Cybersnydernes invasion
Af Steven Poole

Offentliggjort: 15. december 2012

En veritabel klasse af webguruer - fra Jeff Jarvis til Clay Shirky – dyrker et budskab om, at vi skal “forkaste” de gammeldags værdier som for eksempel den med at vi skal betale for værdifuldt indhold. Og samtidig vogter webgiganter som Google og Apple nidkært over deres profitable hemmeligheder.

Som alle andre tidsaldre rummer internet-tiden sin egen klasse af fortalere. Det er cyber-teoristerne, de sociale netværks egne rapportører, som drømmer om den kommende elektroniske fremtid, og som afgiver ordrer om, hvordan hele verden skal omskabes. Som så mange andre religiøse rebeller før dem, så er de kommet ikke for at bringe fred, men for at svinge sværdet. Forandringen er uundgåelig – vi må opgive de gamle skikke. Cyberteoristerne er dog en noget speciel afart af den leninistiske klasse: de agiterer for den permanente revolution, mens dem, der først og fremmest vil drage nytte af den, vil være de store teknologifirmaer, foran hvis billede de næsegrus kaster sig ned.

Cyberteoristernes jargon afslører ofte et umodent had til den verden, de finder sig selv placeret i. Jay Rosen [1], en prominent fortaler for ”moderne nyhedsformidling” sørger ved enhver lejlighed for at snerre af nyhedshusene – aviserne og ætermedier – ved at klistre begrebet ”rettigheder” til dem. Rettighedsdrevne medier, rettighedsdrevne distributører, snakker han om. Et andet elsket udtryk i denne del af verden er ”frigjorthed”. For de fleste af os andre er det, at noget er frigjort fra sammenhængen irriterende, men for cyber-folket er det hele jo bedre, jo mere frigjort fra de eksisterende teknologier og sædvaner det er.

En anden cyber-klovn, journalisten Jeff Jarvis [2], skrev i 2009 i sin artikel ”What Would Google Do?”: ”Uddannelsessystemet er en af de sociale institutioner, som mest har fortjent at blive nedbrudt.” (den foragtelige tone er meget typisk for cyberteoristerne). Og hvilken form forestiller man sig så, at denne spændende nedbrydning skal tage? For eksempel kunne man tænke sig, at de indledende stadier i en universitetsuddannelse skulle laves som en række små videoproduktioner, hvor de studerende så skulle bedømme hinandens arbejde. Hvis man er cyberteorist, så er dette en fantastisk plan, som kan understøtte opbygningen og udbredelsen af peer-to-peer netværk. For alle os andre er det en fremragende måde at få indlæringen til at blive de studerendes ansvar.

Den såkaldt moderne tænkning har et andet modeord, som knyttes til alting. Alting skal være ”åbent”. Credoet om åbenhed lyder så liberalt og venligt, at det er nemt at overse det klare hykleri. De store teknologifirmaer, der for cyberteoristerne står som højt elskede eksempler for fremtidens verden er nemlig alt andet end åbne. Google offentliggør ikke sine søgealgoritmer, Apple er notorisk hemmelighedsfulde omkring deres teknologiske planer, Facebook ændrer rutinemæssigt på brugernes muligheder for at beskytte deres privatliv og Amazon har meget travlt med at opbygge beskyttet indhold for at kunne lave profit på det.

Open Source software [3]  – efter Linux-modellen, plejede at være cyberteoristernes foretrukne eksempel på, hvordan den ”åbne” verden altid vil kunne slå den ”lukkede”. Ikke desto mindre dominerer – til trods for alle den åbne kildekodes successer navnlig i industrielle applikationer – den lukkede eller licenserede kildekode stadigvæk. Selv Google’s Open Source Android Smartphone system opleves – i hvert fald for majoriteten af brugerne – stadigvæk som en fabrikstilpasset og atter lukket udgave installeret på Smartphones fra Samsung, HTC og Sony.

