Konstruktive nyheder - eller kreative?
Af

Offentliggjort: 15. december 2012

I kølvandet på lanceringen af DRs nye tv-avis i september fulgte en strøm af harmdirrende klummer og seerreaktioner, der næsten samstemmende latterliggjorde det absurde format, hvor forudsætningsløse korrespondenter ”analyserer” foran tomme bygninger eller på tilfældige pladser i nærheden af dagens ikke-begivenheder.

Ved frokostbordene fik vi nyt pres på licensgalden over de skattefinansierede journalister i millionklassen, der dækker alt fra finanskrise og udenrigspolitik til stormvejr og kostvaner på samme måde: Smæk en mikrofon i ansigtet på en tilfældig forbipasserende og kom med den medbragte konklusion - men helst på en lokalitet, der medfører interessante rejseoplevelser for DR medarbejderne.

Og i mere kritisk indstillede kredse er der næsten gået status i overhovedet ikke at tænde for det, der engang var et alternativ til Fox News, Luderkanalen, Pias Venner, eller hvad vi københavnere nu kalder TV2s journalistiske massegrav på det odenseanske Kvægtorv. Man kan næsten tale om raseri over både nyhedsformidlingen og den skamløse politikerpropaganda, der nu strækker sig over hele sendefladen. Vestager i køkkenet, Pind i USA, Bertel der svinger taktstokken - hele den danseglade familie som fast afteninventar på licenskanalen.

De færreste ved måske, at det nye nyhedsformat kun er det seneste led i en udvikling, der blev påbegyndt, da DR i 2007 fik ny nyhedschef - senere forfremmet til nyhedsdirektør.

Konstruktive nyheder
Stillingen som nyhedsdirektør er så vigtig, at udnævnelsen hører direkte under DR’s politiske bestyrelse, anført af det offentlige erhvervslivs foretrukne bestyrelsesformand Michael Christiansen. Men politisk ledelse var ikke noget problem for nyhedschef Ulrik Haagerup, da han søgte stillingen som nyhedsdirektør Ulrik Haagerup: ”Vi har en rigtig fin bestyrelse”, udtalte journalisten - og han fik søreme jobbet.

Måske var det på grund af den banebrydende kronik, han forfattede til Politiken i December 2008, med titlen: Konstruktive nyheder, hvor Cavlingprismodtageren beklagede sig over det negative verdenssyn, der angiveligt dominerede nyhedsbilledet i de tidlige måneder af den største finanskrise i generationer.  ”Er vi så fokuserede på at fortælle om hullerne i osten, at vi sommetider glemmer at berette om osten?” var den prisbelønnede reporters underlige og pudsigt ledende spørgsmål.

Den konkrete anledning til Haagerups bekymring var hans kammerats ranglede datter, som blev utryg over alle de dårlige nyheder - en utryghed, han i øvrigt også var stødt på under ”verdens største brainstorm”, et møde i ”det uafhængige” World Economic Forum med deltagelse af 699 direktører, professorer, politikere og eksperter fra 68 lande. (Man skal være temmelig konstruktiv for at kalde EU-kommissionen og storindustrien ”uafhængig”.)

Haagerups selvbenovelse nærmest gløder ved omtalen af eksperterne, der bl.a. talte Al Gore, Tony Blair, førende Aids-forskere, ”verdens skarpeste økonomer”, samt topchefer i IBM, Sony Entertainment og Disney, som åbenbart alle var enige om, at konstruktive nyheder er vejen frem. ”I medierne vil I jo kun fortælle om problemer og konflikter”, konstaterede den ene ekspert efter den anden - angiveligt. Hvorefter Haagerup konkluderer, at behovet for konstruktive nyheder er internationalt. Keine Hexerei.

Kronikken gjorde ikke ret mange mennesker klogere på, hvad konstruktiv journalistik egentlig er, men i DR P1’s Mennesker og Medier fik oraklet for nylig mulighed for at uddybe begrebet. Og argumenterne var mange og gode: ”Folk er trætte af kritik … folk flygter fra de etablerede medier … undersøgelser viser, at folk vil have gode nyheder … når man snakker med folk … jeg tror .. jeg er sikker på, der er behov for det … det viser sig når man spørger folk … man vil gerne ha dem.”

