Den europæiske fagbevægelse – organisationsgrader og strukturer
Af Lionel Fulton

Offentliggjort: 15. august 2013

Der er stor forskel på organisationsprocenten i de 28 EU-lande plus Norge; fra ca. 70 pct. i Finland, Sverige og Danmark til 8 pct. i Frankrig. I de fleste lande har medlemskab af fagforeningerne været faldende i de senere år, og selv dér, hvor det er vokset, har det ikke generelt kunnet holdt trit med stigningen i antallet af ansatte. Organisationsgraden er dog ikke den eneste indikation af fagforeningernes evne til at mobilisere lønmodtagerne.

De fleste europæiske stater har flere konkurrerende faglige sammenslutninger (hovedorganisationer o.a.), ofte delt af politiske grunde, selv om ideologiske forskelle i dag synes at være mindre vigtige end tidligere.

Fusioner fortsætter med at ændre det faglige landskab, selv om det generelt sker inden for og ikke i mellem hovedorganisationerne.

Organisationsgrad
Når man skal vurdere den faglige styrke, er et centralt udgangspunkt niveauet af organisationsgrad, defineret som andelen af ansatte lønmodtagere, der er medlem af en fagforening. I nogle lande er organisationsprocenten opgjort som et led i bredere arbejdsmarkedsundersøgelser, i andre er den udtrukket af tal fra fagforeningerne selv. Organisationsgraden, især når den er opgjort af fagforeningerne selv, er ikke altid præcis; enten fordi fagforeningerne ikke offentliggør detaljerede tal, eller fordi de offentliggjorte tal også omfatter fagforeningsmedlemmer uden for arbejdsmarkedet. I nogle tilfælde er disse medlemmer pensionister, i nogle tilfælde elever og i nogle tilfælde er de arbejdsløse. Hvor om alting er tal estimeret for alle lande i nedenstående tabel.

Tallene (1) gør det klart, at der er stor niveauforskel på organisationsgraden; den spænder fra 74 pct. af de ansatte i Finland, 70 pct. i Sverige og 67 pct. i Danmark og over til 10 pct. i Estland, 10 pct. i Litauen og 8 pct. i Frankrig. Dog skal det også bemærkes, at fagforeningsmedlemskab ikke er den eneste indikator for styrke. I Spanien, for eksempel, fremgår støtten til fagforeningerne af det store antal stemmer, som deres kandidater opnår ved valgene til samarbejdsudvalgene; og i Frankrig har fagforeningerne gentagne gange vist, at trods en lav organisationsgrad er de i stand til at mobilisere arbejderne i massestrejker og demonstrationer med stor effekt.

Det gennemsnitlige niveau for medlemskab af en fagforening i hele Den Europæiske Union, vægtet med antallet af beskæftigede i de forskellige medlemsstater, er 23 pct. Gennemsnittet er holdt nede af relativt lave niveauer i nogle af de større EU-lande - Tyskland med 18 pct., Frankrig med 8 pct., Spanien med 19 pct. og Polen med 12 pct. De tre mindste stater, Cypern, Luxembourg og Malta har niveauer noget over gennemsnittet.

Som allerede nævnt ligger de tre nordiske lande Danmark, Sverige og Finland i toppen af tabellen med omkring 70 pct. af alle lønmodtagere organiseret i fagforeninger. Dette skyldes til dels - som i Belgien, der også har en organisationsprocent over gennemsnittet – at arbejdsløshedsunderstøttelse og (nogle steder) andre sociale ydelser normalt udbetales gennem fagforeningen; de seneste ændringer i det svenske understøttelsessystem har således haft en negativ indvirkning på fagforeningsmedlemskabet. Den høje organisationsgrad i de nordiske lande afspejler imidlertid også en tilgang, der ser medlemskab af fagforeningen som en naturlig del af beskæftigelsen, som det fremgår af den relativt høje andel af lønmodtagere – ca. 52 pct. - der er medlemmer af fagforeninger i Norge, hvor dagpenge ellers ikke udbetales gennem fagforeningerne.

