Symptomer på konkurrencestat fundet i børnehave
Af Kirsten Gunvor Løth

Offentliggjort: 15. august 2013

Sprogtest, pædagogiske læreplaner og SMTTE-modeller i daginstitutionerne er klare symptomer på sygdommen ”Konkurrencestat”. Sygdommen er stort set uhelbredelig. Symptomerne kan dog dæmpes med medicin. Medicinens bivirkninger er blodsmag, koldsved og søvnløshed. Bivirkningerne aftager dog med tiden.

Den integrerede institution Konkurrencestaten
Jeg kender en institution. Det er altid lidt farligt at skrive, men det gør jeg altså. Det var primært tosprogede børn, der gik i institutionen og derfor var der i arbejdet med børnene et enormt fokus på deres sproglige udvikling. I den institution gjorde man en dyd ud af at sprogteste børnene.

En dag kom der en mail fra forvaltningen.  Forvaltningen ville vide, hvorfor der ikke var testet så mange børn, som der burde. ”Burde” i betydningen: ”I jeres bydel burde personalet have vurderet, at en noget større andel af børnene, skulle have været testet. Kan det have sin rigtighed, at personalet har foretaget en anderledes vurdering?” Det er vigtigt her at notere sig, at man i tillid til faglige skøn (og også lidt fordi kommunen skulle spare) fra politisk hold har besluttet, at er det pædagogiske personale, der skal vurdere, hvilke børn der skal testes. Det er således ikke længere samtlige 3-årige, der udsættes for sprogtest, men kun de børn personalet vurderer, har behov for det.

Da forvaltningen i deres computersystem, hvadenten det var via stikprøver eller røde lamper der blinkede, blev opmærksom på institutionens tilsyneladende forkerte skøn og vurdering, var der kun en ting at gøre. Der måtte stilles spørgsmålstegn ved det. Og fred være med det. Det er vel i konkurrencestaten efterhånden en forvaltnings opgave systematisk at stille spørgsmålstegn ved faglige skøn og vurderinger – i særdeleshed, hvis skøn og vurderinger ikke stemmer overens med måltallene. I dette tilfælde sagde måltallene noget om, hvor mange børn, der burde have sprogvanskeligheder i den pågældende bydel og dermed også, hvor stor en andel af børnegruppen, der i denne institution burde testes.

Spørgsmålstegnet blev sendt til den pædagogiske leder, da hun jo som øverste ansvarlige måtte kunne redegøre for dette tilsyneladende fejlskøn. Jeg kender lederen særdeles godt og ved, at hun ikke er bange for hverken at stikke næsen frem, få nogen på hatten eller sige sin mening. Hun kan i det hele taget, set med en forvaltnings øjne, være ret besværlig at have med at gøre. Ikke desto mindre fik hun en vag blodsmag i munden og en lille bitte smule koldsved på overlæben, da hun læste forvaltningens mail. Da hun var helt ny på pinden måtte hun henvende sig til personalet for et svar.

Adspurgt, svarede personalet, at børnene skam var testet og at personalets vurdering i øvrigt var helt i overensstemmelse med forvaltningens måltal. Fejlen beroede såmænd udelukkende på, at personalet på grund af tids- og personalemangel ikke havde nået at taste resultaterne ind i systemet. Alle kunne herefter ånde lettet op. Både leder og personale. Personalet skulle således bare finde tid mellem morgensamling og frokost til at få tastet oplysningerne. Og lederen kunne prompte svare forvaltningen, at institutionen skam levede op til forvaltningens måltal. Hun var mærkeligt lettet. Lettet over at kunne svare prompte. Mærkeligt, fordi hun er indædt modstander af sprogtest.

Konkurrencestatens symptomer og bivirkninger
Så hvad var det, der gjorde, at lederen ikke svarede forvaltningen, at det skam sagtens kunne have sin rigtighed, at man havde foretaget en anderledes vurdering end forvaltningen? Fordi det ville være løgn. Der var ikke foretaget et fagligt skøn eller en vurdering. Alle 3-årige blev sprogtestet punktum.