Haagerups modparter i diskussionen kunne imidlertid ikke genkende det billede, og efterspurgte forgæves de undersøgelser, der viser ... noget. I de studier, Peter Bro fra SDU fx kendte til, var resultatet faktisk nærmest det modsatte: Vi ønsker generelt en kritisk presse, der overvåger beslutningstagerne, og vi efterlyser konkret, faktuel indsigt i vores samfund, så vi selv kan komme på banen i debatten.

Længere kom vi så ikke i den udsendelse, og spørgsmålet om, hvorvidt vi ønsker manipulerede nyheder svæver stadig i luften. Hvad der imidlertid blev skåret ud i pap var substansen i det nye begreb: Konstruktive nyheder er det, som Ulrik Haagerup til enhver tid måtte få lyst til at servere, og forskellen mellem konstruktiv og kreativ afgøres alene af Haagerup og hans personale.

Vil man vide mere om konstruktive nyheder, er der netop i tide til julehandelen udkommet en antologi herom - redigeret af Haagerup og med forord af hans helt egen bestyrelsesformand. Jeg har ikke gidet læse den, men ifølge præsentationen er ”Danmark længst fremme i verden i arbejdet med konstruktive nyheder.” Den påstand køber jeg.

Hvem er Ulrik Haagerup ?
Når en mand har kunnet tiltage sig en holdningsbaseret definitionsret over vores fælles virkelighed, og når denne mand samtidig kun står til ansvar over for de politikere, hvis virksomhed det er hans fornemste opgave at overvåge og kritisere, må man naturligt spørge sig selv, hvem han er, og hvad hans konstruktive holdninger er.

Første gang Haagerup for alvor kom i offentlighedens søgelys, var under valgkampen 2001, hvor han som journalistisk chef på Jyllands Posten var ansvarlig for de svinagtige artikelserier "Det store asylfup" og "Lille Danmark". Serien, der omhandlede palæstinensiske flygtninges påståede svindel med førtidspension, viste sig senere at være koordineret med Venstres racistoide valgkamp, og var i øvrigt gennemgående udokumenteret, manipulerende og under enhver journalistisk standard. Dengang.

Haagerup beklagede efterfølgende behørigt, men artiklerne havde den ønskede effekt: Indvandrerdebatten fik frit løb, Anders Fogh vandt valget, og artiklernes bagmand, journalist Michael Ulveman, blev prompte belønnet med først en chefstilling i Venstrepressens Bureau og siden med stillingen som spindoktor for Anders Fogh Rasmussen både i Statsministeriet og NATO. Fedteadfærdens årti var skudt i gang.

Haagerup forlod kort tid efter Jyllands Posten til fordel for Nordjyske Medier, og har sammenfattet sine erfaringer (holdninger) fra denne tid i bogen: ”En god idé, fik du den”? Med den implicitte undertitel: Nej, naturligvis gjorde du ikke det, din dovne, forkælede, overbetalte, socialdemokratiske velfærdsdansker. Ud over hans til tider lidt pinagtige begejstring over egne lederevner giver bogen også indblik i mandens benovede attitude (holdning) over for de erhvervsledere og topchefer, han har underholdt med sine foredrag: Kun Microsofts direktør var for eksempel i stand til korrekt at tælle alle de store F'er i en sætning - for han tænker som en leder. Niveauet er højt.

Det er arrogancen, der er foruroligende, og bogen var på sin vis et forvarsel om den nedladende, neoliberale grød, som nu er blevet daglig kost i tv-avisens ajournalistiske bud på et verdensbillede: Vi kræver mere i løn end kineserne, vi brokker os over ingenting, den sociale velfærd har gjort os bløde og uskarpe, vi har for få mellemhandlere, man kan, hvad man vil osv.

Men tag hans egne ord for det: Haagerup beskriver i dette interview selv sit verdenssyn og sin samfundsanalyse kort og præcist: http://www.vidiov.info/595ccf5c8.html”Vi har ingen rigtig fattige i Danmark, men bagsiden af den medalje er, at vi heller ikke har nogen rigtig rige mennesker”, vurderer sandsigeren. ”Vi er ikke sultne nok”, er konklusionen, og her er embedsmanden jo helt på linie med eksperter som Lars Løkke Rasmussen. Bemærk i øvrigt de indiske journalisters stivnede ansigtsudtryk, da Haagerup pludselig slår over i pidgin-engelsk for at lægge sine ord i munden på en ikke tilstedeværende pakistansk journalist.

