Centrum-venstre?
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. december 2012

Vi bruger rask væk begrebet centrum-venstre om de fleste parlamentarisk politiske alliancer eller koalitionsdannelser, der ligger til ”venstre for midten”. Men indtil videre er jeg ikke stødt på nogen særlig præcis definition af begrebet. Historisk er begrebet forholdsvis nyt, og var mig bekendt ikke særlig udbredt, før neoliberalismen slog igennem op gennem 80’erne og i særdeleshed efter 1992. Indtil da havde centrum-venstre hovedsagelig optrådt som politologisk konstruktion indenfor den angloamerikanske tradition og først og fremmest med reference til parlamentariske blok- eller koalitionsdannelser med et socialdemokratisk lignende velfærdsprogram. Jeg vil med denne artikel forsøge at indkredse begrebet og fænomenet politisk og historisk.

Den typiske centrum-venstre alliance
Man kan starte med det simple spørgsmål om, hvilke typer af partier der i almindelighed regnes for at høre til centrum venstre? Det gør socialliberale partier af den Stuart Mill’ske type (eks. Det Radikale Venstre), socialdemokratiske partier (socialistpartier inden for PES), miljøpartier og i flere tilfælde forskellige typer af venstresocialdemokratiske / socialistiske partier som eksempelvis SF og SV i Norge. Opdelt i centrum og venstre henføres de socialliberale partier og socialdemokratierne til centrum og de venstresocialdemokratiske / socialistiske partier til venstre.

De fleste af disse partier til venstre for socialdemokratierne, som i denne artikels sammenhæng er de mest interessante, er kendetegnet ved, at de næsten alle sammen er afskallet fra de kommunistiske partier siden oprøret med stalinismen i Ungarn i1956 eller ”Pragerforåret” i 1968.  De opnåede for det meste kun begrænset indflydelse i arbejderbevægelsen i rollen som en art venstrekorrektioner til de socialdemokratiske partiers fallerede reformistiske strategi.

På en række centrale spørgsmål udviklede partierne teoretiske og politiske træk meget lig dem, der blev formuleret af de eurokommunistiske partier i først og fremmest Italien og Spanien. I en vis forstand repræsenterede de eurokommunistiske partier en tidlig form for centrum-venstre forstået som efterkrigstidens første konsekvente orientering mod de brede alliancer mellem arbejderbevægelsen, småborgerlige klasseorganisationer og brede lag indenfor den nye middelklasse – også kaldet en progressiv socio-politisk blok.

Men til forskel fra de venstresocialdemokratiske partier, der definitivt brød med den kommunistiske bevægelse og det senere centrum-venstre, var eurokommunismens nyorientering for det første funderet i et langt teoretisk opgør med stalinismen og Moskvas dominans og for det andet i en sammenhængende socialistisk og antikapitalistisk teoridannelse og et eksplicit klasseperspektiv – teorien om den statsmonopolistiske fase af kapitalismen og arbejderklassen som ledende klasse for en alliance af flere undertrykte og progressive klasser. (STAMOKAP teorien).

En anden afgørende forskel på de eurokommunistiske partier og de senere udgaver af centrum-venstre i de tilfælde, hvor der decideret har været tale om politiske blokke eller formelle alliancer, som i Italien, Sverige, Norge og Danmark, angår det politiske strategiske perspektiv.

De kendte centrum-venstre alliancer/regeringer, hvori der enten har indgået socialliberale eller miljøpartier i samarbejde med socialdemokrater og venstresocialdemokrater, har til forskel fra de eurokommunistisk inspirerede alliancer været af defensiv natur og har forsøgt at kompensere for socialismens sammenbrud og arbejderbevægelsens svækkelse.

De skal fortrinsvis forstås som et bolværk mod neoliberalismens fremtrængen og anskues som politisk-parlamentariske konstellationer, der om muligt skulle samle op på venstrefløjens fallit efter Østeuropas og Sovjetunionens sammenbrud – og i konsekvens heraf delegitimeringen af socialismen som reelt alternativ til en mere og mere umådeholden kapitalisme. Dvs. centrum-venstre har ikke som de eurokommunistiske partier været begrundet i et historisk transformativt opgør med kapitalismen.

Hvad karakteriserer centrum-venstre
Hvad har udgjort de gennemgående fællestræk for de partier, der er indgået i centrum-venstre alliancer? Hvilket samfundssyn indgår i deres politiske programmer, og hvad har været deres strategiske perspektiv?

