Borgerbudgetter er på vej
Af Thomas Medom

Offentliggjort: 15. august 2013

Hvad er tanken
Når de kommunale budgetter fastlægges, sker det ofte i intense budgetforhandlinger, hvor snu bugetbisser, dygtige borgmestre i samspil med rutinerede embedsmænd fordeler besparelser og budgetudvidelser mellem kommunens mange forskelligartede aktiviteter. De formelle inddragelsesprocesser og høringsrunder er på plads. Men de komplekse processer påvirkes kun i begrænset omfang af borgerne og i højere grad af professionelle lobbyister og enkelte meget engagerede borgere.

En ny ide vender tingene på hovedet og bringer borgerne tættere på kommunens budget.

Mange steder verden over indføres såkaldte borgerbudgetter, og folket gives direkte indflydelse på lokalsamfundets prioriteringer. Det mest kendte eksempel på borgerbudgetter er Porto Allegre i Brasilien, men meget tyder på at en ide udklækket under eksotiske himmelstrøg er ved at få vind i sejlene i Europa.

Hvor der tilbage i år 2000 kun var en håndfuld kommuner i Europa der benyttede sig af borgerbudgetter er fænomenet meget mere udbredt i dag. Det vurderes, at der i dag er borgerbudgetter i 2-300 europæiske kommuner. Ideen praktiseres så forskellige steder som Sevilla, polske Ploch samt i bydele i Hamborg og Lissabon. Også herhjemme får ideen stigende opmærksomhed. I Aarhus har byrådet vedtaget at indføre borgerbudgetter og i Kolding går en forsøgsordning samme vej.

Potentialet
I Aarhus er det ambitionen at hente inspiration fra den engelske havneby Eastfield. Her har man i et boligområde med ghetto-stempel haft en årlig afstemning blandt indbyggerne om, hvordan 300.000 kroner bruges bedst. Særligt kriminalitetsbekæmpelse er blevet prioriteret, og på få år er det lykkedes at halvere kriminaliteten. I følge det lokale politi skyldes det ikke først og fremmest pengene, men snarere at processen med borgerbudgetter skaber nye relationer og binder lokalsamfundet sammen.

Potentialet ved borgerbudgetter er enormt. Og Venstrefløjen skal ikke forspilde denne chance. Borgerbudgetter er tæt forbundet med helt centrale venstreorienterede mærkesager: Tillid til den enkelte og udbredelsen af demokratiet.Det er sundt og rigtigt, at politikere fra tid til anden spørger sig selv og hinanden om en given beslutning virkelig træffes bedst i byrådssalen under indtryk af høringssvar fra lokalområdet – snarere end at den træffes konkret af de mennesker den angår.

Det er udtryk for en grundlæggende tillid til lokalområder, bydele og borgerne at overlade væsentlige beslutninger til dem. Det betyder ikke, at det kommunale fællesskab bliver ubetydeligt eller uvigtigt. Det betyder derimod, at det lokale fællesskab tales op og vises tillid.

Det er en vigtig del af det venstreorienterede projekt at vise tillid til folk. At stole på dem, deres dømmekraft og deres indsigt i hvor skoen trykker i hverdagen. Frem for ”bare” at lytte til hverdagens eksperter er her et initiativ, der giver dem mulighed for at træffe vigtige beslutninger selv.

Med tilliden og kompetencerne følger også en ansvarliggørelse og et medejerskab. Når folk har fået muligheden for at træffe sådanne beslutninger, så kan vi med rette også forvente, at de bidrager til, at de lykkes. I en tid hvor demokratiet synes under pres fra flere sider, giver det god mening at tænke i, hvordan demokratiet kan udvikles og udvides.

På venstrefløjen er der naturligt nok en sund skepsis over for den tiltagende magt til finansmarkeder, teknokrater og store selskaber. Alt dette udfordrer demokratiet og venstrefløjen mangler alt for ofte svar.
Borgerbudgetter er en måde at udbrede demokratiet og forankre det lokalt. At engagere flere i de demokratiske processer og det på en måde, hvor deres deltagelse gør en forskel for dem selv og deres nærområde.En kommune, der viser tillid til sine borgere og lader dem træffe vigtige beslutninger, kaster sig således ud i en revitalisering af det lokale demokrati.

Det kan der være nok så meget brug for, når valgdeltagelsen til kommunalvalg er lav og mistillid til politikere nærmest er en folkesport. Borgerbudgetter gør det lokale konkret og har potentiale til at engagere borgerne i det lokale demokrati. De bringer os tættere på et demokrati-ideal, hvor demokrati også indeholder dialog og engagement.

Oven i alt dette, der for så vidt kan betragtes som godt i sig selv, kan man have en forhåbning om, at vi også får bedre beslutninger. Det er en rimelig forhåbning at de enkelte prioriteringer ofte vil stemme overens med lokalområders behov, og at et øget lokalt engagement vil sikre at de oftere lykkes. Det betyder at der er meget at vinde ved borgerbudgetter, der både udviser tillid og udvider demokratiet.
Ideen i AarhusKonkret kan borgerbudgetter blive gennemført ved at byrådet søger efter bydele der vil være med til at arbejde med borgerbudgetter, og når eksempelvis Åbyhøj, Mårslet eller Viby har udvist interesse for tankegangen, kan vi gå i gang med at finkæmme budgetterne og finde midler, der kan blive en del af den kasse, der skal fordeles.

