”Embedded” krigsreportage i Afghanistan: Interview med journalist og forfatter Nagieb Khaja.
Af John Graversgaard

Offentliggjort: 15. april 2013

Nagieb Khaja har skrevet den meget roste bog ”Historien der ikke bliver fortalt”(2011) set ud fra et græsrodsperspektiv hvor han besøgte afghanere som har mistet alt efter at danske militærstyrker har dræbt familiemedlemmer og talt med oprørere fra Taliban. Han står også bag filmen ”Mit Afghanistan – livet i den forbudte zone(2012)” hvor lokale afghanere i Helmand-provinsen udstyret med mobilkameraer filmede deres hverdag i en krigszone, og har for nylig fået journalistforbundets ”lille Cavling pris” for sit enestående arbejde.

Sp: Nagieb, der har jo været mange danske journalister i Afghanistan, hvorfor er historien så ikke blevet fortalt? Og hvad er dit syn på ”embedded” journalistik, hvor nyhedsjournalister er tilknyttet militære enheder under væbnede konflikter?

Nagieb: Vi har fået historier fra Afghanistan på to forskellige måder. Den ene er reportager fra større byer, og primært danske journalister som har været i Kabul med enkelte undtagelser. Og når man beskriver virkeligheden i Kabul, jamen så beskriver man ikke krigen i Afghanistan. Så beskriver man en helt anden situation og tilstand i landet. For nogen befolkningsgrupper har der været en relativ positiv udvikling, primært afghanere som har haft gavn af NGO`ers og militærets tilstedeværelse i Kabul, og det har været middel- og overklasse generelt. Det er deres historie vi har fået at vide.

Og når man så kommer til områder, hvor der er militære offensiver og hvor krigen faktisk foregår, så er det faktisk som embedded journalister. Og embedded vil sige at man ikke kun er afhængig af militærets beskyttelse, men også af deres faciliteter og assistance. Det gør bare at uanset hvor ivrig man er efter at kunne lave uafhængig journalistik, kan man ikke undgå at komme i berøring med kilder og mennesker som er i berøring med det militære apparat og har et afhængighedsforhold til dem. Det gør så, at man ikke kan få en ufarvet skildring, og når jeg siger ufarvet, så mener jeg
selvfølgelig at man aldrig kan få en 100 procent objektiv journalistik. Det tror jeg ikke på som begreb. Men man kommer helt automatisk til at pleje omgang med folk som har en interesse i en væsentlig militær tilstedeværelse i Afghanistan.

Sp: Embedded journalistik er jo også en strategi som militæret har udviklet, for at påvirke den information som kommer til os om de krige som føres. Hvordan ser du på det danske militærs strategi i forhold til at bruge journalister i deres informationsstrategi?

Nagieb: Det lyder som en velkendt kliché, men sandheden er altid krigens første offer. Når en krigsførende magt går i krig, så bruger man propaganda. Det er en helt almindelig og naturlig del af at føre krig. Man skal have en opinion i befolkningen som bakker op om militærets tilstedeværelse. Når man går i krig og der er rigtig mange nuancer i forhold til konflikten, så er det ekstremt svært at fastholde denne opinion, hvis nuancerne kommer frem. For at kunne opretholde en militær offensiv og intervention, så er det nærmest en ABC for en krigsførende magt at fremstille modparten på en så dæmoniserende måde som muligt. Og sig selv på en så idealiserende måde som muligt. Det er helt automatiske mekanismer. Hvis præmisserne for en krig bliver fremstillet alt for nuanceret, så kan krigen ikke sælges og så bliver det svært at blive ved med at udkæmpe krigen. Journalister som færdes med militære folk er typisk også i berøring med militærets PR-afdeling, og det er denne afdelings ypperste mission at fastholde det som jeg lige har beskrevet for dig. At sørge for at journalisterne ikke gå hen og piller ved det billede som Danmark og det danske forsvar har brug for.

Sp: Har du selv prøvet at være med på en embedded tur?

