Enhedslisten - Bevægelsesparti eller EU-opstilling?
Af Jakob Lindblom

Offentliggjort: 15. februar 2013

Til april skal Enhedslistens medlemmer ud i vejledende urafstemning om opstilling til EU-parlamentet. Skal vi stille op selv eller fortsat bakke op om Folkebevægelsen?

De fleste i partiet er nok bekendt med min holdning. Jeg anser det for afgørende for en fortsat EU-modstand herhjemme, at Enhedslisten ikke snupper Folkebevægelsens mandat, som en selvstændig opstilling sandsynligvis vil ende med. Og hvad værre er, så vil det formentligt koste Folkebevægelsen livet. Netop derfor er det et afgørende valg EL’s medlemmer skal træffe og der er brug for at gå i dybden – ikke bare med argumenterne imod opstilling, men også argumenterne for. Bag disse gemmer der sig nemlig en masse forskellige holdninger og valgmatematik. Jasiden først.

Hvorfor stille op?
Tilhængerne af EU-opstilling kan groft sagt deles ind i tre forskellige grupper. Den første gruppe ser en opstilling som tøbrud i Enhedslistens EU-holdning og derfor som et nødvendigt brud med Folkebevægelsen, som i deres øjne er med til at fastholde Enhedslisten som et modstanderparti. Det gælder mest markant tidligere folketingsmedlem Keld Albrechtsen, som i medierne har talt varmt for opstilling og som stod bag det kuldsejlede forsøg på at omgøre Enhedslisten til et kritisk tilhængerparti i 2002. Dette er dog en forholdsvis lille gruppe, selvom deres analyse om, at det tætte samarbejde mellem liste N og Ø står i vejen for et opgør med listens EU-modstand givetvis er korrekt.

Den anden gruppe anser opstilling som et alternativ til Folkebevægelsen med en argumentation om, at Enhedslisten vil kunne føre en mere rød kritik af EU og skabe sig alliancer i EU-parlamentet ved at få et mandat dernede. Her fylder Folkebevægelsens skæbne ikke alverden, og kan Ø få pladsen, så er det det værd uanset bevægelsens skæbne. Imidlertid bygger argumentationen i mine øjne på to fejlpræmisser.  

Der findes en myte om, at Folkebevægelsen er så tværpolitisk, at der ikke er plads til solidarisk og rød politik. Dette er forkert. Folkebevægelsen har gennemført store kampagner mod EU’s udnyttelse af ulande, mod Fort Europas flygtningeværn, mod EU’s våbenhandel (tjek www.euogverden.dk), mod forringelser i velfærden og imod social dumping fra EU. Der er ingen grund til at tro, at Folkebevægelsen ikke fortsat vil gøre dette og dermed konkurrere om samme vælgere som Enhedslisten.

Og der er ingen forskel, om det er Christian Juhl eller Søren Søndergaard, som holder en tale imod social dumping. Tvært imod kan jeg for egen regning som redaktør på mange af Folkebevægelsens materialer sige, at kritikken her ofte er mere radikal og systemkritisk og omvendt kan det tilføjes, at hvis nogen savner en rødere Enhedslisteprofil, så start i dagligdagen. Ved sidste Folketingsvalg nævntes ordet socialistisk ikke en eneste gang i materialerne, Finanspagtskampagnen, som EL gennemførte, var såmænd heller ikke rødere end Folkebevægelsens og der er masser af plads til røde kampagner – også mod EU – i hverdagen. Det behøver man såmænd ikke stille op for.

Den anden fejlpræmis handler om alliancer. Hvis bare vi stiller op, så kan vi i EU-parlamentet rigtigt lave internationalistiske alliancer med ligesindede i EU - underforstået, at det har vi ikke i dag. Dette er ikke korrekt!

Enhedslisten er med i et hav af alliancer og samarbejdsfora i Europa. Vi er med i European Left, Europæisk Antikapitalistisk Venstre, Nordisk Råds venstrefløjssamarbejde, United European Left i Europarådet, noget, som hedder NELF og observatører i den EU-kritisk alliance Team. Hvad der er mere interessant er, at vi faktisk allerede er i et formaliseret samarbejde med GUE/NGL, som er venstrefløjsgruppen i EU-parlamentet, hvor Folkebevægelsen mod EU også sidder (modsat hvad mange tror). Og faktisk samarbejder Folketingsgruppen meget tæt med Folkebevægelsen og GUE/NGL i EU-parlamentet. Enhedslisten er dybt respekterede i disse samarbejder og vi prioriterer det højt. Vi vil altså ikke få nye eller andre alliancer ved at stille op selv – vi har dem allerede!

