Hvad kan vi forvente af Chavez`s fjerde præsidentperiode i Venezuela?
Af Michael A. Lebowitz

Offentliggjort: 15. februar 2013

Indledning ved John Graversgaard
Jeg mener, at situationen i dag i Venezuela er central og må være i fokus, hvis man skal forstå den klassekamp som foregår i Latinamerika. Det er ligeledes centralt, at tolke situationen her i lyset af, hvordan reaktionære kræfter i alliance med USA og vesten prøver at undergrave ethvert tilløb til brud med de klassediktaturer, som har hersket i en længere årrække på kontinentet.

Chavez-regimet bygger på en enorm folkelig mobilisering og har givet en lang række resultater for den fattige befolkning, og fornylig blev Chavez genvalgt som præsident for en ny 6 års periode. En udvikling som har betydning for hele Latinamerika.

De borgerlige medier internationalt og i Venezuela har hele tiden stigmatiseret den folkelige revolution i Venezuela som et topstyret enmands-projekt, primært ved at fokusere på Chavez`s personlighed, og i forbindelse med Chavez`s kræftsygdom har de iværksat en massiv kampagne for at omgøre det valg, de tabte så eftertrykkeligt. Men guvernørvalget d. 16. december 2012 blev trods kampagnen en bekræftelse af Chavez`valgsejr i oktober 2012. Det blev en sejr for det socialistiske enhedsparti PSUV, som vandt 20 guvernørposter i de 23 delstater i landet – en fremgang på 5 guvernørposter.

For bedre at forstå klassekampen i Venezuela, dens iboende problemer og hvorfor Chavez-regimet har så stor folkelig opbakning, bringer vi et interview med Michael A. Lebowitz bragt i Internet-tidsskriftet Venezuelanalysis: http://venezuelanalysis.com/analysis/7417, men første gang bragt i Novosti, et venstrefløjsblad i Zagreb, Kroatien, d. 2. november 2012:  

Hvad kan vi forvente af Chavez`s fjerde præsidentperiode i Venezuela?
Michael Lebowitz: Jeg tror det er vigtigt at anerkende omfanget af de ændringer som er sket i Venezuela under Chavez.

Venezuelas økonomi har været baseret på olieindtægter, og den kultur som voksede op omkring olieøkonomien, før Chavez kom til magten, har i overvejende grad været præget af korruption og vennetjenester. Venezuela var også udsat for en neo-liberalistisk politik med nedskæringer på det sociale område, stop for subsidier af livsnødvendigheder og privatisering. Situationen i 90`erne var katastrofal—ikke unormalt i Latinamerika i den periode (og nu også blevet hverdag i Europa)

Da Hugo Chavez blev valgt i slutningen af 90`erne. blev han valgt ind med støtte fra sociale bevægelser og de fattige, men også fra middelklassen som forstod, at det ikke kunne fortsætte (på dette tidspunkt talte Chavez for en god kapitalisme, stop for neo-liberalisme og en tredje vej, men han blev klogere undervejs)

Hvad Chavez har fortsat med er af enorm politisk betydning. Især har han kanaliseret ressource-indtægter fra olien over til uddannelse og sundhed, hvad der er af kritisk betydning for de fattige, som udgør det overvejende flertal af befolkningen. Det er beslutninger, som kan forstås som populistiske, men også som en imødekommelse af reelle behov hos folk og som øger deres muligheder for at udvikle sig

Men det er ikke kun omdirigeringen af olierigdommen, som er karakteristisk og unik i Venezuela.

Der er også sket en betydningsfuld ændring i form af et øget folkeligt engagement(empowerment), og skabt institutioner, som har øget muligheden for at deltage i det demokratiske liv og tage beslutninger som vedrører alle menneskers liv og hverdag.

Jeg tænker især på etableringen af de kommunale råd og institutioner på lokalt niveau, hvor folk har mulighed for at behandle problemer, som vedrører deres lokalsamfund. Disse kommunale råd danner sammen med andre råd fællesskaber, som tager sig af større problemer.

Det er en proces, som Chavez har beskrevet som dannelse af celler i en ny socialistisk stat. Og de er sket samtidig med dannelse af arbejderråd. Der er her tale om en forandringsproces, hvor der skabes grundlag for, at folk bliver i stand til at udvikle alle deres potentialer. Den bolivarianske revolution skaber mennesker med større følelse af værdighed og stolthed.

