Nu hvor Hollande vælger den socialliberale vej, hvad er så udsigten for venstrefløjen?
Af Murray Smith

Offentliggjort: 15. februar 2013

Det er nu lidt mere end syv måneder siden, at Francois Hollande kronede sin sejr i det franske præsidentvalg med at vinde en anvendelig majoritet i valget til Nationalforsamlingen. Det virker nok for ham, som om det er længere tid siden, for det har været et hårdt halvt år. Hollande vandt valget ved at stille op på et program, der helt klart var venstreorienteret også vurderet ud fra det franske Socialistpartis standarder. Dette havde han valgt til dels for at skille sig ud fra Sarkozy. Desuden var programmet i en vis grad udformet for at holde fast i partiets kernevælgere, der kunne føle sig fristet af venstreoppositionens stærkeste præsidentkandidat de sidste tredive år, nemlig Jean-Luc Melenchon.

Som det kunne forventes, er præsidenten imidlertid blevet fanget imellem hammeren og ambolten. Internationalt udgøres hammeren af det fortsatte pres fra de europæiske institutioner, hans kolleger i de andre europæiske lande, IMF og OECD allieret med den franske højrefløj og de franske arbejdsgiverorganisationer. Ambolten udgøres af den franske vælgebefolkning, fagforeningerne og venstrefløjen – inklusive venstrefløjen i hans eget parti.

Det central stridsspørgsmål udgøres – og er blevet udgjort fra begyndelsen – af den økonomiske og sociale politik, som Hollande og hans regering under premierminister Jean-Marc Ayrault fører. Hollande vandt magten efter en kampagne, der kraftigt havde irriteret de internationale kapitalkræfter, og han vandt den på et program, som irriterede dem endnu mere. Ikke at de frygtede en introduktion af egentligt radikale initiativer. Men irritationen udsprang af, at hverken hans kampagne eller hans program i tilstrækkeligt omfang fokuserede på behovet for en streng nedskæringspolitik og strukturelle reformer – det som der var enighed om blandt Frankrigs internationale partnere. Hollande blev derfor set som en afviger, og der var bekymring for i hvor stort omfang, hans faktiske politik ville fravige hans valgløfter.

Hollande blev allerede før valgsejren udsat for et pres for at skulle modificere sit program. Og presset blev øget efter valget – både internationalt og i Frankrig selv – da den største arbejdsgiverorganisation MEDEF og dens formand Laurence Parisot trådte frem i forgrunden, mens det tidligere regeringsparti UMP – nu uden deltagelse af Sarkozy – slikkede sårene og kastede sig ud i en rodet og uafsluttet kamp om lederskabet.

Til at begynde med stod Hollande imod presset og holdt nogle få af sine løfter - navnlig det om at ville omlægge Sarkozys pensionsreform fra 2010. Han holdt også sit løfte om at indføre en skat på 75 procent på de rigeste mennesker i Frankrig, der – til trods for at den berørte relativt få – virkede som en rød klud på hans modstandere. Skatten blev underkendt af retssystemet som forfatningsstridig på en ren formalitet. Det ville have været let at imødekomme kritikken her, men det virkede ikke, som om man ønskede det. Hollande blev også ved med at fastholde sin egen position i forhold til at ville justere statsbudgettet for at opnå et underskud på under de 3 procent. Han fastholder det langsigtede mål, men i sit første budget hævede han rammen dobbelt så meget gennem øgede skatter som gennem nedskæringer. Han fastholdt endelig et synspunkt i forhold til det europæiske samarbejde om, at ville balancere nedskæringer og vækstinitiativer. Men i det store og hele har den første del af hans præsidenttid ikke leveret det, som han lovede i sin valgkampagne.

