Hvordan vinder arbejderbevægelsen næste valg?
Af Netværk for Velfærd og Demokrati

Offentliggjort: 15. februar 2013

Kritisk Debat har valgt at bringe debatoplægget fra personerne bag Netværk for Velfærd og Demokrati i hele sin længde, dels fordi vi finder udspillet spændende, og dels fordi vi gerne vil bidrage til debatten om, hvordan venstrefløjen rent praktisk kommer videre i sin politiske udvikling. Vi skal derfor anbefale vores læsere at give sig i kast med oplægget, og man er velkommen til at indsende debatkommentarer til apriludgaven.

Indledende bemærkninger
Vil den nuværende regeringen, der afløste 10 års VKO-politik, blot blive en parentes i Danmarks politiske historie – eller vil det være muligt for arbejderbevægelsen at vinde det næste Folketingsvalg?

  • Hvad skal der til, for at arbejderbevægelsen kan vinde næste valg?
  • Hvordan kan det kommende kommunevalg indgå i en strategi for fremgang for arbejderbevægelsen - også ved det næste Folketingsvalg?
  • Kan det forventes, at arbejdsløsheden forsvinder af sig selv – eller forudsætte en afvikling af arbejdsløsheden en langt mere offensiv økonomisk politik?
  • Hvordan kan den offentlige sektor bidrage til en økonomisk politik, der imødegår krisen?
  • Hvem har besluttet, at der skal være økonomisk krise? – I intet land har befolkningen gennem en folkeafstemning stemt ja til indførelse af en økonomisk krise
  • Hvordan påvirker krisen demokratiet i Europa – og kan en udbygning af demokratiet bidrage til at overvinde krisen?

Der er brug for en åben debat i arbejderbevægelsens politiske og faglige organisationer, hvis vi skal finde vejen til det nybrud, der kan bringe arbejderbevægelsen i offensiven. Skal kampgejsten og engagementet genskabes i arbejderbevægelsen, forudsætter det, at vi får en bred debat, hvor alle har mulighed for at give sit besyv med.

Det er samtalen, der er demokratiets livsnerve. I nærværende debatoplæg giver vi nogle bud på, hvad der gøres. Vi håber, det kan skabe debat og engagement. Alle kommentarer og forslag skal være velkomne. Vi vil gerne opfordre til lokale fællesmøder mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, fagforeninger og græsrødder. Det kan føde mange ideer og forslag. Vi har en ambition om at samle de mange forslag til politisk løsning af krisen til drøftelse på en større konference i 2013.

Hvordan kommer vi ud af krisen?
Verdensøkonomien har altid bevæget sig imellem op og nedture. Den store krise i 30’erne blev afløst af en højkonjunktur, der kulminerede i perioden 1958 -73. Herefter kom der en ny langvarig økonomisk krise, der varede til ind i starten af 00’erne. Under indtryk af nyliberalismens fremmarch blev der globalt gennemført en afregulering af finansmarkederne, herunder også kapitalbevægelser mellem landene. Finansmarkedet gik i selvsving og generede store boligbobler, der brast. Banker og kreditinstitutioner var ved at gå fallit, men i mange tilfælde kom staterne til at hæfte for gælden og til at stille garantier. I Danmark valgte VK-regeringen en bankstøtteordning uden den såkaldte up-side model, hvorved staten ifølge eksperter er gået glip af et tocifret milliard beløb. Finanskrisen førte til en ny økonomisk krise, der formentlig kunne have været undgået, hvis finansmarkedet var forblevet under statslig regulering og kontrol.

De fleste regeringer svarer nu igen med en nyliberalistisk medicin med statslige besparelser, der reducerer den økonomiske aktivitet og efterspøgslen, og som skaber stor arbejdsløshed og fattigdom.  Med den fremherskende sparepolitik tegner krisen til at blive både langvarig og dyb.

Før og efter valget
Før valget fremlagde S og SF fair løsning, der byggede på, at vi ikke skal spare os ud af - eller snarere dybere ned i – krisen, men at vi, bl.a. gennem kickstart, skulle arbejde os ud af krisen. Det var inspireret af den engelske økonom Keynes, der allerede under 30’ernes krise anbefalede, at staten øgede efterspørgslen i samfundet. Tanken i fair løsning var også, at Danmark skulle konkurrere på innovation og udbygge styrkepositioner bl.a. på energi- og miljøløsninger, bioteknologi og velfærdsteknologi samt satse på en massiv uddannelsesindsats. Danmark skulle ikke konkurrere på lavere lønninger.  

Venstrefløjen vandt ikke valget. Lars Løkke tabte. Det medførte, at mange af de valgløfter, der ellers var givet, ikke kunne gennemføres. Regeringsgrundlaget blev til gennem en hermetisk lukket proces. Arbejderbevægelsen skulle have iværksat en åben dialog omkring regeringsgrundlaget og den politiske situation. Herved kunne arbejderbevægelsen have udviklet en strategi for, hvordan vi kan udvikle den politiske situation, så der skabes grundlag for en rød politik. Der er nu mere end nogensinde brug for en sådan debat og strategi. 

Efter valget har S og SF i regeringen tilsluttet sig en økonomisk politik, der fokuserer på at øge arbejdsudbuddet. Det er strategien i regeringens såkaldte 2020-plan, hvor der forventes en betydelig udvidelse af arbejdsudbuddet. Det var forventningen, at skattereformens skattelettelser vil øge arbejdsudbuddet, og ifm. de berammede trepartsforhandlinger var det regeringens oplæg at sløjfe helligdage.