Den tredje position blandt opstillingstilhængerne adskiller sig fra de øvrige ved, at det ikke primært er for at få Enhedslisten valgt ind, at de argumenterer, men derimod for at hjælpe Folkebevægelsen. Hvorvidt positionen i virkeligheden dækker mere over en af ovenstående positioner og et reelt ønske om at overtage pladsen kan være svært at vurdere, men den kræver alligevel en fair behandling. Sidste valg fik Folkebevægelsen 7,2 procent af stemmerne, mens Junibevægelsen, som Folkebevægelsen var i valgsamarbejde med fik 2,4 procent.

Rent matematisk vil et mandat kræve knap 7,7 procent. Reelt vil tallet dog være lidt lavere, da andre partier og valgforbund statistisk set vil have lidt stemmespild. Men argumentet lyder, at for at sikre Folkebevægelsen så skal Enhedslisten stille op i valgforbund med Folkebevægelsen og derved skrabe nok sammen til et mandat til liste N, som man ellers vurderer, vil ryge ud.

Imidlertid er denne position mildest talt problematisk. For det første glemmer man, at JuniBevægelsen sidste gang fik 2,4 procent af stemmerne, og at blot en femtedel af deres EU-kritiske stemmer matematisk vil sikre Folkebevægelsen. For det andet er det en forkert antagelse, at Enhedslisten vil være den lille i et sådant valgforbund og dermed være en hjælp til Folkebevægelsen.

Sandsynligvis vil Enhedslisten derimod blive de store i valgforbundet, da vi har en større organisation, flere medlemmer og afdelinger og ikke mindst en markant større pressebevågenhed i dagligdagen. Desuden vil en EL-opstilling dræne Folkebevægelsen for mange af de EL-aktivister, som traditionelt yder en stor indsats. Dermed er det næsten givet, at Enhedslisten vil snuppe mandatet og Folkebevægelsen ende som Junibevægelsen. Og muligheden for knap 16 procent og dermed to mandater er forsvindende lille. Liste N og Ø appellerer til mange af de samme stemmer.

I 2009 var det således ca. 65 procent af EL’s stemmer ved folketingsvalget i 2007, som stemte N, hvis man korrigerer for den lavere stemmeprocent. Resten har for langt de flestes vedkommende sikkert stemt Junibevægelsen.

Med Ø’s fremgang siden, så er det helt sikkert, at rigtigt mange af de kritiske S og SF-vælgere, som dengang stemte Folkebevægelsen i dag stemmer Ø. Dermed er der et kæmpe stemmeoverlap, som gør det urealistisk tilsammen at få 15-16 % og dermed to mandater. Omvendt vil man med Enhedslistens fremgang og en stærk støtte til Folkebevægelsen snildt (i mine øjne) kunne hjælpe Folkebevægelsen til at genvinde deres mandat.

Et spørgsmål, som debatten hidtil har kredset om er kandidater. Som bekendt har Søren Søndergaard meddelt, at han ikke genopstiller. Søren har gjort det godt og ydet en kæmpe indsats, men det ændrer ikke afgørende på ovenstående. Tvært imod, så efterlader det Folkebevægelsen des mere sårbar og behovet for entydig Enhedslisteopbakning des større. Blandt andet med at finde egnede kandidater. Hvis Enhedslisten vil, kan vi sagtens hjælpe Folkebevægelsen og få en solid rød spidskandidat.

Hvad mister man med Folkebevægelsens exit?
Hvis Folkebevægelsen ryger ud, så skal man gøre sig klart, hvad man mister.  I dag er værdien af bevægelsens mandat både politisk og økonomisk. Politisk har man en medieplatform dels ved valgene og dels ind i mellem, hvor Søren Søndergaard gør det godt i den medieomtale, det notorisk underprioriterede emne som EU er, trods alt kaster af sig. Dette vil mistes.