For lidt mere end et år siden – den 22. januar 2012 – startede Hollande sin valgkampagne med en stor tale i Le Bourget, hvor han veltalende og overbevisende udpegede finanskapitalen som sin vigtigste modstander. Det ville være en underdrivelse at sige, at hans faktiske politik har levet op til hans retorik. I Le Bourget erklærede han, at han – uanset resultatet af valget til Nationalforsamlingen – ville tage initiativ til, ”sammen med de nye ministre og den nye regering at tage de første skridt frem mod realiseringen af en bankreform.” Det annoncerede indgreb blev endeligt præsenteret den 19. december. De centrale elementer i reformen, som blev annonceret i La Bourget – en meget stram opdeling mellem spekulationsaktivitet og ordinær bankvirksomhed – var dog på forhånd blevet opgivet af finansminister Pierre Moscivici med henvisning til, at man ønskede at fastholde den franske model med universelle banker. Andre løfter som for eksempel, at man ønskede at forhindre franske banker i at operere fra skattely, om at man ønskede at straffe anvendelsen af højrisikable finansielle produkter, om at man ville begrænse brugen af aktieoptioner og overdrevne bonusudbetalinger manglede også i forslaget, selvom nogle af dem måske dukker op igen som tilføjelser. Hollande havde ligeledes lovet, at han ville straffe firmaer, som ikke respekterede ligeløn mellem mænd og kvinder. Men også dette løfte var fjernet fra det forslag til ligestillingslovgivning, som blev præsenteret den 30. november af ministeren for ligestilling Najat Vallud-Belkacem.

På det europæiske plan havde Hollande lovet, at han ville foreslå en ny fransk-tysk aftale. Men heller ikke dette skete. Hverken før, under eller efter den imponerende festligholdelse af 50-årsdagen for den første aftale. Hvad angår hans løfte om at ”arbejde for skabelsen af en euro-obligations ordning, der kunne konsolidere gælden og finansiere større projekter”, så forsvandt det sporløst, da han først mødte massiv modstand fra en række europæiske lande – først og fremmest Tyskland.

Rent faktisk var det i forbindelse med den neo-liberalistiske nedskæringspolitik på det europæiske plan, at Hollande kom med sin første større indrømmelse. Stabilitetspagten – eller Skattepagten, som den også kendes som, der indskriver den finanspolitiske nedskæringspolitik i lovgivningsgrundlaget og i nogen lande direkte i forfatningen, blev underskrevet, mens Sarkozy var præsident og skulle tiltrædes af 12 lande yderligere for at blive effektiv. Og det blev den den 1. januar 2013. Hollande har udtalt under sin valgkampagne, at han ikke ville underskrive traktaten, før den var blevet genforhandlet. Denne genforhandling fik han ikke, og det virker faktisk ikke engang, som om han forsøgte det. I stedet har han stillet sig tilfreds med den tekst om vækstinitiativer, som blev vedtaget på EU-topmødet – en tekst der ikke forpligter nogen. På den baggrund sagde han så, at han vil anmode den franske Nationalforsamling om at stemme ja til ratificeringen, hvilket den gjorde i oktober sidste år. Ratificeringen blev modarbejdet af Venstrefronten, fagforeningerne og organisationer som Attac. Tyve medlemmer af Nationalforsamlingen stemte imod sammen med de fleste af socialistpartiets venstrefløj. De grønne og 9 andre undlod at stemme. Dette var ingen isoleret hændelse, men en manifestation af en modstand også i Socialistpartiet mod den måde, som Hollandes politik har udviklet sig på. Og det vender vi tilbage til.

Budgettet for 2013 blev kritiseret fra både venstre og højre side. Fra venstre fordi det opererede med offentlige nedskæringer, fra højre fordi det fordelte justeringerne med en tredjedels nedskæringer og to tredjedeles skatteforhøjelser. Og det er da også rigtigt, at Hollandes regering har vist en vis vilje til at ville hæve skatterne – også for de rige - for at få penge til at få balance i budgettet. Ikke desto mindre er regeringen nu forpligtet til at gennemføre nedskæringer for 60 milliarder euro over de næste fem år, og det virker, som om denne nedskæring først og fremmest kommer til at ske ved at skære på tilskud til lokale og regionale myndigheder – hvilket så igen vil være ensbetydende i nedskæringer i serviceniveauet eller yderligere gældsætning lokalt, således at gældsstiftelsen rent faktisk flyttes fra den centrale regeringsmagt til de lokale myndigheder.

