Genoptjening er dagpengerettens sikkerhedsventil
Af Michael Borregaard

Offentliggjort: 15. april 2013

“Dagpengeretten kan aldrig blive bedre, eller overskride de holdninger og værdier der er de herskende i samfundet til enhver tid. Derfor hvis der er noget galt med dagpengeretten, er det fordi der er noget galt med samfundet, for er kulturudviklingen som vi ser den ikke i strid med den kinesiske økonom Ha-Joon Changs ord: At kunne overleve på humane vilkår kan blive fremtidens eksportsucces” 

Ovenstående er en lettere omskrivning af det spørgsmål, Ib Jørgensen stiller i artiklen ’Fra vækst til konkurrence til mådehold og solidaritet - det humane samfund som eksportvare’? offentliggjort 15. februar 2011 på Kritisk Debat. Og lad mig indledningsvist, ligesom Ib Jørgensen gør det, slå fast, at ud fra min logik består udfordringen i, at vi skal tilbage på det spor, hvor vi koncentrerer os om mådehold og solidaritet, for velfærdsstaten er bygget på tillid - ikke omvendt, og et fornuftigt skridt, at tage, vil være at erkende, at det forlængede genoptjeningskrav ikke giver nogen mening, for genoptjening er dagpengerettens sikkerhedsventil.

Dagpengeindgrebet
Tidligere Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) begrundelse for dagpengeindgrebet, der med fuld virkning trådte i kraft 1. januar 2013, var blandt andet, at en dagpengereform skulle styrke arbejdsudbuddet med 11.000 personer, og at dagpengereformen begynder at virke på et tidspunkt, “hvor der kommer knaphed på hænder på arbejdsmarkedet".

Knaphed på hænder på arbejdsmarkedet var der ikke, da Lars Løkke Rasmussen var statsminister. Det er heller ikke tilfældet i dag. Nærmere tværtimod, var det den offentlige jobfest som slørede krisetegnene op til dagpengereformen, se eksempelvis artiklerne: ‘Offentlig jobfest slører krisetegn‘ og ‘Antallet ledige er undervurderet‘ fra 18. juni 2010, som dokumenterer en stor stigning i den usynlige arbejdsløshed, hvilket betyder, at de officielle tal for arbejdsløsheden underdrev, hvor mange der manglede job. Sammenhold endvidere artiklerne: ‘Skjult ledighed på 7,9 procent‘ fra 26. maj 2010, og ‘Skjult reserve af arbejdskraft‘, fra juni 2007.  

Det stålsatte fokus på udbuddet af arbejdskraft virker nærmest dogmatisk. Særligt når man ikke ændrer holdning, selv når der kommer ny relevant empirisk viden. Tal fra eksempelvis Det Økonomiske Råd viser, at arbejdsstyrken vil vokse med 50.000 mere, end regeringen hidtil har regnet med, frem mod 2020. Og samtidig har Danmarks Statistik bakket op om denne stærkt ignorerede korrektion ved at fremlægge tal, der viser, at der i 2020 vil være 68.000 flere personer i den arbejdsdygtige alder end hidtil antaget. Dette betyder, at der til den tid faktisk vil være 2.000 ekstra i den alder, altså en stigning, ikke et fald. Dermed ikke sagt, at dette er hvad der kommer til at ske, men det var et nyt holdepunkt af relevans, for debatten inden årsskiftet og dagpengekløften ramte.   

Problemet er genoptjeningskravet - dagpengeperioden
For at melde rent ud fra start, så er der intet i vejen, med en dagpengeperiode på to år. Den harmonerer godt med de lande, vi sammenligner os med.

Problemet med den indgåede aftale mellem den tidligere VK-regering, Dansk Folkeparti og De Radikale i 2010, er tidspunktet for ikrafttrædelsen samt det nye genoptjeningskrav, for dette svarer ingenlunde til de lande, vi ellers sammenligner os med. Et genoptjeningskrav på hele 52 uger – og tilmed i krisetid – er slet og ret en dystopi, hvilket indebærer, at når det kommer til at skulle genoptjene retten til dagpenge, er forholdene klart mest strikse i Danmark, i forhold til øvrige nordiske lande.

Diskussionen drejede sig dog op til dagpengereformen - og efter - næsten udelukkende om periodens længde, og det var ikke en del af debatten, at genoptjeningskravene i f.eks. Sverige og Finland var meget lempeligere i forvejen end i Danmark. Sådan har det jo været. Og dermed blev genoptjeningsretten, som er et spørgsmål om, hvorvidt dagpengesystemet er intelligent eller ej, skubbet i baggrunden.

