Hvad er social dumping?
Af Kirsten Norman Andersen

Offentliggjort: 15. december 2012

Vi bringer her en gengivelse af en tale, som Kirsten Normann Andersen holdt på et Rotary arrangement i november måned. I talen anlægger formanden for FOA Århus nogle vinkler på ”social dumping”, som ikke er gængs i den stående debat om problemet.

Indledning
Mange tak for invitationen til at tale om social dumping. Da jeg sagde ja til at komme, tænkte jeg faktisk ikke videre over temaet. Det er jo ganske klart for alle, hvad social dumping er – var min tanke.

Det drejer sig mere om, hvad vi skal gøre ved problemet. Det, jeg vil sige med denne indledning, er, at jeg allerede havde alle paratsvarene.

Men det begyndte at gøre lidt knuder, da jeg skulle til at remse løsningerne på problemet op for mig selv. Jeg begyndte at fundere stadigt mere over, hvad social dumping egentligt er.

Det er det tema, jeg vil bruge en del tid på i mit oplæg, fordi det er i besvarelsen af spørgsmålet, at man efter min opfattelse også finder løsningerne på problemet.

Hvad er social? Og hvad er dumping?
Social betyder oprindeligt forbundsfælle. En eller flere man er forbundet med. Og en række af de forskellige ord, vi bruger i dagligdagen går tilbage til dette ene ord. Måske det allervigtigste – går ordet samfundeller societettilbage til det sociale – fællesskabet.

Vi tænker ikke meget over det, men grossersocietetet, hvor man står i et solidarisk gensidighedsforhold til hinanden, er et fællesskab af grosserer. Og sådan kunne man nævne mange societeter. På lønmodtagersiden hedder det fagforeninger. Fælles for dem alle er, at de indgår i et samfund – i et større ”societet” – hvor de selvfølgelig hver især forsøger at få flest mulige af deres egne societsinteresser igennem. Derfor må det større og mere omfattende societet – det vi kalder samfundet – også tildeles kompetence og magt til at udforme bestemte regler, som alle handler efter – uanset om man er enig eller ej.

Hvis vi med denne korte definition kan sige, at det sociale er på plads, hvad så med dumping? Ja – det betyder noget så simpelt som at læsse af. At smide noget ud eller kasserere noget som ubrugeligt. Det er senere kommet til, at man også kan dumpe affald i havet osv.

Men hvad sker der, når vi sætter social og dumping sammen? Ja – rettelig, så får vi noget værre vrøvl ud af det. Fordi, som det står, betyder social dumping i virkeligheden, at vi læsser noget af eller kasserer noget på en social måde. Men det er jo ikke det, vi mener. Vi mener faktisk det modsatte – at vi kasserer det sociale – vi kasserer hensynet til det fælles. Og det er straks noget helt andet. Så rettelig burde vi vende ordstillingen og sige ”dumping af det sociale”.

Hvad er det så – dette dumping af det sociale?
Når der f.eks. kommer Østeuropæiske arbejdere til Danmark og indgår i ansættelsesforhold, der er ringere end de gældende overenskomster på området, så taler vi om social dumping. Når de endvidere bor og lever under kummerlige forhold som en del af kontrakten – så taler vi om social dumping.

Men i forhold til hvad og i forhold til hvem? Det er det centrale spørgsmål.

I forhold til det, de kommer fra, er der langt fra altid tale om sociale forringelser. Faktisk kan mange Østarbejdere både arbejde til en lavere løn end den overenskomstmæssige og også arbejde i længere tid end arbejdstidsreglerne siger osv., og samtidig opleve forholdene betydeligt bedre, end dem de kommer fra. De kan tjene mindre end deres danske kolleger og alligevel tjene betydeligt bedre end deres ligestillede i hjemlandet. De oplever med andre ord forbedrede vilkår.

Det kan man vist ikke kalde social dumping, fordi målt i forhold til det, de kommer fra, er det fælles – det sociale – betragteligt bedre. Betyder det så, at det er misvisende at tale om social dumping i forbindelse med, at mange Østarbejdere arbejder til langt under tariffen, bor dårligt, spiser dårligt, arbejder uden ordentligt arbejdsmiljøbeskyttelse osv.?

