Verdens bedste pensionssystem? Eller hvad vil fagbevægelsen med pensionsformuerne?
Af Søren Andersen

Offentliggjort: 15. april 2013

I december 2012 blev det danske pensionssystem kåret som verdens bedste.  Det anerkendte internationale ’Melbourne Mercer Global Pensions Index’ gav vores system topkarakteren A – som det første og eneste land nogensinde. Denne anerkendelse faldt sammen med, at regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverne fejrede 25året for Fælleserklæringen fra 1987. Fælleserklæringen var en banebrydende trepartsaftale, der sikrede arbejdsmarkedspensioner på det private arbejdsmarked. Hovedmålsætningen for Fælleserklæringen var at sikre jobfest ikke lønfest.

Det danske pensionssystem består af tre elementer:

  • den lovgivningsbaserede folkepension, ældrecheck og ATP;
  • arbejdsmarkedspensionerne
  • private skatte subsidierede pensioner.

Store pengetanke
For nuværende har pensionsselskaberne og pensionskasserne over 3.500 mia. kr. i formue, hvilket svarer til det dobbelte af BNP.

Formuerne og de løbende indbetalinger administreres af privatejede livsforsikringsselskaber som PFA og Codan, af bankerne og af de overenskomstbaserede pensionskasser som PKA og Pension Danmark.

3/5 af formuerne administreres af private selskaber og 2/5 af pensionskasser og ATP.

Kort fortalt så skal de private selskaber og banker - udover at sikre pensioner til de forsikrede - også sikre afkast til ejerne.

Pensionskasserne ejes derimod af medlemmerne, og derfor går investeringsresultatet udelukkende til konsolidering og bonus til medlemmerne.

Lovmæssig regulering
’Lov om finansiel virksomhed’ regulerer hele området, uanset om vi taler om pensionskasser, livsforsikringsvirksomheder eller pengeinstitutter.

I lovens paragraf 158 står der: ”De midler, et forsikringsselskab eller en pensionskasse råder over, skal investeres på en hensigtsmæssig og for de forsikrede tjenlig måde, således at der er betryggende sikkerhed for, at selskabet til enhver tid kan opfylde sine forpligtelser.”

En kortfattet formålsparagraf der i bløde vendinger taler om ”hensigtsmæssig”, ”tjenlig måde” så ”… der er betryggende sikkerhed for, at selskabet til enhver tid kan opfylde sine forpligtelser.”

Det giver jo umiddelbart bestyrelserne i selskaberne og kasserne gode muligheder for at vælge investeringsstrategi.

Loven har aldrig opereret med, at formålet var at sikre medlemmerne ”den bedst mulige pension”; det er dog udviklet som ”en standard” efter forskellige afgørelser fra Finanstilsynet og Erhvervsankenævnet i 90´erne. Dels afgørelsen om pædagogernes pensionskasses (PBU) boligbyggeri på Fyn, dels Finanstilsynets fortolkning fra 1997 af reglen i forbindelse med pensionskasser og livsforsikringsselskabers  investeringsstrategi, herunder etiske investeringer.

Finanstilsynet udsendte efter en drøftelse i Forsikringsrådet en redegørelse om dette spørgsmål. I redegørelsen bliver det med udgangspunkt i formålsbestemmelsen (nu § 158) fastslået,

”at overordnet skal ledelsen søge at investere midlerne, således at forsikringstagerne / medlemmerne opnår de bedst mulige bonustilskrivninger/ pensioner. En investering skal foretages under hensyn til sikkerhed og likviditet. Desuden indebærer reglen, at ledelsen i sin generelle investeringspolitik skal sørge for så stor spredning af de samlede investeringer, at selv om enkelte investeringer viser sig uholdbare, vil selskabet alligevel kunne udrede de løbende forpligtelser samt kunne honorere fremtidige ydelser i henhold til det tekniske grundlag inklusiv allerede tilskrevne bonus.”

Efter finanskrisen er der kommet yderligere krav til solvens herunder individuel solvens.

Redegørelsen uddyber kravene til ledelsens beslutninger omkring investeringerne, og i første omgang er det bestyrelsen, der er ansvarlig for beslutningerne omkring investeringerne. Statsmagten holder dog også øje, idet Finanstilsynet kan gribe ind, hvis de ikke finder, at investeringerne lever op til målsætningerne i redegørelsen.

Pengene er der, hvad vil medlemmerne med dem?
Arbejdsmarkedspensionerne er, især for LO-grupperne, etableret i forbindelse med en indkomstpolitisk løsning. Målet var jobfest ikke lønfest. De opsparede midler er dermed udsat forbrug og udsat skattebetaling. På den baggrund er der ingen tvivl om, at det primære mål er at sikre medlemmerne pensioner, der kan supplere folkepensionen og på sigt blive et betydeligt økonomisk fundament for pensionister.

