Den internationale akademiske venstrefløj og Kina
Af Peer Møller Christensen

Offentliggjort: 15. februar 2013

Mens diskussioner på den danske venstrefløj om udviklingen i Kina er stort set fraværende, foregår der på det man kan kalde den internationale akademiske venstrefløj en livlig debat om dette spørgsmål. Jeg ser i denne forbindelse bort fra forskellige fløje af den internationale politisk organiserede venstrefløj - trotskister, maoister osv. Den til tider meget dogmatiske diskussion, der foregår i og imellem disse fora er ikke nær så interessant, som den, der udspiller sig i venstreorienterede akademiske miljøer rundt om i verden; en diskussion, som jævnligt resulterer i omfangsrige akademiske værker og artikler om udviklingen i Kina, især fra miljøerne omkring de to engelsk-sprogede tidsskrifter Monthly Review og New Left Review.

Det er åbenbart, at når en erklæret socialistisk stat, som den kinesiske, ser ud til i løbet af ganske få år at skulle indtage positionen som verdens stærkeste økonomiske magt, er en diskussion nødvendig, hvis man vil forstå perspektiverne for en socialistisk eller progressiv global udvikling.

Marxistiske teoretikere har formuleret en række svar på dette spørgsmål, og jeg vil i det følgende præsentere nogle udvalgte af disse teoretikeres syn på udviklingen i Kina, uden at jeg vil forsøge at nå frem til en konklusion på spørgsmålet om, hvem der har ret.

Kina – et ikke-kapitalistisk markedssamfund
Den italienske progressive samfundsforsker, Giovanni Arrighi, nåede to år for sin død i 2009 at udgive en bog, der kastede en brand ind i diskussionerne om udviklingen i den kinesiske samfundsøkonomi. I bogen Adam Smith in Beijing[1]kritiserer han en række venstreorienterede forskere for deres syn på Kinas udvikling. Han mener, at de tager fejl, når de karakteriserer den kinesiske økonomi efter de økonomiske reformer som kapitalistisk og ser bort fra de muligheder for en mere progressiv, retfærdig og bæredygtig verdensorden, Kinas økonomiske vækst kunne indvarsle.  Arrighi tager udgangspunkt i en nyfortolkning af Kinas historiske position i verden, som i de seneste årtier er foretaget af en række specialister i økonomisk historie (eksempelvis Kenneth Pommerantz, R. Bin Wong, Kaori Sugihara,Takeshi Hamashita, Gary G. Hamilton m.fl. ) Disse forskere har gjort op med forestillingen om, at grunden til at der ikke opstod en kapitalisme i Asien, var,  at der i denne verdensdel fandtes en særlig statisk produktionsmåde, som udgjorde grundlaget for et uforanderligt asiatisk despoti. De mener tværtimod, at der fandtes en dynamisk Østasiatisk udviklingsmodel, karakteriseret ved et omfattende og velfungerende marked, en højtudviklet arbejdsintensiv teknologi, og en produktionsstruktur baseret på håndværksproduktion, som skabte grundlag for en økonomisk udvikling og en levestandard, der var fuldt ud på højde med hvad man havde opnået i vesten på dette tidspunkt. Omkring år 1800 var det kinesiske kejserrige den rigeste nation i verden.  Kina havde på daværende tidspunkt verdens mest omfattende hjemmemarked, og den samlede produktion i Kina udgjorde over 30% af verdens samlede produktion.

Arrighi er enig med disse teoretikere i, at det kinesiske kejserriges udvikling, stik imod hvad teorierne om den asiatiske despoti og fraværet af en egentlig kapitalistisk udvikling, var mindst lige så dynamisk som udviklingen i vesten, indtil industrialiseringsprocessen startede. Den vestlige industrialiseringsproces, som startede i Storbritanien, havde som forudsætning etableringen af kolonier i Amerika og Indien og importen af bomuld fra plantager i de amerikanske kolonier, som var baseret på slavearbejde. Dertil kom brugen af kul som energikilde i den industrielle produktion af bomuldsklæde og det nyetablerede marked for bomuldsprodukter i Indien og andre kolonier. Denne slaveri- og kolonibaserede industrialisering, var desuden med til at fremskynde en udvikling i våbenteknologi, som var den egentlige årsag til, at Vestmagterne under opiumskrigene i midten af det nittende århundrede kunne løbe det kinesiske kejserrige overende.

