Modernisering … nu?
Af Jan Mølgaard

Offentliggjort: 15. april 2013

Alt skal jo moderniseres med mellemrum. Og det ligger i ordet ”modernisering”, at det, man gør, er at tage noget gammeldags, fortidigt og overhalet og bringe det op til dagens standard.

Det er da også denne underforståethed, der lyser ud af hjemmesiden modernisering.nu. Som man kan læse det på forsiden: ”Her på siden kan du læse om kommunernes, regionernes og regeringens arbejde med at finde nye veje til bedre velfærd. Du kan f.eks. læse om regeringens visioner for modernisering af den offentlige sektor, se de konkrete resultater og blive klogere på nogle af de mange gode projekter, som er i gang rundt om i kommuner og regioner.”

 

På forsiden kan man også se et billede af en – let bekymret – Marianne Jelved, der tilbyder den besøgende at se en video om projektet. På videoen (der i parentes bemærket er hostet på Wimeo i HD-format og ikke i lav opløsning på Youtube) smiler ministeren lidt mere. Og her starter hun med at sige, at ”det handler om mennesker … om hvordan vi kan få løst ting på en bedre måde.”  Og hun fortsætter med at sige, at det nedenunder alle de fine ord handler om ”medarbejderne og deres dygtighed, om at deres ledere giver retning og at vi som borgere kan inddrages i den måde, som opgaverne bliver løst på.”

Det er det. Det er det, hun faktisk siger. Ikke mere og ikke andet. Manende slutter videoen med navnet på hjemmesiden - MODERNISERING.nu. Vil man vide mere om, hvad der præcist ligger i modernitetsbegrebet i dette regi, så er man nødt til at læse mere på siden. Ministeren løfter ikke sløret direkte. Hun sætter blot sin autoritet ind på, at det her er nødvendigt.

Kigger man på hjemmesidens afsnit ”Modernisering i praksis”, så får man adgang til en række eksempler. ”Robot hjælper ældre med at huske” – ”Elever med ADHD skal have en særlig værktøjskasse” – og ”Meningsfuld beskæftigelse for handicappede i Ikast-Brande Kommune.” Med mere. Lidt længere nede på siden kan man se en overskrift som ”Digital velfærd er vejen frem til bedre borgernære løsninger” og en anden som ”Sammenhængende patientforløb i Odense - partnerskabsprojektet Integrated Care”. Hvorfor integreret pleje absolut skal hedde Integrated Care kan man jo undre sig over. Men ikke desto mindre fortjener projektet (og fremstillinger her) nok, at vi citerer lidt mere af omtalen:

”Region Syddanmark (har etableret et partnerskab) med Odense Universitetshospital og Psykiatrien, 66 lægepraksisser i Odense og Odense Kommune (…) om udvikling af en model for nye løsninger med øget fokus på tidlig indsats og inddragelse af borgeren for at skabe sammenhængende patientforløb. Partnerskabet omfatter fx deling af data og fælles økonomiske incitamenter.

Formålet er bl.a. at forebygge de akutte indlæggelser, der kunne være forhindret ved en bedre koordineret indsats ved at skabe sammenhængende patientforløb. Initiativet har således til formål, at borgerne oplever at blive bedre understøttet af et samlet og proaktivt sundhedsvæsen.

At bremse udvikling og forværring af sygdomme samt at sikre fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet er andre hovedformål med klare økonomiske gevinster for såvel den enkelte, for samfundet som helhed og for Odense Universitets Hospital.”

