistisk korrektiv til den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Den æra er ved at være slut. Det udelukker ikke et comeback for de socialdemokratiske partier. Men det betyder, at deres politiske grundlag og perspektiv ikke længere kan producere et bud på, hvordan styrkeforholdene skal ændres, så de igen kan præsidere over en velfærdsstatspolitik med omfattende tilslutning. For med til forståelsen hører erkendelsen af, at den velfærdsstatspolitik, som socialdemokraterne har forsøgt at fremstille som universel, i virkeligheden kun var en parentes i kapitalismens historie baseret på nationale styrkeforhold mellem klasserne, som ikke eksisterer mere.

Har vi ret i vores analyse, må det få som konsekvens, at venstrefløjens taktiske projekt som juniorpartner i socialdemokratisk ledede regeringer i virkelighedens verden mere hæmmer end fremmer en positiv reformulering af en socialistisk politik, der kan give fælles sprog og vision til de mange fra arbejderklassen og den lavere middelklasse, der midlertidigt søger ly under socialkonservatismens stabilitetspolitik eller føler sig draget af den reaktionære højrefløjs småborgerlige nationalisme.

For os at se stiller den generelle politiske situation vores socialistiske venstrefløj overfor fem store udfordringer.

For det første må vi gennemføre en langt mere stringent og åben kritik af den kapitalistiske samfundsøkonomi, som også indbefatter en klar diagnose af krisens karakter både i de nationale økonomier og på verdensmarkedet. Hvis det socialistiske venstre diagnosticerer krisen til at være en strukturel krise og fastslår, at magtstrukturerne på verdensmarkedet er inde i en radikal forandringsproces, må det siges højt. Det er ikke et forhold, der midlertidigt kan skubbes til side for en tilsyneladende mere realistisk venstrekeynesiansk krisepolitik. Kriseopfattelsen har afgørende betydning for udformningen af den konkrete politik og den politiske strategi.

For det andet og med det første som udgangspunkt vil det socialistiske venstre ikke opnå en tilslutning meget over 10-15% af vælgerne, og vil ikke være i stand til at fastholde og udvikle en mobilisering, med mindre man både nationalt og på europæisk plan formår at formulere et minimumsprogram, der positivt beskriver, hvad der skal gøres her og nu og et alternativ til den nuværende samfundsorden, som flertallet lider under, men ikke tror på kan erstattes. Dvs. et program, der også tegner billedet af en alternativ organisering af ejendomsforholdene, organisering af produktion og konsumtion og reproduktion af velfærden. Hermed også sagt, at de nationale socialistiske venstrepartier er forpligtet til at kaste stor energi i at forme et fælles europæisk venstre. Det sidste er ikke muligt, hvis man ikke snart lægger sig fast på en konsistent EU strategi. Enten går man ind for, at EU skal opløses, og så må man lægge en alternativ politik frem. Eller også må man formulere en fælles politik for demokratisk, social, forfatningsmæssig og institutionel genopbygning af det eksisterende EU. For uanset valg af strategi har en socialistisk venstrepolitik kun sin gang på jorden indenfor et europæisk perspektiv.

For det tredje forbliver programmer ideale konstruktioner, hvis ikke de partier, der formulerer dem, fremlægger en meget praktisk strategi for, hvordan der skal kæmpes for at virkeliggøre programmerne og ikke mindst, hvilke sociale og politiske kræfter, der skal samles i kampen og hvilke organisationsformer, der skal fremmes.

For det fjerde er en strategi uden praktisk stillingtagen til magtspørgsmålet ligegyldig. Det socialistiske venstre må kunne give svar på, hvordan regeringsmagten skal vindes, hvordan den skal fastholdes, hvordan parlamentet skal bruges, hvordan demokratiet skal forsvares og ikke mindst, hvordan lovgivningen skal ændres og statsmagten eller rettere de ledende lag i statsapparatet skal forhindres i at obstruere en socialistisk reformpolitik. Kampen om regeringsmagten indeholder også kampen om det politiske og kulturelle hegemoni. Den folkelige autonomi skal erobres ikke dekreteres fra Folketinget.

For det femte må den socialistiske venstrefløj overvinde håndskyheden overfor det reale politiske spørgsmål om forholdet mellem partier – sociale bevægelser – og andre massebevægelser. Det har i årtierne efter ”den reale socialismes” sammenbrud i Østeuropa og Sovjet været et fremherskende træk, at venstrefløjen har fremlagt progressive programmer og støttet folkelige protester uden seriøst at genoptage det evigt aktuelle spørgsmål om, hvordan de forskellige sociale kræfter og politiske bevægelser skal forenes til en samlet kraft. Hvordan et fælles og bredt socialistisk parti skal opbygges og dets forbindelse til de brede massebevægelser. I stedet har der været megen tale om øget demokrati, demokratisering af den offentlige sektor, af produktionen osv. Men spørgsmålet står stadigt åbent; hvem der skal sikre de demokratiske åbninger og hvordan, og hvilken rolle skal partierne og fagforeningerne spille i forhold til de opgaver, der formuleres. Spørgsmål, hvis svar får betydning for de veje, vi vælger til at samle de socialistiske kræfter i et parti og til at revitalisere fagbevægelsen som samfundet største og stærkeste sociale bevægelse.

For os at se trænger de nævnte fem udfordringer sig på for den socialistiske venstrefløj, uanset om vi beskæftiger os med den hjemlige politiske situation eller behandler situationen i Europa og i medlemslandene.

At de fem udfordringer ikke bare er teoretisk luft, finder vi belæg for i Grækenland. Her står Syriza midt i en politisk, social og økonomisk situation, hvor alle fem udfordringer er aktuelle og konkrete, og hvor besvarelserne er afgørende for, om partiet udvikler sin politiske indflydelse eller taber terræn. I den forstand har Grækenland og diskussionerne i Syriza stor betydning som laboratorium for de andre socialistiske venstrepartier, der skal i gang med at formulere en selvstændig politik, der rækker længere end til at være kvalificeret juniorpartner til en socialdemokratisk bevægelse, der er trådt ind i zenit.