Arrighi mener desuden, at denne nyfortolkning af Kinas økonomiske historie også har konsekvenser for vurderingen af Kinas økonomiske udvikling efter indførelsen af markedsreformerne. Den produktionsform, som var udbredt i kejsertidens Kina, baseret på markedsøkonomi, arbejdsintensiv teknologi og lavt energiforbrug, blev genindført i Kina ved starten på de økonomiske reformer i slutningen af 1970’ne.

Arrighi polemiserer i bogen mod progressive/venstreorienterede forskere, som har argumenteret for, at Kinas økonomi og samfund enten er stærkt på vej til at blive eller allerede har gennemgået en omdannelse til et kapitalistisk samfund. I modsætning til disse teoretikere mener Arrighi ikke, at Kina af i dag kan kaldes kapitalistisk. Han skelner mellem kapitalisme og markedsøkonomi, og kalder Kinas økonomi en ikke-kapitalistisk markedsøkonomi.

Den kinesiske ikke-kapitalistiske markedsøkonomi vil, ifølge Arrighi, kunne få afgørende betydning for den globale udvikling. Kinas voksende økonomiske magt kan efter hans mening føre til etablering af et økonomisk kraftcenter i Østasien med Kina som centrum, som vil kunne skabe et mere bæredygtigt og fredeligt alternativ til det amerikanske hegemoni, som allerede er alvorligt svækket efter nederlaget i Vietnam-krigen, og de nyere fiaskoer for den neokonservative strategi for “Et Nyt Amerikansk Århundrede” i Afghanistan og Irak. Det amerikansk dominerede verdenssystem, vil på denne måde kunne erstattes af en mere retfærdig verdensorden af ligestillede stater, bedre muligheder for løsningen af de globale miljøproblemer og etablering af en mere  progressiv samfundsorden. Han er ikke overbevist om at en sådan udvikling vil kunne kaldes socialistisk, idet han mener at begreberne kapitalistisk og socialistisk vil komme til kort i analysen af den mulige udvikling.

Markedssocialisme eller kapitalisme.
Når Arrighi argumenterer for, at det kinesiske samfund efter indførelsen af de økonomiske reformer ikke er kapitalistisk henviser han til to forhold: For det første har det kinesiske statsapparat ikke hverken i kejsertiden eller efter den kinesiske revolution været kontrolleret af landets kapitalistklasse. Når dette ikke har været tilfældet kan man, ifølge Arrighi, ikke karakterisere landet som kapitalistisk.  Det andet forhold han nævner er, at de kinesiske bønder ikke er blevet frataget den ret til jord, som de opnåede med den kinesiske revolution. Eftersom selv de bønder, som arbejder som migrantarbejdere i de østkinesiske eksportindustrier, bevarer dispositionsretten over en jordlod i deres landsby, er de ikke proletariserede og derfor ikke tvunget til at tage lønarbejde for at overleve. Der har i det kinesiske samfund efter de økonomiske reformer ikke været gennemført en “primitiv akkumulation”. Der er efter Arrighi’s mening tale om “akkumulation uden berøvelse” (accumulation without dispossesion).

I forbindelse med det sidste af de ovennævnte argumenter støtter han sig til Samir Amin, som i artiklen “On China, Market Socialism, a Stage in the Long Socialist Transition or Shortcut to Capitalism.”[2] skriver, at så længe princippet om lige adgang til jord fastholdes er vejen ikke blokeret for en socialistisk udvikling. Dette argument indgår i artiklen i Amin’s diskussion af, hvordan den kinesiske “markedssocialisme” skal vurderes - som den herskende elites forsøg på at trække samfundet i en kapitalistisk retning eller som et skridt på vejen mod socialisme.

Amin er ikke enig med de kritikere af det nuværende kinesiske system, som mener, at kapitalismens udvikling i Kina allerede er så fremskreden, at den er umulig at vende. Han mener, at så længe den lige adgang til jord fastholdes, vil der stadig være mulighed for at sociale bevægelser i det kinesiske samfund vil kunne trække samfundet i en socialistisk retning, så det markedssocialistiske system  bliver et skridt på v udviklingen mod socialisme.

