Skat på finansielle transaktioner - Hvem vil finansskatten ramme?
Af Kasper Vieland Nielsen

Offentliggjort: 15. april 2013

For to måneder siden d. 14. februar fremlagde EU-Kommissionen forslaget om at indføre skat på finansielle transaktioner. 11 EU-lande besluttede sig for at sætte skatten i værk. Danmark var ikke iblandt disse lande. Siden har vi oplevet krisen på Cypern, hvor ikke kun skatteyderne, men også bankerne og spekulanterne kom til at bidrage til den økonomiske genopretning. Og på det seneste har vi set EU gå til angreb på verdens skattely- oaser.

Der blæser for alvor nye vinde, med hensyn til hvem der skal betale for den økonomiske krise. Så mon ikke vi inden så længe vil komme til at opleve et nyt forsøg på at få udbredt finansskatten til mere end de nuværende 11 lande, og dermed en ny diskussion om vi ikke også i Danmark skulle gå med? For at være klar, når diskussionen kommer, så lad os lige repetere indholdet i skatten og argumenterne for og imod.

Tilbage i februar vedtog Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Belgien, Østrig, Slovakiet, Slovenien, Grækenland, Portugal og Estland at indføre skat på finansielle transaktioner. Landene udgør et mindretal blandt EU’s 27 lande, men repræsenterer to tredjedele af EU’s samlede økonomi. Desuden forventede ”ja-sigerne”, at flere lande senere vil slutte sig til (dels som følge af tysk pres – og det betyder noget i Europa for øjeblikket, dels i forbindelse med regeringsskift fra borgerlig til centrum-venstre, der generelt er mest imødekommende over for skatten).

Efter EU-kommissionens planer skal skatten træde i kraft 1. januar 2014 og vil indebære en beskatning på 0,1 % ved handel med aktier, obligationer og andele i investeringsselskaber samt 0,01 % ved handel med derivater (afledte finansprodukter).

Formålet med skatten er selvfølgelig at skaffe penge til de deltagende landes statskasser (hvis ikke pengene hentes her, skal de hentes andetsteds, eller udgifterne skal sænkes – yderligere beskæring af velfærd og offentlige investeringer). Skatten forventes at indbringe 35 mia. euro årligt (tallet for Danmark ville være 7 mia. kr.). Desuden ønsker man også, at inddrage bankerne i betalingen af finanskrisens omkostninger. Dette rummer et moralsk legitimationsmæssigt aspekt og indebærer endvidere et opgør med den fritagelse fra merværdiafgift, som finansprodukter hidtil har nydt godt af. Og endelig vil man mindske den voldsomt stigende handel med finansielle produkter og sænke hastigheden i omsætningen på børserne for dermed at mindske farerne for fremtidige finanskriser.

Den danske regering med de radikale i spidsen ønskede ikke at gå med, og de væsentligste argumenter var følgende: Skatten vil blive flyttet over på kunderne - det bliver småsparerne og pensionskasserne, altså dig og mig og ikke finanssektoren, som kommer til at betale skatten. Og skatten vil komme til at koste arbejdspladser i Danmark.

Lad os se lidt nærmere på disse to argumenter.

”Skatten vil blive videresendt til kunderne”. Ja, banker og investeringsselskaberne vil gøre, hvad de kan for at vælte skatten over på kunderne. Men hvor dyrt det bliver, er først og fremmest afhængig af, hvor ofte man handler.

Eksempel: En person, der køber aktier eller obligationer for at spare op til f.eks. pension og beholder værdipapirerne i fem år, før han sælger dem (for at købe andre), kommer til at betale en årlig skat på 0,02 % (0,1% / 5 = 0,02 %). Taler vi om en sum på 100.000 kr. er udgiften 20 kr. om året. Taler vi om 1 million er det 200 kr. om året. Og taler vi om 5 millioner er det 1.000 kr. I relation til de øvrige omkostninger (gebyrer, provisioner mm.) er udgiften særdeles ringe og vil knap påvirke udbyttet.

Er der derimod tale om spekulative aktiviteter, højfrekvenshandler, hvor værdipapirer handles 10 gange om dagen 240 børsdage om året, beløber skatten sig til 240 % (0,1%*10*240 = 240%). Det er disse handler finansskatten rammer.

For tredive år siden blev den tid investorerne i gennemsnit beholdt værdipapirer målt i år; for ti år siden blev den målt i måneder, og i dag er det timer, minutter, sekunder. Årsagen til den voldsomme acceleration indenfor børshandel er specialiserede ”højhastighedshandlere ”, som ved hjælp af computerprogrammer køber og sælger værdipapirer på brøkdele af sekunder for derved at kunne hente fortjeneste på selv minimale prisdifferencer.  Fortjenesten kan på grund af den store volumen blive endog særdeles stor.

Det er disse aktører, for hvem algoritmer i højere grad end et værdipapirs sande værdi spiller en rolle, som vil blive ramt, fordi skatten ”fjerner” de helt små prisforskelle, som ”computerhandlerne” i dag tjener penge på. Handelsmængden på Børserne ville mindskes, og børsaktiviteten blive roligere.

Det er ikke småsparerne, almindelige mennesker, som kommer til at bære byrden ved finansskatten, men de store aktører - banker, investeringsselskaber og hedgefonde, som mister hidtil lukrative forretningsområder.

Det andet argument var, at ”skatten vil komme til at koste arbejdspladser i Danmark”. Og igen bliver svaret ja, men på en anden måde end man umiddelbart forestiller sig, nemlig at arbejdspladserne vil vandre til andre lande (som ikke er omfattet af skatten). Denne fare er der taget højde for i kraft af det såkaldte ”hjemstedsprincip”, der gælder i forhold til både personer og produkter. Det ville betyde, såfremt Danmark indførte skatten, at en dansk bank eller en dansk privatperson, som forlægger sin handel til børsen i London alligevel skal betale finansskat. Ligesom en engelsk bank, som køber en dansk aktie af en amerikansk bank, kommer til at betale finansskat.

Når skatten alligevel vil komme til at betyde tab af arbejdspladser, så skyldes det, at en del af de tidligere omtalte højfrekvenshandler ikke længere vil være lukrative. Der vil blive færre af dem, og derfor brug for færre ansatte i Danske Bank, Saxo Bank osv.

Til dette tab af arbejdspladser er der kun at sige, at der ikke er mange af dem. I disse transaktioner er det mest computere, som arbejder. Desuden er der tale om aktiviteter, som ikke har noget at gøre med bankernes traditionelle funktion - at yde kredit og føre erhvervsliv og langsigtede investorer sammen. Disse transaktioner er i bedste fald socialt nytteløse, i værste fald direkte skadelige for samfundet. 

Det er ikke den jævne mand, os alle sammen, samfundet, som modstanderne af finansskatten forsvarer. Dem de hjælper, er finansindustrien.