Andre steder står fagforeningerne over for et mere fjendtligt klima, hvilket er tydeligt i nogle af de nyere EU-medlemslande i Central- og Østeuropa, der generelt har en organisationsgrad under gennemsnittet. Otte ud af de pågældende 11 stater har organisationsprocenter under EU-gennemsnittet, herunder den største nemlig Polen, hvor kun 12 pct. af lønmodtagerne skønnes at være medlem af en fagforening. Kun tre lande ligger i øverste halvdel af tabellen: Slovenien med en organisationsgrad på 26 pct., Kroatien med 35 pct. og Rumænien, hvor organisationsprocenten er blevet anslået til 33 pct. (fagforenings-kilder sætter det til mellem 40 og 50 pct.).

Selv om niveauet for fagforeningsmedlemskab er meget varieret fra land til land er den generelle tendens til nedgang klar. Kun seks stater - Belgien, Cypern, Italien, Luxembourg, Malta og Norge - har haft fremgang i antallet af fagforeningsmedlemmer blandt de beskæftigede i de seneste år. Men med den tilsyneladende undtagelse af Italien har denne vækst dog ikke holdt trit med den generelle vækst i beskæftigelsen, hvilket betyder, at organisationsprocenten også her er dalet.

I resten af EU som helhed er antallet af fagforeningsmedlemskaber faldet. Tabene er klarest i staterne i Central- og Østeuropa, hvor industriel omstrukturering og en fundamental ændring i fagforeningernes rolle har haft stor betydning. Men der har også været nedgang i medlemskabet i vesteuropæiske lande som fx Østrig og Portugal. Men omvendt er der også tegn på, at medlemskabet stabiliserer sig i nogle af de lande, der tidligere har oplevet store tab.

I Tyskland, for eksempel, hvor den vigtigste hovedorganisation DGB har mistet 48 pct. af sine medlemmer siden højdepunktet i 1991 - delvist på grund af store tab i det tidligere Østtyskland - viser de seneste tal kun et tab på 0,7 pct. i løbet af to år. Ligeledes i England, hvor fagforeningerne led store tab i 1980'erne og første halvdel af 1990'erne, har medlemstallet mere eller mindre stabiliseret sig, og der var endog en meget svag stigning mellem 2011 og 2012.

Den engelske fagbevægelses medlemstal for perioden 2010-2012 viser en vækst i den private sektor, hvor fagforeningerne har gjort en stor indsats for at organisere, mens antallet i den offentlige sektor er faldet som følge af nedskæringer og en reduktion i beskæftigelsen grundet regeringens politik. (2) Men over en længere periode har det været væksten i beskæftigelsen i den offentlige sektor, hvor fagforeningerne står stærkere, som kan forklare stabiliseringen i medlemsantallet.

Organisationsprocenten i det offentlige er højere end i den private sektor; dette er gældende i store dele af Europa, både øst og vest. I Frankrig, for eksempel, viser de officielle tal, som dækker perioden 2001-2005, at 15,2 pct. af de statsansatte var i fagforeninger – mod kun 5,0 pct. i den private sektor. (3) I Kroatien – jf. en undersøgelse offentliggjort i 2010 - antages organisationsprocenten at være 68 i den offentlige sektor, men kun 17 pct. i den private. (4)

I Polen fandt en undersøgelse fra 2012, at ansatte i statsejede virksomheder og institutioner havde tre gange større sandsynlighed for at være medlem af en fagforening end dem, der arbejder i den private sektor. (5) Ligeledes i Sverige i 2012, hvor det statslige ’Medlingsinstitutet’ kunne rapportere, at organisationsprocenten var højest i den offentlige sektor med 83 pct., mod 65 pct. i den private sektor. (6) I Holland viser en regelmæssig undersøgelse af lønmodtagerforhold fra det nationale statistiske kontor, at organisationsprocenten er højest i den offentlige forvaltning – 34 pct., mens det i hoteller og catering kun er 7 pct. (tal for 2011). (7)

Der er større forskel i andelen af fagligt organiserede mænd og kvinder, selv om tal ikke er tilgængelige for de fleste lande og i øvrigt afspejler en række faktorer, herunder omfanget af deltidsarbejde og forskelle i mellem de sektorer, hvor mænd og kvinder er beskæftiget.