Modernisering?? Jo, moderniteten i dette projekt består formodentlig i, at man deler data – hvilket man formodentlig gør via en IT-baseret løsning. Derudover består moderniteten så også i, at man har etableret fælles økonomiske incitamenter. Oversat til almindeligt dansk betyder dette – det skrives ikke på hjemmesiden – nok, at der er etableret en eller anden form for resultatafhængig finansiering, som betyder, at jo flere indlæggelser, man undgår (hvordan det så ellers skal dokumenteres), desto flere midler kan man råde over til ”frie” formål. Hvor den introducerende del af teksten er vag og upræcis, så er målformuleringen til gengæld helt klar: Målet er at høste klare økonomiske gevinster for både den enkelte, for samfundet som helhed og for Odense Universitets Hospital. Blot er teksten noget uklar i forhold til, hvordan den enkelte kan høste økonomiske gevinster ved ikke at blive indlagt til behandling. Men at samfundet som helhed og hospitalet kan gøre det, står til gengæld noget klarere. Hvis man altså kan leve med en abstraktion som ”samfundet som helhed.”

Behandlingen af ældre medicinske patienter og af psykiatriske patienter skal gøres billigere. Det opnår man – gennem samkøring af data – ved at gribe patienterne tidligere for derved at spare på antallet af liggedage. Sådan cirka må logikken se ud.

Bliver kvaliteten af behandlingen så også bedre? Og er hurtigere behandling med færre liggedage faktisk ensbetydende med en bedre behandlingskvalitet? Det er der ikke taget stilling til. Fordi det ikke er en del af den problemstilling, som projektet adresserer. Målet er besparelser (dvs. nedskæringer) og midlet er tidligere indsats igangsat på baggrund af data- og informationsdeling.

Kigger vi lidt på en af de andre introduktioner, så kan vi se at billedet er næsten det samme.

”Digital velfærd er vejen frem til bedre borgernære løsninger

Den teknologiske omstilling i den offentlige sektor er i fuld gang, og det kommer for borgerne til at betyde mere sammenhæng i den offentlige velfærd og en aktiv borgerinvolvering.”

Lidt længere nede forklares der: ”Digitale løsninger og velfærdsteknologi skal give os – som borgere, elever, patienter, pårørende, frivillige – bedre muligheder for at bidrage til velfærden og deltage aktivt i hverdags- og samfundslivet.” Eller sagt på en anden måde – digitalisering skal give os alle sammen mulighed for selv at bidrage mere.

Det giver frihed, siges det.

For eksempel når en kronisk lungepatients besøg på hospitalets ambulatorium erstattes af, at patienten selv rutinemæssigt måler og overvåger fx iltmætning i blodet, vægt og blodtryk derhjemme. Eller sagt på en anden måde: når patienten behandler sig selv. Under overvågning af plejepersonalet ganske vist, men uden at patienten skal bruge transporttid på sin behandling og navnlig uden at plejepersonalet skal bruge dyrebar kliniktid på kontrollen.

Som det fremgår, så er det der med, at teknologien skal give os (alle sammen) bedre muligheder for at deltage aktivt i hverdags- og samfundslivet, noget af en tilsnigelse. I hvert fald i de eksempler, som nævnes på hjemmesiden. For her skal patienten blive siddende helt alene derhjemme og lade sig overvåge af teknologisk anonymiseret plejepersonale eller it-systemer – eller den ældre skal lade sig hjælpe med spisningen af for eksempel spiserobotter. Sådanne systemer bliver måske lige så effektive for en isoleret fagteknisk betragtning, men formidlende for deltagelse og menneskelig kontakt er de altså ikke.

Men det er jo heller ikke i denne sammenhæng det egentlige mål. Målet er ganske klart: At løse de samme eller endda flere påtrængende opgaver mere effektivt – dvs. med et mindre timeforbrug eller et generelt mindre forbrug af ressourcer.

Kigger man under overskriften Målretning og prioritering kan man også direkte se, hvad det handler om:

”I en moderne offentlig sektor bliver ressourcerne anvendt der, hvor de gør mest gavn. Ved at tilrettelægge offentlige servicetilbud bedre, kan vi sikre en bedre balance mellem borgernes ressourcer og behov – og de tilbud, som det offentlige stiller til rådighed. Det kan f.eks. indebære, at offentlige servicetilbud og ydelser i højere grad målrettes mod de borgere, der har behov for støtte, og at borgere, der selv har ressourcer, bruger dem aktivt.”

