Om begrebet Proletariat i velfærdsdebatten
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. april 2013

Ikke mange med sans for det virkelige og aktuelle kan i dag finde på at bruge begrebet proletariat. For de fleste udgør begrebet en anakronisme eller brugen af det er så stigmatiserende, at man gerne undværer det eller finder omskrivninger. Problemet er blot, at det, man ofte reagerer på, er begrebets sociologisk-økonomiske betydning, hvor det blot optræder som synonymt med arbejderklassen, hvorimod dets politisk-historiske betydning træder i baggrunden. Dette korte essay forsøger at reaktualisere sidstnævnte betydning i det kritiske opgør med velfærdsstatsbegrebet..

Kapitalismens historiske irrationalitet
Siden Murens fald og Sovjets implosion er der ikke længere to historiske fortolkningsinstanser – historien har ikke kunne folde sig ud på anden vis, end hvad der er tilfældet, og historien må fremover tage en bane, der konstant udvider og forfiner det, vi kender. En anden bane – menes der – er enten utopi eller resultatet af uforudsete katastrofer. Oplysningstidens lineære og evolutionære fremskridtsutopi er efter postmodernismens forknytte mellemspil igen fremherskende men denne gang ikke som utopi eller drøm men som naturaliseret forståelsesmåde. Alt, hvad der sker på kloden, måles i forhold til frembringelsen af de mest forfinede produkter i kapitalismens metropoler – eks. smartphones – og pioner trækeffekten som forklaringsmodel bruges som aldrig før. Begreber som udviklingslande, nyindustrialiserede lande, udviklende økonomier osv. reflekteres der ikke over. De anses for tilstrækkeligt præcise til at beskrive, hvad der foregår – historiens entydige lineære fremadskriden med vesten som målestok.  

Det er således ganske uomgængeligt, at kapitalismen har frembragt vidundere større end pyramiderne, som Marx formulerer det, og at de ”realsocialistiske” regimer, der imploderede på grund af indre uløste modsætninger, aldrig formåede at frembringe noget som helst, som ikke var billige efterligninger af kapitalismens til alle tider eksisterende smartphone. Så selv før alternativet sank i grus – kan man hævde – var der kun en rationel historisk fortolkningsinstans, der måtte vinde i historiedarwinismens udskilningsløb.

Marx’s centrale pointe skal dog tænkes med, hvis henvisningen skal give mening. Det er korrekt, at kapitalismens har frembragt større vidundere end pyramiderne, men det er sket som konsekvens af kapitalismens blinde akkumulationstvang ikke som konsekvens af menneskets bevidste forarbejdning af og indgreb i naturen – som historisk formål og historisk natur. Historien er således stadig ikke fortolkningen af ”det af mennesket bevidst frembragte” (Giambattista Vico, ”Den nye videnskab”), men snarere kortlægningen af det, der er sket.

Det er et historisk kendetegn for den kapitalistiske samfundsformation, at dens drivende formål er at frembringe værdi i modsætning til brugsværdi og herpå mere værdi, som i sin konkrete fremtrædelse fremstår som profit. Frembringelsen af storeslåede brugsværdier er kun den nødvendige, besværlige og usikre omvej for at skabe værdi/merværdi. Brugsværdien som bærer af værdi, ophører med at være værdi overhovedet og vendes til sin modsætning, hvis værdien ikke kan realiseres. Snedkerens 10 stole, der ikke kan sælges eller de mange smartphones, som i morgen ikke kan anvende 4G, bliver til belastninger – til passiver og i værste fald tyngende omkostninger – og i hvert fald til et fradrag i den fremtidige profit.

Deri ligger kapitalismens grundlæggende samfundsmæssige irrationalitet og destruktive tendens gemt – som en videreudvikling af den grundlæggende vareform generaliseret til samfundsform. Åndløsheden som generaliseret eksistensform – kvantificeringen af kvaliteten og kalkulationen som den monopoliserede tankeform.

