Forgangen fremtid
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. februar 2013

SRSF regeringen overtog regeringsmagten 3. oktober 2011. På venstrefløjen og i det meste af fagbevægelsen var der store forventninger til fremtiden. Nu skulle der ryddes op efter VK regeringernes attentater mod velfærdsstaten. Der skulle føres ”rød politik”!

Her halvandet år efter magtovertagelsen stikker SRSF regeringen i problemer til halsen, og stort set alle forventninger om en progressiv reformpolitik er punkteret. Regeringen kritiseres fra både højre og venstre i Folketinget. Fagbevægelsen har et anstrengt forhold til Socialdemokratiet og SF, og kun udsigten til åbenlys splittelse og tabet af et politisk talerør afholder flere af de faglige ledere fra helt at vende regeringen ryggen. I øvrigt - hvor skulle de også finde alternativet?

Det er efterhånden mainstream at kritisere regeringen for at gennemføre VK’s politik. Kritikken rammer plet, men det langsigtede problem er, at S og SF ikke er VK, eller repræsenterer de klasser og deres interesser, der står bag VK. S og SF deler heller ikke de to partiers samfundssyn. Det gør deres vælgergrupper endnu mindre. S og SF repræsenterer de klasser og de interesser, som netop kun kan varetages ved et opgør med VK’s politik – hvilket ikke sker, nu hvor de to partier i regering med Det Radikale Venstre har valgt at videreføre VK regeringens politik for at bevare regeringsmagten.

Det havde S og SF’s vælgere ikke forventet. Det havde de kræfter i fagbevægelsen, der kastede alt ind i at få en ”rød regering” heller ikke. Forventningerne er blevet skuffet så læsterligt, og et alternativ er ikke synligt på horisonten. Der høres kun spredte frustrerede udbrud fra forskellige ledere i fagbevægelsen, enkeltpersoner i de to partier og nødråb fra Enhedslisten – men længere er det heller ikke kommet på den oplyste kampplads.

Som vi har skrevet tidligere, skal forklaringen på denne ”den forgangne fremtid” søges i to indbyrdes forbundne forhold. For det første var ønsket om et opgør med VK-regeringens samfundsnedbrydende politik så markant i brede lønmodtagerkredse og i fagbevægelsen, at det kritiske blik på den fremførte politik – før valget – svigtede. Det betød for det andet, at man både i fagbevægelsen og på venstrefløjen valgte at tolke S og SF’s politiske udspil før valget som progressive, selv om de i hovedsagen stillede sig på samme grund som VK-regeringens politik. En skæbne som den hjemlige centrum-venstre koalition i øvrigt deler med de fleste andre centrum-venstre alliancer i Europa, som enten er på vej til magten (Sverige), sidder på magten (Frankrig) eller er ved at miste den(Norge). De har ikke i deres programmatiske grundlag, i deres politikforståelse, statsopfattelse eller i deres demokratiopfattelse distanceret sig fra 30 års neoliberal politisk-økonomisk og ideologisk dominans.

Billedet har med få variationer været det samme overalt i Europa. Vælgerne har været dødtrætte af de mange angreb på velfærdsgoderne, af den skæve fordelingspolitik og af angrebene på de faglige organisationer. Favorisering af erhvervslivet og finansiel svindel og undergravelse af samfundsøkonomien har været reglen. Men centrum-venstres svar på vælgernes krav om forandring har i forskellige sprogdragter stort set bestået i løfter om en mere human markedsøkonomi (kapitalisme), social ansvarlighed, offentligt sponsoreret vækst for at gøre indhug i arbejdsløsheden, reformering (forringelse) af det sociale tryghedssystem og en øgning af uligheden. Om de reale magtforhold har man ikke villet tale. Derfor er indfrielsen af løfterne også udeblevet. Kapitalen har magten, og den har ikke været imødekommende.

At den politiske udvikling ikke har kunnet være anderledes i den aktuelle krise, giver imidlertid sig selv.

