SRSF ’s vækstplan: Forkert løsning på forkert problem
Af Henrik Herløv Lund

Offentliggjort: 15. april 2013

Regeringens ”vækstplan” er den forkerte løsning på det forkerte problem: Fordi krisen ikke er en konkurrenceevnekrise, men en efterspørgselskrise. Og fordi når erhvervsskattelettelserne finansieres med reduceret offentligt forbrug, så koster det alt for meget i jobs i forhold til, hvad planen skaber. Regeringen angiver, at vækstplanen i sig selv isoleret set skaber +4.000 jobs årligt på sigt i den private sektor.  Men Finansministeriet har i en ”teknisk baggrundsrapport” indrømmet, at finansieringen årligt i 2020 vil koste mindst -6.000 offentlige arbejdspladser gennem reduceret vækst i offentligt forbrug. Hermed vil nettoeffekten af vækstplanen ikke blive jobskabelse, men jobtab. Dertil kommer, at regeringen formentlig oven i købet underdriver effekten af jobtabet i det offentlige.

1. DEN FORKERTE LØSNING
Regeringens ”vækstplan” giver lettelser for erhvervslivet, primært af selskabsskat og erhvervsafgifter - garneret med lidt offentlige investeringer samt investeringer i almennyttige boliger.

Indhold af regeringens ”vækstplan”.[1]

1. Bedre vilkår for danske virksomheder

Regeringen vil gøre det mere attraktivt at investere i og drive virksomhed i Danmark gennem initiativer svarende til ca. 4 mia. kr. i 2014 stigende til ca. 10 mia. kr. i 2020:

• Gradvis nedsættelse af selskabsskatten (ekskl. Nordsøen) og skattesatsen i virksomhedsordningen fra 25 pct. til 22 pct. Samtidig øges lønsumsafgift i den finansielle sektor

• Virksomhedernes produktionsrelaterede afgifter på energi mv. sænkes

• Den vægtbaserede emballageafgift afskaffes

• Skattekreditten for forsknings- og udviklingsaktiviteter øges

• Virksomhedernes fradrag for hotelmoms øges fra 50 til 75 pct.

• Bedre forhold for erhvervsdrivende fonde ved overtagelse af virksomheder (skattemæssig succession)

• Spildevandsomkostninger for store virksomheder sænkes

• Kørselsafgifter for lastbiler vil ikke blive indført og jernbanegodstransporten støttes

• Styrket indsats for vækst- og eksportfremme samt tiltrækning af højkvalificeret udenlandsk arbejdskraft

• Finansiering gennem erhvervsobligationer og mulighed for nye EKF-eksportgarantier for op til 15 mia. kr.

2. Investeringer i Danmark – øgede offentlige investeringer mv.

Regeringen vil sikre flere investeringer i Danmark gennem initiativer svarende til ca. 6 mia. kr. i 2014, der øger aktiviteten på kort sigt og samtidig understøtter Danmarks konkurrenceevne:

• Forøgelse af de planlagte offentlige investeringer med 2 mia. kr. i 2014 stigende til 4 mia. kr. i 2020. I 2014 vil det øgede rum til offentlige investeringer konkret blive prioriteret til investeringer i kommunerne.

• Forøgelse af investeringerne i renovering af almene boliger med i alt 4 mia. kr.

• BoligJobordning med fuld virkning i 2013 og 2014

• Investeringer i yderområder ved bygningsfornyelse, kystbeskyttelse og bedre bredbånd på Bornholm

• Fremrykning af aktiviteter i forbindelse med Femern Bælt-forbindelsen

• Understøttelse af investeringer i effektiv energianvendelse i private bygninger

3. Bedre uddannelse

Regeringen vil forbedre dansk konkurrenceevne ved at øge arbejdsstyrkens kvalifikationer:

• Fælles arbejde om mere og bedre voksen- og efteruddannelse med arbejdsmarkedets parter. Der afsættes i alt 1 mia. kr. i perioden 2014-2017

• Udspil til en reform af erhvervsuddannelserne i løbet af 2013

4. Fortsat udvikling af den offentlige sektor

Vækstplanen sikrer fortsat plads til balanceret vækst i det offentlige forbrug på ca. 1,0 pct. i 2013, 0,4 pct. i 2014, 0,5 pct. i 2015, 0,6 pct. i 2016, 0,7 pct. i 2017 og ¾ pct. årligt i 2018-2020. Herudover forbedres den offentlige service ved moderniseringsinitiativer inden for blandt andet digitalisering, effekter, regulering mv.

