Netværk for Velfærd og Demokrati har skudt debatten i gang
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. april 2013

I slutningen af 2012 udgav Netværk for Velfærd og Demokrati (NVD) et debatoplæg med titlen: ”Hvordan vinder arbejderbevægelsen næste valg?” (oplægget i februar udgaven af KD).

Et initiativ man kun kan påskønne, al den stund samme arbejderbevægelse hverken står særligt stærkt, formulerer en sammenhængende politik eller optræder på en måde, der sandsynliggør, at den kan vinde næste valg – hvis vi med arbejderbevægelse forstår S-SF-EL.

Oplægget er omfangsrigt, og indeholder kendte som mindre kendte forslag til, hvordan arbejderbevægelsen kan føre samfundet ud af den eksisterende krise. Det vil af samme grund føre for vidt at kommentere alle forslagene. Jeg har også fundet det mere givende først og fremmest at forholde mig til oplæggets præmisser, fordi det angiveligt er her, skillelinjerne skal findes mere end i de konkrete politikforslag.

Hvilken arbejderbevægelse?
Når man i et debatoplæg overhovedet beskæftiger sig med, hvordan arbejderbevægelsen vinder næste valg, må det hænge samme med, at man aner en større eller mindre risiko for, at det gør arbejderbevægelsen ikke. Den antagelse forekommer desværre overordentlig sandsynligt. Meget tyder også på, at arbejderbevægelsen vil opleve vigende tilslutning ved kommunal- og regionsvalget til november.

Der er nok ikke mange, der kan være uenige med NVD i disse underliggende antagelser, hvorimod man med nogen ret kan spørge ind til, hvad der menes med arbejderbevægelsen. Er det fagbevægelsen og de 3 partier på venstrefløjen, der tænkes på? Det er det nok, og i så fald finder man allerede i titlen et centralt problem i præmissen, der går gennem hele oplægget.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt nogen social- og politisk homogen arbejderbevægelse. Fagbevægelsen lider under interne magtkampe, grænsestridigheder og manglende solidarisk grundlag, der bl.a. giver sig til kende i overenskomstforhandlingerne, indstillingen til trepartsforhandlingerne og før valget i opfattelsen af S og SF’s fælles program Fair Løsning. I mellem de tre venstrefløjspartier og i mellem disse og fagbevægelsen er der heller ikke og har der ikke været samling om et enhedsprogram – endsige blot samling. Det var der heller ikke før valget. Det eneste, der var samling om, var, at erstatte VK regeringen med et såkaldt ”rødt flertal”, der mere tog farve efter partiernes traditionelle placering på højre-venstre aksen end efter deres politiske programmer. Det problem berører oplægget kun meget overfladisk, hvilket er oplæggets største svaghed. For det betyder, at der ikke åbnes for en grundlæggende drøftelse af, hvem der skal føre kampen for den nye regering – formodentlig en arbejderregering – og hvem der angiveligt vil stritte imod.

Hvilken økonomisk krise taler vi om?
I oplæggets indledning står der, at afreguleringen af finansmarkederne skete under indtryk af neoliberalismens fremmarch. Det er ikke korrekt. Afreguleringen begyndte længe før. Faktisk mens Milton Friedmann endnu optrådte som en perifer figur i det amerikanske politiske økonomiske miljø. Afreguleringen blev affødt af krisen i 1973, som afsluttede efterkrigstidens vækstperiode. Men den var allerede foregrebet gennem udviklingen af Eurodollarmarkedet, som kom til at optræde som moment for overgangen fra industrikapitalismens efterkrigsdominans til finanskapitalens dominans. En overgang forårsaget af nedgangen i industrikapitalens vækstrater og behov for at finde andre investeringsmuligheder.

Havde først USA og senere Europa ikke afreguleret finansmarkederne fra 1975 til 1999, ville verden allerede have oplevet en dybtgående økonomisk krise, som den vi gennemlever i dag. Det forholder sig nemlig ikke sådan, som det ofte fremstilles, at finansøkonomien og ”realøkonomien” er adskilt. De to sektorer er dybt integreret, hvorfor enhver stram regulering i dag også vil ramme den herskende industrikapital. Finanskrisen og senere den delvist afledte statsgældskrise i Europa skal således først og fremmest forstås som kulminationen på næsten 40 års økonomisk stagnation med begrænsede vækstrater, øget finansiel spekulation, enorm svækkelse af arbejderbevægelserne bl.a. forårsaget af globaliseringen og en helt ny økonomisk verdensorden under opbygning.

