NPM-virus og fremtidens fagprofessionelle
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 15. februar 2013

”De målsætninger, undervisningsmål og principper, der fastlægges gennem demokratiske processer, er bindende for læreren. Imidlertid kræver disse altid fortolkning og tilpasning til de gældende betingelser og stiller dermed store krav til lærernes faglighed og selvstændige dømmekraft. Læreren kan således aldrig blot følge de udstukne forskrifter, men er altid henvist til på eget ansvar at præstere en forsvarlig undervisning i forhold hertil”
(Professionsideal for Danmarks Lærerforening)

”Pædagoger har i kraft af deres uddannelse en særlig viden om børns omsorg, dannelse, læring og socialisering. Med denne viden løfter pædagoger en helt central rolle i velfærdssamfundet. Det er derfor naturligt, at pædagoger har ansvaret for planlægning, gennemførelse, evaluering og udvikling af det pædagogiske arbejde.”
(BUPL’s professionsmålsætninger)

”Sygeplejersker identificerer, analyserer og vurderer behov og problemer, både hos den enkelte borger eller patient, i familier og i lokalsamfund. Vi observerer, støtter og vejleder patienter og borgere døgnet rundt og foretager bevidste valg mellem forskellige løsninger. Vores arbejde har afgørende betydning for, at patienter og borgere får den rigtige sygepleje på det rigtige tidspunkt.”
(Dansk Sygeplejeråds holdningspapir ”Et stærkt fag i udvikling”)

En virus, der har sat sig fast i forvaltningsapparatet. Sådan beskrev to forskere i det nu snart ti år gamle norske magtudredningsprojekt, Tom Christensen og Per Lægreid det afgørende gennemslag af ”New Public Management” (NPM) i Norge fra midten af 1990’erne og frem. Ifølge de to forskere havde Norge ellers i første omgang været langt mere gradvis og forsigtig end centrale angloamerikanske lande som USA, Storbritannien og New Zealand med at indføre NPM. Oprindelig havde Norge ikke været et land, hvor faglige, kulturelle og institutionelle traditioner umiddelbart havde været særlig kompatibel med ”New Public Management”. Men det ændrede sig ifølge de to forskere fra midten af 1990’erne, da Norge blev ”en mere ivrig reformator”, og ”New Public Management” blev ”en virus, der har sat sig fast i forvaltningsapparatet”.[1]

Denne artikler stiller spørgsmålet, om der også har sat sig en tilsvarende ”NPM-virus” i det danske forvaltningsapparat. Artiklen går skridtet videre og spørger, om denne virus også har eller vil smitte de store fagprofessionelle grupper i den offentlige sektor (lærere, sygeplejersker, pædagoger, mv.). Har vi fået eller risikerer vi i fremtiden at få lærere, sygeplejersker og pædagoger, der tænker og arbejder ud fra New Public Management teoriernes logikker og rationaler?

Spørger man de fagprofessionelles faglige organisationer, vil de formodentlig slå syv kors for sig og svare med et rungende nej. I den faglige selvforståelse er de færreste lærere, sygeplejersker eller pædagoger ramt af nogen ”NPM-virus”. Tværtimod. Den professionelle fagstolthed fungerer som et effektivt immunforsvar mod at tænke og arbejde ud fra NPM-teoriernes logik. Men spørgsmålet er, om selvforståelsen i de faglige organisationer giver det fulde billede. For at blive i det medicinske sprog: Har NPM-virus efterhånden angrebet de fagprofessionernes hidtidige rolle og praksis i velfærdsinstitutioner så massivt, at et ellers effektivt fagprofessionelt immunforsvar har bukket eller er på vej til at bukke under?

For at kunne besvare dette spørgsmål er det nødvendigt dels at se nærmere på karakteren af dette ’virusangreb’ og dels at undersøge det fagprofessionelle ’immunforsvar’ nærmere. Denne artikel forsøger at tegne en skitse hertil. 