Fakta frem for snak, tak
Dagpengeperioden ser umiddelbart ud til at være ens i de nordiske lande. Men det er ikke sådan, at andre relevante forhold i relation til dagpengeperioden er ens. Fx i forhold til hvor nemt eller svært det er at optjene en ny ret til dagpenge. Skal man sammenligne dagpengeperiodens længde på tværs af landene, bør der derfor korrigeres for forskellene i genoptjeningskravene. For, at henvise til den 2-årige periode alene som værende valid, er en modificering af armlængdeprincippet.

I Sverige gennemførte man i 2007 en række forringelser af dagpengesystemet. Fx gjorde man kontingentet afhængigt af ledighedsrisikoen for den enkelte a-kasse. Det medførte, at ca. 13 pct. af medlemmerne meldte sig ud umiddelbart efter indførelsen af forringelserne. Udviklingen i Sverige viser, at der er grænser for, hvor meget man kan forringe dagpengeordningen, uden at det får konsekvenser for tilslutningen til flexicurity-modellen.

Som andet eksempel kan nævnes erfaringer fra Norge, der på uddannelsesområdet viser, at stramninger gennem SU-reform i 2002 og 2004 ikke fik de studerende hurtigere gennem uddannelsessystemet.[1] Et andet argument som taler for, at forbedringer er bedre end stramninger, er rapporten ’Perspektiver på Statens Uddannelsesstøtte’ fra 18.juli 2012, som viser, at da man lavede SU-reform tilbage i 1988, betød forbedringerne at der både var stigende fuldførelsesprocenter og kortere studietid. Resultaterne i disse rapporter er ikke alene relevante i forhold til nedenstående diskussion om genoptjeningsret, men selvfølgelig også i forbindelse med den kommende SU-reform.      

For at opnå ret til dagpenge skal man i Danmark have været medlem af en a-kasse i ét år, og have arbejdet i minimum 1.924 timer inden for de sidste tre år. Arbejdet skal have fundet sted i medlemsperioden. Dimittender har én måneds karensperiode, med mindre de har et års medlemskab af en a-kasse. En karensperiode er en venteperiode, hvor man ikke kan få udbetalt dagpenge, når man er ledig. På dette område adskiller Danmark sig positivt fra Sverige, Finland og Norge. Danmark er det eneste land i Norden, hvor ledige ikke får karensdage, når de bliver ledige.

Siger man selv op og vil modtage dagpenge, er der i alle de nordiske lande en karantæneperiode, før man kan modtage dagpenge.

Karantæneperioden er betydelig lempeligere i Danmark end i de andre lande. I Danmark kan man ikke modtage dagpenge i tre uger, hvis man selv opsiger sit arbejde.

For at få ret til dagpenge i Finland, skal man have været medlem af en a-kasse i mindst 34 uger og have været aflønnet i 34 uger minimum 18 timer om ugen inden for 28 mdr. (TYJ s. 2). Perioden kan forlænges, hvis man fx har haft værnepligt, sygdom, barsel m.m. (Lag om utkomstskydd för arbetslösa kap 5, § 3).

Selvstændige skal have arbejdet i 18 måneder inden for de sidste 28 måneder for at få ret til dagpenge (SPSI 2010).

Det er frivilligt, om man vil være dagpengeforsikret i Finland.

I Finland er der er karensperiode på syv dagpengedage (NOSOSCO s. 86). Opsiger en lønmodtager selv sit arbejde, eller er vedkommende blevet opsagt, fordi vedkommende ikke opfylder kontraktlige forpligtigelser, er der en karantæneperiode på op til 90 dage afhængigt af ansættelsesforholdets omfang (Lag om utkomstskydd för arbetslösa kap 2, § 9).

I Sverige kan man få et grundbeløb på et par hundrede kroner om dagen – helt uden at være medlem af en a-kasse, hvis bare man har arbejdet 18,5 timer om ugen i et halvt år. Det kræver dog 12 måneders medlemskab af en a-kasse at få ret til dagpenge beregnet efter ens indkomst. Dette betyder, at alle svenskere er forsikret til en vis grad, og dertil kan man så købe en a-kasse forsikring, ligesom i Danmark.

Samtidig har svenskerne Nordens korteste dagpengeperiode på bare 60 uger – for folk der ikke har børn under 18 år – imod Danmarks 104 uger. Har man i Sverige børn under 18 år, kan dagpengeperioden blive 90 uger.

