Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør - en kommentar til krisens elendigheder
Af Jens Lind

Offentliggjort: 15. februar 2013

Knapt var blækket blevet tørt på de nys indgåede kollektive aftaler i den offentlige sektor før der kom uro på bagsmækken. Gymnasielærerne ville gerne frigøres for de nye arbejdstidsregler og der var ikke kommet noget med om øremærket barsel til mænd. Fagforeningernes forhandlere var ellers ret tilfredse med resultatet selvom de, som de sagde, havde været op imod en benhård finansminister. Tiderne er vanskelige og endnu engang bliver et resultat, der ligger et par procent under inflationen, de næste par års betingelser. Fagforeningerne kan betegnes som både policy makers og policy takers, men i de senere år er det generelle indtryk vel at de er blevet mere takers end makers. Det er i hvert fald det tema, der diskuteres i denne kommentar.

Arbejderen
Overenskomstindgåelsen tegner et udmærket billede af situationen for lønarbejdere i Danmark og i Europa. Der skal arbejdes mere til en lavere løn. Så enkelt kan det siges. Og det er ikke første gang og desværre heller ikke sidste gang, at krisen medfører forringelser i arbejds- og levevilkårene for befolkningen. Alligevel er det forstemmende at observere hvorledes der sælges ud af de opnåede rettigheder og betingelser og i øvrigt konstatere, at overenskomsterne bliver vedtaget af medlemmerne. Det er ikke fagforeningerne og deres ledere, der svigter, men det er medlemmerne, der finder sig i at få ringere betingelser. Frygten for arbejdsløshed og en efterfølgende social deroute og marginalisering er stor og udbredt. Så hellere spænde livremmen ind og smøge ærmerne op og håbe på at det ikke er mig der bliver fyret næste gang.

Denne frygt og usikkerhed skyldes ikke mindst den massive propaganda, som almindelige mennesker bliver bombarderet med i disse år, men den skyldes også konkrete erfaringer på arbejdspladsen hvor arbejdsgiverne stiller stadigt højere krav. Utrygheden og magtesløsheden breder sig. Hellere gå ned i løn end at miste jobbet. SAS var det lysende eksempel på dette her i efteråret, hvor flere meningsmålinger også viste, at danskerne var villige til at gå ned i løn for at bevare arbejdspladsen. Denne føjelighed forstærkes i stigende grad af virksomhedernes udflytning af arbejdspladser og af konkurrence fra arbejdere, der flytter til Danmark for at finde et arbejde og en løn, som ikke findes i deres hjemland.

Konkurrencen på arbejdsmarkedet er i lyset af den globale krise taget til og forøger fornemmelsen af magtesløshed. Denne oplevelse forstærkes af de sociale nedskæringer, der finder sted. Den markante forringelse af efterlønsordningen og de fortsatte forringelser af arbejdsløshedsforsikringen har for længst smadret den meget omtalte flexicurity-model. Fra at være anset for at være et samfundsskabt problem, som velfærdssamfundet skal kompensere for, er årsagen til arbejdsløshed blevet pålagt den enkeltes eget ansvar. Derfor skal de økonomiske incitamenter forstærkes gennem en forringelse af ydelserne til de (potentielt) arbejdsløse. Ideen er at disse så vil acceptere en lavere løn for at få et arbejde. Dermed bliver danske virksomheder mere konkurrencedygtige og vi kan igen forvente bedre tider, hedder det i regeringens og de liberalistiske økonomers forståelse af verden. Men for lønmodtagerne er det skruen uden ende: når lønnen sænkes, skal arbejdsløshedsunderstøttelsen sænkes yderligere for at fremme incitamentet til at tage et arbejde osv. osv.

Logikken bliver endnu mere barok. Det er dem med de laveste indtægter, der skal gå mest ned i løn. I hvert fald er det det, der har fundet sted gennem de seneste 10 år, hvor den såkaldte Gini-koefficient har været kraftigt stigende i Danmark. Forskellen mellem rig og fattig er blevet forøget. Det skyldes naturligvis ikke mindst nedskæringerne i de sociale ydelser og højkonjunkturens belønning af finanskapitalen, men det skyldes også at forskellene i lønindkomster er øget: fra 2002 til 2010 steg lønnen for topledere 32% mens lønnen for ikke faglærte (’lønmodtagere i øvrigt’) steg 16%.  Den stigende ulighed i det danske samfund fik i 2012 OECD til at advare mod konsekvenserne hvis tendensen fortsatte (Politiken 20. oktober 2012).

