Trondheim som model for en offensiv fagbevægelse.
Af John Graversgaard

Offentliggjort: 15. august 2013

Skal man få ideer til hvordan man kan få liv i fagbevægelsen, så er det værd at kigge på Norge. Og specielt LO i Trondheim som konsekvent har markeret en aktiv linje på arbejderklassens grundlag.

At fagbevægelsen i Danmark skulle forlade sin rolle som ”under dog” er vanskelig at forestille sig. Vi er så vant til at politik er noget partierne fører, medens fagforeningerne fører afgrænsede delkampe på områder som menes at være relevante for deres medlemmer.  Politik forstået som de ideer og handlinger som udgør ledelse og styring af lokalsamfund og nation, overlades til partierne. Partier som stort set kan spille efter det partitur, som de selv opstiller, og hvor opførelsen ofte er helt forskelligt fra programmet.

Inden for denne ramme udfolder det såkaldte parlamentariske demokrati sig, men demokrati for hvem og hvad er resultatet? Langt hen er det en katastrofe, og et medlemstal i de faglige organisationer som er i frit fald vidner om behovet for at fagforeningerne begynder at politisere. Initiativer som blødt og defensivt gennem reklamer og markedsføring fortæller om fordelene ved at vælge de røde frem for de gule, vil ikke kunne stoppe styrtblødningen. Der er brug for at vende kajakken. Og sætte liv og bevægelse i samfundets største masseorganisation…en sovende kæmpe. Seneste tal som i Ekstrabladet(27.maj 2013) kaldes for ”Rød flugt” viser at de 4 største fagforeninger har mistet 134.000 medlemmer siden 2008. Medlemmerne flygter til andre og billigere forsikrings-butikker, for at bruge markedsføringssprogbrug.

Fagbevægelsen i Trondheim har vendt om på det traditionelle forhold mellem fagbevægelse og partier. I stedet for automatisk støtte til Arbejderpartiet vendte man situationen. Og formulerede en række krav til de politiske partier, hvis de skulle forvente faglig støtte i valgkampen.

Denne såkaldte TRONDHEIM-MODEL har siden bredt sig til andre norske byer og har også påvirket den rød grønne norske regerings politik.

Ved sidste kommunevalg i Danmark har vi også set samarbejdsaftaler mellem partier og lokale LO-afdelinger. Men det som langt hen kendetegner disse aftaler, er at man løber fra dem, så snart man har sat sig på taburetterne. Og en defensiv forsigtig fagbevægelse som ikke stiller krav og stiller politikerne til ansvar i fuld offentlighed.

Åbenhed om kravene.
Asbjørn Wahl fra den norske bevægelse ”For velfærdsstaten” siger det således:

”Det handler om at bygge alliancer, det er basis og grundlaget. Det er som at bygge pyramider, sten for sten. Det vigtigste er et aktivt benarbejde, at rejse debatten hele tiden i offentligheden og på konferencer landet over”. Og han peger på den såkaldte Trondheim-model som en formel for en den nye rolle fagbevægelsen spiller. ”I Trondheim brød fagbevægelsen med den hidtidige automatiske loyalitet kun over for socialdemokraterne. I stedet rejste de krav til partierne, og lovede dem støtte, hvis de ville arbejde for dem, sagde han. Fagbevægelsen må optræde meget mere selvstændigt. Rejse konkrete krav og støtte de partier, som støtter kravene. Det er et opgør med den gamle model, hvor fagbevægelsen ikke skulle rokke båden, når der var en socialdemokratisk regering. Når vi dæmpede kritikken, så endte vi altid med at tabe til højre alligevel.”( fra Hans Brinkmann i EU-fagligt Netværk: http://www.eufagligt.dk/artikel/den_offentlige_sektor_er_altid_for_stor/ )

Ifølge den progressive Netavis( www.arbeideravisa.no) har 28 fagforeninger gennem et år arbejdet sig frem til enighed om 56 nye krav i Trondheim manifestet 2011. Kravene blev sendt til partierne og svarene blev derefter offentliggjort. Med 40.000 organiserede lønmodtagere i Trondheim er dette en magtfaktor, og udgør en stærk manifestation.  Og en betydelig trussel mod borgerlige kræfter som gennem medier, studehandler og manøvrer dygtigt har fremført nyliberalismen som eneste mulige vej. Især spørgsmålet om privatisering har været centralt, og i 2007 lovede de rød/grønne at privatisere mindre. Man har i valgperioden undgået yderligere privatiseringer. Et centralt område har været krav til løn- og arbejdsforhold ved kommunale opgaver. Og fagbevægelsens pres har medført at Trondheim kommune var den første til at indføre det såkaldte ”solidaransvar”. Som betyder at hovedentreprenøren er ansvarlig for at underentreprenører betaler efter overenskomsten. Angående vikarer så har man krævet reduktion og flere heltidsstillinger, men her er det gået i modsat retning.