Hvis man er til den slags, kan man jo altid prøve at anvende negationsprøver – det siger en del. I en moderne offentlig sektor bliver ressourcerne anvendt der, hvor de gør mest gavn, siges det. Men vi har ikke en moderne offentlig sektor – hvis vi havde, så var der jo ingen grund til at modernisere. Og det betyder, at det om den aktuelle offentlige sektor siges, at den ikke anvender ressourcerne der, hvor de gør mest gavn. Det er jo akkurat det, der skal rettes op på. Og det korresponderer til første begreb i overskriften – målretning. Det andet begreb i overskriften – Prioritering – defineres mindre stringent lidt længere ned i den korte tekst, hvor der står følgende:

”(Prioritering) betyder, at nogle indsatsområder må vælges fra, for at andre, mere relevante og mere trængende områder kan vælges til. Det betyder f.eks. at adgangs- og tildelingskriterier til offentlige velfærdsydelser skal være tidssvarende og afspejle befolkningens ressourcer og behov.”

For det første: uanset forandringerne i behov så betragtes ressourcerne som en absolut mængde. Og skal nye opgaver tages op, så må andre opgaver fjernes. Teksten giver selv halvandet bud på sådan en proces. Den første del formuleres sådan her: ”På den baggrund har regeringen bl.a. fjernet tilskud til tandrensninger, som mangler en sundhedsfaglig begrundelse – i stedet bliver pengene brugt til at styrke tandsundheden for økonomisk vanskeligt stillede.” Det halve bud hedder: ”På den baggrund har regeringen bl.a. reduceret det offentlige tilskud til høreapparater og til håndkøbslægemidler.” Hvad de sparede midler her anvendes til, fremgår ikke af sammenhængen.

For det andet: En integreret del af projektet er, at borgere med egne ressourcer (det fremgår ikke klart af sammenhængen, om ressourcebegrebet her er bredt og også omfatter viden, handlekraft og den slags, eller om der kun tales om økonomi), selv i øget grad skal bidrage i processerne. Aktiveringen har således mere et selvbehandlingsperspektiv end et egentligt aktiveringsperspektiv. Vælger man en lidt hård tolkning, så står der faktisk her, at egenbetaling for sundhedsydelser i langt højere grad bliver aktuelt fremover.

Udover at man således vil overlade langt mere til borgerne selv, så sættes det også som en central ledelsesopgave, at udmønte prioritering og aktivering i praksis. Under overskriften Ledelse kan man således læse følgende: ”God ledelse er en afgørende forudsætning for en effektiv og produktiv offentlig sektor. En af de offentlige lederes vigtigste opgaver er at sikre, at de offentlige kerneopgaver løses på en måde, der på én og samme tid understøtter kvalitet i opgaveløsningen og en effektiv udnyttelse af de offentlige ressourcer.”

Effektivitet og produktivitet. Og det udbygges yderligere lidt længere nede i teksten.

”Den økonomiske krise skærper kravene til de offentlige ledere. Når rammerne for den offentlige udgiftsvækst er stramme, er der brug for stærke, synlige og professionelle offentlig ledere, der kan motivere medarbejderne, fokusere på kerneopgaverne og tænke i kreative, lokale løsninger. Lederne i den offentlige sektor skal have vilje, evne og mod til at påtage sig alle dele af lederskabet og udnytte det fulde ledelsesrum.”

Prøv lige en gang at læse den passage igennem igen. Under en krise (og den forudsætter man tilsyneladende i denne sammenhæng at vi skal leve med i lang tid fremover) så er der brug for stærke, synlige og professionelle ledere, der forstår at udnytte det fulde ledelsesrum. Så skal der skæres og effektiviseres – så må man som leder ikke vige tilbage for noget – så må man udnytte det fulde ledelsesrum. Væk med det, der ikke bidrager til effektivitet og produktivitet. Fokus på de (økonomiske) resultater. Det er professionel ledelse.