Det betyder, at enhver drøm om national kickstart af økonomien er illusorisk, og enhver forestilling om at samfundsøkonomierne kan reddes gennem øget efterspørgsel og arbejdsløsheden nedbringes, nødvendigvis må fortrænge det helt indlysende forhold, at der ikke er kapitalknaphed i verden, at der ikke hersker en reel finansieringsklemme, men at der investeres for lidt i produktion, fordi investeringerne giver et for lille afkast – og i den forstand er der et overskud af varer på verdensmarkedet. Den tilstand har hersket i flere årtier, men er blevet delvist neutraliseret gennem en gigantisk kreditstyret og gældstrukket global økonomi, hvoraf de sidste 10 års bobleøkonomi kun er toppen.

Derfor står arbejderbevægelsen både herhjemme og i hele den vestlige verden overfor en langt større og mere kompleks opgave end at erobre regeringsmagten og rydde op efter de borgerlige regeringers værste nedbrud af velfærdsstaten. Keynesianismen, som angiveligt er oplæggets underliggende teoretiske præmis, forekommer i dag ikke at være gangbar strategi på et globaliseret marked, der er præget af svag akkumulation og ekstrem magtrivalisering. I den sammenhæng forekommer oplæggets forestillinger om muligheden for at skabe det ”perfekte marked” som grundlag for fair konkurrence rimeligt naivt.

Man kan med rette spørge, at hvis man ikke er enige om en kriseforståelse i grove træk, hvad er man så egentlig enige om. Så her ligger vel første åbenlyse tema for debatten.

Den politiske præmis
S og SF’s Fair Løsning gik ganske korrekt ud fra, at samfundet ikke skulle ”spare sig ud af krisen” men modsat ”arbejde sig ud af krisen”. Det interessante kommer efterfølgende. For hvordan arbejde sig ud af krisen? Ifølge oplægget ved at øge konkurrenceevnen og innovationskraften indenfor områder, hvor vi allerede har styrkepositioner overfor udlandet.

Problem! Det samme siger Angela Merkel, Obama, Hollande, og alle de andre regeringsledere uanset partifarve, og alle har de før eller siden måtte acceptere erhvervslivets betingelser for at gå ind i denne investerings- og konkurrencekamp. Kravet har været løn- skat- og afgiftskonkurrence. Ophøjet til Finanspagt og indføjet som centrale elementer i i hvert fald de europæiske regeringers krisepolitik. Er det nu en fornuftig strategi for arbejderbevægelsen, når alle de andre arbejderbevægelser i de andre lande spændes for den samme vogn? Hvorfor beskæftiger oplægget sig slet ikke med den europæiske arbejderbevægelse, en europæisk investeringspolitik, en europæisk finanspolitik, en ændret europæisk politisk struktur og en anden europæisk handelspolitik overfor bl.a. den arabiske verden og Afrika? Hvorfor berører oplægget ikke nødvendigheden af en europæisk socialpolitik, bankpolitik, skattepolitik osv.? Skal fraværet af et seriøst EU perspektiv i oplægget forstås på den måde, at man seriøst forestiller sig, at arbejderbevægelsen som regering herhjemme kan gennemføre de mange progressive forslag, som oplægget lægger frem, uafhængigt af bevægelserne på verdensmarkedet? Det skal det nok, og det er oplæggets grundproblem!

Oplægget går også behændigt uden om det ret centrale spørgsmål om, hvem der skal gennemføre politikken, og hvad der skal ændres, før den kan realiseres. Den kalkulerer med, at erhvervslivet og finanssektoren i Danmark og Europa i ophøjet ro vil affinde sig med gennemførelsen af en politik, der øger virksomhedsbeskatningen, strammer og harmoniserer den europæiske skattelovgivning, indfører Tobinskat, genindfører velfærdsstatens beskyttelse af lønmodtagerne osv. Det ved alle godt er en illusion.  Men ved at udelade den dimension kan alt jo lade sig gøre. Således betragtet er oplæggets politiske program nærmest uanstændigt magert.

Men når man i lighed med andre debatinitiativer eller den politiske retortik på Christiansborg ikke forholder sig kontant til magtspørgsmålet, så skyldes det måske, at man helst vil undgå at tage stilling til, hvem og hvilke politiske kræfter, der skal gennemføre politikken – og så er det sikrest at sætte den politiske barre så lavt som muligt.

