To slutninger – samme historie
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. juni 2013

Vi indleder denne leder med én af to mulige udgange på samme historie. Der kommer også en tredje udgang, men mere om det senere.

Margrethe Vestager har med en helt ny stil været ude i hele pressen for at appellere til kommunerne om at bruge flere penge. Nærmere bestemt 3.5 mia. kr. mere. Baggrunden er, at det nu også er nået avisernes forsider, at kommunerne underforbrugte for 5.5 mia. kr. i forhold til rammen i 2012, og at de sandsynligvis vil underforbruge med 3.5. mia. kr. i 2013. En konsekvens heraf er blandt andet, at der nu er ca. 40.000 færre ansatte i kommunerne end i 2009.

Kort fortalt betyder det, at mens man giver skattelettelser til erhvervslivet for at sætte gang i væksten, reduceres det offentlige forbrug år for år og skaber arbejdsløshed i den anden ende. Ikke så sært, at borgerne har vanskeligt ved at forstå det forhold. Heller ikke så sært, at ledende socialdemokrater (både nuværende og forhenværende) presser på, for at regeringen skal lempe finanspolitikken.

Problemet er, at det kan regeringen ikke.

Problemet er også, at når finansministeren har ret i sin stædige afvisning af sine kritikere, så må det være Vestager, der går i pressen og peger på underforbruget. Ikke noget der rigtigt batter, men trods alt en lille mulighed, der – hvis den ikke bruges – vil skrige til himlen og skabe endnu større forklaringsproblemer for en regering, som lever livet forlæns, men bruger det meste af tiden på at forklare sig baglæns.

KL har da også reageret ganske køligt på Vestagers appeller og bedt om mildere sanktioner ved overskridelser. Får de det, så skal kommunerne sandelig nok bruge de penge, de har mulighed for inden for udgiftsloftet, lyder det fra KL formanden. Måske en lidt flot melding. Men flere penge kan kommunerne altid godt bruge. Om det så øger beskæftigelsen meget er noget andet.

Og hvad er så historien?

I 2008 brød 20 års fejlinvesteringer, overinvesteringer og spekulation sammen. Ti års dot.com hysteri, som nær var ved at koste en verdensrecession i 2000, blev kun afværget af otte års ukontrollabel finansspekulation i alt, der overhovedet kunne sættes en pris på. Som bekendt brasede korthuset sammen. Faktisk skete det allerede i 2007, men det blev først til en verdensbegivenhed i 2008.

På ganske få måneder i efteråret 2008 kastede regeringerne sig ud i en næsten uendelig række af gigantiske redningsaktioner for at forhindre et direkte kollaps på finansmarkederne – alle sammen uden undtagelser. Regeringerne bandt sig til opkøb af værdiløse banker og værdipapirer for enorme beløb. Regningen blev efterfølgende sendt videre til skatteyderne.

I 2010 var det almindelige indtryk, at hovedparten og i hvert fald de vigtigste banker var reddet, men at regeringerne i redningsaktionen havde pådraget sig en gæld, der langt overskred det holdbare. Lånemarkedet var frosset, hvilket gjorde gældsætningen endnu mere pinefuld for de svageste lande så som Grækenland, Island m.fl. EU havde til og med det problem, at man i 1999 havde indført Euroen ud fra den antagelse, som har været forkert i over 150 år – at markedet altid ville regulere sig selv og udligne en eventuel uligevægt.

Man havde af samme årsag overset eller ignoreret det problem, at en monetær union uden en politisk, økonomisk og finanspolitisk overbygning er ekstra sårbar over for de mindste rystelser på de finansielle markeder. Og de rystelser, der blev til virkelighed, var ikke små. På den anden side blottede Euroens svaghed et nyt spekulationsobjekt for det finansmarked, regeringerne lige havde reddet fra kollaps.