”At eje forsyningslinjer, mennesker, produkter og selv intellektuel ophavsret er ikke længere nøglen til succes,” skrev Jarvis i 2009. ”Men åbenhed er.” Men hvad er det nu lige for et firma, som har den højeste markedsværdi i verden? Apple – der sælger fysiske produkter, der nidkært vogter sin store mængde af patenter og i øvrigt er stort set lige så åbent som Fort Knox. Selvom vel kun de mest kyniske af kynikere går ud fra, at den reelle cyberteoristiske interesse består i at agere brugbar idiot for de store virksomheder, således at åbenhed bliver deres indgang til glade at suge al viden til sig gratis for derefter at sætte sig på den og lave penge på at distribuere den.

Det geniale ved de nye ideer om at ændre universitetsundervisningen kan, hvis man vil, opleves ved at man afspiller et såkaldt TED-oplæg. [4] Oplæggene her er professionelt producerede foredrag – de varer 18 minutter stykket, og de er fulde af ”guldklumper” eller ”diamanter”, der er lige klar til overtagelse. Ideer som fastfood. Et TED-oplæg er altid struktureret som en samling af historier bundet sammen af en fascinerende tåbelig overskrift, udgør en stram video-struktur af anti-tanke, og cirkuleres bagefter begejstret af web entusiaster.

Det perfekte eksempel på et TED-oplæg er den nyligt frigivne “The Game That Can Give You Ten Extra Years of Life” [5] holdt af cyberteoristen og spilteoretikeren Jane McGonigal. Hvad kan sådan et spil nu tænkes at dreje sig om? Handler det om at spile gladiator i en form for tv-skak, hvor taberen bliver slået ihjel på stedet – og så vinde det? Nej, vi taler om et simpelt web-baseret spil, som McGonigal har skabt, og som kaldes SuperBetter. Der er til dato ingen massebaserede studier, der kan dokumentere, at dette spil gør dit liv ti år længere – men på den anden side: et TED-oplæg handler jo også bare om at få opmærksomhed, mens man fortæller noget, der ligner sandhed – det handler ikke om sandheden.

McGonigals hippe vision om at bruge multiplayer-videospil til at løse globale problemer, sådan som den er formuleret i hende nye bog ”Reality Is Broken” er på en måde bare den mest konsekvente (og mest sindssyge) nye anvendelse af en anden omni-relevant cyber-sandhed: visdom udspringer af massen. James Surowiecki [6] var i sin bog fra 2004 (”The Wisdom of Crowds”) forholdsvis forsigtig og han hæfter sig blandt andet ved en del interessante eksempler på sit hovedprincip. (Formentlig er den mest kendte den, at hvis du beder masser af mennesker til at gætte antallet af ærter eller bønner i en krukke, vil det aritmetiske gennemsnit af alle de gæt være overraskende præcis.) Men han hypostaserer dog ikke.

Misantropisk massetilbedelse
Siden da har cybertænkerne imidlertid kolporteret og flyttet forestillingen om sandheden i massen til et sted, der ikke minder ret meget om virkeligheden, som vi kender den, alt imens de har klasket hænder med hinanden mellem ruinerne af fornuftens bygninger i en form for højteknologisk, misantropisk massetilbedelse. Man mener nu for alvor at kunne hævde, at der findes omstændigheder, hvor den smarteste person i rummet er rummet selv, som undertitlen var på cyberteoristen David Weinbergers[7] bog ”Too Big to Know”, der blev udgivet i januar.  Dens sære, selvmodsigende idé (passer perfekt til et TED-oplæg) er, at bøger er en forældet og ubrugelig måde at organisere information på, og at den totale mængde af information nu er så stor, at vi lige så godt kan slå ud med hænderne og beslutte os for, at ”nettet” ved bedre end vi.

Hvis Weinbergers tese var korrekt, så burde hans egen bog være det rene affald, fordi en tilfældig kohorte af bloggere kunne forventes at levere noget langt mere interessant i løbet af et par uger. Men bogen er også (cyber)typisk for sit pseudodemokratiske had til enhver form for ekspertise og for sin tegneserieagtige intellektuelle historie, hvis primære pointe er, at netop vor tidsalder er helt igennem ny og enestående. ”Internettet,” indleder han med schwung, ”gør det muligt for grupper at udvikle ideer længere end noget individ tidligere kunne.” Det samme kunne man med rimelighed have sagt om det at skrive og at tale – og det har man kunnet sige siden tidernes begyndelse.

