Psykisk arbejdsmiljø og stress. Hvorfor er det eksploderet i omfang?
Af John Graversgaard

Offentliggjort: 15. februar 2013

Lad os tage et par overskrifter: 62 procent af de beskæftigede har følt sig stressede inden for den seneste måned, knap hver sjette har måttet melde sig syg på grund af stress, stress koster arbejdsgivere og det offentlige op mod otte milliarder kroner årligt alene i sygedagpenge. Det stod at læse i Ugebrevet A4 tilbage i 2006.

Og hvordan er det mon ikke her 6 år senere? Sikkert værre, da frygten for arbejdsløshed er vokset stærkt.

Hvordan er billedet?
Der er kun en vej ud af denne misere: At gøre Solidaritet til den grundlæggende fagpolitiske strategi. For der er jo sket svigt på de arbejdspladser, som ikke i tide forstod at lytte til de stressramte og som ikke i tide havde opbygget et forsvar mod talentløs eller hensynsløs management. Og som havde glemt at vi mennesker er unikke væsener, som skal gødes og næres for at gro.

Men der er heldigvis også mange gode arbejdspladser i Danmark, hvor man har forstået at arbejdsmiljøet betyder enormt. For vi har en stor viden om hvad der kendetegner det gode psykiske arbejdsmiljø, et arbejdsmiljø som er sundt og sikkert.

Det er først og fremmest frihedsgrader i arbejdet med mulighed for indflydelse og kontrol over egen arbejdssituation. At arbejdet stiller krav som er tilstrækkeligt høje, så det er personligt og fagligt udviklende. At der er mulighed for kontakt og fællesskab med arbejdskolleger. Samt at vores egen arbejdsindsats opleves som meningsfuld og værdifuld.  Klassisk viden som desværre skubbes til side af fortravlede ledere og politikere, som jagter kortsigtede gevinster og ser arbejdskraften som figurer i et regneark.

Tabuordet er udstødning fra arbejdsmarkedet. Det lyder grimt, og man finder på andre ord. Det seneste misfoster er ”udfaldstruede”. Hvad hedder så de folk som er faldet ud?  Nedfald? 

Det er skam ikke nyt med stress. Arbejdere havde også psykosociale problemer for 100 år siden og arbejdsgiverne krævede også fleksibilitet og tilpasning. Men hvor det dengang skete gennem autoritære kommandoer, så sker det i dag igennem såkaldt samarbejde, hvor magtforholdene er mere tilslørede.

Kapitalismen er en anden, men grundtrækkene i akkumulationen af profit er de samme, bla.:

-at øge arbejdsdagens længde.

-at øge tempo og reducere bemandingen.

-at bruge løst ansat arbejdskraft og svække opsigelsesrettighederne.

-at reducere arbejdskraftens pris.

-et hierarki hvor ledere presser på med forventninger om høj effektivitet og præstation.

Med dannelsen af store frihandelsområder og intensiveret global konkurrence, har kapitalkræfterne og deres politiske venner øget deres magt kolossalt, og lægger et voldsomt pres på de  nationale regeringer. Transnationale koncerner/kapitalfonde øger kontrollen med erhvervslivet. Vi ser øget immigration af arbejdskraft, f.eks. østarbejdere, som er en lydig og billig arbejdskraft. Vi ser en udvikling med mere marked og mindre samfund/stat. Trykket øges nedad mod arbejdskraften med øget usikkerhed i beskæftigelsen.

Antallet af usikre jobs vokser, såkaldt atypisk arbejde eller

”precarious work”. Uligheden på arbejdsmarkedet øges, og der sker et fald i antallet af standard fuldtids faste jobs. Vi ser en øgning af:

-uregelmæssige arbejdstider.

-ringere ansættelsestryghed.

-lavere løn.

-øgede risici på arbejdet.

-øget psykosocial stress med lav kontrol.

Hvad ved vi om denne nye gruppe af arbejdere?
En nylig LO-rapport udarbejdet af professor Steen Scheuer viste, at hver femte danske lønmodtager er ansat på atypiske vilkår og må leve med arbejdsforhold, der er væsentligt ringere end dem, fastansatte nyder godt af.  Atypisk ansatte er lønmodtagere, der er kontraktansatte til at løse en bestemt opgave, tidsbegrænset ansatte, vikaransatte via vikarbureau, m.fl. 

