Giv os legen tilbage
Af Kirsten Gunvor Løth

Offentliggjort: 15. februar 2013

Hvis ikke vi forsvarer legen i sin rene formålsløse form, bliver vi indskrænkede, snæversynede og ukultiverede mennesker og noget meget civilisationens forfald.

Når uret bliver til ret
Indenfor psykologien og biologien har mange gange forsøgt at indfange legen og analysere dens ”bivirkninger”. Dette har man kun formået det i et yderst begrænset omfang, da man har haft den grundlæggende fejlagtige antagelse, at legen tjener et formål. Hverken psykologien eller biologien har kunnet fortælle os noget endegyldigt om, hvad legen betyder for den, der leger eller hvorfor vi i det hele taget leger. Det er med leg som med kærlighed, vi leger, fordi vi leger og vi elsker fordi vi elsker. Lysten driver os til det.

Johan Huizinga [i] (1875-1945), hollandsk filolog og professor i historie, har skrevet bogen Homo Ludens (1938), som er et studie af legens rolle for skabelsen af kultur. Bogen har stået i min bogreol et års tid, sammen med Brian Sutton-Smith og ventet på at blive læst. Da Christine Antorini i sit udspil til en folkeskolereform forsøgte at tage patent på legen og bruge den efter forgodtbefindende, fik jeg en ubændig trang til at gøre modstand. Når uret bliver ret, bliver modstand til pligt. Men modstand kræver andet end evnen til at sige nej. Det kræver skoling og oplysning. Derfor greb jeg bogen og tak og lov for det.

I bogen forsøger Huizinga at sandsynliggøre, at alle elementer af kulturen udspringer fra legen.

Gennem antropologiske studier, søger han at vise, at alt fra retsvæsen, krig, videnskaber, poesi, filosofi og kunst har legen som kilde. Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer med, hvordan han sandsynliggør det, men nøjes med at sige, at han gør det ret overbevisende. Hans vigtigste pointe er imidlertid den, at alle kulturelle funktioner i et samfund udspringer af legen og besidder i mere eller mindre tydelig grad, stadig legende elementer.

I takt med, at kulturen udvikler sig til en civilisation og at der bliver etableret samfundsmæssige institutioner, mener han dog, at legen får støt mindre betydning for mennesket og dermed kulturen. Problemet er, siger Huizinga, at legen er en del af menneskets natur og når civilisationen mister kontakten til legens ånd, så bliver civilisationen mindre kultiveret. Jo mere civiliseret, jo mindre legende. Det er ikke fordi han kritiserer, at vi etablerer os med samfundsmæssige institutioner eller som sådan bliver mere civiliserede. Problemet er blot, at når vi mister kontakten til legens ånd som civilisation, så sker der en instrumentalisering af legen. Denne instrumentalisering vil jeg vende tilbage til senere.

Legens kendetegn
Hvad der ifølge Huizinga kendetegner legen er, at den altid er frivillig og giver den legende en oplevelse af frihed. Legen er frivillig, fordi man ikke kan tvinge nogen til at lege. Samtidig er legen en del af mennesket natur og kan derfor ikke vælges frit. Dette er et af legens paradokser.

Som barn legede min bedste veninde og jeg tit Dollars. Hun var Alexis og jeg var Krystle. Legen gav os en følelse af frihed - vi var rige og smukke, vi kunne tillade os alt – vi tillod os endda at give slip på den indre svinehund. Samtidig var der ting der var givet på forhånd. Jeg kunne ikke være Alexis, selv om jeg nogle gange forsøgte at foreslå det. Sådan var legen ikke. Alexis var lige lidt sejere og lige lidt skrappere end Krystle. Det var en umulighed, at bytte om på rollerne, fordi jeg i det virkelige liv ikke var ”lige lidt sejere” eller ”lige lidt skrappere”. Det var min bedste veninde. Hun var også bedre til at lege end jeg. Så samtidig med, at legen var bundet op på vores relation og dermed satte visse begrænsninger, så gav den mig en følelse af frihed og af at kunne være noget, jeg ikke var til daglig. Og hvorfor legede jeg med hende, når jeg ikke kunne få lov til at være Alexis? Fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg var drevet af lysten til legen.

Dette er et andet af legens indbyggede paradokser. Legen er drevet af lyst, samtidig giver barnet i legen afkald på lyst. I de tilfælde, hvor barnet giver afkald på lyst, men bliver i legen, er lysten til legen større end lysten til at få tilfredsstillet egne behov. Der er altså i legen en konstant indbygget konflikt og spænding[ii] Det er derfor legen tiltrækker os – børn som voksne.