Hovedparten af centrum-venstre partierne kan ikke betragtes som klassiske massepartier med mobiliserende appel. De fleste af dem – inklusive socialdemokratierne i dag – er i det store hele elitestyrede partier med en diffus medlems- og vælgerbasis, og de har først og fremmest forsvaret af velfærdssamfundet og en vis retfærdighedsmoral til fælles. De placerer sig i modsætning til de neoliberale partier og den neoklassiske økonomiske mainstreamtænkning, men de er også kendetegnet ved ikke at gøre radikalt op med neoliberalismens bagvedliggende præmisser. Det gælder både økonomisk, filosofisk og politisk.

Dvs. de kendte centrum-venstre alliancers politiske platforme afviger ikke radikalt fra senfirsernes og halvfemsernes socialdemokratiske programmer bortset fra, at disse på det tidspunkt trods alt havde diffuse referencer til den demokratiske socialisme som perspektiv. Men i dag er disse referencer hos selv de venstresocialdemokratiske/socialistiske partier fortyndet til indholdsmæssig meningsløshed.

I stedet er fleste centrum-venstre alliancer bygget op om et diffust demokratisk og socialt retfærdighedsperspektiv. Det gælder også venstredimensionen i alliancerne, hvor begreber som socialisme, planøkonomi, arbejderregering og arbejderdemokrati er skiftet ud med begreber som ”det radikale demokrati” og ”demokratisering af økonomien”, som angiveligt i deres egen selvforståelse kan fortolkes indenfor en logik, hvor øget demokratisering mere eller mindre automatisk leder til socialisme.

Flere af de socialistiske/venstresocialdemokratiske partier (inklusive SF), der er gået ind i centrum-venstre alliancer, identificerer en radikal demokratisk udgave af velfærdsstaten, hvori der også indgår elementer fra liberalismens frihedssyn og libertær decentral retorik, med socialismen. (se SF’s nye principprogram 2012 og sammenlign det med det tidligere program for et Arbejderflertal 1983 ).

Som SF har disse partier skrottet enhver form for socialistisk økonomisk tænkning, teoriudvikling og skoling. I stedet fremhæves markedet (i neutral form) som uomgængeligt. Markedet skal konkret socialiseres på teknokratisk facon og abstrakt humaniseres. Det samme gælder finanssektoren. Klasserne, klassemodsætningerne og statens klassekarakter er ophævet i et ”abstrakt forpligtende fællesskab” af næsten Kantiansk type eller sat i en historisk parentes, som ikke kan åbnes igen. I den forstand er der åbenlyse lighedspunkter og tankefællesskab mellem disse venstresocialdemokratiske partier og de socialliberale partier. Begge strømningers rekrutteringsgrundlag er også først og fremmest den uddannede del af middelklassen – ofte de offentligt ansatte.

I lighed med socialdemokratierne i 60’erne og 70’erne, men uden disses historiske reference til arbejderbevægelsens traditionsrige reformisme, begrænser de eksplicit deres politik til regulering af de sektorer, som ikke indgår direkte i kapitalakkumulationen eller til oprydning der, hvor kapitalakkumulationen truer samfundsstabiliteten. Dvs. deres politiske hovedområde er reproduktionssfæren – der hvor middelklassen udgår fra. Men de har stort set ikke har nogen politisk udviklet strategi for indgreb i den kapitalistiske produktionssfære på trods af, at det bliver mere og mere indlysende, at de grundlæggende samfundsproblemer udgår fra modsætningerne her.

Et andet gennemgående karakteristikum er centrum-venstres manglende dynamiske forankring i fagbevægelsen og de andre folkelige bevægelser som politisk ledelse og aktiv kraft. Der gælder nærmest det modsatte forhold, at de forskellige bevægelser henviser til centrum-venstre som en politisk parlamentarisk paraply, der kan bruges til at kanalisere krav ind i Folketinget – som en parlamentarisk modpol til de liberale/konservative partier. Men ikke som en socio-politisk ledende kraft.

På trods af venstrepartiernes og centrum-venstres tilsyneladende fællestræk med socialdemokratiernes realt førte politik i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne adskiller de sig alligevel afgørende fra de gamle socialdemokratier.

De er uden de tætte politiske og ideologiske bånd til fagbevægelsen, og de er heller ikke indfældet i hele arbejderbevægelsen som fremherskende og politikkonstituerende udtryk for ”de lavere klassers” politiske interesser. Som sådan repræsenterer centrum-venstre også kun indirekte og meget diffust arbejderklassen og den lavere middelklasse i samfundsklassernes historiske styrkeforhold.

