Kampen om legen i konkurrencestaten
Af Kirsten Gunvor Løth

Offentliggjort: 15. april 2013

Kampen om folkeskolen er ved at være ved vejs ende. Dermed indleder Børne- og Undervisningsministeren kampen om daginstitutionernes funktion i konkurrencestaten. Centralt i denne kamp står spørgsmålet om legen.

Fra velfærdsstat til konkurrencestat[i]
Ved overgangen fra velfærdsstat til konkurrencestat er statens formål skiftet. Fra at være en beskyttende organisation, der skal kompensere befolkningen for den internationale konkurrences negative konsekvenser, er staten blevet en kamporganisation, der skal mobilisere samfundets ressourcer i konkurrencen med andre stater. Dette fordi konkurrenceevnen gøres til en forudsætning for vækst og velstand. Staten har altså forandret sig fra at beskytte borgeren mod kapitalismen, til at tilskynde borgeren til kapitalisme.

Selv om mange af de centrale værdier går igen i begge stater - frihed og fælleskab og reformer - så er der helt grundlæggende forskel.

I velfærdsstaten er fællesskabet lig med demokratiet, og frihed betyder frihed til at deltage i demokratiet. Reformer er et værktøj til løbende at forbedre velfærdsstatens evne til at beskytte borgeren.

I konkurrencestaten er frihed knyttet til at realisere egne behov og fællesskabet er arbejdsmarkedet. De, der ikke er en del af arbejdsmarkedet, er ikke en del af fællesskabet.

Reformer foregår i det uendelige og målsætningen er hele tiden at reorganisere staten, så de offentligt ansatte arbejder så effektivt som muligt og med højest mulig produktivitet. Samtidig skal det, de offentligt ansatte producerer, have optimal effekt på de private virksomheders konkurrenceevne.[ii]

I den forbindelse spiller folkeskolen og daginstitutioner og de dertilhørende fagprofessionelle en

afgørende rolle. Forskellen på velfærdsstaten og konkurrencestaten er altså mere end til at få øje på, når man dykker ned i begreberne. Kort sagt kan man sige, at velfærdsstaten beskytter borgeren mod markedet - konkurrencestaten udnytter borgeren på markedet.

Uddannelse til markedet
I konkurrencestaten mobiliseres mennesket hele tiden til at deltage i den internationale konkurrence. Mennesket er ansvarlig for eget liv, for egne kompetencer og egen udvikling, deraf mottoet: Ansvar for egen læring

I konkurrencestaten er uddannelse blevet det mantra politikere, fagbevægelse og meningsdannere messer i en uendelighed. Uddannelse skal være med til at sikre konkurrenceevnen. Med et knipsesmæld lægger vi uddannelse ind under arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitikken. Vi kan uddanne os ud af arbejdsløshed og sygdom, ja faktisk al elendighed. Vil borgeren ikke uddanne sig frivilligt, så tvinger vi ham med ”økonomiske incitamenter” - eksempelvis ved at fratage ham sit forsørgelsesgrundlag.

Det, at uddannelsespolitik pludselig bliver underlagt arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitik, får gebommerligt grumme konsekvenser for indholdet ikke bare i folkeskolen, men også i daginstitutionerne. Folkeskolen og daginstitutionerne er ikke længere samfundsinstitutioner, der skal danne kritisk tænkende demokratiske borgere. De er regulære træningslejre for konkurrencestatens soldater - børnene - som udelukkende skal tilegne sig faglighed og færdigheder. Og pædagoger og lærere er i den henseende intet andet end befalingsmænd.

Nødvendighedens politik
Man skulle tro, at mantraet ”There is no alternative” med Margaret Thatchers død, også er gået i historiens glemmebog. Men mantraet lever i bedste velgående – nu hedder det bare ”Nødvendighedens politik”.

Styringen af de offentligt ansatte kræver såkaldt ”evidensbaseret administration”. Det indebærer i korte træk, at man registrerer al arbejdsindsats, danner kvalitetssikringssystemer og evalueringssystemer. Denne evindelige registrering, kvalitetssikring og evaluering ophæves til sandheder. Sandheder, der peger direkte på ”nødvendighedens politik”.

Samtidig, så bliver forskning, indsigt og viden opløst til meninger, der kan afvises med de herskende politikeres mavefornemmelser og synsninger. Politisk udpegede kommissioner og ekspertpaneler er kongeeksempler på, hvordan man med et snuptag kan opløse sandheder i meninger og ophæve meninger til sandheder.

Den evidensbaserede administration ophæver løsningerne på politiske problemer til sandheder - med andre ord opstår ”den nødvendige politik”. Rune Lykkeberg[iii] kalder dette meningstyranni oppefra og meningstyranni nedefra.

Meningstyranni oppefra er, når eneste og vigtigste argument for reformer er ”nødvendighedens politik”.