Dette kan lyde strengt, men til gengæld skal svenskerne kun arbejde 410 timer – eller lidt mindre end 13 uger – for at optjene ret til en ny omgang dagpenge, og den kombination betyder, at dagpengemodtagerne fastholdes tættere på arbejdsmarkedet end i Danmark. For kernen i det er, at man søger bredere og mindre kræsent, når man risikerer at miste dagpengene. Samtidig betyder den korte genoptjeningsperiode, at det ikke betyder så meget, at dagpengeperioden er kort, for man kan hurtigt få genoptjent retten igen.

I Sverige er der en karensperiode (karensvillkor) på syv arbejdsdage, hvis man bliver arbejdsløs. Det betyder, at man skal være selvforsørgende i de første syv arbejdsdage, hvor man er ledig. Karensperioden gælder både for grundbeløbet og for den indkomstrelaterede erstatning (Lag om arbetslöshetsförsäkring § 21).

Har den ledige selv sagt op, eller er det den ledige selv årsag til en opsigelse, er karantæneperioden typisk på 45 til 60 dagpengedage (SO 2011 s. 9). Periodens længde afhænger af jobbets varighed m.m. 

Norge adskiller sig fra Sverige, Finland og Danmark. I Norge er det således staten, der står for udbetaling af dagpenge, og ordningen omfatter automatisk alle lønmodtagere.

For at få dagpenge i Norge skal man have haft en indkomst på 1,5 gange et grundbeløb (grunnbeløpet) i det forudgående kalenderår. Eller i de sidste tre år have haft en indtægt svarende til tre gange grundbeløbet (Lov om folketrygd § 4-4) (Folketrygdens grunnbeløp=10.081 EURO (79.200 NOK) (nav.no)).

Norge adskiller sig således fra de andre nordiske lande ved, at det er indkomst og ikke arbejdstimer, der er afgørende for, om man kan få dagpenge.

Som arbejdsindtægt tæller også tidligere dagpenge, sygedagpenge, barselspenge m.m. Men deltagelse i aktivering tæller ikke med (Lov om folketrygd § 4-4/§ 4-11). Når grundvilkårene opfyldes, har alle under 67 år ret til dagpenge (I gränslandet 2011 s. 104).

I Norge er der en karensperiode på tre arbejdsdage. Har man selv sagt op, eller har man ikke overholdt sine kontraktlige forpligtigelser, får man en karantæne på otte uger. Karantænen forlænges dog til 12 uger, hvis det er anden gang inde for 12 uger, at man selv siger op eller ikke overholder sine kontraktlige forpligtigelser. Hvis det er tredje gang inden for 12 måneder, forlænges karantænen til seks måneder.

Har man en ægtefælle, der får job et andet sted i landet, og man derfor må flytte, tæller det ikke som selvforskyldt ledighed (Lov om folketrygd § 4-10).

Reelle sammenligninger
Dette afsnit er hovedsagligt et kort uddrag af Rapporten ’Dagpenge af sociale ydelser i Norden’ fra AK-samvirke 29. marts 2012. Ønsker man en mere uddybende beskrivelse end ovenstående henvises der til denne. Det der fremgår af rapporten er, at Danmark og Norge har den længste dagpengeperiode med 104 ugers dagpenge tæt efterfulgt af Finland, hvor man kan få dagpenge i 100 uger, og i Sverige er det 300 dagpengedage svarende til 60 uger, har man børn under 18 år får man 150 ekstra dagpengedage. De første 300 dage og de eventuelt ekstra 150 dage svarer til 90 uger.

I rapporten anvendes en meget rummelig sammenligningsmetode. Der står følgende på side 9: Skal man sammenligne dagpengeperiodens længde på tværs af landene, bør der derfor korrigeres for forskellene i genoptjeningskravene. Dette er gjort i figur 3, hvor det er opgjort, hvor lang en dagpengeperiode, et års fuldtidsarbejde (1.924 timer) kan give ret til. Hidtil har et halvt år (962 timer) udløst fire års dagpengeret, og ét år derfor i alt otte års dagpenge. Fremover kan et helt års arbejde kun udløse to års dagpengeret. Altså en fjerdedel af de hidtidige regler.

Omregnet på samme måde ses, at samme arbejdsomfang i Sverige og Finland kan give ca. tre gange så lang dagpengeret.