Centrum-venstre er netop kendetegnet ved at venstrefløjen allierer sig med den midte i det politiske spektrum, der først og fremmest får sin støtte fra de klasser og sociale grupper, der ønsker at bevare de eksisterende velfærdsprivilegier og genstarte en økonomisk vækst, som (i deres optik) kan genoprette ligevægten og den sociale politiske tryghed. De ønsker deler middelklassens vilkår med de bedst stillede arbejdergrupper, men ikke med alle de andre.

Problemet er, at ønskerne hviler på en illusion. De herskende klasser har opgivet velfærdsstaten. Politisk og styrkemæssigt har det haft den betydning, at der ikke har eksisteret et objektivt grundlag for, at centrum har kunnet trækkes til venstre. Den modsatte bevægelse har derimod været den fremherskende.

Disse indre modsætninger i centrum-venstre alliancerne har op til overtagelsen af regeringsmagten kunnet skjules i forskellige former for vag socialismeretorik afstivet af markant symptomkritik – så som harme over den voksende ulighed, de øverste samfundslags umådeholdne berigelse, spekulation mv. Modsvaret har eksempelvis været krav om millionærskat, en noget barberet Tobinskat, støtte til betrængte virksomheder og lignende.

I realiteten er det dog ikke blevet til så meget. Noget tyder på, at det er kommet bag på eksempelvis Helle Thorning Schmidt og Franqois Hollande, at kapitalismens krise er så dyb og uden udsigt til snarlig løsning. Finanskrisen og gældskrisen har for dem som for det meste af arbejderbevægelsen i hele Europa skygget for det faktum, at krisen er strukturel, og at de nuværende problemer først og fremmest skal ses som kulminationen på flere årtiers svag vækst, ringe produktivitetsudvikling, faldende investeringer og dybe forandringsprocesser i det kapitalistiske verdensbillede – som først nu er ved at folde sig ud i al deres modsætningsfyldthed både politisk, økonomisk og militært.

Så selvfølgelig er det ikke blevet til så meget. Kick-starter hjælper ikke det store i samfundskriser af den kaliber. Især når alle de vestlige lande (inklusive deres centrum-venstre koalitioner) gentager succesen fra 30’erne med først og fremmest at sørge for sig selv. Kick-starter hjælper heller ikke i en epoke, hvor det globale kapitalmarked sætter de nationale økonomier under pres. Den Finanspagt, der stort set afskærer de nationale regeringer – inklusive centrum-venstre – fra at føre ekspansiv finanspolitik, begrundes netop i frygten for de globale kapitalbevægelser. Centrum- venstre, herunder SRSF regeringen har selv underskrevet sin finanspolitiske begrænsninger ved at godkende Finanspagten og alle de andre pagter, der er blevet indgået de sidste to til tre år – for at redde en falleret finanssektor.

På den anden side er udbudspolitikkens potentialer næsten brugt op, uden der er kommet vækst eller er gjort indhug i arbejdsløsheden. Udhulingen af efterlønnen, forkortelsen af dagpengeperioden, forringelsen af førtidspensionsordningen, de kommende forringelser af sygedagpengeloven, udhulingen af både kontanthjælpen og SU’en skærper godt nok konkurrencen om de få ledige jobs – men øget vækst bliver det ikke til – kun øget lønkonkurrence og svækkede lønmodtagere.

Uden finanspolitiske og udbudspolitiske virkemidler har SRSF regeringen ikke mange effektive virkemidler tilbage andet end at orientere sig mod direkte erhvervsstøtte i håb at sætte gang i de private investeringer. De herskende klasser har centrum-venstre dér, hvor de vil have dem – appellerende og med hatten i hånden.

