Erhvervsskattelettelser finansieret af lavere offentligt forbrug koster jobs
Af Henrik Herløv Lund

Offentliggjort: 15. februar 2013

Konkurrenceevnepakkerne er den forkerte løsning på det forkerte problem: Krisen er ikke en indtjenings- og konkurrenceevnekrise, men en afsætnings- og efterspørgselskrise. Erhvervsskattelettelser er de ringeste virkemidler overhovedet til at skabe vækst og beskæftigelse. Og finansieret gennem ringere offentligt forbrug til velfærd vil de koste betydeligt flere offentlige jobs end de skaber i den private sektor.

1. DI foregriber regeringen med ”konkurrenceevnepakke”
Regeringen arbejder på en pakke med omfattende lettelser for erhvervslivet af selskabsskat og erhvervsafgifter, garneret med lidt offentlige investeringer samt nogle øgede investeringer fra de almennyttige boligselskaber og energiforsyningsselskaberne. Pakken fremlægges til marts, men som led i ”primingen” af offentligheden er hovedlinjerne allerede lækket.

Som en del af det politiske spil om pakken er Dansk Industri kommet med et udspil hertil, bestående af mange af de samme ingredienser, som regeringen vides at arbejde med.

DI´ s udspil kan derfor tjene til en tiltrængt debat om regeringens kommende økonomiske pakke.

DI vil have selskabsskatten nedsat med 5 % for en bruttoudgift af 8½ mia. kr. og afgiftslettelser for brutto 10 ½ mia.

Tabel: Hovedtal i DI’s konkurrenceevnepakke. [1]

DI hævder, at pakken er fuldt finansieret, MEN DEN ER BETALT AF NULVÆKST FOR VELFÆRDEN I FLERE ÅR.

Tabel: Finansiering af DI s skattelettelsespakke.[2]

DI hævder endelig, at erhvervsskattelettelserne vil give 15.000 flere private arbejdspladser, og at der ”kun” vil forsvinde 10.000 stillinger i det offentlige. Pakken skulle således have et beskæftigelsesoverskud på +5.000.

2. Men der er pyntet stærkt på beskæftigelseseffekten
Men DI har for det første pyntet stærkt på effekterne.

Mere nøgterne beregninger baseret på tal fra Økonomiministeriet for beskæftigelseseffekten af forskellige finanspolitiske tiltag peger på langt mindre: Skattelettelserne for erhvervslivet vil i den private sektor kun skabe under det halve af de 15.000 arbejdspladser, som DI opererer med.

Tabel: Beskæftigelseseffekt af DI’s konkurrenceevne pakke som angivet af DI respektive beregnet på basis af Økonomiministeriets tal (personer).

Lempelse af erhvervsskatterne mm for i alt 22, 4 mia. kr

Beskæftigelseseffekt
(personer)

1. Angiven effekt ifølge DI

14.900

2. Beregnet effekt på basis af de af Økonomiministeriet opgivne multiplikatorer

6. 200

FORSKEL

8.700

Mens til gengæld tabet af arbejdspladser i det offentlige vil være dobbelt så stor de 10.000, som DI angiver. Det betyder, at hele pakken i stedet for et overskud på +5.000 arbejdspladser netto vil koste over -15.000 arbejdspladser.

Tabel: Samlet beskæftigelseseffekt af DI´ s ”Konkurrenceevnepakke”.

 

1.

Den af DI angivne beskæftigelses-
effekt

2.

Beregning af beskæftigelseseffekt på basis af Økonomiministeriets tal [3]

3. Forskel

(2-1)

1. I den private sektor

14.900

6.200

-8,700

2. I den offentlige sektor

- 10.000

- 22.500

-12.500

IALT

+4.900

-16.300

-21.200

DI’s udspil vil således her og nu ikke skabe øget beskæftigelse men kun øget arbejdsløshed.  Pakken vil derfor heller ikke være nogen hjælp til de op til 32.000, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet i 2013.

DI’s konkurrenceevnepakker er med andre ord den forkerte løsning, hvor øgede offentlige midler ville have langt større positiv beskæftigelseseffekt.

3. Og krisen er IKKE en indtjenings- og konkurrenceevnekrise, men en afsætnings- og efterspørgselskrise
For det andet er DI’s strategi med at satsepåkonkurrenceevneforbedring for erhvervslivet en satsning, der retter sig mod det forkerte problem.

