Musik som talerør og modstandsform
Af Rune H. Jørgensen

Offentliggjort: 15. august 2013

1. del

Musikken er en alsidig størrelse: Den kan bruges som stemningsskaber, igangsætter og motivation. Vi bruger den ved højtider og begravelser til at samle os og mindes. Den sætter gang i følelser og kan give selv den dårligst formulerede tekst en klangbund at blomstre på. Musikken er en kraftfuld størrelse: Den trodser racer, aldre, køn og kulturer og ligger dybt i os alle sammen, og vi kan alle lære at bruge den, såfremt den bliver stimuleret. Musikken er et talerør for befolkningen og den er i særdeleshed et talerør for de udsatte. Fra folkeviser til den syngende revolution, fra spirituals til hip hop, de der bestrider magten har altid gjort hvad de kunne, for at censurere den uønskede musik og kanonisere det lødige, men folket har en mening og budskabet skal ud.

“Fight the power, We got to fight the powers that be!”. Således rappede Chuck D på nummeret “Fight the Power” af den legendariske og samfundskritiske hip hop gruppe Public Enemy i 1989. Nummeret blev produceret til Spike Lees film “Do the Right Thing”, der foregår på en varm sommerdag i en lille del af den amerikanske ghetto, Brooklyn. Filmen centrerer omkring de konstant tiltagende konflikter, der opstår imellem dens indbyggere, konflikter der tager deres udgangspunkt i forholdet mellem racerne og den manglende forståelse for modpartens kultur og intentioner. Som én lang musikalsk spænding, der opbygges på bedste Wagner-stil, ender det uundgåeligt i optøjer, hvilke efterlader bydelen ødelagt, men den indbyggere med et klarsyn og en ny forståelse.

Sat som kulisse til “Fight the Power”s musikvideo, var Brooklyns gader under en opsat demonstration. Chuck D er flankeret af hans DJ, Terminator X, i sort tøj og sorte solbriller og hans evige side kick: Flavor Flav, hip hop-klovnen med køkkenuret om halsen, kulørte solbriller, farvestrålende tøj, store hatte og guldtænder. Det lyder tåbeligt, men Flav gav Public Enemy en dimension udover det politiske. Public Enemy indtager skiftevis gaden, sammen med resten af de sorte demonstranter, og den medbragte scene, som optrædende; der er ikke langt mellem musik og revolution.

Public Enemys lydunivers var støjende og producerholdet bag deres musik, Bomb Squad, havde da også for vane at sample mængder og atter mængder af gamle funk, soul, jazz og rockplader til hvert et nummer. Sirener, blæsere og hidsige trommer er Chuck D og Flavor Flavs lydtæppe, hvorpå de leverede samfundskritisk lyrik, der langede ud efter magthaverne og samfundet i 1980‘erne og 90‘ernes USA.

Som Civil Rights Movement og Martin Luther King havde gjort det fra midten af 1950‘erne, med fællessang og spirituals til demonstrationer, ligeledes gjorde Public Enemy det på videoen til ”Fight the Power”, og indskrev sig selv i en kultur og musikkulturs historie, der har tradition for at forholde sig til det samfund den eksisterer i.

“We shall overcome” sang Civil Right Movements, som slaverne havde sunget det i bomuldsmarkerne før. ”Negro spirituals”, eller blot spirituals, var på overfladen et udtryk for kristen tro, men i marken var de et kommunikationsmiddel der overskred taleforbuddet: Spirituals var et musikalsk talerør, fyldt med hemmelige koder der ikke kunne afkodes af slaveejeren: “The gospel train is coming, (…) I hear the car wheels moving/ And rumbling thro' the land/ Get on board, children (…) For there's room for many a more”, lyder teksten til “The Gospel Train”. Her refereres der direkte til “The Underground Railroad”, en hemmelig organisation der hjalp slaver med at undslippe til det frie nord. Dette “undergrunds-tog” stoppede ved mange “stationer”, hvilket var koden for skjulesteder, hvor de undslupne slaver opholdte sig, inden de kunne komme videre. I spiritualen “Swing Low Sweet Chariot” lyder det: “I looked over at Jordan and what did I see/ Coming for to carry me home/ a band of angels coming after me/ coming for to carry me home”. På overfladen et kristent budskab, men “Jordan” var kodesprog for Mississippifloden, hvor slaverne måtte vente i skjul på medlemmerne af The Underground Railroad, “band of angels”, der ville komme og hjælpe dem det sidste stykke over floden og i sikkerhed.