De økonomiske vismænd har forklaret, at formålet med at øge arbejdsudbuddet er at øge arbejdsløsheden. Den forøgede arbejdsløshed skal trykke lønningerne. Ved lavere lønninger skulle konkurrencevenen blive forbedret. At lavere lønninger også betyder mindre efterspørgsel indgår ikke i overvejelserne, ligesom der ikke er nogen garanti for, at virksomhederne reducerer priserne frem for at øge deres overskud, hvilket virksomhedsejerne ser som det vigtigste formål for virksomheden.

På initiativ af regeringen har Danmark tilsluttet sig EU’s Finanspagt, der netop bygger på den tyske forbundskansler Angela Merkels filosofi om, at EU-landene skal spare sig igennem krisen. Sparepolitikken har ført hele eurozonen ud i recession, og i Sydeuropa tegner der sig sociale katastrofer, hvor sparepolitikken har medført voldsom fattigdom og stor arbejdsløshed. Det har ført til en markant negativ vækst, der samtidig øger statsunderskuddet. EU tvinger regeringerne til i en ond cirkel at gennemføre nye besparelser, der i kraft af minusvækst fører til nye underskud.

Flere debattører, bl.a. forfatteren Lars Olsen, har peget på, at vælgerne har svært ved at identificere sig med den politik, S og SF har ført i regeringen. Spørgsmålet er, om ikke et stort flertal i Socialdemokratiets og SF’s Folketingsgrupper i virkeligheden ønsker et politisk sporskifte? 

Har vi råd?
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har påvist, at opsparingen i samfundet øges voldsomt. Siden 2009 har den private opsparing oversteget investeringerne med 500 mia. kr. Det svarer til over 25 % af BNP. Problemet med denne overopsparing er, at den hverken bidrager til investeringer eller til efterspørgsel, der kan sætte gang i økonomien. Det er ikke penge, der mangler, men mekanismer, der kan få pengene ud af banken og ind i efterspørgsel og investeringer. I en situation, hvor Danmark har et solidt overskud på betalingsbalancen, er der et kæmpe råderum for at øge den økonomiske aktivitet.

Det er den økonomiske og sociale utryghed, der medfører, at folk sparer mere op, så de har noget at stå imod med, hvis de rammes af arbejdsløshed. Den forringede efterløn og dagpengeperiode bidrager til utrygheden. Men også virksomhederne, der har svært ved at se afsætningsmuligheder, sparer op i stedet for at investere.

Når forbrugerne og virksomhederne ikke af egen drift aktiverer overopsparingen, er det kun staten, der kan gøre det.

Nøglen til at komme ud af krisen ligger i at aktivere en betydelig del af overopsparingen i grønne investeringer og nye jobs.

Det kan ske ved at udbygge beskatningen af de rigeste, der har den største opsparingstilbøjelighed. Når de rigeste betaler mere i skat, vil de i vid udstrækning tage pengene fra deres opsparing og ikke fra deres forbrug.

Staten bør bruge provenuet til en social omfordeling til fordel de fattigste, der bruger hver en ekstra krone, de får. Oplagt med en forlængelse af dagpengeperioden. Og provenuet skal især anvendes til en grøn investeringsplan. Herigennem kan staten skabe - en fuldt finansieret (!) – kickstart med øget økonomiske aktivitet og beskæftigelse. Det vil give flere skatteindtægter, besparelser på dagpengene og dermed et overskud, der kan bruges på bedre velfærd og betaling af gæld.

Desværre følger regeringen ikke dette koncept. I stedet har regeringen sammen med Enhedslisten lavet en finanslov for 2013, der ikke for alvor løser dagpengeproblemet, og som reelt skaber minusvækst i den offentlige sektor. Det vil føre til velfærdsforringelser og omfattende fyringer af offentligt ansatte. Hertil kommer, at det offentlige ikke sparer ret meget, når offentligt ansatte bliver fyret. Ganske vist spares lønudgiften, men i stedet kommer der udgifter til understøttelse. Desuden opnår det offentlige færre skatteindtægter. Som en tommelfingerregel skal der fyres 3 i det offentlige, før der opnås et provenu, der svarer til den sparede lønudgift for en person.

Finansloven øger kun i meget begrænset omfang de offentlige investeringer. Muligheden for en kickstart, der virkelig kunne reducere arbejdsløsheden, udnyttes ikke.

Konkurrenceevne
Angiveligt for at forbedre Danmarks konkurrenceevne ønsker Venstre, at det danske skatteniveau skal reduceres til det svenske, og at det danske lønniveau skal reduceres til det tyske. Venstre mangler dog at gøre rede for en række mellemregninger: Hvilke velfærdsnedskæringer skal finansiere skattelettelserne? Hvor mange offentlige ansatte skal fyres, og hvor meget skal arbejdsløsheden i den forbindelse forøges?

Hvor meget skal den danske købekraft og efterspørgsel reduceres gennem lavere lønninger, og hvor stor vil den resulterende negative vækst og forøgelse af arbejdsløsheden blive?

Gennem hvilke mekanismer vil Venstre garantere, at lavere lønninger ikke blot fører til større fortjeneste for virksomhedsejerne, men til lavere priser?