I den mindste udgave tager vi paragraf 18-midlerne, og i den udgave der forhåbentlig bliver til virkelighed, øger vi den økonomiske volumen ved at inkludere dele af de midler, der bliver brugt på byggeri og drift, i puljen.

Efterfølgende vil der også være en proces, hvor man kan engagere sig i udmøntningen af budgetterne. Aarhus bliver nu en af de første danske byer, der i stor stil inviterer borgerne helt ind i kommunens maskinrum og til at være med til at beslutte, om pengene skal bruges på veje, skoler, reklamekampagne der skal tiltrække nye borgere, en stor byfest, skattelettelser eller ældrepleje på en helt ny måde.

I de byer hvor mange bruger borgerbudgetter er der rigtig mange positive toner og, ambitionen er, at vi også i Aarhus sparke nyt liv ind i vores demokrati flere borgere ser værdien i at være med til at skabe stærke lokalsamfund.

Udfordringer
Inden ideen om borgerbudgetter helt kan omfavnes, er det selvsagt også nødvendigt at overveje, hvilke indvendinger der kunne være imod den. Her vil to blive drøftet.

Den første går på om folk faktisk vil gide at deltage i de her processer. Den anden udtrykker en bekymring for at borgerbudgetterne vil blive udmøntet af de ressourcestærke, mens folk flest ikke vil lykkes med at begå sig og have indflydelse på disse beslutninger.

I forhold til om folk gider, er det helt sikkert, at der er en sammenhæng mellem folks motivation til at bruge tid og energi på at deltage i en beslutningsproces, og hvor væsentlige beslutninger der træffes. Her er det i første omgang op til de politikere, der igangsætter dette at sikre, at det der lægges ud til lokale beslutninger faktisk er interessant og vigtigt.

At der sikres gode rammer for diskussionen er sikkert også en nødvendig betingelse for, at vi kan motivere folk til at deltage i møder og diskussioner.

Når det er sagt så er der to forhold, der taler for, at det ikke er umuligt at motivere folk til at deltage.

Det ene forhold er, at de gange vi ser folk virkelig kaste sig ind i lokalpolitik, så er det oftest når det angår det nære. Den lokale skole, den lokale park eller busruten. Da borgerbudgetterne på lignende vis vil omhandle noget nært, så kan vi håbe på at det også her vil være muligt at motivere.

Det næste spørgsmål er så, om der vil være nogle systematiske uligheder i, hvem der deltager i demokratiet. Det vil der givetvis.

Mønsteret er desværre i alle typer beslutninger og processer, at vi sjældent ser samfundets udsatte. Det gælder i stemmeboksen og det gælder beboerbestyrelser. Hvis det også gør sig gældende for de beslutninger, der træffes gennem borgerbudgetterne er det ikke en svaghed eller en mangel ved disse. Det er snarere en brist, de arver fra det omkringliggende samfund, og en brist der på lignende vis kan genfindes i beboerbestyrelser, høringssvar og andre processer hvor der er fordel til de privilegerede.
På to punkter kan det tænkes at borgerbudgetterne klarer sig bedre end vores demokrati i øvrigt på dette punkt.

For det første fordi det lokale og konkrete er lettere at forstå at engagere sig i end et stort anlægsbudget. For det andet at de lokale kan have en interesse i at hele kvarteret er engageret i en beslutning, fordi chancerne for at lykkes med et konkret projekt øges, hvis flere støtter op.

Afrunding
I dag findes der som sagt flere hundrede byer i Europa, der inddrager borgerne direkte i budgetlægningen.

Mange af de erfaringer, det har givet, tyder på, at det her er et middel til at åbne demokratiet op og engagere flere mennesker i det lokale demokrati. Et sådant middel til borgerinddragelse og engagement bør være en markant del af venstreorienteret projekt. Det er en dagsorden der med enkelte midler kan tages op på det kommunale niveau og hvor potentialet er så stort, at der er mange gode grunde til at gøre det. Demokrati er ikke bare noget vi har – det er noget, vi udvikler og udvider. Tillid er ikke bare et fint ord, det er noget vi praktiserer til glæde for borgere, lokalsamfund og i sidste ende – os alle sammen.

Referencer:
Yves Sintomer, Carsten Herzberg, Anja Röcke From Porto Alegre to Europe: Potentials and Limitations of Participatory
Budgeting ; http://www.participatorybudgeting.org.uk/documents/From-Porto-Alegre%20-%20potential%20-%20limits%20of%20PB.pdf

Beslutningsforslag/Stiften-artikel/ http://m.kolding.lokalavisen.dk/singleFrontpage.pml?relId=20130528/LAESERBREVE/705289611&redirect=true

http://www.dr.dk/P4/Trekanten/Nyheder/Kolding/2012/06/29/081408.htm