Og skulle man være i tvivl om, hvorvidt den aktuelle konflikt omkring lærernes arbejdstid bare er begyndelsen, så fjerner teksten denne tvivl. Der står der nemlig følgende: ”Regeringen stiller derfor nye krav til ledelse bl.a. i udspillet til folkeskolereformen. Det skal give skoleledelsen bedre mulighed for at prioritere indholdet og omfanget af lærernes arbejdsopgaver, så der bliver taget udgangspunkt i de faglige hensyn og udfordringer på den enkelte skole.”

I øvrigt at det ikke bare patienter eller brugere, der selv skal levere noget. Man ønsker også i øget omfang at involvere frivillige. I afsnittet under frivillighed kan man læse følgende:

”Går offentlige og frivillige aktører sammen om at løfte en opgave, bidrager begge parter med deres unikke kompetencer. Resultatet af indsatsen bliver større end blot summen af de enkelte bidrag, når det bygger på den samskabelse, der opstår i krydsfeltet mellem offentlige kompetencer og aktive medborgere.”

Hvad man så end kan mene om det sproglige misfoster af et begreb, som her kaldes samskabelse (der enten må være en regulær neologisme eller også et prægnant udslag af newspeak), så fremgår det med al ønskelig tydelighed her, at det, der ikke menes at være ressourcer til i den offentlige sektor i stigende grad skal leveres gennem ”veldædighed”. Rettigheder og rammer skal svækkes – fokus skal sættes på effektivitet og produktivitet – ressourceforbruget skal bringes ned eller i det mindste fastholdes på det nuværende niveau – og gennem indgåelse af partnerskaber både med enkeltpersoner og – må man formode – med virksomheder, så skal der kompenseres for sparsommeligheden.

IT-udbygning skal bidrage på alle mulige måder til, at målene her bliver nået. I afsnittet med overskriften Digitalisering kan man læse følgende: ”Internettet og digitalisering har ændret den måde, vi er sammen på – det har ændret den måde vi køber ind på, og det har også ændret den offentlige service og måden, vi kommunikerer med det offentlige på. (…)Derfor er regeringen sammen med KL og Danske Regioner ved at gøre kommunikationen mellem borger, virksomheder og det offentlige obligatorisk digital for dem, der kan.  Målet er, at 80 pct. af al kommunikation med det offentlige skal foregå digitalt i 2015. Der er aftalt et potentiale på 980 mio. kr. årligt for de første dele af overgangen til digital kommunikation. Der forventes et yderligere potentiale på 770 mio. kr. ved fuld indfasning af overgang til digital kommunikation fra udgangen af 2015.”

Der er aftalt et potentiale? Hvordan kan man aftale et potentiale? Men formodentlig mener man også bare, at der ligger er besparelsespotentiale på de nævnte beløb (i alt omkring halvanden milliard) i perioden frem til og med 2015.

Det er mange penge. Det er navnlig mange penge, når man samtidig tænker på, at ingen digitalisering kan ske uden tilsvarende investeringer i hardware og software – og i dette tilfælde investeringer både på de offentlige myndigheders side og hos de borgere, der altså for 80 procents vedkommende forventes at kunne klare deres kommunikation med de offentlige myndigheder helt alene derhjemmefra via computerskærmen.

Hvordan en omlægning af denne karakter skal bidrage til andet end beskæringer, fremgår ikke af teksten. En fast bænkning af borgeren foran skærmen vis a vis en offentligt drevet IT-løsning er i hvert fald hverken formidlende for samvær, kommunikation eller aktivitet. Men det er lige meget, forstår man. For som der står i teksten: ”Regeringen forbereder sammen med KL og Danske Regioner en strategi for digital velfærd, der skal sætte retningen for det offentliges anvendelse velfærdsteknologi og digitale løsninger på social-, sundheds-, og undervisningsområdet.” Vi skal altså ikke blot kommunikere mere med det offentlige via skærmen. Vi skal også i stigende grad have vores velfærd og vores sundhed varetaget via digitale løsninger.