Det er altså ikke småting den almindelige lønarbejder er oppe imod. Først og fremmest krisen og dens konsekvenser i form af arbejdsløshed, men også en yderligere forstærket konkurrence på arbejdsmarkedet i form af eksport af arbejdspladser og import af billig arbejdskraft, og dertil et politisk system, som konsekvent retter sig ind efter en liberalistisk tolkning af økonomien og liberalismens anbefalinger om løsninger.

Fagforeningerne
Denne defensive og måske i mange tilfælde opgivende og passive indstilling til krisen blandt lønarbejderne kan også genfindes hos deres organisationer, fagforeningerne.

Tabet af medlemmer blandt specielt LO-forbundene gennem de seneste 15 år er et synligt tegn på fagforeningernes svækkelse. Først og fremmest skyldes medlemstabet erhvervsstrukturelle ændringer som følge af forskydningen fra fremstillingserhverv til serviceerhverv. Dertil kommer en tiltagende nedvurdering af fagforeninger som vigtige forhandlingspartnere for staten – staten agerer i stigende grad uden hensyntagen til fagforeningerne og deres interesser, og ikke mindst skyldes medlemstabet forringelserne i arbejdsløshedsforsikringen og statens bevidste erodering af arbejdsløshedsforsikringen som et vigtigt rekrutteringsinstrument for fagforeningerne. Der er mange andre og supplerende grunde til at fagforeningerne mister medlemmer, herunder de organisatoriske ændringer, der har fundet sted forbundene imellem, og som reducerer specielt de faglærtes identifikation med fagforeningen (FTF-forbundenes og AC-forbundenes fortsatte vækst skyldes bl.a. at de har kunnet fastholde en vis professionel identifikation blandt (potentielle) medlemmer).

Men hvorom alting er, så skyldes tabet af medlemmer, at en stigende del af lønarbejderne af en eller anden grund ikke synes at de vil melde sig ind i en fagforening. Hvad skal de bruge en fagforening til, spørger de.

Der er i hvert fald to grupper af karakteristika bag en sådan holdning. Den ene er fagforeningernes og overenskomstsystemets usynlighed og ledelsens og det individrettede personalearbejdes synlighed på arbejdspladsen. Den anden er en miskreditering af fagforeningernes og de kollektive overenskomsters betydning for lønarbejdets betingelser og en dertil knyttet ideologisk-politisk fjendtlighed over for solidaritet og alt hvad der lugter af kollektivitet i arbejdslivet. Begge disse karakteristika er forbundet med den oven for nævnte opgivende og passive indstilling blandt lønarbejderne: ’Verden er så stor og kompliceret og styret af så stærke kræfter, at lille jeg ikke kan gøre nogen forskel – vi må blot vente på at krisen går over’ og ’Når det kommer til stykket er enhver sin egen lykkes smed’. Med andre ord har danskerne lært at tolke sig selv i et liberalistisk perspektiv, hvor markedskræfterne sørger for lykke og fremgang, men desværre også i kortere perioder medfører afsavn og modgang.

Usynligheden kan først og fremmest konstateres på arbejdspladsen. Især på arbejdspladser i den private sektor uden kollektive overenskomster er forståelsen meget ringe for at de løn- og arbejdsbetingelser, der gælder, i høj grad er tilpasset og afstemt med resten af arbejdsmarkedet. Det gælder både lønniveauet og de rettigheder, som de ansatte i øvrigt har. Men også hvor arbejdet rent faktisk er overenskomstdækket er bevidstheden ofte ret ringe om det kollektive aftalesystem med samarbejdsinstitutioner som tillidsrepræsentant og samarbejdsudvalg. De ansatte betragter deres betingelser som et fait accompli eller måske snarere som noget arbejdsgiveren eller ledelsen bare har fastsat. Man ved måske godt at disse samarbejdsinstitutioner findes, men betragter dem mest som nogle fjerne eller unødvendige rutiner i lighed med lovgivningsbestemte reguleringer såsom arbejdspladsvurdering (APV) og andet fastsat gennem lovgivning. Den enkeltes erfaring med påvirkning af løn og arbejdsforhold er oftest at det foregår i en dialog eller som et dekret fra ledelsen. Det er virksomhedens ledelse eller HR-afdeling, der ses som den centrale aktør man forholder sig til. Fagforeningen er usynlig og i bedste fald siger tillidsrepræsentanten stort set det samme som ledelsen. Det er kun i tilfælde af konflikt eller en unfair behandling af den enkelte ansatte, at de kollektive reguleringer bliver synlige og deres repræsentanter og organisationer kan blive påskønnet. Sådanne konflikter bliver imidlertid mere og mere sjældne efterhånden som de ansattes identifikation med arbejdspladsen overskygger deres erkendelse af at være lønarbejdere, der indgår i et bytteforhold med en arbejdsgiver, der i sidste ende har den legitime ret til at definere prisen for et bytte.