Fra artiklen ’Fakta om dagpengeforringelserne’ 15. august 2012, gives følgende konklusion på dagpengereformen: Konkret kan man konstatere, at dagpengereformen har gjort, at ledige i Danmark får de ringeste reelle dagpengeperioder i Norden. Danmark har nu med 2 år nogenlunde samme periodelængde som de andre lande. Men genoptjeningskravet er nu langt det skrappeste i nordisk sammenhæng. Alt i alt betyder denne dobbelte stramning, at man i Danmark for to års dagpengeperiode får ét års fuldtidsarbejde, mens man i Sverige kan få op til mellem 4½ og 7 års dagpenge pr. års fuldtidsarbejde. I Finland kan et års arbejde give op til 6 års dagpengeret.

At et nabotjek var og er relevant, og at det gav mening at sammenligne helt ned i detaljerne, med øvrige nordiske lande, inden dagpengereformen blev tredjebehandlet den 2. juli 2010, kunne man i øvrigt læse om i artiklen ‘Sværest at få dagpenge i Danmark’ fra 8. juni 2010. Nok er den toårige dagpengeperiode ikke nogen trussel mod den danske flexicuritymodel, men det er genoptjeningsretten. Det figur 3 oven for viser er, at danske dagpengemodtagere før dagpengereformen havde bedre vilkår. Men med dagpengereformen, er vilkårene blevet væsentligt forringet, og ude af kontekst i forhold til lande vi ellers sammenligner os med.   

Hvor dyre er dagpenge i Danmark egentlig?
Man skal i sine overvejelser omkring dagpengespørgsmålet tage højde for de afledte effekter. Af eksempelvis artiklen ’Dagpengeforringelser underminerer den danske model’ bragt august 2012 samt ’Minimal gevinst ved at flytte folk fra dagpenge til kontanthjælp’ fremgår det, at inden finanskrisen indtraf, var ledigheden så lav, at staten ikke havde nogen udgifter til dagpenge. De blev fuldt ud dækket af a-kasse-kontingent og arbejdsmarkedsbidrag. Og i 2009 var det derfor næsten 2.000 kroner billigere at have en person på dagpenge end kontanthjælp. I dag, hvor ledigheden er højere, er det cirka 900 kroner dyrere, at have en person på dagpenge end kontanthjælp.

Forskellen er så minimal, at det ifølge arbejdsforsker Henning Jørgensen og velfærdsforsker Bent Greve virker skørt, at foretage en ændring som vil have en så stor og social betydning for en arbejdsløs.

Konkurrence om jobbene – ikke dovenskab
Fra S-topfolk lyder det til de arbejdsløse: Søg job uden for branchen eller tag til Norge. Og Dansk Arbejdsgiverforening mener, det bare handler om at være kreativ.

Hvis de arbejdsløse faktisk var så dovne, som det antydes, så har de jo ret. Men sådan er det ikke. For medtænker man overskrifter fra efteråret 2012 som ’Danmark får europæisk sølv i jobomsætning’ og ’Hver time får 80 danskere nyt arbejde’ falder argumenterne fra hinanden. Der er derimod tale om stor konkurrence om jobbene, ikke dovenskab. For ikke alene kæmper de ledige med sig selv, men de er også i konkurrence med dem, som ønsker at skifte job. At man ikke kan beskylde danskerne for at klæbe til kontorstolen fremgår endvidere af artiklen ’Vi er verdensmestre i at finde nye job’ fra april 2010.

Situationens alvor påvirkes negativt, når eksempelvis tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq (R), og Joachim B. Olsen (LA) dækker deres tankespind om arbejdskraftmangel, løntryk og svækkelse af fagforeningerne under parolen: Al erfaring og alle undersøgelser viser, at når danske ledige på dagpenge nærmer sig datoen for at falde ud af dagpengesystemet, så finder de allerfleste sig en beskæftigelse, som følge af, at de bliver mere kreative.

De tre ovennævnte herrer, blandt flere, pynter overordentligt på tingene, for det er eksempelvis kun 25 procent, som er i arbejde tre måneder efter de har mistet dagpengeretten, mens to procent modtager SU, yderligere 25 procent er på ny dagpengemodtagere, godt 22 procent modtager kontanthjælp, 12 procent får anden offentlig forsørgelse, mens 14 procent er selvforsørgende og lever af formue eller bliver forsørget af ægtefællen.[2] Med andre ord, tre måneder efter dagpengeperioden er udløbet, er cirka 61 procent på offentlig forsørgelse, mens 14 procent står uden indkomstgrundlag – det vil sige, de fleste af dem har et indkomstgrundlag, men ikke et job.  

