Kampen om sundheden
Af Einar Baldursson

Offentliggjort: 15. februar 2013

Umiddelbart henleder overskriften nok tankerne på en forventning om en eller anden kampagne til forbedring af folkesundheden.

Men nej – det handler om noget helt andet, nemlig kampen om sundhedsressourcerne. Denne kamp handler lige som andre slagsmål om ressourcer, hvem der skal have, og hvem der skal have (meget) mindre.

Denne kamp er ikke ny.  På nogle områder er den blevet udkæmpet (noget ensidigt) i fuld offentlighed.  Således handlede den forudgående borgerlige regerings massive støtte til det private behandlingsvæsen om et initiativ, der kun til dels handlede om anti-statslig liberalistisk ideologi. Den handlede også om initiativer til udvikling af et sundhedssystem, hvor de velhavende bevarede retten til (privat) sygdomsbehandling, medens de uværdige og mindre bemidlede kunne parkeres i et offentlig og ressourceknapt system, der under økonomiens åg blev tvunget til at sortere mellem de værdige og egnede - og de andre.

Den skjulte kamp
Ved siden af den meget offentlige kamp på den politiske arena, foregår der også en kamp, der udspilles mere eller mindre i det skjulte. Sygdomme og deres behandling underprioriteres, hvis de rammer socialt skævt med den tunge ende nedad. Arbejdsløse, bistandsklienter og førtidspensionister stilles bag i køen til en række behandlinger.

Den knappe forsyning af donororganer medfører åbent og skjult, at der sorteres i gruppen af trængende. Endnu overvejende med sundhedsfaglig begrundelse, men selv nu med en snert af politisk moralisering.

Den moralideologiske klassekamp
Ud over alt dette foregår der i offentligheden en moral-ideologisk klassekamp. Klassekamp fordi dens moralisering med usvigelig sikkerhed går ud over de fattige, arbejdsløse og i sidste instans ufaglærte og faglærte, uanset om de har et arbejde eller ej.

Den moral-ideologiske klassekamp foregår på to planer. På det ene plan fremføres udokumenterede påstande om, at der i sundhedssystemet (inklusiv de praktiserende læger) foregår massiv overdiagnosticering. Påstanden er, at der over disken langes diagnoser nærmes efter brugerrekvisition på ADHD, depression, stress og alskens ”smerte i livet”. Det er en jernlov, at samtlige de lidelser, der udpeges som eksempel på overdiagnosticering, rammer socialt skævt med den tunge ende nedad.

Påstanden er, at de der udfører faktisk produktivt arbejde (eller står i arbejdsløshedskøen til et sådant arbejde) søger behandling for ”ondt i livet”. Denne påstand er en del af mere omfattende moral-politisk sundhedsideologi.

At gøre sig fortjent til sin sygdom
Umiddelbart og på overfladen handler den moral-politiske kamp om sundhed. Man skal dog ikke skrabe særlig meget i overfladen for at se den underliggende klassekamp. For at fortjene sin sygdom må man kunne håndtere ”modgang i livet” – uden at kny. Man må udvise aktiv sundhedsadfærd i form af motion (gerne et maratonløb om året, jævnlig træning eller - som minimum - den faste løbetur i weekenden). Det er vigtigt at spise sundt, en del grønt - og ikke bare dét - men også økologisk til en ganske høj pris. Man skal naturligvis undgå det fede, og søde sager er på negativlisten. Det tæller klart nedad, hvis man drikker øl og sprut, men af en eller anden grund forsvinder den daglige rødvinsflaske nemt ud af billedet.

Rygning er naturligvis et absolut minus. Hvis man er i tvivl om, at kampagnen mod rygerne rækker ud over normale sundhedshensyn, skal man blot samle på de negative budskaber om de muligheder for at pleje sin nikotinafhængighed (dampcigaretter osv.), der ikke omfatter tobakkens velkendte sundhedsskadelige ingredienser. Alt dette indebærer, at man kun fortjener sin sygdom, hvis man udviser proaktiv sundhedsadfærd. I det omfang patientens livsstil afviger fra idealet, har man jo været ude om det selv.

Det er da forbrugerens skyld
En gang for længe siden var der enighed om, at den, der udbyder sundhedsskadelige produkter, har ansvaret for følgerne. Længe handlede kampen mod rygning om indsats mod tobaksindustrien. Kampen mod usunde fødevarer pegede på de, der udbyder ringe, fedtholdige og sukkersøde produkter. Forslagene handlede om kollektive tiltag, der modvirkede produktion og salg af disse produkter. Selv sukker og fedtafgiften havde et kollektivt sigte. Formålet var, at fødevarens pris i et eller andet omfang afspejlede de omkostninger, der var forbundet med at indtage den.