Martin Hart-Landsberg og Paul Burkett deler ikke Samir Amin’s opfattelse af den kinesiske “markedssocialisme”. I artiklen China and Socialism [3]kritiserer de skarpt de venstreorienterede, som mener, at Kinas reformprogram kan opfattes som en markedssocialistisk vej mellem kapitalisme og centralistisk statssocialisme.

Ifølge Hart-Landsberg og Burkett er virkeligheden imidlertid den, at markedsreformerne, privatiserigen og den stigende udenlandske kontrol har undermineret den økonomiske stabilitet og forringet vilkårene for den arbejdende befolkning i Kina. Den kinesiske økonomi fungerer nu, efter deres mening, i store træk efter en kapitalistisk logik. Privatiseringen og lukningen af de statsdrevne virksomheder har ført til en omfattende arbejdsløshed, og nedlæggelsen af folkekommunerne og privatiseringen af de statsdrevne virksomheder har betydet at en stor del af den arbejdende befolkning har mistet sit sociale sikkerhedsnet, i form af pensioner, bolig, sundhedspleje og uddannelse.

Hart-Landsberg og Burkett mener, at de økonomiske reformer indførtes, fordi den kinesiske revolution på afgørende områder havde slået fejl. Politikken under Mao førte til store positive  resultater, men skabte også problemer. Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen førte til social ustabilitet i det kinesiske samfund. Desuden blev den kinesiske arbejderklasse mere og mere frustreret over at kommunistpartiet ikke ville indføre et industrielt demokrati, men tværtimod modsatte sig arbejdernes deltagelse i administrationen af virksomhederne. Da Mao i 1976 døde, havde den kinesiske befolkning, ifølge Hart-Landsberg og Burkett, hverken opnået en virkelig stigning i levestandarden, eller fået demokratisk kontrol over deres økonomiske og politiske liv.

Ved afslutningen på Mao-perioden stod den kinesiske økonomi desuden over for alvorlige problemer. Den økonomiske planlægning var blevet overcentraliseret. Sværindustrien var blevet favoriseret på bekostning af letindustri og landbrug. Kulturrevolutionen, der var tænkt som en revolutionering af systemet, førte udelukkende til endeløse massekampagner, men udfordrede ikke for alvor den hierarkiske partikontrol med produktionen og andre områder af samfundet. Der var derfor en stigende utilfredshed blandt arbejdere og bønder.

På trods af disse voksende samfundsproblemer, var beslutningen om indførelse af markedsmekanismer ikke resultatet af et folkeligt krav. Beslutningen var kommunistpartiets ledelses bud på, hvordan man skulle løse det kinesiske samfunds problemer, og den gradvise  privatisering af de statsdrevne virksomheder blev i høj grad styret af partifunktionærer og ledende administratorers bestræbelser på, ved hjælp af deres politiske magt, at tilegne sig en væsentlig del af den statslige rigdom.  På denne måde underminerede det kinesiske reformprogram mulighederne for at udføre en statslig planlægning af økonomien, og der blev dermed åbnet for en udviklingsmodel der i stadig højere grad baserer sig på udenlandsk kapital og eksport. Ifølge Hart-Landsberg og Burkett er det et indiskutabelt faktum, at det kinesiske samfund efter de økonomiske reformer er blevet et kapitalisk samfund.

I beskrivelsen af partielitens økonomiske rolle støttes Hart Landsberg og Burkett af den kinesiske økonom, He Qinglian, som i en analyse af reformpolitikken og dens konsekvenser i bogen “ Moderniseringens Faldgruber”(xiandauhua de xianjing) fra 1998, meget detaljeret beskriver den proces, hvorigennem folk inden for partiet og virksomhedsledelserne og disses  familiemedlemmer og bekendte, i løbet af reformprocessen kunne tilegne sig en stor bid af den samfundsmæssige rigdom, der var akkumuleret  i de kinesiske statsejede virksomheder.

Da He Qinglian’s bog aldrig har opnået at blive oversat til engelsk (den findes dog i en tysk oversættelse med titlen: China in der Modernisierungsfalle fra 2006)[4] er hun i vesten mest kendt for  fortsættelsen af analysen, som blev præsenteret  i artiklen “China’s Listing Social Structure”, som har været offentliggjort i New Left Review. [5] Efter offentliggørelsen af denne artikel i et kinesisk tidsskrift blev hun nødt til at forlade landet, og lever nu i USA, hvor hun underviser og forsker. Selv om He Qinglian måske ikke kan karakteriseres som decideret venstreorienteret, har hendes grundige analyse af privatiseringsprocessen i Kina haft stor indflydelse på forståelsen af denne proces i og uden for Kina.