I Spanien, for eksempel, fandt en regeringsundersøgelse fra 2010, at mændene var medlemmer i højere grad end kvinderne, 17,8 pct. mod i 14,8 pct., selv om forskellen mellem de to køn indsnævres. (8) I Holland viste den tidligere nævnte undersøgelse, at i 2011 var 23 pct. af mændene medlemmer mod 17 pct. af kvinderne. I Polen fandt en undersøgelse fra 2012, at der ikke var nogen forskel på den faglige organiseringsgrad mellem mænd og kvinder.

Modsat i Ungarn, hvor organisationsprocenten var højere blandt kvinder – nemlig 12,9 pct. mod 11,1 pct. blandt mænd (tal for 2009). (9) Det samme gælder også i Sverige, hvor tallene fra ’Medlingsinstitutet’ viser, at organisationsprocenten hos kvinderne er 74 pct. mod mændenes 67 pct. samt; og i Irland, hvor organisationsprocenten er 34 pct. for kvinder og 28 pct. for mænd. (10) I Storbritannien er 29 pct. af de kvindelige lønmodtagere og 23 pct. af de mandlige medlemmer af en fagforening. (11)

Country

Proportion of employees in union (%)

Finland

74%

Sweden

70%

Denmark

67%

Cyprus

55%

Norway

52%

Malta

51%

Belgium*

50%

Luxembourg

41%

Italy*

35%

Croatia

35%

Romania*

33%

Ireland

31%

Austria*

28%

Slovenia

27%

UK

26%

Greece*

25%

Bulgaria*

20%

Netherlands

20%

Portugal*

19%

Spain

19%

Germany*

18%

Czech Republic*

17%

Slovakia*

17%

Latvia

13%

Hungary

12%

Poland

12%

Estonia

10%

Lithuania

10%

France

8%

 

 

EU average

23%

Average including Norway

24%

Kilder se note *

Fagbevægelsens struktur
Fagbevægelsen er på landsplan organiseret på mange forskellige måder i EU-landene.

Der er kun fem stater, hvor der er en enkelt faglig samarbejdsorganisation for alle - eller næsten alle - fagforeninger. Disse er Østrig, Irland, Letland, Slovakiet og Storbritanien, selv om noget lignende også findes i både Tyskland og Grækenland. I Tyskland, er der dels den dominerende DGB, dels DBB, som organiserer mange offentligt ansatte og endelig end en meget mindre kristelig organisation. I Grækenland, organiserer en samarbejdsorganisation – GSEE - den private sektor, mens en anden - ADEDY - organiserer den offentlige sektor.

I fem stater i det nordlige Europa, nemlig Danmark, Finland, Norge og Sverige samt i mindre omfang Estland følger inddelingerne mellem hovedorganisationerne primært erhvervs- og uddannelsesmæssige linjer; med forskellige hovedorganisationer, som organiserer ufaglærte og faglærte, funktionærer og dem med en videregående uddannelse (i Estland dog alene en uufuldstændig opdeling mellem faglærte/ufaglærte og funktionærer).

Det almindeligste mønster er adskillige hovedorganisationer med en rivalisering – i det mindste i udgangspunktet – ud af politiske eller religiøse udgangspunkter. Sådan er det i 17 lande, nemlig Belgien, Bulgarien, Kroatien, Cypern, Tjekkiet, Frankrig, Ungarn, Italien, Litauen, Luxembourg, Malta, Holland, Polen, Portugal, Rumænien, Slovenien og Spanien.