Det andet kendetegn Huizinga, fremhæver, er, at legen placerer sig udenfor dagliglivets åg. Barnet træder ud af det almindelige liv og ind i en midlertidig sfære. En sfære som barnet dog er bevidst om, er en som-om-sfære. Det, at legen foregår i en som-om-sfære, betyder dog ikke, at den ikke er alvorlig. Legen kan for den legende være dybt alvorlig og opsluge den legende helt og fuldstændigt.

Legens tredje kendetegn er, at den altid foregår indenfor bestemte rumlige og tidsmæssige grænser. Grænser, der er bestemt af de legende. Legen består desuden af en bestemt orden og gældende regler. Det er en orden og et sæt regler, der er defineret af de legende. Dette er legens fjerde kendetegn.

Det sidste og femte kendetegn er tæt forbundet med det, at legen foregår udenfor det almindelige liv – udenfor dagliglivets åg: Legen omgiver siger med et skær af hemmelighed. Et skær, der er med til at definere ”dem” og ”os”. Os, der er med og dem, der ikke er med. Dette kommer tydeligst til udtryk i legen, hvor barnet klæder sig ud. Det er måske ikke tydeligt for udenforstående, at Spiderman og giraffen er en del af den samme leg, men det er lige præcis forklædningen og det hemmelige skær, der tydeliggør for barnet, hvem der er med. Det er dette skær af ”noget andet”, noget ”hemmeligt”, der understreger barnets og legens forskellighed fra det almindelige liv – det understreger ”dem” og ”os”.

Kort sagt er legen altså kendetegnet ved at være en frivillig aktivitet, der foregår udenfor dagliglivets åg. Den har en bestemt orden og gældende regler og foregår indenfor en tidsmæssig og rumlig grænse. Sidst men ikke mindst har den et hemmelighedsfuldt skær over sig.

Man kan med fordel opdele de kendetegn Huizinga opridser i to kategorier. Legen har nogle formelle kendetegn og nogle subjektive kendetegn. Altså nogle kendetegn, der beskriver rammerne for legen og nogle kendetegn, der beskriver, hvad der sker inde i barnet.

De formelle kendetegn er, at legen har en bestemt orden og nogle gældende regler og at den foregår indenfor tidsmæssige og rumlige grænser. Det er vigtigt at understrege, at selv om kendetegnene er af formel karakter, så er de bestemt af den legende. De subjektive kendetegn beskriver det, der foregår inde i barnet: følelsen af at være fri, at kunne træde ud af dagliglivet og tilfredsstillelsen ved at befinde sig i en sfære med et hemmelighedsfuldt skær. Jo mere de formelle kendetegn træder i forgrunden, jo mere vil legen bære præg af at være et spil. Jo vigtigere regler, tid og rum bliver, jo mere mister legen sin legende karakter. Det er altså i høj grad de subjektive kendetegn, der afgør om legen er en leg, eller om legen er et spil.

Tre skridt og en spytklat
Jeg vil for en kort bemærkning lige vende tilbage til min barndomsveninde og vores legerelation, for at illustrere, at hvad jeg ikke kunne i nogle lege, kunne jeg i andre lege. I legen var jeg et hoved højere end mig selv.[iii]

I de lege, hvor de subjektive kendetegn var dominerende indordnede jeg mig min venindes regler, fordi lysten til legen var større end lysten til at få tilfredsstillet mine egne behov. Når det kom til de mere formelle lege og spil var jeg til gengæld ovenpå. Hun kunne finde på, når vi legede ”Jeg melder krig mod” at ændre reglerne undervejs, så de var til hendes fordel. Det kunne hun tillade sig, fordi hun var en af de bedste legere på vejen. Vi ville allesammen gerne lege med hende og derfor accepterede vi hendes løbende regeljusteringer og nærmest grundlovssikrede ret til altid at være førstevælger. Men en dag, hvor reglen om ”3 skridt og en spytklat” pludselig blev ændret til ”6 skridt og en spytklat” fik jeg nok og efter forsøg på verbal modstand, udvandrede jeg fra legen. Det, at kunne udvandre fra legen gav mig en enorm følelse af frihed og selvstændighed. Jeg havde fundet et rum, hvor jeg kunne overskride magtforhold og lysten til at tilfredsstille egne behov var pludselig større end lysten til at blive i legen. Samtidig var jeg helt alene.

