Løn og krise i Europa
Af Bernadette Ségol

Offentliggjort: 15. februar 2013

Indledende bemærkninger af Bernadette Ségol, generalsekretær for Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS), på et møde med arbejdsmarkedets parter (’Social Partners’) i EU’s beskæftigelseskomite 1. februar 2013

Kære mødeledelse, mine damer og herrer, venner
Jeg vil gerne takke formanden for at have givet mig ordet og for at organisere dette møde.

Trods megen tilbageholdenhed blandt EFS’ medlemmer om det ønskelige i en europæisk trepartsdiskussion om lønudviklingen, enedes vi i EFS om at deltage i dette sonderende møde.

Desværre må jeg starte med at udtrykke vores utilfredshed med proceduren i forbindelse med mødet. Årsagen er, at dagsordenen og de spørgsmål, der skal drøftes, er blevet besluttet helt ensidigt. Tidligere på ugen på konferencen for at markere EFS 40års jubilæum, understregede jeg, at den sociale dialog nødvendigvis må være konkret. Effektiv social dialog kan ikke finde sted i en ramme, hvor den ene part ensidigt beslutter hvilke emner, der vil blive diskuteret, og hvordan disse drøftelser skal finde sted.

Når dette er sagt, så lad mig vende tilbage til substansen i dagens møde: EFS’ holdning til tanken om at se på lønudviklingen på europæisk plan blev skitseret i vores reaktion på Kommissionens beskæftigelsespakke. Vi gjorde det dengang klart, at sådan en øvelse kun kunne udføres på tre betingelser:

Selvstændigheden for arbejdsmarkedets parter bør nøje respekteres,

Omfanget af sådan en øvelse skal være bred og omfatte finans- og pengepolitik samt vigtige elementer af betydning for konkurrenceevnen,

Avancer og deres anvendelse skal også overvåges.

Ærede mødeledelse: vi vil gentage, at det var det finansielle markeds fiasko og ikke lønudviklingen, der forårsagede krisen. Vi er også nødt til at understrege, at uforholdsmæssigt store og voksende uligheder, herunder ulighed i lønninger og en negativ fordeling af arbejde over for kapitalen, spillede en vigtig rolle for den økonomiske krise.

Generel løn-depression er ikke vejen ud af krisen. Strategien med løndumping, der i øjeblikket forfølges, er i færd med at ødelægge store dele af Europa. Jeg råber vagt i gevær, igen, om faren ved at lade lønnen indgå i et kapløb mod bunden.

Med hensyn til dagens møde, understreger jeg følgende: For EFS bør fokus for diskussionen ikke være lønnen i sig selv, som den er fastsat på nationalt plan. Vores diskussion bør i stedet fokusere på de samlede konsekvenser af de nationale lønudviklinger på europæisk plan og i Euro-området. Vi bør ergo beskæftige os med den overordnede balance i lønudviklingen i Europa; ikke med en specifik lønudvikling.

Det er umuligt at diskutere spørgsmålet om løn, uden samtidigt at sætte det i sammenhæng med overenskomstforhandlinger. Vi glæder os over det faktum, at Kommissionens oplæg starter med at anerkende dette og anerkende den centrale rolle, som de nationale arbejdsmarkedsparter spiller; samt starter med at henvise til artikel 152 i TEUF [1], som sikrer arbejdsmarkedets parter selvstændighed. Det er også værd at bemærke, at artikel 153 (5) i TEUF udelukker ”løn” fra EU’s kompetencer på social-og arbejdsmarkedspolitikken.

Vi vil dog gerne se dette efterlevet i praksis. Mange af vores medlemsorganisationer har nemlig set sig konfronteret med et samordnet forsøg på at ændre selve løndannelsessystemet. Målet er at svække fagforeningernes strukturelle forhandlingsposition.

For eksempel når vi ser de reformer, der presses igennem i Grækenland, Portugal, Spanien og Rumænien; to processer skiller sig ud:

For det første er der tale om en decentralisering af lønforhandlingerne til lavere niveauer, navnlig til virksomhedsniveau, hvilket undergraver fagforeningerne og arbejdstagernes kollektive styrke og dermed vores forhandlingsposition.

For det andet sigtes mod at skabe en faktisk afvikling af overenskomstforhandlinger - ved at give arbejdsgiverne ret til at ignorere kollektive aftaler, til ensidigt at diktere løn gennem aftaler med ikke-repræsentative udvalg eller endda med de enkelte arbejdstagere.