Kort ledighed og dens årsagssammenhæng
Hvis de arbejdsløse var så dovne, som de fremstilles som, hvordan kunne ledigheden så ramme det niveau den gjorde i 2008? I 2008 faldt ledigheden til et rekord lavt niveau ikke alene målt ud fra bruttoledighed men også den mere valide målestok AKU-ledigheden. Ledigheden faldt væsentligt under tidligere Nationalbankdirektør Nils Bernsteins 100.000 ledighedsgrænse, en grænse som også socialdemokraterne så bort fra i perioden 2005-08, specielt 2006-07. At socialdemokraterne ikke var så ansvarlige som de forsøger at fremstille over for befolkningen, når de henviser til det ”fallitbo” eller ”det håndværkertilbud”, de som regeringsparti har overtaget, er eksempelvis dokumenteret i artiklen ’Historisk uansvarlig finanspolitik og rådgivning’ samt ’Politikerne tændte selv vores lånelyst’. Socialdemokraterne holdt sig heller ikke tilbage med gaveløfterne, selv om de foreslåede politisk-økonomiske tiltag til at sænke arbejdsløsheden, ville føre til en yderligere overophedning af økonomien.

At folk absolut ikke mangler arbejdsmotivation fremgår ved, at der ifølge Danmarks Statistik var 123.000 helhedsmodtagere af kontanthjælp i 2008. Tallene og faktaene i sig selv er en afspejling af beskæftigelsesmulighederne, ikke dovenhed. I 1998 var tallet som sammenligning 192.899 omregnet til helårsmodtagere. I 2011 var antallet af kontanthjælpsmodtagere omregnet til helårspersoner 156.300. Hvilket var en stigning på 3 procent i forhold til 2010. Det står her så klart som det kan, og kan også aflæses af figuren fra artiklen ’Myten om den voksende forsørgerbyrde’. I hvilke der blandt andet står følgende: Diskussionen om de mange på overførselsindkomster er ikke ny. I 1995 var overskriften i de danske aviser ”1 million i den erhvervsaktive alder på støtten” og dannede grundlag for en omfattende debat om velfærdssamfundet, og hvor det blandt andet i Berlingske lød ”Velfærdssamfundet vakler”.

Antallet af helårsmodtagere af kontanthjælp og folk på dagpenge m.fl. afgøres af beskæftigelsesmulighederne, og har intet at gøre med den nyklassiske floskel om, at 'nød lærer nøgen kvinde at spinde'. Det er rent sludder i forhold til en faktabaseret tilgang til socialpolitik.

Det er heller ikke arbejdsmotivationen der er noget galt med, hvilket fremgår af en undersøgelse foretaget af Professor i statskundskab, Jørgen Goul Andersen i 2003. Her konkluderer han, at danske lønmodtagere og ledige havde den højeste arbejdsmotivation blandt en række af sammenlignelige lande. Fra CASA hed det sig samme år: I Danmark har vi udviklet et samfund, hvor arbejdsintensiteten er så enormt stærk, at folk får det dårligt når de går ledige, fordi de mister en del af deres identitetsgrundlag - og det er i sig selv et langt stærkere incitament til at arbejde end økonomiske sanktioner.  

Dette skal ses i lyset af, at inden for EU har kun Sverige, Finland og Østrig - altså de lande der ligesom Danmark har en udbygget velfærdsstat, målt ud fra AKU-ledigheden, mindre langtidsledighed.

I forhold til fokus på genoptjeningskravet viser nogle af de seneste målinger, at der ca. er 27,3 procent af de AKU-ledige, som er langtidsledige i Danmark. Dette er markant under gennemsnittet for de 27 EU-lande, hvor 44,4 procent af de ledige, er langtidsledige. Men det er til gengæld også en del over topscoren Sverige, hvor procenten er 16,3 mens tallet for Finland er 19,4, se notatet ’AKU-langtidsledigheden den fjerde laveste i EU’ fra DST, 24. oktober 2012. En af de væsentligste grunde til den lave langtidsledighed er, at man i Sverige har et genoptjeningskrav på 13 uger – hvilket som sagt tilskynder folk til at tage et job, som de ellers ikke ville have gjort, og derfor søger svenskerne, grundet den større fleksibilitet mindre kritisk og bredere end danskerne. Det er dette danske politikere efterlyser – større fleksibilitet og mindre kritisk holdning. Spørgsmålet er så bare hvorfor ønsket afstemmes med fakta?  