Faktisk forholder det sig sådan, at centrum-venstre alliancerne i kombination af manglende politisk forandringsperspektiv og fagbevægelsens udtalte svækkelse overfor en global og mobil kapital, ikke har formået at opbygge et stabilt magtgrundlag, som de som regeringer kan mobilisere for at tvinge kriseløsninger igennem, der ikke umiddelbart accepteres af de herskende kapitalfraktioner. Det er eksempelvis blevet meget synligt i forbindelse med redningsaktionerne overfor finanssektoren, og aktuelt med SRSF regeringens ambitioner om at øge industriens produktivitet og forbedre dens investeringsmønster. Her fremgår det med brutal tydelighed, at det er de gode viljer stillet hjælpeløst overfor de magtfulde og snævre kapitalinteresser.

Neoliberalisme og centrum-venstre alternativet
En anden vinkel til forståelse af centrum-venstre fænomenet er, at velfærdsstatens indre sammenbrud kan anskues som et dobbeltforhold. Sammenbruddet både frembragte og blev frembragt af den neoliberale offensiv. De politiske (hovedsageligt socialdemokratierne) bærere af velfærdsstaten bidrog selv til at opløse arbejderbevægelsens kollektive grundlag og så tvivl om de kollektive løsningers værdi og effektivitet. Arbejderbevægelsen blev delvist opløst indefra, ved at mange af dens organiserende og klassereproducerende funktioner blev overtaget af statsmagten. Arbejderen blev gennem velfærdsstatens institutionelle ekspansion forvandlet fra konkret medlem af et klassekollektiv til abstrakt enkeltborger stående i et individuelt forhold til staten (som bruger eller kunde).

Store dele af den nye middelklasse udgår netop fra og skal ses som en funktion af dette skifte. På den måde skabtes forudsætningerne for den neoliberale offensiv allerede indenfor velfærdsstatens rammer, før neoliberalismen som tendens skød frem i den politiske kamp nødvendiggjort af den kapitalistiske krise i slutningen af 70’erne og borgerskabets krav om opsigelse af klassekompromisset og genindførelse af sit hegemoni.

Centrum-venstre fænomenet skal ses som den historisk eneste mulige reaktion på neoliberalismen som hegemonisk kraft i en sammenhæng, hvor den socialdemokratiske reformistiske strategi var kørt fast og det kommunistiske alternativ fuldstændigt kompromitteret efter Murens fald og Sovjets implosion.

Centrum-venstre alliancer dukkede frem på den politiske arena som alternativer til det kuldsejlede venstre. Alternativet blev ikke – som mange socialdemokrater ellers havde forestillet sig – fornyede og foryngede socialdemokratier ved magten. Man havde ellers set socialdemokratiernes renæssance som en logisk følge af, at konkurrenterne var gået i opløsning. Hvad man i den sammenhæng overså, var, at socialdemokratierne som historisk fremdrivende kraft netop var gået ned et årti forinden.

Arbejderbevægelsens politiske teori og socialistiske strategi var ikke udviklet til at klarlægge de nye betingelser. Der var ingen til at udvikle den i socialdemokratierne, og dem der kunne, forblev marginaliseret på den yderste venstrefløj. Uden nye politiske mål og historisk perspektiv som afløsning for det udlevede velfærdsperspektiv fremstod arbejderklassens organisationer som anakronismer. Arbejderne var som samlet politisk klasse blevet opsuget i den borgerlige verden som individer og forbrugere. De fleste støttede selvfølgelig velfærdsstaten, men ikke som (medlemmer af) en politisk social klasse, der så velfærdsstaten som en fase i kampen for formningen af fremtidens samfundsformation - socialismen.

I den forstand var arbejderklassen og arbejderbevægelsen pivåben overfor påvirkninger og ideer fra den nye middelklasse, som netop var rundet af og udviklet sammen med velfærdsstaten – som velfærdsstatens bærere.

Denne klasse og dens enkelte grupper/lag havde både interesse i at kæmpe for de rettigheder, som også gavnede arbejderne og samtidig gøre det på en måde, hvor de bevarede deres centrale styrkepositioner i samfundet i almindelighed og i statssystemet i særdeleshed. Store grupper fra denne middelklasse følte sig tiltrukket af centrum-venstre perspektivet, fordi de her indenfor både kunne kæmpe for egne interesser – mod markedsgørelsen af ”deres statssystem” – og samtidig holde sig fri af den gamle arbejderbevægelse, hvis repræsentanter og kernetropper i mangt og meget var forblevet skeptiske overfor de nye lag af offentlige professionsudøvere mv. De mange forskellige grupper indenfor den nye middelklasse kunne gennem centrum-venstre koalitionerne træde ind i politik i forsvaret af deres stat – velfærdsstaten – uden at skulle indgå i disciplinerede sammenhænge, som det var tilfældet i den traditionelle fagbevægelse og de gamle partier, og vel nok så centralt uden at skulle opgive egen myndighed, socio-kulturel betydning og overgive sig til kollektive løsninger på de voksende samfundsmæssige problemer.

