Ny Nordisk Barndom?
Af Kirsten Gunvor Løth

Offentliggjort: 15. december 2012

Hvad er Ny Nordisk Skole
Med Ny Nordisk Skole har undervisningsminister Christine Antorini lanceret et projekt, der skal forandre hele daginstitutions- og skoleområdet. På undervisningsministeriets hjemmeside kan man mere eller mindre eksplicit læse, hvad intentionen bag projektet er:

”[Et] tværgående forandringsprojekt for hele dagtilbuds- og undervisningssystemet, der med afsæt i danske og nordiske værdier skal inddrage, begejstre og støtte praktikerne til selv at igangsætte forandringer” med det mål, at ”de [medarbejderne] vil gøre børn og unge dygtigere gennem mere målrettet pædagogisk praksis i daginstitutioner og fritidstilbud og undervisning i skoler og uddannelsesinstitutioner, der har et samlet fokus på at udvikle den brede faglighed med såvel kognitive, sociale og motoriske kompetencer som selvværd, selvtillid og identitetsdannelse.[i]

Det er tydeligt ved første øjekast, at daginstitutioner og folkeskolen står overfor gebommerlige forandringer. Børnene skal være dygtigere og de professionelle skal arbejde målrettet på at dygtiggøre børn. Hvilke værdier, der er særligt danske eller nordiske, er uklart, men med regeringens udspil til en folkeskolereform, begynder der at tegne sig et billede af, hvordan forandringerne slår igennem. Og allerede her er spørgsmålet om danske eller nordiske værdier egentlig ret ligegyldigt.

Visionen og præmissen
Regeringens udspil til en ny folkeskolereform er første skridt på vejen til disse gebommerlige forandringer. Og tag endelig ikke fejl. Det kan godt være, at det er undervisningsminister Christine Antorini, der fremlægger udspillet, men det er regeringens prestigeprojekt.

Så hvad er egentlig regeringens mål for den danske folkeskole?

Først og fremmest skal vi have den bedst uddannede generation i Danmark. Eleverne skal blive så dygtige, som de kan, så de kan blive engagerede demokratiske medborgere. Man ledes næsten til at tro, at vi kan uddanne os ud af alle problemer. Dernæst skal folkeskolen mindske betydningen af børns sociale baggrund. Et ikke lidet ambitiøst mål. Folkeskolen skal desuden fremme kreativitet og sidst men ikke mindst skal respekten for professionel viden og praksis styrke tilliden til og trivslen i folkeskolen. Det er svært at være grundlæggende uenig i visionen.

Den grundlæggende præmis for regeringens vision er, at eleverne ikke lærer nok i folkeskolen. Det gør de ifølge regeringen ikke, fordi lærerne ikke underviser nok. I den forbindelse har spørgsmålet om lærernes arbejdstid indtil videre fyldt mest i debatten. Med en folkeskolereform der bygger på en præmis om, at lærerne underviser for lidt og at finansieringskilden er, at fjerne lærernes arbejdstidsregler, så er det blevet helt umuligt for Danmarks Lærerforening (DLF) at skille de to ting ad. Når det først er blevet umuligt at skille de to ting ad, er det klart, at DLF i kampen om folkeskolen vil vægte rammer (arbejdstidsregler) tungere end indhold. I det store billede er det et problem. Regeringens angreb på lærernes arbejdstidsregler er i virkeligheden et angreb på alle offentligt ansatte. Men man skal være stået meget sent op, hvis man ikke så det komme, at folkeskolereformen ville blive koblet sammen med lærernes overenskomstforhandlinger. Det har stået soleklart siden Kommunernes Landsforening fremlagde deres krav til overenskomstforhandlingerne. Og KL og regeringen er som bekendt bedste venner, når det kommer til overenskomstforhandlingerne. Som en indskudt bemærkning bør det her nævnes, at de 4 mia. kr. regeringen vil hente ved at fjerne lærernes arbejdstidsregler, pudsigt nok er det samme beløb, som man ikke fik hentet hjem ved trepartsforhandlingernes sammenbrud. Det beløb, som den samlede fagbevægelse sagde nej til at hente hjem ved afskaffelsen af to helligdage, vil regeringen altså nu hente hjem ved overenskomstforhandlinger med DLF alene.

Problemet for DLF lige nu er, at de gennem en lang årrække har trukket sig længere og længere væk fra de andre forbund. DLF har ikke kunnet se nogen grund til at bakke hverken SOSU'erne, 3F'erne eller for den sags skyld pædagogerne op under deres overenskomstforhandlinger. Derfor er der ikke umiddelbart noget incitament fra andre forbund til at forsvare lærerne. Lærerne vil, så længe de udelukkende kæmper kampen for at bevare arbejdstidsregler, stå helt alene. Skal lærerne gøre sig nogen forhåbning om at vinde kampen om folkeskolen, så er de nødt til at være solidariske med alle de store forbund, hvis medlemmer kunne have en interesse i folkeskolen. Det vil sige, at de skal give håndslag på, at de fremadrettet vil stå i ryggen på alt fra 3F til FOA. Dette scenarie er nok usandsynligt.

