Vi skulle nødig falde om kuld på grund af en sms … heller ikke selvom den kommer fra Bjarne Corydon!
Af Bendicte Toftegård

Offentliggjort: 15. februar 2013

37 tillidsfolk fra HK-privat i København skrev et indlæg, der blev optaget i Politiken 30. december 2012 med titlen: ” Regeringens indgreb truer velfærden”. Artiklen var formuleret som et åbent brev med følgende spørgsmål til Bjarne Corydon: Er det virkelig fornuftigt at lave nedskæringer for fleksjobbere og arbejdsløse, kræve løntilbageholdenhed og længere arbejdstid for lønmodtagerne? Ja endog at tilsidesætte almindelige forhandlingsregler samtidig med, at Danmark har et trecifret milliardoverskud på samhandlen med udlandet?  Hovedbudskabet var og er, at konkurrenceevne er andet end løn, og at utryghed på jobbet, angst for arbejdsløshed og frygt for ikke at kunne holde til pensionsalderen har fået den almindelige lønmodtager til at holde på pengene.

Bjarne Corydon har aldrig svaret offentligt på henvendelsen. Men han gæstede et sektorbestyrelsesmøde i HK Privat den 22. januar. Fem af underskriverne deltog på mødet. Selv sidder jeg ikke i sektorbestyrelsen, så mine informationer herfra er på anden hånd.  Den gode Corydon opfattede indlægget som illoyalt over for regeringen og gjorde klart, at vi godt kunne glemme alt om at pille ved dagpengereformen, for det ville De Radikale ikke. Han trak dog i land i forhold til udtalelser om, at lønningerne i industrien skulle ned på tysk niveau og indrømmede, at det nok var bedst at lade ’den danske model’ råde.

Nu er HK Privats sektorbestyrelse ikke just den mest ”revolutionære” del af fagbevægelsen. Alligevel er det en fejlvurdering af de store, hvis finansministeren tror, at han kan klare sig med at banke folk på plads med krav om ubetinget loyalitet. Vi tillidsfolk råber ikke bare op fra sidelinjen, vi er vant til at gå ind og tage ansvar i dagligdagen på godt og ondt.

For bange til at kræve overenskomsten overholdt
En del af de tillidsfolk, som skrev under, er ansat i medicinalindustrien Lundbeck og Novo Nordisk. Firmaer, som figurerer på listen over virksomheder, der har store beløb på kistebunden og mere end pæne overskud.  Selv er jeg grafisk trykker og fællestillidsmand på Allers Trykkeri, et datterselskab i Aller Holding, som kom ud med samlet et overskud på 110 mill. Egenkapitalen har nu rundet de 4 milliarder. Koncernbestyrelsen valgte at udbetale 74 mill. til aktionærerne, som primært består af familien Aller selv.

En af underskriverne er tillidsmanden for de trængte HK-ansatte i Aller Mediers prangende bygning på Københavns Havnefront. Her har man systematisk i et røgslør af nye managementteorier og særprægede personale-events gennem de sidste 10 år modarbejdet faglig organisering. Hverdagen er drypvise afskedigelser af ”dyre” og organiserede medarbejdere med lang anciennitet, som i afskedsgave får fornøjelsen af at oplære den nye unge medarbejder, der starter med en månedsløn, der er mindst 10.000 kr. lavere. Journalisterne har fået reduceret antallet af fastansatte til fordel for freelancere uden rettigheder, som reelt skal fungere som en-mandsfirmaer, der ikke må snakke løn med kollegaen på madredaktionen, idet der så er tale om ”konkurrenceforvridende karteldannelse”. Aller Media er et godt eksempel på, hvordan man strategisk har forandret en arbejdspladskultur fra selvbevidst og kreativ til ”alles kamp mod alle” og med en stemning af konstant og kollektiv angst, som giver sig udslag i, at folk ikke engang tør kræve overenskomsten overholdt.

HK har desværre mange af den slags sager fra mange forskelligartede arbejdspladser. Faglige medarbejdere møder ofte eksempler på kritisable ansættelseskontrakter, men medlemmet ønsker ikke at HK blander sig, da man jo ” trods alt har fået et job”.