Nej – men perspektivet er det modsatte!
Det forhold, at de gør det, og at fænomenet vokser i hele Europa, indebærer, at forholdene forringes for alle – at det sociale – forbrødringen – fællesskabet af lønmodtagere kasseres. Det er dumping af det sociale for dem, der har mest brug for det - lønmodtagerne! Og det er det perspektiv, vi må anlægge!

Hvordan hænger det sammen?
Før jeg besvarer spørgsmålet, vil jeg gå ca.140 tilbage i tiden. Til dannelsen af de første fagforeninger i Danmark. Der opstod den gang det ene problem på arbejdsmarkedet efter det andet især i København. Murere og tømrer og ufaglærte fra Jylland og Fyn kom til København for at søge arbejde. De var overflødige i Jylland, eller betalingen var ganske enkelt for lav. De accepterede en lavere løn og dårligere arbejdsforhold end deres Københavnske kolleger – men blev alligevel bedre betalt end hjemme i Jylland. Det var social dumping – ikke for jyderne i første omgang. Men for københavnerne, fordi de blev underbudt. Deres stilling blev ringere, og fordi den blev det, blev jydernes og fynboernes det også. Man kasserede altså fællesskabet – det sociale.

Det måtte genoprettes, og broderskabet – det fælles måtte forsvares mod forringelser – mod at blive kasseret – mod dumping. Derfor blev fagforeningerne skabt, og det solidariske – den fælles grund – blev føjet til fællesskabet – som en indlysende nødvendighed.

I første omgang fik det betydning for dem i fagforeningerne – men på sigt blev det en tendens. At alle havde en interesse i et fællesskab på et vist niveau. Det blev til velfærdsstaten med universelle goder. Ikke fordi alle havde lige meget brug for den – men fordi når alle fik det uden at bede om det – havde man også noget praktisk til fælles – som ikke skulle kasseres – dumpes – et fælles sikkerhedsnet, alle kunne gøre brug af, men som kun et mindretal ville gøre i praksis.

Så når Østarbejderne kommer til Danmark for at arbejde – enten som enkeltpersoner, som vikarer eller som udstationerede – og de arbejder for en lavere løn og på ringere vilkår – så er der nogen, som tjener på det. Men dem, der tjener på det, rammer dobbelt. De rammer de lønmodtagere, der hidtil har arbejdet på overenskomstmæssige vilkår, som de selv har været med til at godtage. Dem vil der jo ikke være brug for i længden, hvis man kan få arbejdere øst fra, der vil gå til en lavere løn. Men dem, der udnytter muligheden og det indre marked fuldt ud, skader faktisk også deres kolleger i arbejdsgiverfællesskabet – societetet – der overholder overenskomsterne. For de stilles jo ringere i konkurrencen på markedet – og for at overleve bliver de tvunget til også at gå efter billig arbejdskraft og tilsidesætte overenskomsterne.

Og hvad så? Gavner det ikke økonomien som helhed, hvis lønkonkurrencen øges? Er det ikke bare de danske lønmodtagere, der holder fast i deres velfærdsprivilegier og som ikke vil lade andre komme til fadet? Både nej og ja.

Hvordan det?
Det er ganske enkelt – så enkelt – at vi ikke tænker på det i hverdagen. Vores overenskomster afspejler et ganske bestemt velstandsniveau i Danmark. Hele vores måde at omgås med hinanden på og indrette samfundet på, vores forbrug og forbrugsmønstre mv. bygger på det forhold, at vores arbejdsmarked er velreguleret via overenskomster på et rimeligt lønniveau og indenfor en rimelig arbejdstidsramme. Lad os forestille os, at overenskomsterne blev sænket med 25% og arbejdstiden udvidet med 5 timer om ugen. Det ville ramme forbruget øjeblikkeligt. Familierne skulle til at ordne sig anderledes for at indfri kravet om 5 timers ekstra arbejde om ugen. Dagsinstitutionstiderne ville ikke passe osv., osv.

Dvs. vores måde at indrette vores fællesskab – societetet på, ville blive kasseret – dumpet. De små og mellemstore virksomheder, der har indrettet sig på, at hele samfundet kører efter en snor – og som ikke kan flytte rundt på kloden – ville blive voldsomt handicappet. Og alle skulle til at indrette sig på en langt højere grad af ustabilitet på arbejdsmarkedet – og på længere sigt i hele samfundet.