Kina og Neoliberalismen.
Andre venstreorienterede analytikere har koblet den kinesiske økonomiske udvikling efter 1978 sammen med den globale neoliberalisme; det gælder f.eks. Naomi Klein og David Harvey.

I bogen The Shock Doctrine[6] beskriver Naomi Klein, hvordan massakren i Beijing i 1989 og den choktilstand, befolkningen befandt sig i pga. massakren, blev brugt til at gennemføre en neoliberalistisk omformning af det kinesiske samfund, som bestod i privatisering af statsdrevne virksomheder, ophævelse af jobsikkerheden og åbning af Kina for udenlandske investeringer.

Privatiseringen skulle give partifunktionærer og deres familiemedlemmer mulighed for at tilegne sig dele af den samfundsmæssige rigdom. De samme personer, der kontrollerede staten under planøkonomien skulle kontrollere den under kapitalismen.  I 2006 blev der, ifølge Naomi Klein,  offentliggjort en undersøgelse, som viste, at af de milliardærer, der fandtes i Kina, var 90 % børn af funktionærer fra kommunistpartiet, de såkaldte “kronprinser.”

Ifølge Naomi Klein åbnede massakren mod de demonstrerende i Beijing i 1989 døren på vid gab for yderligere og mere radikale reformer. Den prisreform, som man havde haft vanskeligheder med at få gennemført i sidste halvdel af 1980’ne, kunne nu gennemføres, fordi man ikke behøvede frygte folkelig modstand mod reformen. I 1991 implementeredes prisreformen, og i 1992 tog Deng Xiaoping på den berømte tur til Sydkina, som signalerede at Kina åbnede yderligere for udenlandske investeringer i landet

David Harvey placerer i sin bog,  A Brief History of Neoliberalism, indførelsen af de økonomiske reformer i Kina i sammenhæng med neoliberalismens globale fremmarch. Bogen indeholder et helt kapitel med titlen, “Neoliberalism ‘with Chinese Characteristics”, om neoliberalismens indtog i Kina .[7]

David Harvey beskriver neoliberalismens historie, og noterer sig, at de kinesiske økonomiske reformer starter netop på det tidspunkt, hvor den neoliberalistiske politik vinder indpas i USA og Storbritanien. I disse lande voksede neoliberalismen frem i årene 1978-80, først som en national   og siden som en global økonomisk strategi, der omfattede  begrænsninger i fagforeningernes  magt, deregulering af industri, landbrug og råstofudvinding, privatisering og begrænsning af statsmagtens indflydelse og deregulering af finanser såvel de indenlandsk som globalt.

Som allerede nævnt startede de økonomiske reformer i Kina netop på dette tidspunkt, og ifølge  David Harvey, har de økonomiske reformer i Kina ført til etableringen af en “neoliberalisme med kinesiske kendetegn.” En særlig form for markedsøkonomi som inkorporerer neoliberale elementer i et autoritært politisk system. Harvey henviser, som Naomi Klein, til Chile som parallel, på linje med Sydkorea, Taiwan, og Singapore, som også er kendetegnet ved en kombination af autoritært styre og et kapitalistisk marked.

I løbet af 1980’ne åbnede indflydelsen fra den neoliberalistiske politik på den internationale handels område døren for Kinas indtræden på verdensmarkedet. Starten på de kinesiske reformer havde, ifølge David Harvey, ikke form af en chok-strategi, (ifølge Naomi Kleins analyse kommer chokket først i 1989) med pludselig privatisering, som den, IMF, og Verdensbanken gennemtrumfede over for Rusland og de østeuropæiske lande. I Kina havde reformerne i starten karakter af en gradvis udvikling, hvor man bevarede en vis statskontrol med den fremvoksende markedsøkonomi, hvilket førte til en bemærkelsesværdig økonomisk vækst og stigende levestandard, men som også medførte  omfattende miljøødelæggelser, social ulighed og en genetablering af en kapitalistklasse.