Men tilbage til indholdet i reformen. Udover, at børnene lærer for lidt, så mener regeringen, at børnenes dårlige dansk- og matematikkundskaber er en barriere for at lære andre fag i skolen.

Sidst men ikke mindst kniber det med at fastholde børns motivation og læringsbegær i folkeskolen. En reform er ifølge regeringen således pinedød nødvendig. Den er nødvendig af hensyn til arbejdsmarkedet, samfundet og den globale verden. Hvorledes en folkeskolereform er nødvendig af hensyn til den globale verden, står uklart, men det er sandsynligvis noget med konkurrenceevne og Kina.

Der er ingen tvivl om, at folkeskolen har et problem med at fastholde børns motivation og læringsbegær. Men at de dårlige dansk- og matematikkundskaber skulle være en hindring for at lære andre fag er lodret forkert. Denne antagelse bygger på en forudsætning om, at børns læring foregår på en bestemt måde og i en bestemt rækkefølge. Den bygger på, at børn tilegner sig visse kundskaber forud for andre kundskaber. Denne lineære tilgang til børns læring er fuldstændig misforstået.

Børn lærer bedst, når de ikke er opmærksomme på, at de lærer, men til gengæld koncentrerer sig om genstanden for læring. Forudsætningen for, at børn kan koncentrere sig om genstanden for læring er, at de befinder sig i en tryg og udviklende relation. Det er derfor fuldstændig afgørende, at en folkeskolereform med det erklærede mål at højne fagligheden, tager udgangspunkt i denne mindste menneskelige enhed – relationen. Lærerens relation til barnet. Først med dette som udgangspunkt kan vi begynde at diskutere ”fagfaglige” mål. Og først med relationen som udgangspunkt vil man kunne bevare børnenes motivation og læringsbegær.

Løsningen
Hvordan har regeringen så tænkt sig at nå målet? Først og fremmest ved at undervise børnene noget mere. Sådan må det være, når regeringens præmis er, at børnene lærer for lidt på grund af for lidt undervisning. Børnene skal altså have flere timer. De skal have mere dansk og matematik og så kommer det, der i regeringens øjne er en helt igennem og intet mindre end fantastisk nytænkning af folkeskolen – aktivitetstimer. Aktivitetstimer kan i de yngre klasser eksempelvis bruges til leg, der understøtter børns indlæring. Parolen er, at vi skal have det bedste fra to verdener og derfor skal lærere og pædagoger have et tættere samarbejde omkring børnene.

Der brydes altså her med lærernes monopol på folkeskolen ved at smide fritidshjems- og SFO-pædagogerne over i skolegården og regeringen får slået mindst to fluer med et smæk. Den får knægtet lærerne ved at bryde deres monopol og fjerne deres arbejdstidsregler. Samtidig sikrer den, at børn ikke længere spilder tiden på nytteløs og helt igennem ineffektiv fritid. Regeringens meritokratiske tankesæt springer ud i fuldt flor. Mere skole, dygtigere mennesker. Vi kan uddanne os ud af alle vores problemer.

Men hvordan mener regeringen så helt konkret, at de lærere og pædagoger skal gøre det? Jo altså, de skal arbejde målrettet med elevernes uddannelsesparathed. Der skal i 8. klasse udarbejdes en uddannelsesparathedsvurdering, således at lærere og vejleder systematisk kan tage hånd om de elever, der endnu ikke er uddannelsesparate – de elever, der ifølge reformudspillet ”har brug for at udvikle deres kompetencer”. Der er med denne uddannelsesparathedsvurdering lagt op til en fuldstændig stigmatisering af børn og det endda meget tidligt i livet. Det står desuden klart, at denne parathedsvurdering er noget der vil sive ned i uddannelsessystemet. Børnehaver og vuggestuer bør holde sig klar til mere bureaukrati og mere stigmatisering. Ikke noget der just mindsker betydningen af børnenes sociale baggrund.

Der står derimod intet i reformudspillet om, hvorledes uddannelserne, herunder folkeskolen, skal forandre sig til at være mere elev- og børneparate. Men en forandring af folkeskolen, der ville have haft dette som udgangspunkt ville vist nærmere være en revolution end en reform. Og vi kender jo regeringens følelser for revolution.

Regeringen mener desuden i sit reformudspil, at en del af løsningen er, at daginstitutionerne gennem legende aktiviteter skal skabe en mere glidende overgang til skolen. Med én sætning er daginstitutioner altså nu også officielt reduceret til skoleforberedende institutioner.

