Schysss - sig det ikke til nogen, men …
Af Klaus Krogsbæk

Offentliggjort: 15. oktober 2012

Danmark er en del af det europæiske arbejdsmarked
Overalt har krisen bidt sig fast. I 2010 var over 210 millioner mennesker arbejdsløse på verdensplan – syv pct. af alle erhvervsaktive; fra 2007 til 2010 blev 34 millioner afskediget. Tre fjerdedele af stigningen i arbejdsløsheden er sket i de industrialiserede lande. (Bare i Tyskland tabtes hvad svarer til tre års produktion.)[1] I Europa er 25 millioner arbejdsløse i dag – en stigning på 9,3 millioner siden marts 2008. (Beskæftigelsen i 2020 forventes at være højere end i 2010 men lavere end i 2008.[2])

Indholdet af den stramme økonomiske politik har alle steder været den samme: reallønsfald (nogle steder direkte nominel lønnedgang), forhøjelse af tilbagetrækningsalderen, øget udbud af arbejdskraft og nedskæringer i den offentlige velfærd.

I Europa begyndte den stramme økonomiske politik i Grækenland, men bredte sig hurtigt ikke blot til andre sydeuropæiske lande som Portugal, Spanien og Italien men også til lande i det nordlige Europa. I England støttede regeringen først banksektoren med over 100 milliarder Euro, hvorefter den offentlige sektor blev beskåret med 93 milliarder og reduceret med 490.000 ansatte.[3]

I virkeligheden er det værre
Selv om tallene er dramatiske, er virkeligheden det endnu mere. Peder Munch Hansen fortæller på fagligt.eu, at eksemplet med de danske svin, der bliver slagtet på dumpinglønninger af polske kolonne-arbejdere i Nordtyskland, ikke er enestående.

I Anderlecht i Belgien arbejder mange østeuropæere og især rumænere som såkaldte ’selvstændige’ på et slagteri. Arbejdsforholdene er dårlige, og lønningerne lave. Ifølge avisen De Standard arbejder nogle af de ansatte kvinder for seks euro (45 kroner) i timen.

Men selv om arbejderne er underbetalte, og nogle også arbejder sort, tør de ikke stå frem af frygt for at blive afskediget. Også fordi flere er illegale indvandrere, som er klar til at tage hvad som helst for en meget lav løn.

”Der er masser, der står i kø for at overtage vore job. Og vi har ikke råd til at blive arbejdsløse”, siger nogle af arbejderne til avisen.

Arbejdsdagen er på ti timer, ofte 11 timer, når der arbejdes i weekenden. Frokostpausen er på ti minutter, og feriebetalingen mangler. Alligevel synes arbejderne, at forholdene er bedre end i Rumænien, hvor de måtte arbejde for 150 euro om måneden (1120 kroner).

Rumænere – og illegale indvandrere fra især Afrika - arbejder også som løsarbejdere, fx tomatplukkere, i det syditalienske landbrug. Lønnen er ofte blot ti kroner i timen, ifølge norske Aftenposten.

”Indvandrere bor i slumområder, som er værre end flygtningelejrene i Sudan og Congo under krigene”, siger Machele Iacoviello fra organisationen Emergency.

En italiensk landbrugsorganisation forklarer, at presset fra supermarkeder gør, at bønderne tvinges til at trykke priserne og derfor bruge illegale indvandrere.[4]

Danmark på vej
I den sammenhæng er Danmark fortsat et smørhul. Lidt endnu. For integrationen i det indre marked fornægter sig trods alt ikke længere. Også her kradser krisen.

Arbejdsløshed: Jobskabelsen er ikke nævneværdigt forbedret siden 2009, hvor krisen var på sit højeste.[5] Og siden slutningen af 2008 er arbejdsløsheden mere end fordoblet. I dag er ca. 162.000 personer uden job. Der er markante forskelle mellem de forskellige grupper. Hver 10. ufaglærte er arbejdsløs, hver 15. faglærte og hver 20. med en videregående uddannelse.[6]

Frem til 2010 var det primært de private erhverv, der blev ramt af den økonomiske krise. Fra 2008 til 2009 tredobledes risikoen for at blive ledig inden for industri samt bygge- og anlæg. Efter 2010 er også offentlige erhverv blevet ramt. Mere end 30.000 offentlige stillinger er nedlagt de seneste to år. [7] [8] [9]

Dagpengeregler: 1. januar 2013 træder de nye dagpengeregler i kraft. Ændringerne betyder, at dagpengeperioden bliver halveret fra fire til to år, og at genoptjeningskravet bliver fordoblet fra et halvt til et helt år. Samtidig med at dagpengeperioden halveres, bliver det altså dobbelt så svært at genoptjene retten til at få dagpenge.