Selskabsskatten er i planen nedsat med 3 procent for en udgift på sigt af godt 4 mia. kr. årligt, og der gennemføres afgiftslettelser for erhvervene inden for energi mv. for på sigt i alt årligt 3 ½ mia. kr.  Videre hæves investeringerne i almennyttige boliger over 4 år årligt med omkring 1 mia. kr. i gennemsnit. Pakken finansieres gennem reduktion af den offentlige forbrugsvækst med i alt op mod 25 mia. frem til 2020.[2]

Tabel: Udgifter til regeringens ”vækstplan”.[3]

 

Ringe beskæftigelseseffekt

Ifølge regeringen vil pakken på sigt give 4.000 arbejdspladser årligt i den private sektor. Allerede, som opgjort af regeringen, forekommer beskæftigelseseffekten særdeles beskeden. 4000 arbejdspladser til en pris af op mod i alt 15 mia. kr. – det er næsten 4 mia. kr pr. 1000 arbejdspladser.

Tabel: Effekt af vækstplanen ”isoleret set” – i den private sektor

 

Tilmed synes den samlede beskæftigelseseffekt – inkl. både den private og den offentlige sektor – at være endnu mindre, jf. længere fremme.

Den ringe effekt skyldes, at regeringen især har anvendt midlerne – som indirekte er fremskaffet via kontanthjælps- og SU-reformerne – på en type af finanspolitiske tiltag, som giver allerringest beskæftigelseseffekt, nemlig sænkning af selskabsskatten.

Ifølge regeringens egen ADAM-model vil brug af 5 milliarder kr. på lempelse af selskabsskatten højst skabe op mod 300 arbejdspladser.[4] Var midlerne i stedet tilført det offentlige ville de have skabt +12.000 flere arbejdspladser.

Tabel: Beskæftigelseseffekt af forskellige finanspolitiske lempelser på 5 mia. kr [5]

Omfang af finanspolitisk lempelse på 5 mia. kr

Beskæftigelseseffekt af finanspolitisk tiltag

Lempelse af selskabsskat

+ 300 personer

Øgede midler til offentlig service

+12.000 personer

Finansieringen koster dyrt i arbejdspladser
Ikke alene er anvendelsen af midlerne særdeles ineffektiv, når der på kort sigt kun skabes 5.000 arbejdspladser i den private sektor. Tilmed koster finansieringen dyrt i offentlige arbejdspladser.

Planen vil her ganske vist i 2014 øge offentlige investeringer plus investeringer i almennyttige boliger med i alt lidt over 3 mia. kr. årligt i gennemsnit.

MEN: Det fremgår imidlertid af planen, at regeringen og KL i denne forbindelse har indgået en ”konstruktiv forståelse” om, at man viderefører aftalen om øgede kommunale investeringer mod reducerede driftsudgifter fra 2013 til 2014.[6] Men i og med at der nu er tale om en videreførelse af aftalen fra 2013 til 2014, betyder det, at når kommunerne i 2014 får lov til at øge deres investeringer med 2 mia. kr., skal de igen – ligesom i 2013 - fortsat reducere for 2 mia. kr. i deres serviceudgifter.[7]

Og selv om effekten af øgede kommunale investeringer i sig selv nok er større end lempelsen af selskabsskatten, er den alligevel beskeden: Der skabes højst mellem 2 og 3.000 jobs. Men disse øgede investeringer skal altså modsvares af en nedsættelse af de kommunale driftsudgifter i 2014 med modsvarende 2 milliarder. Og denne reduktion i kommunal service slår anderledes hårdt: Her vil effekten selvsagt være faldende beskæftigelse - i størrelsesordenen (på basis af ADAM-modellen) kan det opgøres til 4-6.000 personer.[8]

Forøgelsen af de offentlige investeringer skulle være SF’s fingeraftryk på og alibi for at indgå i aftalen om nedsættelse af selskabsskatten. Men sandheden er altså, at forøgelsen af de kommunale investeringer i sig selv formentlig vil koste dobbelt så mange jobs som den skaber jobs.

Netto skaber planen ikke flere jobs, snarere tværtimod …
Også på længere sigt frem til 2020 stjæler finansieringen næsten den positive beskæftigelseseffekt af de mange anvendte milliarder. Som anført skal planen isoleret set (ekskl. SU- og kontanthjælpsreform) på sigt give +4.000 arbejdspladser mere årligt – i den private sektor vel at mærke.

