Den nødvendige politik
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. april 2013

I nærmest ritualiseret form har regeringens tre ledende politikere, Margrethe Vestager, Bjarne Corydon og Helle Thornings Schmidt siden de kom ned fra ”tårnet” (beton eller elfenben vides ikke med bestemthed) utrætteligt gentaget mantraet om, at de ”førte den nødvendige politik”. Med andre ord: politikken stod ikke til diskussion. Den var nødvendig og derfor almen. Og sådan har hvert eneste betydende udspil fra SRSF regeringen været fremstillet.

Konsekvensen må jo så være, at al anden politik er unødvendig. Derved er den heller ikke interessant, og det er således spild af alles tid at friholde sig til – eller at formulere alternativer. Hvis du gør det nødvendige, så gør du også det rigtige, og så er alt andet ligegyldigt.

Hvis det forholdt sig sådan, at én politisk kurs og ét sæt af politiske initiativer udtrykte det (eneste) nødvendige, så ville konsekvensen være en ophævelse af den politiske dimension i det hele taget. Så ville ordets betydning være ændret, fordi politik både betyder kunsten at styre statsanliggender (polis), og borgernes (politeie) drøftelse af og kampe om, hvordan staten skal styres og efter hvilke principper. Politik er grundlagt på legitime interessekampe i et samfund.

Det ville samtidig betyde, at repræsentanterne for ”dén nødvendige politik” blev forvandlet fra politikere til tekniske forvaltere af det nødvendigheden, hvorved de samtidig placeredes over samfundet og dets politiske institutioner. De politikerne, der fører ”dén nødvendige politik”, er blevet til teknokrater. Dvs. en udvalgt gruppe af teknikere,der har indsigt i og kompetence til at indrette og konstruere samfundsudviklingen efter ”det nødvendiges principper”. Samfundet er sat på samme formel som Femerbælt broen.

Med ”dén nødvendige politik” forsvinder de forskellige interesser i baggrunden. De er ikke legitime, og dem, der hævder dem, plejer udelukkende parts- eller egeninteresser, hvorfor enhver behandling af disse interesser kun har karakter af taktik. Af samme grund kan de ikke gøre krav på at blive taget alvorligt. Tilbage er kun at forholde sig til, hvorvidt den fremførte politik – ”dén nødvendige politik” – også lever op til det lovede og indfrier effektkravene. Det er med andre teknikerne og deres teknik, der bør have befolkningens bevågenhed og ikke så meget det, der sker ude i samfundet. Selvklart, men så er det på den anden side ganske uforståeligt, at man klager over politikkens personfiksering. Det er dog den logiske konsekvens af politikkens omdannelse til teknik, at man koncentrerer opmærksomheden om teknikeren. Det er jo ham/hende, der har forstand på, hvordan konstruktionerne virker. Og har han ikke det, kan der blot tilkaldes nye teknikere, som forstår at fortolke ”dén nødvendige politik” bedre eller som er bedre til at analysere virkeligheden (som der også kun er én af).

Det, der sker, på den politiske scene, som ikke er politik men teknik, kan reduceres til, om den aktuelle forvaltning er god eller dårlig – effektfuld rent teknisk eller ej.

Eller som Joseph Schumpeter skrev det i 1947: ”folkets rolle er at skabe en regering (…) den demokratiske metode er de institutionelle arrangementer inden for hvilke, man når frem til politiske beslutninger, hvor enkeltindivider får magten til at bestemme. Det gør de gennem konkurrencekampen om stemmerne”. Senere blev samme tankegang videreudviklet til Public Choice i begyndelsen af 80’erne, hvor politik reduceres til en teknisk incitamentstyret afbalancering af vælgerstrømningernes forskellige egeninteresser – nøjagtig som det i den optik foregår på markedet.

Forskellen på denne liberale ingeniørbevidsthed, og det, de tre ledende regeringsmedlemmer har lagt frem siden regeringstiltrædelsen, er næsten umulig at få øje på. Bortset fra at Vestager, Corydon og Thorning er gået skridtet videre, hvor de ikke længere i Schumpetersk ånd henviser til det folkelige mandat til at lede, men i stedet til ”nødvendigheden selv”, som nødvendigvis må have sit referencepunkt – sin hjemmel – uden for de demokratiske procedurer. Sidstnævnte er jo ærligt talt også irrelevante, når der kun findes én politik, som så i øvrigt ikke længere er politik, men teknisk forvaltning.