Denne udvikling falder sammen med etableringen af GD ECFIN-databaser [2], der måler strukturreformer på deres evne til at reducere fagforeningernes magt i fastsættelsen af lønningerne.

For os er det ikke en tilfældighed, men en koordineret politik med henblik på at svække vores overenskomstsystemer.

I forbindelse med EU’s årlige vækstundersøgelse opfordrede vi EMCO [3] til at stoppe dette angreb på de grundlæggende rettigheder. Vi rejser det igen her, i overværelse af ILO.

Det er uacceptabelt, at de reformer, der begrænser de kollektive forhandlingers dækning og fagforeningernes frie deltagelse i lønfastsættelsen, anses for at være ”beskæftigelses venlige” af EU-institutionerne. Dette kan sidestilles med angreb på foreningsfriheden og på retten til kollektive forhandlinger …

Behovet for at respektere autonome kollektive overenskomstforhandlinger og den sociale dialog gælder også den offentlige sektor.

Omfattende omstrukturering og accelererede reformer af den offentlige sektor har fundet sted i de seneste par år i mange medlemsstater, drevet af en dagsorden om at konsolidere finanspolitikken. Omstruktureringen og reformerne blev gennemført uden nogen egentlig social dialog. Det er EFS’ opfattelse, at regeringerne - i deres rolle som arbejdsgivere – ikke alene har den samme forpligtelse som andre arbejdsgivere men også et endnu større ansvar for at sikre respekten for den sociale dialog og de kollektive forhandlinger.

Dagens diskussion kan få større værdi, hvis den åbner op for et mere afbalanceret syn på lønningernes betydning.

Løn spiller selvfølgelig flere roller. De tre temaer, som er til drøftelse i dag, afspejler - i det mindste delvist - dette.

Indtil nu har tilgangen været på løn som en mekanisme for makroøkonomisk tilpasning. Vi har brug for en anden kurs.

ECB [4] bør ikke bruge den magt, der følger af bankens pengepolitiske monopol, til at deregulere arbejdsmarkederne. Løndannelsessystemer falder uden for dens ansvarsområde både i forhold til juridisk og politisk kompetence. ECB ser ud til at have glemt det.

Jeg gør også ECB opmærksom på, at dens virke for deregulering af løndannelsessystemerne ikke er i overensstemmelse med målsætningen om finansiel stabilitet. Fleksible lønninger øger ulighederne og omfordeler fra de lave til de høje indtægter.

Den finansielle krise har vist os, at karakteren af Greenspans [5] filosofi om at øge husholdningernes gæld til erstatning for rimelig og ligelig løndannelse var meget risikabel. IMF [6], som har årtiers erfaringer med strukturtilpasningsprogrammer, viser større tilbageholdenhed inden for arbejdsmarkedspolitikken.

Arrangementet i dag giver mig også mulighed for at reagere på angreb og misinformation vedrørende den offentlige sektors lønninger og ECB’s strategi for løntilbageholdenhed i den offentlige sektor. De offentlige lønninger bør generelt udvikle sig i overensstemmelse med lønningerne i den private sektor; og - som ECB’s egne undersøgelser viser - giver de offentlige lønninger ikke næring til stigninger i den private sektors løn.

Det er også vigtigt at understrege den positive rolle, som den offentlige sektor spiller i reduktionen af lønforskelle og ulighed gennem en anstændig lønnet beskæftigelse. Vi glæder os over det faktum, at den kønsbestemte lønforskel er generelt lavere i den offentlige sektor end i den private sektor.

Vi appellerer til ILO om også i sit fremtidige arbejde at fokusere på, hvad der sker i Europa. Det der foregår, det politikerne påfører en lang række EU-lande, er ikke blot en intern devaluering af lønninger men også en devaluering af løndannelsessystemerne i sig selv. Det handler ikke kun om lønnedgang nu og her men også om en strukturel svækkelse af lønmodtagernes forhandlingsposition og fagforeningernes rolle.

Hvis den europæiske sociale model udfases, vil det også få afledte effekter uden for Europa. Det vil styrke den form for globalisering, der har ringe eller ingen respekt for lønmodtagernes grundlæggende rettigheder og centrale ILO-konventioner.

Et par kommentarer til de tre temaer der skal drøftes:

Mine kolleger vil naturligvis give mere et specifikt input i forhold til de tre temaer, men lad mig først understrege et par generelle punkter.