Det sker imidlertid mod en reduktion i væksten i det offentlige forbrug med 1,4 mia. kr i 2014 stigende til 4,2 mia. kr. årligt i 2020[9]. Ifølge regeringen reduceres væksten i det offentlige forbrug årligt i gennemsnit fra planlagt +0,8 pct. til +0,6 pct.[10]

Tabel: Årlig realvækst i offentligt forbrug ifølge vækstplanen[11]

 

I regeringens vækstplan var det imidlertid ikke angivet, hvor stort et tab af arbejdspladser i det offentlige, som dette ville medføre. Først senere er finansministeren krøbet til korset og har indrømmet, at tabet af arbejdspladser i det offentlige er betydeligt. Man angiver det til, at besparelserne i det offentlige forbrug vil betyde nedlæggelse af 3.000 offentlige arbejdspladser i 2014.[12] I 2014 mildnes jobtabet imidlertid af offentlige investeringer på et særligt højt niveau.

Men reduktionen i offentligt forbrug fortsætter jo helt til 2020 – med (efter 2014) lavere offentlige investeringer. Det betyder, at jobtabet stiger i de følgende år, idet væksten i offentlig beskæftigelse i 2020 reduceres fra +16.000 til +10.000 [13]. Eller med andre ord: planen koster på sigt -6.000 årligt i offentlig beskæftigelse.

Tabel: Tidligere planlagt stigning i offentlig beskæftigelse i regeringens 2020-plan: ”Danmark i arbejde” og nu planlagt stigning i offentlige beskæftigelse i ”Vækstplanen”[14]

Dette er måske endda i underkanten. Opgjort på basis af ADAM-modellen kan den offentlige beskæftigelse på sigt vurderes at falde med årligt 6-8.000 arbejdspladser i gennemsnit.

Dvs. at de +4-5000 flere jobs årligt i gennemsnit, som vækstplanen angiveligt skaber i den private sektor, opvejes - eller mere end opvejes - af fald i offentlige beskæftigelse på – 6-8.000 jobs årligt i gennemsnit. Vækstplanens nettoeffekt vil altså ikke blive jobskabelse, men jobtab.


Tabel: Årlig gennemsnitlig netto beskæftigelseseffekt af vækstplanen på sigt (2020)

Sektor

Beskæftigelseseffekt

Privat sektor

+ 4.000 til 5.000

Offentlig sektor

-6.000 til 8.000

Netto

-2.000 til 3.000

Altså netto ingen positiv beskæftigelseseffekt, snarere tværtimod en lille tilbagegang.

Alt i alt er vækstplanen den forkerte løsning, fordi finansieringen koster så meget i jobs i det offentlige i forhold til, hvad planen skaber.

Hvilket regeringen så – jævnfør længere fremme – forsøger at camouflere gennem et skønmaleri af de øvrige økonomiske fremtidsudsigter, hvor man foregøgler, at ”bedre konjunkturer” i stedet vil skabe en massiv beskæftigelsesfremgang.

Beskæftigelsesstigning i det offentlige frem mod 2020?
Hertil kommer, at det må betegnes som særdeles usikkert, hvorvidt den angivne vækst i offentlig beskæftigelse på nu +10.000 årligt i 2020 overhovedet kommer.

Takket været regeringens økonomiske sanktioner overfor kommunerne har disse i de senere år årligt sparet 8-10 mia. kr. mere end krævet af regeringen svarende til en gennemsnitlig årlig reduktion i den kommunale beskæftigelse på op mod -10.000.

Fortsætter dette uændret, vil der selvsagt ikke blive tale om nogen beskæftigelsesstigning i det offentlige frem til 2020 overhovedet.

II. DET FORKERTE PROBLEM
Satsningen på øget indtjening og konkurrenceevneforbedring for erhvervslivet retter sig mod det forkerte problem. Det kan nemlig ikke godtgøres, at den samlede danske konkurrenceevne er så ringe, som regeringen angiver.

Det må anerkendes, at den såkaldte lønkonkurrenceevne, som primært fokuserer på lønudviklingen, er forringet under VK-regeringen. Men dette er siden langt hen ad vejen rettet op igen, jf. nedenstående figur for lønkonkurrenceevnen 2003-2012.

Figur: Lønkonkurrenceevnen 2000-2011 og lønkonkurrenceevnen 2003-2012.[15]

 

Tilmed viser den gode eksportudvikling og handels og betalingsbalance INGEN tegn på, at danske virksomheder har svært ved at konkurrere med udenlandske. Hvilket hænger sammen med, at konkurrencevne er andet end omkostninger og også handler om udvikling, kvalitet og design, som netop er områder, hvor danske virksomheder står stærkt.