Den danske velfærdsstat og fagprofessionerne
Op gennem det 20. århundrede har det politiske demokrati skabt og reproduceret en særlig dansk velfærdsstat med en særlig plads i den samfundsmæssige arbejdsdeling for de offentligt ansatte lærere, sygeplejersker og pædagoger, mv. Disse fagprofessioner er blevet ansat i offentligt finansierede skoler, sygehuse og daginstitutioner, mv., hvor de har varetaget offentlige interesser, der forinden er blevet fastlagt og siden legitimeret i et offentligt rum[2].

Velfærdsstatens ledere og ansatte er grundlæggende knyttet til bestemte politiske mål. De forvalter i sidste instans en politisk arv og varetager en politisk tildelt rolle i den samfundsmæssige arbejdsdeling.

De offentligt ansattes job har været koblet til et bestemt offentlig, demokratisk mandat. Dette offentlige mandat til de offentligt ansatte har historisk bygget på en helhed af:

  1. Et offentligt formuleret krav om en demokratisk forvaltningsetik: Det forventes og kræves, at du som offentligt ansat skal forvalte de samfundsmæssige ressourcer til gavn for de mål, der er fastlagt i de offentlige rum. Du skal gøre det på en måde så de almene interesser varetages så godt og effektivt som muligt. Som offentligt ansat forventer og kræver vi samtidig, at du behandler borgere ligeværdigt ud fra en retfærdighed, som offentligheden og ikke du har fastlagt.
  2. En offentligt anerkendt professionstillid: Det store flertal af politikere og borgere har – ikke mindst frem til midten af 1970’erne – haft en udbredt tillid til, at det, som den fagprofessionelle finder bedst for den enkelte borger, er den bedst opnåelige indfrielse af den offentlige interesse. Denne tillid til demokratiets velfærdsinstitutioner og velfærdsprofessioner har haft et historisk grundlag i en særlig blanding af (1) efterkrigsperiodens planoptimistiske tro at kunne planlægge ”alt det bedste til alle”[3], (2) fagprofessionel selvjustits og (3) en mere traditionsbestemt autoritetstro.
  3. En anerkendelse af eller i det mindste en accept af en de facto informationsasymmetri: Både borgere og politikere har grundlæggende anerkendt, at de offentligt ansatte er og bør være dem, der via deres viden, erfaring, ansvar og etik bedst ved, hvordan offentligt besluttet velfærd bedst produceres for den enkelte borger. De fagprofessionelle og deres institutioner er blevet tiltalt, ’rekrutteret’ og behandlet som almenvældets professionelle subjekt, som dem, vi via de offentlige institutioner forventer at få den gode, effektive og retfærdige leverance af det fælles velfærd fra.[4] Dette har organisatorisk, institutionelt og ledelsesmæssigt aflejret sig i stadig reproduktion af en informationsasymmetri med dertil hørende (fagligt) ansvar og autonomi til de fagprofessionelle baseret på et princip om ”tillid, indtil der er grund til noget andet”. Dette princip har indtil de seneste årtier bl.a. har kunnet aflæses på, at en største skuffelse og skideballe først kom i det øjeblik det offentlige rum blotlagde noget andet, f.eks. i form af avishistorien om svigtende velfærd, misrøgt, uretfærdig behandling eller om ansatte, der melede egen kage.

Fagprofessionernes selvforståelse
Den danske velfærdsstat har således på mange måder dannet gunstige rammer for særlige fagprofessioner i form af et særligt socialt lag:

  • med en særlig faglig selvforståelse
  • baseret på samfundsmæssig anerkendelse af et relativt monopol på at varetage et specialiseret arbejdsområde
  • på grundlag af specialiseret og abstrakt viden erhvervet gennem en blanding af uddannelse, praksiserfaring og autonomi i jobbet.

Denne særlige danske velfærdsstatslige diskurs og institutionalisering har dannet grundlag for en særlig selvforståelse og praksis blandt velfærdsstatens fagprofessioner. Her synes flere afgørende forhold at have spillet ind. Blandt de mest centrale elementer kan nævnes:

  1. Placeringen i den samfundsmæssige arbejdsdeling som varetager af offentlige interesser, der forinden er blevet fastlagt og siden legitimeret i et offentligt rum.
  2. Tilliden til professionerne.
  3. Tildelingen af autonomi og ansvar for den konkrete udformning af borgernes velfærd.