Bør løntilskudsjobs medregnes i genoptjeningen?
I Danmark er det kun ordinært arbejde som tæller med, når man skal genoptjene ret til dagpenge. Det vil sige, at job med løntilskud, praktik og anden aktivering ikke tæller med. Dette er væsentligt anderledes end de lande vi ellers traditionelt sammenligner os med. I Sverige medregnes timer i job med løntilskud ved nedsat funktionsevne m.fl.. I Finland tæller halvdelen af arbejdstiden i job med løntilskud med i optjeningen af ret til dagpenge. 

FTF-formand Bente Sorgenfrey foreslog blandt andet sidste år, at man kan tælle løntilskudsperioder som >>døde<< perioder i den lediges dagpengeperiode for at hjælpe i den rigtige retning. Forslaget er beundringsværdigt, men løntilskudsjob bør tælles med i genoptjeningen. Et forslag om, at halvdelen af arbejdstiden i job med løntilskud skulle tælle med, havde været mere relevant, men er heller ikke fyldestgørende.

Den omvendte situation af løntilskud, er virksomhedspraktik, som grundlæggende har til formål, at introducere samt sikre en mere smidig overgang gennem et eventuelt brancheskift, hvorfor praktik i sig selv ikke bør tælle i genoptjeningen, da der er tale om introduktion og/eller opkvalificering af kompetencer, og dermed nærmere er, at sammenligne med vejlednings- og opkvalificeringsmekanismen.

Inden for virksomhedspraktik og aktivering generelt, er Bente Sorgenfrys` forslag om >>døde<< perioder relevant, og en debat værdig, med henblik på, at spinde et mere intelligent sikkerhedsnet sammen end der er spundet sammen.

Men det gælder ikke løntilskudsjob. Det er ikke formålsbestemmelsen for løntilskudsordningen der skal pudses af, men den lediges rettigheder i forhold til genoptjening, som skal optimeres, så afvejningen mellem ret og pligt bliver mere overensstemmende med forholdets natur. Løntilskudsjob, er meget mere end gratis arbejdskraft og skal afstemmes som sådan.

Reduktion af genoptræningskravet – intelligent politik
Genoptjening er ikke alene et værn til sikring mod langtidsledighed, men altovervejende et spørgsmål om hvorvidt det sociale sikkerhedsnet er intelligent, eller ej. Der er kun en lille eller slet ingen gevinst at hente, hvis en arbejdsløs går fra at modtage dagpenge til at få kontanthjælp. Til gengæld er nytteværdien, hvis man inddrager menneskelige aspekter, af stor betydning for den arbejdsløse, for forskellen mellem kontanthjælps- og dagpengesystemet er afgrundsdyb, ikke alene økonomisk, men også på det personlige plan. Netop det, at der næsten ingen forskel er for staten, om folk er på dagpenge eller kontanthjælp, taler for, at dagpengeretten burde konjunkturafstemmes.       

Svaret må i henhold til dagpengedebatten, også i år 2013, være intelligente, permanente løsninger, der som minimum forkorter genoptjeningskravet og dermed både giver dagpengemodtagerne større muligheder og samtidig bevarer og styrker fleksibiliteten i det danske arbejdsmarked.

For genoptjening er dagpengerettens sikkerhedsventil, og genoptjeningen er det som afgør, hvorvidt dagpengesystemet er intelligent, eller ej. Det er det ikke, og vi skal vel ikke bare acceptere ideologisk blændværk.

Konkluderende kan man sige, at halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år, kan forsvares, mens fordoblingen af genoptjeningskravet, ikke hænger sammen med ønsket om et fleksibelt arbejdsmarked. Det interessante for en videre debat er, at de arbejdsløse spiller en prekær dobbeltrolle, som hhv. nødvendige og overflødige. Men hvad er op og ned? Den bedrøvelige sandhed er, at Venstre og Socialdemokratiet ifølge artiklen ’Dansk socialpolitik - udvikling op til og efter 1970, til 2009´ kun adskiller sig fra hinanden på spørgsmålet om kontanthjælpsloftet, hvilket vil blive uddybet i en senere artikel.   


[1]’Changing the System of student Support in Norway: Intended and unintended Effects on Students’, Scandinavian Journal of Educational Research, 10. februar 2011.

[2] jf. PDF-notatet: ’De fleste finder job eller får anden offentlig forsørgelse, når de falder ud af dagpengeperioden’, fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, oktober 2012.