Den økonomiske krise handler ikke så meget om konkurrenceevne overfor udlandet, men om langt mere om manglende afsætning og efterspørgsel for de mange mindre og mellemstore virksomheder på det danske hjemmemarked, som 75 procent af beskæftigelsen er bundet op på.[16]

Den indenlandske danske økonomi er endnu ikke kommet sig over finanskrisen og ligger stadig mange milliarder under niveauet fra før denne – dvs. der er en kæmpe efterspørgselsmangel. Forbrugerne har sat forbrugstakten drastisk ned og sparer op på grund af arbejdsløsheden, boligkrisen og gældskrisen. Og regeringen har gjort ondt værre ved at drosle det offentlige forbrug ned gennem nulvækstpolitik og kæmpebesparelser i kommunerne. Og som konsekvens af den svage efterspørgsel investerer virksomhederne ikke.

Krisen og den fortsatte økonomiske afmatning handler således ikke om indtjening og konkurrenceevne, men om manglende afsætning og efterspørgsel og deraf følgende manglende investeringer fra virksomhederne.

Figur: BNP, hjemlig efterspørgsel og eksport 2002 – 2012[17]

 

Skattelettelser for erhvervslivet har derfor ringe effekt, hvis de blot sættes ind på bankkontoen. Summa summarum: Den forkerte Løsning på det forkerte problem.

Skønmaleri af fremtidsudsigter
Regeringen har i planen taget den store pensel frem i et gigantisk skønmaleri af fremtidsudsigterne. Frem til 2020 vil der blive skabt 150.000 arbejdspladser, hævder den.

Tabel: Regeringens overordnede mål frem til 2020[18]

 

Ved et nærmere eftersyn viser det sig dog, at alle andre end regeringen selv vil skulle sørge for disse arbejdspladser. Først og fremmest skal nemlig bedre konjunkturer sørge for de 80.000 af disse mange arbejdspladser.

Regeringen baserer sig åbenlyst på håb og ikke på realiteter, for alt tyder på, at finanskrisen tværtimod vil fortsætte dette tiår ud.

Herudover skal et såkaldt ”strukturelt forløb” i form af allerede vedtagne reformer levere godt 40.000 af de flere arbejdspladser, hvilket dækker over Efterlønsreformen fra 2006, Tilbagetrækningsreformen fra 2011 og Dagpengereformen fra 2010.

Og endelig skal regeringens egne reformer af førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og SU levere godt 35.000 arbejdspladser.

Figur: Sammensætningen af regeringens angivne forøgelse af beskæftigelsen frem mod 2020 med +150.000 personer[19]

 

Problemet er imidlertid her, at alle disse gamle og nye reformer KUN leverer øget arbejdskraftudbud.

Skal der komme mere beskæftigelse ud af det, skal jobbene komme andetsteds fra, som disse flere på arbejdsmarkedet skal ansættes i.

Og da regeringen ikke leverer mange flere jobs og den private sektor i Danmark er i dyb krise, er det endnu engang overladt til ”konjunkturerne” - dvs. et internationalt økonomisk opsving - at levere dem. Men et sådant opsving er der med fortsat gældskrise i EU og fortsat finanskrise i den vestlige verden ingen udsigt til.

Regeringens prognoser for både 2012 og 2013 er allerede blevet afsløret som skønmaleri.[20] Den superoptimistiske prognose frem til 2020 kan også meget let vise sig at være bare tomme ord og varm luft.

Hertil kommer igen det problem, at regeringen (ovenfor) opgør væksten i den private beskæftigelse frem til 2020, mens det forekommer særdeles uklart, hvorvidt den modsvarende reduktion i offentlig beskæftigelse på grund af reduceret offentligt forbrug medregnes - i hvert fald fremstår det ikke klart om det er tilfældet, som det jo burde.

Jf. foran vil der på grundlag af multiplikatorerne i ADAM-modellen i hvert tilfælde være tale om et fald i offentlig beskæftigelse på omkring 40-60.000 personer.

Råd til og brug for langt mere jobskabelse
Der er altså behov for helt anderledes effektive tiltag til jobskabelse fra regeringens side, hvis der skal blive et væsentligt løft i beskæftigelsen.