For ja – selvfølgelig vil de danske lønmodtagere svare igen, hvis overenskomsterne generelt udsættes for angreb, fordi nogle virksomheder ansætter udenlandsk arbejdskraft til under tariffen. Det vil ikke ske fra den ene dag til den anden. Vi vil derimod se en øget aktivitet på de måder, som vi allerede kender i dag.

Fagforeninger vil kræve øget strafferamme for virksomheder, der ikke overholder love og regler. Fagforeninger vil forfølge disse virksomheder – men det vil være et relativt isoleret fænomen og problem. Men udvikler det sig, vil det også betyde, at lønmodtagerne ikke kan bruge ”den danske model” til noget – de vil begynde at kæmpe og bruge kampmidler, vi ikke har kendt til i mange år – nøjagtig som for 140 år siden – for det er deres indkomst og velfærd, det handler om.

Men ingen har nogen fordel ud af voksende uro på arbejdsmarkedet. Er der noget, som betaler sig i længden – så er det, at der i alle forhold på arbejdsmarkedet hersker forudsigelighed – for lønmodtagernes tryghed og for arbejdsgivernes planlægning!

Så nej – social dumping er ikke kun et lønmodtagerproblem – det er et samfundsproblem.

Og ja – lønmodtagerne mister deres relativt gode arbejdsforhold, hvis den sociale dumping udbredes. Derfor vil de på et eller andet tidspunkt tage kampen op og ikke kun gennem lovgivning på området – men også gennem arbejdskampe, som vil forgifte samarbejdet på arbejdsmarkedet.

”Sådan er det”! – som Margrethe Vestager siger – enhver kæmper for at sælge sin vare bedst muligt. Det uanset om det er et rugbrød eller ens arbejdskraft.

Men vi mangler endnu et perspektiv
Det fælles – det, der betyder noget for os alle – er også miljøet. Derfor er det social dumping, når danske slagterier sender svin helt til Hamborg og Flensborg for at få dem slagtet af billig polsk arbejdskraft. For det første har det skabt store problemer for de tyske lønmodtagere. For det andet skaber det problemer for hele EU. Vi klager over, at hele den tyske økonomiske vækst er bundet op på eksport, så de andre land eksporterer mindre til Tyskland. Ja – men på grund af den meget udbredte sociale dumping i Tyskland, er lønniveauet i flere tyske industrigrene lavt. Derfor kan lønmodtagerne i Tyskland ikke forbruge så meget. Derfor importeres der mindre.

Og for det tredje, så betyder de lave lønomkostninger i Flensborg og transporten af svin hertil, at der kører flere og flere lastbiler på vores veje. Det øger luftforureningen. Det koster øget vedligehold. Det betyder, at slagterier lukker og lokalmiljøer bukker under – det er social dumping.

Hvis vi så sætter det op i stor målestok, betyder det, at virksomhedernes vandring fra lavtlønsland til lavtlønsland på jagt efter den billigste arbejdskraft, faktisk også bidrager til at udbrede den sociale dumping på nøjagtig samme måde som i tilfældet med slagtningen af danske svin i Flensborg af polske vikararbejdere.

Kan vi overhovedet løse et så omfattende problem?
Ja – selvfølgelig kan vi løse problemet – og vi kommer også til det. Faktisk er vi allerede i gang på mange forskellige måder. Vi kalder det bare noget forskelligt.

Der er den helt konkrete og synlige indsats mod social dumping. Den, fagforeningerne gennemfører hver evige eneste dag. Der er de samme fagforeningernes og arbejdsgiveres pres på regeringerne for at få gennemført love og regler, der reducerer social dumping. Der er de offentlige myndigheders fællesaktioner – f.eks. skat – AT – og politiets fælles aktioner. Der virksomhedernes indbyrdes disciplinering af de virksomheder, der ikke kan finde ud af det. Og der er sidst men ikke mindst bestræbelser for på EU plan at få gennemført en mere lønmodtagervenlig regulering af arbejdskraftens fri bevægelighed. Dvs. at hensynet til reglerne for arbejdskraften skal tages ligeså alvorligt som hensynet til varernes og kapitalens fri bevægelighed – nok mere hensigt end realitet. Men der tales i hvert fald om det.