Kapitalistklassen etableredes omkring en kerne inden for kommunistpartiet. Privatiseringen af de statsdrevne virksomheder i løbet af 1990’ne foregik som en omdannelse af de statsejede virksomheder til aktieselskaber, og i denne proces fik virksomhedernes ledende funktionærer  overdraget en stor del af virksomhedernes aktier, og med disse aktier som sikkerhed kunne de låne penge i banken og købe de aktieposter, som var blevet overdraget til virksomhedernes øvrige ansatte. Den politisk/økonomiske elites hastigt voksende rigdom blev forøget på andre legale som illegale måder. Ejendomsspekulation var en væsentlig kilde til vækst i regionale partifunktionærers rigdom. Der var tale om en voksende integration mellem partieliten og den økonomiske elite, og denne integration har ført til en stadig voksende indflydelse fra den økonomiske elite i det politiske system.

På den anden side af det samfundsmæssige spektrum foregik der en total proletariseringsproces i Kina, så David Harvey kan konkludere, at Kina gennem neoliberaliseringen har udviklet sig til et kapitalistisk samfund med en genetableret kapitalistklasse, men med det autoritære politiske styre som et særligt “kinesisk kendetegn”.

Global produktionskrise eller international socialistisk planøkonomi
Som nævnt ovenfor kunne både Giovanni Arrighi og Samir Amin se muligheden for positive resultater af det som de henholdsvis kalder Kina’s ikke-kapitalistiske markedssamfund og markedssocialisme. For den kinesiske venstreorienterede samfundsforsker, Li Minqi, ser perspektiverne imidlertid langt mere dystre ud.

Li Minqi, lever og arbejder i USA, og udgiver fortrinsvist sine arbejder på engelsk. Han kan derfor siges at indgå i den vestlige diskurs om Kina, selv om han også har forbindelser tilbage til Kina, og også udgiver artikler i kinesiske medier. Li Minqi var under studenterdemonstrationerne i Beijing i 1989 overbevist liberalist, men efter i nogle år at have boet og uddannet sig i USA, hvortil han flygtede efter massakren i Beijing i 1989, er hans politisk-teoretiske udgangspunkt nu marxismen.

I bogen The Rise of China and the Demise of the Capitalist World Economy[8], tager Li Minqi som Giovanni Arrighi udgangspunkt i verdenssystemteorien, men når frem til nogle grundlæggende anderledes konklusioner.  Ifølge hans opfattelse har Kina gennemgået en fuldstændig forvandling til kapitalisme og er blevet integreret i den globale kapitalistiske økonomi, specielt efter 1992 hvor der blev sat ekstra fart i privatiseringer af de statsdrevne virksomheder og åbnet yderligere for udenlandske investeringer i landet.  Kina’s kapitalistiske udvikling har ført til en voldsom økonomisk vækst, som i det lange løb vil udfordre selve det kapitalistiske verdenssystem. Kinas økonomiske vækst sætter yderligere fart i efterspørgslen efter råstoffer og energiressourcer, og det vil føre til voldsomme prisstigninger og i løbet af en periode til egentlig mangel på disse. Opbrugte ressourcer af fossile brændstoffer og en faldende landbrugsproduktion vil i løbet af de første årtier af det 21. århundrede føre til et dramatisk fald i den globale produktion, det globale BNP. I bogen præsenterer Li Minqi en række fremskrivninger af udviklingstendenser, som alle tyder på, at der vil opstå omfattende råstof - og energiproblemer hen mod midten af det 21. århundrede. Dertil kommer de ødelæggende virkninger af fremadskridende klimaforandringer. Det eneste alternativ til denne udvikling er, ifølge Li Minqi, etableringen af en international socialistisk økonomi baseret på planlægning af produktion og ressourceforbrug, en udvikling, som ifølge Li Minqi samtidig vil være et betydningsfuldt skridt fremad mod friheden for klodens samlede befolkning.

Kina og den Permanente Krise.
J
ohn Bellamy Foster og Robert W. McChesney fra det marxistiske miljø omkring det amerikanske tidsskrift Monthly Review, diskuterer i bogen The Endless Crisis[9]  baggrunden for den globale økonomiske krise, der startede i 2008, hvad krisen vil betyde for Kina og hvad Kina vil betyde for krisen. Hvor mange samfundsforskere og økonomer har sat deres lid til, at væksten i Kina og de øvrige vækstlande vil kunne hjælpe verdensøkonomien gennem krisen, mener Foster og McChesney at den kinesiske økonomi langt fra vil kunne fungere som redningsplanke for resten af verden. Muligvis kan Kina opfattes som det svageste led i den globale kapitalistiske økonomi og dermed blive det næste sted, krisen for alvor slår igennem.