Det kan nemlig ikke godtgøres, at den samlede danske konkurrenceevne er så ringe, som angivet af DI. Det må anerkendes, at den såkaldte lønkonkurrenceevne er forringet under VK-regeringen dvs. frem til 2011. Men dette er langt hen ad vejen rettet op igen, således at lønkonkurrenceevnen i dag nærmer sig niveauet for 2003 igen.

Figur: Lønkonkurrenceevne 2000-2011 og lønkonkurrenceevnen 2003-2012.[4]


Tilmed viser eksportudviklingen og handels- og betalingsbalancen INGEN tegn på, at danske virksomheder har svært ved at konkurrere med udenlandske; hvilket hænger sammen med, at konkurrencevne er andet end omkostninger og også handler om udvikling, kvalitet og design, hvor danske virksomheder står stærkt.

Den økonomiske krise handler nemlig ikke så meget om konkurrenceevne over for udlandet som om manglende afsætning og efterspørgsel for de mange mindre og mellemstore virksomheder på det danske hjemmemarked, som 75 % af beskæftigelsen er bundet op på.

Den indenlandske danske økonomi er stadig ikke kommet sig over finanskrisen og ligger fortsat mange milliarder under niveauet fra før denne – dvs. der er en kæmpe efterspørgselsmangel (outputgab).

Figur: BNP, hjemlig efterspørgsel og eksport 2002 – 2012. [5]


Det skyldes, at forbrugerne har sat forbrugstakten drastisk ned og sparer op på grund af arbejdsløsheden, boligkrisen og gældskrisen. Og for at gøre ondt værre har regeringen også droslet det offentlige forbrug ned gennem nulvækstpolitik - og gennem kæmpebesparelser i kommunerne fremkaldt af regeringens økonomiske sanktioner. Og som konsekvens af den svage udvikling i både privatforbrug og offentligt forbrug investerer virksomhederne ikke, men har tværtimod samlet 160 mia. kr. på kistebunden. [6]

Krisen handler således ikke om indtjening og konkurrenceevne, men om manglende afsætning og efterspørgsel og deraf følgende manglende investeringer fra virksomhederne. Skattelettelser for erhvervslivet har derfor ringe effekt, hvis de blot sættes ind på bankkontoen.

4. Samme kritik risikerer at ramme regeringens økonomiske pakke
Men det samme vil formentlig gælde for den økonomiske pakke, som regeringen vides at arbejde på, som - hvis ellers presserygterne herom taler sandt - vil indeholde mange af de samme elementer: En pænt stor selskabsskattenedsættelse, afgiftslempelser for erhvervslivet, fremrykning af offentlige investeringer - dog i mindre omfang men måske suppleret af ”off budget”-investeringer dvs. investeringer fra Landsbyggefonden og energiselskaberne, som ikke belaster statsbudgettet. Og pakkens finansiering vil formentlig også blive nogle af de samme elementer, som hos DI: SU- og kontanthjælpsreformerne men navnlig lavere stigningstakt i det offentlige forbrug.

En sådan pakke vil rammes af de samme kritikpunkter som DI’s: At selskabsskattelettelser giver en stærkt begrænset beskæftigelseseffekt, at afgiftslettelser måske giver en større, men stadig ikke stor beskæftigelseseffekt. At både skatte- og afgiftslettelser er langt mindre effektive end øgede offentlige midler, og at afgifts- og skattelettelser for erhvervslivet finansieret med reduceret offentligt forbrug koster betydeligt mere i offentlig beskæftigelse, end det giver i privat beskæftigelse.

Og for regeringens økonomiske strategi med – ligesom DI - at satse på konkurrenceevneforbedring risikerer det også at gælde, at problemet i dansk økonomi ikke så meget er virksomhedernes indtjenings- og lønkonkurrenceevne, men handler om manglende afsætning og efterspørgsel, og at yderligere reduktion af det offentlige forbrug blot vil være mere benzin på krisebålet.

Kuren handler tværtimod om at stimulere økonomien gennem at øge mulighederne for det offentlige forbrug, reducere ledigheden og dermed øge forbrugernes tillid og virksomhederne investeringslyst i Danmark.