Tilsammen har de dannet grundlag for en særlig professionsselvforståelse og– praksis, hvor fagprofessionerne netop ses som et særligt socialt lag, som offentligheden har overgivet ansvaret for og autonomi til at udforme og skabe den velfærd, som offentligheden ønsker, og som borgerne har behov for. Den særlige danske velfærdsstatslige organisering har skabt særlige gunstige vækstvilkår for:

  • pædagoger, der forstår sig selv som en vidende faggruppe, der både kan og vil løfte ”en helt central rolle i velfærdssamfundet”;
  • lærere, der betragter sig som en faggruppe, der kan og vil påtage sig ansvaret for at ”præstere en forsvarlig undervisning”( selv definere, hvad den forsvarlige undervisning består i), selv om det stiller ”store krav til lærernes faglighed og selvstændige dømmekraft”;
  • sygeplejesker, der ”identificerer, analyserer og vurderer behov og problemer, både hos den enkelte borger eller patient, i familier og i lokalsamfund” og hvis arbejde ” arbejde har afgørende betydning for, at patienter og borgere får den rigtige sygepleje på det rigtige tidspunkt”[5]

Det er, som det skal beskrives nærmere nedenfor, den her skitserede kombination af særlig samfundsmæssig funktion og faglig identitet, der har udgjort det grundlæggende immunforsvar mod de sidste 25 års udsættelse for ’NPM-virus’.

Dansk NPM-virus
Lad os dernæst se nærmere på forsøgene på NPM-reformeringen af den danske velfærdsstat gennem de seneste 25 år. Hvad har karakteriseret den danske NPM-virus?

Da NPM-reformerne så dagens lys i midten af 1980’erne skete det bl.a. med den påstand, at velfærdsstaten var i (økonomisk) krise. Såfremt der ikke skete ændringer, ville den offentlige sektor vokse så meget og så hurtigt, at det ville blive svært at finansiere den. Samtidig var det en udbredt opfattelse, at den offentlige sektor med dens mix af manglende effektivitet og hastig vækst ville stjæle ressourcer fra den private sektor og dermed hæmme den private sektors vækst. Velfærdsstaten blev set som en stadigt større ineffektiv klods om benet på den private sektor.

Derfor blev opgaven defineret som en slankekur for velfærdsstaten. Kuren skulle udover direkte privatiseringer bestå i at øge den offentlige sektors produktivitet gennem indførelse af den private sektors markedsbaserede konkurrence-, regulerings-, organiserings- og finansieringsformer.

De sidste 20-30 års såkaldte ’modernisering’ af den offentlige sektor med alskens New Public Management reformer kan i forlængelse heraf ses som det privates og ikke mindste de private interessers indtog i det offentlige rum. NPM som privatgørelsens trojanske hest i det offentlige rum[6].

I sammenligning med angelsaksiske lande som USA, Australien og New Zealand har den direkte privatisering af velfærden ikke haft det store gennemslag i Danmark. Det kan formodentlige netop forklares ved, at den ovenfor beskrevne velfærdsmodel har været så alment politisk anerkendt i både befolkningen og blandt velfærdsinstitutionernes fagprofessionelle og deres faglige organisationer.[7]

I Danmark har der netop primært været tale om privatgørelse som en trojansk hest i den offentlige sektor og kun sekundært om åbne politiske beslutninger om direkte privatisering/privatgørelse af offentlige institutioner og opgavevaretagelse. Der er kun i begrænset omfang sat spørgsmålstegn ved det offentliges ansvar for velfærdsstatens kerneopgaver såsom sygdomsbehandling, pleje, omsorg, uddannelse, daginstitutioner, hjemmehjælp, mv. Mens der sjældent er stillet spørgsmålstegn ved det offentliges ansvar for, at borgerne kan få disse ’kerneydelser’, er der derimod sat spørgsmålstegn ved, om det er de offentlige institutioner, der (alene) skal producere disse ydelser, eller om velfærden skal betragtes som en ’serviceydelse’ til borgeren som (privat) ’kunde’, der som minimum bør have krav på ’frit valg’ mellem offentlige og private ’leverandører’.