Oplægget fortæller nemlig ikke, om det er de samme ledere, som i dag leder regeringen og gennemfører VK’s politik, der skal stå i spidsen for den politik, som oplægget skitserer, og som der angiveligt skal føres en kampagne for. Hvis ikke, hvem skal det så være, og hvordan skal disse andre komme til magten i eksempelvis S og SF for ikke at sige, hvordan forestiller man sig det nødvendige politik- og lederskifte gennemført i fagbevægelsen. Hvem skal gennemføre det og hvordan? Eller regner man med, at de faglige ledere vil tage oplæggets politiske krav til sig, fordi de synes, de lyder fornuftige?

Det beskæftiger oplægget sig overhovedet ikke med, hvilket gør det en kende nedvurderende. For hvem i hele verden bortset fra nogle få dedikerede skulle lade sig  overbevise af et program, der ikke vil sige lige ud, om det skal være Bjarne Corydon og Helle Thorning, der skal omsætte det til praktisk politik? Hvis oplægget havde tangeret svar på nogle af disse spørgsmål, ville det have været virkelig interessant. Nu fremstår det desværre lidt som et ønskeprogram for de gode viljer.

Åbenlyse inkonsistenser
Som sagt er pladsen ikke til at gennemgå oplæggets mange konkrete politiske forslag, men jeg vil ganske kort opholde mig ved et par af de mere markante forslag for at demonstrere, hvad det giver af problemer ikke som udgangspunkt at gøre sig de gældende klasse- og magtforhold klart.

Under overskriften ”En grøn investeringsplan med pensionsinvesteringer” står der i oplægget: ”Pensionskasserne skal investere samfundsnyttigt, og netop nu er et samarbejde med pensionskasserne og staten på vej. Dette kan også ske gennem partnerskaber mellem staten, pensionskasserne, innovative dele af erhvervslivet, forsikringsinstitutter og fagbevægelsen”. Hvad fagforeningerne kan bidrage med i den henseende er uklart. Men hvad angår pensionskasser og forsikringsselskaber formidler oplægget blot en almindelig udbredt illusion.

Pensionskasserne skal ifølge hele deres grundlag investere der, hvor det største og sikreste afkast er. (det præciserer de i øvrigt selv ganske klart). Det samme gælder forsikringsinstitutionerne. Virkeligheden er også, at det er det, de gør, ”samfundsnyttige investeringer” eller ej. Det handler for pensionskasserne om at kunne svare forpligtelserne overfor indskyderne, og hvis det indebærer investeringer udenfor landets grænser eller i samfundsskadelig produktion, så gør de det. Det, der tæller, er bundlinjen og intet andet. Og hvilket medlem af en pensionskasse ville acceptere et lavere pensionsudbytte under henvisning til, at der var investeret i en eller anden form for ”grøn produktion”. Faktisk viser større europæiske undersøgelser, at pensionsselskaberne i bred almindelighed har bridraget til at skærpe udbytningen, out-sourcing mv. – netop for at sikre afkastet til indskyderne. Så der er absolut ikke noget progressivt at hente i den slags investeringer. Erfaringerne med offentligt-private  partnerskaber viser også, at det offentlige taber til de almindelig markedskræfters logik om et stort og sikkert afkast til de private. Det får selvsagt afledte konsekvenser dybt ind i statssystemet og fremmer dannelsen af det ”indre marked” i den offentlige sektor.

Et andet sted i oplægget står der, at ”Virksomhederne investerer ikke, men sparer op (hvad er forklaringen?/jh), ligesom forbrugerne gør det. Skal vi ud af dødvandet, må den offentlige sektor være motor”. Men hvad er den offentlige sektor? Ikke andet end et noget upræcist udtryk for det samlede statssystem. Hvad finansierer statssystemet? Det gør hovedsageligt skatter, hvor lønmodtagerne betaler størstedelen, og vil komme til at betale endnu mere, hvis den nuværende regerings politik fortsætter. Så med den politik, der lægges op til, vil enten lønmodtagerne miste i disponibel indtægt, eller også skal erhvervslivet, der i øvrigt truer med at flytte investeringerne, hvis ikke afgifter og virksomhedsskat sænkes, betale mere i skat. Øget skat for erhvervslivet vil være et dræn i profitten. Det er jo hele kernen i neoliberalisternes og den herskende klasses langvarige kritik og opgør med velfærdsstaten – den er blevet for dyr og rummer for få fordele for kapitalproduktionen.