Regeringen har imidlertid vedvarende afvist, at der skulle være råd til en øget indsatsfor jobskabelse. Afvisningen er bestandig blevet motiveret med EU's henstilling til Danmark om i perioden 2011-2013 at bringe statsunderskuddet ned under 3 procent.

En henstilling, der som bekendt i 2009, blev bestilt af VK-regeringens daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen og begrundet med en prognose, der angiveligt viste, at de offentlige finanser var på vej mod et mange milliarder stort budgetunderskud.

Men efterfølgende har det vist sig, at Danmark faktisk aldrig har været i konflikt med 3 procents reglen, fordi de samlede underskud fra 2010 til 2013 har været 105 mia. kr. eller 6 pct. af BNP mindre end katastrofeprognoserne fra Hjort Frederiksen lød på.

Figur: Forventet og faktiske statsunderskud 2009 – 2013 i % af BNP [21]

Der er altså et langt større økonomisk råderum end regeringen hævder. Og der er med lavvækst igen i 2013 og en reel arbejdsløshed på mellem 165.000 (bruttoledige) og 185.000 (AKU-ledige ekskl. studerende) brug for meget mere jobskabelse.

Heroverfor står, at en konkurrenceevnepakke vil være en meget usikker gambling i en bedre konkurrenceevne, som måske - og måske ikke på – på meget langt sigt kan give øget beskæftigelse, men som i hvert tilfælde her og nu - under krisen - tværtimod vil koste alt for mange offentlige jobs i forhold til, hvad der skabes i den private sektor.

Sigtet med en sådan pakke forekommer da også primært at være politisk. Mange af tankerne om erhvervsskattelettelser er hentet hos arbejdsgiverorganisationerne og hos de borgerlige partier, hvor Venstre jo under finanslovsforhandlingerne fremsatte netop krav om en sådan pakke af skattelettelser for erhvervslivet.  Som ved reformen af førtidspension og fleksjob, kontanthjælps- og SU-reformerne synes SRSF-regeringen igen at ville opgive egen politik og overtage de borgerliges.

Det primære mål med konkurrenceevnepakken synes da også at være politisk, nemlig at købe sig fred i forhold til arbejdsgiverne og de borgerlige ved at føre deres politik. Imens tusinder af regeringens egne vælgere falder ud af dagpengesystemet i 2013 på grund af mangel på jobs. Noget som erhvervsskattelettelser ikke hjælper på, tværtimod.


[1] ) Kilde: Presseresumeer i forbindelse med fremlæggelse af vækstplanen.

[2] ) Jf. Vækstplanen, s. 67.

[3] ) Kilde: Presseresumeer i forbindelse med fremlæggelse af vækstplanen.

[4]) Jf. nærmere uddybning i Lund, Henrik Herløv: DI s konkurrenceevnepakke. http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/DIkonkurrenceevnepakke.pdf

[5]) Kilde: Egen beregning på basis af Økonomisk Redegørelse dec. 2011.

[6]) Jf. Lund, Henrik Herløv: Forhøjelse af kommunalt anlægsloft: Et skridt frem og to skridt tilbage. http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/Anlaegslofthaeves.pdf .

[7] ) Jf. Vækstplanen, s. 67.

[8]) Jf Lund, Henrik Herløv: Forhøjelse af kommunalt anlægsloft koster dyrt.

[9] ) Jf. vækstplanen, s. 67.

[10]) Jf Finansministeriet: Teknisk baggrundsrapport for vækstplanen, s. 6.

[11]) Jf. Teknisk baggrundsrapport for vækstplanen, s. 23.

[12]) Jf. Kestler, Amalie og Kim Kristensen: Vækstplan koster 3.000 offentlige job i 2014. Information 13..03.13

[13]) Oven anførte art

[14]) Jf. Teknisk baggrundsrapport for vækstplanen, s. 30.

[15]) Kilde: LO: Den hjemlige efterspørgsel er patienten

[16]) Jf. Pedersen, Frederik I: Vending på arbejdsmarkedet kræver fremgang i efterspørgsel. AE rådet, 31.01.13

[17]) Kilde: Pedersen, Frederik I. og Katrine Leth Svendsen: Arbejdsmarkedet lider under underdrejet hjemlig efterspørgsel. AE – rådet 24.01.13

[18]) Vækstplanen, s 12.

[19]) Jf. Vækstplanen, s. 16

[20]) Jf. Lund, Henrik Herløv: Corydon skønmaler dystre udsigter for 2012 og 2013. www.henrikherloevlund.dk/Artikler.htm  

[21]) Kilde: Børsen,16. Januar 2013