Manden og hans menneskesyn ville dog som sagt være uendelig ligegyldige, hvis ikke han egenmægtigt og uargumenteret havde knæsat et nyt journalistisk princip, hvor de rigtige holdninger er blevet den nye faglige standard - en standard, der efterhånden har bredt sig over hele DR-sendefladen. I det åbenlyse fravær af argumentation for eller konkretisering af begrebet konstruktive nyheder, kan mistanken om en mere primitiv motivation for kursskiftet faktisk godt melde sig:

Begrebet kan virke som en pseudofaglig retfærdiggørelse for ambitiøse, konfliktsky og måske endda dovne redaktører og journalister, der mestrer kunsten at fortælle magthavernes historie loyalt og samarbejdsvilligt. Konstruktivitet kan på den måde gøre det foruroligende nemt at forene det opportune med det behagelige.

Asymmetrisk konstruktivitet
Og den Haagerupske konstruktivitet er påfaldende asymmetrisk. Da vismændene i årets første rapport jublede over en dansk offentlig økonomi, som nu for første gang i rådets historie er overholdbar, var der sjovt nok ingen jubel at spore i nyhederne - anbefalingerne om forøgelse af beskatningen på ejerboliger (og Nordsøolien) blev ikke nævnt.

En langtidsholdbar fælleskasse og en gældfri offentlig sektor er åbenbart ikke konstruktivt, så på den front fokuseres der ensidigt på den EU-indbildte ubalance, alt imedens de astronomiske problemer i den håbløst forgældede private finans- og boligsektor bagatelliseres. Men når DR vælger at omtale arbejdsløshed, fattigdom, sociale systemer eller lønmodtagerkrav, er negativitet helt på sin plads. Kritik af det forkælede, overvægtige underdanmark er jo på en måde det samme som at være konstruktiv - bare på magthavernes vegne:

Et indslag om SAS-konflikten blev således indledt med en konstatering af, at de danske lønninger var for høje. Sådan. Og midt i indslaget om SAS-forhandlingerne blev der pludselig klippet direkte til interviews med spillere fra håndboldklubben GOG, som naturligvis hellere ville gå ned i løn end miste deres jobs. Den barnagtigt manipulerende konklusion blev, at GOG ganske vist gik konkurs trods spillernes lønnedgang, men … hey de er måske på vej tilbage til eliteserien. Fik du den, din krævende, ukinesiske SAS-snylter?

Der var heller ingen positiv konstruktivitet, da ”21 Søndag” for præcis et år siden fyldte hele nyhedsfladen med en ”afsløring” af, at der var svindel i 3-5% af de samlede sociale udbetalinger. 97% korrekte sociale udbetalinger ville ellers nok have vakt misundelse i de fleste lande, men nej, overskriften var skandale, og de interviewede - anført af Mette Frederiksen - konkurrerede ivrigt på forslag til skrappere sanktioner og mere edb-kontrol.

Problemet var bare, at ”undersøgelsen” var fuldstændig uvederhæftig, hvad adskillige kommentatorer også gjorde opmærksom på i de følgende dage. Men da kørte fortællingen jo allerede ved frokostbordene og samtlige medier. En gammeldags teknik, som før Haagerups tid gik under betegnelsen ”kildekritik”, ville straks have afsløret ikke alene den grinagtige metode, men også ophavsmandens motiv: KMD (tidl. Kommunedata) havde udarbejdet det statistiske makværk i et forsøg på at sælge et nyt kontrolsystem til landets kommuner. Ret primitivt og gennemskueligt for alle andre end Haagerups medarbejdere, som af uforklarlige grunde insisterede på den negative vinkel.

Mere kyniske iagttagere ville måske mistænke KMD-bestyrelsesmedlem Michael Christiansen for at have tipset DR’s bestyrelsesformand (også Michael Christiansen), som herefter har tipset sin loyale nyhedschef, men det tror jeg nu ikke. Det ville jo være rendyrket og ukonstruktiv magtfordrejning.

Den gennemgående konstruktive manipulationsteknik er: Fremsæt en påstand, der helst skal være neoliberal-agtig. Foregiv dernæst at belyse den fra flere sider gennem skrømtede interviews og udvalgte fakta og afslut endelig med diskret at anse påstanden for bekræftet. Den såkaldte CEPOS-metode. Og i studiesammenhæng: invitér 2 tilhængere og en modstander - pænt og diskret naturligvis.