Venstre ser bort fra, at virksomheder slet ikke producerer for at optimere konkurrenceevne, men for at opnå størst mulig fortjeneste til ejerne.

I et perfekt marked - med fuld gennemsigtighed og fuldstændig konkurrence – opnår virksomhederne kun en gennemsnitlig – lav – fortjeneste. Men virksomhederne søger bestemt ikke en lav fortjeneste, men tværtimod den størst mulige fortjeneste. Derfor søger virksomhederne – gennem fusioner, karteller, ulovlige prisaftaler – at begrænse konkurrencen og dermed gøre markedet imperfekt. Herved kan de opnå en langt større fortjeneste. Derfor vil lønnedgang primært bidrage til en omfordeling fra lønmodtagerne til virksomhedsejerne. En række undersøgelser dokumenterer da også, at prisniveauet i Danmark på grund af utilstrækkelig konkurrence og for svag offentlig regulering er – unødigt - højere end i sammenlignelige lande.

Da virksomhederne i deres profitmaksimering har alle tænkelige incitamenter til at forhindre, at markedet fungerer perfekt, kan markedet kun bevæge sig i retning af det perfekte marked, hvis markedet og herunder prisfastsættelsen er underlagt en omfattende og velgennemtænkt offentlig regulering. Fuld konkurrence i et perfekt marked handler ikke om konkurrence på dårlige arbejdsforhold eller ringe miljøstandarder. Konkurrencen skal sikre, at alle tendenser til overnormale fortjenester elimineres.

Det er naturligvis vigtigt for danske lønmodtagere og for det danske samfund, at Danmark har en passende konkurrenceevne, der på sigt kan sikre fuld beskæftigelse.

I den forbindelse er det påfaldende, at den danske valutakurs slet ikke indgår i den offentlige debat om konkurrenceevnen. Professor i nationaløkonomi, Jesper Jespersen, har dokumenteret, at den danske krone – i kraft af den fastkurspolitik, Schlüter indførte i 1982 – vægtet efter samhandelspartere er revalueret med over 30 %. Det vil sige, at den danske konkurrencevene er blevet forringet med mere end 30 %!  Derimod har Sverige haft store fordele af en fleksibel valutakurs, som i øvrigt ikke har medført nævneværdig inflation.

Konkurrenceevnen er naturligvis også afhængig af omkostningerne ved produktionen. Det kan derfor godt være fornuftigt at sikre en lønudvikling, der matcher en hensigtsmæssig konkurrenceevne. Men en sådan lønudvikling må være et led i en samlet fordelingspolitik, der omfatter alle indkomster, og som bl.a. sikrer, at virksomhederne ikke tiltager sig unødvendigt store avancer. Og fastlæggelsen af valutakurspolitikken må også indgå i en samlet politik for sikring af konkurrenceevnen.

En grøn investeringsplan med pensionskasseinvesteringer
En grøn investeringsplan vil skabe mange nye jobs i den private sektor. Pensionskasserne skal investere samfundsnyttigt, og netop nu er et samarbejde med pensionskasserne og staten om grønne investeringer på vej. Dette kan også ske gennem partnerskaber mellem staten, pensionskasserne, innovative dele af erhvervslivet, forskningsinstitutioner og fagbevægelsen. Grønne investeringer i Danmark vil øge beskæftigelsen og give staten et betragteligt provenu. Staten kan anvende en lille del af dette provenu til at garantere en passende forrentning af pensionsmidlerne, så pensionskasserne fortsat sikrer deres medlemmers pension ud i fremtiden.

Mange små og mellemstore virksomheder har svært ved at opnå den nødvendige kredit. For at undgå nye finanskriser skal finansmarkedet underlægges statslig regulering, så staten sikrer, at der formidles investeringer til erhvervslivet. En ny statsbank – evt. i samarbejde med ATP eller Lønmodtagernes Dyrtidsfond – som er fri af spekulationsbobler kan også formidle den nødvendige kapital til relevante investeringer. Der kan indføres en lov, der pålægger pensionskasser at investere f.eks. 5 % af deres formue i en statsbank.

Erhvervspolitik
En række virksomheder, der producerer med fortjeneste i Danmark, flytter produktionen til andre lande for at opnå en endnu større fortjeneste. Her kunne et nyt partnerskab mellem staten og pensionskasserne i dialog med de ansatte på virksomhederne gå ind og opkøbe sådanne virksomheder, så produktionen forbliver i Danmark.

En erhvervspolitik, hvor staten på bestemte betingelser støtter små og mellemstore virksomheder bidrager til beskæftigelsen og sikrer, at dominerende virksomheder får konkurrence, så de ikke opnår unødig store fortjenester. Betingelserne kan vedrøre sociale klausuler med praktikpladser, obligatorisk anvendelse af danske overenskomster og forpligtigelse til at opretholde produktionen i Danmark. I forhold til det såkaldte udkants Danmark skal der ydes støtte til andelsforetagender og lokal produktion

Overordnet er der brug for en nye erhvervsudviklingsstrategi, der bygger på offentligt/private partnerskab med inddragelse af pensionskasser i en finansieringsfunktion. Herigennem kan vi udnytte det danske samfunds bl.a. vidensbaserede styrkepositioner, bl.a. inden for miljø, energi, bio- og velfærdsteknologi. Det gælder etablering af nye virksomheder, men også eksisterende virksomheder kan indgå i disse partnerskaber. Den offentlige indflydelse skal dels sikre, at produktionen fastholdes i Danmark, dels at virksomhedernes økonomiske forhold er gennemsigtige, så de betaler den lovpligtige skat. Herudover kan der etableres medarbejderindflydelse, der både kan udvikle et frugtbart arbejdsmiljø og sikre, at de ansattes kompetencer beriger virksomheden.

