Bagklog kan man altid være, hvis man vel at mærke er gammel nok!
Af Gorm Winther

Offentliggjort: 15. oktober 2012

Når man læser, hvad SF’s politiske ordfører Jesper Petersen mener at vide om Aage Frandsens berettigede kritik af SF fristes man med et Aksel Larsen citat til at sige, at det kunne være ønskværdigt at have mere end et hoved at tage sig til. Unge ubefæstede sjæle uden synderlig erhvervserfaring, uden færdiggjorte akademiske uddannelser og med en meget begrænset historisk viden har gennemtrumfet smadringen af et SF, som generationer har arbejdet på at opbygge. Den unge mand har som andre i samme aldersklasse ikke synderlig megen ide’ om, hvad folkesocialisme egentligt går ud på, men han rykker da i alt fald i brechen for sin levebrødspolitiker af en tidligere formand den store søvngænger Villy.

Han har angiveligt fremelsket en ny generation af SF’ere og har givet partiet en fremgang ved flere valg. Jo tak det skal jeg love for. Fra at være et socialistisk parti er SF gledet over i en højreorienteret sump, hvor magten er målet frem for midlet til at fremme sagen. For sagen har altid været den for SF, at man skal gå på to ben i sin politik. Et skridt i den rigtige retning er bedre end snesevis af programmer – igen et Larsen citat - men sådanne skridt skal pege i socialistisk retning.

Det har den ungdommelige magtbrynde så aldeles overset, når man sværger til et balanceret offentligt budget fremfor i en kort periode at anvende underskudsbudgettering, og når man vedtager en skattereform baseret på god borgerlig logik om, at man skal forgylde de mest velhavende i hoved og en vis legemsdel.

Den slags hedder i USA ’Trickle down’ økonomi – når det regner på præsten drypper det som bekendt på degnen, og så må fanden tage de bageste. For giver man til de velhavende får de et incitament til at yde mere i alles interesse. Desværre har virkelighedens tilbagevisning af dette gedigne nonsens ikke haft den store indflydelse på den nye generation af ledere og ministre i SF. Være bliver det, at disse dryp bl.a. gennemføres via en rask lille ændring af dagpengeperioden, der sætter i tusindvis af familier på gaden.

Både Larsen og Gert Petersen må rotere i deres grave. De var store rorgænger i modsætning til den store søvngænger, som for et par år tilbage frejdigt erklærede, at han var parat til ’pisse i Larsens’ urne, hvis han kunne få ændret SF’s politik.

Men den unge mand, der erklærer ældre og mere erfarne politikerkollegaer for bagkloge, gør sig skyldig i historieforfalskning, når han erklærer at den store taburetklæbende søvngænger har skaffet mere fremgang til SF end tidligere ledelser, der inkluderede Aage Frandsen. Ved Valget i 1977 fik SF kun 7 mandater valgt ind i folketinget, mens man ca. 10 år efter havde det største valg nogensinde i partiets historie med 27 indvalgte mandater.

Det var i Gert Petersens formandstid. Frandsen har aldrig været formand for SF! Da Holger K Nielsen var formand ved valget i 2005 var SF røget ned på 11 mandater og ved valget i 2007, da SF endnu ikke havde ladet sig voldføre af det flipproletariserede Radikale Venstre og det af-proletariserede socialdemokrati gik man så frem til 23 mandater (!).

Ved valget i 2011 gik SF som bekendt igen tilbage til 16 mandater. En nedtur, der fortsætter mod den samme størrelse som de 3.9% i 1977, som blev det ringeste SF valg nogensinde. Vi sled i det på trapperne og i lygtepælene det år, men lige galt gik det, og den vej fortsætter. SF er på vej i fuld fart mod spærregrænsen, uanset om det er med en Astrid eller en Anette i formandsstolen.

Hvordan tallene passer ind i den unge Petersens valgmatematik omkring Frandsens angiveligt lave påvirkningsgrad af vælgerne vides ikke. Det må han selv forklare. Men vi kan da i alt fald konkludere, at Frandsen vist ikke ligefrem har afskrækket vælgerne? Den unge Petersen er i tidens amerikaniserede ånd uhyggeligt parlaments- og personfikseret, når han tilskriver enkeltpersoner så store roller. Den slags var ikke den fremherskende ånd i 80’erne, hvor den kollektive indsats havde højeste prioritet, og hvor et vidtstrakt medlemsdemokrati modsat i dag fortsat var fremherskende. Hvis man paternalistisk – sådan vil dette indlæg jo sikkert blive opfattet - skal give den unge Petersen et godt råd så er det altså klogest at holde sin kæft fremfor at udtale sig om sager, man intet ved om.