Det væsentligste politiske stridsspørgsmål over de seneste måneder har dog været beskæftigelseslovgivningen. Regeringen lagde op til forhandlinger og et socialt topmøde mellem sig selv, fagforeningerne og arbejdsgiverorganisationerne. Lige fra begyndelsen gik arbejdsgiverne anført af MEDEF i offensiven og blev bakket op af lederne for de største franske virksomheder. Offensiven blev fremført under overskriften konkurrenceevne, det nye mantra for arbejdsgiverne i Frankrig og andre steder i Europa. Målet var at reducere udgifterne til arbejdskraft og at arbejde for mere fleksible arbejdsbetingelser. Arbejdsgiverne kræver navnlig mindre jobsikkerhed – en jobsikkerhed, som er større i Frankrig end i de fleste andre europæiske lande. Argumentet var som følger: arbejdsløsheden er høj, fordi det er svært for arbejdsgiverne at afskedige arbejdere – derfor ansætter man heller ingen. Hvis det var lettere at fyre folk, så ville arbejdsgiverne ansætte flere, og så ville arbejdsløsheden falde … realiteten er, at arbejdsgivernes mål var, at få større fleksibilitet, således at man kunne afskedige folk med henvisning til økonomiske hensyn uden yderligere argumenter. For at opnå det mål ønsker man så at få afskaffet de love, som beskytter arbejdskraften mod vilkårlige fyringer. Arbejdsgiverne forlanger også en nedsættelse af deres sociale bidrag, og at de bliver kompenseret for disse bidrag gennem en nedsættelse af navnlig momsen.

For at håndtere disse spørgsmål bestilte regeringen først og fremmest en rapport om den franske konkurrenceevne ved Louis Gallois, som tidligere var administrerende direktør for den multinationale virksomhed EADS. Rapporten blev afleveret i begyndelsen af november, og den gik meget vidt i imødekommelsen af arbejdsgivernes krav både i relation til ønsket om en skattemæssig kompensation og i relation til ønsket om en lovreform, som ville gøre det lettere at afskedige medarbejdere. Rapporten blev positivt modtaget af regeringen. I forlængelse heraf blev den nationale arbejdsmarkedsaftale (ANI) underskrevet den 11. januar 2013 af både MEDEF [1] og tre faglige organisation (CDT, CFTC og CGC), der repræsenterede et mindretal af lønarbejderne (mindre end 40 procent). Aftalen rummer nogle få indrømmelser. For eksempel den, at en eller to medarbejdere skal have plads i bestyrelsen i virksomheder med mere end 5.000 ansatte (som der kun er omkring 200 af i Frankrig) og nogle initiativer, der skal få virksomhederne til at ansætte yngre medarbejdere på permanent basis. Men det centrale i aftalen er, at arbejdsgiverne fik ret til at gennemføre lokale lønreduktioner og nedskæringer i arbejdstiden, som de ønsker det (hvilket skulle sikre jobs), og at arbejdsgiverne fik ret til fyre enhver, som modsatte sig disse aftaler, uden at de pågældende havde mulighed for at appellere afskedigelsen. For at sådanne aftaler kan indgås skal de dog støttes af mindst 50 procent af tillidsfolkene. Dette betyder, at sådanne aftaler ikke kan indgås alle steder, men at de vil blive indgået lokalt, hvilket så igen vil åbne op for nationale eller branchebaserede aftaler. Aftalerne vil også gøre det lettere for arbejdsgiverne at fyre medarbejdere kollektivt begrundet i økonomiske hensyn.

Den største af de faglige organisationer – CGT [2] – såvel som Force Ouvriere [3], Solidaires [4] og FSU [5] modsatte sig aftalen. Men nu har regeringen så erklæret, at de vil give aftalen status som lov til marts. I mellemtiden vil der blive gennemført en kampagne imod den af fagforeningerne og venstrefløjen. I Socialistpartiet har en venstrefløjsgruppering, der hedder Maintenant a Gauche [6] (”Til venstre nu”) allerede erklæret, at de også er modstandere af aftalen.