I parentes bemærket kan det synes uforståeligt, at kendskabet til den – ved mere eller mindre højtidelige lejligheder – højt besungne ’danske model’ ikke er særlig udbredt. Det forventes åbenbart, at befolkningen selv danner sig et indtryk af reguleringen af arbejdslivet og arbejdsmarkedets funktionsmåde efterhånden som de kommer i arbejde. Der bliver ikke undervist i det i skolen og på uddannelsesinstitutioner undtagen som et særligt emne der kan tages op.

Denne usynlighed er sammenhængende med miskrediteringen af de kollektive reguleringer og dermed fagforeningerne. Når man ikke ved hvad der danner grundlag for ens løn og arbejdsforhold bliver overenskomsterne og fagforeningerne ikke krediteret. Men miskrediteringen skyldes ikke mindst, at fagforeninger og kollektive aftaler er et fremmedelement i en verden der hylder individets personlige indsats og ansvar og individets frihed til selv at bestemme over sit liv. På det ideologisk-politiske plan er det oplagt at fagforeninger og solidariske reguleringer virker forstyrrende og kontraproduktiv i en liberalistisk tolket verden hvor den fri konkurrence hyldes som kilden til velstand og lykke. Når den siddende regering brutalt afviser de såkaldte trepartsforhandlinger er det et tydeligt bevis på at fagforeningernes interessevaretagelse måske nok betragtes som legitim, men i hvert fald afvises som uhensigtsmæssig når de liberalistiske målsætninger skal realiseres. Et andet aktuelt eksempel er blokaden af Vejlegården, som endnu en gang fik liberalismens ledvogtere op ad stolen for at kæmpe for frihed, ulighed og konkurrence og i den forbindelse kørte en kampagne om den store mastodont (3F) der truede den lille mand (Amin Skov) i hans forsøg på at drive en sund forretning.

Gud ske lov ser sagen om Vejlegården ud til at ende som historien om en desperat mands handlinger, men sagen viste, at pressen og opinionen stod klar til at stemple de kollektive reguleringer som et system, der undertrykte friheden i arbejdslivet. Når fagforeningerne aktionerer har de som udgangspunkt den offentlige mening imod sig og almindelige mennesker forstår ikke hvad der er på spil.

Til en vis grad kan man sige, at fagforeningerne er konfronteret med både en ydre og en indre modstand når det gælder forståelsen af og bestræbelserne på at forbedre lønarbejdernes vilkår. Den ydre modstander er repræsentanter for kapital og stat, som fagforeningerne indgår i forhandlinger eller konflikt med. Men tilpasningen af interessevaretagelsen til medlemmernes ønsker og behov kan ofte være i modstrid med de kollektive principper som er grundlaget for fagforeningernes eksistens og legitimitet.

Venstrefløjens traditionelle kritik af fagforeningerne har ofte taget udgangspunkt i, at fagforeningerne fører en systemtilpasset praksis, som strider mod medlemmernes interesser og behov. Fagforstening, oligarki og pampervælde har som regel hørt til arsenalet af beskyldninger, men gudskelov er disse beskyldninger blevet mere og mere sjældne siden 1970ernes forræderiteser, som de blev kaldt. Om det skyldes at venstrefløjen er blevet mere tandløs eller mindre venstreorienteret, eller at det skyldes at fagforeningerne er blevet bedre til at lytte til medlemmerne skal være usagt. Under alle omstændigheder er medlemmernes stemme under krisen blevet rettet ind efter frygten og usikkerheden.