I en sådan frit-valgs-optik er offentlig velfærd ikke blot blevet til servicelevering til private kunder. De offentlige institutioner og de offentligt ansatte har samtidig tendentielt ændret rolle i den samfundsmæssige arbejdsdeling. Fra at være overdraget ansvaret for at varetage et bestemt offentligt, demokratisk velfærdsmandat er fagprofessioner og velfærdsinstitutionerne tendentielt tildelt rollen som (offentligt ejet og finansieret) producent af serviceydelser til private kunder på et marked. 

NPM-reformerne og de fagprofessionelle
NPM-reformerne sigter således på at mindske og udgrænse velfærdsstatens demokratiske forvaltningsetik, professionstilliden og professionernes relative informationsmonopol. I stedet tilstræbes det at lade et markedsbaseret privat organisationsteoretisk perspektiv dominere. Dermed er grundlaget for at bedømme (eller fordømme) en formelt set stadig offentlig velfærd ændret afgørende. Nu søges velfærdsinstitutionerne og de offentligt ansatte fagprofessioner styret og bedømt/fordømt på den private sektors konkurrence- og markedspræmisser. Med økonomiske principper og frit valg og ’pengene-følger-borgerne’ har du job og løn, hvis der er ’kunder i butikken’, og hidtidige faglige kvalitetsnormer erstattes af ’kundetilfredshed’ som det afgørende kvalitetsstempel. God offentlig ledelse og godt fagligt arbejde handler ikke længere om at indfri et politisk velfærdsmandat bedst muligt, om ’at gøre det rigtige godt’, men derimod om at producere og afsætte flest mulige serviceydelser, om ’at gøre tingene effektivt’.

NPM-reformerne gør dermed grundlæggende op med velfærdsstatens udbredte professionstillid. NPM har grundlæggende ikke tilliden til, at fagprofessionerne trygt kan overlades ansvaret for og autonomi til at udforme den fælles velfærd bedst muligt til gavn for borgerne. Tillid er ikke godt. Kontrol er måske både bedre og nødvendigt. Men bedst er det, at konkurrencen og markedskræfterne for alvor er i stand til at sikre den nødvendige kontrol og udstede de nødvendige fyresedler. Omfattende oppefra dikterede proceskrav, afrapporteringer, intern afregning, ydelseshonorering og juridiske resultatkontrakter sættes i stedet for professionstillid og forvaltningspolitiske principper om ligebehandling og retfærdighed.

NPM-reformatorerne betragter og tiltaler ikke længere de fagprofessionelle og deres institutioner som dem, vi via de offentlige institutioner forventer at få den gode, effektive og retfærdige leverance af det fælles velfærd fra. Tværtimod. Fagprofessionerne betragtes nærmere som en ny ’herskende klasse’, der har sikret sig en autonomi og et potentielt informationsmonopol, som fagprofessionerne forventes at udnytte egennyttigt og ’privat’. NPM-virussen truer således med at afmagre og udsulte de fagprofessionelle. De samfundsmæssige vækstvilkår for fagprofessionerne undergraves.

Et virusangreb og reaktionerne
Hvad er der så sket, siden velfærdsstatens institutioner og professioner er blevet inficeret med NPM-virus. Her kan der passende hentes inspiration fra den norske organisationsforsker Kjell Arne Røviks såkaldte virus-teori. Røviks virusteori[8] er en teori om, hvordan organisationsideer som NPM kan cirkulere og modnes i forskellige organisationer på samme måde som en virus kan optræde i kroppen.

Men sin virus-teori advarer Røviks mod mere gængse forestillinger om, hvordan nye ideer implementeres i organisationer. Det gælder både den optimistiske, hurtige og umiddelbare direkte implementering, hvor NPM’s skrivebordgeneraler umiddelbart får sine ideer omsat til velfungerende praksis, den pessimistiske rene afstødning af nye ideer og den hybridform, hvor NPM-ideer tales efter munden frikoblet fra praksis. I stedet åbner Røviks virus-teori for, at ideer, ligesom som virus, både kan have en lang inkubationstid, forsvinde fra organisationen igen, mutere, inaktiveres og reaktiveres eller medføre voldsomme effekter. Hvad der sker, må undersøges praktisk og empirisk.