Argumentationen omkring konkurrenceevne er central i arbejdsgivernes offensiv, og konkurrenceevne reduceres her udelukkende til et spørgsmål om lønniveau og fleksibilitet i ansættelsen. Der fokuseres på prisen på arbejdskraft, mens prisen på kapital (forrentning og udbytte) aldrig diskuteres. Denne præmis accepteres af regeringen og naturligvis af højrefløjen såvel som af størsteparten af medierne og af visse intellektuelle. Argumentationen anfægtes dog af organisationer som Attac, af Copernicus Fonden [7] og af mange økonomer. Hvis vi bare antager, at forbedring af konkurrenceevnen faktisk var målet, så kan man bevise, at den lave konkurrenceevne i Frankrig i langt højere grad skyldes forskellen i produktivitet mellem den franske og den tyske industri på grund af teknologiske forskelle, mangler i forskning og i produktudvikling og i langt mindre grad lønudgifterne til den dårligere uddannede franske arbejdsstyrke. [8] Faktisk er Louis Gallois selv inde på dette i sin rapport.

Det ser nu ud til at stå klart, at Hollande – efter et par små skridt til venstre og en lang tøven – står fast på accepten af nedskæringer og strukturelle reformer. I den rapport, som Venstrefronten færdiggjorde den 25. januar er karakteristikken helt entydig: ”i dag står det klart, at regeringen helt bevidst forfølger en socialliberal linje.” Det er ikke det samme som højrefløjspolitik helt ned i detaljen, men den overordnede linje er klar. Og i det perspektiv er mindre skatteomlægninger og hensættelsen af midler til jobskabelse sekundære. Det står også klart, at kun et stærkt pres nedefra i form af dannelsen af sociale bevægelser kan begynde at ændre på dette forhold. Men det står også klart, at sådanne bevægelser skal bakkes op af et politisk initiativ.

Der er masser at tegn på utilfredshed. Først og fremmest i relation til forsvaret af beskæftigelsen. I centrum af dette står kampen for at redde stålværket Arcelor-Mittal i Florence i Lorraine og modstanden mod den planlagte lukning af Peugot-fabrikken i Alnay i regionen Paris. Men der kæmpes også mod fabrikslukninger, fyringer og forringelser af arbejdsvilkårene ved Goodyear, Renault og andre steder. Arbejderne har reageret gennem strejker, demonstrationer og faktisk også besættelser i samarbejde med CGT og fagforeninger i Belgien, hvor Arcelor-Mittal også i stor stil er i gang med fyre medarbejdere og lukke afdelinger. Men reaktionerne er nødt til at blive politiske også. Spørgsmålet om nationalisering er blevet rejst – i det mindste er det blevet formuleret – og man har foreslået en foreløbig nationalisering der kan vare, indtil man finder en anden arbejdsgiver, som kan overtage virksomheden. Og dette er ikke kun blevet foreslået af fagforeningerne, men i sidste efterår også af Arnaud Montebourg, minister for industriel fornyelse, som ikke blot truede med at nationalisere Florange, men også sagde, at ”han ikke længere ønskede at have Ancelor-Mittal i Frankrig.” Montebourg blev dog hurtigt dementeret af resten af regeringen og var tæt på at træde tilbage. Endnu engang demonstrerede regeringsflertallet, hvilken kurs den samlede regering ønskede at følge. Men diskussionen om nationaliseringer blev ikke stoppet. Og i den offentlige sektor har der også været strejker og demonstrationer af lærere og embedsmænd.

Det er svært at forudsige, hvor fremtrædende eller succesfuld arbejderklassens modstand vil blive. Kampe imod afskedigelser og fabrikslukninger er notorisk svære at vinde, og hvis man faktisk skal vinde dem, så er mobiliseringen af offentlig støtte afgørende. Hollandes popularitet er faldet kraftigt til omkring 35-40 procent. Højrefløjen og medierne dyrker en påstand om, at dette skyldes manglende beslutsomhed, økonomisk inkompetence og lignende. Men dette er langt fra sikkert. Da Montebourg talte for at nationalisere Florange, gik hans popularitetstal op til 63 procent. Og skal man se på det mere brede billede, så viste en meningsmåling gennemført af IFOP i januar 2013, at 64 procent af dem, som blev spurgt, mente, at klassekampen var en aktuel realitet i Frankrig – hvilket er 25 procent mere end i 1964. Og et flertal – nogenlunde det samme som i 1964 og i 1980’erne – mente, at de selv tilhørte en klasse. Denne rapport blev i øvrigt offentliggjort bare et par dage efter, at Jerome Cahuzac, økonomisk viceminister, havde sagt i en tv-debat med Jean-Luc Melenchon, at han aldrig havde troet på klassekampen … realisme er ikke altid, hvad man gør den til.

