Fagforeningsfetichisme
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. december 2012

Ifølge Ordbog over det Danske Sprog er en fetich: ”en genstand, som af forskellige primitive folk anses for at besidde overnaturlige kræfter, og som derfor gøres til genstand for religiøs dyrkelse”. Siden udtrykket først dukkede op i Portugal i midten af 1700-tallet, er begrebet blevet brugt i mange forskellige sammenhænge. Men det gennemgående er, at det bruges til at betegne en ting, et forhold, en konstruktion, en model, en organisation eller en personkreds, der tillægges overnaturlige eller fantastiske egenskaber, og som dyrkes af samme grund.

Det andet gennemgående træk er, at fetichens egenskaber i virkeligheden stammer fra de selv samme personer, som dyrker den. Og jo mere de dyrker den og overfører kræfter til den, desto færre kræfter bliver der tilbage hos dem selv. Hvilket igen tilskynder til endnu kraftigere dyrkelse af fetichen. En ond cirkel.

På en vis måde minder fetichdyrkelse om ikon-dyrkelsen. Fællestrækket er i hvert fald, at mange mennesker dyrker enten en genstand, et gudebillede eller en vigtig person eller personkreds, som repræsenterer ”overnaturlige” eller ”uovertrufne” egenskaber.

Sådan gælder det efterhånden også de faglige lederes, politikeres og en del samfundsforskeres forhold til de danske arbejdsmarkedsforhold – ikoniseret som ”Den Danske Model” (DDM). Når man hører de forskellige notabiliteter omtale DDM, får man næsten det indtryk, at den er hævet ud af historien og i sig selv besidder magiske egenskaber. Man får også en fornemmelse af, at den – lige som så mange andre magiske foreteelser – er uforklarlig og måske ligefrem af guddommelig oprindelse. Som de to tavler, Moses ifølge legenden kom bærende med ned ad bjerget.

Men skal man dømme ud fra det sidste stykke tids rituelle klagesang, kan man let få det indtryk, at DDM lige nu er truet fra alle sider. Sidst er det gennem ugebrevet A 4 kommet frem, at ”EU og fagbevægelsen er på krigskurs”, og det handler om, at flere faglige topledere i LO og FTF mener, at EU kommissionens seneste vækstudspil (Annual Growth Survey on the joint Employment Report 2013)  ”udfordrer” DDM.

De faglige ledere er oven i købet så oprørte over de forslag, som kommissionen kommer med i denne rapport og rapporten; ”Labour Market Developments in Europe 2012”, at LO protesterer direkte til regeringen. LO har skrevet til fire ministerier og bakkes op af FTF’s formand. Ifølge klagerne må regeringen gøre indsigelser overfor kommissionens utidige indblanding i medlemsstaternes indre arbejdsmarkedsforhold i almindelighed og i DDM i særdeleshed.

Ikke fordi man tror, at ”kommissionens tanker bliver realiseret, Men bare det at Kommissionen vil drøfte den vej i 2013 er farligt”, som LO-sekretær Marie-Louise Knuppert siger det i A 4. LO sekretæren har ganske ret i sin påstand, men af helt andre grunde, end hun og de andre faglige topledere henviser til.

For hvad er det egentlig for forslag, EU kommissionen offentliggør i de to rapporter? Før vi besvarer det spørgsmål, kunne det måske være tjenligt at se på udgangspunktet. Ifølge kommissionen er fagbevægelsen – selv om man ikke siger det direkte – en barriere for at få den europæiske økonomi på fode igen. Hvilket i øvrigt ikke en opfattelse, kommissionen har patent på. Det mener arbejdsgiverne og mange af regeringerne i de fleste EU medlemslande også. Og opfattelsen deles af arbejdsgiverne og et meget stort udsnit af det politiske establishment i USA. Faktisk er det en gængs opfattelse hos arbejdergiverne hele kloden rundt – at lønmodtagernes faglige organisering og kollektive kampkraft er en barriere for den økonomiske genrejsning.

Så kommissionens udgangspunkt er langt fra enestående.

Hvis man nu mener, at det forholder sig sådan, så er der vel ikke noget at sige til, at man advokerer for begrænsning af de faglige organisationers forhandlings- og aftaleret, for begrænsning af de kollektive overenskomsters gyldighedsområde, for fleksible ansættelsesformer og for en begrænsning af lønmodtagernes ansættelsestryghed, for begrænsning af overarbejdsbetaling, for forlængelse af arbejdsdagen og for generel indskrænkning af fagforeningernes indflydelse på lønfastsættelsen.