I tilfældet med NPM-ideerne i de danske velfærdsorganisationer har der som tidligere anført været tale om en relativ lang inkubationstid op gennem anden halvdel af 1980’erne og op gennem 1990’erne med diverse konsulenter, forskere, Finansministeriet og topledere i ministerier, amter og kommuner som formidlere af NPM-ideer og– reformer. Herefter synes de efterhånden institutionaliserede NPM-ideer op gennem 00’erne for alvor at trænge ud lederlaget i de borgernære velfærdsinstitutioner.

Men i de faglige institutionslederes uundgåelige sammenstød med bl.a. fagprofessionernes praksis og selvforståelse synes der at ske forskellige former for ’mutation’ af den oprindelige NPM-virus. Hverken de våde CEPOS-drømme eller venstrefløjens NPM-mareridt er endnu blevet til virkelighed uden i folkeskolerne, daginstitutionerne, sygehusene og plejehjemmene.

Der kan registreres ganske klare tegn på, at flere og flere borgere tilpasser sig den tildelte rolle som mere eller mindre krævende og shoppende ’forbrugere af velfærdsservice’. Men det sker med borgerne i en ny dobbeltrolle som både forbruger og borger. Borgerne er langtfra trådt definitivt ud af rollen som demokratisk borger i velfærdsstaten, der stiller krav til indholdet af den fælles velfærd. Derimod har det vist sig relativt nærliggende for borgerne at supplere rollen som demokratisk medborger med en mere aktiv rolle som bruger, der stiller krav om individuelt tilpasset velfærd i et mere ligeværdigt og mindre autoritetsbestemt møde med fagprofessionerne. 

For velfærdsprofessionerne har udviklingen været langt mere konfliktfyldt og skizofren. Med god grund. De nye økonomiske incitamenter (fra aktivitetsbudgetter til løntillæg) udfordrede selve fagprofessionernes selvforståelse og den hertil knyttede faglige praksis.

Når NPM-reformatorerne underkastede de fagprofessionelle og deres ledere et stadigt voksende batteri af økonomiske incitamenter og administrative forskrifter for opgaveløsningen udgjorde det et direkte angreb på fagprofessionernes autonomi, selvbestemmelse og metodefrihed.

Derfor var det ikke mærkeligt, at det for mange offentligt ansatte velfærdsarbejdere forekom konfliktfyldt. De hidtidige arbejdsværdier og selvforståelser som velfærdsprofessionelle blev nu underlagt nye vilkår og krav. Den fagprofessionelle blev grundlæggende betragtet og tiltalt som en underordnet, der kun er optaget af at mele sin egen kage, og den umiddelbare reaktion var ofte, at fagprofessionernes og de faglige organisationers professionsidealer blev opstillet som en konservativ forsvarsbastion mod NPM-angrebene på fagenes autonomi og offentlige renommé.

NPM-reformerne har betragtet og tiltalt fagprofessionerne som chefen (principalen), der tiltaler og sætter sine underordnede (agenterne) til at udføre en opgave, når de underordnede mistænkes for at ville løse efter sit eget hoved og sin egen fordel. Det har mildest talt ikke været det mest naturlige på jorden for velfærdsinstitutionernes ledere. Derfor blev mange af NPM-reformerne da også i første omgang mødt med en blanding af ’lipservice’ (eftersnakken) og business as usual fra de faglige (mellem)ledere.

Senere er NPM-reformernes nye krav blevet formidlet til medarbejderne med forklaringer om, hvor vigtig det var at imødekomme de givne krav til processer, produktionsmål, brugertilfredshed, mv. for at kunne få frihed og ressourcer til at udføre arbejdet faglig forsvarligt og godt. ’Kunder i butikken’ er blevet præsenteret for medarbejderne som det nødvendige redskab til at kunne udfylde professionsrollen tilfredsstillende.