Men grundlaget for opdelingen mellem de rivaliserende forbund varierer i forskellige dele af Europa. I Vesteuropa og i østaterne i Middelhavet kan brudlinjerne føres tilbage til Den Kolde Krig og i nogle tilfælde endnu længere tilbage. Dette er tilfældet i for eksempel i Belgien, Frankrig, Italien og Portugal samt i Cypern og Malta; i de fleste af disse lande er den politiske årsagssammenhæng, som oprindeligt førte til modsætninger mellem organisationerne, dog taget af med årene. I Central- og Østeuropa er en af de vigtigste opdelinger mellem de forbund, der udsprang af den reformerede officielle fagforeningsstruktur fra den kommunistiske periode - som KNSB i Bulgarien eller OPZZ i Polen; og de, som voksende ud af oppositionen til den daværende regering – som Podkrepa i Bulgarien og NSZZ Solidarnosc i Polen.

Der er også andre kompleksiteter. I Italien, Spanien og Luxembourg er der vigtige grupper af fagforeningsmedlemmer i specifikke industribaserede forbund - i den finansielle sektor i Italien, i den offentlige forvaltning i Spanien og i både finansiering og den offentlige forvaltning i Luxembourg. I Slovenien og Ungarn opdeles forbundene langs både politiske og industrielle linjer. I Kroatien synes forskellene at være organisatorisk snarere end politisk baserede. På samme måde i Holland med FNV, som er et resultat af en sammenlægning af socialistiske og katolske forbund; desuden CNV, der kommer fra den protestantiske tradition og endelig den tredje hovedorganisation MHP, som oprindelig blev oprettet for at repræsentere mere ledende medarbejdere (selv om det for nylig har delt sig). I Spanien er vigtige dele af fagbevægelsen regionalt baseret, hvilket afspejler et ønske om større autonomi og undertiden uafhængighed.

Der har i de fleste lande kun været spæde tegn på, at den organisatoriske splittelse måske kunne overkommes i den nærmeste fremtid. Et forsøg i Rumænien på at danne en ny alliance mellem de forskellige fagbevægelser mislykkedes i 2012; og i Frankrig førte drøftelser om en fusion mellem to mindre hovedorganisationer CFE-CGC og UNSA i 2008 og begyndelsen af 2009 heller ikke til enighed. Men i maj 2013 meddelte tre af Ungarns seks hovedorganisationer, at de planlagde at fusionere.

I modsætning hertil har der inden for hovedorganisationerne på forbundsniveau været en løbende tendens til at fusionere. Nogle af de største fagforbund i Europa er direkte produkter af fusioner gennem de sidste 12 år. Fx Verdi - nu den næststørste fagforening i Tyskland, som blev dannet i 2001; ’Fagforbundet’ - det største forbund i Norge, der blev dannet i 2003; 3F - det største i Danmark, dannet i 2005; Unite - det største forbund i Storbritannien, oprettet i 2007; og endelig Unionen - det næststørste fagforbund i Sverige, som kom i stand i 2008. Også PRO-GE, det næststørste fagforbund i Østrig, var resultatet af en fusion i 2009.

Men erfaringen fra Finland, hvor to separate fusioner i 2009 og 2010 kun lykkedes for nogle af de implicerede organisationers vedkommende, indikerer de potentielle problemer, der er involveret i at bringe fagforbund sammen.

I hvert fald i nogle lande er strukturen ikke baseret på stærke individuelle fagforbund, som opererer lokalt i brancher, som tilfældet fx er i Tyskland og Storbritannien. I stedet er den grundlæggende enhed fagforeningen på den enkelte arbejdsplads, som derefter slutter sig sammen med andre lignende organer for at danne industriforbund eller regionale organisationer, som derefter tilslutter sig landsorganisationer. Eksempler på dette er fagforeningerne i Polen, bortset Solidarnosc, samt Kroatien, Frankrig, Rumænien, Portugal og Grækenland.

Oversat fra engelsk af Klaus Krogsbæk og hentet fra www.worker-participation.eu/National-Industrial-Relations. Copyright: Worker representation in Europe. Labour Research Department and ETUI, 2013. Produced with the assistance of the SEEurope Network.