Kampen om reproduktionen
Der er selvfølgelig historisk set en snæver sammenhæng mellem arbejderklassens politiske opløsning og neoliberalismens udfoldelse som kapitalistisk krisestrategi med fokus på markedet og tilsvarende bortabstraktion af produktionen, produktionssfæren og de grundlæggende samfundsmæssige modsætninger. Det er midt i denne sammenhæng, at centrum-venstre vokser frem med et ensidigt abonnement på forsvaret af reproduktionen.

Dette ensidige orienteringsskifte (stærkt påvirket af neoliberalismen) har været så massivt og fremherskende – også som samfundsmæssig diskurs – at det er trængt dybt ind i næsten hele den venstreorienterede politikudvikling (til venstre for centrum-venstre). Hvilket bl.a. har betydet, at også disse partier (EL) i praktisk politik har vendt sig væk fra kampen mellem arbejde og kapital. Væk fra kampen i produktionen om løn og magten på virksomhederne og over imod kampen om betingelserne for reproduktion og redistribution af rigdommen. På den måde har store dele af de politiske kampe, der blev ført i 00’erne fortrinsvis af de offentligt ansatte, haft en udpræget antiproletarisk karakter og har accelereret den atomisering og politiske differentiering af arbejderklassen, som allerede tog sin begyndelse af 70’erne.

Arbejderne har på baggrund af et kompleks af individuelle kriterier og i mangel af politisk teoretisk selvstændighed flakset mellem de klasser og politiske partier, der umiddelbart forekom som interessante interessevaretagere.

Det skal i den forbindelse understreges, at arbejderne og de lavere lag i middelklassen ikke har søgt politisk interessevaretagelse som medlemmer af en klasse, men som enkeltindivider og som forbrugere, ligesom de ikke er forblevet i fagbevægelsen ud fra en given klasseforståelse, men alene ud fra et individuelt forsikringsperspektiv.

Forholdet til velfærdsstaten er også blevet individualiseret, hvor især det kollektive perspektiv og solidaritetsgrundlag er fortyndet til nostalgi eller uklare forestillinger om noget, der kunne være vigtigt, men som har måttet vige for den økonomiske logiks ubønhørlige gennemslag. Statslegitimiteten er ikke længere kendetegnet ved værnet om det politiske og samfundsmæssige, men ved understøttelse af det dobbelte forhold – individualisering og beskyttelse mod prekaritet som individualiseringens konsekvens. Eksempelvis begrundes kortere ventelister på sygehusene eller andre offentlige ”serviceydelser” med hensynet til, at de beskæftigede skal kunne komme på arbejde hurtigt og undgå afskedigelser eller i det hele taget bevare fodfæstet på arbejdsmarkedet. Noget der taler til den hårdt trængte tømrer eller murer.

Kort sagt er statens legitimitet forbundet med systemets mulighed for at sikre den enkelte som arbejdskraft, der kan sælges.

Man kan således ikke sige, at centrum-venstre reelt har optrådt som eller er blevet betragtet som arbejderklassens nye og progressive modpol til ”centrum-højre” – som den klassiske arbejderbevægelses afløser. Det er ellers en udbredt fortælling, bl.a. fordi symbolfunktion og realitet forveksles. Men fremfor at repræsentere det politiske alternativ bidrager centrum-venstre alliancerne i virkelighedens verden til at vedligeholde og uddybe arbejderklassens politiske atomisering og gennem deres egne politiske handlemønstre til at legitimere neoliberalismens teknokratisering af det politiske.

For selv om centrum-venstre støttes af store dele af arbejderklassen og den lavere middelklasse, er det ikke som repræsentant for en politisk bevidst socio-politisk blok, men mere som gemen parlamentarisk interessevaretager.

Centrum-venstre er i den forstand ikke en klassealliance i klassisk forstand, men derimod en diffus politisk (i en vis udstrækning værdimæssig) alliance, der ikke tiltrækker sociale grupper som medlemmer af en klasse, men som enkeltindivider fra bestemte sociale grupper til et middelklasseagtigt velfærdsprogram på et teknokratisk grundlag. Alliancens centrale politiske figurer iscenesættes/fremstår som handlende subjekt og vælgerne som passive modtagere, der ansvarsfrit i morgen kan skifte alliancen ud, hvis den ikke ”leverer varen”. Således repræsenterer centrum-venstre end ikke et rudimentært socialistisk mobiliseringsperspektiv. Tværtimod medvirker centrum-venstre til at konsolidere og konservere middelklassens politisk-ideologiske dominans over arbejderklassen.