Så hvorfor var der ikke sket en faglig vurdering? Fordi hun kun havde været leder i otte dage og kun skulle være det for en begrænset periode. Det gentog hun for sig selv om aftenen, når hun blev ramt af irritation over at systemet igen havde vundet over fagligheden. Men egentlig ændrede det ikke rigtigt ved noget. Følelsen af at have solgt ud sad i hende lige indtil øjnene lukkede sig.

Det, der skete, er et kongeeksempel på, hvad konkurrencestatens fokus på output og måltal gør ved fagpersoner og den faglighed, hvormed de løser opgaven.

Det sker dagligt, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved pædagoger og deres faglighed. Både direkte og indirekte. Det, der til gengæld sjældent sker, er, at de stiller spørgsmålstegn tilbage i hovedet på forvaltningen enten ved præmissen eller det man kunne kalde skyggedagsordenen. En politisk og ideologisk dagsorden, der både ligger bag ved den pædagogiske praksis i daginstitutioner landet over og samtidig skygger for det, der er det reelle pædagogiske arbejde.

Det, at der er en politisk og ideologisk skyggedagsorden, betyder ikke, at alle daginstitutioner i det danske land har samme praksis. Samtidig, så må man erkende, at systemet, institutionerne og praktikerne ikke er statiske størrelser, der er upåvirkelige. Tværtimod. Det er derfor, at New Public Management er så skræmmende. Dens styringslogikker fremstår som redskaber, der frembringer objektive, rationelle og sande størrelser. Og de appellerer til de fagprofessionelle. Både fordi man fejlagtigt tror, at det giver personlig anerkendelse og anerkendelse til pædagogstanden. Men også fordi redskaberne skærer det, der er den største udfordring i arbejdet med mennesker, væk.

Refleksion, tid og sund fornuft har trange kår under nødvendighedens politik og rationalets pædagogik. Derfor virker redskaber som sprogtest, SMTTE-modeller, læreplaner etc. tiltalende for rigtig mange pædagoger. Skemaet skal bare udfyldes. Men på samme måde, som den kære leder fyldtes med ambivalens, så er der en dobbelthed ved disse redskaber. Skemaarbejdet giver en oplevelse af overblik og overskud. Der kan sættes flueben ved endnu en ud af tusind opgaver. Samtidig er det en tidsrøver fra det, der er det reelle pædagogiske arbejde. Mødet mellem mennesker. Et møde, hvor det intentionelle, legen og omsorgen er omdrejningspunktet. Men det værste er ikke, at det er en tidsrøver. Det er bare en naturlig bivirkning og der vil altid være opgaver i daginstitutioner, som ikke er direkte relateret til børnene. Det kommer man ikke udenom. Det værste er det, det over tid gør ved fagligheden og synet på, hvad der er det essentielle i pædagogisk arbejde.

Nu sagde jeg godt nok lige, at det er værste er, hvad skemaarbejdet gør ved fagligheden. Det er faktisk ikke det værste. Det ubetinget allerværste er det, det gør ved børnene. Det i en alder af 3 år at skulle testes, at skulle præstere, at skulle svare rigtigt. At skulle passe ind i et skema.

Dem, der er uenige med mig, vil sige noget i stil med, at børnene faktisk synes, at det er hyggeligt at få enetid med en voksen, At børnene ikke føler, at de skal præstere. At det ikke er værre end at spille huskespil med børnene.

Til det må jeg bare sige, at det meget vel kan være, at nogle børn i selve situationen ikke vil føle det pres. Men der er mindst lige så mange børn, der faktisk vil føle det pres. Og det er ikke den enkelte situation med det pres, der er ødelæggende for barnet. Alle børn oplever i daginstitutioner pres af den eller anden art. Det, der er ødelæggende, er, hvad det gør ved børn over tid og fra en meget tidlig alder systematisk at blivet testet. Systematisk at blive udsat for det pres. Det har i bedste fald intet med pædagogik at gøre. I værste fald er understreger det klasseforskel og reproducerer ulighed.