I den forstand er irrationaliteten og destruktiviteten systemimmanente faktorer, der virkeliggøres og udvides med kapitalens akkumulationstvang – mest prægnant udtalt i finanskapitalens hegemoni som akkumulationens midlertidige drivkraft.. Her ligger også forklaringen på kapitalismens kolonisering af alle samfundsområder i jagten efter investeringsområder, hvor der kan skabes tilstrækkelig profit. Koloniseringen af civilsamfundet, som vi oplever, er nemlig ikke noget specielt neoliberalistisk træk og heller ikke en anomali i Habermask forstand. Det er kapitalens logiske bevægelsesform, der konstant veksler mellem ekstern og ”intern” ekspansion. Det private og bornerte ophævet til almen og lidenskabsløs relation på et marked, hvor det private alligevel optræder forklædt som markedslogik – altså privat i anden orden. Neoliberalismen repræsenterer i den sammenhæng alene en specifik form, hvis mål er nedbrydelse af velfærdsstaten og resterne af dens tankeformer, der som intention og politisk selvforståelse stræbte efter at overskride kapitalismens grundlæggende planløshed. Deraf begrebet velfærdsstat.

Værdiaspektet versus ejendomsaspektet
Det er således noget misvisende, når man som oftest i den politiske debat hævder, at kapitalismens inderste væsen og konkrete udfoldelse kan føres tilbage til den private ejendomsret. Den private ejendomsret herskede før kapitalismen om end i store træk indenfor rammerne af feudalvæsnets personlige og hierarkiske relationer og standsvæsnet, som også herskede i byerne. Det er samfundenes almene udvidede arbejdsdeling, øgede produktivitet og begyndende ændringer i de feudale produktions- og ejendomsformer, herunder opkomsten af nye klasser (borgerskabet og den frie storbonde), der skabte de nye produktionsforhold og den samfundsformation (først som formel form og senere som praktisk realitet), vi benævner kapitalisme, herunder den til kapitalismen hørende historisk specifikke private ejendomsret.  Med andre ord er det varebyttet og pengeformen generaliseret, dvs. værdiens primat over brugsværdien, der er kapitalismens inderste modsætningsfyldte væsen i kimform og historisk konstituerende dynamo. Ejendomsretten er, som Marx gentagne gange gør klart, kun det juridiske udtryk for kapitalismens indre organisering af produktionsmåden og dertil hørende klasseformationer – herunder selvfølgelig klassekampens specifikke historiske betydning som dynamisk form for historiens fremdrift.

Når sondringen ikke er ligegyldig, hænger det sammen med, at forholdet, som det tidligere er blevet udlagt i den socialistiske bevægelse og gjort til genstand for omfattende politisk strategiske teoribygninger, repræsenterer en historisk fælde, hvor abstraktionsniveauerne sammenblandes. Både indenfor bl.a. den socialdemokratiske, stalinistiske og trotskistiske bevægelse har man argumenteret for, at når de private ejendomsforhold var afskaffet, var kapitalismen det også – så var det et andet samfundssystem uanset graden af eventuel degeneration. Det blev herved degenerationens karakter og fremskredne tilstand, der var kampenes genstand og ikke samfundsformationernes indre struktur og dynamik. Og uklarhederne er for så vidt ikke aftaget, hvilket man kan få et indblik i ved at følge de nutidige diskussioner, der foregår om definitionen af den kinesiske samfundsformation (se artikel i februarnummeret KD).

Men jævnfør værdiaspektet som konstituent kan kapitalismen i princippet strenget taget fortsætte, selv om de private ejendomsforhold er ophævet eller indskrænket. Produktion for værdi/profit kan fortsætte og udbytningen kan fortsætte. Markedet kan stadig eksistere. ”Karaktermaskerne” vil ganske vist være nogle andre, og de sociale strukturer vil på realplanet antage andre former og være styret af andre mekanismer og modsætninger – men værdiens regimente vil ikke være ændret ej heller placeringen indenfor verdensmarkedets hierarki. Det ændrer eksempelvis intet på den overordnede logik, at ejendomsforholdet er afperosnaliseret gennem fondseje eller tilsvarende (eks. pensionskasser).