Spørgsmålet og et svar
Det store 10.000 kr. spørgsmål, som vi alle må stille os selv er: Hvis vi kan blive enige om visionen, er dette så måden at komme i mål på?

Svaret er mine øjne nej. Folkeskolens største problem i forhold til at nå visionen er, at den dræber børns nysgerrighed og læringsbegær. Et lille og på mange måde ubetydeligt land som Danmark skal ikke have som vision for sin folkeskole, at vi skal konkurrere med Kina. Hvis vi skal gøre os nogen forhåbning om, at være betydningsfulde i en global verden, så er visionen om kreativitet det, vi hele tiden skal have for øje. Kreativitet er at sætte handling på fantasien og den alternative tænkning. På nuværende tidspunkt mener jeg, at folkeskolen aflærer børns evne til alternativ tænkning.

I England er der lavet en undersøgelse, hvor man spurgte 1500 mennesker om, hvor mange forskellige måder de kunne komme i tanker om at bruge en papirclips på. Jo flere måder man kunne komme i tanker om, jo bedre var man til at tænke alternativt. Hvis man scorede over et vist niveau, var man et geni. 98% af de adspurgte var genier. Det er ret vigtigt her at fortælle, at de adspurgte var børnehavebørn. Undersøgelsen løb over mange år og man spurgte børnene igen 5 år senere, da de var i alderen 8-10 år. Andelen af genier var nu faldet til 32 %. I alderen 13-15 var den faldet til 10 %. Det virkelig interessante ved undersøgelsen var resultatet fra kontrolgruppen. 200.000 mennesker over 25 år blev spurgt om det samme. Her var andelen af genier 2 %. Det børnehavebørnene kunne, som kontrolgruppen ikke kunne, var ikke at lade sig begrænse af fantasien. Papirclipsen kunne pludselig være 2 meter høj og lavet af skumgummi og det udvider immervæk antallet af anvendelsesmuligheder. Fælles for alle deltagere i undersøgelen var, at de havde været igennem uddannelsessystemet. Man skulle tro med den tillid vi har til uddannelsessystem, at jo ældre mennesker bliver og jo mere uddannelse de får, jo dygtigere og mere kreative bliver de. Sådan er det desværre ikke og det er da tankevækkende-

Skole betyder oprindeligt ”fri fra arbejde” og ”ro”. Hvis vi i en forandring af folkeskolen tager udgangspunkt i dette, så vil folkeskolen for alvor forandre sig til at være børneparat. Hvis folkeskolen kunne skabe et rum, hvor der var fri fra arbejde og ro. Denne børneparathed vil fremme kreativiteten og det ville være end sand revolution af folkeskolen. Som jeg ser det, så er der mindst 4 faktorer, der er afgørende for at fremme kreativiteten:

1. Rum

2. Tidsrum

3. Tid

4. Relation

Kort sagt går det ud på, at der skal være et sted, der sætter rammerne for det hele. Det er selvfølgelig folkeskolen. Folkeskolen skal være det rum, hvor man som elev kan være beskyttet mod det pres og de udfordringer livet ellers udsætter en for. Dette for at mindske betydningen af børns sociale vilkår.

Dernæst skal der være et tidsrum, altså en afgrænset tid, hvori skolen foregår. Det er vigtigt, at tiden er afgrænset, fordi man som menneske ikke kun er under uddannelse, men også bare skal være og leve. Det er helt grundlæggende et spørgsmål om frihed. Med denne skolereform er fritiden, egentiden og friheden fuldstændig udgrænset.

Når jeg nævner tid igen, er det fordi, at der i det afgrænsede tidsrum skal være tid i kvalitativ forstand. Det betyder set med mine øjne, at man er nødt til fuldstændig at bryde med tanken om, at læring og undervisning foregår i lektioner af 45 minutter. Der skal indenfor det afgrænsede tidsrum være tid til at fordybe sig i en opgave eller problemstilling.

Relation er det indtil videre sidste punkt, men samtidig det mest afgørende. Barnets tillid til læreren, tilliden til, at det er i orden at begå fejl er en forudsætning for at kunne eksperimentere og i det hele taget bevare sin alternativt tænkende tilgang til verden. Forudsætningen for denne tillid er, at der er en tryg og udviklende relation mellem barn og lærer. En vild tanke (dog indenfor den nuværende ramme af børns institutionaliserede liv) kunne være, at læreren var tilstede i barnets liv på fritidshjemmet. At læreren gennem sin tilstedeværelse på fritidshjemmet var i en ramme, hvor der ikke var på forhånd fastsatte mål og dermed havde tiden til at opbygge en tryg og udviklende relation til barnet. Den relation, der er afgørende for børns læring.


[i]     http://nynordiskskole.dk/Om-Ny-Nordisk-Skole/Hvad-er-Ny-Nordisk-Skole