Det er underligt, hvor ofte Wikipedia nævnes af cyber-freaks [8] som paradigmet for fælles vidensskabelse – når man tager i betragtning, at Wikipedia helt eksplicit forbyder formuleringen af ny viden. Den mest gyldne regel er reglen om ikke at citere original forskning og forbuddet mod at nævne fakta eller ideer, som ikke allerede er offentliggjort andre steder. Respekterer man denne regel, så vil det have den effekt, at Wikipedia er helt igennem afhængigt af sine eksterne kilder – inklusive artikler i aviser og tidsskrifter – til at levere viden. At projektet kun lever af andre. Dette betyder ikke, at Wikipedia er ubrugelig – så langt fra – men det betyder altså også, at dette online leksikon ikke helt er, hvad det ofte påstås at være.

Under alle omstændigheder vover cyberteoristerne ikke at skelne mellem information og viden, fordi det at foretage dette skel ville kræve, at de foretog den form for intellektuel vurdering, som deres succes er afhængig af at undgå. Det er helt sikkert rigtigt, at en bog indeholder mindre information – hvis man tæller den op i bits og bytes – end en video af en killing, som nyser. Og hvis du er en cyber-fan, så er du sikkert under alle omstændigheder enig med Weinberger i at foragte bøger. Clay Shirky [9] – den cyberteoristiske forfatter til bogen ”Here Comes Everybody” fra 2008 – et massebegejstret manifest der i dag virker som et forløjet reklameskrift for de web-services, som dengang var så populære – Flickr for eksempel – skrev rent faktisk samme år: ”Ingen læser Krig og Fred. Den er alt for lang og ikke specielt interessant.”

Skulle der være nogen, som – imod alle odds – følte trang til at protestere, så måtte de være alt andet end kultiverede (på den moderne og rigtige måde). De måtte være ”littérateurs” (litteraturdyrkere), der blot var bekymrede og skuffede over at have: “mistet deres betydning for lang tid siden og skuffet over, at litteraturen nu også er ved at miste sin normative kontrol over kulturen.” Og således projicerer cyberteoristerne deres egne antipatier over på deres kritikere. Rent faktisk så blev der ifølge Nielsen BookScan solgt 17.000 eksemplarer af ”Krig og Fred” i Storbritannien alene i 2011 – og bogen har solgt mere end 250.000 eksemplarer siden 1998.

Bøger betyder dog noget for den aspirerende cyber-fan – de betyder bare noget andet. Jarvis fortalte sin inspirerende historie i forordet til sin seneste bog ”Public Parts”, som blev udgivet i USA sidste år: ”(Seth) Godin [10] er årsagen til, at jeg skriver bøger. Han tvang mig ned i en stol en dag og sagde, at jeg var en idiot, hvis jeg ikke skrev én – og at jeg ville blive ved med at være en idiot, hvis jeg troede, at bogen i sig selv var målet. Nej, sagde han, bogen skulle bruges til at opbygge min offentlige identitet, og det ville så give anledning til yderligere forretninger. Og det har den.” Og sådan er det altså: hvis du skriver en bog med bogen selv som mål, så er du en idiot. En bogs egentlige formål er at fungere som en slags visitkort, der skaffer dig indbydelser til de steder, hvor det virkelig sner. Alle dem der tror, at litteratur, eftertænksomhed og diskussion er ædle aktiviteter i sig selv, er idioter. Sådan lyder det selvbevidste credo fra en ultramoderne spidsborger.