Nu giver det næsten sig selv, at man ikke kommer langt i et rodfæstet demokrati som det danske ved blot at henvise til, at man fører ”dén nødvendige politik”. Selv de tre nævnte regeringsledere har set sig nødsaget til at redegøre for baggrunden bag deres politik.

De har i den henseende trods alt afstået fra at henvise til en guddommelig instans uden for historien. Så på indeværende tidspunkt er det ikke et religiøst anliggende – forstås. Men hvad knytter hjemlen så an til?

Til den herskende orden, som den er blevet formuleret af de herskende eliter i nationalstaterne og i EU og nedfældet i adskillige pagter, traktater og kontrakter, der alle til hobe er karakteriseret ved at placere ansvaret for samfundsøkonomiernes genopretning hos de grupper, der hverken ejer kapitalapparatet eller er sat til at forvalte det og kompetencen til at forvalte ansvaret hos sidstnævnte. ”Sådan er det jo!” Anderledes kan den herskende orden ikke være. Evidensen er omfattende og påtrængende. Og når den herskende orden alligevel bryder sammen, skyldes det alene, at ryggesløsheden for en tid har blomstret og animeret både den økonomiske og politiske egennytte.

Derfor handler ”dén nødvendige politik” først og fremmest om at rydde op i afvigelserne og excesserne for at genoprette den herskende orden, hvor kapitalinteresserne ikke er truet, og hvor vores land kan genindtage sin trygge plads i toppen af den økonomiske verdensorden.

Som teknik til at styre den ”dén nødvendige politik” er vores tekniske forvaltere blevet begavet med en budgetlov og nogle konjunkturmål, der danner ramme om, hvad der overhovedet kan tænkes og gennemføres politisk – og til betryggelse har både lov og ramme hjemmel i en Finanspagt i EU. Så regeringens tre ledere kan som alle andre teknikere henvise til en instans uden for det aktuelles rækkevidde.

Af samme grund kan en politisk samtale med vælgerne heller ikke komme på tale. Heller ikke med de faglige organisationer eller for den sags skyld andre interesseorganisationer, der måtte udfordre den herskende orden. Det bliver så også mere forståeligt, når regeringens forskellige ministre og regeringspartiernes ordførere igen og igen besvarer spørgsmålet om deres lange række af fiaskoer med,  ”at det nok skyldes, at man ikke har kommunikeret klart nok eller forklaret reformerne godt nok”. Altså har man ganske logisk taget konsekvensen af ”dén nødvendige politik” og ændret den politiske samtale i forhold til de forskellige politiske interesser til en pædagogisk forklaringsopgave over for de vælgere, der udpeger de kommende ledere af ”dén nødvendige politik”.

Men helt uproblematisk er de tre ledende ministres ophævelse af politik nu ikke. For når de fører ”dén nødvendige politik”, ophæver de dermed også den politiske frihed og erstatter den med historisk determinisme. Herefter må alle bestræbelser rette sig mod fortolkningen af, hvad der er nødvendigt – og den rette fortolkning kan ikke findes hurtigt nok. Sådan gælder det jo også ved konstruktion af broer, vejanlæg mv.

Problemet er blot at med ”dén nødvendige politik” privatiseres friheden, og dermed gøres borgerne også ansvarsfrie. De reduceres til (politiske) forbrugere, der med fuld ret kan kaste et hvilket som helst hensyn til de kollektive forpligtelser til side og surfe rundt mellem de tekniske løsninger på samfundets forskellige opgaver og problemer, der lige netop passer dem, eller vælge den politiker med den største X-faktor, som aktuelt er på markedet. Nøjagtig som når man skal finde de rigtige håndværker- og tekniker tilbud på opgaver, man skal have løst. Man er alene forpligtet på kontrakten og betalingen – hverken mere eller mindre.

Men med Carl Schmitt vil vi hævde, at ”dén nødvendige politik” ikke findes. ”Politikkens væsen er, som det skal fremhæves flere gange i det følgende: kamp, hvervning af forbundsfæller og af frivillige tilhængere”. (Carl Schmitt: Det politiske begreb). Og vi kunne tilføje: en kamp for at vinde flertal for ens politiske, sociale og økonomiske interesser, der som oftest bunder i klasseinteresser.

Der findes hverken nødvendig politik eller nødvendige reformer, sådan som regeringens ledende ministre hævder.