Parlamentarisk har det betydet, at arbejderpartierne f.eks. ved valget i 2007 fik et godt kommunalvalg, selv om det på landsplan var et rigtigt dårligt valg for SV. Der var tale om et stort gennembrud for højrefløjen, især for FRP. Men med Trondheim som en slående undtagelse. Højre fik sit dårligste valg i årtier. Fremskridtspartiet ligger 10 procent under sit landsgennemsnit. Og hvor Arbejderpartiet har svært ved at komme op på 30 procent de fleste steder i Norge, fik de 44 procent i Trondheim – det bedste valg her siden 1971.

Nøjsomhed og højkapitalisme.
At udvikle alternativer til den aktuelle borgerlige dominans kræver at der tænkes ud af boksen. Og her er fagbevægelsens svar i Trondheim et frisk pust realisme i en tid, hvor det generelle billede er en svækket arbejderklasse overfor kapitalens offensiv. Og en tilbagevenden til en klasseposition som alternativ til den opsplittede brancefaglige kamp, hvor alle kæmper for sig selv. Iagttagere af det norske alternativ har kaldt det for en forfriskende nytænkning, en kogebog i hvordan man kan bremse nyliberalismen. Det spændende er at den normale parlamentsfiksering er afløst af en bevidsthed om at arbejderklassen uden en stærk og samlet fagbevægelse er magtesløs og impotent.

Parlamentsvalg kan vindes og tabes igen, og satser man kun på det ene ben, nemlig partiet som klasserepræsentation, øges sårbarheden enormt overfor kapital og borgerskab i offensiven.

Højrepopulisme som fare.
En alvorlig trussel er højrepartier som dygtigt lokker arbejdervælgere til sig med paroler, ofte identiske med de socialistiske partiers. I Norge er Fremskridspartiets stærke position et paradoks for mange, men den hænger uden tvivl sammen med at det store arbejderparti har svigtet sine rødder og er blevet en effektiv administrator af kapitalismen. Et dilemma som Magne Ramsdal i bogen ”FRP-koden” ganske præcist har beskrevet med Norges Fremskridtsparti som eksempel.

Trondheim modellen er et opgør med den passive accept af det elitære politiske projekt, hvor karriere-og levebrødspolitikere har opbygget deres eget lukkede miljø. Hvor fagbevægelsen og arbejderen mere er en gæst end aktiv deltager når sømmene skal slås i. Om politik som håndværk taler man henført i de statsvidenskabelige cirkler som udgør magtens centrum.

Skidtet sidder i væggene.
Den norske debat er værd at følge, hvis man ikke kun vil forsvare den nordiske velfærdsmodel, men også kæmpe for at styrke arbejderklassen i det fortsatte opgør med de kapitalkræfter, som EU projektet har sat fri og givet enorm kraft.

Styrken i norsk fagbevægelse og ikke mindst i Trondheim, er modstanden mod EU-harmonisering og social dumping. En kamp som næsten kun er begyndt i Danmark. Selv om Norge står udenfor EU, så er de fulgt med i den økonomiske integration(EØS). Og kampen mellem de som kører med på vognen og modstanderne er ved at blive skærpet, ikke mindst gennem de skuffelser som er opstået med en svag SV regering.

En norsk professor Kalle Moene(Arbeideravisa) er citeret for at sige, at styrkeforholdet på arbejdsmarkedet er vigtigere end hvem som sidder i regering. En hentydning til at en uden en stærk fagbevægelse, så gør politikerne hvad de vil. Og på europæisk plan sker der en dramatisk svækkelse af fagbevægelsen, med EU som hovedaktør. På Trondheim-konferencen 2013 udtalte fagforenings-manden Jan Olav Andersen: "Noen mener EU er et tomt hus, nøytral grunn, at hvis vi hadde fått et Europa fullt av sosialdemokratiske regjeringer, så ville alt bli bra. Det er ikke sånn. EU er et system som fremmer markedsliberalismen. Huset er ikke nøytralt. Dritten sitter i veggene".(Arbeideravisa).

Så kampen i Norge mod EU og EØS er levende, og perspektivet blev trukket op af Jens Olav Andersen: ”Det må være bedre for os, grækerne og spaniere, at norsk fagbevægelse slås for at bevare positioner som sydeuropæerne bara kan drømme om: Det er mens du har det, du må forsvare det”.

Litt:
Aron Etzler: Trondheimsmodellen Radikala framgångshistorier från Norge och Nederländerna, Stockholm, 2008.
Magnus Marsdal: FRP-koden, Oslo, 2007.
Arbeideravisa( www.arbeideravisa.no ):
Den norske modellen er truet. juni 2013.
LO-Trondheim anbefaler rød blok. aug 2011.
Vänstern bör lära av Trondheim, artikel af Aron Etzler i Svenska Dagbladet, 27.sept 2007.
Ekstrabladet: Rød flugt,  27.maj 2013