Der er opnået meget vigtige resultater. Men de sker ikke jævnt, og det er vigtigt at forstå, at der er mange modsætninger indenfor Chavismen. Der er 3 grupper og tendenser inden for Chavismen. En findes i de sociale bevægelser, i lokalsamfund og i dele af arbejderklassen. En anden består af individer og grupper som er opstået med Chavez, og som har beriget sig gennem deres stillinger, vennetjenester og korruption, og nu synes at revolutionen nu er ovre—i hvert fald for dem (kaldes også for boli-borgerskabet). En tredje gruppe er indstillet på at fortsætte revolutionen, men udelukkende top-down. Deres perspektiv er at beslutte sig til socialisme, og de ønsker ikke at overlade beslutninger til andre.

Mens Chavez formulerer sig meget klart om den teoretiske betydning af opbygning af en base, hvor folk får mulighed for at udvikle deres kapaciteter gennem deres egen hovedrolle i udviklingen, så er han også utålmodig og støtter ofte andre med en anden orientering.

Så hvad vil der ske i Chavez` nye præsidentperiode? Det afhænger af kampen mellem grupperne i hans magtbase. Det bliver en kamp indenfor Chavez`s parti (PSUV: United Socialist Party of Venezuela), som indeholder alle disse elementer, men hvor top-down fløjen har domineret og på samme tid skuffet mange folk på gulvet.

Under forudsætning af at Chavez er ved godt helbred, er det muligt at revolutionen kan blive uddybet og rodfæstet i basen gennem hans initiativer. Han forstår problemerne og lægger vægt på betydningen af en valgkampagne med en front bestående af PSUV, andre partier til venstre og de sociale bevægelser. Men hvis Chavez ikke er aktivt tilstede til at forene de forskellige kræfter indenfor Chavismen, kan der opstå en større modsætninger mellem disse kræfter.

Der er i dag to typer af økonomiske systemer i Venezuela – et socialistisk og et kapitalistisk. Kan man så tale om et sammenhængende og konsistent socio-økonomisk system i Venezuela?

Jeg mener, det er centralt at forstå, at der altid er brydninger og konflikter i en overgangsproces. Når elementer af det gamle samfund eksisterer sammen med det gamle, vil begge deformere hinanden.

Hvert af dem fungerer mindre effektivt end hvis den anden ikke var til stede. Og set fra det gamle systems standpunkt, skyldes alle problemerne forsøget på at introducere det nye. Set fra det nye systems standpunkt, skyldes alle problemerne det gamle systems fortsatte eksistens.

Selv om privatiseringen er sat i bakgear, og den statslige sektor udvides, og der etableres nye institutioner med øget folkelig deltagelse på lokalsamfunds-og virksomhedsniveau, så er kapitalismen stadigvæk aktiv i banksektoren, i de store landbrug og især indenfor importsektoren (og selvfølgelig også i massemedierne)

Hvis Venezuela skal gøre fremskridt i opbygning af en ny form for socialisme, må landet først overskride disse kapitalistiske elementer. Jeg mener dog ikke, at dette er det vigtigste lige nu. For mig er det langt mere vigtigt at styrke og uddybe de socialistiske elementer ved at udvide arbejderkontrollen i den statslige sektor og øge den demokratiske deltagelse og indflydelse nedefra.

Chavez kom med en meget vigtig erklæring for nogle år siden, med henvisning til den statslige sektor indenfor olie, stål, aluminium og jernmalm mm. Han sagde, at ”hvad vi har nu, er statskapitalisme. Uden arbejdernes kontrol, kan vi ikke have socialisme”.

Jeg er enig heri, og tror at bevægelse på disse områder er en grundlæggende del af klassekampen i Venezuela, som kan fremme processen lige nu.

Spørgsmål: Fornylig, så vi et TV show om valget i Venezuela på vores nationale TV(i Kroatien). Mere eller mindre så var alle deltagerne enige om at Chavez-regeringens sociale reformer blot var en form for politisk bestikkelse rettet mod de fattige. Hvad mener du om det?

Jeg er ikke sikker på, at disse sociale reformer er en dårlig ting, selv som politisk bestikkelse, da der er enorme materielle behov hos de fattige, og da reformerne i sig selv kan rette op på de forrige regeringers forbrydelser. Men der er jo meget mere i dette.