Er der så sket en ændring i forhold til tidligere?
Andelen af atypisk ansatte på arbejdsmarkedet er nogenlunde uændret i forhold til for 10 år siden. Men deres forhold er på væsentlige områder blevet klart forringet i den mellemliggende periode.

”Det er, som om arbejdsgiverne vælger en kernearbejdskraft, som de satser på, og så perifere medarbejdere, som bare går ind og ud. Den trend kan man godt frygte vil fortsætte, og det er meget urovækkende”, siger Steen Scheuer.

Og her kan vi jo nævne social dumping, som er blevet en foretrukken løsning for en voksende gruppe danske arbejdsgivere.

Hvor findes man så de atypisk ansatte?
En LO-rapport fortæller, at ”FOA har den største procentdel af medlemskredsen som er atypisk ansat. Det drejer sig om 21 procent – altså lidt over gennemsnittet for den samlede arbejdsstyrke.

3F har 15 procent af medlemmerne som er atypisk ansatte. Det drejer sig ikke mindst om medlemmerne af Den Grønne Gruppe, der arbejder på gartnerier og i landbruget

I Dansk Magisterforening er andelen af atypisk ansatte medlemmer helt oppe på 37 procent. Det skaber problemer for mange magistre at gå rundt på arbejdspladser uden jobsikkerhed, mange gange uden at være del af det sociale liv og kun i begrænset omfang tilgodeset af kurser og efteruddannelse”. (citat)

Samfundsudviklingen kan også ses som en konflikt mellem klasseinteresser – kapital versus arbejde. Svarende til to konkurrerende beskrivelser af virkeligheden. Liberalismen lovpriser den individuelle valgfrihed og angriber systematisk arbejdsmarkedslove og kollektiv-aftaler som begrænser denne frihed. Hvis vi godtager dette mister vi interessen for solidariske fællesskabsløsninger og vi åbner op for at jungleloven begynder at herske. Og her er der brug for klare modsvar fra arbejderpartier og fagforeninger overfor den fremherskende trend.

De evige omstillinger
Alt skal omorganiseres, også selv om det fungerer udmærket, men der er prestige for ledere i at smide organisationen op i luften med jævne mellemrum. Alt er til forhandling og skal måles og vejes, så det evt. kan skæres væk i form af outsourcing og udlicitering. Og kontraktstyring med bestiller og udfører modeller hærger den offentlige sektor. Et er sikkert: Stressniveauet stiger sammen med den ensidige fokusering på økonomi og stram styring.

Denne udvikling har fået navnet New public management(NPM), hvor mantraet er: At efterligne den private sektor for at blive mere effektiv og gøre klar til privatisering. Og når den offentlige virksomhed begynder at skrante efter en sådan hestekur kommer de liberale profeter og skriger; hvad sagde vi? Offentlige ansatte er jo ikke effektive og de er mere syge end private.  Og dårligt psykisk arbejdsmiljø er næsten blevet synonymt med NPM:

-drastiske omstruktureringer i højt tempo.

-umyndiggørelse, manglende indflydelse, ansvar som pulveriseres og øget bureaukrati og kontrol.

Og nok så katastrofalt: At denne udvikling er blevet omfavnet af arbejderpartierne S og SF.

Vi ser øget individualisering og får at vide, det er vores eget ansvar. Men de fleste taber ved at overlade deres skæbne til en sådan ledelsesstruktur hvor markedstænkning erstatter fællesskabsideer og solidaritet. De fleste tjener på at solidariske løsninger bygger på fælles interesser. I dag støtter jeg dig….i morgen støtter du mig. Arbejderklassen har fået magt og har fået styrke til et kompromis: Velfærdsstaten, som bygger på lovgivning og kollektiv organisering. Men med den nyliberale revolution i tænkningen øges ulighederne igen.

Presset på personen
Der er øgede følelsesmæssige krav i arbejdet. Følelsesmæssige krav, man ikke kan opfylde, fører til udbrændthed. Især ansatte som arbejder med mennesker er ramt. Psykologen Nadia Prætorius har sagt det meget præcist: ”Velfærdsarbejdere er i stigende grad i fare for at ødelægge sig selv gennem stress og udbrændthed, når de forhindres i at leve op til arbejdspladsens, borgerens og deres egne krav”. Angsten stiger på arbejdspladserne. Der kan være uklare roller og et samtidigt pres i form af personalemangel og kolleger som har det dårligt: Konsekvensen er at angst-niveauet stiger!