NOTER

Original note til tabel:
Sources: In many cases (marked with *) the source is the ICTWSS: Database on Institutional Characteristics of Trade Unions, Wage Setting, State Intervention and Social Pacts in 34 countries between 1960 and 2012 compiled by Jelle Visser, Amsterdam Institute for Advanced Labour Studies (AIAS), Version 4, April 2013 University of Amsterdam (see http://www.uva-aias.net/207) . For other countries the sources are as follows:

Cyprus: Department of Labour Relations;

Croatia: Industrijski odnosi u Hrvatskoj: društvena integracija ili tržišni sukob (Industrial relations in Croatia: social integration or market conflict) by Dragan Bagić, 2010;

Denmark: Udviklingen i den faglige organisering: Årsager og konsekvenser for den danske model, by Jesper Due and Jørgen Steen Madsen. 2010, LO-dokumentation 1/2010;

Estonia: Statistics Estonia database Table WQU96;

Finland: Three decades of working conditions: Findings of Finnish Quality of Work Life Surveys 1977-2008, by Anna-Maija Lehto and Hanna Sutela, 2009;

France: Le paradoxe du syndicalisme français: un faible nombre d’adhérents, mais des syndicats bien implantés, DARES, 2008

Hungary: Szakszervezeti stratégia és megújulás (Trade union strategy and renewal) by Ágnes Szabó-Morvai, November 2010;

Ireland: Quarterly National Household Survey, Union Membership, Quarter 2 2012, CSO, Ireland, March 2013;

Latvia: LBAS;

Lithuania: Statistics Lithuania, Table M319020;

Luxembourg : Regards sur la syndicalisation au Luxembourg, by Jean Ries Statec, 12

Malta: Calculated from the Report by the Registrar of Trade Unions 2011-12, Malta;

Netherlands: Centraal Bureau voor de Statistiek;

Norway: Organisasjonsgrader og tariffavtaledekning i norsk arbeidsliv 2008, by Kristine Nergaard, and Torgeir Aarvaag Stokke, Fafo, 2010, updated by Fafo 2012;

Poland: Związki zawodowe i prawa pracownicze, BS/52/2102, Centrum Badania Opinii Społecznej (CBOS), 2012;

Slovakia: Calculated from Statistical Yearbook of the Slovak Republic: 2011

Slovenia: Trades Union in Slovenia: historical development and the current situation by Miroslav Stanojević and Živa Broder, 2012;

Spain: Encuesta de la Calidad de Vida en el Trabajo (ECV) (2010);

Sweden: Avtalsrörelsen och lönebildningen 2012 Medlingsinstitutets årsrapport, Medlingsinstitutet, 2013;

United Kingdom: Trade Union Membership 2012: Statistical Bulletin, Department for Business, Innovation and Skills, 2013.

The figures for the EU and EU plus Norway are calculated using Eurostat figures on employees in employment.

Øvrige originalnoter

1. See table below for details of sources.

2. Trade Union Membership 2012: Statistical Bulletin, Department for Business, Innovation and Skills, 2013

3. Le paradoxe du syndicalisme français: un faible nombre d’adhérents, mais des syndicats bien implantés, DARES April 2008

4. Industrijski odnosi u Hrvatskoj: društvena integracija ili tržišni sukob (Industrial relations in Croatia: social integration or market conflict) by Dragan Bagić, 2010

5. Związki zawodowe i prawa pracownicze, BS/52/2012, Centrum Badania Opinii Społecznej (CBOS), 2012

6. Avtalsrörelsen och lönebildningen 2012,Table 1.10 Medlingsinstitutets årsrapport, Medlingsinstitutet, 2013

7. See http://www.cbs.nl/NR/rdonlyres/2F7AF45E-7B78-4F5F-9922-9D3D64EFB9AA/0/2012organisatiegraadwerknemers.xls

8. Encuesta de la Calidad de Vida en el Trabajo (ECV) (2010) http://www.empleo.gob.es/estadisticas/ecvt/Ecvt2010/IN5/index.htm

9. See Szakszervezeti stratégia és megújulás (Trade union strategy and renewal) by Ágnes Szabó-Morvai, November 2010

10. Quarterly National Household Survey, Union Membership, Quarter 2 2012; CSO

11. Trade Union Membership 2012: Statistical Bulletin, Department for Business, Innovation and Skills, 2013.