DR-dokumentars fremragende serie om bankernes kreditorgie, Sikke en fest, fik netop den behandling for nylig. Sass-Larsens vurdering af bankpakkerne som ”danmarkshistoriens største tyveri”, blev taget under kærlig behandling af Nikolai Sommer i Deadline. Hovedgæsten var en professor/storinvestor, der som sandhedsvidne citerede Erhvervs- og Vækstministeriets oplysninger om bankpakkerne, og den efterfølgende debat stod mellem en småinvestor og en journalist. Så skulle der vist være balance i tingene, ikke? Men alligevel – for at ingen skulle være i tvivl - var indledningsspørgsmålet til journalisten: ”Så du vil hakke bankerne i småstykker ?”

Det demokratiske problem
Det grundlæggende demokratiske problem er enkelt: Den kreative, historiefortællende, a-faktuelle feel-good journalistik fratager os muligheden for at deltage i den demokratiske proces. For kendskab til konkrete økonomiske og sociale begivenheder og sammenhænge er en nødvendig forudsætning for kvalificeret deltagelse - uanset hvor hyggelige Haagerups bamser og kyllinger så end måtte være.

Ja selve demokratiets kernefunktion er nu underlagt fortællernes kontrol: Umiddelbart inden det seneste folketingsvalg inviterede DR partilederne og et tusindtalligt ”repræsentativt udvalgt” publikum til afslutningsdebat i det dyre koncerthus. ”Demokratiets Aften.” Spørgsmålene var på forhånd ”udvalgt repræsentativt” blandt indsendte seerspørgsmål - det festklædte live-publikum havde hverken tale- eller spørgeret - men seerne interesserede sig underligt nok slet ikke for det mest presserende samfundsproblem, finanskrisen, for det emne blev slet ikke omtalt. Belejligt konstruktivt for partilederne fra SF til DF, som netop med held havde lusket bankpakke 4 igennem Finansudvalget midt under valgkampen uden et eneste journalistisk indslag i DR.

Dobbeltmoralen er til at tage og føle på, når vi med jævne mellemrum kollektivt forarges over manglende informationsfrihed i andre lande, samtidig med, at vore egne såkaldte public-service kanaler er ledet af politisk udnævnte kardinaler, hvad enten det er folketinget eller Kulturministeren personlig, der fører pennen. Den fjerde statsmagt er umærkeligt blevet statsmagtens tjenstvillige, forlængede arm.

I et efterhånden fuldstændig homogent, finans- og erhvervsfinansieret medielandskab var public-service kanalerne den sidste uafhængige oplysningsbastion. For tyve år siden var tv-nyhederne groft sagt bare almindeligt borgerlige, kedelige, mainstreamhistorier fra ind- og udland. Det var kedeligt men uskadeligt. Men med den kompleksitet, der nu er vores hverdag, hvad enten vi taler om økonomi, finans eller klima, er der mere end nogensinde behov for nuanceret, faktuelt baseret nyhedsformidling og baggrundsstof - og udviklingen går med stadig stigende hast den modsatte vej.

Her kan Ulrik Haagerups officielle fravalg af journalistiske nyhedskriterier, udvandingen af væsentlighedsbegrebet og normaliseringen af den aktivt manipulerende billedfortælling imidlertid måske være den provokation, der kan få os til langt om længe at forlange direkte demokratisk indflydelse på nyhedsformidlingen ud fra den neoliberale devise: Den, der betaler, bestemmer.

Hvis Ask Rostrup har ret i, at Marianne Jelved var den allermest fremragende af alle de ualmindelig fremragende kandidater til Kulturministerposten, kan vi med sindsro forvente et snarligt tillæg til DRs public-service kontrakt, der understreger og præciserer krav om fx væsentlighed, proportionssans, objektivitet, alsidighed, kildekritik, research samt almindelig respekt og anstændighed i nyhedsformidlingen. Eventuelt suppleret med krav om deklaration på de enkelte nyheder, med angivelse af, hvilken producers moster, der var ophav til historien, hvilken spindoktors kone, der har konciperet teksten og hvilket nyhedskriterium, man vil påberåbe sig som undskyldning.

Sker det ikke, får vi i fremtiden meget, meget mere Haagerup, medmindre det helt usandsynlige indtræffer: En folkelig organisering om direkte og fuldstændig kontrol over de mediemilliarder, vi i dag tvinges til at betale for magtens historier, så vi måske en dag selv kan vælge vores historiefortællere, og selv definere forskellen på virkelighed og fortælling.