Diagnosticering og behandling af børn, der taler skørt
I Information d. 12. august 2013 var er en artikel om daginstitutionen Barndommens Land i Københavns Kommune, som har besluttet at teste samtlige 3-årige i institutionen. I artiklen indgår en idyllisk beskrivelse af, hvor hyggeligt det er for lille Felix at blive sprogtestet. Det skriger lige så meget til himlen, som beskrivelsen af børnegruppen. Børnegruppen er en blanding af ”...ressourcestærke Østerbro-unger og to-sprogede børn fra bl.a. Mjølnerparken.” Det er subtilt, men det står der. Der står indirekte, at to-sprogede børn er ressourcesvage.

Som om det ikke var nok, udtaler den ene af de pædagogiske ledere, at ”...sprog skaber virkelighed og hvis du ikke har et sprog kan du ikke skabe dig en virkelighed.” Betyder det, at man faktisk ikke findes, hvis man ikke har et sprog? Eller at man har en meget lille virkelighed, hvis man har et mindre ordforråd end gennemsnittet? Eller at det er ligegyldigt, om man udvikler et talesprog?

Nej ingen af delene. Selvfølgelig skal børn tilegne sig sprog. Og selvfølgelig er det afgørende for at kunne skabe mening. Men det såkaldt strukturalistiske sprogsyn, hvor korrekthed i udtale og grammatik og størrelsen af ens ordforråd, reducerer børn til korte mennesker, der skal producerer de rigtige lyde på det rigtige sted. Har men derimod et funktionalistisk sprogsyn tager man udgangspunkt i, hvordan barnet kommunikerer med omverdenen og indgår i fællesskaber. Man fokuserer på sprog – verbalt og non-verbalt - som en funktion og på, om budskabet kommer frem. At arbejde ud fra et strukturalistisk sprogsyn med små børn er udtryk for manglende viden om børns sprogtilegnelse.

Drengen, der ikke vil tale, var tre år og var sprogligt alderssvarende – derhjemme. I børnehaven talte han ikke. Havde vi dengang udsat ham for en sprogtest, var han dumpet noget så grusommeligt og det havde sandsynligvis ledt os på afveje. Problemet var nemlig ikke hverken udtale eller grammatik eller for den sags skyld, at han ikke talte i børnehaven. Problemet var, at han var utryg. Således gik der halvandet år, hvor vi i personalegruppen svingede i mellem at have fokus på tryghed og tillid til at blive dybt bekymrede for hans sprog. Indtil den dag han kiggede min kollega i øjnene og sagde: ”Din prut!!

Det var ikke de mange møder med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og det ene meningsløse forslag til læseøvelser efter det andet, der hjalp ham på vej. Det var det, at vi var der hver dag, at vi skabte rutiner, at vi legede med ham, at vi regulerede hans følelser, der gjorde tricket. Havde det nogen betydning for ham i børnefællesskabet, at han ikke talte i børnehaven? Ikke mere end for så mange andre børn. Han var vellidt og legede med de andre børn, men havde brug for voksne tæt på sig. Han talte ikke i børnehaven, men han kommunikerede tydeligt. Kunne han skabe virkelighed? Det er mit klare indtryk, at børnehavetiden for ham var meget virkelig – på godt og ondt.

Livslangt ansvar for egen læring
Det er vigtigt at have sig for øje, at ligesom undervisning og skolegang er en forholdsvis ny samfundsmæssig konstruktion, så daginstitutioner og sprogstimulering det også. Det alle lader til at have glemt er, at mennesket indtil da tilegnede sig sprog i samværet med andre mennesker. Det er i børne- og kulturfællesskaber, at sproget udvikles og udfoldes. Hverken mere eller mindre. Så hvad er det, der har ændret sig? Det er først og fremmest synet på mennesket. Et syn, der udspringer fra politik og ideologi. De fleste kan blive enige om, at mennesket skal socialiseres og kunne indgå i fællesskaber. Der er dog sket et solidt skred i definitionen af fællesskabet. Hvor fællesskabet i velfærdsstaten var demokratiet, så er fællesskabet i konkurrencestaten arbejdsmarkedet. Det er det skred, der gør, at man fra politisk hold i helt overdreven grad har fokus på kompetencer, faglighed og uddannelse. Ren og skær uddannelsesfetichisme.