Trods alt er sundhedsfaciliteter, uddannelse og bedre boliger grundlæggende vigtige for at skabe betingelser for, at folk kan udvikle deres muligheder, Hvordan kan nogen kritisere dette?

Sammenlign denne politik med de nedskæringsprogrammer som straffer folk (især de fattige) for de katastrofer, som kapitalismen skaber! Sammenlign dette med en politik, hvor man bestikker bankerne! Jeg mener, at deltagerne i disse TV-programmer afslører mere om sig selv end om Chavez-regeringens handlinger.

Kooperativ-systemet var planlagt som et alternativ til almindelige kapitalistiske virksomheder. Har der været forbedringer og fremskridt på dette område?

Jeg mener, at målt med omfanget af succesfulde kooperativer, så der store begrænsninger i små kooperativer som et alternativ. Mange af disse kooperativer har svigtet eller er ophørt – ligesom små virksomheder og små kooperativer andre steder.

Der er eksempler i landområderne, hvor der er meget succesfulde kooperative processer i gang, men generelt tror jeg, at det vigtigste aspekt ved det omfattende kooperative initiativ i Venezuela har været, at det er skoler i socialisme. Dvs. de har giver folk erfaringer i processer, hvor de selv tager beslutningerne. Jeg mener at det reelle alternativ til den kapitalistiske virksomhed vil være arbejderstyrede statsejede virksomheder.

Spørgsmål: Er der noget i Venezuelas sociale og politiske system som vi kan anvende i en europæisk kontekst?

Ja, selvfølgelig. Man behøver ikke at have olie for at have et kæmpende aktivt demokrati. Man behøver ikke olie for at danne kommunale råd og kommuner, som træffer beslutninger om lokalsamfundet. Man behøver ikke olie for at introducere arbejderstyre i virksomhederne og gennemsigtighed ved at åbne regnskaberne i virksomheder og regering.

Venezuela har taget vigtige skridt mod at udvikle et aktivt kæmpende demokrati, et revolutionært demokrati hvor mennesker ændrer både deres betingelser og sig selv gennem deres praksis.

Det er sket i et fattigt land med en kultur af vennetjenester og korruption. Jeg mener at de europæiske lande er i en position hvor de kan gå den samme vej uden de samme problemer.

Spørgsmål: Hvad vil der ske med den “bolivarianske revolution” og med “socialisme i det 21.århundrede” i den næste periode?

Ved valget i oktober 2012 i Venezuela, var det absolut nødvendigt at besejre den højre-orienterede opposition, som ønskede at dreje udviklingen tilbage. Chavez`s sejr holder døren åben for fremskridt for den bolivarianske revolution. Denne sejr var ikke kun vigtig for Venezuela, men for mange lande i Latin Amerika – og ikke kun for de regeringer som er i tæt samarbejde med Venezuela (som Cuba, Bolivia og Ecuador), men også for regeringer som er styrket af, at Venezuela under Chavez insisterer på et suverænt Latin Amerika. Og i særdeleshed for de sociale bevægelser andre steder i Latin Amerika, for hvem den bolivarianske revolution har skabt håb.

Det er ikke endnu klart hvor meget denne sejr vil betyde for valget af guvernører i december (se indledning). Den særlige relation, som Chavez har knyttet med masserne, gælder ikke for alle hans partis kandidater. Det har den aldrig gjort. I dette spørgsmål er valget af nogle kandidater (kandidater valgt af Chavez og hans rådgivere i PSUV snarere end valgt nedefra) ret upopulære i basis, og dette kan føre til en betydelig lavere valgdeltagelse eller støtte af andre kandidater til venstre, som støtter den bolivarianske revolution, men ikke de interne beslutninger i PSUV.

Dette må vi afvente, men jeg tror man generelt kan forudsige, at der forestår en afgørende kamp indenfor Chavismen.

.................................................
Michael A. Lebowitz er professor emeritus i økonomi ved Simon Fraser University i Vancouver, Canada.  Forfatter til: The Socialist Alternative, Beyond Capital: Marx’s Political Economy of the Working Class, Build It Now: Socialism for the Twenty-First Century and Following Marx: Method, Critique and Crisis. Han var direktør for “Program in Transformative Practice and Human Development”, Centro Internacional Miranda, in Caracas, Venezuela, 2006-2011. Hans sidst udgivne bog er: The Contradictions of "Real" Socialism: the conductor and the conducted, udgivet Juli 2012 af Monthly Review Press.