Der er andet på dagsordenen, udenfor den økonomiske og sociale sfære, hvor regeringen har et større manøvrerum. Det mest centrale emne i dag er debatten i relation til et regeringsforslag om at legalisere ægteskab mellem mennesker af samme køn. Dette forslag har polariseret det franske samfund med massedemonstrationer både for og imod. Diskussionen har i vidt omfang været en diskussion mellem venstrefløj og højrefløj. Meningsmålinger viser, at 63 procent af befolkningen er for ligestillingen. Men faktisk var den største demonstration den, der gik imod forslaget – hvilket også viser, at der er liv i oppositionen. Regeringen holder imidlertid fast i sit forslag og har vundet den første afstemning i parlamentet med stor margen. Det ser faktisk ud til, at forslaget bliver gjort til lov.

På et andet område er situationen mindre klar. Et af Hollandes løfter under valgkampen var, at han ville give udlændinge bosat i Frankrig stemmeret til lokalvalgene. Ved først at love dette og derefter forsøge at glemme alt om det, har han levet op til det, der efterhånden er blevet en tradition for Socialistpartiet. Løftet blev første gang afgivet i 1981 af Francois Mitterand, men aldrig ført ud i livet, og siden da har det været lovet igen og igen med samme resultat. For et par uger siden virkede det meget sandsynligt, at historien ville gentage sig selv. Man havde intet hørt til forslaget i månedsvis. Men så blev det lige pludselig genoplivet af Ayrault. Problemet er, at siden der er tale om en forfatningsændring, så skal der et trefjerdedels flertal til at vedtage det i Nationalforsamlingen – et flertal som regeringen ikke råder over. Man har brug for mellem 30 og 40 ekstra stemmer fra oppositionen, noget der ikke umiddelbart virker sandsynligt. Forklaringen på Ayraults initiativ kunne være, at der også er andre forslag i relation til forfatningen på vej, hvoraf nogle kan vise sig acceptable for oppositionen. Planen kunne derfor være at få det hele vedtaget som en pakke … men aktuelt er det bare spekulation. Under alle omstændigheder – da 56 procent af befolkningen siger, at de er imod forslaget – så vil en kampagne med henblik på at skabe folkelig opbakning være nødvendig.

En kilde til en vis begrænset vækst i Hollande’s popularitet er dog kommet fra uventet hold. Siden begyndelsen af 2012 har jihadistiske styrker taget kontrollen over den nordlige del af Mali. I begyndelsen af i år begyndte de så at bevæge sig imod den sydlige del af landet, hvor 90 procent af befolkningen bor. Den 11. januar invaderede franske tropper landet, stoppede guerillaen og er nu i gang med at drive dem ud af byerne mod nord. At gå nærmere ind i de komplekse forhold, som knytter sig til denne aktion ville dog være at gå langt ud over, hvad denne artikel kan dække. Der kan siges mangt og meget om franske økonomiske interesser i Afrika og navnlig i Sahel. Ligeledes kunne man sige mangt og meget om franske militære interventioner i Afrika gennem de seneste halvtreds år – de fleste af dem foretaget for at bakke op om fransk-venlige regimer, ofte diktatorer, som har været truet af oprør. Frankrig har stadigvæk et neo-kolonialistisk forhold til mange af sine tidligere kolonier. Og kombinationen af et netværk af økonomiske interesser og politisk-militær intervention er blevet kendt som Francafrique-systemet. Det skal også bemærkes, at dette system er forblevet intakt, uanset om regeringerne har stået til højre eller venstre.