I interviewet i Berlingske d. 10. august 2013 med Undervisningsminister Christine Antorini, beskrives det så grimt: ”Hun ønsker nemlig en revision af Grundloven, som udvider den nuværende undervisningspligt med en ”lære-hele-livet-paragraf”, der forpligter borgerne til at søge kontinuerlig videreuddannelse gennem alle livets faser.” Begrundelsen for udvidelsen er, at ”der er alt for mange, som har mistet deres lyst til at lære.

For det første vil jeg godt anfægte præmissen om, at der er for mange, der har mistet lysten til at lære. Jeg tror nærmere, at der er mange der har mistet lysten til og ikke trives i daginstitutioner, folkeskoler og uddannelsessystemet generelt, fordi det er svært at skabe mening. Det er svært at skabe mening i en børnehave, hvor sprogtest, læreplaner og SMTTE- modeller fjerner fokus fra legen og omsorgen. I en folkeskole, hvor test og elevplaner skygger for relationerne mellem læreren og barnet. I et uddannelsessystem, hvor udviklingskontrakter, måltal og konkurrence om de studerende er vigtigere end dannelse.

Dernæst kunne man spørge sig selv, om der overhovedet findes mennesker, der ikke lærer hele livet? Jovist, der findes mennesker, der ikke uddanner sig hele livet, men betyder det, at de ikke udvikler sig eller lærer hele livet? Selvfølgelig ikke. Skal man forpligte borgeren til at uddanne sig hele livet? Selvfølgelig ikke. Betyder det, at jeg er modstander af uddannelse? Selvfølgelig ikke. Det betyder bare, at uddannelse ikke er et mål i sig selv.

Uddannelsesfetichismen udspringer direkte fra konkurrencestatens incitamentstyring. Mennesket skal tilskyndes via incitamenter til at forbedre den internationale konkurrenceevne og det skal ske gennem livslang uddannelse og derefter lige så livslang deltagelse på arbejdsmarkedet. Hele incitamentstyringen har mange fællestræk med behaviourismen, som tager udgangspunkt i, at mennesker etablerer adfærd ved straf og belønning.

Borgerens frihed og frigørelse er ikke længere målet. Borgeren er midlet til et frit marked og international konkurrenceevne. Men når den mindste menneskelige enhed – relationen - bliver reduceret til straf og belønning og det enkelte menneske bliver reduceret til et middel, så fremmedgøres vi for verdenen og for hinanden.

Blodsmag og koldsved
Hvad gør vi nu? Det er set før og ses forhåbentlig igen. I Københavns Kommune valgte en stor del af det pædagogiske personale i 2007 at boykotte sprogtesten af 5-årige. Det skete efter massiv mobilisering fra vrede pædagoger, der dannede aktionsgruppen Børnetestfri Zone. Det resulterede i sidste ende i, at testen blev gjort frivillig og at det var faglige skøn, der skulle afgøre, om barnet skulle testes. Det var selvklart ikke at nå helt i mål. Men det var et kæmpeskridt på vejen. Betyder det, at man er holdt op med at sprogteste 5-årige i København? Selvfølgelig ikke.

Nogle gange er det svære så banalt. Medicinen er, at begynde at stille spørgsmålstegn ved præmissen. Stil spørgsmål tilbage i hovedet på politikere. Diskuter det på personalemøder. Og gør det på et oplyst grundlag. Modstanden mod redskaberne er udelukkende symptombehandling, men omvendt er symptombehandlingen en forudsætning for at kunne samle kræfter til behandlingen af selve sygdommen.

Og vær ikke blind for, at symptombehandlingen, som består af at gå mod strømmen og stille sig på skuldrene af den kritiske pædagogik, kan det resultere i vag blodsmag i munden, koldsved på overlæben og sug i maven. Til gengæld så kan det at give købe på sin faglighed, sin sunde fornuft og viden resultere i søvnløshed, rislen ned af ryggen og tiks ved øjnene.

Personligt kan jeg bedst lide blodsmagen.