Den britiske fagbevægelse og kampen om "arbejderpartiet"
Af Torsten Geelan

Offentliggjort: 15. august 2013

Et centralt element i vesteuropæiske Socialdemokratier har været den institutionelle kobling mellem de socialdemokratiske partier og fagbevægelsen. Men partiernes tilpasning til dynamikken i den nyliberale kapitalisme har betydet at socialdemokratiske regeringer i stigende omfang fører en politik, der har negative konsekvenser for den organiserede arbejdskraft. Dette har resulteret i nye spændinger mellem de socialdemokratiske partier og fagbevægelsen.

Med denne korte artikel vil jeg se nærmere på det nuværende forhold mellem den største fagforening i Storbritannien Unite[1] og Labour partiet (som blev stiftet af den britiske fagbevægelse tilbage i 1900 tallet). I juni måned i år rejste der sig en mediestorm i forbindelse med Unites påståede manipulation af udvælgelsesprocessen for Labour kandidater i Falkirk distriktet.[2] Men for at forstå bagrunden af Unites ageren, må man se på, hvad der gik forud.

Vi skal helt tilbage til Labours brud med Socialdemokratismen i 1997, og hvordan fagbevægelsens indflydelse på Labour er blevet svækket og har resulteret i en stort set uændret nyliberal politik under den nuværende økonomiske krise. Derfor skal "Falkirk-skandalen" ses som en del af Unites større strategi, for at generobre politisk indflydelse i Labour partiet.  

"Ny" Labour
Efter tyve år med skiftende konservative regeringer, kom Labour til regeringsmagten i 1997, med Tony Blair som den ubestridte partileder. Forud var gået en "re-branding" af partiet som "Ny Labour", hvilket indebar et klart brud med den traditionelle socialdemokratiske politik (McIllroy 2000). Labours partiledelse så i stigende grad de formelle forbindelser med fagforeningerne som et politisk handikap og forsøgte at reducere partiets finansielle afhængighed af fagforeningerne og demonstrere vilje til at vedtage politikker, som fremprovokerede fagforeningernes opposition (Hyman & Gumbrell-McCormick 2010: 322). For medens fagforeningerne altid har haft en vigtig rolle i udformningen af Labours politik gennem en blok stemme på Partikonferencen, så søgte Blair nu at reducere fagforeningernes rolle i partiets beslutningstagning, og i udvælgelsen af parlamentariske kandidater (Taylor et al. 2011: 293).

Labours embedsperiode viste sig (1997-2010) til trods for fagbevægelsens store forventninger at være en fortsættelse af den tidligere regerings nyliberale politik (Smith 2009), dog tilsat svage socialdemokratiske aftryk (McIllory 2008).

Under alle omstændinger har den britiske nyliberalisme haft katastrofale konsekvenser for fagbevægelsen[3]: Eksempelvis er organiseringsgraden mellem 1980 og 2010 faldet fra 51% til 27%; den kollektive overenskomstdækningsgrad er ligeledes reduceret fra 70% til 33% (Visser 2011); og således er fagforeningernes rolle gradvist blevet udhulet.[4] Ændringerne afspejler den enorme indflydelse, staten har på udviklingen af arbejdsmarkedet og de industrielle relationer i forhold til den globale økonomi (Doogan 2009; Nolan 2011). Og viser samtidig betydningen af fagforeningernes politiske indflydelse, eller mangel på samme hvad angår arbejdernes almindelige vilkår.

Kampen for politisk indflydelse
I kølvandet på den økonomiske krise i 2008, var der en fornemmelse af, at fagbevægelsen nu havde en gylden mulighed for at få Labour til at bryde med deres nyliberale politik. Men på grund af fagbevægelsens svage institutionelle forankring i partiet og indflydelse på regeringen var mulighederne for at sætte en ny politisk dagsorden stærkt begrænsede (Nolan 2011). Dermed forblev Labours politiske linje stort set uændret: eksempelvis så fastholdt man til trods for høj og stigende arbejdsløshed en udbudsorienterede beskæftigelsespolitik; og man accepterede nødvendigheden af offentlige besparelser (Geelan 2013a).

Men på den anden side har det forværrede forhold mellem fagforeningerne og Labour ifølge Taylor et. al. (2011:296) åbnet op for en række strategiske alternativer for fagforeningerne. Det drejer sig om følgende: "socialt partnerskab"; "traditionelt socialdemokrati"; "kosmopolitisk socialdemokrati"; og "radikaliseret politisk fagbevægelse"[5]. I forhold til Unite, kan deres politiske strategi bedst karakteriseres som "traditionelt socialdemokrati".En sådan stilling indebærer, at man søger at genvinde Labour partiets politikker i kampen mellem højre og venstre.