Når det er sagt, og når man husker på, at den franske intervention ikke var motiveret af ren og skær respekt for menneskerettighederne, men af ønsket om at genoprette lov og orden i den koloniale baghave og forsvare franske interesser, så skal det medgives, at oprørsregimet i det nordlige Mali var overordentligt undertrykkende – ja, faktisk barbarisk – og faktisk hadet af den befolkning, som var under kontrol af det. Derfor var den franske intervention meget populær i Mali og i den maliske befolkningsgruppe i selve Frankrig (omkring 100.000 mennesker). Ligesom i den offentlige mening i Frankrig. Derfor gik Hollandes popularitet op fra 40 til 44 procent. Nu må vi se, hvor længe det varer ved, men aktuelt bliver han udsat for meget lidt kritik for beslutningen om at intervenere. Man diskuterer udelukkende tidsrammen, de præcise mål og de menneskerettighedskrænkelser, som Malis hær også har stået for og tilsvarende spørgsmål. Højrefløjen har sagt god for interventionen med nogle få undtagelser – heriblandt den forhenværende premierminister Dominique de Villepin. Med langt mindre entusiasme har også venstrefløjen accepteret, hvis man ellers ser bort fra Venstrefronten.

I den Europæiske Union og eurozonen hersker krisen stadigvæk, omend den er mindre akut end sidste år. I eurozonen er der flere blokke. Nordblokken omfatter Tyskland, Holland, Finland, Østrig og Luxemburg. Så er der de såkaldte periferilande, som omfatter de fleste andre medlemmer mod syd og øst – blandt dem også Italien, Spanien, Grækenland og Portugal. Mellem to blokke er der ikke meget: faktisk omfatter dette område kun Frankrig og Belgien, som hverken er en del af den nordlige blok eller af periferien. Frankrig er specielt vigtig her af to årsager: for det første fordi det er den næststørste økonomi i EU og den femtestørste i verden – for det andet fordi det er det land, som har udvist den største modstandskraft over for de neo-liberalistiske teorier – noget der blandt andet skyldes den grundfæstede egalitaristiske tradition, som stammer helt tilbage fra revolutionen og fra to århundredes borgerkrige. Hvis Frankrig kan disciplineres og de folkelige kræfter besejres, så ville det være en sejr for det neo-liberalistiske Europa ikke blot ud fra en økonomisk synsvinkel, men også ud fra en politisk og ideologisk.

Det er ikke blot i relation til spørgsmålet om stemmeret til udlændinge, at historien kan risikere at gentage sig. Tre gange allerede har vi set det samme scenarium. I 1981-86, i 1988-93 og i 1997-2002. En socialistisk ledet regering er endt med at føre en politik, der har desillusioneret og demoraliseret sine støtter, og resultatet har været, at højrefløjen generobrede magten fem år efter. Hvorfor skulle det gå anderledes denne gang? Hvordan kan man forhindre en sejr for højrefløjen, som denne gang er tættere på det ekstreme højre end nogensinde? For det første er det nødvendigt at etablere en magtfuld social bevægelse, der kan modstå angrebene. Der er for tidligt at sige, om der vil komme sådan en bevægelse, selvom der er masser af tegn på både militans og modstand. Men der var faktisk også modstand under tidligere socialistiske regeringer – fra stålarbejderne i 1984 og fra de ansatte i den offentlige sektor under Jospin. Hvad der imidlertid altid har manglet, var et venstrefløjsalternativ. Kommunistpartiet sad i regeringen i 1981-84 og i 1997-2002. Men det yderste venstre blev aldrig et troværdigt alternativ. Og venstreoppositionen i Socialistpartiet havde ingen allierede udenfor partiet. Med andre ord var venstrefløjen splittet og ineffektiv. Efter at venstrefronten er kommet til, så er dette ikke længere tilfældet. Dette garanterer ikke sejren, men det forbedrer udsigterne.