Nagieb: Desværre ikke, og det fortryder jeg utrolig meget. Min erfaring med embedded journalistik er ikke praktisk, men mere teoretisk. Så havde jeg også selv kunnet opleve det på egen krop, men når man læser om journalister der har været på embedded ture og læser deres beskrivelser, så er det jo et sprog som er farvet og som er blevet smittet af det militære fagsprog.

Sp: Men du har jo været bag linjerne og ude blandt civilbefolkningen. Så er du vel også i stand til at kunne se et andet mønster, og se mangler eller huller i journalisters reportager fra Afghanistan?

Nagieb: Jo, jeg har oplevet eksempler på at danske medier udelukkende har lænet sig op ad pressemeddelelser eller af embedded ture, så jeg kan sagtens se at der er en masse informationer som går tabt. Jeg giver en masse eksempler på det i min bog. F.eks. bliver det hele tiden fremstillet som om den militære mission i Helmand-provinsen har haft til formål at hjælpe civilbefolkningen. Men i virkeligheden har hovedprioriteten i Afghanistan været at nedkæmpe en fjende. Og det er vitterlig en paradoksal anderledes tilgang, hvor der er en verden til forskel. Man har som fornemste mission at tage derned for at hjælpe og støtte en civilbefolkning, men er i stedet i landet for bekæmpe en fjende. Det giver også forskellige resultater. Sandheden er, at vi gik ind i Afghanistan på det mandat, at vi skulle hjælpe USA med at tilintetgøre Al Queda. Vi skulle vælte Taliban fra magten og efterfølgende har man så, i hvert fald rent retorisk, fra politikernes side sadlet om, og siger vi er der for afghanernes skyld. Det har man brugt i rigtig mange år, faktisk indtil nu, hvor forsvarsminister Hækkerup igen er vendt på en tallerken og har sagt at vi faktisk er der for vores egen skyld. Det faktisk er den primære årsag og alt det med at beskytte befolkningen, er faktisk redskaber vi bruger til at bekæmpe Taliban med. Det er bare en biting, men det er ikke formålet. Men i mange år har journalister været mikrofonholdere for forsvaret når de sagde at deres primære projekt var at hjælpe afghanere i en eller anden frigørelsesproces med at bygge skoler osv. Men det har overhovedet ikke haft en hovedprioritet i Afghanistan. Og det kan de civile jo godt mærke, og det er jo det som jeg har fået ud af at rejse rundt dernede. Det er jo krig det her, og de bombarderer og de skyder, og projekterne kan ikke opveje disse ødelæggelser

Sp: Kender du noget til om de danske journalister som har besøgt det danske militær skal underskrive kontrakter og stilles krav om gennemsyn af deres artikler?

Nagieb: Jeg kender ikke til detaljerne, men jeg tror de har en ret stor frihed. Et af de få krav er at man ikke må offentliggøre billeder af døde og sårede af hensyn til de pårørende. Jeg tror til gengæld der har været rigtig meget selvcensur, og de har følt, at de var nødt til at tage mere hensyn end de egentlig burde.

Sp: Du har bemærket at journalisterne begynder at bruge det militære sprogbrug?

Nagieb: Der er en afsmitning, f.eks. taler man om huse altså afghanske hjem som ”compounds”, hvor man er ude på reportage med danske soldater. Det lyder militaristisk som en slags fæstning og lyder i hvert fald ikke som et hjem. Allerede ved at man bruger et engelsk ord, fjernes indholdet/betydningen fra noget som jo er et hjem hvor folk bor.

Sp: Med de mange interviews med civilbefolkningen i Afghanistan, har du kunnet komme igennem  med det i forhold til dansk presse? Det fremgår af din bog at det har været besværligt og det stort set kun er Ekstrabladet, som har brugt dig?