På sigt kan et sådant offentligt/privat partnerskab inddrage en betydelig del af erhvervslivet, og det kan pege frem imod såvel økonomisk demokrati som demokrati på arbejdspladsen. 

Ved udflytning af virksomheder til udlandes skal virksomhederne i princippet yde en erstaning til staten i forhold til de investeringer, staten har ydet, og som virksomheden har nydt godt af. (f. eks uddannelse og indfrastruktur). Dette kunne udbygges med, at virksomheden også skal kompense-re det samfumdsøkonomiske tab, der opstår ved udflytningen, f.eks. arbejdsløshedsunderstøttelse.

Kapitalfonde og multinationale selskaber opkøber store dele af erhvervslivet og placerer overskud i skattely. Det skal ved handel med virksomheder sikres, at offentligt og private partnerskaber får mulighed for at overtage sådanne virksomheder.

Ifølge forskningsnetværket Tax Justice Network er der globalt ophobet mindst 21.000 milliarder dollars i skattely. Det svarer til summen af USA’s og Japans årlige BNP.

I Danmark er der multinationale selskaber, der i 20 år i træk – angiveligt – ikke har haft noget overskud. Multinationale selskaber, der forsøger at unddrage sig beskatning, skal i et vist omfang beskattes af et beregnet overskud.

På sigt bør alle virksomheders dispositioner være offentlige tilgængelige, så de virkelige overskud ved produktionen i et givent land kan identificeres og beskattes. De ansatte i virksomhederne skal have en tilsvarende indsigt i virksomhedens forhold. Denne gennemsigtighed er også en forudsætning for at markedet bevæger sig i retning af det perfekte marked.

Arbejdsmarkedet
Der skal gennemføres lovgivning, der sikrer, at ingen må udføre arbejde i Danmark til en løn lavere end de mindstebetalinger/lønninger, som DA og LO har indskrevet i deres overenskomster, og at overenskomsterne geemrelt skal følges. Fagbeveægelsen skal have fri adgang til at kontrollere, at alle virksomheder overholder overenskomsterne.

Udover den offentlige støtte til etableringen af praktikpladser skal der etableres en arbejdsgiver-finansieret fond, der yder støtte til virksomheder, der opretter praktikpladser. Støtten – og dermed arbejdsgiverbidraget – fastsættes til det niveau, der sikrer, at det samlede behov for praktikpladser opfyldes.

Gennem medarbejdetindflydelse på arbejdets tilrettelæggelse minimeres dårligt arbejdsmiljø, stress og sygefravær, hvilket vil give store samfundsmæssige gevinster.

Social lighed
Det fremgår af menneskerettighederne at alle mennesker er født lige og frie. Alle mennesker er således ligeværdige. Den langsigtede vision må derfor være, at alle mennesker har de samme gode økonomiske og sociale forhold. På længere sigt må vi derfor arbejde på at mindske uligheden i verden og i samfundet. I de sidste 10 år uligheden blevet større i Danmark. Fremover må vi gennem fordelings- og skattepolitikken mindske uligheden.

Grænser for materiel vækst
På grund af klodens begrænsede ressourcer kan den økonomiske vækst, der allerede har anrettet store skader på miljø og naturgrundlaget, ikke fortsætte i al evighed. Rige lande som Danmark skal indstille sig på en balance, hvor vi på grundlag af fuld beskæftigelse, et solidt velfærdssamfund og en høj grad af social og økonomisk lighed prioriterer andre værdier end økonomisk vækst. Historisk er der heldigvis sket en reduktion af arbejdstiden fra typisk 60 timer om ugen til 37 timer i dag. Når borgerne har opnået et vist velstandsniveau, prioriterer de øget frihed højere end øget materielt forbrug. Den produktivitetsstigning, der i generationer har fordoblet BNP på 35 år, kan – i stedet for at skabe uhæmmet økonomisk vækst - i et samfund med høj grad af social lighed anvendes til at reducere arbejdstiden til fordel for større livskvalitet.

Globalisering – af kapital eller velfærd? 
Den såkaldte globalisering handler i virkeligheden om, at industriproduktion, der i Europa har fundet sted under tålelige sociale omstændigheder, med rimelige lønninger og arbejdsforhold, hvor produktionen bidrog til udviklingen af velfærdsamfund, i høj grad er blevet udfaset til fordel for industriproduktion i bl.a. Asien, hvor den i mange tilfælde finder sted under miserable løn, arbejds- og miljøforhold. Markedsmekanismen, der bygger på, at det billigste produkt vinder frem, medfører, at varer, der er produceret i velfærdssamfund under bæredygtige sociale forhold fortrænges af varer, der produceres under miserable forhold. I sidste ende truer dette med at fortrænge velfærdssamfund til fordel for en rå kapitalisme.

