En definerende tid for centrum-venstre
Af Nanna Westerby

Offentliggjort: 15. april 2013

Centrum-venstres absolut vigtigste opgave er at sikre tryghed for de lønmodtagere i både den private og offentlige sektor, der mærker den globale økonomis pres på arbejdspladser og levevilkår. En opgave, der kun kan løftes af centrum-venstre – og kun hvis centrum-venstre genvinder opbakning i netop disse grupper. Alligevel ser det ud til at have lange udsigter.

Europas aktuelle politiske geografi er et åbenlyst paradoks. Vi befinder os i en økonomisk krise, som dybest set er historien om nyliberalismens kollaps. Alligevel har befolkningerne langt større tillid til netop nyliberale og højrepopulistiske politikere, end de har til centrum-venstre. Europakortet er malet blåt af højrefløjs-regeringer i langt de fleste lande. Den nyliberale politiske kurs dominerer. Og de få steder, hvor centrum-venstre sidder for bordenden, er regeringerne i vanskeligheder.

Særligt lavere funktionærer og faglærte og ufaglærte arbejdere i den private sektor har vendt centrum-venstre ryggen. Paradokset bliver tydeligere, når vi ser nærmere på vilkårene for netop disse grupper. For her er presset større, end det har været længe. Igennem årtier har der været bred konsensus om, at fremgang i levevilkårene var blevet et grundvilkår for europæiske lønmodtagere. I den offentlige debat blev ”klassekamp” afskrevet som forældet retorik, og mange på venstrefløjen anså lønmodtagerne for at være en del af problemet: De, der var på arbejdsmarkedet, havde deres på det tørre, og venstrefløjen måtte i stedet tage sig af de nye undertrykte, nemlig minoritetsgrupperne. Hvorfor den analyse er katastrofal, vender vi tilbage til senere. For nu nøjes vi med at konkludere, at den i hvert fald er blevet overhalet af virkeligheden.

Den politiske opgave
Man skal ikke rejse langt væk fra de danske grænser for at møde lønmodtagere, der trods fuldtidsjobs lever i fattigdom. Tysklands lavtlønssektor er velkendt, og millioner af tyskere falder i kategorien ”working poor” – mange så fattige, at de modtager fattighjælp. Hos Røde Kors kalder man Europa for ”verdens nye brændpunkt” og melder om, at man i mange europæiske lande for første gang må bruge flere kræfter på hjælpearbejde indenlands end på opgaver i den såkaldte tredje verden. Spanske, græske, italienske lønmodtagere, der før var på rimelig sikker økonomisk grund, er røget langt ned i fattigdom.

I Danmark er situationen en anden. Velfærdsstat, organiseret arbejdsmarked og sunde offentlige finanser stiller danske lønmodtagere i en anden situation. Alligevel har forringelser og utryghed ramt mange: vi oplever en voksende servicesektor, som er langt mere brutal og uorganiseret, end vi er vant til i Danmark. Østeuropæisk arbejdskraft presser danske lønninger og arbejdsvilkår. Industriarbejdspladser lukker ned i stor stil. Og blandt offentligt ansatte har krisen vist sig i form af fyringer og tempo-løft. Kort sagt: De fleste lønmodtagere har mærket de nye tider – enten direkte, eller som et koldt pust i nakken.

Den store opgave for centrum-venstre er at møde denne utryghed med troværdige svar på, hvordan vi sikrer et ordentligt arbejdsliv i fremtiden: Hvordan sikres ordentlige jobs i Danmark til en løn, som stadig giver plads til charterferie og sund bolig? Den politiske kamp handler om at sikre, at vores samfund ikke knækker over, at lønmodtagere sikres tryghed og arbejde. Kun centrum-venstre kan løfte den opgave. Højrefløjens program vil radikalt afmontere velfærdssamfundet, som vi kender det: Nulvækst, tysk løn, svensk skat og angreb på den faglige organisering er de forslag, som slipper ud fra Lars Løkkes berømte hængekøje. Et program, der netop vil udhule indkomster for mange lønmodtagere, polarisere befolkningen og svække vores fællesskaber.

Kampen er fløjtet i gang
Man hører fra tid til anden Socialdemokrater, SF’ere og medlemmer af Enhedslisten sige, at det er ligegyldigt, om den nuværende regering står eller falder. Nogle ønsker endda et regeringsskifte hurtigst muligt, for så kan vi få mulighed for at ’reboote’ systemet og starte en genopbygning af centrum-venstre fra scratch. Der er mange farlige fejltagelser i den teori.

For det første den, at kampen allerede er fløjtet i gang. Hvis Venstre sætter sig i statsministerstolen efter næste valg, vil det få uoverskuelige politiske konsekvenser. Som beskrevet ovenfor, vil højrefløjens program medføre omfattende forandringer af Danmark, som man ikke bare kan tilbagerulle. Vi kan ikke sætte os på bænken i første halvleg af den kamp, der skal afgøre fremtiden for det danske velfærdssamfund for så at håbe, at vi kan indhente føringen i anden halvleg.