De har udelukkende valgt at fremføre en politik, der fremstilles som nødvendig, for så vidt kapitalismens krise skal overvindes. Men de glemmer i sammenhængen, at en sådan teknisk nødvendighed kun kan fremstå uanfægtet, hvis man ignorerer at lønmodtagerne og de marginaliserede sociale lag skal betale for genopretningen af den økonomiske stabilitet. Men så står ”nødvendigheden” heller ikke længere i forhold til noget alment uden for historien, men i forhold til den herskende klasses interesser og ikke andet. Og i den udstrækning en regering – og oven i købet en SRSF regering – fremstiller det som ”dén nødvendige politik”, har den derved ophøjet det liberalistiske standpunkt til almen sandhed og forvist ethvert andet politisk standpunkt til utålelig illegitimitet og en trussel mod varetagelsen af den herskende orden.

Ikke uforståeligt at afstanden mellem de to partier Socialdemokratiet og SF og deres ministre i regering vokser, fordi førstnævnte med ”dén nødvendige politik” er blevet gjort overflødige som politiske partier, der ”fører kamp og hverver tilhængere”. Den pædagogiske opgave med at forklare og retfærdiggøre regeringens politik varetages langt bedre af professionelle kommunikationsbureauer, så hvad er der af opgaver tilbage for de to partiers medlemmer, råd og udvalg andet end at finde og opdyrke nye ledere og tekniske forvaltere – sociale ingeniører?

Danmarks liberale parti, Venstre, kunne ikke have gjort det bedre og mere effektivt. De liberale har altid haft et anstrengt forhold til det levende politiske demokrati, idet det potentielt udgør en trussel mod markedets suverænitet og potentielt vil kunne hævde samfundsinteressen over den private egennyttes interesse. Men nu er vejen lagt åben for at overvinde de liberales ambivalens. En anden regering – en centrum-venstre regering – har formuleret ”dén nødvendige politik”, der udelukkende henter sin legitimitet i hensynet til markedets suverænitet. Nu drejer det sig blot om, hvem der vinder den næste ”konkurrencekamp” om at udvælge de ledere, der skal føre ”dén nødvendige politik” videre.

Jean Poul Sarte kaldte denne form for politisk tænkning og argumentation, som nu udfolder sig både i EU og i de enkelte nationale regeringer – regeringens tre ledende ministre er så afgjort ikke alene – for autoritær parlamentarisme. Og andet kan parlamentarismen jo ikke være, når ”den nødvendige politik” er opfundet.

Spørgsmålet er så, om alle vi andre uden for regeringen og parlamentet overhovedet skal acceptere opfindelsen af ”den nødvendige politik”?

Selvfølgelig skal vi ikke det! For den findes som sagt ikke. Fortolkningen af det politisk nødvendige, hvilket er det modsatte af ”dén nødvendige politik”, handler om og skal handle om formuleringen af klasseinteresser som samfundsinteresser og den politisk kamp om magten til at føre disse interesser igennem. Det politiske demokrati er således ikke den statsjuridiske metode for konkurrenceudskilningen af statsledere, men derimod en samfundsorden, hvor de legitime interessemodsætninger kan formuleres, organiseres og omsættes til politisk magtkamp.

I den forstand er det politiske opgør med regeringens selvfremstilling ligeså vigtig som opgøret med dens højredrejede reformpolitik, der netop fremstilles som ”dén nødvendige politik”. Men det forudsætter, at den venstrefløj, der vil opgøret med enhver forestilling om ”dén nødvendige politik”, selv gør sig fri af denne politiks delegitimering af klasser, klasseinteresser mv. Venstrefløjen må skrotte den teknokratiske opdeling af befolkningen i eksempelvis: ”stærke”, ”svage”, ”højtuddannede”, ”kortuddannede”, ”offentlige” og ”private”, der først og fremmest hører hjemme i socialingeniørernes styringsterminologi, og som har den bestående samfundsorden og magtdeling som det suveræne referencepunkt.

Venstrefløjen må sætte politikkens nødvendighed over den nødvendige politik for her igennem at rehabilitere klasseinteressernes legitimitet og kampen om den politiske magt. Det gælder for al politik overhovedet, at partier og bevægelser repræsenterer forskellige legitime sociale, politiske, økonomiske og kulturelle interesser, der omsat til politiske programmer på næsten alle spørgsmål udgør det politiskes begreb. Demokratiet kan ikke adskilles fra dette begreb uden at blive en karikatur af sig selv, hvilket er ved at være en realitet.

Og den samme venstrefløj må i det store og i det små demaskere nødvendighedens maskepi. Hver dag hele året rundt. At erstatte en slags nødvendighed med en anden – ved at fremstille politiske positioner som konkurrerende nødvendighed er lige så meget et forræderi mod demokratiet som det, at fremstille klasseinteresser som uantastelig teknisk (eller naturliglovsmæssig) nødvendighed.