Nagieb: I de år var det ekstremt svært, og jeg kom overhovedet ikke igennem med noget som helst. Jeg tror jeg havde ét interview i Deadline, og der var ikke nogen tilbøjelighed til at bruge mig, også selv om jeg havde en direkte adgang til folk dernede. Det følte de ligesom ikke de havde behov for, og så kan man diskutere hvorfor. Men hvis man er så selvtilfreds og selvtilstrækkelig her i Danmark, så tænker man måske, at de her embedded ture har været nok. Eller fordi man så på mig som en lidt kontroversiel type. Problemet var jo at dækningen her i Danmark af krigen var så forskruet, så en objektiv eller neutral dækning af krigen i Afghanistan var svær at gennemføre. Jeg opfatter mig som en neutral journalist på den måde, at jeg ikke tager parti eller er i lag med nogen. Jo, jeg har talt med nogen oprørere, men primært færdes jeg på egen hånd. Primært har jeg været uafhængig dernede, medens de andre ikke har været uafhængige, i hvert fald i deres bevægelsesfrihed og tilgang til kilder.

En neutral journalistisk er faktisk blevet opfattet som partisk, fordi man har ligget så meget til den ene side i spektret. Det er det som har været så forrykt her i Danmark, at jeg med min mere neutrale tilgang faktisk er nærmest blevet set på som en form for aktivist. Hvor det modsatte faktisk er tilfældet, og hvor den danske presse faktisk har været aktivistisk i en pro-militaristisk dækning af konflikten, fordi man har været i lag med det danske forsvar.

Men det har ændret sig nu. Det er typisk historien der gentager sig selv, hvor et krigsførende land deltager i en militær intervention, får opbygget en opinion og al kritik bliver sablet ned og ignoreret af de fleste medier. Så går der et stykke tid og lige så snart at konflikten begynder at lakke mod enden eller er ved at slutte, så begynder refleksionerne lige pludselig at komme. Man betragter nærmest krigen som overstået, man er ikke så offensive længere og har en exit-dato. Der er ligesom to faktorer som gør, at jeg bliver hørt nu og taget alvorligt. Det skyldes selvfølgelig at jeg har kæmpet for sagen, men også at der er sket et atmosfære skift. Nu bliver jeg betragtet som en seriøs  journalist.

Sp: Din nylige film, ”Mit Afghanistan”, hvor du anvender ”civic journalism” og udleverer lommekameraer til ganske almindelige mennesker, har jo været en øjenåbner for mange mennesker og en anderledes journalistisk tilgang som vinder respekt. Men hvad med Dansk Journalist-forbund(DJ) har de en politik på området? Han man i det hele taget lavet noget research om embedded journalistisk her i Danmark i forhold til dansk krigsjournalistik?

Nagieb: Der er ved at blive taget initiativ til noget. Jeg ved der er ved at blive skrevet en bog på Syddansk Universitet. Men det er ikke taget principielt op i fagforeningen. Der har været nogen artikler om krigen i fagbladet Journalisten, men der er jeg ikke blevet brugt. De anmeldte heller ikke min bog, selv om den var aktuel og rummer en stærk kritik af mediedækningen af krigen i Afghanistan.

Det viser bare, hvor ukritisk tilgangen til dækningen af krigen i Afghanistan har været. Det gælder ikke kun krigen i Afghanistan for det er jo akkurat den samme historie vi har set med krigen i Irak. Man satte ikke spørgsmålstegn ved præmissen hvorfor man var der. Under den fortsatte tilstedeværelse talte man kun snævert om den kontekst soldaterne befandt sig i på deres militærbaser.

Sp: Det adskiller sig jo noget fra situationen i andre lande, f.eks. i Canada, USA og Holland. Der har der jo været meget debat om journalisters embeddedness.

Nagieb: Ja, der har været debat andre steder. Men problemet var faktisk på dagsordenen, da jeg d. 21. marts fik ”Redaktør Kristian Dahls Mindelegat”( den såkaldte ”Lille Cavling Pris”) til minde om Dansk Journalistforbunds første formand. Den tale som Uffe Gardel holdt handlede faktisk om at jeg havde gået andre veje, og udført det arbejde som andre havde svigtet.

Sp: Hvad laver du ellers for tiden.

Nagieb: Jeg er ved at lave en historie om en oprører i Syrien, og snart kommer der en film om en internt fordreven familie i Afghanistan.