Samme sted skriver man, at i modsætning til markedet, ”sikrer demokratiet, at de beslutninger, der træffes i det offentlige, har en højere grad af gennemsigtighed”. Kort forinden har man advokeret for offentligt-privat samarbejde. Et sådan samarbejde vil altid foregå på privatretlige præmisser, der pr. definition ikke er gennemsigtige. Dvs. på kontraktforhold, som vejer tungere end demokratiske beslutninger. Det er jo en af de væsentligste grunde til, at venstrefløjen og tidligere arbejderbevægelsen var imod udliciteringer og selskabsdannelser, idet begge dele læderer demokratiet og indsnævrer den politiske frihed til at træffe beslutninger i åbenhed (offentligheden).

Helt konkret har hele opbygningen af ”det indre marked” i det offentlige sektor under VK regeringen bl.a. forstærket mange gange med strukturreformen, frembragt flere nye bureaukratiske og teknokratiske lag i den offentlige sektor, pillet myndigheden fra de fleste ude i yderste borgernære led, opbygget koncernledelser mv., der på ingen måde adskiller sig fra ledelsesstrukturerne og styreformerne i den private sektor – på markedet. Disse ledelseslag og stabsfunktioner har mindre og mindre til fælles med de lag, der udfører velfærdsarbejde hver eneste dag. Derfor er det efterhånden ret misvisende at tale om de offentligt ansatte som en homogen størrelse, ligesom det er illusionsskabende at tale om ”parlamentarisk og demokratisk kontrol med den offentlige sektor”. Ikke fordi det ikke er et centralt krav. Men i stedet for at slå sig til tåls med, hvad man kunne ønske sig, er det efterhånden temmelig magtpåliggende, at man også præciserer, hvordan den offentlige sektor/statssystemet skal demokratiseres!

De bureaukratiske og teknokratiske lag skal opløses – ingen tvivl om det. Men det forudsætter, at de opgaver de løser, og de strukturer, de virker indenfor, skal ændres. En ny strukturreform er nødvendig. Alle former for semi-markedsmodeller skal afskaffes. Politisk bestemte udgiftsbudgetter og regnskaber skal genindføres. I EU skal vi arbejde for afskaffelse af Finanspagtens krav om budgetlov. Myndigheden skal tilbage til udøverne i de borgernære led, og hele lederkulten skal bekæmpes.

Hvis ikke man eksempelvis vil gå så radikalt til værks, sker der ikke det store. Det skal de nye koncernledelser i stat, regioner og kommuner nok sørge for.

Afsluttende bemærkninger
De her fremførte kritiske bemærkninger til de udvalgte programpunkter må række. Som det er fremgået, er den opgave, som NVD har formuleret langt mere kompliceret og rækker videre end en debat om, ”hvordan arbejderbevægelsen vinder næste valg”. På den anden side er oplægget skrevet – og det er godt – fordi det som vist i hvert fald rejser centrale spørgsmål, som måske er vigtigere debattemaer end de enkelte programpunkter.

Det gælder temaer som:

  • Hvad er det for en arbejderbevægelse, vi taler om?
  • Hvordan er den skruet sammen i dag?
  • Hvilke kræfter i denne bevægelse, kan vi forvente kan mobiliseres til at kæmpe for en socialistisk reformpolitik?
  • Hvilke partier og hvilke kræfter i disse partier, kan vi forvente vil deltage i en sådan kamp?
  • Hvad er det egentlig for en krise, vi befinder os midt i?
  • Hvordan er den opstået, og hvad er dens indre struktur og dynamik?
  • I hvilket styrkeforhold står de forskellige klasser i til hinanden i dag, og hvordan skal disse styrkeforhold ændres?
  • Herunder hvordan skal statssystemet ændres i demokratisk retning?
  • I hvilket forhold står den nationale kamp til reformkampen på den europæiske scene?

Hvis debatoplægget får initieret diskussioner af disse og lignende spørgsmål, har det tjent et godt og nødvendigt formål. Efterfølgende kan vi så kaste os over debatten om et konkret program. Den anden vej rundt, som oplægget beskriver, får hurtigt karakter af de gode viljers parade uden korrespondance til den virkelig, der lægges op til at ændre.