Med udgangen af september 2012 har næsten 28.000 medlemmer fået besked om, at de risikerer at miste dagpengene indenfor de næste seks måneder, hvis de ikke får et arbejde. Selv om 3F’s a-kasse kun har 20 pct. af alle arbejdsløse, er a-kassens andel af medlemmer i risikozonen på hele 32 procent – nemlig 8.800 medlemmer.[10]

Flertallet af de ’udfaldstruede’ vil ikke kunne modtage kontanthjælp, hvis de har en ægtefælle, der har indtægt, hvis de har en formue på over 10.000 kr. eller kan tage lån i deres hus eller lejlighed.[11]

Efterløn og pension: De lønmodtagere, som går på efterløn, har før fratrædelse 70 pct. flere sygedage om året end jævnaldrende, der forbliver i arbejde. [12] Mandlige 3F’ere, der går på efterløn som 60-årige, har en forventet restlevetid, der er 4,6 år kortere end mandlige akademikere, der fortsætter i beskæftigelse. For kvinder er den tilsvarende forskel på 3,3 år.[13]

Udenlandsk arbejdskraft: Østeuropæiske arbejdere har i flere år været i rengøringsbranchen og på danske byggearbejdspladser. Nu er turen kommet til supermarkederne, der om natten får varer sat på hylderne af østeuropæisk arbejdskraft. En tendens, der forventes at blive forstærket, nu hvor lukkeloven er væk. Østarbejderne får ofte blot minimallønnen, og yder derfor et lønpres på det uddannede og bedre lønnede (danske) personale. [14]

Offentlig velfærd: I hvert fald hver tredje kommune forventer ringere service i 2013. Resultatet bliver færre ansatte til ældrepleje, børnepasning og betjening af borgerne. Den kommunale økonomi er så dårlig, at kommunerne kommer til at bruge færre penge end forudset af Kommunernes Landsforening og regeringen, da de i forsommeren indgik Økonomiaftalen for 2013.[15]

Besparelser ved udlicitering sker på bekostning af kvaliteten og ordentlige arbejdsvilkår for medarbejderne. Udlicitering af rengøring har ført til ekstraregninger for kommunerne og dårligere kvalitet for brugerne. Samtidig er op mod 85 pct. af medarbejderne enten blevet afskediget eller har selv forladt jobbet. [16]

Det europæiske semester
Summa summarum: De europæiske lande er præget af de samme problemer og de samme forslag til løsninger.

Bag dette står EU-Kommissionen, som på vegne af de store erhvervsinteresser forsøger at koordinere en økonomisk- og finanspolitisk fælles kurs i medlemslandende i takt med udvidelsen af det indre marked.

I forbindelse med EU's Europa 2020-vækststrategi indførtes ’Det europæiske Semester’.

Semestret monitorerer medlemslandenes stabilitets- og konvergensprogrammer, der er udgangspunktet for Kommissionens vurdering af landenes opfyldelse af Stabilitets- og vækstpagten - især kravet om, at det offentlige budgetunderskud ikke må overstige tre procent af BNP.

Programmerne indsendes i april, så det er muligt for Kommissionen at drøfte de finanspolitiske dispositioner inden vedtagelsen af de nationale budgetter.

Parallelt hermed skal medlemslandene også indsende såkaldte nationale reformprogrammer med de strukturelle tiltag, som regeringerne iværksætter for at bidrage til opfyldelse af Europa 2020-strategiens målsætninger - inden for beskæftigelse, forskning, innovation, energi og social inklusion.[17]

Det europæiske semester hjælper med til, at skruen kan strammes samtidigt i alle medlemslande.

Politiken skal bl.a. føre til en stigning i de indirekte skatter, længere arbejdstid, forhøjelse af tilbagetrækningsalderen, yderligere privatisering af pensionsordninger, mindre jobsikkerhed, reduktion i ydelser til arbejdsløse, yderligere liberalisering af den offentlige sektor og en mindre stigning i de offentlige udgifter i forhold til BNP. Kort sagt reduktion i ansatte, løn og offentlige udgifter.[18]

Det indre marked II
3. oktober i 2012 offentliggjorde EU-Kommissionen ”Sammen om fornyet vækst - Akt for det indre marked II”.