Grunden til, at jeg synes det giver mening at skelne imellem de formelle og de subjektive kendetegn er, at det hovedsageligt er dem, der er truet – både pædagogisk og politisk. Anders Fogh kaldte det rundkredspædagogik, Benedikte Kjær kaldte det hippiepædagogik og børne- og undervisningsminister Christine Antorini kalder det leg og læring. Men grundlæggende set er der ingen forskel på børnesynet. De er alle sammen enige om, at påtvinge legen en nytteværdi. Parolen er: Børns leg er nytteløs! Det, de hver især sikkert mener, er politisk mod, er at få gjort noget ved den nytteløse leg. Men det er ikke politisk mod. Det er politisk forfald.

Det er denne instrumentalisering, Huizinga mener, gør os ukultiverede som mennesker. I det øjeblik legen bliver et instrument til at opnå bestemte mål, som eksempelvis læring, er legen ikke længere leg. Den er reduceret til et spil, hvor der er vindere og tabere. Der er som sådan ikke noget galt med spil og vindere og tabere. Lysten til at konkurrere, vinde og blive æret, handler vel grundlæggende om længslen efter anerkendelse. Længslen efter anerkendelse er et grundvilkår, men hvis vi kun kan få opfyldt behovet om anerkendelse gennem spil og konkurrence, så er vi som mennesker også reduceret til vindere eller tabere. Derfor er legen og dens subjektive kendetegn vigtigere end de formelle. Retten til at være og lege og blive anerkendt for det, er vigtigere og mere betydningsfuld for mennesker end anerkendelsen for at have vundet.

Leg på skemaet
Børne- og undervisningsministeren har koblet sin reform af folkeskolen og hele finansieringen af den op på overenskomstforhandlingerne med Danmarks Lærerforening. Men uanstændigheden har tilsyneladende ingen grænser. I udspillet inddrager hun den sidste rest af noget, der ligner fritid og overdrager den til skolen. Jeg vil vende tilbage til, hvori det uanstændige består. Først et lille skoleeksempel på leg.

Pigen-der-ville-alt og hendes venner lavede en bogklub på fritidshjemmet. Det var en klub, som børnene selv havde etableret og jeg er ikke engang sikker på, at de voksne på fritidshjemmet vidste, at den eksisterede. Det var nok meningen, at de voksne ikke skulle være med. Bogklubben foregik hver torsdag lige efter skole og indtil ”samling”. Altså indenfor en tidsmæssig og rumlig grænse.

Alle måtte være med, men samtidig skrev Pigen-der-ville-alt ned, hvem der var med i legen. Det var vigtigt for børnene, at de vidste, hvem der var med i legen og hvem der ikke var med. Da jeg spurgte, hvad Pigen-der-ville-alt gjorde, hvorfor hun førte regnskab over medlemmerne, gjorde hun det klart for mig, at alle måtte være med. Enten handlede det om, at hun godt vidste, at det ikke er socialt acceptabelt at holde nogen udenfor legen og havde derfor ikke lyst til at afsløre overfor sin mor, hvorfor de førte kontrol. Eller også var det så såre simpelt, at kontrol med medlemskab er en forudsætning for at legen kunne fungere. Legen eksisterer kun, hvis der er et ”dem” og ”os”. Legen fungerede kun, når der var orden og regler defineret af børnene. I bogklubben kunne man skrive historier alene eller sammen med sine venner. Historierne var hemmelige indtil en bestemt dag, hvor medlemmerne af klubben skulle læse historierne op for hinanden.

Spinder vi for et kort øjeblik ud af en Antorini-tangent og leger med tanken om, hvad hun kunne få ud af dette skoleeksempel på børns leg, så kunne man let forestille sig, hvordan bogklubben kunne blive et eksempel til efterligning i hendes reform. Og jeg kan da heller ikke sige mig fri for, som mor at tænke: ”Nej hvor dejligt, at børnene sådan leger noget, hvor de skriver tekster og sikkert lærer en masse. Meget nyttefuldt!” Men en ting er at tænke det. Noget andet er, at ville udnytte legen til at opnå et politisk mål. Det er her hendes forslag bliver uanstændigt.

Og hvorfor så det? Fordi vejen til børnehelvede er brolagt med skemalægning og formålssætning af legen. At sætte formål på legen vil fjerne lige præcis de elementer, der gør legen til leg: legen er ikke længere frivillig, har intet hemmeligt skær over sig og foregår ikke længere udenfor dagliglivets åg. Tilbage er kun den instrumentalisering af legen, som Huizinga mener finder sted, når civilisationen mister kontakten til legens ånd.

I løbet af forsommeren vil selv samme Antorini fremlægge sine visioner for hele daginstitutionsområdet. Sandsynligheden for, at hun når at besinde sig i løbet af de næste par måneder, er uendelig lille.