Tilmed vil omfattende lettelser af erhvervenes energiafgifter og aflysning af kørselsafgiften på lastbiler forringe incitamenterne i erhvervslivet til energieffektivisering og reduktion af co2-udledningen. En sådan politik vil således ikke bidrage til den grønne omstilling, som regeringen hævder at have som mål, men vil tværtimod modvirke en sådan.

5. Der er råd til og brug for langt mere jobskabelse
Finansminister Bjarne Corydon har vedvarende afvist, at der skulle være råd til en øget indsats for vækst og beskæftigelse. Afvisningen er bestandig blevet motiveret med EU's henstilling til Danmark om i perioden 2011-2013 at bringe statsunderskuddet ned under 3 %.

En henstilling der, som bekendt i 2009, blev bestilt af tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen og VK-regeringen og begrundet med en prognose, der angiveligt viste, at de offentlige finanser var på vej mod et mange milliarder stort budgetunderskud.

Men efterfølgende har det vist sig, at Danmark aldrig har været i konflikt med tre procentsreglen, fordi de samlede underskud fra 2010 til 2013 har været 105 mia. kr. eller 6 pct. af BNP mindre end katastrofeprognoserne fra Hjort Frederiksen lød på.

Figur: Forventet og faktiske statsunderskud i % af BNP.


Der er altså et langt større økonomisk råderum, end finansministeren hævder. Og med udsigt til lavvækst igen i 2013 ligesom i 2012 og med en reel arbejdsløshed på mellem 165.000 (bruttoledige) og 185.000 AKU-ledige (ekskl. studerende) er der også brug for meget mere vækst - jobskabelse.

6. SRSF tør tilsyneladende ikke føre sin egen politik, men overtager de borgerliges
Samtidig vil en pakke fortrinsvis bestående af erhvervsskattelettelser betyde, at udsalget af S og SF’s valgprogram fortsætter. For halvandet år siden – altså før valget - ville de to partier gennemføre 34 mia. i skatteforhøjelser herunder millionær- og bankskat. Men skattereformen sidste sommer gennemførte omfattende topskattelettelser, og nu arbejder S og SF med frem mod en milliard pakke med omfattende erhvervsskattelettelser.

Og hvor perspektivet før valget handlede om at skaffe 20 mia. kr. til at vedligeholde og opdatere velfærden, skal den kommende økonomiske pakke finansieres med SU- og kontanthjælpsforringelser samt især med endnu færre ressourcer til offentligt forbrug. Med andre ord betales med ringere velfærd, hvor S og SF før valget stod for velfærd i stedet for skattelettelser.

Som anført vil der med sådan en konkurrenceevnepakke være tale om en meget usikker gambling i en bedre konkurrenceevne, som måske -  måske ikke - på meget langt sigt betyder øget beskæftigelse, men som her-og-nu under krisen tværtimod vil koste flere offentlige jobs, end der skabes i den private sektor. Der er med andre ord tale om en politik, som har ringe økonomiske perspektiver.

Sigtet med en sådan pakke forekommer da også primært at være politisk. Mange af tankerne om erhvervsskattelettelser er hentet hos arbejdsgiverorganisationerne og hos de borgerlige partier, hvor Venstre jo under finanslovsforhandlingerne fremsatte krav om netop en sådan pakke af skattelettelser for erhvervslivet. Som ved reformen af førtidspension og fleksjob samt  kontanthjælps- og SU-reformerne opgiver SRSF sin egen politik og overtager de borgerliges. Det primære mål med den ny pakke må da også siges at være politisk, nemlig at købe sig fred i forhold til arbejdsgiverne og de borgerlige ved at føre deres politik.

Alt imens tusinder af S- og SF-vælgere får lov til at falde ud af dagpengesystemet på grund af mangel på jobs. Men det hjælper erhvervsskattelettelser ikke på, tværtimod.



[1] ) DI – faktaark om konkurrenceevnepakken.

[2]  DI -. Faktaark om finansiering

[3] ) Kilde: Egen beregning på basis af Økonomisk Redegørelse dec. 2011.

[4]) Ibid.

[5]) Kilde: Skovgaard, Lars Erik: Svigtende forbrug holder dansk økonomi nede. Berlingske 24.01.13

[6]) Jf. Dall, Casper: Erhvervslivet gemmer på pengene.30.01.13