Det skete præcist 20 år efter, det indre marked blev etableret. Ifølge Kommissionen har det været en succes med 2,77 millioner ekstra job, en forøgelse af BNP med 2,13 pct. samt lavere priser og et større udvalg af varer. Desuden kan borgerne rejse frit, bosætte sig og arbejde i andre lande, og de unge kan studere i udlandet. Sidst – men ikke mindst, fristes man til at tilføje – har markedet ”givet de 23 millioner virksomheder i EU adgang til 500 millioner forbrugere”.

Kommissionen konkluderer derfor, at ”et stærkt, dybt og integreret indre marked skaber vækst og beskæftigelse og giver de europæiske borgere en lang række muligheder, som ikke fandtes for 20 år siden.”

Men nu er det på tide at tage nye skridt, bl.a. fordi ”den økonomiske og finansielle krise har skabt yderligere udfordringer og har understreget behovet for grundlæggende strukturreformer.” Krisen er også en ”social krise” med høj arbejdsløshed og fattigdom. Derfor skal der findes en ”øjeblikkelig, ambitiøs og resolut løsning”.

Hvis ikke det sker, ”øges risikoen for, at EU og medlemsstaterne vender sig indad, og det kan undergrave tilliden til det europæiske projekt”; og ikke mindst svække den europæiske konkurrencedygtighed på verdensmarkedet.

Vi har derfor mere end nogensinde brug for et indre marked - i høj grad for at ”skabe mere vækst og flere arbejdspladser”. [19]

Et muligt alternativ
Som svar på EU-Kommissionens udspil, opfordrede Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) den 11. oktober 2012 til en ambitiøs industripolitik for at udvikle kvalitetsjob og nye, kulstoffattige industrier. EFS insisterer på den sociale dimension af en ny industripolitik, og insisterer på en juridisk ramme herfor.

EFS fastslår, at der er et behov for at investere i innovative politikker i de fremtidsorienterede industrier, sørge for midler og ressourcer til uddannelse (som forudsætning for en kvalificeret arbejdsstyrke) samt en industriel dagsorden, der tager højde for omstruktureringer og fremmer nye og bæredygtige industrier; og ikke mindst sørger for juridiske rammer herfor.

EFS generalsekretær Bernadette Ségol erklærede, at de europæiske lønmodtagere ikke længere kan nøjes med erklæringer om mulig støtte til industrien. Og at industrien også selv har ”en rolle at spille for den sociale sammenhængskraft”. [20]

EFS’ svar bygger videre på forslaget om ’en social pagt’ (social compact) fra juni 2012; en pagt for et Europa med ”solidaritet og samarbejde” frem for et Europa præget af ”konkurrence og deregulering”.

EFS peger på, at EU befinder sig i en ”farlig nedadgående spiral”. Derfor bør den europæiske sociale model fremmes, frem for angribes. Både de grundlæggende rettigheder og rimelige lønninger bidrager til en løsning af krisen, hvorimod deregulering har bidraget til en stigning i arbejdsløsheden og udvidet uligheden til et punkt, som nu ikke blot er økonomisk men også politisk uholdbart.

EFS afviser ”én gang for alle” spareforanstaltninger, hvis sikre resultat har været forarmelse af millioner af europæere og udelukkelse af enhver mulighed for de gældsramte landes tilbagebetaling af gælden, hvorimod arbejdsløsheden fortsætter opad.[21]

’Austerity’ – EFS siger nej tak
EFS har eksplicit afvist ’austerity’ som model for at komme ud af krisen.

Med ’austerity’ menes en streng økonomisk sparepolitik. Mere præcist menes en politik for at nedbringe underskuddet ved at sænke udgifterne via en reduktion i de offentlige ydelser og udgifter. I visse tilfælde kombineres nedskæringerne med skattestigninger – ikke mindst for at demonstrere den langsigtede finanspolitiske solvens over for kreditorerne.

Ideen er, at en væsentlig reduktion i det offentlige forbrug vil neddrosle forventningerne til det fremtidige skatteniveau og omfanget af de offentlige udgifter, hvilket igen vil fremme det private forbrug og øge den samlede økonomiske vækst.

EFS deler ikke denne opfattelse. EFS opfatter ’austerity’ som ”dybt uretfærdig og selvmodsigende”. Politiken opfattes som et angreb på velfærdsstaten fra den finanssektor, som netop er blevet reddet af den selvsamme stat.

EFS opfatter ’austerity’ som et desperat forsøg på at nå alt for ambitiøse underskudsmål ved hjælp af en brutal og barsk nedskæringspolitik i EU’s medlemsstater. Der bliver skåret i offentlige tjenesteydelser, offentlige investeringer, lønninger og sociale ydelser.