Dette billede belyses meget illustrativt i disse dage i den genopblussede debat om fattigdom, ulighed og genfremstillingen af klassebilledet, hvor det gælder, at problemerne anskues moralsk og ikke historisk materielt og politisk. Løsningerne, som de forsigtigt formuleres af de toneangivende debattører (angiveligt fra centrum-venstre ”tænketanke”), skal således også findes i forventningen om de herskende klassers besindelse og ikke i de undertryktes organiserede overvindelse af de samfundsbestemte undertrykkelsesmekanismer.

Centrum-venstre strategiske betydning
Med baggrund i det foregående forekommer det naturligt at drage nogle konklusioner om muligheden af, at centrum-venstre på den ene side kan være en overgang til en mere bevidst socialistisk orientering og organisering blandt lønmodtagerne og på den anden side skal anskues og forstås indenfor et sådant strategisk perspektiv?

Det har vi nok hidtil implicit taget for givet. Fordi centrum-venstre måske rent taktisk blev takseret som det eneste mulige aktuelle og accepterede udtryk for modstanden mod neoliberalismen i og med den socialistiske (de forskellige varianter) strategis devaluering og kompromittering. Centrum-venstre som bred alliance uden specifikke klassekendetegn og ”demokratisering” blev således af mange på venstrefløjen opfattet som pladsholdere for de rigtige begreber om socialisme, partidannelse, kapitalismekritik og klasseperspektiv mv.

Men i virkelighedens verden repræsenterer centrum-venstre begrebet og det noget diffuse demokratibegreb småborgerlighedens dominans over de undertrykte masser og ethvert selvstændigt forsøg på at formulere et socialistisk perspektiv – det være sig i en udpræget socialdemokratisk eller socialliberal variant. Begrebet og forestillingerne om alliancens strategiske og progressive betydning blokerer i virkeligheden for, at der kan udvikles den nødvendige antikapitalistiske politik og et socialistisk perspektiv, som rækker ud over det utopiske radikaldemokratiske velfærdssamfund.

Og som småborgerlighedens markører kan centrum-venstre alliancerne heller ikke mobilisere de undertrykte klasser, fordi de i lighed med den øvrige politiske elite reducerer det politiske til parlamentarisk konkurrencedemokrati, der i al væsentligt ikke adskiller sig fra det liberale demokrati. Kampen/handlingen/mobiliseringen udenfor de parlamentariske forsamlinger reduceres i sagens natur og i bedste fald til brede og ganske uforpligtende velfærdsbevægelser eller til faglige engangsmanifestationer i de situationer, hvor centrum-venstre nyder opbakning fra de faglige organisationers ledere. 

I den forstand er der ikke meget hverken teoretisk eller empirisk, som taler for, at centrum-venstre alliancerne kan eller vil efterstræbe og mobilisere for et transformativt og antikapitalistisk politisk opgør med de herskende klassers ødelæggende politik. Skulle dét have været uklart før, så er der i dag midt i kapitalismens værste krise siden 30’erne ikke så meget at tage fejl af. Det ses i Danmark, i Frankrig, i Norge osv. Alle steder, hvor centrum-venstre alliancerne danner regering, underkaster de sig mere eller mindre udtalt de herskende klassers tilspidsede krav, selv om det som konsekvens kan få eller får, at centrum-venstre som regering og stat dermed undergraver sit eget styrkegrundlag, kompromitterer sin egen politik og yderligere demoraliserer de klasser og grupper, der bragte alliancen til magten.

Selvfølgelig kan det ikke udelukkes, at centrum-venstre alliancerne i konkrete situationer kan drives til venstre, hvis de forskellige lønmodtagergrupper radikaliseres tilstrækkeligt og orienterer sig mod alternative politiske blokke (bevægelser og partier). Men det ændrer ikke ved, at centrum-venstre ifølge sin egen natur enten vil gå efter at ophæve mobiliseringen og radikaliseringen og opløse de evt. ny klasseorganisationer eller kampformationer eller falde sammen og skalle af til højre og venstre. Hvorimod der ikke er meget, der taler for, at centrum-venstre alliancerne, som det implicit fremgår af forestillingerne, vil smyge sin socialliberale centrumsdel af sig og blive til en regulær venstre alliance organisatorisk og programmatisk.