Den hidtidige professionsselvforståelse havde i udstrakt grad været baseret på en motivation til at varetage rollen som ansvarlig for udførelsen af offentlige velfærdsinteresser (samfundssind). Men den havde også – i varierende grad – været båret af en emotionel motivation til at gøre noget godt for andre mennesker[9]. Med NPM-reformerne blev begge disse former for faglig arbejdsmotivation udfordret. Rollen som ansvarlig for udførelsen af offentlige velfærdsinteresser blev ikke længere taget for givet eller legitim. NPM-reformatoren kritiserede igen og igen fagprofessionerne for at varetage denne rolle og for at gøre til gavn for egne interesser og holdninger. Tænk bare på Claus Hjort Frederiksens bandbuller til socialrådgiverne gennem de sidste ti år.

Fagprofessionerne og deres organisationer reagerede selvfølgelig, og ikke unaturligt værgrede de sig forskelligt mod dette angreb. Én strategi har været det åbne forsvar for fagprofessionerne som de eneste og bedste til at varetage ansvaret for varetagelsen af borgernes velfærd. En skærpet argumentation for tillid til velfærdsstatens professionsideal kunne man kalde det. BUPL’s argumentation for nødvendigheden af veluddannede pædagoger for at varetage bl.a. opgaver med læring, udvikling, integration og bekæmpelse af negativ social arv i daginstitutionerne kan ses som eksempel på en sådan strategi.

Men de praktiske NPM-reformer har gradvist beskåret ressourcerne og indskrænket råderummet til at udfylde den gamle rolle troværdigt for borgerne, politikerne og professionerne selv. Stadigt oftere har man kunnet opleve pædagoger, sygeplejersker og andre, der har måttet opgive at udføre et ’fagligt forsvarligt’ arbejde.

Bl.a. belært af disse erfaringer har nogle velfærdsprofessionelle påbegyndt en slags ny- og reformulering af professionsrollen.  Rollen som faglig ansvarlig for udførelsen af offentlige velfærdsinteresser er blevet reformuleret som det, man kan kalde et aktivt fagprofessionelt medborgerskab. Her ses det som de fagprofessionelles opgave at deltage direkte i den offentlige debat og den politiske beslutningsproces om, hvordan velfærden forbedres til gavn for borgerne.  Dansk Socialrådgiverforenings offensive engagement i debatten om reformer af bl.a. førtidspension, sygedagpengeopfølgning og kontanthjælpen kan ses som eksempel herpå.

Sidst men ikke mindst har der kunnet registreres en øget betoning af brugerorienteringen i de fagprofessionelles selvforståelse. Sygeplejersker som dem, der repræsenterer den individuelle medmenneskelige omsorg. Folkeskolelærerne som dem, der har de faglige forudsætninger for at give børnene den ønskede individuelt tilpassede undervisning. Social- og sundhedsassistenter som dem, der vil og kan tilpasse hjemmehjælpen til de ældre skiftende behov. Her redefineres den fagprofessionelles rolle og selvforståelse som dem, der har den fornødne viden og erfaring til at kunne yde den enkelte borger den rette service i den konkrete situation.

Fremtidens fagprofessioner
Ikke mindst i de faglige organisationer for velfærdsprofessionerne foregår der i disse år en omfattende diskussion om, hvordan NPM-virus bedst bekæmpes. Langt de fleste faglige organisationer har her valgt forskellige såkaldte professionsstrategier, og hovedtendensen synes her at være et forsøg på at slås for de pågældende faggruppers interesser på grundlag af et mere eller mindre åbenlyst forsvar for velfærdsstatens oprindelige professionsideal, selv om der som nævnt ovenfor også har været en række tendenser til et nyformuleret professionsideal.

Hvis denne artikels diagnose er blot nogenlunde holdbar, er det imidlertid et åbent spørgsmål, om ikke det vil være nødvendigt for de faglige organisationer at intensivere arbejdet med at re- og nyformulere fagprofessionernes ønskede rolle i velfærdsstaten. Hidtil er de gamle professionsidealer ikke slået ud, men de har modsat heller ikke fungeret som nogen effektiv forsvarsbastion mod NPM-angrebene på fagenes autonomi og offentlige renommé. Udfordringen er ganske enkelt blevet stadig mere massiv. Ikke nok med, at en bredt politisk accepteret NPM-virus har sat sig fast i det statslige, regionale og kommunale forvaltningsapparat. Efterhånden er denne virus også begyndt at mutere længere nede i de institutionelle lederlag. 