Tilstedeværelsen af oprør, politik, utilfredshed med systemet og revolution har en ligeså lang historie i afroamerikansk musik, som musikken selv, fra spirituals til blues, jazz, funk, soul og senere hip hop. I slutningen af 1960‘erne og start 70‘erne måtte Civil Rights Movements budskab om næstekærlighed så småt se sig udfordret af Black Power Movements mere militante budskab. Navngivet af Stokley Charmichael og med Malcolm X som forbillede, skiftede Black Power Movement Jakkesættet ud med sorte solbriller, det udglattede hår med afroen, det amerikanske flag med det afrikanske og biblen med en pistol. Hvor Martin Luther King sad med foldede hænder, stod Malcolm X med en maskinpistol og kiggede ud ad vinduet.

Den nye Black Power mentalitet, viste sig også i musikken, hvor grupper som Last Poets og poeten Gil Scott Heron stod for at sprede det revolutionære budskab igennem jazzen. I starten som spoken-words, og med minimal instrumentering. Gil Scott Herons debutplade “Small talk at 125th & Lenox” består således “kun” af GIl Scott Herons ord, akkompagneret af percussion primært i from af congas. Pladen introducerer, hvad der skulle blive Gil Scott Herons mest kendte sang, “The revolution Will not be televised”, hvilken han senere indspillede i flere versioner. Modsat de tidligere spirituals talte Gill Scott Heron og Last Poets ikke i koder. På “The revolution will not be televised” gør Gil Scott således opmærksom både på tv’ets fordummende kraft, og det faktum at der rent faktisk bør foregå en revolution, ikke blot fysisk, men i høj grad mentalt. Dog må befolkningen (den afroamerikanske) ikke forvente, at de (den hvide mand) der styrer indholdet af tv’et, har tænkt sig at gøre opmærksom på dette, tværtimod. Men Gil Scott langede også ud efter sin egen race, og de der drev rov på ulykkelige skæbner, og hævede sig således op på et niveau, der ikke blot handlede om sort og hvid, men i høj grad om rigtigt og forkert. På “Home is where the hatred is” fortæller Gil Scott om livet som heroinmisbruger, hvilket han selv havde erfaring med, “The Bottle” er en kritik af alkoholmisbrug, ligeledes personlig erfaring,  “H2Ogate blues” omhandler Watergate, Nixon og den daværende politiske situation, alt sammen akkompagneret af forskellige instrumentelle opsætninger, fra sparsom percussion og jazzensembler til funkorkestre. Gil Scott formår at perspektivere den fattiges problemer helt nede på jorden i forhold til elitens ambitioner langt over skyen, eks.v på “Whitey on the moon” fra 1970, hvor Gil Scott tager månelandingen i 1969 under behandling:

A rat done bit my sister Nell/ with Whitey on the moon
Her face and arms began to swell/ and Whitey's on the moon
I can't pay no doctor bill/ but Whitey's on the moon
Ten years from now I'll be payin' still/ while Whitey's on the moon
The man jus' upped my rent las' night/ cause Whitey's on the moon
No hot water, no toilets, no lights/ but Whitey's on the moon
I wonder why he's uppi' me?/ cause Whitey's on the moon?
I wuz already payin' my fifty a week/ with Whitey on the moon

Taxes takin' my whole damn check/ Junkies makin' me a nervous wreck,
The price of food is goin' up/ An' as if all that shit wuzn't enough:
A rat done bit my sister Nell/ with Whitey on the moon
Her face an' arm began to swell/ but Whitey's on the moon
Was all that money I made las' year/ for Whitey on the moon
How come there ain't no money here?/ Hmm! Whitey's on the moon
Y'know I jus' 'bout had my fill/ of Whitey on the moon
I think I'll sen' these doctor bills/ Airmail special
to Whitey on the moon.

Last Poets og Gil Scotts militante og ligefremme, men stadig reflekterende, måde at behandle emner på, var med til at give stof til en bølge af, hvad der blev døbt “ghetto-lyden”. Denne lyd blev bragt til masserne i starten af 1970‘erne, i en ny filmgenre kaldet “Blaxploitation”, begyndende med Melvin Van Peebles uafhængige kunstfilm: “Sweet Sweetback's Baadasssss Song” fra 1971 og Hollywoods “Shaft” fra samme år.