Efter valgkampene I 2012, har Venstrefronten stået overfor udfordringen med at skulle agere i en situation, hvor Socialistpartiet havde magten, og hvor det er blevet stadigt klarere, at partiet ikke bevægede sig i den rigtige retning. Dette repræsenterede to problemer: hvordan skulle man positionere sig selv, og hvilke initiativer skulle man tage? Hvad angår positioneringen, så blev det foreslået at man simpelthen afskrev SP og proklamerede sig selv som venstreopposition. Man tøvede lidt, og man var uenige. Skulle man være en del af støttegruppen bag præsidenten eller ej? Men denne uenighed ser ud til at være løst nu. Venstrefronten betragter sig som en del af det flertal, der valgte Hollande – uden dens fire millioner stemmer ville han ikke have vundet – og derfor mener man at skulle have noget at sige om, hvordan der regeres. Men man er ikke en del af majoriteten bag regeringen, og man er modstander af mange af dens politiske udspil. Man vil ikke vælte regeringen, men man vil ændre retningen, man vil opgive nedskæringspolitikken, man vil kæmpe mod finanskapitalens magt, og man vil regere til fordel for det store flertal. Hvad angår initiativerne – og positioneringen – så holdt man en pause og tænkte sig om i efteråret 2012. Efter den meget succesfulde demonstration mod finanspagten i september 2012, så blev der holdt pause også med manifestationerne. Men nu er man igen gået i offensiven. Den 23. januar holdt man det første af en række af offentlige møder i Metz i nærheden af stålområdet i Lorraine. Der var 1.500 deltagere, hvilket var meget opmuntrende i en periode uden valg. Her talte fagforeningsfolk blandt andet fra Florange sammen med frontens ledere. Og den 25. januar vedtog Fronten et dokument med overskriften Lad os udvikle et alternativ til nedskæringerne. Dette blev nogle få dage efter fulgt op med et dokument, der handlede om, hvordan Frontens arbejde skulle videreføres – som blandt andet handlede om, hvordan man skulle involvere mennesker, der ikke var medlemmer af en af Frontens deltagerorganisationer.

De alternativer, som foreslås af Venstrefronten vil helt sikkert give en effekt. Fronten vil blive involveret i en række af kampe og sociale bevægelser i den næste tid, og den kan meget vel ende med at få flotte resultater både ved lokalvalgene og ved valget til EU-parlamentet i 2014. Den vil ikke i sig selv fremstå som et alternativ til den aktuelle regering. For at det skulle ske, skal der først ske en bevægelse i de partier, der udgør flertallet bag regeringen – navnlig i Socialistpartiet men også i EELV. Og der er bevægelse på dette område. Stemmeafgivningen imod stabilitetspagten var ikke noget tilfældigt, og der gennemføres nu adskillige arrangementer i venstrefløjen af Socialistpartiet. Den væsentligste af organisationerne bag er nok Maintenant a Guache, hvis ledere er Emmanuel Maurin og senator Marie-Noelle Lienemann. Men en ny gruppe blev annonceret den 24. januar – la Gauche forte, der omfatter syv parlamentsmedlemmer og senatorer.

Der er også indledt en dialog mellem Venstrefronten og venstrefløjen i regeringsflertallet. Midt i december blev der afholdt en debat med Maurel, Lienemann, Paul Laurent (generalsekretær for Kommunistpartiet) og repræsentanter for venstrepartiet og EELV. Det bliver ikke sidste gang, det sker.

Det ville være uklogt at lade sig gribe af overdreven optimisme. Men blot nogle få måneder inde i Hollandes præsidentperiode, virker det, som om den venstrefløj, som siger nej til nedskæringer og nej til mere neo-liberalisme, aldrig har været stærkere. En kombination af massebevægelse, politiske kampe i Nationalforsamlingen og debatter mellem venstrefløjens partier kan i det mindste gøre det sværere for Hollande at følge den kurs, han er slået ind på.

Oversat fra engelsk af Jan Mølgaard.



[5] Se mere her: http://www.fsu.fr/

[8] Det meste af hvad der har været skrevet om konkurrenceforholdene er på fransk. Men den artikel, som der henvises til her, er på engelsk. Overskriften er: ”Competitiveness: victory goes to the pack” og den er skrevet af Charles Aubin. Se den ved at klikke her.