Der er ikke økonomisk rum for flere offentlige investeringer. Udbudspolitikkens lønkonkurrence, som den er kodificeret i EU’s Europlus pagt, ophæver på den anden side sin egen virkning, når alle forfølger den samme politik. Det sidste nummer i udbudspolitikken hjælper heller ikke. Skattelettelserne sætter selvfølgelig ikke gang i et nyt forbrugsboom, når hovedparten af de almindelige lønmodtagere på grund af faldende indkomst og øget social utryghed tvinges til at øge opsparingskvoten og hensættelserne til alderdommen. Det burde derfor ikke komme bag på andre end økonomer, at man sparer mere op, når maskerne i det sociale sikkerhedsnet forstørres. Men konsekvenserne er alarmerende og vidtrækkende. Det enorme kredit- og gældsfinansierede forbrug, der har trukket årtiers økonomisk vækst, kan ikke genetableres. De gængse økonomiske teorier og regnemodellers forklaringskraft falmer, fordi de faktisk forudsætter det, som de i dag kritiserer og vil afskaffe – den velfungerende velfærdsstat og det udbredte sociale tryghedssystem.

Af samme grund har centrum-venstres kendte vækststrategi ramt muren. Den politiske konsekvens heraf blev tydelig midt i januar, da statsministeren som svar på de lave væksttal og høje arbejdsløshed varslede en jobpakke inden 1. marts – 2013. Der var ikke gået mange dage, før den diskret blev omdøbt til konkurrenceevnepakken. Arbejdsgiverne og erhvervslivets organiserede elite roste udspillet, men har siden ikke undladt at fortælle, hvem regeringen er afhængig af. Der er således ikke gået en dag, uden at DI, Dansk Erhverv, de fremmeste virksomhedsledere og andre har fremsat nye krav om skatte- og afgiftslettelser til regeringen som modydelse for at ikke at out-source endnu flere arbejdspladser eller at undlade at investere. SF’s nye formand ramte i den forbindelse meget præcist, da hun beskyldte dele af erhvervslivet for at sabotere regeringens politik. Men lige så præcis kommentaren var, ligeså så symptomatisk var det, at hun måtte trække sine udtalelser tilbage af hensyn til det gode forhold til erhvervslivet – som først og fremmest varetages af statsministeren, finansministeren og økonomiministeren. Samme skæbne er overgået den franske præsident og hans regering. Han har også måtte begrænse millionærskatten og imødekomme flere af industriens krav om støtte og andre konkurrenceforbedrende indgreb. Den nye formand for det svenske socialdemokrati har allerede renonceret før valget. I sin yderste konsekvens kan det føre til en overlevelseskrig mellem centrum-venstre regeringerne og erhvervslederne i Europa eller på den store scene – verdensmarkedet – med de samme regeringers vælgere som tabere.

Ikke ulig højrefløjen (f.eks. Merkel i Tyskland) har centrum-venstre koalitionerne og regeringerne nemlig bundet sig til en politisk økonomisk strategi, der vel bedst kan beskrives som en kombination af udbudspolitik og moderne merkantilisme, inklusive øgede frihedsgrader til bekæmpelse af de faglige organisationer og indgreb i overenskomster. Når det danske erhvervsliv og den danske regering, når EU kommissionen og regeringscheferne konstant bruger vendinger som øget konkurrenceevne som vejen frem, så må det jo være i forhold til nogen eller noget – og dette noget må nødvendigvis være det øvrige verdensmarked. Til den kategori hører også valutakrig. Den rumsterer lige under overfladen. Det er den vogn, centrum-venstre er ved at blive spændt for – det gælder også for SRSF regeringen.

Alt i alt er der altså ikke det store progressive reformperspektiv i regeringens politik. Hovedparten af ministeriernes frenetiske aktivitet retter sig mere mod at forandre for at bevare – mod at forringe for at forsvare. Men det ender alt sammen i, at folk i almindelighed oplever, at deres levevilkår og overblik over begivenhederne forringes, samtidig med at den klasse, der skaber problemerne, går fri. Således er det også forståeligt, at tilliden til regeringen svinder, og at det især går ud over S og SF i meningsmålingerne. Det var jo de to partier, man havde forventninger til. De Radikale skulle kun levere stemmer. Men forholdet er blevet lige omvendt.