Om lønninger og produktivitet:

I debatten om lønninger og produktivitet skal det understreges, at de politiske beslutningstagere er nødt til at opgive at sammenligne den nominelle løn frem for reallønnen med produktiviteten, da dette indebærer en deflationær risiko – eller en stillingtagen mod lønmodtagerne til fordel for kapitalindkomsterne.

Vi glæder os over, at Kommissionen i sit oplæg anerkender, at robuste lønninger kan virke som et incitament for arbejdsgiverne til at indføre mere produktive og innovative praksisser på arbejdspladsen. Det er et spørgsmål, som vi gerne havde set yderligere diskuteret.

Til løn, beskæftigelse og arbejdsløshed:

Det er en illusion at tro, at vi kan fastholde og bevare arbejdspladser ved at ofre lønningerne. I virkeligheden vil dette blot føre til et tab af arbejdspladser - såvel som af lønninger. I en tid, hvor økonomien er karakteriseret ved en kombination af kæmpe overskud og generel lav efterspørgsel, ville et koordineret lønboost over hele Europa i virkeligheden skubbe gang i skabelsen af arbejdspladser og på denne måde give virksomhederne et incitament til at investere for at imødekomme den øgede efterspørgsel.

Om lønninger og ulighed:

Der har været et generelt fald i lønkvotens andel af den samlede indkomst og en stigning i uligheden inden for lønkvoten. Dette er en ubestridt kendsgerning. Denne udvikling har endog taget til i kølvandet på den finansielle krise. I ’The World Economic Forums Global Risk’-rapport peges på alvorlige indkomstforskelle og kroniske finanspolitiske ubalancer, som de to øverste globale risici i 2013.

ILO’s globale løn-rapport 2012/12 bekræfter også, at kløften mellem lønstigninger og arbejdskraftens produktivitetsvækst bliver større, at forskellen mellem de øverste og nederste indkomster er stigende, og arbejdsindkomstens andel er faldende.

En række faktorer tegner sig for denne voksende kløft; men det er ikke tilfældigt, at dette mønster har udviklet sig i takt med den voksende ubalance i magtforholdet mellem kapital og arbejde, der fremmes af svækkelsen af de kollektive overenskomster og den kollektive repræsentation.

’Oxfam International’ har for nylig udgivet en meget god politisk briefing om ”Omkostningerne ved ulighed: hvordan rigdom- og indkomstekstremer skader os alle”. De foreslår, at mens fokus i det seneste årti har været på at komme den ekstreme fattigdom til livs, er det nu tid til at fokusere på den modsatte halvdel.

Ja, vi er enige. Det er tid til at fokusere på den ekstreme rigdoms bidrag til ulighed.

EFS er overbevist om, at en afbalanceret og mere effektiv politikudvikling kræver, at der ofres større opmærksomhed på den betydning, lønforskellen mellem virksomhedernes ledende medarbejdere og resten af arbejdsstyrken kan have - ikke blot i forhold til hvad der er retfærdigt men også i forhold til produktiviteten og virksomhedernes ydeevne.

EFS har tidligere fremhævet, at lønreduktioner og løntilbageholdenhed ikke bliver omsat til lavere priser, men snarere til højere overskud. Mens profittens andel af BNP i mange lande faldt en smule under nedturen i 2009, er den steget markant fra 2010 og frem.

Og alligevel står vi fortsat over for problemet med de manglende investeringer. Det er derfor klart, at hvis drøftelser om lønnen skal forfølges, bør der også ses på de overdrevne profitter.

EFS vil vurdere denne sonderende konference ud fra disse overvejelser.

..............................

NOTER til oversættelsen: 

1. ’Treaties of the European Union’ er et sæt af internationale traktater mellem medlemslandene. EU kan kun handle inden for de beføjelser, som er tildelt i gennem disse traktater.

2. ’Directorate General for Economic and Financial Affairs’ (DG ECF) - Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender.

3. ‘The Employment Committee’ (EMCO) er en traktatbaseret komité, der blev formelt oprettet ved en rådsafgørelse i januar 2000. EMCO spiller en vigtig rolle i udviklingen af den europæiske beskæftigelsesstrategi.

4. ECB – Europæiske Central Bank.

5. Alan Greenspan, tidligere nationalbankdirektør i USA

6. Den internationale Valutafond

 

Oversat fra etuc.org af Klaus Krogsbæk