Eksempelvis blev der efter, at Gordon Brown var fratrådt som leder af partiet, efter valgnederlaget i 2010, afholdt valg for at finde hans efterfølger. I valgkampen satte Unite store ressourcer ind på at sikre valget af deres foretrukne kandidat, Ed Milliband, i stedet for storebroderen David Milliband. På mange måder repræsenterede kampen mellem de to brødre den traditionelle venstre-højre kamp inden for Labour partiet, og resultatet blev set som en betydelig succes for venstrefløjen.

Den seneste "Falkirk-skandale" skal også ses som en del af denne kontinuerlige kamp. Og hvis man tager fagbevægelsens formindskede indflydelse i Labour partiet i betragtning, så får man et helt anderledes perspektiv. For så er der nemlig ikke tale om en skandale. Men om fagforeninger som fortsat bidrager med 90% af Labours finansiering, og som forsøger at øge deres politiske indflydelse. Den virkelige skandale er, at de ingen indflydelse har.[6]

Det er denne argumentation, som formanden for Unite, Len McCluskey, har været ude at lufte i medierne. Som Labours største finansieringskilde (Unite alene bidrog med 25 millioner kroner i 2012) har McCluskey truet Milliband med at reducere fagforeningens fortsatte støtte til Labour.[7] Hvorvidt den hårde retorik, og interne politiske lobbyvirksomhed kan bidrage til forandring, er stadig uvist.

Samtidig har Unite også indset nødvendigheden af at forstærke fagforeningernes bevidsthed, som en del af den politiske strategi, som McIllroy (2000: 40) tidligere har argumenteret for:  

"Det grundlæggende problem er ikke de nye partistrukturer, hvor vigtige disse end er, det er heller fagforeningslederenes uvillighed til for alvor at mobilisere fagforeningernes magt i partiet. En magt, der stadig kan ændre på politikken. Det virkelige problem er, fagforeningsrepræsentanternes manglende politiske bevidsthed efter tyve års nedslidning."

I et forsøg på at vende den negative udvikling har Unite etableret en ny tænketank, CLASS[8], i 2012 i samarbejde med GMB[9] og Instituttet for Beskæftigelses Rettigheder.[10] Formålet er at  revitalisere den venstreorienterede økonomiske og politiske debat, og fremme alternative politikker, gennem forskning af høj kvalitet. Ved at udforme ideer, der kan inspirere fagbevægelsen og cementere en bred alliance af sociale kræfter håber man derigennem at bidrage til at sikre, at den politiske dagsorden afspejler arbejdende mennesker livsforhold og interesser. Tænketanken er støttet af en bred koalition bestående af akademikere, politikere, journalister og andre eksperter. I øjeblikket er de i gang med at arrangere en stor "side event" til Labour konferencen til september. 

Unite har også etableret en kampagne organisation, Union Solidarity International (USI), der skal styrke fagbevægelsens kommunikative magt (Geelan 2013b). Med støtte fra en stor del af den britiske fagbevægelse, har USI to formål. Først og fremmest, at få offentligheden til at se fagforeningerne som repræsentanter for alle arbejdere og få historier ud i offentligheden, uden at medierne forvrider dem. Og for det andet at knytte fagforeningernes organisatoriske og strukturelle styrke til dynamikken i de sociale medier.

Unites kamp for at styrke deres politiske indflydelse er et godt eksempel på den flerstrengede tilgang, som flere af de britiske fagforeninger nu benytter sig af. Og der er meget på spil.

For den nuværende krise er på én gang et symptom på de ødelæggende virkninger af en uhæmmet kapitalakkumulering og en konsekvens af fagbevægelsens formindskede evne til at påvirke arbejdsmarkedspolitikken og reguleringen igennem de sidste 30 år (Nolan 2011). Derfor er muligheden for at ændre den nuværende økonomiske situation, og undgå yderligere økonomiske kriser i den aktuelle størrelsesorden, stærkt afhængig af fagforeningernes evne til at øge deres politiske indflydelse i Labour. Kun tiden vil vise om det vil kunne lykkes.  

Litteraturliste
Brown, William and Chris Wright. (2013) "From centre stage to bit player: trade unions and the British economy". Forthcoming in the Singapore Economic Review.  

Eaton, George. (2013) "McCluskey's warning to Miliband: if you want Unite's money, change your politics", New Statesman. Accessed at: http://www.newstatesman.com/politics/2013/07/mccluskeys-warning-miliband-if-you-want-unites-money-change-your-policies

Doogan, Kevin. (2009) New Capitalism? The Transformation of Work, Cambridge: Polity Press.