Foster og McChesney tager teoretisk udgangspunkt i Paul A. Baran og Paul M. Sweezy’s analyse af monopolkapitalen. [10] Ifølge Baran og Sweezy har firmaerne under monopolkapitalismen voldsomme problemer med at finde profitable investeringsmuligheder for den kapital, som akkumuleres gennem indtjening af superprofitter i fraværet af egentlig konkurrence på markedet. Den kapitalistiske økonomi vil derfor ifølge Baran og Sweezy i denne fase være præget af en permanent stagnation, som kun kan modvirkes gennem opbygningen af økonomiske bobler. Den vigtigste af denne type bobler er væksten i den finansielle sektor, som da den bristede var årsag til den globale krise i 2008. En anden måde at finde investeringsmuligheder for overskudskapitalen er at outsource den. Ifølge Foster og McChesney betød åbningen af de socialistiske markeder, som indledtes med de kinesiske reformer i 1978 og efterfølgende Sovjetblokkens sammenbrud, at det globale arbejdsmarked voksede eksplosivt. Det betød at der åbnede sig nye muligheder for at outsource produktion til steder med lavere lønomkostninger rundt omkring i verden , og dette satte yderligere skub i internationaliseringen af monopolkapitalen.

Ifølge Foster og McChesney er der ingen tvivl om, at de økonomiske reformer i Kina og landets åbning for investeringer og samhandel med omverdenen, førte til at den kinesiske økonomi dermed trådte ind i den globale kapitalisme og blev underlagt dennes logik.

Da den økonomiske krise ramte verden i 2008, gik der ikke længe før økonomer i den vestlige verden begyndte at se det økonomiske vækstland, Kina, som et muligt lokomotiv, der kunne bringe de vestlige lande ud af krisen. Ifølge Foster og McChesney er det et forfængeligt håb, fordi den måde Kina blev indrulleret i den globale kapitalisme på, betyder, at dets økonomi er overordentligt sårbart over for den økonomiske krise. Kinas økonomiske vækst er baseret på investeringer og eksport, mens lønninger og det private forbrug som andel af BNP er faldet igennem hele perioden.

Det betyder at væksten i Kina er yderst sårbar over for den økonomiske krise. Et fald i efterspørgslen for Kinas eksportvarer på de vestlige markeder, vil alvorligt hæmme væksten, og et fald i udenlandske investeringer i landet vil ligeledes betyde en nedgang i den økonomiske vækst. Hvis Kina skal klare sig gennem den økonomiske krise vil man være nødt til at stimulere det indenlandske forbrug. Det lave forbrug i Kina modsvares af en høj opsparingsrate, men opsparingen er, ifølge Foster og McChesney, ikke den væsentligste årsag til det lave forbrug. Den væsentligste årsag er at finde i den voldsomme sociale ulighed, som de økonomiske reformer og den økonomiske udvikling har ført med sig. Den arbejdende befolkning er udsat for hvad Foster og McChesney kalder “superudbytning” og et fald i levestandarden, mens den politiske og økonomiske elite bliver rigere og rigere.  Hvis de arbejdendes lønninger hæves for at øge det indenlandske forbrug, vil incitamentet for udenlandske investeringer falde.

Det kinesiske økonomiske mirakel har nogle indbyggede modsætninger, og efter Foster og Mcchesney’s mening vil den kinesiske kapitalisme så langt fra at kunne udvikle sig til et nyt hegemonisk center i den globale økonomi. Tværtimod kan den vise sig at være den globale økonomis svageste led.

Afslutning
Den seneste udvikling i Kina stiller nogle spørgsmål, som kan belyse forklaringspotentialet i nogle af de ovennævnte teoretikeres synspunkter.

Den nye kinesiske leder, Xi Jinping, som blev udnævnt på den nyligt afholdte 18. Partikongres i Kinas Kommunistiske Parti, tilhører gruppen af kronprinser, dvs. sønner og døtre af ledende partifunktionærer, som har indtaget betydningsfulde poster inden for såvel politik som økonomi.