Afsluttende
Når man siger, at der er brug for modernisering på et givet område, så siger man samtidig, at dette område er ”gammeldags” eller overhalet af udviklingen. Man siger indirekte, at området fungerer dårligt, eller at det kunne fungere bedre. Man lægger med andre ord en uargumenteret kvalitetsvurdering ind i sit udsagn.

Under normale omstændigheder ville man være forpligtet til at dokumentere, på hvilken måde og på hvilke områder den aktuelle praksis er uhensigtsmæssig eller forkert.

Men i den kampagne, som regeringen i øjeblikket kører omkring ”modernisering” mangler denne dimension. Hverken af hjemmesiden http://modernisering.nu eller af Moderniseringsstyrelsens (endnu et sprogligt misfoster) egen hjemmeside http://perst.dk/ fremgår det, hvad det er ved den aktuelle situation, som er forkert.

Der argumenteres ikke for på hvilke områder man aktuelt ikke opnår de optimale resultater. Det postuleres blot, at den offentlige sektor i øjeblikket er umoderne, urationel, uøkonomisk og ineffektiv. I modsætning siges det, at mere digitalisering, mere ledelse, individuel løndannelse, nye arbejdstidsregler og generel markedsorientering er godt.  Dermed har man sagt to ting. For det første at der i den aktuelle situation er for lidt digitalisering, for lidt ledelse, for meget kollektiv lønstyring, for lempelige arbejdstidsregler og alt for lidt markedsorientering. For det andet siger man, at mere af det hele er en værdi i sig selv. Uden at argumentere for, hvorfor det er bedre.

Samme argumentationsform kan man udlæse af det, som Moderniseringsstyrelsen har udtalt den 9. oktober 2012: ”Generelt skal aftalegrundlaget understøtte øget produktivitet på de statslige arbejdspladser, fremme hensigtsmæssig ressourceanvendelse og fleksibel opgavetilrettelæggelse, bidrage til at skabe sammenhæng mellem løn og produktivitet, muliggøre organisatoriske forandringer og understøtte nytænkning, udvikling, dygtighed og resultater”. Længere fremme i teksten står der: ”Det vil sige et system, hvor der – såvel centralt som på den enkelte arbejdsplads – er en kobling mellem produktivitets- og kvalitetsforbedringer og løn- og ansættelsesforhold”.

Tilbage står læseren med spørgsmålet: ”Jamen, hvorfor?” Hvad er det, som en ”øget produktivitet på de statslige arbejdspladser” egentlig tilvejebringer. Hvorfor er det godt (eller bedre) med organisatoriske forandringer, understøttelse af nytænkning (hvad det så egentlig er for noget) og med udvikling (i forhold til hvad – og frem mod hvad?).

Eller sagt på en anden måde: Hvad er det egentlige mål med det her? Hvad er det for en arbejdspladskultur og hvad er det for en folkeskole – hvad er det for en social kultur – man ønsker at fremme med disse såkaldte reformer?

Får vi et bedre samfund ud af dette her?

Det ved man ikke – og man bliver ikke klogere af at læse oplæggene fra Moderniseringsstyrelsen eller KL eller regeringen igennem.

Hvad man derimod kan se og læse ud af redegørelserne er, at vi får anderledes arbejdspladser, anderledes arbejdspladskultur og andre arbejdsvilkår. Eller mere disciplin, færre rettigheder og mere markant (gammeldags) ledelse. Og det, som kampagnen altså indirekte påstår, er at mere disciplin, færre rettigheder og mere ledelse i sig selv og af sig selv medfører, er: mere modernitet. Og at mere modernitet i og fed sig selv vil give et bedre samfund.

Er vi da mod effektivitet og øget produktivitet? Nej, slet ikke. Vi har intet mod effektivitet. Og vi kan også godt lide produktivitet. Det er ikke det, der er kernen i problemet. Kernen er, at alle disse – i og for sig neutrale – begreber bruges på en måde, hvor alle alternative tolkninger udelukkes.