Der kunne spekuleres i produktivitetsforskelle, betalingsbalanceforskelle og gældsforskelle, og enhver spekulation i et af Eurolandene ville have og fik den effekt, at hele konstruktionen blev sat på prøve. Det kaldte på en respons fra de pengepolitiske myndigheder i hele EU. Den kom også prompte og i flere dimensioner.

Redningsaktioner blev sat i gang over for de angrebne lande og vedtagelse af adskillige ”akutpagter”. Hensigten var på den ene side at stabilisere Euroen og på den anden side at benytte sig af finansmarkedernes belejring til at gennemføre det midlertidigt afbrudte opgør med velfærdsstaterne og lønmodtagernes styrke.

I en periode på to år med diplomatisk og økonomisk hyperaktivitet blev der vedtaget den ene pagt efter den anden. For det første imødekom de finansmarkedernes krav om stabilitet og adgang til fortsat spekulation. For det andet blev magt- og beslutningshierarkiet i Unionen cementeret, for det tredje blev de enkelte parlamenters budgetfrihed med Finanspagten underlagt kravet om faste og bindende budgetlove og balancemål, og for det fjerde bandt regeringerne sig til at forfølge en løn- og skattekonkurrence på arbejdsmarkederne og i erhvervslivet – for at forbedre konkurrenceevnen, som der står i Euro-plus pagten.

Men beslutningerne i Bruxelles skulle omsættes til national lovgivning. I Danmark blev det til budgetloven, hvor ministeriers, styrelsers, kommuners og regioners budgetter og faktiske forbrug blev underlagt stram central styring og truet med rimeligt hårde sanktioner, hvis kravene og målene ikke blev overholdt. Hele setuppet er godt nok ikke SRSF regeringens opfindelse. Skelettet var udviklet af VK regeringen. Men med SRSF regeringen blev det koordineret med den europæiske krisepolitik og juridisk forpligtet af de forskellige pagter og EU domstolen – som angiveligt skulle redde Euroen, men blev til generelle politikbestemmende aktstykker og institutioner uden politisk debat og beslutning. Argumentet var konstant at man ønskede at undgå katastrofen.

Først nu et år efter indrømmer IMF, at meget af det kunne have været undgået, hvis man allerede i 2009 havde tvunget bankerne til at æde en nedskrivning af gælden i de hårdest ramte lande.

Med budgetloven fik Moderniseringsstyrelsen tilført yderligere magt til at styre de enkelte ministerier og styrelser.

I byrådssalene behøvede man ingen central teknokratisk instans til at styre. Det var tilstrækkeligt med sanktionslovene og udsigten til at blive skåret i bloktilskud. Byrådsflertallene sørgede for disciplinen og budgetterede konsekvent under loftet. Flere byråd indlagde bufferpuljer for at holde afstand til udgiftsloftet. Under byrådene forfulgte forvaltningerne samme procedure og tvang institutioner mv. til at indlægge buffere i budgetterne og til at udskyde forbrug af opsparede midler.

Sagt meget enkelt satte regeringen med budgetloven og sanktionsmekanismerne gang i en dynamisk effekt i nedadgående retning. Men ikke nok med det. Regeringen opstillede også kvantitative mål i forbindelse med økonomiaftalerne med KL og Danske Regioner. Den netop indgåede økonomiaftale med Danske Regioner for 2014 giver de sovjetiske planøkonomer i GOSPLAN baghjul. Fjorten ud af tredve sider handler alene om økonomistyring på decimalen og indfrielse af kvantitative mål inden for en række abstrakte ydelseskategorier.

Så fænomenet med kommunernes og regionernes underforbrug, afskedigelser, produktivitetsstigninger og forringelse af velfærdsydelserne er ikke alene let forståeligt – det er en logisk følge af den politik, man over en to årig periode vedtog i det Europæiske råd for at redde finanssektoren.