Af samme grund må den socialistiske teori som perspektiv insistere på det grundlæggende opgør med kapitalismens inderste rationale – produktion for værdi/merværdi/profit. Det er fortsat kritikkens genstand: Altså at menneskets formning af sin egen tilværelse, produktive indgreb i naturen og udveksling af den producerede rigdom i værdiform skal formidles over et marked, hvor det er værdien, der hersker som målestok for de menneskelige relationer – altså at menneskene står i et tingsliggjort formidlingsforhold til hinanden – naturaliseret i den instrumentelle fornuft og modsætningen mellem individ og samfund formidlet af statsmagten som ideal fælleshed.

I forstand må den socialistiske teori overskride de klassespecifikke begrænsninger og generalisere kampen til kampen for ophævelse af samfundsformationens grundlæggende irrationalitet, som forpester det store flertals tilværelse – om de er arbejdere eller fra middelklasse. Det er den kapitalistiske samfundsformations inderste logik, der truer hele tilværelsen og livsgrundlaget (naturødelæggelse, krisernes omfattende karakter og destruktive kraft) – ikke ejendomsretten i sin konkrete historiske fremtrædelse. Det er på den anden side i denne logiks indre modsætninger, at man skal finde det objektive grundlag for klassealliancerne og ikke i moralske henvisninger til solidaritet, heroisering af sociale idealtyper eller kritik af ulighed eller at nogen ejer mere end and re etc.

Velfærdsstatens indre modsætningsformer
Den her beskrevne forståelsesramme får selvfølgelig også betydning for den kritiske analyse af velfærdsstaten. Velfærdsstaten var et historisk klassekompromis i en ganske specifik historisk situation, hvor arbejderklassen og dens organisationer efter enorme lidelser og ofre kæmpede sig frem til anerkendelse og social sikring, og borgerskabet i tilgift fik ro til at gennemføre udbredelsen af den 2. industrielle revolution og livsform, som allerede var startet henholdsvis ved samlebåndet på Fords fabrikker og i Fords arbejderboliger – åbningen af det private for offentlig kontrol eller i det mindste underordningen af det private i første orden under det private i anden orden institutionaliseret som moderne statssystem. Herunder klassernes fælles forestilling om, at kapitalismen og det kapitalistiske verdensmarked kunne reguleres på en krisefri måde.

Kompromisset indebar, at arbejderbevægelsens politiske ambition og praktiske indgreb i samfundsformationen stoppede ved fabriksporten. Det ligger i hele velfærdsstatens politiske og ideologiske begreb. Forestillingerne om Økonomisk Demokrati repræsenterede på den ene side en indbygget systemoverskridende tendens i arbejderbevægelsen, og blev på den anden side og af samme grund opfattet som en uting, der efter lange og til tider heftige kampe i den socialdemokratiske arbejderbevægelse til sidst fik kniven. Men netop fordi velfærdsstatens funktion og raison d’être i det store og hele begrænsede sig til statsregulering af reproduktionssfæren (velfærden) og tilvejebringelse af rammebetingelser for fortsat kapitalistisk produktion, måtte statssystemet (velfærdsstaten) for at løse sin grundlæggende opgave og kapitalismens tiltagende problemer og umættelige behov for veldisciplineret arbejdskraft æde sig ind som andel af BNP uden i øvrigt at kunne løse opgaven særligt effektivt, netop fordi den ikke kunne gribe radikalt ind – dvs. gribe ind der, hvor problemerne blev skabt. Her tænkes bl.a. på produktivitetsudviklingens og strukturforandringernes sociale og menneskelige omkostninger, der var medvirkende årsag til væksten i de deklasserede grupper både i arbejderklassen, de hensygnende småerhverv og landbruget.

Samtidig opløste velfærdsstaten indenfor et relativt kort tidsrum på 25 år næsten alle de sekundære klasseorganisationer og ”fritstillede” klassemedlemmet som enkeltborger overfor statssystemet. Hermed blev forudsætningerne for frembringelsen af masseforbrugeren og den påtvungne liberale individualisme tilvejebragt.