For mig at se har de velfærdsprofessionelle og deres organisationer brug for udviklingen af et nyt/reformuleret velfærdsprofessionelt ideal. Det kan måske være et ideal, der på én gang bevarer de velfærdsprofessionelle i rollen som varetager af et offentligt, demokratisk opdrag og samtidig udvider det med en øget borgerorientering og et nyt fagprofessionelt medborgerskab, hvor de velfærdsprofessionelle og deres organisationer optræder som aktive medspillere i den offentlige debat og beslutningsproces om, hvordan velfærden forbedres til gavn for borgerne.

I dag vindes de velfærdsprofessionelles kamp for et godt arbejdsliv ude hos borgerne og i det offentlige rum. Og kampen vindes ikke nødvendigvis ved at stå fast på velfærdsstatens gamle professionsideal. Dertil er dette ideal i dag udfordret og undergravet for meget af ikke mindst 25 års NPM-virus. Derfor får de velfærdsprofessionelle kun gennemført den tillidsreform, de ønsker, hvis borgere og politikere i fremtiden kan fatte fornyet tillid til en ny professionsrolle i en fornyet velfærdsstat.



[1] Christensen T, Lægreid P. New Public Management i norsk statsforvaltning. I: Tranøy BS, Østerud Ø, red. Den fragmenterte staten. Oslo: Gyldendal, 2001: 91 – 94.

 

[2] Det offentlige rum defineres her som den arena, hvor de offentlige interesser varetages, dvs. formuleres, bestemmes, problematiseres, diskuteres, besluttes og produceres. Solidaritet. Det offentlige rum udgør et solidarisk skæbnefællesskab i befolkningen via demokratiske politiske institutioner. Det offentlige rum er der, hvor vi argumenterer for nødvendigheden af at være uenige om, diskutere og beslutte, hvad der er det fælles bedste på forskellige aspekter af samfundslivet, hvad enten det drejer sig om børnenes udvikling og uddannelse, friheden og retten til et arbejde, mulighederne for behandling, når vi er syge, omsorgen for de svageste eller vore efterkommeres ret til at leve i et bæredygtigt samfund.

 

 

[3] Katrin Hjort: Det affektive arbejde. Samfundslitteratur 2012.

[4] Med et begreb fra den franske filosof Louis Althusser (Ideologi og ideologiske statsapparater, Grus arbejdstekster 1983) interpelleres de offentlig ansatte som subjekt som ansvarlige for produktion af offentlige velfærdsgoder til borgerne.

[5] Jf. de i indledningen citerede professionsmålsætninger for de tre faggrupper.

[6] Privatgørelse kan her defineres som en normativt begrundet proces, hvor en kollektiv identitet og skæbnefællesskab omkring det fælles bedste i det offentlige rum gøres ’privat’, dvs. ikke-offentlig, ikke-fælles og ikke-politisk. Privatgørelse handler om spørgsmål, der allerede har opnået anerkendelse som et offentligt politisk anliggende, som med en politisk-normativ begrundelse søges ændret fra et offentligt til et privat anliggende. (F.eks. ”Politikerne og daginstitutionerne skal ikke blande sig i børneopdragelse. Det er en privat sag for forældrene”).

[7] Danmark synes her at være gået længere ud af NPM-sporet end Norge, men derimod ikke så langt som Sverige, der synes at være det nordiske land, der har modificeret og tilpasset NPM-reformernes intentioner mindst.

 

[8] Kjell Arne Røvik: Trender og translasjoner. Ideer som former det 21. århundrets organisasjon. Universitetsforlaget. Oslo. 2007

[9] Christian Bøtcher Jacobsen: Management and motivation crowding effects in public service provision, Ph.D. Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet 2012.