I sådanne politiske situationer hvor aktørerne – de politiske partier og de store organisationer – hverken kan gå frem eller tilbage, men højst gøre sig håb om at holde problemerne på et tåleligt niveau og undgå f.eks. social polarisering og uro, er det hverken ualmindeligt eller uforklarligt, at der i de siddende regeringer opstår indre splid. Og især i en centrum-venstre regering, der tvunget af omstændighederne og de givne styrkeforhold, som man enten ikke har kunnet eller villet udfordre, er nødt til at føre centrum-højre politik.

Det er heller ikke ualmindeligt, når nu alle gør alt for at nedtone de politiske uenigheder og spændinger, at den indre slitage fremstår som manglende politisk professionalisme, hvilket igen influerer på tilliden til de politiske ledere – især til lederne af S og SF. Men faktisk er de på godt og ondt først og fremmest repræsentanter for en samfundsforståelse, politisk strategi og praktisk regeringspolitik, der på alle parametre har vist sig utilstrækkelig til at trække samfundet og vælgerne mod venstre og fremme det, som i hvert fald SF kalder en progressiv demokratisk socialistisk reformpolitik.

Det forekommer således ganske forventeligt og forståeligt, at flere og flere medlemmer i S og SF og i fagbevægelsen er begyndt at stille spørgsmål dels til regeringens politik, til partiernes ledere og ledende lag og dels til, om SF skal fortsætte i regeringen – ja, om skridtet skal tages fuldt ud.

Men hvad nu hvis SF trådte ud af regeringen, fordi partiet ikke i længden kan holde til at blive kørt over af ydmygende magtdemonstrationer fra de socialdemokratiske og Radikale ledere? Hvad ville der ske?

Det sandsynlige er, at S og R ville fortsætte som mindretalsregering. SF ville blive udsat for en politisk hetz og anklaget for at medvirke til at bringe VK til magten ved næste valg. Indadtil ville de politiske fløjkampe for alvor bryde ud i lys lue i SF, og de fleste af de socialdemokratiske medlemmer, der hidtil har været sympatisk indstillet overfor SF, ville geråde i en højere forvirringstilstand. Dermed også sagt, at der absolut ikke er nogen garanti for, at en udtræden af regeringen vil kunne genetablere en venstredrejning i socialdemokratiet, i fagbevægelsen eller for den sags skyld blandt vælgerne. Spørgsmålet er tillige, hvilke samfundskræfter SF skulle appellere til ved en eventuel udtræden af regeringen – og ikke mindst på hvilket politisk strategisk grundlag det skulle foregå? Svaret herpå er i den aktuelle situation så usikkert, at det som kunne give en kort befriende opblomstring af den politiske venstrefløjsdebat, kan ende med at forstærke den politiske desillusion, der allerede nu breder sig i vælgerkorpset og i fagbevægelsen.

De her nævnte forhold og flere til må de kræfter i fagbevægelsen og på den politiske venstrefløj, der gang på gang stiller krav til regeringen, som man ved den ikke kan eller vil indfri og som til SF spørger, ”hvor nok er nok”, tage bestik af.

Det betyder ikke, at vi pr. definition afviser en eventuel udgang fra regeringen som ufornuftig. Af samme grund støtter vil heller ikke ubetinget det evige omkvæd fra EL’s folketingspolitikere om, at alternativet til den nuværende regering er værre, hvorfor den skal holdes i live. For det første kan denne politik med stor sandsynlighed resultere i så mange kompromisser og skjulte eller åbenlyse forringelser, at vejen under alle omstændigheder banes for den borgerlige regering, man ikke ønsker. For det andet kan den førte støttepolitik blokere for den nødvendige og uundgåelige diskussion i de politiske partier, i det offentlige politiske rum og i fagbevægelsen om, hvad det er for en politik, der skal føres, hvis det ikke skal være den aktuelle – og mindst lige så vigtigt hvordan den skal virkeliggøres og med hvilke magtmidler, herunder inddragelse af det uomgængelige europæiske perspektiv.