Allerede i midten af 60’erne accelererede transformationsprocessen fra kollektive klasserelaterede socialiseringsformer til individuelle dannelses- tænke og handleformer under statens offentlige formgivning og abstrakte kollektivitet. I slutningen af 70’erne var velfærdsstatens oprindelige kollektivformer som ideologisk grundlag stort set opløst, selv om Socialdemokratiet i 1977 paradoksalt nok vedtog sit mest radikale partiprogram, der dog samtidigt understregede, at det ikke var lykkedes at overvinde arbejderbevægelsens uafklarede kritik af kapitalismen. Tilbage stod der derfor et mere og mere abstrakt og postuleret fællesskab uden modstandskraft overfor den neoliberale ideologis introduktion, som af samme grund forbavsende hurtigt fandt sin forankring i store dele af den småborgerlige del af middelklassen og arbejderklassen og siden har udfoldet sig og fået sin dynamik indenfor for modsætningen – offentligt/privat – hvor den socialdemokratiske velfærdsstats instrumentelle fornuft blev vendt om fra det kollektive samfundsperspektiv og sat foran det individuelle frihedsdogme forankret i markedets regulerende fornuft

De politisk teoretiske konsekvenser for den aktuelle politiske debat må være, at det ikke er velfærdsstaten som formelt system, der skal forsvares, men derimod velfærdsstatstænkningen og afkommodificeringen af arbejdskraften som forudsætning for at ændre de aktuelle styrkeforhold ud fra devisen: jo større universel social sikring desto større kampkraft i dagligdagen. Altså ikke en socialliberal tilgang til det sociale spørgsmål men en socialistisk reformstrategisk. Som sådan stiller spørgsmålet sig også mere konkret, hvordan alliancen mellem arbejderklassen og store dele af middelklassen skal opbygges på et materielt grundlag, der på den ene side overskrider velfærdsstatstænkningens indre instrumentelle/teknokratiske fornuft og på den anden middelklassens professionsopfattelse – som bærere af og repræsentanter for det alment fornuftige. Og man kommer ud over, som det i dag er fremherskende, at skulle gøre alle til arbejdere, som ikke er det, blot fordi de er lønmodtagere og socialt og politisk undertrykte. Indenfor dette kompleks opstår behovet for at tænke begrebet Proletariat politisk-historisk og ikke økonomisk sociologisk.

Arbejderklasse og proletariat  
Proletariat betød oprindeligt i det gamle Rom den ejendomsløse klasse, hvis fornemste og eneste berettigelse var at føde og opfostre børn og nye generationer. Der var for proletariatet ingen opstigning mulig i det romerske sociale hierarki til forskel fra de muligheder, der åbnede sig for den plebejeriske klasse – opkomlingene. Proletarerne spillede ingen rolle i det offentlige samfundsliv og i det politiske liv. De var henvist til det private og måtte ikke spille nogen rolle i det offentlige liv, selv om de var fuldgyldige borgere til forskel fra slaverne. Proletarerne var henvist til at modtage brød og skuespil som kompensation. Nøjagtig som arbejderklassen var det 1900 år senere men med den afgørende forskel, at arbejderne i 1800 tallet kunne føre en relativ fri og organiseret kamp, der som gennemgående tema havde kravet om trygge forhold og anerkendelse og indlemmelse i det borgerlige samfund.