Meningstyranni nedefra er, når politik bliver reduceret til en afstemning, hvor ”manden på gadens” holdning, bliver ophævet til flertallets holdning og dermed en sandhed. Eller når enkeltsager bliver eneste og vigtigste argument for reformer. Kontanthjælps Carina og Dovne Robert er klassiske eksempler på dette.

Rationalets pædagogik og arbejdsmarkedsforberedende daginstitutioner
”Nødvendighedens politik” udløser det, man kunne kalde ”rationalets pædagogik”. Præmissen er, at vi som borgere skal bidrage til konkurrenceevnen. Når vi accepterer den præmis, legaliserer vi også ”nødvendighedens politik” og dermed ”rationalets pædagogik”. Pædagogikken er i konkurrencestaten forandret til udelukkende at have et praktisk formål: at skabe personligheder, der motiveres af tilskyndelser. Tilskyndelser til at uddanne sig og til at deltage i det på forhånd definerede fællesskab - arbejdsmarkedet.  Forskellen på ”rationalets pædagogik” og den strukturerede pædagogik – hhv. neoliberalt og kommunistisk inspireret pædagogik - er sjovt nok næsten ikke til at få øje på. Dette er udtryk for, at der i det politiske spektrum stort set ikke er nogle afvigelser i den politiske pædagogik. Altså stort set ingen forskelle i den politik og de værdier, der sætter rammer for pædagogikken.

Førhen har daginstitutioner været samfundsinstitutioner, der primært varetog en arbejdsmarkedspolitisk opgave – børnene blev passet, mens kvinderne indtog arbejdsmarkedet. Dengang var det medarbejderne i den enkelte daginstitution, der definerede den pædagogiske opgave.

I dag er daginstitutioner en del af uddannelsespolitikken og de er omdannet til skoleforberedende institutioner. Ligesom folkeskolen er omdannet til arbejdsmarkedsforberende institutioner.

Følger man denne logik er vuggestuer og børnehaver i virkeligheden bare en forberedelse til arbejdsmarkedet. Og staten har for nylig redefineret opgaven i Ny Nordisk Skole for dagtilbud[iv]: Børn skal blive så dygtige som muligt. Svært at være uenig i. Samtidig er der ingen, der stiller spørgsmålet: Hvad skal mennesket være ud over arbejdskraft?

Dernæst skal daginstitutionerne mindske betydningen af social baggrund. Det er også svært at være uenig i. Selvfølgelig skal vi øge chanceligheden for børn. Ingen vil påstå det modsatte. Samtidig er der ingen der spørger: Hvordan skal daginstitutioner kunne løfte opgaven uden økonomisk omfordeling i samfundet?

Sidst men ikke mindst, skal tilliden til dagtilbud styrkes. Hvem filan er modstander af tillid til daginstitutioner? Ingen! Samtidig er der ingen der spørger: Hvordan kan vi understøtte børn i at blive tillidsfulde, kritisk tænkende og demokratiske borgere i et samfund, hvor vækst, konkurrenceevne og nødvendighedens politik er eneste gyldige parameter?

Antorini hævder ganske vist, at tanken med NNS ikke er at indføre undervisning i børnehaverne. Vi skal ikke have førskoler, som man eksempelvis har det i Frankrig, skriver hun på ministeriets hjemmeside. Problemet er bare, at det ekstreme fokus på læring og kompetencer fra ministeriets side langsomt men sikkert siver ned i det pædagogiske grundvand. Vi har set det med de pædagogiske læreplaner og sprogtest og Maja Plum har dokumenteret så fint i sin ph.d., at den pædagogiske faglighed har forandret sig. Et ekstraordinært politisk fokus på dokumentation og måling får pædagoger til at ændre syn på, hvad der er pædagogisk arbejde. Dagen bliver delt op i ”pædagogiske aktiviteter” og ”resten”. De ”pædagogiske aktiviteter”[v] bliver det agtede og fylder stadigt mere i daginstitutionerne. Både fordi pædagoger helt misforstået tror, at det giver anerkendelse til professionen, men også fordi de er ”lettere” at måle og evaluere på. Problemet med denne opdeling af dagen er, at ”resten” bliver upåagtet. Alt, hvad der er upåagtet, går også fri af et kritisk blik og er der noget, der er ødelæggende for pædagogikken, så er det manglende kritik.

Legen og den internationale konkurrenceevne
Men hvad har konkurrencestaten og forberedelse til arbejdsmarkedet med leg at gøre? Djævlen ligger som bekendt begravet i detaljen og det er mantraet om ”leg og læring”, der skal have særlig opmærksomhed. Legen er ifølge den hollandske filolog og professor i historie Johan Huizinga kendetegnet ved at være en frivillig aktivitet, der foregår udenfor dagliglivets åg. Legen har altid en bestemt orden og gældende regler, men de er defineret at dem, der leger. Legen foregår altid indenfor en tidsmæssig og rumlig grænse, stadig defineret af dem der leger. Sidst men bestemt ikke mindst har legen et hemmeligt skær over sig - den skaber et ”dem” og ”os” - de ikke-indviede og de indviede i legen.