Eksemplet med Aller-koncernens overskud viser et paradoks.  Oplagene falder hurtigere end forventet. En del af overskuddet er hentet ind ved, at man over tre år har sænket trykpriserne med 15 pct. for at tilpasse sig markedet og konkurrere med Tyskland, Polen og Tjekkiet. Ejerne forestiller sig, at regningen skal betales af de, der befinder sig længst nede i hierarkiet. Trykkere, smede og elektrikere og i særlig grad bogbinderne, som har fået reduceret deres status til ufaglærte med deraf lavere lønninger. Vi forudser alvorlige problemer med fysisk nedslidning, nu hvor vi ikke længere kan sluse de, der er for ”trætte og langsomme” over på efterløn.  Ledelsen forsøger konstant at presse os op i arbejdstid med flere nattevagter til følge. Indtil videre uden held - for de ansatte på trykkeriet har vi dog trods alt en aktiv Fællesklub og en 100 pct. organisering. Desværre noget som er ved at være sjældent.

”Den brændende platform”
De store fagforbund er de seneste år begyndt at sende tillidsfolk på akademiuddannelse i ledelse. Formålet er, at vi skal lære lidt om, hvordan lederne tænker og vel også lidt om, hvordan denne tankegang kan imødegås og udfordres. Det sidste er desværre ret fraværende, men det skal jeg ikke uddybe her. På disse lederkurser lærer man bl.a., om noget der kaldes ”Kotters forandringsmodel”. En amerikansk teori (John P. Kotter fra Harvard Business School) der anviser, hvordan man målrettet ændrer og holdningsbearbejder en eksisterende kultur i en virksomhed … eller et samfund. Man starter med at etablere en oplevelse af nødvendighed:  ”Vi må øge lønforskellene for at fremme produktiviteten”. Dernæst arbejder man målrettet på, at denne følelse af nødvendighed siver nedad gennem hele organisationen. ”Den brændende platform” skal til slut integrere ændringer i virksomhedskulturen eller i samfundets holdninger. Platformen kan sagtens være en myte. F.eks. at problemet er udbuddet af arbejdskraft i 2020. Eller at skattelettelser får folk til at arbejde mere. Eller at danske lønninger i industrien er for høje.

Jeg er ikke økonom og har aldrig gået i gymnasiet. Det er ikke mig, der skal lave analyserne. Ligesom de andre tillidsfolk, der har skrevet under på indlægget, er min opgave er at rapportere fra virkeligheden på danske industriarbejdspladser.

Men jeg ved da, at

  • det er mere rentabelt at investere i finansielle produkter end i industriproduktion,
  • industrijobbene siver ud af Danmark,
  • der ikke længere findes statslig regulering og kapitalkontrol,
  • der er fri bevægelighed for varer og arbejdskraft,
  • liberaliserede markedskræfter har frit spil, eftersom de regler og love som skal begrænse vilkårlighed og beskytte samfundet og lønmodtageren er nemme at omgå.

Politisk magt er ikke kun at tælle mandater
Der er bare noget jeg ikke forstår. Og jeg kan jo se, at min undren deles af flere og flere. For mig at se er regeringens projekt reduceret til et enkelt mål: ”Husholdningskassen skal stemme, og eftertiden skal ikke kunne sige, at man ikke var økonomisk ansvarlig.”

Politiske visioner og prioriteringer er fraværende. Der er hverken håb eller drømme. Jeg oplever at både S og SF er så sølet ind i borgerlige økonomiske teorier, at selv Mogens Lykketoft og Poul Nyrup forgæves forsøger at undsige de politiske udmeldinger. På mig virker Helle Thorning som en politiker uden ideologisk ståsted. Hun gik til valg på ”velfærd frem for skattelettelser”, og hun vandt valget. Derefter gør man det stik modsatte. Nu snakker man gudhjælpe mig om at lette selskabsskatterne, selv om vi ligger på niveau med nabolandene. Dertil kommer en alvorlig brist i forhold til manglende kontakt med virkeligheden.