Effektivitet betyder i denne sammenhæng mere produktion for færre penge. Og det eneste måde, hvorpå man kan finde ud af at måle effektivitetsgraden er ved at måle, hvor mange enheder af et eller andet, der produceres for et givet forbrug af penge.

Men effektivitet er et langt bredere begreb end som så. At arbejde effektivt vil for eksempel – udover at arbejde omkostningseffektivt – også involvere, at der ud af arbejdet udspringer brugbare ydelser eller genstande. Men dette aspekt negligeres. Hvorved effektivitetsbegrebet også reduceres.

Der ligger en tilsvarende begrebsmæssig indsnævring i, at anvende begrebet produktion om al produktiv aktivitet.

Er sundhedsarbejde produktion, så er dette arbejde potentielt også vareproducerende. Og så er effektiv produktion på samme måde noget, der kun kan måles eller vurderes på mængden af producerede enheder set i forhold til omkostningerne ved at producere dem. Og som faktisk kun måles på akkurat denne måde. Og så er sundhedsydelser varer på samme måde som det meste andet af den produktion, man taler om.

Men sætter man ikke ”reformerne” i relation til brugsværdien af de producerede ydelser (for nu at formulere det her i et sprog, som socialteknokraterne forstår), så bliver det umuligt at vurdere hensigtsmæssigheden af reformerne. Så påstår man modernitetens aprioriske positivitet hinsides enhver indholdsmæssig betragtning. Så påstår man, at omlægninger på arbejdspladserne i sig selv og af sig selv vil medføre et bedre samfundsliv. Og det er slet og ret propaganda – eller slet og ret dumt

På samme måde kortslutter man argumentationen omkring IT eller digitalisering. Digitalisering betragtes (på samme måde som omlægningen af arbejdspladskulturen) som et gode i sig selv. Mere digitalisering er bedre end mindre digitalisering – det er påstanden. Ikke fordi digitalisering – som det siges – er fællesskabsformidlende eller fordi digitaliseringen vil medføre et større, individuelt råderum. Nej, digitalisering er godt, fordi det er omkostningseffektivt set ud fra de offentlige myndigheders side.

Hvad man kunne spørge om – men ikke spørger om – er, om den digitale kommunikation faktisk vil nå dem, den er rettet imod? Er den effektive it-formidlede behandling faktisk effektiv også set ud fra de behandledes synsvinkel? Svarer de prioriteringer, som foretages faktisk til de behov, som aktiviteten retter sig imod, eller spejler de kun den producerende myndigheds behov for at skære ned på omkostningerne? I hvilket omfang sætter samkørsel af data de enkelte mennesker bedre i stand til at bemestre deres egen situation? I hvilket omfang understøtter informationskoordineringen den enkelte borger eller den enkelte borgergruppes mulighed for at formulere og udleve egne interesser?

Nej, vel? Det er det absolut ingen garantier for. Det er der absolut ingen argumentation for. Mere digitalisering og ringere rettigheder for de ansatte og strammere økonomistyring og færre midler til det offentlige forbrug er kun rationelt set ud fra en ”virksomhedslogik”. Der er absolut ingen argumenter for, at der vil ske andet end at udgifterne reduceres – og at omkostningerne i forbindelse med hver enkelt ”produceret enhed” formindskes.

Modernisering skal der ske. Men det moderne er ikke så entydigt, som ministerierne gerne vil have det til at fremstå. Digitalisering kan muligvis være en fordel. Men det er langt fra sikkert, at det, der fremstår som et fremskridt for forvaltningen også er et fremskridt for forvaltningens brugere.

Gør man ikke opmærksom på det, så udsender man propaganda. Så oplyser man ikke. Så gemmer man den indsnævrende tolkning bag en falsk positivitet, som kun kan fastholdes i kraft af regulær manipulation.

Selv ikke nok så meget propaganda vil kunne dække over, at det rent faktisk er tilfældet.