Økonomisk vil et skøn være, at bevægelsen mister 2-3 mio. på at ryge ud. Bevægelsens tre ansatte i København er parlamentsfinansierede. Dertil kommer 2 ansatte i Bruxelles, Sørens løn som talsperson, ca. en halv million i nævnsmidler, 150.000 i EUD-midler mv. Fantasifulde forslag i Rød+Grøn om, at Enhedslisten via partiskatten i EU-parlamentet kan finansiere Folkebevægelsen er altså helt ude i hampen, og økonomisk vil bevægelsen være lukningstruet og ude af stand til at lave noget, som bare ligner det nuværende aktivitetsniveau. Og det er ganske højt faktisk.

Uden Folkebevægelsen vil den brede EU-modstand være ilde stedt. I dag sikrer Folkebevægelsen et forum, som dels opsamler og formidler viden og kritik om EU. Den samler en række personer udenfor Enhedslisten, såvel som indenfor, der tilsammen yder et større arbejde mod EU, end det ville være muligt blot i Enhedslisten, hvor der også er dagpengekampagner, klimapolitik og alt det andet at tage højde for. Summen af delelementerne er altså større end delelementerne i sig selv. Det er klassisk bevægelsesarbejde, når det er bedst. Lad os tage nogle eksempler.

Da der blev samlet underskrifter ind mod Finanspagten i foråret 2012, samlede Folkebevægelsen dobbelt så mange ind som Enhedslisten – selvom Enhedslisten har 3-4 gange så mange medlemmer. I hele 2012 har Folkebevægelsen udgivet ca. 400.000 styks materialer i form af foldere og to uddelingsaviser og vel at mærke fået dem delt ud – primært mod Finanspagten og den økonomiske styring fra EU’s side. Og vel at mærke med en klar social profil og kritik. Til sammenligning har Enhedslisten mig bekendt trykt 25.000 foldere om EU i år, og det er kun pga. Finanspagtskampagnen.

Dertil kommer et utal af læserbreve, annoncer, gadeuddelinger, deltagelse til 1. maj og grundlovsmøder mv. hvor Folkebevægelsen har markeret sig udover den medieomtale, som Søren Søndergaard får via sit sæde i parlamentet. Pointen her er ikke, at pege fingre ad Enhedslisten, som har masser af andre aktiviteter end EU sideløbende. Men derimod at illustrere, hvor vigtigt det er med bevægelser, hvor man kan samle kræfterne om et emne og gøre en forskel. I al ydmyghed, så er det vel for pokker derfor, at Enhedslisten i sit program hylder bevægelsesarbejde og ligefrem kalder sig et bevægelsesparti!

Foræring til DF på sigt?
Udover den korte bane og EP-valget i 2014, så er det også på sin plads, at tænke lidt langsigtet. Hvem ved, hvad der sker derefter? Hvis Enhedslistens nuværende succes i meningsmålinger skrumper til blot valgresultatet på 6,7 i 2011, så vil listen ikke selv kunne få et mandat ved næste valg i 2019. Dermed vil en kortsigtet sekterisk opstilling her og nu ende med, at EU-modstanden i parlamentet overlades til Dansk Folkeparti. Er det dette man ønsker?

Tilsvarende må man se på mulige folkeafstemninger. Dels om forbeholdene og dels om de meget omfattende traktatændringer, som EU-eliten i øjeblikket arbejder på i lyset af den økonomiske krise. Også her er der brug for Folkebevægelsen, som en magtfaktor. Dansk Folkeparti og Enhedslisten kan ikke tilsammen samle over 50 procent og sikre et nej. Her er der brug for Folkebevægelsen til at appellere bredere end yderpartierne.

Uanset om man kigger kortsigtet eller langsigtet, så er konklusionen altså klar. Uden Folkebevægelsen vil der være markant mindre EU-modstand i Danmark. Der vil være tusindvis af husstande, som ikke får materiale i deres postkasser, der vil være tusindvis af danskere, som ikke stifter kendskab til solide, sociale, solidariske og demokratiske argumenter imod EU, som er fuldstændig i tråd med Enhedslistens egne holdninger. Og EU-modstanden vil være alvorligt svækket i fremtidens kampe. Det er prisen, hvis hasardspillet om Folkebevægelsens fremtid ender med at Enhedslisten snupper mandatet. Det valg Enhedslistens medlemmer står overfor er altså afgørende: Vil man være et bevægelsesparti, som bygger op, eller vil man stille op selv og risikere at svække EU-modstanden herhjemme enormt? Mit valg er ikke svært. Her ligger loddet i Folkebevægelsens skål.