Det sexede ved deling på nettet
Man kan godt forestille sig, at visse pedantiske kræfter fandt på at bebrejde cyberteoristerne, at dagens virkelighed passer dårligt sammen med deres beskrivelse af den. Folk læser stadigvæk lange russiske romaner – massemarkedet for kultur er ikke blevet udskiftet – som vi ellers utallige gange de seneste år er blevet lovet – med såkaldte ”nicher” (spørg bare forfatteren til ”Fifty Shades of Grey”, E. L. James). Åbenheden er stadigvæk ikke den dominerende form for forretning på internettet. New York Times har i dag næsten 600.000 elektroniske brugere, som stadig øger antallet af viste artikler – og det til trods for at cyberteoristerne for lang tid siden sværgede på, at en sådan betalingsmur aldrig ville komme til at virke. Udtrykket betalingsmur er skabt til at fremkalde foragt – selvom ingen nogensinde har forsøgt at formulere et tilsvarende udtryk for den betalingsdør, som kunder skal igennem for at tage mad med hjem fra et supermarked.

I mellemtiden hylder cyberteoristerne det, de eufemistisk refererer til som delingen af musik og film af mennesker, der ikke har købt og betalt for dem og sammenligner det med delingen af et link og med den angivelige følelsesmæssige åbenhed, som præger disse Oprah-tider – en åbenhed som er falsk og overfladisk – hvilket dog ikke er en tankegang, som omtales i cyber-ordbogen.

I sandhed – at dele er langt mere sexet end det at lave det, som delerne deler. I en artikel offentliggjort i februar stod der i overskriften: ”Hvad medierne kan lære af Facebook” [11] – en formulering som ingen komiker ville være i stand til at forbedre. Jarvis – der havde skrevet artiklen – pegede på, hvordan aviserne kunne efterligne Mark Zuckerbergs forretningsmodel: ”Produktion er dyr. Deling er billig og skalerbar. Facebook vil snart have en milliard brugere med en stab, der ikke er større end den, der er på en større avis.” Få brugerne til at lave det meste af arbejdet – eller hele arbejdet – og vupti! Så forvandler man rettighedsbårne medier til pengetrykkerier.

Som med drømmen om deling forholder det sig med “det sociale”: cyberteoristerne har kidnappet et angiveligt positivt udtryk og har derefter klistret en ny og instrumental betydning på det. Det sociale er nu blevet forvandlet til at være en kommerciel teknik, der skal overtale brugerne af de digitale services til at dele deres netværk af venner og forretningskontakter med en række annoncører for at forbinde alle brugerne tættere til ejerne af varemærker ved hjælp af en ”Like”-knap.  Meget snart – det fortæller en intern rapport fra Facebook – så vil Facebook også til at eksperimentere med at bruge en ”Det ønsker jeg mig”-knap.

Selv det med at læse bøger – hvis den praksis i det hele taget skal have lov til at fortsætte – skal tilsyneladende forvandles til en form for “social læsning” – som om bøger ikke allerede var sociale og socialiserbare kunstværker. Hvis man overhovedet skal huske Gutenberg, så skal det være sådan som Jarvis gør det i sin latterlige e-pamflet ”Guthenberg the Greek” [12] , der blev udgivet på Kindle i foråret 2012. Gutenberg skal i virkeligheden huskes – skriver han – som ”Silicon Valleys skytsengel”. Og således optræder han som den it-teknologiske udgave af Johannes Døberen, der forudsiger Frelserens komme i Google-regi.

Imidlertid betyder det ingenting, at cyber-fanatikerne tager fejl i deres beskrivelse af nutiden, fordi deres markedsværdi er større end en elektronisk udgave af Nostradamus. Cyber-fanatikeren advokerer en idé om den perfekte cyber-fremtid og bekræfter så skingert, at den allerede er her. Eller også er han så vag i sine forudsigelser om, hvornår den kommer, at det er umuligt at modsige ham. Titlen på det seneste TED-oplæg af Shirky er et fantastisk eksempel på netop den slags cyber-visioner: ”How the Internet Will (One Day) Transform Government” [13]  – Hvordan internettet en skønne dag vil forandre demokratiet.