Corydon konstaterer, at S og SF ikke har flertal, og dermed basta.  

Politisk magt handler jo netop ikke kun om at tælle mandater. Mange afgørende beslutninger om Danmark bliver taget af ukendte erhvervsledere på direktionsgangene. De som ikke har sparet på gageforhøjelser til deres egne med henvisning til deres markedsværdi. Hvis vi forestillede os, at S og SF rent faktisk havde fået flertal … hvor meget af deres politik havde de i realiteten kunnet (og ønsket at) gennemføre alene ved at stemme sig til den i Folketinget? Det er svært at hente pengene hos de rige, og dem der har magten. De truer med at flytte kapital og arbejdspladser udenlands, og det har de gjort til alle tider.

Men en af årsagerne til, at vi har opbygget et rigt velfærdssamfund med en forholdsvis stor lighed er, at vi har haft en stærk fagbevægelse med en vis politisk mod-magt. Lad mig tage et eksempel:

I 70’erne, der også var et kriseår med stor arbejdsløshed, forsøgte den socialdemokratiske regering at føre stram indkomstpolitik. Socialdemokratiet følte sig presset til et lovforslag, der skulle straffe både lønmodtager og arbejdsgiver, hvis der blev givet lønforhøjelser. Dette forsøg på indgriben i ’den danske model’ blev mødt med strejker og demonstrationer og til sidst taget af bordet. Et andet eksempel er den berømte ”gærstrejke” i 1998, hvor politikerne på Christiansborg måtte sadle om og indføre feriefridage, fordi afstanden til vælgerne og deres virkelighed var blevet for stor.

Uddannelse … ja men pas på flosklerne
Regeringens ambitionen om af ufaglærte skal gøres faglærte, mellemteknikere til akademikere osv. lyder flot og ambitiøs. Jeg vil gerne bakke op om projektet, for uddannelse er afgørende for, at vi kan klare os som samfund uden at skulle forringe vores levevilkår. Men hvordan hænger det sammen med, at mange højtuddannede akademikere ikke kan få job og ender med at måtte tage det arbejde, som den kontoruddannede skulle have haft?

På min egen arbejdsplads har vi lagt os i selen for at få folk (ufaglærte og faglærte arbejdere) af sted. Vi oplever tre hovedproblemer omkring uddannelse. Den første er, at især mange ufaglærte stritter imod. De afskyr alle former for skolegang og reagerer næsten hadefuldt afvisende på talen om et kursus. Man skal ikke undervurdere, hvor vanskeligt det er! Det andet problem er, at det er begrænset hvilke kursusmuligheder, man kan søge, idet kompetencemidlerne ofte er bundet op på overenskomstens område. En, der arbejder på grafisk overenskomst, må f.eks. ikke tage kørekort til bus.

Den største hindring er imidlertid, at mange arbejdsgivere blokerer med alle midler for, at de ansatte kan komme af sted. Oplagte kompetencer som f.eks. erhvervelse af et truckførerkort er pludselig ikke virksomhedsrelevante. De ansatte kan ikke få fri og bliver set skævt til, hvis de insisterer og ansøger for meget og for ofte. Det må ikke gøres nemt at skifte branche. Hvis folk har muligheden for at søge andre brancher, kan man ikke presse dem.

Hvis regeringen tror, at lønmodtagerne klapper i hænderne mod, at vi får uddannelse til gengæld for reallønsnedgang, så har de (igen) fejlfortolket virkeligheden. For hvad skal de ufaglærte med bugnende uddannelsesfonde, hvis de ikke kan få fri til at deltage? Så skal regeringen da reelt udfordre arbejdsgivernes ledelsesret. Og det var måske heller ikke så tosset. En målrettet politik, der tvinger arbejdsgiverne til jobrotation og til at frigive medarbejdere til uddannelse uden, at det skal begrænses af, om det er virksomheds- eller overenskomstrelevant. Der tvinger relevante arbejdsgivere til at tage lærlinge, og til at såvel overarbejde som tillæg skal afspadseres. Og ikke mindst en målrettet politik, der tvinger arbejdsgiverne til at inddrage medarbejderne i den daglige ledelse, så ansvar for produktionen følges op af reel indflydelse på dagligdagen og mulighed for at udnytte gode og innovative ideer til at forbedre produktionen.