Men hvis vi nu udkaster det scenarie, at SF forlader regeringen, så bør alle være bevidste om, at partiet ville blive overfaldet af samtlige partier i Folketinget på nær EL. Erhvervslivet og hele borgerskabets intellektuelle elite ville bombardere partiet og inddrage kapital- og jobflugt som trusselsbillede. Kun fantasien sætter grænser for hvilke uhyrligheder, SF ville blive stillet til ansvar for. Pressen ville heller ikke lade nogen anledning uprøvet for at nedgøre partiet og kompromittere partiets ledelse (den nye formand har allerede fået en forsmag ved flere lejligheder). Og EL ville også blive draget med ind i orkanen. I samme øjeblik SF trådte ud af regeringen, ville EL’s position som sympatisk parlamentarisk grundlag, der har kunnet komme med alle de rigtige forslag og kritisere regeringens angivelige højredrejning uden at gøre noget ved det, være definitivt forbi.

Et exit fra regeringen ville fra dag ét tvinge SF og EL til at gå sammen og formulere en langsigtet antikapitalistisk politik – kemisk renset for snuptagsløsninger, der aldrig har haft deres gang på jorden under de givne magtforhold – som både gjorde det muligt for de to partier at handle her og nu i hverdagen og øve indflydelse på S medlemmer og de faglige ledere, men som også åbnede for det strategiske opgør med det socialdemokrati og den partiledelse, der som samlende samfundskraft har fremtiden bag sig. Det gælder for alle dem, der måtte ønske sig den situation, at man både har retten men også pligten til at gøre sig helt klart, at opgøret med Socialdemokratiets mangel på politisk perspektiv og centrum-venstre ideen er et historisk opgør og ikke et konjunkturelt.

Alternativet til kapitalistisk produktionsanarki og markedstyranni er ikke et nyt historisk velfærdskompromis, for det er de herskende klasser ikke interesseret i, og historien gentager sig ikke.

Vores påstand er, at selv forholdsvis begrænsede forbedringer i den nuværende historiske situation af eksempelvis fordelingspolitikken, udligning af uligheden bl.a. gennem øget progression i beskatningen, demokratisering af statsapparatet og erhvervslivet for at sætte gang i investeringer og beskæftigelse forudsætter en demokratisk socialistisk reformpolitik, der kan organisere og mobilisere størstedelen af befolkningen bag en regering og en reformsocialistisk bevægelse i EU, så regeringen opnår magt til at føre reformpolitikken ud i livet.

Vores påstand er også, at en demokratisk socialistisk reformpolitik som minimum må indeholde bud på, hvordan kontrollen med produktionsapparatet og den finansielle sektor kan socialiseres, så det bliver samfundene gennem deres valgte regeringer, der styrer investeringer, kapitalformidlinger, jobskabelse og handelssamkvem og ikke som nu en anarkistisk fungerende global kapital og et ustyrligt marked. Det giver sig selv, at sådanne nøglepunkter forbliver varm luft, hvis en reformpolitik ikke tillige beskæftiger sig med, hvordan den politiske, økonomiske og kulturelle magt vindes og fastholdes. Det er jo ikke juleaften hele året.

For os at se må en åben debat både i og udenfor partierne om en sådan reformpolitik gå forud for alle spekulationer om SF’s mulige udtræden af regeringen. Alt andet ville være politisk uansvarligt. For hvis ikke alternativet er klart og konkret formuleret og kræfterne bag organiseret både i og uden for partierne, vil et brud på venstrefløjen blot forøge den desillusionering, som allerede er ved at få tag i vælgerne. Hermed trænger venstrefløjens opgave sig også på.