Hvad man kan sælge til cyber-fanatikerens foretrukne publikum er en lattervækkende, utopisk fantasi – en elektronisk udgave af panglossianismen[14]  – en forestilling om, at verden i en vis forstand udvikler sig forudsigeligt og prædestineret. Bill Leigh, der fungerer som agent for en mindre cyber-teorist ved navn Steven Johnson [15] , udtalte for nylig til New York Magazine, at hans klient ”ønskede at flytte sit bogsalg op på det næste niveau”. Johnson’s nye bog handler om, hvordan netværker af ”progressive ligeværdige” vil gøre alting bedre, sådan som de allerede har gjort det via Wikipedia (igen), øjeblikkets mest hotte masse-finansierings webside Kickstarter og New Yorks 311 hotline funktion, som understøtter behov for urban genopretning. Bogens titel er – så cyber-spekulativ som den er – umulig at forbedre på. Den hedder ”Future Perfect” – Den perfekte fremtid.

Lige så markant står den nyligt udgivne “Makers: the New Industrial Revolution” – Skaberne: Den nye industrielle revolution – af über-cyber-teoristen Chris Anderson, den forhenværende redaktør af Wired [16] (og altså ikke den Chris Anderson, der fungerer som forbindelsesofficer eller – om man vil kurator – for TED-oplæggene). Hans nye bog tøver ikke med at smelte sin cyber-utopiske vision (i fremtiden vil vi alle sammen lave smarte ting ved hjælp af robotter og 3D-printere) sammen med et geopolitisk opsving, der – kort fortalt – betyder, at USA endnu engang vil fremstå som verdens førende, industrielle supermagt.

Anderson, som absolut intet havde imod at afsløre for resten af verden, at store dele af hans sidste bog ganske enkelt var kopieret fra opslag i Wikipedia, er i det mindste en ægte ekspert i gadgets og i, hvordan man opbygger forretningsimperier på det elektroniske område – i modsætning til mange af de andenrangs cyber-freaks der i vid udstrækning – sådan som vinderen af Pulitzer-prisen Dean Starkman [17] formulerede det i et knusende indlæg i Columbia Journalism Review om de såkaldte nyhedsteoretikere sidste år – er ”akademiske nyhedstænkere, der ikke er kendt for hverken deres journalistik eller deres viden.”

Cyber-teoristerne kunne måske helt generelt tolereres som en gruppe af harmløse, farverige futurister – hvis det ikke var fordi, der var så mange af dem. Og fordi så mange af dem gennem deres konsulentarbejde og deres effektive elektroniske prædikestole netop nu har travlt med at udbrede en decideret kulturel vandalisme. Alt hvad der lugter en smule hengemt, alt arvegodset fra den prædigitale fortid, skal rives ned, aflyse, fjernes og fornys i Googles og Apples hellige navne. Længe leve delingen, længe leve gratisarbejdet fra studerende og medlemmerne af virksomhedernes online netværk – og overlad du trygt alle dine dokumenter til kæmpevirksomhedernes dataanalyserende kontrol oppe i ”skyen”.

Cyber-teoristerne elsker udtrykket “smart” – og de elsker at bruge denne attribut på hinanden – men som gruppe betragtet, er de de mest fremtrædende repræsentanter for nutidens antiintellektuelle kadrer – den berøringsfølsomme skærms og Twitters svar på Pol Pot.

.................

Steven Poole er forfatter til bogen “You Aren’t What You Eat” – Du er ikke hvad du spiser - (Union Books, £12.99). Du kan læse andre essays af ham på hans hjemmeside her: http://stevenpoole.net/
Tidligere udgivet i NewStatesman under titlen Invasion of the cyber hustlers– oversat af Jan Mølgaard med tilladelse fra forfatteren. Originalteksten kan ses ved at klikke her.


[3] Open Source er software, der distribueres med åben kildekode i modsætning til de store softwarefirmaers krypterede eller licenserede kode.

[4] TED – ideas worth spreading: http://www.ted.com/talks

[8] Kritikken rammer helt givet også denne oversætter … som tager den til sig!!

[12] Henviser til Googles ”Projekt Gutenberg”, som man kan se mere om her: http://www.gutenberg.org/browse/languages/el

[13] Skulle man have lyst til at se dette oplæg, så findes det her: http://www.ted.com/talks/clay_shirky_how_the_internet_will_one_day_transform_government.html

[16] Oplev tidsskrifte her: http://www.wired.com/

[17] Se mere om Starkman her: http://portfolio.deanstarkman.com/