Derfor må vi på sigt stille betingelser om, at varer, der skal omsættes på vort marked, skal opfylde sociale standarder, der vedrører de vilkår, varerne er produceret under. Jo flere lande – gerne på tværs af kontinenter – der kan samarbejde om sådanne betingelser, jo stærkere vil disse standarder slå igennem. Det vil tilskynde producenterne, der i dag producerer på sociale discount vilkår, til at forbedre de sociale vilkår. Det kan danne grundlag for en alternativ globalisering, hvor det er gode sociale forhold, et bedre miljø og velfærdssamfund, der bliver globaliseret. Franske økonomer med tilknytning til den socialistiske præsident Hollande har på EU-niveau stillet forslag om, at varer, der er produceret uden for EU, men ikke på sociale og miljømæssigt bæredygtige vilkår, skal bekægges med en afgift.

Det første skridt i en sådan alternativ globalisering må være at indføre en Tobin-skat på finansielle transaktioner, der samtidig kan modvirke uproduktiv og destabiliserende spekulation. På sigt er der brug for en genindførelse af den statslige kontrol med kapitalbevægelser, der blev afviklet under den nyliberalistiske bølge i 1980’erne og 90’erne.

De ukontrollerede kapitalbevægelser anvendes bl.a. til omfattende spekulationer ifm. salg af fødevarer, hvor de samme fødevarer handles mange gange, og hvor det endelige udbud af fødevarer fastlægges for i spekulationsøjemed at opnå højest mulige priser og dermed fortjenester. Dette kunne imødegås ved, at staten – evt. i samarbejde med kooperationen – oprettede et statsligt engroesselskab, der indkøbte bl.a. fødevarer direkte hos producenterne og solgte dem direkte videre til detailhandelen – uden fordyrende spekulationsgevinster.

Den finansielle sektor
Bankerne er ”samfundets olie” – de er med til at få hele samfundet til at hænge sammen med millioner af transaktioner hver dag mellem mennesker, som har behov for at betale eller modtage penge.

Bankerne er sat i verden for at facilitere og understøtte realøkonomien ved at tage mod indlån, som kanaliseres videre til virksomheder, der igen skaber vækst og arbejdspladser eller privatpersoner, som har behov for at købe større investeringer så som køb af hus.

Lige nu har bankerne, analytikere og ratingbureauer mere end tidligere fokus på højt afkast og undskylder højre renter og gebyrer med ”krav til funding - kapital”. 

Før 1986 (kartoffelkuren) var investering i en bank en sikker investering på linje med investering i statsobligationer. Før denne tid, var der ikke så megen fokus på afkast. Hvis banken kunne give et afkast på 5-7 %, ville det være en flot investering. Hvis bankerne igen blev så solide og ikke blev en spekulationsforretning, ville investeringsafkast på 5-7 % være et rimeligt afkast.

Det var jo netop den enøjede jagt på den høje egenkapitalforrentning, der drev os frem mod krisen i 2008. Vi risikerer med denne holdning at underminere den finansielle sektor. Det kan være stærkt skadeligt for beskæftigelsen i sektoren og endnu mere alvorligt kan det blive direkte katastrofalt for samfundet som helhed, fordi det ødelægger grundlaget for den realøkonomiske vækst.

Vi må se på de udfordringer sektoren står over for. Det skal være mere synligt, hvad ”real banking” betyder for samfundet. Det er vigtigt, at den regulering, der stadig skal udvikles, understøtter muligheden for at drive bank – rigtig bank. Hvis skruen strammes for meget, risikerer vi at kvæle den almindelige banksektor, men det må være muligt at forebygge, at investeringsbankaktiviteter kan påføre den almindelige bank tab. En mulighed for at minimere denne risiko kunne være en opdeling af almindelig bankforretning med investeringsforretning, så staten kun garanterer for banker og investeringsbanker må ”klare sig selv” og ikke udgøre en risiko for staten og samfundet som helhed.

Det er vigtigt, at vi hurtigst muligt for bankerne sikret til langsigtet polstring. Lige nu har mange sydeuropæiske lande valgt at lægge deres investeringer i Danmark, da de betragter de danske banker og danske obligationer som sikre investeringsobjekter. Derfor har vi i Danmark for tiden en meget lav rente, da efterspørgslen efter obligationer og indskud er meget høj. Hvad sker der med renten, når de sydeuropæiske lande igen bliver stabiliseret og trækker alle deres midler tilbage?

Det har til alle tider været kendt, at ”penge/værdier giver magt”. Der er brug for, at enkeltpersoner eller virksomheders investering i en enkelt bank ikke bliver så stor, at de ikke udgør en magtfaktor for bankens beslutningsgrundlag. Der er behov for at lovgive omkring maksimum ejerskab af en enkelt bank. Det er ikke hensigtsmæssigt, at en enkelt investor ejer op til 30-40 % af en stor bank med dertilhørende presserende indflydelse.

Der er også behov for større medarbejderindflydelse ved større andel af medarbejder valgte bestyrelsesmedlemmer i bankens bestyrelser. Det er medarbejderne, som har den daglige gang i banken og dermed indsigt i forretningerne. Her er der også et behov for, at der efter Den Danske Model arbejdes i fagforbundet på at finde en løsning, hvor der er større krav om medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen. De medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer skal have den fornødne uddannelse til at bestride disse poster betalt af banken. Et større medejerskab (ingen store aktionærer og bredere aktionærskare) samt større medarbejderrepræsentation i bestyrelsen skaber mere demokrati og sikre, at der ikke er store enkelt aktionærer, multinationale selskaber eller bykonger, som spiller ”matador” med bankens penge.