Geelan, Torsten. (2013a) "Responses of Union Confederations to the Youth Employment Crisis", Transfer: European Review of Labour and Research, 19 (3): 399-413.

Geelan, Torsten. (2013b) "Union Solidarity International", Transfer: European Review of Labour and Research, 19 (3): 419-424.

Guardian (July 13, 2013). "Bob Crow to Unions: form new labour party". Accessed at:  http://www.guardian.co.uk/politics/2013/jul/13/bob-crow-unions-form-new-labour-party

Hyman, Richard & Rebecca Gumbrell-McCormick. (2013) Trade Unions in Western Europe: Hard Times, Hard Choices, Oxford: Oxford University Press.

Hyman, Richard & Rebecca Gumbrell-McCormick. (2010) "Is a New Configuration Trade unions, politics and parties: is a new configuration possible?", Transfer: European Review of Labour and Research, 16 (3): 315-331.

McIlory, John. (1998) "The Enduring Alliance? Trade Unions and the Making of New Labour", British Journal of Industrial Relations, 36 (4): 537-64.

McIlory, John. (2000) "New Labour, New Unions, New Left", Capital and Class, 24 (2): 11-45.

McIlory, John. (2008) "Ten Years of New Labour: Workplace Learning, Social Partnership and Union Revitalization in Britain", British Journal of Industrial Relations, 46 (2): 283-313.

McIlory, John. (2012) "Britain: How Neoliberalism Cut Unions Down to Size" in Gall, Wilkinson and Hurd (eds), The International Handbook of Trade Unions: Responses to Neoliberalism, Cheltenham:Edward Elgar Publishing.

Nolan, Peter. (2011) "Money, markets, meltdown: the 21st century crisis of labour", Industrial Relations Journal, 42 (1): 2-17. 

Smith, Paul. (2009) "New Labour and the Commonsense of Neoliberalism: trade unionism, collective bargaining and workers rights", Industrial Relations Journal, 40 (4): 337-355.

Taylor, Graham et al. (2011) "Beyond the Chains that Bind: the Political Crisis of Unions In Western Europe", Labor History, 52 (3): 287-305.

The Institute of Employment Rights. (July 19, 2013) "Lobbying bill barely touches the rich, but slams workers". Accessed at:

http://www.ier.org.uk/news/lobbying-bill-barely-touches-rich-slams-workers

Visser , J. ( 2011 ) ICTWSS: Database on Institutional Characteristics of Trade Unions,

Wage Setting, State Intervention and Social Pacts. http://www.uva-aias.net/208

Wintour, Patrick. (June 27, 2013) "Unite Threatens Labour with Legal Action over Falkirk", London: Guardian. Accessed at:

http://www.theguardian.com/politics/2013/jun/27/labour-mandelson-unions-unite-legal-falkirk

Wintour, Patrick (May 12, 2013) "Unite union accused of manipulating Labour selection procedures", London: Guardian. Accessed at: http://www.theguardian.com/politics/2013/may/12/unite-union-accused-manipulation-labour-selection



[1] http://www.unitetheunion.org

[2] For at få et mere detaljeret overblik over skandalen, læs Guardian artiklerne skrevet af Patrick Wintour i literaturlisten.

[3] Se McIllroy (2012), "Britain: How Neoliberalism Cut Unions Down to Size" in Gall, Wilkinson and Hurd (eds), The International Handbook of Trade Unions: Responses to Neoliberalism, Cheltenham:Edward Elgar Publishing.

[4] For et detaljeret overblik, se Brown og Wright (2013) "From Centre Stage to Bit Player: Trade Unions and the British Economy" i litteraturlisten.

[5] Eksempelvis valgte FBU at forlade Labour i 2004, mens RMT blev udvist efter at have støttet rivaliserende venstrefløjs kandidater i opposition til partiets nominerede. Andre fagforeninger har bevaret deres forbindelser, men har i mange tilfælde reduceret deres finansielle støtte til partiet og har brugt deres midler til at sikre en bredere vifte af politiske indgreb. I forbindelse med "Falkirk-skandalen" har formanden for RMT Bob Crow opfordret til stiftelsen af et nyt arbejderparti:

http://www.guardian.co.uk/politics/2013/jul/13/bob-crow-unions-form-new-labour-party

[6]Den nuværende lovforslag under overvejelse, vil kun forværre situationen: http://www.ier.org.uk/news/lobbying-bill-barely-touches-rich-slams-workers

[7] http://www.newstatesman.com/politics/2013/07/mccluskeys-warning-miliband-if-you-want-unites-money-change-your-policies

[8] http://classonline.org.uk

[9] http://www.ier.org.uk/

[10] GMB har 617,000 medlemmer og er Labours trejde største bidrager.