I den forstand kan man ikke sige, at de vestlige arbejderklasser og deres organisationer optrådte som proletarer, der måtte ændre samfundet radikalt for overhovedet at befri sig fra ufrihed og elendighed – endsige gøre sig gældende. I første omgang kunne arbejderne – hvis betegnelse netop angiver, at de først og fremmest var bærere af evnen til at arbejde for at skabe værdi – forene kampen for at sælge arbejdskraften bedst muligt med kampen for at blive anerkendt som ligeværdige borgere i det borgerlige samfund med krav om social beskyttelse og mulighed for social mobilitet – den individuelle opstigen som mulighed sat i system indenfor velfærdsstatens rammer og grundlag – socialdemokratismens drøm og forbandelse. I virkeligheden har socialdemokratiet og fagbevægelsen aldrig kunne forlige sig med, at den klasse, de først og fremmest repræsenterede, var arbejdere/bærere af arbejdskraft, der som klasse var bundet til værdiproduktionen uden grundlæggende interesse for brugsværdisiden – i modsætning til de andre klasser af lønmodtagere. Ønsket om at overvinde kapitalismens afstumpning og fremmedgørelse af arbejdet som menneskeligt væsenskendetegn inden for rammerne af selv samme kapitalistiske samfundsformation har gået som en rød tråd gennem arbejderbevægelsens kultur og selvforståelse – dyrkelse af faget og stoltheden ved faget/arbejdet som en reminiscens fra småborgerskabets defensive afgrænsning overfor aristokratiets parasitære arbejdsskyhed og det opkommende borgerskabs lidenskabsløse (eller lidenskabelige) profithunger.

Det var disse forhold, der i mange forskelligartede klædedragter formede den socialdemokratiske bevægelse, arbejderbevægelsens teoretiske udvikling og dens politiske strategi, som efter 2. Verdenskrig for alvor slog igennem som: udgrænsningen af kapitalismens betydning i samfundet som det økonomiske grundvilkår og humaniseringen af de sociale relationer. ”Markedet skulle være samfundets tjener og ikke omvendt”. (vist nok Svend Auken). Tænk på socialingeniører som familien Myrdal og Webb – deres drøm om det sunde og harmoniske samfund indrettet med fornuft. Det dannede forbrug – brugsværdiens primat over værdien og den socialhygiejniske planlægning. (PH’s lamper, Wegners møbler, Bauhaus i Tyskland, Brugsforeningens møbler osv.). Men uanset hensigterne efterlod de stadig arbejderen som blot og bar arbejder stadig prisgivet produktionens og profittens tyranni.

Arbejderklassen som europæisk fænomen har indtil i dag kun i meget specifikke og begrænsede historiske perioder befundet sig i en situation, hvor der ikke var nogen vej uden om, at den optrådte som proletariat – som Prometheus, der bringer ilden til alle de andre undertrykte klasser – den russiske revolution i 1917 og de aborterede revolutioner rundt om i Europa efter 1918. Arbejderklassen har langt overvejende optrådt som gemen klasse og forfulgt egne gemene og bornerte klasseinteresser, der aldrig reelt indeholdt opgøret med udbytningen og undertrykkelse som sådan, men først og fremmest kampen for ”betryggelse” og anerkendelse. End ikke velfærdsstatens påståede universalisme har arbejdsklassen som klasse formået at gøre sig til repræsentant for ud over ganske korte perioder. I velfærdsstaten blev det efter kort tids pres fra arbejderbevægelsen overladt til den ny klasse af statslige professionelle at forvalte det offentlige og den universelle velfærd – som en afart af Hegels forestillinger om den universelle klasse, der stiller fornuften overfor de partikulære interesser. I mellemtiden kunne arbejderklassen opløse alle sine kollektive sekundærorganisationer (historiske modmagtsorganer) og begrænse sig til den økonomiske kamp og på den anden side som enkeltpersoner forlade sig på statsmagten og holde fri på Mallorca – som private masseforbrugere.

Med velfærdsstatens nedslidning og implosion, som er ved at være tilendebragt, eksekveret af de samme partier, som stod i spidsen for velfærdsstatens dannelse og opbygning, er den traditionelle socialdemokratiske og ”småborgerlige/bornerte” arbejderbevægelse også ved at være ved vejs ende – som samlet bevægelse.

Den sociale kamp og anerkendelseskampen har udtømt sine muligheder i regi af velfærdsstaten. Den støder mod kapitalismens logik og er blevet en utålelig byrde for den kapitaliske væksttvang. Det stod allerede ganske klart i 1973 flere år før afslutningen af velfærdsstatens reformprogram med bistandsloven.