Pensionsformuerne har en størrelse, der betyder, at investeringerne også kan påvirke den samfundsmæssige dagsorden. Det betyder, at investeringer skal have et dobbelt formål: sikring af pensioner og påvirkning af den samfundsmæssige dagsorden - ikke kun i Danmark men globalt.

Jeg er medlem af en pensionskasse etableret i 1976 og har været bestyrelsesmedlem i en længere periode. Vores strategiudvikling har været fra helt almindelig investor, der spreder investeringerne på aktier, obligationer og ejendomme, til - i første omgang - at beslutte hvad vi ikke ville investere i.

Vi investerer ikke i firmaer, der bruger børnearbejde. Vi investerer ikke i firmaer, der producerer våben, selv om det er profitable investeringer. Vi investerer ikke i tobaksindustrien.

Dernæst tog vi nogle positive tilvalg til vore investeringer. Valg der i høj grad var og er præget af den grønne dagsorden. Tidligt investerede vi i genanvendelsesfirmaer og affaldssortering. Vi er fortsat medejer af firmaer, der genanvender kasserede produkter, men de seneste store investeringer er i vindmøller. Sammen med DONG og Pension Danmark ejer vi Danmarks største havvindmøllepark ved Anholt, som - når den i løbet af 2013 er udbygget – vil levere strøm til 400.000 personers årlige strømforbrug.

På den grønne dagsorden er også investeringer i skov og landbrug. Disse investeringer foregår uden for Danmark.

Vi forsøger også at påvirke den sociale dagsorden uden for Danmark. Sammen med Pædagogernes Pensionskasse (PBU) og Industrialiseringsfonden for udviklingslandene har vi afsat 400 mio. kr. til mikrolån i Asien, Mellem- og Sydamerika og Afrika.

Vi er en kasse for offentligt ansatte, hvorfor vi løbende har tilbudt de offentlige arbejdsgivere samarbejde om investering og opførelse af velfærdsinstitutioner og infrastruktur. Det er i begrænset omfang lykkedes.

På det seneste er mulighederne stærkt begrænsede, på grund af den meget stramme udgifts- og anlægspolitik. På trods af at politikerne efterlyser de mange pensionsmidler, så lader de sig styre af den overordnede økonomiske politik præget af EU-krav og ønsket om en mindre stat.

Én ting er, hvad vi investerer i og hvorfor; en anden ting er, hvordan vi gør det. Vi har længe haft etiske retningslinjer for vore investeringer. Her klargjorde vi, hvilke investeringer vi ikke ville være med til. Henover tid har vi tilsluttet os en række FN-retningslinjer, der påbyder institutionelle investorer at overholde menneskerettigheder, ILO-bestemmelser og miljøbestemmelser.

Derudover har vi taget initiativ til DANSIF, der er et netværksforum for institutionelle investorer, der ønsker at fremme social ansvarlighed i forbindelse med investeringer.

Vi udøver aktivt ejerskab. Det betyder, at vi indgår i dialog med de firmaer, vi investerer i, hvis de ikke overholder vore retningslinjer eller de internationale regler, vi følger. Får vi ikke noget positivt ud af dialogen, trækker vi os fra investeringen.

Hvad vil fagbevægelsen med pensionsformuerne?
Jeg kender bedst FTF-fagbevægelsen og der foregår stort set ingen diskussioner af mulighederne for at bruge pensionsformuerne. Jeg tror også billedet er dækkende for LO-bevægelsen.

Fagbevægelsen bør diskutere, om vi skal reducere vores markedsafhængighed; gennem bevidste valg flytte investeringer til aktiver, der ikke var afhængig af markedets luner. Det kunne være investeringer i infrastruktur, velfærdsinstitutioner eller vedvarende energi.

Lige nu har fem store investorer, PKA, PFA, ATP, Sampension og PensionDanmark, ansat Anders Eldrup (tidligere DONG) og Peter Schütze (tidligere Nordea) til at udarbejde en rapport om potentialet i OPP-projekter. Rapporten vil sikkert vise, at potentialet er stort. Fagbevægelsen har ikke endnu taget den grundlæggende diskussion af, om vi bakker op om OPP. Bevægelsen er afvisende og kritisk overfor privatisering og udlicitering; men umiddelbart er OPP anderledes, her inddrages den offentlige sektor med viden og penge.

Generelt er der positive vinde omkring den grønne dagsorden og velfærdsteknologi. Der mangler dog en grundlæggende diskussion af, om det eksempelvis er en god idé at investere i velfærdsteknologi, der kan være med til at reducere antallet af offentlige ansatte.

I yderkanten af denne diskussion er der problemet med dem, der efterlades uden for pensionsordningerne. Mange af dem er også medlem af fagbevægelsen. Anslået er der 250-300.000 personer, der skal leve udelukkende af folkepensionen og ældrechecken. Dette spørgsmål fortjener dog at blive behandlet i en særskilt artikel.