Xi Jinping ejer personligt efter sigende en række ejendomme i Hongkong, og op til partikongressen blev det afsløret i vestlige medier, at de fleste af de ledende kinesiske politikere eller deres familier har betragtelige formuer. Det gælder også medlemmerne af den anden fraktion, der konkurrerede med kronprinserne, nemlig gruppen af ledende politikere, som har gjort karriere i kommunistpartiets ungdomsorganisation, og som i den nye ledelse er repræsenteret ved Li Keqiang. Det lader altså til, at den politiske og økonomiske magt i Kina i høj grad styres af familierelationer mellem de politiske ledere, og dette understøtter det billede, som Hart-Landsberg, He Qinglian og David Harvey tegner af Kina som et land hvor en reetablering af en kapitalistklasse har fundet sted. Mens det modsiger Arrighis ene argument for at Kina endnu ikke er kapitalistisk, nemlig at statsapparatet ikke kontrolleres af en kapitalistklasse. I hvert fald kræver det en grundig analyse af denne samfundsgruppes økonomiske position hvis man vil fastholde dette synspunkt.

Den seneste tids voldsomme luftforurening i Beijing sætter også et spørgsmålstegn ved, om den kinesiske økonomiske udvikling skulle være specielt bæredygtig.

Den tilspidsede situation, mellem Japan og Kina pga. uenigheder om nogle små øer i det Østkinesiske hav, giver heller ikke umiddelbart nogen forhåbninger om, at Kina under den nuværende ledelse vil føre verden i retning af en mere fredelig verdensorden.

Den diskussion om de historiske traditioner bag den kinesiske økonomi, og drejningen bort fra den eurocentriske opfattelse af den globale økonomiske historie, som Arrighi’s bog indgår i er imidlertid et vigtigt korrektiv til den opfattelse af verdenshistorien, som også omfatter Marx’s forestillinger om en speciel “asiatisk produktionsmåde”, ligesom det ikke er ligegyldigt, om det er muligt at finde specielle asiatiske traditioner for mere energibesparende og bæredygtig arbejdsintensiv produktionsteknologi, der kunne tjene som forbillede for fremtidig produktion med hensyntagen til de globale miljø-og klimaforhold.

Under alle omstændigheder giver den internationale akademiske diskussion et bedre udgangspunkt for en vurdering af, hvordan udviklingen i Kina kan forstås, og ses i perspektivet omkring udvikling af en mere progressiv verdensorden, som måske vil kunne kaldes socialistisk.



[1] Giovanni Arrighi: Adam Smith in Beijing, Lineages of the Twenty-First Century, Verso 2007.

[2] Samir Amin : “On China: “Market Socialism”, a Stage in the Long Socialist Transition or Shortcut to Capitalism ?”, Social Scientist, Vol.32, No 11/12 (Nov. - Dec.,2004),pp.3-20

[3] Martin Hart-Landsberg and Paul Burkett, “China and Socialism, Market Reforms and Class Struggle” Monthly Review, July-August 2004.

[4] Bogen  udkom først i 1996 i Hongkong under titlen  Zhongguo de Xianjing (Kinas Faldgruber) og blev i  1998 udgivet i Beijing med den reviderede titel : Xiandaihua de Xianjing (Moderniseringens Faldgruber), Jinri Zhongguo Chubanshe. Bogen er aldrig blevet oversat til engelsk, men udkom i 2006 i en tysk oversættelse med titlen , China in der Modernisierungsfalle. Institut für Socialforschung, Hamburger Edition.

[5] He Qinglian :”China’s Listing Social Structure”, New Left Review, 5 sep/oct 2009.

[6] Naomi Klein: The Shock Doctrine. The Rise of Disaster Capitalism.Metropolitan Books , 2007.

[7] David Harvey: A Brief History of Neoliberalism. Oxford University Press, 2005.

“ Neoliberalism ‘with Chinese Characteristics’. (pp 120- 151)

[8] Li Minqi : The Rise of China and the Demise of the Capitalist World Economy, Pluti Press,2008

[9] John Bellamy Foster and Robert W. McChesney : The Endless Crisis. How Monopoly-Finance Capital Produces Stagnation and Upheaval from the USA to China. Monthly Review Press, 2012.

[10] Paul A. Baran and Paul M. Sweezy: Monopoly Capital, Penguin Books, 1966