Endvidere bør der ses på revisorernes ansvar. Der bør stilles krav til revisorer, at de giver et retvisende billede af bankens regnskab og balance. Er der sammenhæng i bankens opgjorte værdier og den reelle værdi. Bør der stilles krav om stikprøve kontrol og vurdering fra uafhængige ejendomsmæglere og vurderingsinstitutter? Eller bør denne kontrol strammes fra finanstilsynet? Måske kunne det være et krav, at en bank ikke må bruge samme revisionsselskab 2 år i træk?

Vi bør arbejde på en model for indførelse af tobin-skatten i Danmark. Formålet med skatten er, at mindske incitamentet til kortsigtet valuta-/og kurs spekulation og derigennem at skabe mere stabile finansielle markeder. Den rendyrkede spekulation med en meget kortsigtet profitjagt som eneste formål må stoppe. Tobin-skatten skal gennemføres med vores europæiske partnere. I USA – Obama administrationen – har de tænkt de samme tanker, og derfor skal der være en dialog over Atlanten også! Indførslen af denne Tobin skat, også kaldte ”Robin Hood-skat” skal sikre, at den ensidige profitjagt med oppumpede kurser og overophede finansielle markeder stoppes, hvor pris/kurs er uden relation til en egentlig produktivitets fremgang, men alene baseret på spekulation. Beskatning af finansielle transaktioner udgør kun en del af bestræbelserne på, at afbøde årsager til evt. kommende finanskriser/bobler igen. Regulering af de finansielle markeder er en nødvendighed til gavn og glæde for økonomien nu og fremover! Vækst skal sikres ved produktivitetsfremgang og ikke ved iskold rendyrket spekulation. Danmark har mange gange tidligere gået forrest i indførelse af nye reformer og her er det ikke nødvendigt, at de øvrige Europæiske lande skal være med i ordningen. I England er finansmarkedet ikke gået tilbage ved indførelse af skat på finansielle transaktioner. 

Påstand om, at indførelse af Tobin-skat også vil gå ud over vores egne pensionsordninger vil ikke udgøre den store risiko. Man må gå ud fra, at vores pensionsmidler investeres i virksomheder, som man omhyggeligt har analyseret og vurderet som gode investeringsmuligheder, som er langsigtet gode for pensionsopsparingen og til gavn for den virksomhed, som der investeres i. En virksomhed har ikke gavn af, at deres aktier bliver købt om formiddagen og solgt igen om eftermiddagen – det skaber ikke vækst og arbejdspladser til virksomheden.

Forbud mod smarte ikke samfundsgavnlige forretninger – Shotselling, derivater, optioner m.v. Hele denne jungle bør gennemgås nøje hurtigst muligt. Såfremt en virksomhed flytter de spekulative finansielle transaktioner til udlandet, skal de beskattes på samme vilkår, som var de foretaget fra Danmark.

Der bør også oprettes en whiselblow ordning til finanstilsynet – og den skal selvfølgelig være anonym, så ansatte trygt kan melde uhensigtsmæssigheder.

Alle øvrige finansielle transaktioner og låneydelser skal være formidlet af bank eller et godkendt finansieringsinstitut og være under samme stramme regler som banker under finanstilsynet. Det være sig diverse selskaber som ”Toyotalån”, Ekspres bank, GE Moneybank m.v. En hvilken som helst låneydelse kan kun bevilges, hvis kundens rådighedsbeløb er beregnet og gældfaktoren (hvor meget lån i forhold til indkomst) skal være tilfredsstillende og dokumenteres. Vi skal så vidt muligt undgå ”gældsfælden/luksusfælden” for borgere, som ikke har økonomisk overblik og indsigt. Disse selskaber skal underlægges samme kreditkrav som banker med krav om kreditoplysninger og indlevering af økonomiske oplysninger. SMS-lånene og andre hurtige lån skal helt forbydes.

Den offentlige sektor som redskab for krise løsning
Virksomhederne investerer ikke, men sparer op, ligesom forbrugerne gør det. Skal vi ud af dødvandet, må den offentlige sektor være motor.

I modsætning til markedet, hvor det er vanskeligt for den enkelte forbruger at gennemskue de afledte – f.eks. miljømæssige – konsekvenser af sine valg, sikrer demokratiet, at de beslutninger, der træffes i det offentlige har en højere grad af gennemsigtighed. Det var netop den manglende gennemsigtighed på finansmarkedet, der affødte den nuværende krise. Markedets uigennemsigtighed er en systemfejl.

Den private virksomhed ser primært på ”bundlinjen”. Den kan flage ud – uden at bekymre sig om de afledte samfundsøkonomiske konsekvenser, f.eks. i form af arbejdsløshed. Det offentlige kan anlægge en helhedsvurdering af, hvad der samlet set er bedst for samfundet.

Gennem politiske beslutninger kan offentliges aktiviteter også underlægges vilkår, der forhindrer social dumpning og bidrager til grøn omstilling.

Men det offentlige bør i højere grad bruge medarbejdernes kritiske og kreative viden, erfaring og evner til innovationer. De projekter, der udvikles, kan sælges. Det kunne f.eks. dreje sig om IT-projekter, konsulent-virksomhed og patenter udviklet i offentlig regi.