Selv om alt tyder på, at lige præcis disse afgifter nåede at virke i den korte tid, de var gældende, medførte udsigten til, at producenterne kunne rammes, at afgifterne blev afskaffet.

Det er meget sandsynligt, at disse – nu afskaffede – afgifter var den sidste efterklang af den svanesang, der handlede om producentens ansvar og kollektive metoder. Tilbage står der blot at bedyre den enkeltes ansvar for sit (værdige) liv.

Fedme er da et politisk spørgsmål
Foruden de sygdomme, der søges stigmatiseret (som stress og depression), handler det i høj grad om fedme. Det er usundt at være overvægtig, og sagen er klar: man bliver kun overvægtig, hvis man indtager mere, end man forbrænder.  Kan det være klarere: fedme er et resultat af individuelle valg - og så er man selv ude om det.

Men så enkelt er det ikke. Nyere forskning tyder på, at kroppens strategier spiller en vigtig rolle. Hvis man befinder sig i en situation, hvor mørke skyer tårner sig op i horisonten, aktiveres et af evolutionens rigtig gamle systemer. Nemlig ét, der omfordeler kalorier fra forbrænding til lagring. Hvis usikkerheden varer længe nok, medfører dette egentlig overvægt. I det forløb sker der to ting: kroppen eftertragter flere billige forbrændingsressourcer, og der bliver mindre energi til fysisk aktivitet. Meget tyder på, at fedmeepidemier starter som en sådan massereaktion på social usikkerhed; og at alle de velkendte moral-ingredienser (for megen fed mad og for lidt motion) først optræder bagefter.

Fedme er altså et politisk spørgsmål. Hvis den førte politik - eller bare verdens tilstand - medfører øget usikkerhed, vil flere begynde at tage på.

Når man skaber usikkerhed, lad os bare i flæng nævne arbejdsløshed, forkortelse af dagpengeperioden, sværere adgang til kontanthjælp og afskaffelse af efterlønnen – så medfører det usikkerhed. Den usikkerhed medfører igen, at flere udvikler overvægt.

Så fedme er et politisk spørgsmål, og der føres masser af fedme-skabende politik.

Når krybben er tom
Intet af dette forklarer den stadig mere effektive kamp om sundhedsressourcerne. Så lad os starte med den konstatering, at der er enighed om, at flere ældre medfører øget behov for sygdomsbehandling. Alene af den grund vil hestene bides i tiltagende omfang fremover. Det kan og vil formentlig blive værre endnu. Inspireret af den nuværende regerings ”reform”-ivrighed, er scenen sat for en borgerlig regering, der uden problemer kan gå gennem de mange nedskæringsdøre, som der nu er åbnet for. Der er lagt i kakkelovnen til en ”sundhedsreform”, der både flytter ressourcer til det private marked, og presser det offentlige system endnu mere.

I det forløb vil diskussionen om ”sundhedsprioriteringer” med sikkerhed bluse op. Her vil de veluddannede, der tjener godt men ikke har råd til de private ydelser straks opdage, at knappe ressourcer bør anvendes med ”rettidig omhu”. Organer bør da hellere doneres til en højere uddannet, der har mange gode år i sig, end en (muligvis arbejdsløs) maskinarbejder der er overvægtig, ryger og drikker øl.

Hellere behandle sygdomme der rammer de værdige, end de, der overvejende er de andres lod.

Moral er næppe god og mere er værre
Endnu er fagbevægelsen stærk nok til at fastholde en vis grad af solidaritet i vores velfærdssamfund. Derfor kan en omfordelingspolitik på sundhedsområdet ikke blive fremsat i den form. Det vil straks være åbenlyst, hvad der er i spil. Men med moral forholder det sig anderledes. Hvem vil ikke leve med sund livsførelse og det aktive, ansvarlige liv?

Når den moral-politiske klassekamp får lov til at udfolde sig uden nævneværdig modstand, er det lige præcist, fordi moral altid forekommer som positiv indpakning - uanset om indholdet er råddent. Råddenskaben fremtræder krystalklart, når man erkender, at en 30-årig mand med en videregående uddannelse kan forvente at leve godt fire år længere end en 30-årig mand uden uddannelse efter folkeskolen (Folkesundhedsrapporten 2007 s. 437).

Ønsker man en solidarisk sundhedspolitik, er der ingen vej uden om, at Loke skal behandles såvel som Thor, at rygeren har retten til sin smøg så længe, det ikke går ud over andre, at velfærd og sundhed er fællesskabets opgave, og forbrugeren skal ikke tage ansvaret for producentens profithunger.

Solidarisk etik adskiller sig fra individualiserende moral-politik ved, at i det første tilfælde tager vi et fælles ansvar for hinanden, mens vi i det andet tilfælde kan nøjes med os selv - og se ned på de andre.

Kampen om sundhedsressourcerne er i fuld gang. Indtil videre på bekostning af solidariteten.