Verden anno 2015

Hvordan verden ser ud anno 2015 er der ingen der kan sige. Men vi kan komme med et godt bud på, hvordan den sandsynligvis vil se ud. Lad os starte med den globale kontekst. Verdenssystemet befinder sig i en strukturel krise, som vil føre til dets eget ophør. Den centrale kamp, der virker som underliggende forklaring på det der foregår, er kampen mellem to store grupper: der er dem, som ønsker at erstatte den kapitalistiske verdensøkonomi med et andet verdenssystem, utvivlsomt et anderledes system, men et ligeså hierarkisk system og et system som ligeledes bygger på de privilegeredes udbytning af majoriteten. Jeg kalder denne gruppe for Davos-lejren (Davos var værtsby for World Economic Forums årlige møde 24-28 Jan. 2007 red.). Og der er en anden gruppe som ønsker at skabe et relativt demokratisk og egalitært verdenssystem. Jeg kalder denne gruppe for Porto Alegre-lejren.

Inden for de næste 10 år ser jeg tre hovedtendenser. Først og fremmest forventer jeg at USA's geopolitiske magt vil blive kraftigt reduceret. Nedgangen vil være samtidig inden for både det økonomiske, politiske, kulturelle og militære område. Og hvem vil så profitere på det? Inden for den økonomiske sfære vil det primært være Vesteuropa og Østasien. Inden for den politiske sfære vil det ikke kun være Vesteuropa og Østasien, men også Rusland, Inden, Brasilien, Iran, Indonesien og måske andre. Og med en ekstensiv vækst i atomvåben vil vi også se en spredning af den militære magt. Kort sagt, så vil det være en verden der er langt mere multipolær end i dag.

For det andet forventer jeg, at den store Nord-Syd konflikt vil nå til et stagnationspunkt, et dødevande, hvor ingen af siderne vil være i stand til at ændre særlig meget ved status quo, et dødevande varslet af WTO's Cancun-møde i 2003. For begge sider er i stand til skade hinanden tilstrækkeligt til at det vil blive umuligt at komme fri fra den cul-de-sac som vi befinder os i.

For det tredje, så vil kampen mellem ånden fra Davos-lejren og ånden fra Porto Alegre blive skærpet. Men resultatet vil ikke afhænge af direkte konfrontationer, men derimod af lejrenes interne kampe. De to lejre er ekstremt splittet i spørgsmålet om hvilken taktik de bør bruge i kampen.
Inden for Davos-lejren er valget simpelt: på den ene side er der dem (størstedelen) som har et kortsigtet perspektiv, og som derfor insisterer på en fast relativt rigid linie, som vil maksimere profitten på kort sigt. Overfor disse står minoriteten (der dog er en meget magtfuld minoritet), som har en dybere forståelse af hvad det er der forgår, og som siger - ligesom hovedpersonen i The Leopard - at alt må forandres, for at alt kan forblive det samme. Den første gruppe læner sig op ad krigsførelse og den anden gruppe op ad forhandling.
Inden for Porto Alegre-lejren er splittelsen ligeså dyb. Der er dem (størstedelen) som har et kortsigtet perspektiv, og som derfor insisterer på en fast relativt rigid linie, som vil maksimere politiske sejre på kort sigt, og som samtidig vil blive fristet (og måske korrumperet) af at få statsmagten i dele af verden. Og der er dem, som mener at den største trussel kommer fra de mere intelligente og mindre frembrusende dele af Davos-lejren og som derfor påpeger vigtigheden af en mere grundlæggende ændring. Den sidstnævnte gruppe ved, at en sådan ændring ikke kan påtvinges top-down fra bevægelserne, men derimod kun vil blive til virkelighed, hvis der kommer en virkelig folkelig, virkelig verdensomspændende og virkelig lang debat.

Hvorfor er det umuligt at kende resultat med sikkerhed? Fordi de interne kampe i Davos og Porto Algere-lejrene på nuværende tidspunkt står vidt åbne og langt fra er løst.