En bedre inddragelse af de ansattes kompetencer lægger op til en omfattende demokratisering af den offentlige sektor. Ansatte skal fokusere på deres kerneområder, og den centraliserede kontrol, der er indført igennem de sidste mange år, skal fjernes. Det er også vigtigt at inddrage brugerne og i nogle tilfælde pårørende i udviklingen af den offentlige sektor, så denne kommer til at indgå i et frugtbart samspil med civilsamfundet.

Ansatte og brugere af den offentlige sektor skal gå i dialog om hvilke opgaver, der skal løses, hvordan det gøres og hvem der gør det.

Den offentlige sektor skal være mindre hierarkisk og flad, med meget færre ledelseslag. Der skal indføres en generel whistleblower ordning for offentligt ansatte, så disse kan afsløre eventuelle uregelmæssigheder. Der skal udvikles en tillidskultur og gøres op med den omfattende kontrol-kultur ud fra devisen, at kontrol er godt, men tillid er bedre.

Udnyt det offentliges potentialer
Begrænsninger for den offentlige sektor bør fjernes, så alle potentialerne kan anvendes. Den offentlige sektor skal ikke kun være en service sektor. Der bør ses på kommunalfuldmagten, så det bliver tilladt for kommuner fremover at producere. Her drejer det sig først og fremmest om produktion, som ikke i forvejen finder sted i Danmark. Men der kan også være tilfælde, hvor det offentlige ud fra strengt kostægte priser, kan producere billigere end private virksomheder, der ud over andre produktionsomkostninger også indregner sig en -  ofte høj - avance. Offentlig produktion kræver ingen avance, men skal ”hvile i sig selv”. Indenfor en række brancher er avanceniveauet markant højerene end i sammenlignelige lande og brancher. Her kan offentlig produktion bidrage til at øge konkurrencen og dermed tvinge private virkosmheder til at nedsætte et for højt avanceniveau.

Processen med liberalisering af den offentlige sektor skal rulles tilbage. Hvorfor skal den offentlige sektor styres af bestyrelser med repræsentanter fra det private? Hvorfor skal det ikke være fuld parlamentarisk og demokratisk kontrol med den offentlige sektor – suppleret med en stærk medarbejderrepræsentation.

Samfundet har mistet store værdier ved salg af f.eks TDC og Kommunedata. Værdier, som er høstet af kapitalfonde.

Regler om at en eller anden tilfældig procentdel af offentlig virksomhed skal udliciteringeres, skal fjernes. I tilfælde af udlicitering skal de private virksomheder ogfylde sociale klausuler, bl..a ved.oprettelse af praktikpladser og ved at garantere danske overenskomster.

Mere demokrati
I dag stopper demokratiet ved virksomhedsdøren. Vi må arbejde for at styrke medarbejdernes rettigheder og muligheder. Det kan bl.a. ske ved at indføre større åbenhed omkring virksomhedernes økonomi, hvor både de ansatte og offentligheden har indsigt i de økonomiske forhold og kan påvirke dem. Her skal fagbevægelsen spille en væsentlig rolle.

Intet demokratisk organ har noget steds besluttet, at der skulle indføres en økonomisk krise. Demokratiet skal udbygges, så det også omfatter økonomien, der er helt fundamental for den enkeltes livssituation. Den engelske premierminister under 2. verdenskrig, Churchill, sagde, at krig er for alvorlig til at overlade til generaler. Tilsvarende kan man sige, at økonomi er for alvorligt til, at man kan overlade den til banker. 

Det er afgørende, at en rød-grøn regering derfor forpligter sig til at styrke og udbygge demokratiet på mange planer:

Demokratiet i partierne og organisationerne er vigtigt, fordi det afspejler og danner grundlaget for, hvordan man vil arbejde som organisation udadtil og i forhold til fx NGOer og andre organisationer. Medlemmerne skal tages alvorligt, og deres kompetencer og ressourcer skal inddrages i politikudviklingen og i udviklingen af konkrete svar på konkrete udfordringer. Det er gennem den måde partierne arbejder på, de udvikler den demokratimodel, de vil stå for på lokalt, nationalt og europæisk niveau.

Respekt for vælgerne: Vi forventer, at vores politikere har respekt for vores og de øvrige vælgeres viden og forståelse af de politiske udfordringer og løsningsmulighederne. Vi forventer, at vores politikere ikke benytter sig af ”new-speech” eller andre såkaldte spin-metoder overfor os.  Vi forventer, at vores politikere anser os vælgere for at være lige så begavede, som de selv. Hvis der skal spares eller skæres ned, vil vi ikke acceptere at få tingene pakket ind som sejre eller landvindinger.

Vi forventer, at vores politikere vil arbejde for at styrke demokratiet nationalt, så alle borgere sikres integritet og magt over eget liv. Det skal ikke være reserveret for mennesker, der kan klare sig selv, at kunne bestemme hvem, de vil bo sammen med, eller hvad de vil bruge deres frie tid til. Overførselsindkomster i Danmark er en rettighed – ikke en almisse, som man skal ydmyge eller fornedre sig for at være berettiget til. Gennem kontrol og krav til fx ledige, nedslider man deres selvrespekt og starter klientgørelsen. Vi ønsker man i stedet igangsætter en positiv udvikling, hvor man gennem empowerment sikrer at disse mennesker bevarer og udvikler magten over deres liv.