Men det er at gå for vidt at hævde, at kommissionen siger disse ting direkte. Det gør den ikke. I stedet refererer man til, hvad man allerede er i færd med at gennemføre rundt om i medlemsstaterne, og ved at give de enkelte tiltag karakter, får kommissionen fortalt, hvad man dels advokerer og dels selv vil søge gennemført – selv om man ”selvfølgelig respekterer aftaleforholdet på de enkelte nationale arbejdsmarkeder”.

Nu er der bare den hage ved hele skismaet og den af LO konstruerede modstilling mellem ”os og EU-kommissionen”, at nøjagtig de samme krav eller forslag, som formuleres af kommissionen, går igen i KL’s og Finansministeriets oplæg til OK 13. Viljen til et opgør med DDM findes også indenfor rigets grænser. Man har næret en slange ved ens eget bryst, kunne man fristes til at sige, når det tages i betragtning, hvem der leder regeringen og står i spidsen for KL.

Kommissionen foreslår, at skatten på arbejde skal ned. Det skete herhjemme med skattereformen. Man foreslår mere ”fleksible arbejdstidsaftaler” og ansættelsesformer. Man ønsker et opgør med alle automatiske lønstigninger og flere decentrale lønaftaler, og man ønsker at binde lønnen til produktivitetsudviklingen.

Det er svært at se, hvori dette adskiller sig fra KL’s opfattelse, om at ”opgaverne skal styre arbejdstiden, ikke omvendt” – at ”der skal være fleksibilitet i placeringen af arbejdstiden …..” – at ”øget arbejdstid og forenkling af arbejdstidstilrettelæggelsen er kernekomponenter til at øge produktiviteten i kommunerne” – at ”reglerne om årlige lønpolitiske drøftelser og årlige lønforhandlinger ophæves”, og at lønforhandlingerne skal gennemføres af den lokale leder og den enkelte medarbejder?

Forskellen er ens! Kommissionen går ikke mange skridt videre end det perspektiv, KL temmelig direkte lægger for dagen i oplægget ”Plads til ledelse og forandring”. Ledelsesretten skal tilbage til arbejdsgiverne med fuld styrke. Det er det, det handler om. Derfor nærmer det sig fetichisme, når de faglige ledere, i stedet for at kalde tingene ved deres rette navn, bliver ved med at messe om, at DDM er under angreb.

Nej det er ikke DDM, der er under angreb. Det er de danske og europæiske lønmodtagere!

Når de faglige topfolk og forskellige arbejdsmarkedsforskere reagerer, som de gør i denne tid, bringer det mindelser om Rembrandts billede, hvor flere læger og doktorer omkranser en død/døende på dennes sidste leje. Det interessante ved billedet er, at de i deres klinik ikke undersøger den døende eller døde, men i stedet ser op på det anatomiske atlas, der står for enden af sengelejet. Nøjagtig på samme måde forholder det sig med de faglige ledere. Fordi de angiveligt ikke forholder sig til, hvad der faktisk sker, men til om deres DDM beskadiges, så ser de heller ikke, at kommissionen sådan set ikke gør andet end omsætte det, statslederne har besluttet til praktisk politik, og KL ikke gør andet end at følge den linje, som de samme statsleder inklusive den nuværende statsminister og hendes forgænger har været med til at traktatfæste.

I marts måned 2011 vedtog regeringslederne Euro-pluspagten – også kaldet konkurrenceevnepagten. Af den fremgår det meget klart (hvis man ellers vil læse indenad) at omkostningsudviklingen skal begrænses og bringes i overensstemmelse med produktivitetsudviklingen, og at der skal indføres fleksible arbejdsmarkedsforanstaltninger osv. Den vigtigste danske kommentar i Europaudvalget den gang var, at ”pagten respekterer nationale arbejdsmarkedsmodeller samt arbejdsmarkedets parters ret til at forhandle kollektive overenskomster”. Den konstatering tilfredsstillede også de faglige topfolk. Modellen og deres forhandlingsret var ikke i fare. Så man kunne nikke til konkurrenceevnepagten.

Men som man kunne forudsige standsede udviklingen ikke her.

På topmøde efter topmøde er disse formuleringer blevet strammet op og bekræftet, og med finanspagten blev det slået fast, at regeringerne skulle forpligte sig til at indføre en budgetlov.