Blaxploitationgenren fandt sit visuelle og politiske udtryk i påklædningen og det militante fra Black Power bevægelsen. Sangene centrerede om emner fra poeter som Gill Scott Heron. Dette blev godt krydret med den nye psykedeliske lyd pioneret af Jimmy Hendrix og hans “fuzz” og “wah” guitarpedaler. Tilsat datidens nye instrumenter som rhodespianoet og clavinetten, kombineret med det ældre Hammondorgel, der konnoterede gospel-kirken, bluesskalaer og modalharmonik, der oprindeligt har sine rødder i folkemusikken, men var genopstået et eller andet sted i jazzens brug af både funktions- og blues-harmonik, og havde skabt det, der i dag kendes som modal-jazz, udødeliggjort af Miles Davis på hans klassiker “Kind of Blue” fra 1959. Alt dette, både film og musik, blev i én stor pærevælling krydret med revolution, refleksion over egen kultur, oprør mod, og kastrering af, den hvide mand, sex med den hvide kvinde, tit og ofte ledsaget af et patriarkalsk syn på det sorte samfund og en relativ stærk undertone af homofobi.

Musikken til filmene blev komponeret af folk som Curtis Mayfield, Isaac Hayes og James Brown, og de behandlede alle i ghettoen og deres skæbner i den hvide mands USA, på godt og ondt. Før gruppen Earth, Wind and Fire blev den discogruppe, de fleste kender dem som, leverede de et hårdtslående funk soundtrack til førnævnte “Sweet Sweetback's Baadasssss Song” der havde et kraftigt revolutionært budskab omhandlende Black Panther Party. Akkompagneret af Earth, Wind & Fires stressende groove, kæmper Sweetback sig igennem South Central- Los Angeles kanaler, på flugt fra et korrupt politi, der vil hænge ham op på et mord af en ung Black Panther, hvilket de selv har begået. Vokalen fungerer som et græsk kor, skiftevis opmuntrende og hånende overfor vores hovedperson, og er samtidig et udtryk for Sweetbacks frustrerede tanker. Som seere og lyttere, følger vi hans paranoide indre og konstante fokus på at komme væk: “Come on feet, do your thing, Ya all know whities games, Come on legs, come on run. Come on legs come on run, Gulity is, what he says you' done, Come on knees, don't be mean” skriger vokalen, den lettere ustemte clavinet imiterer hver enkelt sætning, i en endelang transponering en halv tone op og ned, fra skiftvis dur og mol tertsen, og den lille snert af heltoneskalaen, der forekommer, giver en mystik der er med til at underbygge Sweetbacks hvileløse tilstand - råt, lige på og støjende, men samtidig intelligent, velovervejet og vanvittigt godt udført. 

Desværre gik der mainstream og Hollywood i filmene praktisk talt efter “Sweet Sweetback's Baadasssss Song” og filmgenren døde hurtigt. I dag er den en niche inde for filmkunsten, der dog fik en renæssance i 90‘erne, hvorimod musikken efterlod nogle af de største soundtracks nogensinde. Ghettolyden fra 70‘erne affødte ghettolyden i 80‘erne og 90‘erne: hip hop, der uden tvivl må betragtes som en af de største genre indenfor populærmusikken, omend den, i mainstream sammenhæng, må siges at være blevet noget tandløs og udvandet, meget lig dens forgængere, igennem slut 1990‘erne og 00‘erne.

Musikkens evne til reelt at forandre noget i det amerikanske samfund er måske til at få øje på, når vi tænker på slavernes brug af den. Men når alt kommer til alt, må det politiske budskab i musik, som i så meget andet kunst, nok mere ses som en ventil for frustrationerne end som en decideret magtfaktor. Dog må det være således, at des flere der fatter sympati for budskabet, des større må muligheden for at ændre situationen blive, eller hva’?

Verden er fuld af spændinger i dag: Spændinger pga. af magtmisbrug, spændinger pga. frifindelser for magtmisbrug, spændinger pga. fattigdom, stigende fattigdom, ulighed, stigende ulighed, krig og terror, global opvarmning og grådighed, tv’et er fyldt med mad programmer og semikendte, og nyhederne med vejret og sport. Der er nok at være oprørt over og lave sange og musik om, mens man sidder og venter, på at det hele skal kulminere, så vi kan få den forløsning ala Wagner, og komme ud på den anden side med et eller andet form for klarsyn.

Just how blind will America be? (Ain't no tellin')
The world is on the edge of its seat
Defeat on the horizon. Very surprisin'
That we all could see the plot
And claimed that we could not
Gil Scott Heron: “H2Ogate Blues