Man kan med fordel dele legen op i formelle kendetegn og subjektive kendetegn.

De formelle kendetegn er dem, der handler om orden, regler, tid og rum. Altså fortrinsvis noget, der foregår omkring barnet. De subjektive kendetegn beskriver det, der foregår inde i barnet: følelsen af at være fri, at kunne træde ud af dagliglivet og tilfredsstillelsen ved at befinde sig i en sfære med et hemmelighedsfuldt skær. En sfære, hvor man ikke er underlagt dagliglivets sædvanlige formålsstyring og nytteværdi.

Jo mere de formelle kendetegn træder i forgrunden, jo mere vil legen bære præg af at være et spil med vindere og tabere. Jo vigtigere regler, tid og rum bliver, jo mere mister legen sin legende karakter. Det er altså i høj grad de subjektive kendetegn, der afgør om legen er en leg, eller om legen er et spil. Jo mere de subjektive kendetegn træder i baggrunden - altså følelsen af frihed, følelsen af at stå udenfor dagliglivets åg, og det at bevæge sig i en hemmelighedsfuld sfære - jo mere mister legen sin legende karakter. I det øjeblik legen patenteres i læringens navn og udråbes til at tjene et formål, mister legen sine vigtigste kendetegn og er dermed pr. definition ikke længere leg.

Og netop her rammer vi kernen i problemet med legens rolle i konkurrencestaten.

Legen har ifølge Huizinga intet andet formål end legen i sig selv. Dette er uforeneligt med konkurrencestaten og dens incitamentsstyring, fordi alt i konkurrencestaten er formålssat og har en nytteværdi. Skal legen have en berettigelse i konkurrencestaten, så skal den på en eller anden måde kunne bidrage til den internationale konkurrenceevne.

Med formålsstyring går legen fra, i velfærdsstaten at være en naturlig del af mennesket, til i konkurrencestaten at være en funktion til at optimere mennesket. Legen bruges som tilskyndelse til at tillære sig færdigheder. Færdigheder, som mennesket jf. konkurrencestatens præmis, er dybt afhængig af at kunne bruge til at udnytte de omgivende tilskyndelser i samfundet. Tilskyndelser til uddannelse og dermed arbejdsmarkedet. Med andre ord skal leg ikke længere have en værdi i sig selv. Legen bliver et redskab til at tilegne sig nyttige færdigheder, der kan bruges på det internationale marked.

Så det gælder om, at holde tungen lige i munden, når Børne- og Undervisningsministeren Christine Antorini med centerleder på Danmarks Pædagogiske Universitet Niels Egelund i hånden opretter ”Rådet for Børns Leg og Læring”. For hvem kan i virkeligheden være modstander af leg og læring?

Det kan de, der holder tungen lige i munden. De der vil forsvare legens vigtigste kendetegn - følelsen af frihed. De der ikke vil acceptere, at alle sfærer i vores liv, skal underlægges konkurrencestatens præmisser. De der mener, at legen diskrediteres, når den bliver reduceret til en færdighed, som staten skal bruge i den internationale konkurrence. De der mener, at leg og marked aldrig kan forenes.

Ved at acceptere, at legen skal indgå på konkurrencestatens præmisser, så accepterer man også, daginstitutioner har ét eneste formål: at forberede børn til arbejdsmarkedet, deltage i den internationale konkurrence og bidrage til vækst.

Kampen om legen
De, der som undertegnede vil et andet samfund og mener, at mennesket skal være andet end arbejdskraft, at ulighed bekæmpes med økonomisk omfordeling og at kritik og demokrati bør være omdrejningspunkt for dette samfund, bør også forsvare legen.

Politik og pædagogik er ikke værdineutrale størrelser uanset hvilke eksperter man fra politisk hold bruger i sine ekspertpaneler og kommissioner. Det skal man altid holde sig for øje. Så når den herskende politiske pædagogik har Stig Broström, Niels Egelund og Ole Henrik Hansen som foregangsmænd, så er det fordi, at de er fortalere for de herskende politikeres pædagogik. En pædagogik, hvor bureaukratiserende og ensrettende evalueringsmodeller, mere uddannelse og pædagogers enevælde er svaret på alle daginstitutionsområdets ulyksaligheder.

En politik, hvor mennesket ikke er andet end arbejdskraft.


[i]     Pedersen, Ove K., Konkurrencestaten, Hans Reitzel, 2011, (kap. 6)

[ii]    Pedersen, Ove K., Konkurrencestaten, Hans Reitzel, 2011, (kap. 6)

[iii]   Lykkeberg, Rune, Alle har ret, Gyldendal 2012, (s. 162-169)

[iv]   http://nynordiskskole.dk/Om-Ny-Nordisk-Skole/Hvad-er-Ny-Nordisk-Skole/Maal-Manifest-og-Dogmer-for-Ny-Nordisk-Skole

[v]    Ahrenkiel, A. m.fl., Daginstitutionsarbejde og pædagogisk faglighed, Frydenlund, 2012