Mange i EU oplever, at de er gidsler for en økonomisk politik, de aldrig har godkendt, men som de skal betale regningen for. For øjeblikket oplever millioner af europæiske borgere, at det politiske system spiller fallit i forhold til job og økonomi. I Italien valgte man sågar at sætte en teknokrat ind, for at styre landets økonomi. Men det er en katastrofe for demokratiet, at lade mennesker blive desperate fordi de ikke kan få job og løn og dernæst tage stemmeseddelen fra dem og indsætte en ”stærk mand”. Resultatet ser vi da også i form af et boost til de højreradikale og racistiske bevægelser og partier i Europa. Vi forventer, at vores politikere vil sikre at økonomien fungerer i overensstemmelse med de intentioner om beskæftigelse og velfærd, som deles af det store flertal i befolkningen. Også når det gælder Euroen og den økonomiske logik, der her er trukket ned over hovedet på millioner af europæiske vælgere.

Der er i den grad brug for en åben debat om hvordan vi udvikler et europæisk samarbejde, der er rodfæstet i demokratiske processer.

Midtvejsvalget – Kommunevalg november 2013
Desværre tegner den politiske situation ikke lyst for det forestående kommunevalg, hvor de borgerlige kan vinde flertallet i mange nye kommuner. Derfor er det vigtigt, at vi allerede nu forbereder en politisk fornyelse, der kan vinde opbakning i befolkningen, så arbejderbevægelsen kan vinde kommunevalget.

Brug den offentlige sektor offensivt
I en situation med høj arbejdsløshed er det hovedløst at fyre i det offentlige. Da de fyrede skal have understøttelse og betaler mindre i skat, sparer det offentlige ikke meget gennem fyringer. Omvendt koster et ikke ret meget, at ansætte arbejdsløse i det offentlige. De statslige institutioner, kommunerne og regionerne skal have økonomiske rammer, så de kan fastholde medarbejderstaben og på en række områder udvide den og skabe bedre velfærd.

Kommunerne kan i høj grad bidrage til at øge den økonomiske aktivitet i samfundet og dermed øge beskæftigelsen. Det forudsætter, at kommunerne fremover gennem kommuneaftalerne får bedre økonomiske rammer, f.eks. med en real vækst på 2 %. Kommunerne bør også have friere rammer til selv at fastætte indkomst- og ejendomsbeskatningen.

28/10 2012 havde 4 københavnske borgmestre fra hhv. S, SF. EL og de radikale et fremragende indlæg i Politiken med overskriften: ”Stigende ulighed er et enormt samfundsproblem”. Det fremgår af indlægget, at Københavns Kommune vil bruge mere end 1 mia. kr. på at modvirke uligheden.

Frank Jensen har efterfølgende opfordret regeringen til at udvikle en national handlingsplan for bekæmpelse af fattigdom.

Hvis arbejderbevægelsen skal vinde kommunevalget i 2013 – som oplæg til en valgsejr ved næste Folketingsvalg - er der brug for, at arbejderpartierne i alle kommuner markerer en klar social profil, udnytter alle muligheder for at forbedre de sociale forhold og markerer sine sociale holdninger i den offentlige debat.

Gerne på en måde, så det kan smitte af på regeringens politik. Det kan føre til et politisk sporskifte, hvor befolkningen klart kan se, hvad det er, arbejderbevægelsen vil, og at arbejderbevægelsen allerede nu sætter sig stærkere igennem ift. den politik, der praktiseres på Christiansborg.

De mange aktive borgere i skolebestyrelser, ældreråd mv. – velfærdssamfundets kernetropper - kan sammen med andre engagerede borgere inviteres til at deltage i kommunale netværk, der både ift. kommunevalget og Christiansborg lægger og til en klar progressiv politik. Bl.a. med stop for nedskæringer og fyringer samt bedre økonomiske rammer for kommunerne og mere kommunal selvbestemmelse. Lokalt kan det være oplagt at inddrage de offentligt ansattes fagforeninger og generelt er det vigtigt at inddrage fagbevægelsen. I København har fagbevægelsen med LO-Storkøbenhavn i spidsen været drivende i at etablere et samarbejde mellem arbejderpartierne op til kommunevalg. Også andre steder kan fagbevægelsen spille en nøglerolle i denne sammenhæng.

Et nyt flertal
En styrkelse af arbejderbevægelsen ved kommunevalget peger frem mod det næste folketingsvalg, hvor målet er et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Det forudsætter et langt sejt træk og en debat om, hvordan vi får skabt det fornødne politiske opbrud. Det er hensigten med dette oplæg at stimulere og bidrage til denne debat.

Hvordan kommer vi videre?
Det er vort håb, at vi med en åben konstruktiv systemkritisk debat kan samle større tilslutning i befolkningen og gøre sammenholdet stærkere. Vi vil et bedre og stærkere Danmark nu!

Brug dette debatoplæg i dialog med dine arbejdskollegaer, familiemedlemmer og venner – bring budskaberne videre og skab større politisk engagement, så det ikke kun er tabloid avisernes overskrifter, som skaber debatten.

Vi håber I alle få nogle gode fornøjelige drøftelser og dag for dag kan se fremskridt og vi skal arbejde sammen for at nå målet.