Lige nu diskuteres sociale kapitler/klausuler i EU. Kommissionen har allerede udvidet muligheden for at anvende sociale klausuler ved udbud bl.a. for at begrænse social dumping – og vel sagtens også unfair konkurrence fra især Østeuropæiske virksomheder.

Men jeg medgiver – at de tiltag, vi kender i dag, ikke rækker i forhold til problemets størrelse – ikke lige nu og her – men i morgen og i overmorgen.

Af samme grund kan man også allerede nu se tendenser i de europæiske faglige organisationer til at få løftet hele indsatsen mod social dumping op på et højere plan. Hvorfor? Fordi der er mere på spil.

Hvad er der på spil? EU’s sammenhængskraft! Hvis ikke EU skal rives op i en masse forskellige regioner med vidt forskellige levevilkår og med ligeså mange konflikter til følge, bliver statslederne og kommissionen nødt til at arbejde for en mere fælles arbejdsmarkedspolitik i hele EU. Det sker allerede, men på hvis betingelser afgøres af styrkeforholdene – og ikke af de gode viljer. Det betyder selvfølgelig også fælles regler og på sigt også fælles overenskomster indenfor de forskellige brancher – noget der selvfølgelig også vil gavne arbejdsgiverne. Man kan måske oven i købet forestille sig, at kommissionens og EFS’s tanker om fælles arbejdstidsregler, udvidet arbejdsmiljøbeskyttelse, arbejdsløshedsunderstøttelse osv. relativt snart bliver til virkelighed.

Det ligger i hvert fald i kortene og som et underliggende element i de aktuelle forhandlinger om, hvordan EU skal skrues sammen fremover, så vi ikke engang til oplever det, vi har været igennem de sidste 3 år. Og det, der foregår – om end ikke videre demokratisk – kunne passende få overskriften: For større social sammenhørighed i EU – mod social dumping”.I realiteten er det jo det, man diskuterer. Og det, synes jeg, er et stort fremskridt. Til gengæld er det et ligeså stort problem, at den fælles politik ikke behandles åbent og demokratisk. Men det er en anden sag.

Afsluttende bemærkninger
Lad det stå helt klart – jeg mener ikke, vi skal engagere os i kampen mod social dumping ud fra medlidenhed med f.eks. Østarbejderne. På den anden side mener jeg heller ikke, at vi skal gå ind i kampen for alene at forsvare de danske lønmodtageres overenskomstmæssige rettigheder. For den er kamp er vi dømt til at tabe!

Det samme var tilfældet for de Københavnske murere og tømrers kamp. Når de vandt på den lange bane, skyldes det, at det store flertal af lønmodtagere kunne indse det fornuftige i at organisere sig i faglige organisationer for at opnå generelle overenskomster og regulering af arbejdsmarkedet. Heldigvis fandt arbejdsgiverne også ud af, at overenskomster og et reguleret arbejdsmarked ikke er af det onde – om end der lige skulle nogle alvorlige slagsmål til. Men de tog sig også godt betalt. De fik ”lovfæstet” ledelsesretten. Det problem tager vi en anden gang. I virkelighedens verden afhænger ledelsesretten jo i bund og grund af de aktuelle styrkeforhold.

Vi skal bekæmpe social dumping – netop fordi den er en trussel mod det samfund og den samfundsorganisering, vi sætter pris på. Fordi social dumping på sigt er en trussel mod miljøet. Og fordi social dumping er en trussel mod Europas sammenhængskraft. På det globale plan kan Europa i dag ikke klare sig, hvis gud og hver mand fra de forskellige regioner i Fællesskabet render rundt og underbyder hinanden og ødelægger de regler, der regulerer ikke bare arbejdsmarkedet men også vores måde at producere på og vores måde at reproducere på.

Social dumping kan gå i en kort periode og indenfor begrænsede områder – men breder den sig, vokser den også til egentlige samfundskonflikter – netop fordi social dumping betyder, kassering af fællesskabet/societetet. Det er det, vi kæmper imod og ikke, fordi det er synd for nogen!