Måske er regeringernes og de herskende klasser gået for vidt i deres krav til befolkningernes offervilje, og måske har de herskende klasser overvurderet deres kapacitet til at fortsætte et overforbrug stort nok til at lette på arbejdsløshedssituationen. I hvert fald vakler den sociale stabilitet flere steder.

ILO advarer i sin årsrapport direkte mod øgede sociale spændinger, der kan komme ud af kontrol. Færre og færre tror på, at samfundsøkonomien og deres egen sociale situation bliver forbedret. De tror ikke på politikerne – de tror ikke på politik overhovedet -  hvilket i sidste ende kan vise sig at være den største trussel.

Det bringer os over til slutning nummer to.

Rækken af pagter – Europluspagten, Six-pact, Finanspagten, Two-pact, styrkelse af ECB, en aborteret Bankunion og handlingslammelse hvad angår den tilsvarende udbygning af Unionens demokratiske kontrol i forhold til kommissionen og de forskellige bureaukratiske organer tilknyttet de forskelige pagter, samt de nationale parlamenters juridisk bindende selvbegrænsninger har på mindre end to år tømt det parlamentariske demokrati for mere indhold, end hvis offentlighedsloven var blevet skrottet fuldt og helt fra den ene dag til den anden.

Byrådene og regionsrådene kan stort set ikke længere føre politik, men må alene bruge tiden på at administrere de centralt fastsatte mål og krav, og ude i de enkelte forvaltninger og på institutionerne måles både ledere og medarbejderne først og fremmest på målopfyldelse. Risikoafbødning er blevet en standarddisciplin for ledere og medarbejdere overvåget af et nyt lag af fagligt og socialt indifferente teknokrater. En nødvendighed hvis styringskæden fra Bruxelles til den sociale institution skal holdes intakt og have effekt.

Men hvad værre er, den valgte form for nedbygning af velfærdsstaterne og svækkelse af lønmodtagerne både på det private og offentlige arbejdsmarked – ”for at værne sig mod finansmarkederne og øge konkurrenceevnen” – har betydet, at hovedparten af de offentligt ansatte selv er blevet bærere af denne nedbygningspolitik. Hvis de skal bevare deres arbejde, hvis de skal undgå sanktioner eller udstødelse, er både ledere og medarbejdere ude i yderste led ganske enkelt nødt til at orientere sig mere mod de centralt fastsatte mål- og effektivitetskrav end mod borgernes faktiske behov.

Der er over de sidste to-tre år – fra top til bund i hele forvaltningssystemet – foregået en afkobling fra den folkelige kontrol og en bevægelse væk fra det synspunkt, at borgernes velfærd er målet. I stedet fungerer borgerne nu som midlet til, at man på alle niveauer i statssystemet opfylder sine mål.

Hertil kommer, at der har udviklet sig et helt system af legitimerende og patroniserende diskurser – eksempelvis rehabilitering af alt og alle, ”vi holder borgerne væk” og øget frivillig indsats (borgernes moralske ansvar for at lukke de huller i velfærdssystemet, som krisepolitikken skaber) – som slører, hvad der egentlig er sket og stadig foregår. Statssystemet er kommet i konflikt med borgerne, og deres og politikernes generelle demokratiske indflydelse på beslutningerne er blevet underlagt markedets uhæmmede logik tranformeret ind i statssystemet som styringsparadigme.

Der giver alene af den grund ganske god mening, at kommuner og regioner har underforbrugt i 2012 og 2013 og samtidig udvandet velfærdsydelserne over en bred kam. Det bliver også forklarligt, hvorfor arbejdsløsheden stiger inden for den offentlige sektor samtidig med, der vedtages vækstpakker for den private sektor, og helt klart bliver det, hvorfor efterspørgslen stagnerer. Ingen har styr på konsekvenserne af de negative dynamiske effekter, der er sat i gang, og markedet kan ikke skabe ligevægt andet end i teorien – det er ved at blive åbenlyst for enhver.