EFS mener, at ’austerity’ vil resultere i svagere økonomier og højere, ikke lavere, offentlig gæld.

Især når alle medlemsstater samtidigt skærer i efterspørgslen, vil det skubbe økonomien tilbage i langvarig stagnation. Dette vil koste Europa mindst fire millioner job (2010); arbejdspladser, som Europa har desperat brug for (arbejdsløsheden var i 2010 på ca. 23 millioner, i dag er den på ca. 25 millioner i Europa – kk).

’Austerity’ vil også skade vækstpotentialet i den europæiske økonomi på længere sigt. ”Vedvarende arbejdsløshed kombineret med usikre ansættelsesforhold vil nedgradere den menneskelige kapital.” Vedvarende depression vil betyde, at investorer vil tænke sig om to gange, før man investerer i en region, der ikke er i stand til at tilbyde udsigt til en stabil efterspørgsel.

Den industrielle basis i Europa vil blive skadet. Investeringerne vil blive flyttet til andre regioner i verden – til skade for den europæiske produktivitet og innovation.

’Austerity’ vil desuden forlænge statsgældskrisen. Reduktion af underskuddene vil blive opvejet af den økonomiske depressions negative betydning for de sociale udgifter og skatteindtægterne. Og mens de offentlige underskud fortsat er høje, vil den økonomiske recession og deflation presse BNP ned, så den offentlige gælds relative andel af BNP vil forøges.

”Europa vil forsøge at få sig selv op af hullet ved at grave sig dybere ned”, mener EFS.[22]

For at følge med i udviklingen offentliggør EFS et ’”Austerity watch”, som baseres på oplysninger fra EFS’ søster- og medlemsforbund. Her dokumenteres, hvad stramningerne betyder for Europas lønmodtagere. Desværre foreligger der ingen oplysninger fra Danmark.[23]



[1] ILO/IMF: “The Challenges of Growth, Employment and Social Cohesion”, 2010.

[2] CEDEFOP (EU): “Skills – supply and demand in Europe”, 2010.

[3] Wolfgang Kowalsky und Peter Scherrer: ”Gewerkshaften für einen europäischen Kurwechsel. Das Ende der europäischen Gemütlichkeit”, 2011. (Findes også på engelsk – se etui.org)

[4] www.fagligt.eu: Peder Munch Hansen: ”Stanken af social dumping værre end stanken fra slagtesvin”, 8. oktober 2012.

[5] AE-Rådet: ”Økonomisk kommentar: Ny fase af krisen kan øge antallet af varslede fyringer”, 4. oktober 2012.

[6] AE-Rådet: ”Uddannelse er det bedste kort på hånden under krisen”, 16. juli 2012.

[7] Region Hovedstaden / Region Sjælland: ”Erhvervsudviklingen i Østdanmark”, marts 2012.

[8] Danmarks Statistik: Pressemeddelelse, 18. november 2009.

[9] FOA: Pressemeddelelse, 2. oktober 2012.

[10] AK-Samvirke: ”28.000 ledige har fået brev fra a-kassen”, 1. okt. 2012.

[11] AK-Samvirke: ”Prognose: 2.400 danskere risikerer hver måned at miste deres dagpenge”, 30. april 2012.

[12] 3f.dk, 10. januar 2011.

[13] AE-Rådet: ”Efterlønsafskaffelse: Ulighed i levetid mellem forskellige faggrupper”, 14. april 2011.

[14] Ugebrevet A4, 20. juni 2012.

[15] Ugebrevet A4, 10. september 2012.

[16] OAO.dk, 5. oktober 2012.

[17] Folketingets EU-oplysning: ”Europæiske semester”.

[18] Wolfgang Kowalsky und Peter Scherrer: ”Gewerkshaften für einen europäischen Kurwechsel. Das Ende der europäischen Gemütlichkeit”, 2011. (Findes også på engelsk – se etui.org)

[19] EU-Kommissionen: ”Sammen om fornyet vækst - Akt for det indre marked II”, 3. oktober 2012.

[20] ETUC (EFS): “Industrial policy: the EU must swing into action”, 11. Oktober 2012.

[21] ETUC (EFS): “The European trade union proposes a Social Compact for Europe”, 6. Juni 2012.

[22] ETUC (EFS): ”Why the ETUC rejects Austerity”, 2010.

[23] ETUC (EFS): ”No to austerity”, 2010.