Hvor er fagbevægelsen?
Hovedproblemet er, at fagbevægelsen træder vande. Der bliver skrevet forurettede indlæg, men det er lidt som at råbe i skoven. Fagbevægelsen har et troværdighedsproblem. Man kan ikke tiltrække medlemmer, hvis man ikke slås mod forringelse af deres vilkår. Socialdemokratiets top ser sig tilsyneladende ikke længere som en del af en arbejderbevægelse, hvor fagforeningerne er det andet ben. Man vil i hvert fald hellere forhandle akutpakke med arbejdsgiverne og bære ved til en kunstig modsætning mellem den hårdtarbejdende dansker og den arbejdsløse, der blev fyret, fordi Lindøværftet lukkede.  Man hylder ’den danske model’ samtidig med, at man skærer benene væk under den.

Næste gang der forhandles overenskomster på det private område, vil der komme krav om øget tryghed i form af længere opsigelsesvarsler. For hvad kan vi andet, når dagpengene ikke længere er en reel forsikring?

Hvad bør der gøres?
I drømmenes verden burde Harald Børsting rejse alle fagforeninger til modstand. Hvis man kender sin arbejderhistorie, så ved man, at det har LO aldrig nogen sinde gjort, så der er ingen grund til at forvente det. Modstanden er altid kommet fra aktive fagforeninger og tillidsmandsnetværk. Det ømme punkt er, at de desværre er blevet en skygge af sig selv; fraværet af en central ledelse af en modstand, som nyder tillid og opbakning i brede kredse.

Vi skal ud og have fat i tillidsfolkene på gulvet og ikke kun i de traditionelt ”røde” eller ”lyserøde” fagforeninger. Vi skal have fat i medlemmerne af Metal, NNF og HK, og vi skal bekæmpe den

ideologisk dyne (eller brændende platform), som lægges ud over os: ”Hvis vi nu går ned i løn, så redder vi måske arbejdspladsen.” Mange tillidsfolk derude er i et dilemma og holder sig tilbage med kritikken af regeringen. Vi vil jo ikke have de borgerlige tilbage, vel?

Jeg tror ikke bevægelsen nødvendigvis skal starte med at kræve tilslutning til en masse paroler, men snarere skabe en gensidig dialog. Vi skal spørge til tillidsfolkenes virkelighed og tage udgangspunkt i den: ”Hvor stort er overskuddet/underskuddet på jeres virksomhed? Bliver der investeret, eller samler de på kistebunden? Er der behov for uddannelse, og er arbejdsgiveren imødekommende - eller blokerer de f.eks. for, at også ufaglærte medarbejdere kan komme på kursus? Hvordan er lønudviklingen? Hvordan påvirker dagpengereformen forholdene på arbejdspladsen? Kunne I have gavn af jobrotation? Hvad forhindrer jer i at få det? Er der planer om outsourcing? Har I som medarbejdere alternative forslag, som kunne udvikle virksomheden? Hvad kunne I ønske jer af regeringen, som kunne forbedre jeres situation … osv.”

Udvekslingen af disse informationer kunne tilrettelægges som en stafet fra arbejdsplads til arbejdsplads. Måske fulgt op af en høring og af underskriftindsamlinger om få basale krav. Ét er sikkert: Protesterne skal opbygges fra neden, og nå langt bredere ud, hvis vi skal gøre os håb om, at de får en effekt.

Egentlig ved vi jo godt, at der først sker forandringer den dag, vi viser vores vrede og går hjem. Men vi har glemt vores egen styrke, vi har glemt, hvordan man gør. Så er det jo godt, at de nede i Sydeuropa kan foretage sig ting, der kan sætte visse associationer i gang.

Arbejderbevægelsen i Danmark skal da ikke opgive det hele, bare fordi man får en sms. Heller ikke selvom den kommer fra Bjarne Corydon.