For det andet kan konsekvenserne af et regeringssammenbrud meget vel blive radikale og grundlæggende forandringer i det politiske system. Der er ingen garanti for, at Socialdemokraterne og Venstre som de to store partier vil slås om regeringsmagten. Meget tyder tværtimod på, at vi kan være på vej hen imod et system, som man kender det fra store dele af Europa: Vi har allerede set flere meningsmålinger, der placerer Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne på samme niveau i vælgertilslutning – og Venstre placeret i ligaen oven over. Det er ikke utænkeligt at forestille sig et politisk system med en konservativ pol (Dansk Folkeparti), en liberal pol (Venstre) og en socialdemokratisk pol, der alle tre kan have regeringsmagten. Et system, som således er domineret af højrefløjen.

Vi kan bruge lang tid på interne diskussioner om, hvem der er skyld i miseren. Men ikke desto mindre er resultatet det samme: Hvis ikke vi slås for at vende skuden nu, kan konsekvenserne blive uoverskuelige. Det nytter ikke at vente med at stoppe udviklingen til senere. Her kan det meget vel vise sig for sent.

Denne udfordring var for mig en af de årsagerne til, at jeg selv for nylig meldte mig ud af SF og ind hos Socialdemokraterne. Ud over, at jeg politisk føler mig hjemme hos Socialdemokraterne – i uddannelsespolitikken, integrationspolitikken, beskæftigelsespolitikken, socialpolitikken og på mange flere områder – skyldtes beslutningen også, at det kun for mig er meningsfyldt at være medlem af et parti, der vil tage kampen op med Venstres vision om lavere lønninger og afvikling af det fælles velfærdssamfund. Det kræver nemlig et parti, der frem for alt er optaget af at trække stemmer over midten. For hvis ikke vi får lønmodtagerne tilbage fra Venstre og Dansk Folkeparti, kan vi heller ikke vinde kampen om fremtidens Danmark.

The missing link
Skal udviklingen vendes, må vi genetablere forbindelsen til lønmodtagerne; for et projekt, der ikke repræsenterer brede grupper af lønmodtagere, er dømt til at mislykkes. For det første fordi, det vil mangle en stærk, fælles fortælling, som kan bære. For det andet fordi, det simpelthen ikke vil samle mange nok til at bære en politisk vision. Men mest af alt fordi det er lønmodtagerne, der udgør det sociale og økonomiske fundament for den velfærdsstat, som står i kernen af centrum-venstres politiske program.

Derfor er det katastrofalt, at centrum-venstres kernevælgere og bagland i stigende grad er en blanding af den velmenende elite og de marginaliserede grupper. De skal naturligvis være mere end velkomne, men hvis ikke centrum-venstre igen får kontakt til faglærte og ufaglærte arbejdere og lavere funktionærer i både den offentlige og private sektor, får vi ikke stoppet udviklingen. De er nøglen til, at centrum-venstrepartierne igen kan samle vælgeropbakning og dermed mandater nok til at forandre.

Det kræver dels forandringer af arbejderbevægelsens organisationer, så der opstår kontakt mellem lønmodtagerne og organisationerne. Politik er reduceret til at være et Christiansborg-fænomen, som ingen uden for Folketinget føler ansvar for. Det hiver tæppet væk under den politiske legitimitet. At ændre den situation er et langt, sejt træk, som handler om mange ting: at opstille andre end akademikere til valg, at øge kontakten til medlemmerne, at have stærke lokalorganisationer og at brede de politiske debatter ud.

Først og fremmest er der dog en politisk opgave, der skal løses her og nu: Vi må præsentere en politik, som taler til de mennesker, vi gerne vil have til at stemme på os. Regeringen har på mange områder gjort langt mere i den retning, end den har fået kredit for: Den har præsenteret en skolereform, der endelig vil indrette skolen, så den taler til børn af lønmodtagere med kortere uddannelsesbaggrund; oprustet indsatsen mod social dumping og sat gang i offentlige investeringer. Det er mange gode initiativer – og det er sikkert, at en Venstre-ledet regering  ville føre en helt anden politik.

Men mange føler, at regeringen bør vise større interesse for at løse de problemer, som tegner sig lige nu. 2020-planer og vækstpakker er gode men har for det meste fokus rettet på den langsigtede udvikling, frem for på jobskabelse nu. Vækstpakken repræsenterede et tiltrængt skifte fra fokus på arbejdsudbud til fokus på jobskabelse; men igen handlede pakken først og fremmest om at ruste Danmark til det opsving, som kommer med tiden. Arbejdsløshed og manglende lærepladser betyder langt mere for de fleste end balance i 2020 og konkurrenceevne efter krisen. Løsning af dagpengeproblemerne, beskæftigelsen på den korte bane, jobskabelse og fokus på efteruddannelse skal øverst på dagsordenen.

Hvis ikke centrum-venstre knækker koden til at levere politiske svar på den utryghed, som knytter sig til arbejdslivet, kan vi ikke genetablere den manglende forbindelse til lønmodtagerne. Det er ikke en opgave, som løses i velfærdsromantiske tilbageblik på Nyrups 90’ere eller Krags 70’ere. Og det handler ikke om at rykke til venstre eller højre, som ellers har været hovedtemaet for debatter i centrum-venstre. Nej, det handler det om at finde konkrete svar på konkrete problemer.