Man begynder at dele op i gode og dårlige…jeg gør mit…hvad gør de andre? Manglende overskud til at rumme mere bliver til dråben som fik bægeret til at flyde over.  Det er vigtigt at kæmpe imod denne brutalisering på arbejdsmarkedet( tak til Asbjørn Wahl for hans præcise analyser) og satse på respekt, retfærdighed og værdighed. Politisk kæmper f.eks. plejepersonale med lavstatus i samfundet. Det smitter af på deres selvværd! Også skole-lærere udsættes for nedgørende betragtninger. Men de skal ikke være ”andres tjenere”, men gennem udvikling af egen faglighed og professionel identitet, kæmpe for fastholde deres nøglerolle i plejen af ældre borgere, børn og unge osv. En kamp som vi ser i de tilbagevendende arbejdsmiljøstrejker, hvor det er kamp for sunde og sikre arbejdsvilkår/anerkendelse/respekt/retfærdighed, som er indholdet.

Vi kender løsningerne
Som nævnt har vi en stor viden i dag…vi kender løsningerne! Psykisk arbejdsmiljø handler om forhold som:

  • Relationer( mellem mennesker)
  • Organisering( af arbejdet)
  • Fysiske forhold( som arbejdet udføres under).

Men på trods af vores viden ser vi stadigvæk, at den autoritære og bureaukratiske ledelsesform er dominerende, men nu pakket ind i skjulte former. Arbejdsgivernes ledelsesret tør man ikke røre ved. F.eks. har vi ikke en lovgivning om at arbejdstagere skal være med til at udforme de systemer som de skal arbejde under og direkte bliver berørt af. Og arbejdsgivere kan relativt nemt skille sig af med fagpolitisk aktive, f.eks. gennem chikane og/eller fyring.

Psykologen Semmer har talt om at krænkende handlinger på arbejdspladsen blot er toppen af isbjerget. Mobning er et eks, men nedenunder kan gemme sig konflikter, dårlig planlægning, dårlig ledelse og manglende indflydelse. At stress kan ses som en krænkelse af selvet, når vi prøver at udføre vores arbejde, ikke kan udføre det optimalt, men forhindres af omstændigheder, som der kan gøres noget ved.

Et positivt initiativ fra S-SF-R regeringen er et nyt lovforslag om at ligestille psykisk og fysisk arbejdsmiljø. Det er udtryk for det politiske pres, som især FTF har markeret sig med.

Arbejdsgivernes angreb på arbejdsmiljøloven er især sket med angreb på det psykiske arbejdsmiljø, som i dag er anerkendt som et væsentligt sundhedsproblem. Ledelsesretten er grundloven, og man foregiver selv at kunne løse alle problemer uden indblanding udefra. Svækkelsen af fagforeningernes rolle er det centrale i denne strategi. Arbejdstilsynet ”overtager” dermed rollen med at gribe ind i de grove tilfælde, da ledelsesretten ikke er til diskussion og således kan udøves hensynsløst og brutalt uden fagforeningerne har egentlig magt til at gribe ind ( eller tør gribe ind).

Men vi må ikke glemme, at Arbejdstilsynet kan lammes gennem politiske indgreb, hvis højrevinden fortsætter med at blæse.

Fagforeningernes opgave
Det psykiske arbejdsmiljø skal hele tiden sættes på dagsorden. Og der er jo stor forskel på arbejdspladser. Man må kende udgangssituationen på den enkelte arbejdsplads for at lave en bæredygtig handleplan. Er der en APV (ArbejdsPladsVurdering) over det psykiske arbejdsmiljø? Er den dynamisk og ajourført? Hvem tager ansvar for arbejdsmiljøet? Giv ansatte indflydelse og ligeværdighed.

Det gælder om at bekæmpe nedbrydning af solidaritet og fællesskaber på arbejdspladsen samt ikke mindst være på vagt overfor nye ledelsesformer som undergraver fagforeningstanken. Arbejdsmiljøet er alt for vigtigt til at overlade til arbejdsgivere og HR-konsulenter. Her har fagforeningerne en vigtig offensiv opgave: At sætte arbejdsmiljøet foran i den fagpolitiske kamp.