Men hvordan i himlens navn kan nogen tro på, at man kan indføre en rigid budgetlov og samtidig lade arbejdsmarkedet og de faglige organisationers styrke uberørt? Det hænger selvfølgelig ikke sammen. Ingen regering kan år efter år holde til at skulle ophøje mæglingsskitser til lov. Så derfor handler det selvfølgelig om at svække de faglige organisationers handle- og kampkraft så meget, at det slet ikke bliver nødvendigt. Nøjagtig den samme logik går igen i kommissionens forskellige forslag – og den gør vel at mærke ikke andet end at udmønte det, statslederne har besluttet med deres ”redningspagter” – hvilket vil sige deres politiske beslutninger om at redde finanskapitalen og gennemføre ordninger, der tvinger lønmodtagerne til at betale redningsaktionerne.

Hvis vi så vender os væk fra det anatomiske atlas over DDM og ser på den døende eller i hvert fald kaster blikket på den faktiske situation, burde det stå klart, at uanset om det er EU-kommissionen, finansministeriet eller KL, vi taler om, så handler man efter devisen: de fleste begrænsninger af ledelsesretten skal væk! Arbejdsudbuddet skal øges og tryghedsforanstaltninger svækkes! Det giver det mest fleksible arbejdsmarked og lønmodtagerne den største lyst til at arbejde – i hvert fald det stærkeste incitament.

Kommissionen står med andre ord ikke alene med sit udgangspunkt. Så længe de faglige organisationer har monopol på forhandlings- og aftaleretten, og så længe de faglige organisationer både formelt og reelt kan organisere kollektive kampskridt, så længe vil det være vanskeligt for arbejdsgiverne (offentlige som private) at forfølge deres formulerede mål. Og kan man ikke komme igennem med ensidige politiske konfrontationer og forbud uden at bede om social- og politisk uro, kan man appellere til lønmodtagerne som enkeltindivider og sætte dem op mod anakronismerne i pyramidens top, der fortsætter med at begræde elendigheden og at stirre på DDM’s anatomiske atlas uden i øvrigt at gøre noget. Samtidig med, at den ene ekspert efter den anden forudsiger ”modellens” snarlige død og i abstrakte formuleringer forudsiger lønmodtagernes og deres faglige organisationers svækkelse, skærpet lønspredning, marginalisering, øget social ulighed og opbrud i samfundets sammenhængskraft.

Vi kan slå det fast med syvtommersøm: Bag de forskellige udspil ligger det meget enkle mål: lønmodtagerne skal lære frygten at kende.

De skal afvænnes alle former for kollektive kampskridt og solidarisk bevidsthed. De skal stimuleres til at sørge for deres egne individuelle løn- og arbejdstidsforhold. Så betyder det knap så meget, hvis arbejdsgiverne formelt ikke tilbageerobrer den fulde ledelsesret. De vil have den i praksis. Det er det, der tæller.

Men hvis vi fjerner os fra fetich- og ikondyrkelsen og gør os praktiske forestillinger om, hvad det vil få af samfundsmæssige konsekvenser, hvis arbejdsgivernes dominans øges på arbejdsmarkedet, så vil det stå lysende klart, at borgerskabet på alle fronter har åbnet klassekampen på en måde, der rækker langt ud over konfrontationen af den ene eller den anden ”model”. Og samme borgerskab er svært godt tilfreds med, at ikonfortolkerne bliver ved med at stirre på ”modellen” og bruge mere tid på at vride hænder end på at forklare lønmodtagerne, hvad der er på vej og mobilisere dem til kamp både politisk og fagligt.

Det er faktisk lidt flovt at tale om krig og ”krigskurs”, hvis man ikke vil slås. Det er tillige patetisk at harcelere mod EU kommissionen, der blot gør det, man har bedt den om, samtidig med at LO og FTF ikke rørte en finger for at mobilisere til støtte for den Europæiske Faglige Sammenslutnings endags manifestation den 14. november mod EU lønmodtagerfjendske krisepolitik – det gælder ministerrådet og kommissionen.

Og det hele bliver til tom gestus, hvis ikke de faglige ledere også retter skytset mod de formelt set arbejdervenlige partier, der har været med til at udarbejde rammerne for det omfattende angreb på lønmodtagernes løn- og arbejdsforhold og almindelige sociale rettigheder, som er blevet vedtaget på topmøde efter topmøde.

Især fordi de samme arbejdervenlige partier stille og roligt synker sammen, hvis der ikke længere befinder sig en velorganiseret arbejderbevægelse nedenunder dem.