Listesko og træskostøvler
Skal vi voksne, der er i nærheden af børn, forsøge at forsvare legen, så er vi nødt til at erkende vores begrænsninger.

Det, der gør det sværest for voksne at håndtere børns leg, er, at legen, for den voksne, som regel fremstår meningsløs. Både lærere og pædagoger, ja voksne i det hele taget, har et ustyrligt behov for konstant at overvåge og definere legen. Inklusive undertegnede. Og for de fleste er det ikke nok at definere, hvad der kendetegner legen. Vi vil også definere om legen er god eller dårlig, destruktiv eller konstruktiv. Problemet - eller snarere det fantastiske ved legen - er bare, at den aldrig er meningsløs. Legen skaber mening og helhed i kaos og tilfældighed. På en og samme tid kaster den nødvendighedens love over bord. I legen kan ingen regler eller normer føle sig trygge. Legen stiller spørgsmål samtidig med, at den giver svar. Kort sagt: Legen er afgørende for det at opbygge mening og det vigtigste børn lærer ved at lege er, at de vil lege mere.

En anden grund til, at legen kan være svær at håndtere for voksne er, at leg er overskridelse af magt. Samtidig gør vi voksne selv brug af legende elementer, når vi forsøger at overskride eller udfordre magtrelationer. En måde vi voksne overskrider magtrelationer, er ved at sige alvorlige ting for sjov. Det er en måde at afprøve relationen og magtforholdet. Gennem legen udfordrer vi virkeligheden. Skulle det vise sig, at slå fejl, kan man altid undskylde sig med, at det var for sjov. Det var bare noget, jeg legede og sagde for sjov i min som-om-sfære.

Men samtidig med, at legen og dens formålsløse ustyrlighed er svær at håndtere, er legen et helligt sted, der frigør os fra dagliglivets åg. Det er derfor, at de fleste voksne godt kan lide at gå til fester. Til fester er vi for en stund væk. Normer og udefrakommende regler forsvinder ikke, men bliver mindre dominerende for en stund. Til fester laver vi vores egne regler og normer, der gælder indenfor afgrænset tid og rum. I festen er vi et hoved højere end os selv. Ligesom børn i legen.

Når festen er slut, er vi igen rationelle voksne, nu bare et hoved lavere og med moralske tømmermænd over, hvor meget vi egentlig kastede regler, normer og nødvendighed over bord.

Det paradoksale ved et forsvar for legen er, at velmenende voksne for at forsvare den, er nødt til først at begribe den og definere den. Vi vil begribe og definere det, vi forsvarer. Men det er lige præcis i forsøget på at begribe den og forsvare den, at vi gør os til repræsentanter for nedbrydningen af legen som fænomen. Et forsvar for legen kan ikke foregå på et intellektuelt eller højere mentalt plan. Et forsvar for legen må, nødvendigvis vise sig mellem mennesker og en egentlig erkendelse af dette finder ikke sted, før vi kan udleve den i praksis. Praksis er, som Vygotsky formulerede det, enhver teoris højesteret.

Der findes adfærd i børns leg, som kan virke ekskluderende, nedværdigende ja ligefrem truende. Her skal den voksne huske på, at det bare er noget de leger. Det betyder ikke, som jeg sikkert vil få skudt i skoene, at den voksne skal acceptere al adfærd i legen og bedrive laissez-faire-pædagogik. Det betyder bare, at man skal finde balancen mellem listesko og træskostøvler. At man som voksen i nærheden af børns leg skal være sig den definitionsmagt bevidst. Pædagoger, lærere og forældre, ja for ikke at glemme politikere, der ikke er sig den magt bevidst, er legens og barndommens største trussel.

Første skridt på vejen til et forsvar for legen er, at vi stiller rammer for de formelle kendetegn til rådighed: Tid og rum og et værdisæt, der appellerer til legens subjektive kendetegn: En hemmelighedsfuld sfære udenfor dagliglivets åg, som barnet frivilligt kan træde ind og ud af og hvor barnet vigtigst at alt, kan kaste nødvendighedens love over bord. Det betyder også, at man skal være legende i sin tilgang til børn, villig til at udfordre virkeligheden og kaste nødvendighedens love over bord, at man stiller spørgsmålstegn og samtidig giver svar. Kort sagt, skal man være en voksen, der er værd at efterligne – vel at mærke set med børneøjne.



[i]     Huizinga, Johan, Homo Ludens, Beacon Press, 1950

[ii]    Danielsen, Erik, Vygotsky – Psykologiens Mozart, Dansk Psykologisk Forlag, 1996

[iii]   Danielsen, Erik, Vygotsky – Psykologiens Mozart, Dansk Psykologisk Forlag, 1996