Så selvfølgelig må regeringen reagere. Problemet er desværre, at Magrethe Vestagers appel over for kommunerne samtidig afslører, at hverken hun eller regeringen som helhed indser, at det, de bliver nervøse ved, i virkeligheden er konsekvenserne af deres egen politik og hele samfundsøkonomiske tænkning. Problemet understreges ved, at finansministeren – samtidig med at Vestager åbent appellerer til kommunerne og regionerne om at bruge flere penge – indgår en ny økonomiaftale med regionerne for 2014, der befæster den teknokratiske styring og udgrænsning af det politiske demokrati – for ikke at nævne det lokale demokrati.

Men den side ses ikke længere i den politiske og teknokratiske elite. Når først, man er blevet vænnet til at opfatte hele statssystemet fra Moderniseringsstyrelsen og ud til de kommunale og regionale ”direktioner” som én stor koncern eller som serieforbundne koncerner, så bliver man også blind for andre styringsformer. I det perspektiv bliver ”det offentlige” reduceret til ydelsesleverandør og borgerne til ydelsesmodtagere – og demokratiet til valgprocedure eller pr-platform.

I lederens indledning varslede vi også en tredje mulig slutning. Den kommer her.

Kan man forestille sig, at en økonomi- og indenrigsminister i en VK regering gå ud og appellere til kommunerne og regionerne om at bruge flere penge? Næppe – og i hvert fald ikke før det måtte stå klart, at der ikke rationelt kunne gennemføres flere skattelettelser, som kunne accelerere det private og individuelle forbrug. En VK regering ville vige tilbage fra at opfordre til at udvide det offentlige og kollektive forbrug i det hele taget.

Kunne man forestille sig, at VK’s bagland ville presse på for at sikre de arbejdsløse mod social deroute eller bekymre sig synderligt om det voksende demokratiske underskud både lokalt – nationalt og i EU? Næppe – i hvert fald ikke i en grad, som ville få regeringen til at stoppe op og justere kursen. Men det sker i Socialdemokratiets og SF’s bagland.

Det er præcist det forhold, der adskiller den nuværende regering fra en VK regering.

Ingen tvivl om, at den nuværende regering på en række centrale felter har ført og fører nøjagtig samme politik som VK regeringen.

Den har vigtigst af alt accepteret den politik, som de store borgerlige regeringer har bestemt i EU.

Men den er nu udsat for et voksende indre pres for at skifte kurs – hvilket desværre, som det fremgår af historien, bliver umådeligt vanskeligt. Ikke desto mindre vokser presset også fra fagbevægelsen, der efterhånden ikke ser anden udvej end at engagere sig politisk. Og det er det pres, der former forskellen på VKO’s politik og SRSF regeringens politik og øver betydende indflydelse på styrke- og magtrelationerne inden for regeringen selv. Margrethe Vestager ville ikke være kommet med sin appel for tre måneder siden.

Det pres skal styrkes og først og fremmest organiseres – det er venstrefløjens og fagbevægelsens forpligtelse – blandet andet frem til kommunalvalget, hvis man ikke skal havne som Margrethe Vestager og blive blind på de virkelige problemer. For det drejer sig ikke blot om, som det så smukt lyder på parolerne, at få en ny politik.

Det drejer sig i lige så høj grad om i kampen for den offentlige velfærd og demokratiet at organisere og udfolde den brede kamp for at få rullet det teknokratiske mål- og styringstyranni tilbage og få genetableret den offentlige forvaltning som en forvaltning af borgernes demokratiske interesser – og det gælder lige fra det lokale plejecenter til institutionerne, kommissionen og ministerrådet i EU.

Det drejer sig med andre ord om at formulere og gennemføre rigtige reformer – reformer der peger fremad og ikke bare bagud imod magtfuldkommenhed og isolation. Det er i spidsen for en sådan bred reformbevægelse, at venstrefløjen i S, SF og EL og fagbevægelsen skal legitimere sig.