Arbejderklassen er godt nok blevet anerkendt men vel at bemærke som aggregerede individer politisk/ideologisk opløst i en uformelig middelklasse med masseforbruget og det snærende bånd til kapitalismens irrationalitet som fællesnævner. Velfærdsstaten opløste arbejderklassen som politisk program, bevidsthed og aktivitet, fordi dens historiske ambitioner ikke rakte længere end til tilfredsstillelsen af de umiddelbare klasseinteresser, som kunne ordnes indenfor rammerne af det historiske kompromis – den velfærdsstat, som overalt i den vestlige verden er ved at blive afmonteret både åndeligt og praktisk – som en historisk parentes, der står i vejen for fortsættelsen af kapitalismens ekspansionstvang.

Proletarbegrebets historiske relevans
Som politisk klasse med sin egen bevidsthed og med historisk erindring er arbejderne i dag ikke eksisterende. Arbejderklassen er opløst i en mængde fraktioner og funktioner, som krisen i øvrigt har sat under pres. Arbejderklassens hidtidige politiske perspektiv har delt skæbne med velfærdsstaten. Hvis den skal generobre sig selv som klasse og igen optræde som politisk kraft og tiltrækningspol må det denne gang ske som proletariat og et program med universelle krav, der rækker ud over de kendte universelle reproduktionsbetingelser, fordi den ”universelle klasse” – den professionelle middelklasse – er på retur som central formidler af kapital-arbejder forholdet og som forvaltere af det offentlige, der er ved at blive privatiseret indefra – statssystemet er under perforering af markedet. (i modsat fald må arbejderne og med dem det store flertal i befolkningen underordne sig ikke konsulerne men den herskende politisk-økonomiske elites konsulenter).

I den forstand er den siddende socialdemokratisk ledede regering en anakronisme – degenereret til teknokratisk stat. Det samme gælder den socialdemokratiske arbejderbevægelse, fordi den netop har haft sin historiske berettigelse som det politisk ideologiske udtryk og program for arbejderklassens snævre kamp for social tryghed og anerkendelse – en historisk berettigelse, der med velfærdsstaten og dens afvikling også har opløst sit eget grundlag og transformeret til defensiv social institution.

Arbejderklassen er bragt i en situation, der i højere grad end i 1800 tallet ligner den, det romerske proletariat befandt sig i. Arbejderklassen kan ikke længere løse sine problemer uden at gøre sig til proletariat. I den forstand er arbejderklassen med velfærdsstaten vokset ud over anerkendelseskampen og kan ikke længere som bevægelse sikre en rimelig social orden, med mindre den formulerer og organiserer kampen for en samfundsformation og en statsform, herunder demokratiopfattelse, der overskrider kapitalismen og i denne kamp formulerer det praktiske og universelle opgør med værdiens primat og markedets anarki – kapitalismens livsnerve og fremmedgørelsens udspring.

I den forstand og kun i den forstand kan arbejderklassen blive proletariat og historisk gøre sine klasseinteresser til de undertrykte lønmodtageres fællesinteresse – fordi kapitalismen i sin irrationalitet er blevet utålelig for store dele af befolkningen. Velfærdskompromisset og den efterfølgende afvikling skulle til som historisk realitet, før Marx’s beskrivelse af arbejderklassen som proletariat kunne overskride den tilsyneladende identitet og formuleres som historisk politisk program og politisk parti. Og i den forstand repræsenterer centrum-venstre et historisk specifikt overgangsfænomen mellem velfærdsstatens og ”den virkeliggjorte socialismes” sammenbrud og kapitalismens strukturelle krise som politisk udtryk for den nødvendige klassealliance, der teoretisk og praktisk må overvindes for, at en ny socialistisk bevægelse som politisk parti og program kan opbygges. Centrum-venstre kan ikke trækkes til venstre uden som led i en radikal kritik af kapitalismen som samfundsformation og livsform og det liberale demokrati som politisk organisationsform.